Viser opslag med etiketten Sygdom. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sygdom. Vis alle opslag

tirsdag den 12. april 2022

Håber på en god påske

Ja, de af jer, som følger mig på Instagram og/ eller på Facebook, har måske læst, hvad det er, der har ramt min far og for en stund har sat sit præg på hele familien. 

Min far er nemlig ramt af blærekræft. Han har været igennem 2 udskrabninger, og i dag skal han så have svar på, om der stadig er kræftceller tilbage. Vi krydser naturligvis alle fingre for, at der ikke er, men vi har naturligvis også virkelighedssans nok til at være forberedte på, at der muligvis stadig er noget tilbage. Kræft er en lorte sygdom, og man kan aldrig regne med den, så derfor kan vi lige så godt være forberedte. 

Som mange af jer jo nok ved, så havde min mor endetarmskræft i 2005. Hun blev opereret og lever i dag med en stomi. 

I 2016 blev hun så ramt af livmoderhalskræft. Hun var igennem forskellige undersøgelser, men den endelige "dom" kom først samme dag, som vi bisatte min mormor, som ugen inden var død af netop kræft.  Min mor blev opereret dagen efter, vi havde sat min mormors urne ned i jorden, og hun er i dag erklæret rask. 

Derudover har min ene onkel haft kræft. En anden tidligere onkel døde af kræft for et par år siden, og min morfar havde også kræft. 

Så nu synes jeg ærlig talt, vi har haft nok af den slags i familien. Og jeg ved godt det her er ondt, og at man ikke må sige det, men...... Nu må det ærlig talt snart være andres tur til at gå lidt de samme smerter igennem, som vores familie har været igennem flere gange. Selvfølgelig ønsker jeg ikke at nogen skal rammes af kræft, men jeg ønsker langt mindre, at flere i min familie skal rammes. Jo flere der rammes, jo større chance er der for at det rammer mig en dag. 

Men altså, nu ved I, hvorfor jeg måske er lidt fraværende online sådan generelt for tiden. 

søndag den 27. marts 2022

En weekend i hyggens tegn

En hyggelig weekend er nu omme. Det har været en weekend, hvor tid med familien har været i højsædet. Vores familie er atter ramt af alvorlig sygdom, så vi har tilbragt en del tid med mine forældre og min bror den senere tid. 

Bent startede på nyt arbejde i fredags, og vi valgte derfor, at vi ville tage en tur i Madsbyparken i går med Silas og Niclas. Og som sagt, så gjort. Vi kørte derud i går formiddags, da vi var blevet færdige, og så hyggede vi os et par timers tid, inden vi kørte mod Kolding igen. Inden vi forlod Fredericia, rundede vi dog lige McDonalds, og det var et kæmpe hit ved banditterne. De var også ret trætte, da vi kørte derfra, og de faldt da også begge i søvn i bilen, så vi havde ro fra bagsædet næsten hele vejen hjem. 

I går aftes var vi så hjemme ved mine forældre og spise. Min far kom hjem fra sygehuset i går middags, så vi valgte, at vi ville være derhjemme sammen med dem. 

Hvad familien er ramt af, vil jeg ikke komme ind på endnu, da det stadig er lidt svært for mig. Men det er min far, som er ramt af alvorlig sygdom - så meget kan jeg da sige. 

Synes lige, I skal se et billede af banditterne fra da vi var på vej ind i Madsbyparken. De elsker simpelthen at være derude, og vi skal da helt sikkert også derud nogle gange i løbet af sommeren. Vi andre hygger og jo også, når vi er af sted. 

mandag den 21. marts 2022

Liv i de gamle klude

Ja, der er altså liv endnu... selv om det ikke er meget tid, jeg bruger herinde. Men jeg har jo også krudtuglerne at tage hensyn til. 

Dagene flyver simpelthen af sted, og der er hele tiden et eller andet at lave. 

Jeg var udsat for noget i januar, som virkelig har sat sine spor, og det kæmper jeg virkelig for at komme ovenpå efter. Og nogle dage går det simpelthen bare bedre end andre. 

Lige pt er jeg inde i en periode, hvor jeg måske sover 2-2,5 time om natten, og det dræner mig ekstremt meget for energi. Det gør, at jeg er træt resten af dagen, og den der lur, som jeg burde tage i løbet af dagen (for min egen skyld ikke mindst), den får jeg langt fra altid. Og det gør så, at jeg efterhånden ret ofte falder i søvn, når jeg skal putte Silas om aftenen. Så sover jeg lige ganske kort, og så er jeg oppe igen. Når jeg så går i seng, så kan jeg ikke sove, og så sidder jeg som regel i stuen og kigger ud i luften om natten. 

Derudover har min far fået konstateret blærekræft i sidste uge, og det tænker jeg selvfølgelig også rigtig meget på. Det er ikke noget, jeg lige har lyst til at kommentere så meget på lige  på nuværende tidspunkt. Skal lige have lov til at bearbejde det hele. 

Vi har virkelig nydt det forårsagtige vejr de seneste uger, og vi glæder os efterhånden rigtig meget til at det bliver forår og sommer. Sidste år pakkede vi ved denne tid, og i år nyder vi livet, det bedste sted vi endnu har boet. Vi nyder at vi har vores store terrasse, og drengene bruger mange timer derude allerede nu. Vi fik fyldt nyt sand i deres sandkasse sidste uge, og det er et kæmpe hit. Sandkassen er en af de ting, de virkelig bruger meget tid på. 

Vi har også lavet lidt om inde på drengenes værelse, og det har givet lidt mere plads derinde. Men de leger stadig primært i stuen, og sådan er det altså bare herhjemme. Vi skal gerne kunne være her alle sammen - også Silas og Niclas. 

Jeg har fået en del nye penneveninder siden jul, og det er jeg virkelig glad for. Jeg elsker at skrive breve, og jeg elsker at der indimellem flere gange i ugen ligger breve og venter i postkassen. Og hvem ved, måske brevskriverierne kan give nogle nye venskaber. 

