mandag den 22. februar 2021

Forår i luften

Endnu en uge er omme, og skal da lige love for, at de forårsagtige følelser er kommet til Vamdrup. I fredags kørte vi hjem til mine forældre, da vi havde hentet Silas (min bror havde inviteret os på kage til kaffe, så vi kunne lige så godt køre, da junior var hentet og vi alligevel var klar til at køre), og så var vi derhjemme til vi havde spist aftensmad. Og det var vildt hyggeligt. 

Mine forældre har jo solgt huset og skal være ude 1/5, så vi nyder den sidste tid i mit barndomshjem. Uagtet, at det er 15 år siden, jeg flyttede hjemmefra, så er det alligevel en anelse vemodigt, at de om 2 måneder skal flytte, og vi højst sandsynligt aldrig kommer derhjem igen. Men så må vi jo bare sørge for, at skabe en masse nye minder det nye sted - og det tror jeg også godt, vi kan. 

I lørdags var mine forældre og bror så herude og spise, og vejret var jo skønt. Vi havde stort set været ude det meste af dagen, og drengene nød det. Selv om vi ikke skal flytte endnu, så går vi alligevel og ordner en masse praktiske ting - både inden- og udendørs. Kan lige så godt bruge tiden på at sortere ud i det, vi alligevel ved, vi ikke skal have med. Og nu passer det jo fint, at vi kan sortere lidt i ungernes ting ude i haven, mens de render rundt og leger og hygger sig. 

Mine forældre kom jo så herud lørdag eftermiddag, og min bror skulle selvfølgelig lege med Silas ude i haven. Niclas ville hellere putte med først min mor og så derefter min far. Da han så senere skulle putte lidt ved onkel skete uheldet - Niclas faldt i søvn (ikke så uheldigt for os andre, men for Niclas er det noget nær en katastrofe, når nysgerrigheden må sættes til side for en lur). Niclas blev så puttet i sin egen seng, og så skulle Silas have mormor og onkel med på legepladsen. 

Så I kan tro, vi havde 2 meget trætte børn lørdag aften. Man kan i hvert fald godt mærke, de er vant til at være meget ude i hhv. børnehave og vuggestue. Men det er nu også kun dejligt, at de ikke skal underholdes af en skærm hele dagen. 

I går lavede vi ikke det vilde. Vi fik ordnet et par småting herhjemme, men ellers hyggede vi bare med drengene og var ude i haven og lege. Indimellem er det nu altså rart nok at have nogle dage, hvor der absolut ingen planer er. De dage nyder vi i hvert fald enormt meget herhjemme med 2 sensitive børn. 

Håber I andre også har haft en god weekend.  

søndag den 14. februar 2021

Ugens hurtige (uge 6)

 Det er atter søndag, så her kommer lige ugens hurtige: 
  • Vi fik endnu mere sne - gider snart ikke mere sne nu. 
  • Jeg har fået sorteret i ALT drengenes babytøj, og har nu en del, der bare skal sælges. 
  • Drengene havde fastelavn i hhv vuggestue og børnehaven. Silas blev sørme katte-prins. 
  • Vi har hygget os rigtig meget herhjemme i den her uge, og det har vi alle nydt rigtig godt af. 
  • Jeg var (for første gang siden start december) til samtale nede ved min mentor og behandler. Det var tiltrængt - telefoniske samtaler er altså bare ikke helt det samme som personlige samtaler. 
  • Jeg sidder her kl. 20 og overvejer, hvornår jeg kan tillade mig at gå i seng uden at skulle vågne kl. bæ i nat og ikke kunne sove igen. 

Fastelavn er mit navn...

I fredags holdt de fastelavn i både børnehaven og vuggestuen, så selvfølgelig skulle banditterne klædes ud. Silas blev det sødeste Tigerdyr og Niclas blev en lille (snu) ræv. 

De var begge SÅ stolte af deres udklædning, og vi afleverede 2 rigtig glade drenge om morgenen. Og glæden var sandelig endnu større ved Silas, da vi hentede ham. Han havde et hjemmelavet fastelavnsris med hjem, og så havde han en fin krone på hovedet - han var nemlig blevet katteprins 😍 (og ja, så blev moren jo både stolt og rørt - at han med sine udfordringer alligevel havde formået at slå bunden ud på tønden - det var sgu da en stor ting). 

Han ville heller ikke have huen af, da han kom hjem, for kronen sad jo udenpå huen (ingen hue er et no-go i den her kulde, når man er ørebarn). Men efter et par timer overgav han sig alligevel, for der blev det alligevel lidt for varmt for den lille mand. Men han var så stolt af sin krone, som nu hænger på et af billederne inde i stuen. For sådan et minde, må man gerne bevare. 

Til slut lige et par billeder af banditterne (vidste I for øvrigt, at selv ræve skal have børstet tænder) 😉



fredag den 12. februar 2021

Tabu???

Forleden sad jeg og skrev med en på nettet. Hun søgte svar på nogle spørgsmål angående reagensglasbehandling, og jeg meldte så tilbage, at jeg havde 2 forsøg i bagagen, og hun skrev så at hun havde nogle spørgsmål, og om det var ok hun stillede mig dem i en privat besked. 

