torsdag den 12. november 2020

I familiens tegn

 Ja, nu er vi jo allerede kommet ind i november - er det bare mig, der ikke helt kan følge med tiden... Og traditionen tro, er julen gået i gang herhjemme. Normalt har vi altid pyntet op til Mortens Aften, men i år er vi en smule bagud. Altså bevares, vi er da kommet i gang, men det tager altså tid med alt den pynt vi har, og det gør det ikke ligefrem nemmere, at vi er nødt til at pynte enten når drengene sover eller når de er i institution. For med sådan et par pilfingre i huset, så går det altså ikke så hurtigt, når de skal kigge (og mærke) på alt det, jeg går og sætter op. 

Men altså, der er jo så også lige lidt tid endnu til at blive helt færdige... og vi bruger da noget af tiden på at bage og bare hygge os som familie. Bent er pt sygemeldt, så vi har ham hjemme 24/7, og det er noget, som især drengene har savnet. Den der med, at Bent er med ude og aflevere dem om morgenen, og han også er med ude og hente dem om eftermiddagen, det nyder Silas. 

I tirsdags var det jo Mortens Aften, hvor vi selvfølgelig skulle have and med alt, hvad dertil hører. Vi havde mine forældre og bror herude og spise, og maden var perfekt - som altid. Nu glæder jeg mig bare til juleaften, hvor vi skal have samme menu - sådan en gang and med alt, det kan altså bare et eller andet. 
Vi fik også lige de julekort, vi havde bestilt, ind af døren forleden. Der er altså noget helt andet ved at skrive julekort, når man har børn. Altså, jeg har altid gjort det, men det er altså lige en tand mere hyggeligt efter Silas og Niclas kom til. 

Synes virkelig 2020 har været et surrealistisk år, og jeg har det sådan lidt blandet med, at der kun er ca 1,5 måned tilbage inden vi kan skrive 2021. På den ene side, så føler jeg året er gået alt for hurtigt, og jeg føler ikke rigtig, vi har fået særlig meget ud af året. Men på den anden side, så glæder jeg mig til at lægge året bag mig, for helt ærligt, så har 2020 da ikke ligefrem været noget at råbe hurra for. Kan godt forstå, hvad folk mener, når de siger, de er "Corona trætte", for helt ærligt - det er jeg sgu også. Jeg er træt af alle de restriktioner, der vender op og ned på vores hverdag. Træt af alle de hensyn, der skal tages, og som man alligevel ikke helt kan være sikker på virker. Jeg glæder mig til Corona pandemien er en saga blot, selv om jeg desværre ikke tror, det sker sådan lige her og nu. 

Men man har vel lov til at tro på et julemirakel - ikke sandt... 


fredag den 30. oktober 2020

Ligestilling! .... Eller????

 Forleden på Facebook, så jeg et opslag fra en frustreret far. Det handlede om, at han gentagne gange havde været nødt til at snige sig ind i kvindetoilettet i håb om ikke at blive mødt af en flok fordømmende kvinder. Årsagen var noget så simpelt, som at den stakkels mand var far, og hans ærinde på kvindetoilettet gik i al sin enkelthed ud på, at han bare ville skifte sit barn.

Den stakkels far har nemlig, som mange andre fædre, opdaget, hvor svært det egentlig er at finde et herretoilet i offentligheden, hvor der er puslefaciliteter. 

Og ved I hvad... Jeg har tit snakket med Bent om den samme ting. Nu er vi nogle af dem, som forholdsvis tit slår et smut forbi Ikea, og en af de ting, jeg elsker ved Ikea er, at Bent og jeg kan tage hver vores barn og skifte, for de har nemlig puslebord på herretoilettet, og ved deres restaurant er der et særligt puslerum, hvor man kan gå ind som både mor og far.

Nå men den her stakkels far på Facebook, han havde mødt flere stærkt fordømmende kvinder, som endda havde truet med at hente vagten - og til hvad nytte spørger jeg så. Altså han skal da for pokker bare skifte en ble! Det ville personligt ikke kunne bringe mit pis i kog, og heldigvis var der rigtig mange andre kvinder, som også havde medlidenhed med ham. 