Jeg er bl.a. begyndt at skrive med en, som bor ganske tæt på mine forældre, og hende var jeg til fødselsdag ved d. 12. marts. Og det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg er glad for at jeg tog med, og jeg er glad for at hun inviterede mig. 

Så ja, der sker lidt herhjemme. Vi tager én dag ad gangen, og så følger vi med tiden. 

søndag den 13. februar 2022

Velkommen ud i virkeligheden igen

Den seneste uge har både Bent og jeg ligget med Corona. Bent har nærmest ingen symptomer haft, så de obligatoriske 4 dages isolation var nok for ham, mens jeg dæleme har været hårdt ramt, og det derfor tog lidt længere tid for mig at komme ud. Jeg har været lidt ude her i weekenden (efter jeg nåede det punkt, hvor jeg ikke længere havde symptomer), men feberen er begyndt at komme retur igen, så holder mig atter lidt indendørs nu her. 

Det Corona sjov her, er bestemt ikke noget at spøge med. Jeg er glad for jeg er vaccineret, og jeg er også af den holdning, at vi alle skal igennem smitten, men derfor må jeg godt sige, at HOLD KÆFT HVOR HAR JEG HAFT DET DÅRLIGT!!!

Jeg har haft den ledeste hovedpine - været møgforkølet - haft feber i en sådan grad, at jeg har svedt, som en gal, hver gang jeg fx bare har skulle tage tøj på - jeg har ingen smags- og lugtesans haft (og det er endnu kun lugtesansen, der delvist er kommet lidt retur igen - har skiftevis frosset og svedt, og det har givet et minimum af søvn -  er stadig så enormt træt - og så har jeg kastet op til den store guldmedalje. 

Jeg er heldigvis så nogenlunde ovenpå igen. Der er stadig enkelte af tingene jeg bøvler med, men det kan jeg risikere at gøre i længe endnu, men det håber jeg, at jeg slipper for. For orker ikke flere ugers isolation endnu. Selvfølgelig har vi da en terrasse, så jeg har da stadig kunne komme lidt ud, men det er jo altså ikke helt det samme, men selvfølgelig har jeg været glad for at have muligheden for lige at komme ud og få noget luft, for ellers var jeg blevet endnu mere kulret af at være herhjemme. 

Nu, hvor vi har været syge i denne her uge, er der selvsagt ikke lavet det vilde herhjemme. Så weekenden er brugt på rengøring - støvsugning, gulvvask, vinduespudsning og tøjvask. Så i dag kan vi holde fri med god samvittighed. Eller altså, vi mangler at pudse vinduerne indvendigt, men de er taget udvendigt og det er nu altså også det værste efter min mening. Og hey, vi kan altså se ud af vinduerne igen nu, så det gør ikke så meget, der lige er lidt fedtfingre på indersiden af glassene. 

Det er endelig lykkedes at komme i bund med vasketøjet. De sidste par uger er det ikke lige vasketøj, der har haft størst prioritet herhjemme, men altså nu har vi en stort set tom vasketøjskurv - STORE SAGER!!! Men altså med de 2 lømler herhjemme, så er det nok begrænset, hvor længe den er tom. Men den tid den sorg, nu vil jeg bare have lov til at prale af, at den nærmest er tom (minus et par boxershorts af Silas'). 

Vi opdagede for et par uger siden, at vi stadig har 2 små juletræer stående på en af vores hylder. Ingen af os havde opdaget, at vi havde glemt at få dem ned til jul, så nu får de altså lov til at blive stående fremme. Man lægger som sådan ikke så nemt mærke til dem, så vi mener det godt kan gå, at de bliver stående. Og altså selv min mor, som ellers lægger mærke til alt, hun har ikke set dem. Så vi satser på, at der ikke er andre, som kommenterer på det. 

Håber I alle får en rigtig god søndag.  

fredag den 4. februar 2022

Fraværstid

Igen har jeg været lidt fraværende herinde. Ikke at jeg ikke har haft lysten til at blogge, men der er sket nogle ting for mig personligt, som har bragt mig lidt (eller rettere MEGET) ud af kurs, så jeg har generelt ikke været helt så aktiv online, som jeg plejer. 

Jeg har måtte slås lidt med psyken, og kæmper stadig en kamp. Jeg er der fuldt ud for Silas og Niclas, og de lider på ingen måde under mine indre kampe - snarere tværtimod. Men altså, ja jeg har det ikke helt super. 

I sidste uge ramte Corona'en da også herhjemme. Natten til torsdag vågnede Niclas op med 40 i feber, og ja, jeg havde jo nok en anelse om, hvad der skete, for siden jul har nærmest hele Niclas' stue i børnehaven været smittet, så turen måtte komme til os på et eller andet tidspunkt. Vi havde så en tid til test til både Silas og Niclas torsdag aften, og da der kom svar fredag var jeg godt forberedt, og ganske som ventet var Niclas positiv. 

Han var så hjemme indtil i forgårs. Han havde kun symptomer torsdag og fredag i sidste uge, og så var han egentlig rask igen. Men vi valgte så lige at holde ham hjemme, bare lige for en sikkerheds skyld - i ved Better safe than sorry. Men der kom heller ikke mere. På nuværende tidspunkt har vi andre 3 også kun haft negative tests, selv om jeg har voldsomt mange symptomer, så kommer der kun negative tests (både kviktest og PCR tests). Men jeg bliver testet dagligt og er også delvist i isolation herhjemme.  Altså jeg vil hellere have en positiv test fremfor det her pjat med symptomer og man så skal testes hele tiden. Men nu må vi se, hvordan det går. 

Jeg holder mig i hvert fald en del indendørs lige pt - uanset negativ test. 

Håber I alle får en fantastisk weekend. Her skal den bruges på at pleje mig selv, og så har jeg fået en stak breve denne uge, som jeg gerne vil have svaret på. 




onsdag den 15. september 2021

Når regnen regner oppe på taget...

