mandag den 21. marts 2022

Liv i de gamle klude

Ja, der er altså liv endnu... selv om det ikke er meget tid, jeg bruger herinde. Men jeg har jo også krudtuglerne at tage hensyn til. 

Dagene flyver simpelthen af sted, og der er hele tiden et eller andet at lave. 

Jeg var udsat for noget i januar, som virkelig har sat sine spor, og det kæmper jeg virkelig for at komme ovenpå efter. Og nogle dage går det simpelthen bare bedre end andre. 

Lige pt er jeg inde i en periode, hvor jeg måske sover 2-2,5 time om natten, og det dræner mig ekstremt meget for energi. Det gør, at jeg er træt resten af dagen, og den der lur, som jeg burde tage i løbet af dagen (for min egen skyld ikke mindst), den får jeg langt fra altid. Og det gør så, at jeg efterhånden ret ofte falder i søvn, når jeg skal putte Silas om aftenen. Så sover jeg lige ganske kort, og så er jeg oppe igen. Når jeg så går i seng, så kan jeg ikke sove, og så sidder jeg som regel i stuen og kigger ud i luften om natten. 

Derudover har min far fået konstateret blærekræft i sidste uge, og det tænker jeg selvfølgelig også rigtig meget på. Det er ikke noget, jeg lige har lyst til at kommentere så meget på lige  på nuværende tidspunkt. Skal lige have lov til at bearbejde det hele. 

Vi har virkelig nydt det forårsagtige vejr de seneste uger, og vi glæder os efterhånden rigtig meget til at det bliver forår og sommer. Sidste år pakkede vi ved denne tid, og i år nyder vi livet, det bedste sted vi endnu har boet. Vi nyder at vi har vores store terrasse, og drengene bruger mange timer derude allerede nu. Vi fik fyldt nyt sand i deres sandkasse sidste uge, og det er et kæmpe hit. Sandkassen er en af de ting, de virkelig bruger meget tid på. 

Vi har også lavet lidt om inde på drengenes værelse, og det har givet lidt mere plads derinde. Men de leger stadig primært i stuen, og sådan er det altså bare herhjemme. Vi skal gerne kunne være her alle sammen - også Silas og Niclas. 

Jeg har fået en del nye penneveninder siden jul, og det er jeg virkelig glad for. Jeg elsker at skrive breve, og jeg elsker at der indimellem flere gange i ugen ligger breve og venter i postkassen. Og hvem ved, måske brevskriverierne kan give nogle nye venskaber. 

Jeg er bl.a. begyndt at skrive med en, som bor ganske tæt på mine forældre, og hende var jeg til fødselsdag ved d. 12. marts. Og det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg er glad for at jeg tog med, og jeg er glad for at hun inviterede mig. 

Så ja, der sker lidt herhjemme. Vi tager én dag ad gangen, og så følger vi med tiden. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...