I min optik bør det slet ikke være til diskussion, hvorvidt det skal være muligt for en far at tage sit barn med ind på herretoilettet for at skifte en ble eller vådt tøj. Og hvis der så ikke er et puslebord til rådighed derinde, så burde han ikke føle skam over, at skulle gå ind på kvindetoilettet. Og når det nu endelig skal være, så er det altså også de færreste steder, hvor man direkte kan stå og kigge ind på toiletterne, hvor kvinderne sidder og tisser - jeg har endnu ikke oplevet steder, hvor der ingen døre var i. Og jeg tror altså ikke, at en mand, som skal skifte en lorteble har som topprioritet at kigge ind under dørene for at se, hvem der sidder "på tronen", 

Og hvis vi nu skal være ærlige - hånden på hjertet. Hvor mange kvinder har så ikke brugt herretoilettet, når der har været kø til kvindetoilettet og der ingen har været på herretoilettet. Det tror jeg altså mange har. 

Jeg synes, det er grotesk, at vi i år 2020, hvor vi gør så meget for, at der skal være ligestilling på en lang række områder, som far skal skamme sig over at ville skifte en ble på sit barn, og hvor pusle faciliterer ikke er obligatoriske på herretoiletterne - som de er på dametoiletterne. Altså bevares, man kunne måske inddrage et par toiletter på begge sider, og så lave et par puslerum, som både kan benyttes af mødre og fædre - lidt ligesom mange handicaptoiletter også er til unisex brug. 

onsdag den 28. oktober 2020

Efterårsforberedelser

Når man kigger sig rundt i naturen, er der ingen tvivl om, at det er efterår... men vejret bærer nu ikke det vilde præg af det endnu... altså bevares, det er en anelse køligere end vi måske er vant til, men vi er altså ikke helt nede ved de enkelt cifrede grader om dagen endnu, og om natten er temperaturen da også stadig oppe, hvor det ikke sådan for alvor bliver vildt koldt. 
I dag har jeg været i gang ude i haven. Har fået fjernet en hulens masse blade, der lå i indkørslen. Derudover har jeg fået klippet 2 buske ned, så nu mangler vi kun lige en lille smule mere i haven, og så er haven faktisk ved at være vinterklar. 

Fryseren er også gjort klar med grøntsager, vi har skåret til suppe. Der er altså ikke noget så godt, som hjemmelavet suppe, når det er koldt og blæsende udenfor. Så derfor valgte vi at købe en god portion grøntsager og få det klaret. 

Det er et eller andet sted lidt underligt, at tænke på, hvor grønt det stadig var udendørs, da vi var i Skærbæk sidste uge, og hvor mange blade træerne allerede nu har mistet. Noget af det værste ved de relativt høje temperaturer, er at det næsten bliver for varmt med levende lys tændt om aftenen. At jeg så indimellem sniger min dyne ind på sofaen, det er en anden sag 😊

Sagde også  lige til Bent i går, at det egentlig er lidt vildt at tænke på, at der på lørdag "kun" er 2 måneder tilbage af året. Et år, der på mange måder slet ikke er blevet, som vi havde håbet på mange af os, men som vi alligevel er kommet igennem. 

søndag den 25. oktober 2020

Jeg er her endnu

Hvis nogen skulle have opdaget det, så har jeg midlertidig "slette" mit eget domæne... synes det er mange penge for noget, jeg ikke har brugt særlig meget... så nu får bloggen lige en chance mere, og hvis jeg ikke føler for det, så mister jeg jo ikke noget, hvis jeg vælger at stoppe helt, fordi der simpelthen ikke er så meget tid til det. 

Der er sket så meget den senere tid, og jeg vil slet ikke komme i detaljer her med altsammen. 

I søndags tog Bent, Silas, Niclas og jeg på en miniferie nede ved Skærbækcenteret, og hvis I ikke har været der, så kan jeg kun sige, at det simpelthen var pragtfuldt. Det var lige, hvad vi trængte til, og vi hyggede os virkelig meget. Vi vandt et gavekort til Happydays for et par år siden, og det var så meningen, at vi skulle have været til Skærbæk i april, men grundet Corona, blev den tur aflyst, og vi valgte så at tage chancen og booke turen her til efteråret i stedet. 

Vi boede i hytte dernede, og det var virkelig skønne hytter.