 ... så er det godt, vi kan sidde dejlig tørt indendørs. 

Vejret i dag står godt nok noget i kontrast til det sommeragtige vejr, vi har haft de sidste dages tid. Det er koldt og det var dæleme mørkt i morges, da vi kørte hjemmefra kl. 6:20.

Niclas er syg denne her uge, så jeg har ham hjemme, og selv om det langt fra er første gang han er syg, så gør det stadig ondt i mit moderhjerte at se ham sådan. Han hoster så meget, at han har svært ved at trække vejret. Vi var ved lægen i mandags, og det er "kun" en virusinfektion i de øvre luftveje, men alligevel gør det ondt at se. Håber snart han er ok igen. 

Silas var til kontrol ved ørelægen i går, og der ser alt fint ud. Drænet sidder stadig, hvor det skal, så det er udmærket. Nu må vi se, hvornår (hvis altså) han slipper af med drænet. Indtil videre skal han i hvert fald fortsætte med det. Og så længe det er for hans eget bedste, så brokker jeg mig ikke. 

Sidder og overvejer, om jeg skulle forberede aftensmaden, nu mens Niclas er optaget af Ramasjang. Når vi først er hjemme ved 16 tiden, når vi har hentet Bent, så er det rarest, hvis der er lavet så meget, som jeg nu kan, inden vi kører ud og henter Silas og Bent. 

Nå, må hellere lige få været lidt praktisk den sidste halve time. Håber I alle har en god dag - regnen til trods. 

tirsdag den 15. september 2020

Et sandt smertehelvede

 Forrige fredag måtte jeg atter en tur på sygehuset. ALDRIG i mit 38 årige liv har jeg haft så ondt i maven og om i ryggen, som jeg havde den dag. 

Alverdens scenarier gik igennem hovedet på mig, i mine tanker omkring, hvad det kunne være. Jeg overvejede både en ny omgang galdesten, graviditet udenfor livmoderen og meget andet. 

Bent var på arbejde her i Vamdrup, men skulle så lige til Lunderskov og trykke containere om eftermiddagen. Drengene var hjemme fra institution den dag, så vi havde været hjemme ved mine forældre og ville så hente Bent og køre ham til Lunderskov. Undervejs fra Kolding måtte jeg ringe til Bent - grædende - fordi jeg simpelthen havde så ufatteligt ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være til. 

Men vi kom da til Lunderskov, og Bent kørte os så hjem inden han returnerede til containerpladsen her i Vamdrup. Han havde inden da hjulpet mig ind med drengene, og jeg forsikrede ham om, at jeg nok skulle klare mig den halvanden times tid inden han havde fri. Men at jeg nok skulle ringe til vagtlægen. 

Som sagt så gjort. Jeg ringede også til vagtlægen, som var lynhurtig til at afvise mig. Jeg fik fat i den mest inkompetente vagtlæge, jeg nogensinde har snakket med. Jeg hylede af smerte, da jeg snakkede med ham, men han affejede mig med, at det "bare" var hold i lænden, og at jeg skulle tage noget smertestillende, og så ville jeg være på benene igen dagen efter. 

Jeg gjorde, som han sagde, men lige lidt hjalp det. Smerterne forsvandt da ganske vist, men et par timer senere kom de igen for fuld styrke. Og samtidig kunne jeg ikke tisse - som i overhovedet ikke. Selv om jeg kunne mærke, at blæren var fuld, så kunne jeg ikke presse så meget som en dråbe ud. Om aftenen måtte jeg så ringe til vagtlægen igen. Og fandeme om ikke jeg fik fat i samme inkompetente fjols, som om eftermiddagen. Men denne gang indvilligede han dog i at give mig en tid kl. 00:30, for så kunne jeg få noget stærkere smertestillende, end det jeg kunne købe i håndkøb. 

Min bror kom så og kørte mig, for jeg kunne ikke selv køre og drengene sov, så jeg syntes ikke, at de skulle vækkes, for at Bent kunne køre mig. Kom så ind til vagtlægen, som undersøgte mig og valgte at indlægge mig til observation for nyresten (vagtlægen om eftermiddagen havde kort nævnt, at det selvfølgelig kunne være nyresten, men at det var det ikke, for det ramte jo primært mænd). 

Men nå, jeg røg så en tur hen på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, snakkede med en læge og  fik noget morfin og så var det ellers godnat. Jeg vågnede 3-4 gange i løbet af natten, men havde dog ikke så ondt. 

Næste morgen kom der en læge ind og snakkede med mig, og han var ret overbevist om at det kunne være en nyresten. Han afviste at det var hold i lænden, for som han sagde, så tydede mine smerter ikke på at det var noget med lænden, selv om smerterne strålede ned i lænden. Han ville så have mig igennem en CT skanning for at se, om hans formodning var rigtig. Jeg blev så skannet og kunne så bare vente på svar. Det svar kom så en halv times senere - og diagnosen var ganske klar: Jeg havde en nyresten på 0,5 cm. 

Den manglede 1,5 cm i at komme ud på naturlig vis, så i og for sig med at den lå lige på vippen størrelsesmæssigt til, hvornår de anbefaler hjælp til at få den ud, så ville han lade valget være op til mig - om jeg ville se tiden an og lade den komme ud af sig selv, eller om jeg ville en tur til Vejle for at få urologernes hjælp til at få den ud. Jeg valgte det første. Jeg orkede ikke mere sygehus, så jeg ville se om den ikke kom af sig selv indenfor et par dage.  

Og det gjorde den så heldigvis... I onsdags kom den endelig ud, og smerterne var helt væk. Jeg skal så stadig til en kontrolskanning næste uge, men indtil videre er jeg fri for nogen sten, der ligger og gør ondt. Nu håber jeg så bare (*7-9-13 bank under bordet*), at jeg er én af dem, som ikke får det igen, men helt ærligt, så heldig er jeg sgu nok ikke. 

