torsdag den 28. december 2017

Juleaften

Det er nu 3. juledag - ja det er jeg altså vant til at sige om d. 27. december. Juleaften er allerede nogle dage væk, og nytåret venter lige om hjørnet. 

Håber I alle havde en rigtig god og hyggelig juleaften. Herhjemme var det en helt igennem fantastisk aften. 

Silas og jeg vågnede tidligt om morgenen. Jeg stod så op og Silas fik lidt at spise inden han atter overgav sig til drømmeland. Bent stod op ved 9 tiden, og der var jeg allerede godt i gang. Mine forældre skulle komme til frokost, så der var nok at gå i gang med. Ej, vi havde fået ordnet en del allerede lørdag aften, men maden kunne vi jo ikke rigtig lave så meget af. 

Der var lidt stress på, for Silas ville ikke helt sove søndag formiddag, men så var han jo bare med mor og far i køkkenet. Vi hørte julemusik og gik og hyggede os. Mine forældre og bror kom herud ved 12:15 tiden, og så tog de Silas, mens mor her kunne få ordnet alt det sidste, så vi kunne komme til bordet. 

Vi fik en god julefrokostagtig frokost, hvor der ikke manglede noget. Alle blev mætte, og det var den perfekte start på juleaften. 

Mine forældre og jeg tog i kirke til julegudstjeneste kl. 14, og så passede Bent og min bror Silas, hundene og maden. Vi var hjemme igen ved 15 tiden, hvor vi så satte og til at nyde en kop gløgg og spiste lidt guf. 

Kl. 15:50 var det tid til den ultimative juleaftenstradition - nemlig Disneys juleshow. Da det var slut gik Bent, min bror og jeg i køkkenet og gik i gang med maden. Det er altid så hyggeligt at stå i køkkenet med dem. 

Vi satte os til bordet ved 18:30 tiden - når der er små børn (eller et lille barn), så er det altså dem, der afgør rækkefølgen tingene foregår i. Silas skulle jo altså have noget at spise, inden vi andre kunne sætte os til bordet. Og så faldt han i søvn, så vi andre kunne sidde og nyde den gode mad i ro og mag. Tror vi sad ved bordet i en times tid, hvor vi snakkede, grinte og bare hyggede os. 

Silas vågnede inden vi skulle spille pakkespil, så han hjalp min bror med at slå og  han prøvede ihærdigt at hjælpe onkel med at pakke gaverne op. Det var simpelthen så skønt at se den lille mand sidde og bikse med gavebåndet - og jo mere bånd og skinnende indpakning, jo bedre. Det bliver rigtig sjovt, når han bliver gammel nok til selv at være med. 

Da alle pakkerne var fordelt og æggeuret havde ringet, var det tid til risalamanden. For en gangs skyld var det MIG, som fik mandlen (det er heller ikke sket i 15 år eller sådan noget). Vi havde købt en hemmelig mandelgave i Kop og Kande, og den indeholdt 3  små Kähler vaser, så det var jo absolut ikke en dårlig gave.

Da vi havde ryddet af bordet og sat alt i opvaskemaskinen, var det tid til at synge nogle julesalmer inden gaverne skulle uddeles - og der var MANGE gaver. Min bror plejer at have fornøjelsen af at råbe gaver op, men i år startede jeg med at give min bror 2 gaver fra Silas, for det var nogen, som jeg vidste ville røre ham rigtig meget. Og jeg fik ret. 

Men nå, der var jo, som nævnt, mange gaver, så det tog os næsten en time at få alle gaver delt ud. Den allerstørste oplevelse gavemæssigt var, da Silas åbnede gaven fra sin onkel. Eller ja, han hjalp med at åbne den... han fik nemlig Bodil Kjer elefanten, og jeg kan godt sige jer, det var et HIT!!!! Han var helt oppe og køre over den elefant, og den skulle kysses og krammes og snablen skulle der "bides" i. Det var simpelthen så skønt at se. 

Aftenen sluttede af med, at vi sad og hyggede med et par kopper kaffe inden min mor og min far kravlede til køjs. Silas og jeg fulgte trop kort efter og en gang i løbet af natten kom Bent og min bror også op ovenpå. 

Vi havde den dejligste juleaften, og der er ingen tvivl om at Silas også hyggede sig. I skal da ikke snydes for nogle billeder fra vores juleaften. 












2 kommentarer:

  1. Åhhh... Lyder som en skøn dag. :D <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var det bestemt også :) Nød virkelig både jule- og nytårsaften. Det var noget helt specielt med Silas <3

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...