Vi havde halvpension med i opholdet, og det var virkelig bare den lækreste mad, vi fik serveret oppe i deres restaurant. Vi fik 2x2 retters aftensmad og 2x morgenbuffet, hvor der virkelig ikke manglede noget. 

Vi brugte meget tid på at gå rundt og kigge i Skærbæk og ellers være på legepladsen med drengene, som virkelig også nød det afbræk fra hverdagen. Tirsdag morgen returnerede vi atter til Vamdrup, hvor vi hurtigt fik tømt bil og så gik turen til Odense, hvor vi lige skulle runde Ikea inden vi skulle have taget billeder ved en fotograf i Odense, hvor jeg på Facebook havde vundet en gratis fotografering samt en digital billedfil. Om aftenen, da vi kom hjem efter vi havde spist aftensmad hjemme ved mine forældre, var jeg pænt træt, og det tog ikke mange minutter fra jeg lagde mig under dynen til jeg sov. 

Derudover har vi haft et par forkølede drenge hjemme et par dage denne her uge, og det har virkelig kunne mærkes på energiniveauet. For hold nu op, hvor kan de diskutere, når det lige stikker dem. Så leger Silas lige så fint med noget legetøj, som Niclas partout skal have, og så skal jeg da love for Niclas kan blive hysterisk, hvis han ikke må få lige netop DÉT legetøj... ej men altså... De har seriøst SÅ meget legetøj, men de skal lige lege med den samme ting. 😏 

Synes ikke I skal snydes for et billede af den hytte vi "boede" i nede i Skærbæk. Det var simpelthen så lækker en hytte, og jeg kunne da absolut godt bruge nogle flere dage dernede. 





tirsdag den 15. september 2020

Et sandt smertehelvede

 Forrige fredag måtte jeg atter en tur på sygehuset. ALDRIG i mit 38 årige liv har jeg haft så ondt i maven og om i ryggen, som jeg havde den dag. 

Alverdens scenarier gik igennem hovedet på mig, i mine tanker omkring, hvad det kunne være. Jeg overvejede både en ny omgang galdesten, graviditet udenfor livmoderen og meget andet. 

Bent var på arbejde her i Vamdrup, men skulle så lige til Lunderskov og trykke containere om eftermiddagen. Drengene var hjemme fra institution den dag, så vi havde været hjemme ved mine forældre og ville så hente Bent og køre ham til Lunderskov. Undervejs fra Kolding måtte jeg ringe til Bent - grædende - fordi jeg simpelthen havde så ufatteligt ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være til. 

Men vi kom da til Lunderskov, og Bent kørte os så hjem inden han returnerede til containerpladsen her i Vamdrup. Han havde inden da hjulpet mig ind med drengene, og jeg forsikrede ham om, at jeg nok skulle klare mig den halvanden times tid inden han havde fri. Men at jeg nok skulle ringe til vagtlægen. 

Som sagt så gjort. Jeg ringede også til vagtlægen, som var lynhurtig til at afvise mig. Jeg fik fat i den mest inkompetente vagtlæge, jeg nogensinde har snakket med. Jeg hylede af smerte, da jeg snakkede med ham, men han affejede mig med, at det "bare" var hold i lænden, og at jeg skulle tage noget smertestillende, og så ville jeg være på benene igen dagen efter. 

Jeg gjorde, som han sagde, men lige lidt hjalp det. Smerterne forsvandt da ganske vist, men et par timer senere kom de igen for fuld styrke. Og samtidig kunne jeg ikke tisse - som i overhovedet ikke. Selv om jeg kunne mærke, at blæren var fuld, så kunne jeg ikke presse så meget som en dråbe ud. Om aftenen måtte jeg så ringe til vagtlægen igen. Og fandeme om ikke jeg fik fat i samme inkompetente fjols, som om eftermiddagen. Men denne gang indvilligede han dog i at give mig en tid kl. 00:30, for så kunne jeg få noget stærkere smertestillende, end det jeg kunne købe i håndkøb. 

Min bror kom så og kørte mig, for jeg kunne ikke selv køre og drengene sov, så jeg syntes ikke, at de skulle vækkes, for at Bent kunne køre mig. Kom så ind til vagtlægen, som undersøgte mig og valgte at indlægge mig til observation for nyresten (vagtlægen om eftermiddagen havde kort nævnt, at det selvfølgelig kunne være nyresten, men at det var det ikke, for det ramte jo primært mænd). 