Og btw, så er det altså sandt, hvad mange siger - nyresten er vitterligt mere smertefuldt end at have veer. 

onsdag den 27. november 2019

Et forfærdeligt døgn

Søndag eftermiddag skulle Silas, Niclas, min mor og jeg have været til juletræsfest på min mors arbejde. Det endte dog i stedet med en indlæggelse på Børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Lørdag aften kom begge børn i seng, og der var intet galt med nogen af dem. Altså Silas hostede lidt, men ikke noget særligt alarmerende. Om natten vågner jeg ved at jeg skal på toilet, og Niclas begynder så i det samme at brokke sig. Jeg tænkte så, at jeg ville varme en flaske med lidt mælk til ham på vejen, så det gjorde jeg. Da jeg gik ind mod soveværelset det knap  minuts tid senere, var der helt roligt, og jeg nåede lige at tænke, at det da egentlig var ret hurtigt han faldt i søvn igen. Men da jeg kom ind i soveværelset sov han ikke - han var brændende varm og i feberkrampe. Jeg fik ham op af sengen og lagde ham på siden i min seng mens jeg ruskede i Bent, som så også vågnede.

Niclas kom fint ud af krampen igen, og faldt så også i søvn og sov til søndag morgen ved 7 tiden. Bent skulle på arbejde kl. 10, og vi andre skulle køre ved 13 tiden, men eftersom ungerne ikke rigtig kunne finde ro, valgte jeg at begynde at gøre dem klar ved 11 tiden, for de plejer altid at falde i søvn i bilen, så det satsende jeg også på, at de gjorde denne gang. Vi rundede så lige Bent på arbejdet inden, og så kørte vi mod Kolding. Niclas sad og snakkede omme i autostolen, men pludselig blev der roligt, og så kiggede jeg i bakspejlet og han var der i krampe igen.

Jeg ringede så til vagtlægen, og hun mente heldigvis, at vi skulle komme forbi, for 2x feberkrampe indenfor 12 timer, var alligevel mere, end hvad de synes var godt. Så vi fik en tid kl. 14. Vi kørte så hjem til mine forældre, for Silas skulle jo være et sted, og så kunne vi ellers vente på at klokken nærmede sig 14, så vi kunne komme af sted. Min bror kørte med Niclas og jeg over på sygehuset, hvor Niclas først blev undersøgt af en vagtlæge. Hun vurderede, at han skulle videre til børneafdelingen, så der måtte vi hen bagefter. Da han også var undersøgt der, og en læge havde vurderet, at de gerne lige ville beholde Niclas natten over til observation, når han nu havde haft 2 feberkramper indenfor så kort tid, kom feberkrampe nr. 3 - og den var værre end de 2 foregående. Han fik stesolid, for at komme til sig selv igen, og det lykkedes også, da han havde været i krampe i lidt over 5 minutter. 

Sygeplejerskerne roste mig endda for at være så rolig, mens han var i krampe, for langt de fleste forældre går i panik, når deres barn er i krampe. Men altså, jeg stolede på, at han var i gode hænder, og så længe fagfolkene ikke panikker, så er der heller ingen grund til at jeg skal panikke. 

Men ja, det endte så med, at vi tilbragte søndagen og lidt af mandag på børneafdelingen. Vi blev udskrevet mandag ved 10:30 tiden, og der havde der heldigvis ikke været flere krampeanfald, men nu er mor her godt klædt på til, hvis det sker igen (7-9-13 det ikke gør).

Bent og Silas hentede os inde på sygehuset, og Silas var pænt glad for at se sin lillebror igen. Ja og da også sin mor, men mest lillebror. De 2 har et helt særligt bånd allerede. I går og i dag har Silas så været i vuggestue, mens Niclas hygger herhjemme ved mig. Han er ikke helt på toppen endnu, så jeg vil hellere holde ham hjemme, når jeg har muligheden for det. Der er ingen grund til at sende ham af sted, hvis jeg alligevel skal hente ham efter en times tid. 

søndag den 17. november 2019

Nu det jul... eller ja, næsten da!

Silas har været hjemme stort set hele denne her uge med feber, så vi har hygget os med at pynte til jul. Vi er ikke helt færdige endnu, men det hjælper da på det. 

Det er jo først i år, at Silas sådan rigtig forstår, hvad det er. Altså sidste år var gaverne og alt lys og bling bling interessant, men i år siger han "ho ho ho", når han ser en julemand, så der er da noget, der sidder fast. 

Niclas er helt ovenud begejstret for alt det lys, som vi har over hele huset. Og nå ja, nisserne har da også en hvis interesse, men altså lys og bling bling er altså mere interessant. Nu er det jo bestemt heller ikke fordi, vi mangler nisser og andet julestads, så der er rigeligt at kigge på. 




fredag den 25. oktober 2019

Mor er træt

Endnu en gang er begge drenge syge... eller ja, det vil sige Niclas er ved at være rask igen, men Silas skranter stadig - ikke så pokkers smart, når han skal have dræn i på onsdag. Så Silas er hjemme fra vuggestue i dag. Bent er på arbejde, og Niclas er i vuggestue, så jeg hygger mig med Silas. Eller det vil sige, han sover lige nu, så jeg sidder og slapper af - og kigger på de praktiske ting, jeg egentlig burde lave, men som får lov til at vente, så længe han sover. 

Det har dæleme været en hård uge pga. det sygdom. Ingen af drengene har sovet særlig godt om natten ugen igennem, så det er heller ikke blevet til særlig meget søvn for mit vedkommende. Og det kan godt mærkes. 

Heldigvis havde de begge en relativ rolig nat i nat. Altså Niclas hostede nogle gange, hvor han så brokkede sig efterfølgende, fordi han ikke kunne finde sin sut, men altså det er jo til at leve med. Silas var kun vågen en enkelt gang, hvor han til gengæld også var VIRKELIG ulykkelig. Og eftersom Bent jo skulle på arbejde i dag, var det mig der stod op (som sædvanlig, altså den mand hører jo intet, når han snorker om natten *haha*). 

