Det er hårdt at blive gammel

Kan godt mærke, at energiniveauet har haft svært ved at komme op siden min fødselsdag. Jeg har simpelthen været så træt, og jeg kan jo ikke lade være med at skyde skylden over på netop det faktum, at jeg er blevet gammel.

Jeg ved jo godt, at det ikke kun skyldes dét, men altså det lyder jo godt, når jeg nu har det skidt med at have rundet 40 år. 

Sad også i morges og tænkte på, at det i dag er hele 25 år siden jeg blev konfirmeret. Det er fandeme vildt at tænke på. Jeg føler det jo slet ikke selv som så mange år, men altså det er det jo så alligevel. 

Hvad nogle ting angår, så ville jeg gerne være tilbage til dengang, mens jeg på andre områder er mere end tilfreds med at være, hvor jeg er i dag. Men altså let's be honest... Dengang var der sgu mange ting, der ikke var så komplicerede, men altså jeg har Silas, Niclas og Bent i dag, og det havde jeg ikke dengang. 

Så alt i alt, må jeg nok bare erkende, at jeg er fyldt 40, og jeg har (forhåbentligt) mange gode år i mig endnu. 

Men når det så er sagt, så ved jeg godt, hvorfor trætheden melder sig på banen. Jeg har fået konstateret en belastningsreaktion ovenpå nogle ting, der er sket i løbet af i år. Det har vækket en masse gamle minder (de knap så gode af slagsen) til live, og det har presset mig max. Så nu skal jeg tage mig lidt af mig selv og få mig selv tilbage på ret kurs igen, og så må jeg se derfra, hvad der skal ske videre. 

I dag er det min fødselsdag

 Ja det er altså min fødselsdag i dag... og det er dagen, jeg har set hen mod, med en sort sky hængende over hovedet. 

Det er nemlig min 40 års fødselsdag. Altså hallo, hvor i alverden er de sidste 10 år forsvundet hen??? Jeg har stadig krise over, at jeg er fyldt 30, og det er allerede 10 år siden. Altså hvis de næste 10 år går lige så hurtigt, så bliver jeg jo hurtigt ældgammel. 

Altså misforstå mig, livserfaringsmæssigt vil jeg  bestemt hellere være her, hvor jeg er i dag, fremfor hvor jeg var for 10 år siden. Men alligevel. 

Det er lidt sjovt, som tingene ændrer sig. Da jeg var barn, syntes jeg jo at dem, som var 30 var tudsegamle. Men i dag synes jeg jo trods alt ikke, at folk på 30 er noget nær oldsager. Til gengæld synes jeg, at de 18-20 årige ser ENORMT unge ud. 

Men altså, jeg skal tilbringe dagen herhjemme med familien. Får gæster til eftermiddagskaffe og spisning, men derudover kommer der ikke den vilde fejring i dag. Planen er at holde noget fødselsdag senere på året, når vi forhåbentligt har fået far lidt mere på højkant. Der er ikke lagt planer endnu, men vi ser på det efterhånden. Vi har heldigvis et beboerhus her, hvor vi bor, som vi kan leje, så vi er ikke så afhængige af en bestemt dato.

Og så skal I da ikke snydes for nogle billeder af mig, fra da jeg var lille. På det sidste af billederne sidder jeg sammen med min højtelskede farmor. 

  

Håber på en god påske

Ja, de af jer, som følger mig på Instagram og/ eller på Facebook, har måske læst, hvad det er, der har ramt min far og for en stund har sat sit præg på hele familien. 

Min far er nemlig ramt af blærekræft. Han har været igennem 2 udskrabninger, og i dag skal han så have svar på, om der stadig er kræftceller tilbage. Vi krydser naturligvis alle fingre for, at der ikke er, men vi har naturligvis også virkelighedssans nok til at være forberedte på, at der muligvis stadig er noget tilbage. Kræft er en lorte sygdom, og man kan aldrig regne med den, så derfor kan vi lige så godt være forberedte. 

Som mange af jer jo nok ved, så havde min mor endetarmskræft i 2005. Hun blev opereret og lever i dag med en stomi. 

I 2016 blev hun så ramt af livmoderhalskræft. Hun var igennem forskellige undersøgelser, men den endelige "dom" kom først samme dag, som vi bisatte min mormor, som ugen inden var død af netop kræft.  Min mor blev opereret dagen efter, vi havde sat min mormors urne ned i jorden, og hun er i dag erklæret rask. 

Derudover har min ene onkel haft kræft. En anden tidligere onkel døde af kræft for et par år siden, og min morfar havde også kræft. 

Så nu synes jeg ærlig talt, vi har haft nok af den slags i familien. Og jeg ved godt det her er ondt, og at man ikke må sige det, men...... Nu må det ærlig talt snart være andres tur til at gå lidt de samme smerter igennem, som vores familie har været igennem flere gange. Selvfølgelig ønsker jeg ikke at nogen skal rammes af kræft, men jeg ønsker langt mindre, at flere i min familie skal rammes. Jo flere der rammes, jo større chance er der for at det rammer mig en dag. 

Men altså, nu ved I, hvorfor jeg måske er lidt fraværende online sådan generelt for tiden.