Men nå, jeg røg så en tur hen på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, snakkede med en læge og  fik noget morfin og så var det ellers godnat. Jeg vågnede 3-4 gange i løbet af natten, men havde dog ikke så ondt. 

Næste morgen kom der en læge ind og snakkede med mig, og han var ret overbevist om at det kunne være en nyresten. Han afviste at det var hold i lænden, for som han sagde, så tydede mine smerter ikke på at det var noget med lænden, selv om smerterne strålede ned i lænden. Han ville så have mig igennem en CT skanning for at se, om hans formodning var rigtig. Jeg blev så skannet og kunne så bare vente på svar. Det svar kom så en halv times senere - og diagnosen var ganske klar: Jeg havde en nyresten på 0,5 cm. 

Den manglede 1,5 cm i at komme ud på naturlig vis, så i og for sig med at den lå lige på vippen størrelsesmæssigt til, hvornår de anbefaler hjælp til at få den ud, så ville han lade valget være op til mig - om jeg ville se tiden an og lade den komme ud af sig selv, eller om jeg ville en tur til Vejle for at få urologernes hjælp til at få den ud. Jeg valgte det første. Jeg orkede ikke mere sygehus, så jeg ville se om den ikke kom af sig selv indenfor et par dage.  

Og det gjorde den så heldigvis... I onsdags kom den endelig ud, og smerterne var helt væk. Jeg skal så stadig til en kontrolskanning næste uge, men indtil videre er jeg fri for nogen sten, der ligger og gør ondt. Nu håber jeg så bare (*7-9-13 bank under bordet*), at jeg er én af dem, som ikke får det igen, men helt ærligt, så heldig er jeg sgu nok ikke. 

Og btw, så er det altså sandt, hvad mange siger - nyresten er vitterligt mere smertefuldt end at have veer. 

tirsdag den 1. september 2020

Den første efterårsdag

Det er i dag d. 1. september og dermed den første efterårsdag i 2020  - i hvert fald, hvis man kigger på kalenderen... men det er nu heller ikke fordi vejret har været særlig meget at råbe hurra over i dag... 

Altså bevares, solen kom da godt nok frem i løbet af eftermiddagen, men det har nu altså været en anelse koldt synes jeg. 

Og selvfølgelig har vi 2 snotforkølede børn herhjemme. Og jeg mener virkelig forkølede - med løbende næser, feber og hoste. Så de er begge hjemme de her dage. Mistænker på ingen måde noget Corona relateret, men der er ingen grund til at sende dem af sted og smitte andre, når jeg nu har muligheden for at have dem hjemme. Men syge eller ej, så har de dæleme givet deres mor grå hår i dag - for hulen, hvor har de været stride!!! De prøver simpelthen grænser af til den store guldmedalje. Og det kombineret med sygdom er altså ikke den bedste blanding vil jeg godt lige pointere. 

Men jeg elsker jo vores guldklumper alligevel. Så selv om mit energiniveau er helt og aldeles i bund om aftenen, så kan jeg alligevel gå i seng med et smil på læben, når jeg kigger på de 2 mirakler, som vi har. 

lørdag den 29. august 2020

Update fra det lille hjem

Nu har bloggen stået stille i lidt over en måned... og jeg har i den tid virkelig bare nydt livet og nydt tiden med vores banditter. 

Silas og Niclas havde 2 ugers ferie, og for små 3 uger siden startede hverdagen så op igen. Og nu har vi både en dreng i vuggestue samt 1 i børnehave - Silas er nemlig startet i børnehave. Og alle vores bekymringer omkring Silas' opstart i børnehave, har han virkelig gjort til skamme. Han klarer sig simpelthen så godt derhenne, og det er en glad dreng, vi henter hver eftermiddag. 

Niclas er stadig i vuggestuen et lille års tid endnu, og det virker han også ovenud begejstret for. Han virker ikke til at savne sin storebror, så det er jo bare skønt. 