Bortset fra det, så er jeg kommet for vildt i julestemning... har seriøst lyst til at gå op og stille og roligt begynde at grave kasserne med julepynt frem og starte langsomt op med at pynte op... men altså, så siger fornuften jo også, at det kun er oktober nogle dage endnu, så jeg jo egentlig burde vente.. men altså Bent mener godt, jeg kan starte stille og roligt op - og normalt ville jeg jo bare kaste mig over projektet med det samme, men ved ikke lige, hvad der holder mig lidt tilbage nu.  Tænker lidt, jeg prøver at se tiden an til på mandag, og så kan jeg se, om jeg finder en enkelt kasse eller 2 frem (som om jeg kan stoppe der, når jeg først er i gang). 

 

onsdag den 25. september 2019

Den fik mig...

Efter en periode, hvor både Bent, Silas og Niclas har været syge, var det jo nærmest bare et spørgsmål om tid, før jeg også ville blive nedlagt af mandeinfluenza (ja, altså med 3 mænd i huset er det vel det mest nærliggende at tro, at det er sådan en størrelse, og ikke bare den almindelige influenza, der har nedlagt mig). 

Det startede så småt i går med feber og ondt i halsen, og så vidste jeg jo ligesom godt, hvilken vej det gik. Hele aftenen i går frøs jeg helt vildt og kunne ikke få luft igennem næsen. Da jeg så også begyndte at hoste, valgte jeg at "snyde" lidt og tog et par pust af ungernes "astmatisk bronkitis" medicin, og det hjalp sørme. Ikke at jeg har tænkt mig at gøre det ofte, men lige der var det altså en nødløsning. 

I dag har begge drenge heldigvis været raske nok til at komme i vuggestue, så jeg har haft lidt mulighed for at pleje mig selv herhjemme (Bent mødte på arbejde kl. 10). Jeg har så også været ved lægen i dag til blodtrykskontrol, og som jeg selv godt var klar over, så var lægen slet ikke tilfreds. Jeg kunne så heller ikke tåle de piller, som jeg fik ordineret sidst, så det har medført en del opkastninger, så der har jo reelt set heller ikke været nogen rigtig virkning af dem, for jeg har jo nået at kaste pillerne op inden de har virket. Så nu venter jeg på at høre, hvad der skal ske nu. 

mandag den 1. juli 2019

Endnu en gang.....

… har bloggen stået stille i mere end én uge. Der er dog god grund til det. 

Som jeg tidligere har nævnt, så lider Silas af astmatisk bronkitis, og når han så er forkølet, så er han VIRKELIG hårdt ramt, og jeg mener HÅRDT RAMT. Som en del af jer nok også ved, så har vi været indlagt et par gange med ham pga. vejrtrækningsbesvær, og i tirsdags måtte vi så en tur af sted igen. 

Han var ved lægen, fordi vi mistænkte han havde slugt et eller andet, fordi han tog sig meget til halsen og hostede virkelig meget, og samtidig havde han lidt feber. Lægen syntes lige, vi skulle omkring børnemodtagelsen, så de lige kunne kigge på ham og tage stilling til, hvad der videre skulle ske, og om der skulle ske noget. 

Han blev undersøgt på børnemodtagelsen, og lægen vurderede, at der skulle tages blodprøver samt tages røntgen af lungerne, så de kunne se, om der var nogen logisk forklaring på hans forværrede helbred. Det er altså svært at få en knap 2 årig til at stå stille længe nok, til at der kan tages et røntgenbillede, når han har ondt og er pylret og det eneste, der virker er at være oppe ved mor... men der kom da noget brugbart ud af det, og da der var svar på både røntgen og blodprøver, blev det besluttet, at vi skulle tilbringe natten deroppe, så de kunne holde lidt ekstra øje med ham, og så skulle der tages nye blodprøver dagen efter. 

Røntgenbilledet viste at luftvejene omkring navnlig den ene lunge, var meget lukkede pga noget infektion, så han fik godt med den medicin, han får i spacer herhjemme, og så kunne vi kun vente på det blev onsdag, så vi kunne se, hvad de nye blodprøver viste. 

Onsdag fik han så taget nye blodprøver, og de viste heldigvis ingen forværring. Den feber, der var til stede ved indlæggelsen, var også væk, og han virkede til at være i bedring, så vi fik lov til at tage hjem - dog med en åben indlæggelse i hånden. De andre gange har den åbne indlæggelse været gældende max et par dage frem, men denne her er gældende helt frem til og med mandag næste uge. Altså jeg håber ikke, vi får brug for det, men det er da rart nok at have i mente, at vi ikke skal igennem læge, vagtlæge etc., hvis han får det dårligt indtil. 

Han har så heller ikke været i institution siden, for han har ikke rigtig kunne komme helt ovenpå, så har ikke ville sende ham af sted for enhver pris. Han hoster stadig, men heldigvis ingen feber, så håber lidt han er klar til at komme af sted i morgen. Han skal jo helst ikke gå glip af for meget, men omvendt, så er det også bedre han er herhjemme, når han har det som han har haft det den senere tid.

Nå, nu tror jeg nok, jeg vil se og smutte i seng. Har 2 børn, der med lidt held sover til kl. 6:30 i morgen, så hvis moren skal nå at sove lidt, så må jeg nok hellere snart komme i seng. 

fredag den 21. juni 2019

En update på hjemmefronten

Der har simpelthen været fuld fart over feltet de sidste par uger herhjemme, og der er sket så meget. 

 Niclas er stadig rigtig glad for at komme i vuggestue. Han er der dog ikke så mange timer endnu - mellem 1 og 2 timer om dagen - for han bliver lidt for nemt overstimuleret, så vi tager det stadig lidt roligt. 