Samme pige var flov over, at hende og hendes kæreste skulle i fertilitetsbehandling, så hun var ikke meget for at komme ud med sine spørgsmål til nogen, som måske kendte hende, og jeg rådede hende blandt andet til at finde en eller 2, som hun virkelig stoler på, som hun kan fortælle om det, for det kan være noget af en mundfuld at gå med alene. 

Jeg var selv virkelig flov over, at jeg da for hulen ikke bare kunne blive gravid, men samtidig vidste jeg jo også godt, at der er andre bl.a. i min familie, som har haft problemer, men det hjalp mig bare ikke alligevel. Jeg betroede mig så til et par veninder, og jeg er den dag i dag, virkelig glad for at jeg gjorde det, for selv om jeg selvfølgelig havde Bent at snakke med, så var det rart at have nogle andre at snakke med. Nogen, som ikke i den forstand, var involveret i "projekt baby". For ikke nok med, at alle hormonindsprøjtningerne var hårde for kroppen - både fysisk og psykisk - nej, så var det også hårdt, når det så ikke lykkedes. Og Bent var jo "nødt" til at holde gejsten oppe ved mig, men jeg havde jo også bare brug for at brokke mig over at min "lorte krop da for fanden ikke bare kunne gøre, som den nu en gang er skabt til". 

Ligeledes havde jeg behov for at juble med nogen, da jeg havde de 2 streger ved både Silas og ved Niclas. Min ene veninde havde været med på sidelinien under HELE forløbet - både ved fertilitetsbehandling og hele perioden efter, hvor jeg ALDRIG skulle igennem det igen, når det alligevel ikke ville lykkes - og efterfølgende, hvor jeg alligevel besluttede mig for at tage det sidste forløb (uden det dog nåede dertil, da de 2 magiske streger dukkede op få dage senere på naturlig vis) og under begge graviditeter (hun vidste endda testerne var positive før jeg viste dem til Bent), og jeg er LYKKELIG for, at jeg havde en af betro mig til. 

Jeg lærte undervejs, at jeg ikke skulle være så flov over, at jeg var nødt til at have behandling for ufrivillig barnløshed, for det er mere udbredt end jeg troede det er. Det er stadig - desværre - bare belagt med en slags tabu, at man ikke kan få børn på naturlig vis. Og det er sgu synd, for jeg tror, at det får mange til at tøve lidt med at søge hjælp, når de positive tests udebliver. 

Som jeg tidligere har nævnt, så var det enormt svært for mig, at erkende, at jeg havde brug for hjælp dengang, og der gik knap 4 år, før jeg turde opsøge læge. Men i dag fortæller jeg hellere end gerne min historie, for det er en del af den bagage, jeg slæber rundt på, og det kan man bare ikke rigtig lave om på. 

onsdag den 10. februar 2021

En status på mor-livet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt, hvordan det går med det hele, når vi nu har 2 børn med under et 1 år mellem dem. 

Og jeg kan ærligt svare, at jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det bare er en dans på roser, for det er det dæleme ikke altid. Indimellem er det selvfølgelig lyserødt det hele, men andre gange hænger de kulsorte tordenskyer dæleme også over huset. 

Begge drenge er lige i en alder, hvor de virkelig afprøver grænser, og hvor de kan skændes og slås om legetøjet. For selv om den ENE ting, de begge vil have, kan have ligget i en kasse i flere uger, så vil de begge have den, hvis først den ene sætter sig til at lege med den - og så har vi balladen, skal jeg da lige love for. 

Men andre gange er de jo simpelthen de sødeste drenge, man kan forestille sig. Og så kan de sidde flere timer og lege sammen uden det mindste skænderi. 

Når de bliver puttet om aftenen (de sover i hver sin seng i soveværelset) kan de ligge og snakke og hygge sig indtil den ene af dem falder om af træthed, men de kan også drille hinanden, så )i de fleste tilfælde) Silas begynder at græde og kommer ind i stuen for at sladre. 

Men i det store hele, så går det ok. Her under denne nedlukning, har de haft en eller 2 fridage i ugen, og der kan jeg godt mærke jeg er drænet for energi om aftenen, når de sover, men det er der jo heller ikke noget at sige til. For det meste, står Niclas op ved 5 tiden om morgenen (efter 2-3 opvågninger om natten), og så er energien altså hurtigt brugt på sådan en dag. Og ja, så hænder det altså, at jeg sover på sofaen om aftenen.

Om mindre end et halvt år, skal Niclas i børnehave, og det glæder jeg mig egentlig til, men samtidig er jeg også lidt trist over det - så har jeg jo ikke små børn længere. Jeg ved godt, at det har jeg jo som sådan heller ikke nu, men har jo alligevel stadig én, som går i vuggestue, så lidt min lille dreng er han jo endnu. 