For små 5 uger siden måtte jeg lige omkring sygehuset og tilbringe en overnatning der. Havde voldsomt mange smerter i ryggen og ned i lænden, og jeg blev nærmest undersøgt på kryds og tværs. De fandt så ud af, at det højst sandsynligt er forbipasserende galdesten i de dybe galdeveje, og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt. Men jeg kom da hjem igen dagen efter. Og er "sluppet" med et par enkelte anfald siden. 

Jeg har så efterfølgende også været igennem noget af et forløb ved lægen og på sygehuset. I snart en måneds tid har jeg haft store problemer med følelsen i fingerspidserne på tommel-, pege- og langefingeren på begge hænder. I perioder har jeg ikke kunne bøje mine fingre, fordi det simpelthen har gjort for ondt. Jeg fik så forrige uge taget en masse røntgenbilleder, som skulle vise om det evt. var gigt. Men det var det heldigvis ikke. De kunne ikke rigtig komme med nogen forklaring på, hvad det så ellers er, men det er da så heldigvis også i bedring. Fingerspidserne sover stadig indimellem, men jeg er da begyndt at kunne bruge mine hænder igen, så lidt fremskridt sker der da.

Var også på sygehuset både i sidste uge angående mit spiserørsbrok, og jeg håber virkelig de endelig vil gå med til at operere mig - så kryds fingre. Jeg skal derop igen d. 16. september og have svar på alle de undersøgelser, de har foretaget, samt have "dommen" over hvad der videre skal ske. Så vi håber. 

I mandags havde vores dejlige ældstearving fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres. Det var - selvfølgelig - ensbetydende med endnu mere legetøj til den - efterhånden - ret imponerende samling, vi i forvejen har herhjemme. Altså, jeg siger ikke, at det var dejligt hundene kom væk, for jeg savner dem virkelig virkelig meget, og jeg har endnu ikke vænnet mig til at de ikke er her, men jeg siger bare, at pladsen efter alt deres legetøj, hundekurv, dyne osv. var væk,  hurtigt blev fyldt ud af drengenes legetøj. Vi plejer at joke lidt med, at den dag drengene er flyttet ovenpå på deres værelser med al deres legetøj, der kan vi lave bowlingbane i stuen med al den plads vi får - og så er det ikke engang løgn!!!

Bortset fra det, så synes jeg virkelig vores have har været en pestilens denne her sommer - ukrudtet er jo dæleme vokset som havde det fået gødning. Jeg mener, lige så snart vi har fjernet det, så er der jo ikke gået mere end et par dage, så har vi kunne gå i gang igen. Det er så ulempen ved at have en have, men omvendt så er fordelene jo så mange flere, så det kan ikke helt sammenlignes. 

Nå, måske jeg skulle komme i gang med det bjerg af vasketøj, der skal lægges på plads... Bent er på arbejde og drengene sover, så ja, det betyder at jeg har ro til at ordne lidt forskelligt - selv om en lille lur nu også godt kunne lyde enormt tiltrækkende. Nej må hellere komme i gang med vasketøjet!!

Hav en rigtig god weekend allesammen 👋

Tillykke min skat

Ved ikke lige, hvorfor dette indlæg ikke blev udgivet i mandags, som ellers planlagt, men så kommer det bare her i stedet. 


I dag er det allerede 3 år siden mit liv blev ændret fuldstændigt. Det var dagen, hvor verdens dejligste Silas - for første gang -  gjorde mig til MOR for resten af livet. 

Kære Silas, 

vi ønsker dig rigtig hjerteligt tillykke med de 3 år. 

Da jeg fandt ud af, jeg ventede dig, knyttede jeg mig til dig med det samme, og jeg nød det bånd, vi havde til hinanden, mens du lå inde i min mave. 

Du fik en lidt hektisk start på livet, men allerede fra dag 1 var du familiens charmetrold. Vi lærte alle atter om ubetinget kærlighed, og den glæde, du bragte ind i vores liv - på et ellers træls tidspunkt - kan aldrig erstattes af noget andet. 

Nu er du jo børnehavebarn, og det har du klaret til UG. Som med så meget andet, har du gjort vores bekymringer til skamme, og vi er stolte over, at du valgte netop os til din familie. 

Vi håber du får en rigtig god dag med dine venner i børnehaven, og så skal vi fejre dig senere. 

Knus fra Niclas, far og mor


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...