Begge unger startede denne uge med at være syge, så spørg lige, om jeg har haft nok at se til, for Bent har arbejdet hele denne uge, og han skal dæleme også arbejde i weekenden, så mor her har haft mere end rigeligt at se til. Hvis jeg nogensinde har ment, at det var hårdt med 2 små børn indtil nu, så har det intet været i forhold til denne her uge. Jeg har været vågen gud ved, hvor mange gange om natten og Silas er vågnet ved 5:30 tiden om morgenen, og så er dagen altså lang, når man er alene om det hele... for jeg vil jo også gerne få lavet nogle praktiske ting herhjemme. 

Men derudover, ja så har jeg været så heldig at erhverve mig et forhøjet blodtryk, som jeg er sat i medicinsk behandling for. Så i værste fald, skal jeg tage blodtrykssænkende medicin resten af livet (yeah - eller noget). Altså hallo, mig som altid og jeg mener virkelig ALTID, har haft et flot blodtryk. Selv ikke under nogen af graviditeterne har det været forhøjet, men nu ligger det jo ALT for højt. Var så til samtale på apoteket i dag med en farmaceut, for det tilbyder de, når man starter på sådan en slags medicin. 

Men derudover, så har Bent forkælet mig lidt den senere tid - fordi han synes jeg fortjener det, når jeg tager mig så meget af Silas og Niclas og passer det herhjemme. Jeg fik en stor flot buket blomster i sidste uge, og så har jeg u dag hentet mine nye briller. Jeg har igennem et stykke tid haft lidt svært ved at læse undertekster på fjernsynet, så jeg var af sted i sidste uge og få lavet synstest, og jeg skulle hæves en anelse i styrke - mest af alt pga. min bygningsfejl. Så i dag hentede vi de nye briller, og jeg er SÅ glad for dem. 

Skodaen har da også været en tur på værksted til service og olieskift i dag, så vi har virkelig fået nået en hel del på kort tid i dag. Men nu er den så til gengæld også klar til vi kører nordpå næste måned (og behøver jeg sige, jeg GLÆDER mig). 


fredag den 31. maj 2019

De kære syge børn

I går var det jo som bekendt helligdag endnu en gang, og Bent var så på arbejde. Niclas har i noget tid nu været forkølet, men når han har været ved lægen, har der intet været at høre. Hans hosten tog dog kraftigt til natten til i går, og han havde indimellem svært ved at trække vejret, og når han hostede græd han. 

Silas, Niclas og jeg kørte så Bent på arbejde og tog derefter hjem til mine forældre, for jeg ville lige prøve at ringe til vagtlægen og se om ikke de gad kigge på ham, så vi i det mindste kunne få udelukket om der evt. var en lungebetændelse. Vi fik så en tid kl. 10:41, for vagtlægen mente, at der selvfølgelig skulle kigges på ham, når han ikke er ældre. 

Det viste sig så (heldigvis) stadig "kun" at være en forkølelse, om end en slem en af slagsen. Han har snot alle steder stort set, og han har ondt når han hoster, men der er dog ingen halsbetændelse. Jeg siger jer, det er hårdt at se ham sådan og vide, der ikke rigtig er noget vi kan gøre, andet end at give ham lidt Panodil og så ellers lade det gå over af sig selv. 

Han har heldigvis sovet så nogenlunde i nat, så det er jo kun fint. Nu skal han bare blive rask, så han er klar til at starte i vuggestue på mandag. 

fredag den 24. maj 2019

Træt med træt på

De seneste par uger eller 3 har jeg virkelig ikke fået skyggen af meget, der ligner søvn om natten, fordi Silas og Niclas nærmest har været vågne på skift, men alligevel har de sidste 3 nætter virkelig trukket tænder ud. 

Niclas har været snot forkølet det meste af ugen, hvilket har resulteret i, at han ikke rigtig har villet sove om natten, med mindre jeg har siddet inde i sofaen med ham, så det har jeg jo måtte gøre, og det er jo næppe en hemmelighed, at man altså ikke rigtig kan sove, når man sidder op, så det har været en udfordring. 

I går aftes faldt han dog ret hurtigt i søvn, så jeg så frem til måske at kunne få bare lidt mere søvn i nat, end jeg havde fået de foregående nætter. Men jeg blev klogere... Silas hostede nærmest hele natten og kastede op ud over hele sin seng, så jeg måtte i gang med en større rengøring  alt imens jeg prøvede at undgå at vække hverken Niclas, Bent eller Silas (som i mellemtiden faldt i søvn i min seng). Men nå, jeg fik da gjort rent og sat vaskemaskinen i gang. 

Derefter kunne jeg så kravle under dynen igen og prøve at sove, men goddaw da, for det blev ikke til mere end omkring 0,5 times søvn sammenlagt natten igennem - hver gang jeg var lige ved at sove, så vågnede Silas og hostede helt vildt. Et par gange lød det, som om han var ved at kaste op og blive kvalt i det, men der kom ingenting. 

Han kom dog ikke i vuggestue i dag, ville simpelthen ikke sende ham af sted, for han havde det virkelig dårligt i morges. Bent skulle dog på arbejde kl. 10, så vi fik hygget lidt med begge unger inden og nusset Silas lidt ekstra. 

Som dagen skred frem, fik Silas det ikke bedre, så jeg besluttede mig for at kontakte vagtlægen, da de åbnede. Vi skulle så komme derind kl. 17:10, så vi kunne lige nå omkring containerpladsen og sige hej til Bent inden vi kørte hjem og satte Niclas af ved mine forældre. Min bror kørte så Silas og mig over på sygehuset, og så hentede han Bent på arbejde her i Vamdrup inden de begge kom op på sygehuset til os. For ja, vagtlægen mente lige vi skulle runde børnemodtagelsen, så de kunne kigge på Silas. 

Silas har så (igen) fået en luftvejs infektion i de øvre luftveje, og pga. hans astmatiske bronkitis, så bliver det meget værre. Han fik et par masker med medicin på sygehuset, og det hjalp meget på hans vejrtrækning. Vi fik så lov til at tage hjem ved 20 tiden med en åben indlæggelse weekenden over, så kan vi altid komme hurtigt ind, hvis der skulle blive noget i løbet af weekenden - hvilket vi naturligvis ikke håber, der bliver. 