Jeg har ikke fortrudt, at vi valgte at beholde, da vi fandt ud af, jeg var gravid med Niclas, for selv om det til tider er fandens hårdt, og jeg godt kan have det sådan lidt, at NU gider jeg ikke mere, så elsker jeg mine drenge højere end noget andet, og jeg vil på ingen måde kunne undvære dem og det indhold, de giver mig i hverdagen. Den kærlighed de viser mig, og den følelse, det giver helt ind i hjertet, når de kigger på mig og siger "esker dig moar", den er der altså intet, der slår 😍



mandag den 8. februar 2021

Ugens hurtige (uge 5)

 Endnu en uge er gået, og her kommer de hurtige fra sidste uge: 

  • Silas lå syg mere eller mindre hele ugen - heldigvis ingen Corona. 
  • Vi fik sne - efter at vi er gået fri sådan ca de sidste 3-4 år.
  • Vi har fået sorteret og smidt endnu mere væk. 
  • Vi har brugt en del tid udenfor, hvor drengene bl.a. har kælket og leget med sne. Det er altså et hit, når man kaster sne på væggen, og det så bliver siddende. 
  • Jeg er kommet lidt tættere på noget, der minder lidt om noget afklaring (nu må DK godt snart åbne beskæftigelsesindsatsen op igen).
  • Der var Super Bowl i går/ i nat, men jeg så dog kun starten. 
  • Havde en oplevelse i den forgangne uge, som jeg ikke helt kan ryste af mig, og den trigger min angst. 

Sne sne sne sne - daler stille ned...

... og der faldt meget af den forleden dag herhjemme i hvert fald. 
Silas lå syg til og med torsdag, men Niclas var af sted i vuggestue, og jeg kunne godt se i løbet af onsdag formiddag, at det blev en spændende omgang at skulle hente Niclas onsdag eftermiddag, for synes virkelig bare det blev ved med at sne. Men jeg kom da hen i vuggestuen og hjem igen (og ja, jeg kunne bare være gået hen efter ham, men så meget tøj havde han altså heller ikke på, og jeg ville gerne være sikker på, at han kunne have en tør flyverdragt med i vuggestuen dagen efter, plus jeg lige skulle have handlet et par ting, så tog altså bilen). 


Torsdag var Silas stadig ikke på toppen, så han blev atter hjemme, men vi var alligevel ude og lege i sneen senere på dagen. Niclas kom hjem ved middagstid, så der var jo nogle dejlige eftermiddagstimer, som kunne bruges på leg. 


I lørdags havde vi så fundet kælkene frem. Der skulle vi hjem til mine forældre. Eller det vil sige, Silas og Niclas blev kørt derhjem først, fordi Bent og jeg skulle have ryddet stuerne, så vi kunne få fjernet gulvtæpperne og kigge under dem, og det var altså alt andet lige lidt nemmere, når der ikke var nogen børn hjemme. Drengene fik så kælkene med hjem til onkel, og så skulle de hygge. Vi kørte så derhjem, da vi var færdige, og så var vi jo også med til at kælke. Og det blev nydt i stor stil, skal jeg da lige love for. Lad mig sige det på den måde - vi havde 2 MEGET trætte drenge om aftenen. 

Så indtil videre har sneen ikke skræmt dem ☺ det er den første sne de oplever - vi er jo pænt blevet snydt de sidste par år, men nu tog Moder Natur revanche. Og det er jo så hyggeligt - om end det er møghamrende koldt. 

onsdag den 3. februar 2021

Ugen der gik - uge 4

  • Vi har fået pakket en hel del ned sidste uge. Og dermed har vi også fået smidt en hel del ud allerede nu. Nu lyder det måske som om, at vi allerede er ved at flytte, men altså det vi har pakket, er det, som vi ved vi ikke kommer til at bruge sådan lige nu, så der sker ikke noget ved at pakke det ned. 
  • Silas var syg i en del af sidste uge, hvor han tilbragte et par dage på langs med feber - min stakkels lille basse. 
  • Vi har haft vinterens første sne - altså den smule, som det nu gav.
  • Det er gået op for mig, hvor meget jeg egentlig har savnet at blogge - nu, hvor jeg atter er mere aktiv på bloggen.   
  • Vi blev alle 4 Corona testet, da de i fredags ringede fra børnehaven og meddelte, at der var Corona på Silas' stue samt nabostuen. Eftersom Silas ikke rigtig var af sted sidste uge, betragtedes han ikke som nærkontakt, men vi valgte alligevel at blive testet alle 4, for så har vi i hvert fald vores ryg fri, når nu vi har børn i begge ender af institutionen. Og indtil videre er Bents, Silas' og min test da også - som forventet - negative. Niclas' er der ikke svar på endnu, men den kommer nok i dag. Men regner da bestemt også med den er negativ, når nu alle vi andres er det. 
  • Niclas er inde i en periode, hvor han vågner 3-4 gange om natten, og så er han endda klar til at stå op, når klokken er omkring 5 om morgenen - behøver jeg at sige, at moren er knap så klar og frisk om morgenen, som Niclas er.
  • Har et par opkald og beskeder, som jeg går og venter på med længsel - kender I ikke det, når man bare krydser fingre og venter og venter, og venter lidt mere endnu. Sådan har jeg det lige nu. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...