Heldigvis faldt han hurtigt i søvn, da vi kørte hjem fra Kolding, så nu venter vi bare på det passer den anden unge mand at falde i søvn, så vi 2 gamle også kan komme ind og se dyner. Kan godt mærke, at den manglende søvn er begyndt at have sat sine spor - er i hvert fald sikker på, at jeg ikke får nogen problemer med at sove, så længe Silas og Niclas giver deres mor lov i nat. 

Vil ønske jer alle en rigtig god weekend. Her skal weekenden bruges herhjemme på nogle praktiske gøremål, mens Bent er på arbejde. 

søndag den 7. april 2019

Fuld fart over feltet

Vi er allerede en uge inde i april, og det er jo ikke til at følge med. Dagene flyver bare af sted, og vi følger jo bare med. 

Ungerne er sådan halvt om halvt kommet sig over deres influenzaer. Eller Silas var egentlig blevet rask, men er så blevet syg igen. Hader simpelthen at se min lille mus så dårlig. 

Vi var til guldbryllup i går, og han havde de virkelig dårligt hele dagen. Han havde feber og kunne slet ikke finde ordentlig ro. Han sad nærmest ved min bror og hang hele dagen - man er vel onkels dreng. Da vi var kommet hjem i går aftes, valgte vi så at ringe til vagtlægen for at få ham tjekket. Han har heldigvis ikke lungebetændelse, som vi ellers kunne have frygtet. Han har simpelthen en virus, så vi skal give ham hans medicin for astmatisk bronkitis hver 4. time fremfor "kun" efter behov. Og så skulle det gerne blive bedre. 

Ja, så det må vi jo gøre. Altså, han fik lov til at sove i nat, fordi han endelig var faldet i søvn og sov godt, så ville jeg altså ikke vække ham. Men dagen igennem i dag har han fået hver 4. time. 

Han har da heldigvis også haft det bedre i dag. Han har da i hvert fald rendt rundt og leget, hvilket han på ingen måde var oplagt til i går. 

Næste weekend er det min fødselsdag, men vi har valgt at bruge dagen på at fejre min kusine og hendes mands kobberbryllup. En fødselsdag kan jo sagtens vente en dag. 

Håber I alle har nydt det gode vejr de sidste par dage.

lørdag den 23. marts 2019

En lang nat

Det er næppe nogen hemmelighed, at den senere tid har budt på syge børn på skift herhjemme. Og bedst, som vi troede, at nu var det slut, så blev vi klogere. 

Silas var i mandags endelig blevet rask nok til at kunne komme i vuggestue igen, så han kom af sted. Og han var der så hver dag. Torsdag, da vi hentede ham, kom den ene af pædagogerne og sagde, han var faldet og havde fået en lille bule i panden, men hun havde ville trøste ham, og der ville han lege videre. Så hun havde ikke lagt mere i det. 

Vi kørte så hjem, hvor en træt Silas blev puttet til lur. Da han vågnede, virkede han som han plejer om end også meget træt. Vi kørte så lige hurtigt til Kolding, fordi der var nogle ting, som vi lige skulle have handlet. Mens vi var i Kolding, var der heller intet.

Da vi kom hjem, legede Bent og Silas lidt ude i sandkassen, og så skal jeg ellers love for Silas kastede op. Jeg fik ham så ind og fik ham i noget rent tøj, mens Bent ringede til vagtlægen. Vi skulle så komme derind en times tid senere, og eftersom Niclas (endelig) var faldet i søvn, så tog jeg selv af sted med Silas. 

Inde på skadestuen nåede han lige at kaste op endnu en gang, inden vi kom ind (lidt praktisk nok, når det nu endelig skulle være, for det gjorde, så vi kom før ind end vi egentlig skulle). Han blev så undersøgt, og han havde en lettere hjernerystelse, men ikke noget, vi skulle gøre det helt store ud af. Så vi kørte mod Vamdrup igen. Inden vi nåede Vamdrup igen, havde Silas også lige nået at kaste op ud over sit tæppe og sit tøj i bilen, så allerede dér gruede jeg lidt for, hvad vi havde i vente. Men nå, vi kom hjem og han fik (igen) rent tøj på. Han ville ingen aftensmad have, så da han selv begyndte at give tegn til, at han gerne ville ind i seng, prøvede vi at lægge ham ind. Han kunne dog ikke rigtig finde ro, så det tog lige nogle timer, før han havde så meget ro i kroppen, at han kunne sove.

Han sov dog "kun" små 4 timer sammenlagt, og Bent og jeg var oppe flere gange og kigge til ham - hans tremmeseng står stadig i soveværelset. Vi havde dog aftalt, at han blev hjemme fra vuggestuen i går, så han lige kunne få ro til at komme sig helt. 

Han havde det da heldigvis også meget bedre i går. Men fandeme om ikke drengen er blevet forkølet igen... så nu starter hele turen forfra med feber og hele baduljen. Så jeg har sovet 3 timer i nat, og ja er allerede stået op - tror det bliver en lang dag. 

Nå men godmorgen alle sammen, håber I har sovet lidt bedre end mig ☺

onsdag den 13. marts 2019

Vil snart gerne have 2 raske børn

Den seneste halvanden uges tid har ungerne mere eller mindre været syge på skift herhjemme. Det startede med Silas, som tog turen med feber og en forkølelse, der ikke sådan lige er til at få bugt med. 

Så kom Niclas så også lige ind fra sidelinjen med en forkølelse, som jeg er glad for, jeg er endnu er sluppet for. 

Niclas' øjne løber i vand, næsen er stoppet og han prøver at hoste for at få løsnet noget af det, der sidder i halsen og irriterer ham. Årh altså mit lille pus. 

Silas er heldigvis i bedring, men han hoster stadig og man kan høre, han har meget slim i halsen, som ikke kan komme op. Han hoster og hoster, men lige meget hjælper det. Han får kamillete til at lindre det, og det kan altså godt bruges (der er jo lidt sukker i) plus vi også har investeret i noget hostesaft (vi har fået godkendelse på at han godt må få det), så nu håber vi snart han er rask. 


torsdag den 10. januar 2019

2019

Ja, 2019 er allerede lidt over en uge gammel, men det er første gang i år, jeg får blogget. 

Håber I alle havde en rigtig god jule- og nytårsaften. Her på matriklen forløb begge ganske udmærket. 

Vi fik en masse god mad og en masse gode julegaver, så på det punkt, kan vi ikke brokke os. Og selskabet var også helt i top. 

Nytårsaften forløb stille og roligt - som det nu engang gør med 2 små børn i huset, og da vi passerede midnat kunne vi se tilbage på endnu et begivenhedsrigt år. 

2019 startede med at Silas begyndte i vuggestue onsdag i sidste uge, og det gik simpelthen over al forventning. Han faldt godt til allerede den første dag, og anden dag han var der, gik jeg en lille tur, så han selv kunne prøve at være der. Han var der så alene små 20 minutter inden jeg kom og hentede ham, og han havde simpelthen hygget sig så meget. 

Fredag morgen var jeg så til åbningsfest i Silvan i Kolding. Jeg stod op kl 5, for at komme ind og stå i kø, så jeg kunne få fat i 9 ltr vægmaling til 10 kr (mente det var det værd, at stå tidligt op og stå i kø, for at spare penge på netop maling, for det skulle vi bruge til den ene væg i stuen). Mødtes så med min bror derinde, for der var også lige et par ting, han skulle have. Vi fik så også både kaffe og rundstykker mens vi ventede, og ja eftersom der kun stod 3 før os, da vi ankom deroppe kl. 5:45, så fik vi altså også de kø tilbud, vi skulle have. 

Da jeg kom hjem fik jeg lavet morgenmad til Silas, og da jeg så gik ind og ville vække ham, besluttede jeg ret hurtigt, at han ikke skulle af sted. Hans næse løb, han hostede som en gal og havde feber. Weekenden gik så med at min lille mus var syg, og vi troede så egentlig han var i bedring, men mandag ændrede den opfattelse sig så. 

Mandag morgen, da Silas vågnede, var han helt bleg og han havde næsten 39 i feber. Jeg tog ham så med ind i stuen, hvor han bare sad ved mig og hang. Han ville ikke spise og drikke, uanset hvad vi så end tilbød ham. Han bare græd og græd og hans pande brændte. Jeg ringede så til lægen for at få en akuttid, og fik så en tid kl. 14:15, men skulle selvfølgelig ringe, hvis det blev værre. 

Omkring ved 13:25 tiden var jeg så nødt til at ringe til lægen, for hans almene tilstand var forværret og han sad bare og kiggede ud i luften og seriøst hev efter vejret. Lægen tog ham så ind med det samme. Hun kiggede på ham og sendte os så videre til børneafdelingen, hvor han kom hele den store tur igennem. 

Da vi kom ind på børneafdelingen, blev vi modtaget af en sygeplejerske, som straks monterede en SAT-måler og inden vi fik set os om, var han under mistanke for meningitis, som jo så også medførte, at min lille mus skulle have taget en rygmarvsprøve. Og da den var taget smækkede fælden, og vi skulle være isolerede i minimum 24 timer. Og jeg kan love jer, det var lange 24 timer. 

Men tirsdag ved 17:30 tiden fik vi så beskeden, at vi ikke længere var isolerede. De havde udelukket det var meningitis, det var heller ikke rs virus eller lungebetændelse. Men vi skulle alligevel lige blive der indtil i går, hvor Silas lige skulle have taget blodprøver, for at være helt sikre på, at alle værdier stadig lå, hvor de skulle. 

I går morges fik han så taget blodprøver, og vi fik gjort os færdige og kom hen og fik noget at spise, og så fik Silas også lige brugt lidt energi på at lege med de forskellige legesager inden vi gik tilbage til stuen. Vi sad så og så lidt Ramasjang, inden sygeplejersken og en læge kom ind og meddelte, at blodprøverne så fine ud, så vi måtte udskrives. Det var simpelthen den bedste nyhed. Min bror hentede os så ovre på sygehuset, og så gik turen hjem til Bent og Niclas. 

Silas er stadig ikke helt på toppen. Han har stadig feber, han hoster og er stadig ikke helt sikker på benene. Men vi har da også en åben indlæggelse gældende til mandag morgen kl. 8, så nu må vi se, hvordan det går henover weekenden. Har været så bekymret for, om Silas fejlede noget alvorligt og helt ærligt, så gjorde det mere ondt på moren end på Silas (er jeg sikker på), da han skulle have taget rygmarvsprøve. 

Men nu skal han bare ovenpå igen. 

Håber I alle er kommet godt ind i 2019. 

mandag den 19. november 2018

Det forbandede galdesten

Kan ikke huske, om jeg har fået fortalt herinde, at jeg efter graviditeten med Niclas, har været så "heldig" at få galdesten. 

For et par måneder siden. var jeg til ultralydsskanning, hvor man tydeligt kunne se galdestenene - og der var mange sagde lægen. De fleste af dem på omkring 1 cm. Min egen læge ville så lade det være op til mig, hvorvidt jeg ville "leve" med de smerter, som de kunne forvolde, eller om jeg ville opereres. 

Jeg valgte så det sidste. For helt ærligt, så giver Niclas altså nok søvnmangel, det behøver jeg ikke også galdestenssmerter for. Og jeg har haft en del nætter, hvor jeg nærmest har ligget og vredet mig i smerte, og det er altså ikke holdbart med 2 børn i huset. 

I sidste måned var jeg så til samtale på sygehuset, hvor jeg også fik tid til operation. Så d. 4. december skal jeg møde ind på sygehuset kl. 7:15 om morgenen til operation. Jeg glæder mig til at slippe for smerterne, men er alligevel lidt nervøs for operationen - selv om der ikke er noget at være nervøs for. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...