Viser opslag med etiketten højtid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten højtid. Vis alle opslag

søndag den 25. december 2022

Merry Christmas

Det er allerede 25. december, og jeg har ikke blogget i næsten 5 måneder. Holy Moly, hvor tiden flyver. Men altså, der har været så meget, og jeg har ærlig talt ikke haft computeren åbnet særlig meget, så tiden er bare prioriteret anderledes, men prøver at komme lidt i gang igen. 

I går var det jo så Juleaften, og jeg vil derfor ønske jer alle en rigtig glædelig jul. Håber I havde en god og hyggelig juleaften, og at I fik nogle gode gaver. 

Vi var herhjemme sammen med min bror og mine forældre, og det var vildt hyggeligt. Fik en masse gode gaver, men bedst var dem, som drengene selv har lavet henne i børnehaven. Netop DÉ gaver er altså bare noget særligt. 

Drengene fik også rigtig mange gaver - som i RIGTIG mange gaver. 

I år har jeg også givet julegaver med flere af mine penneveninder, og det er jo altså VILDT hyggeligt. Mine penneveninder er efterhånden blevet en virkelig vigtig del af mit liv, og jeg vil ikke undvære dem. De giver mig så meget glæde i hverdagen.

Af Bent fik jeg også mange dejlige gaver - bl.a. en ring med Silas og Niclas' navne indgraveret samt deres fødselssten. Det har jeg ønsket mig i noget tid nu, og nu mente Bent så at jeg skulle have den. Den er bare super flot. 

Jeg havde bestilt et armbånd til Bent med drengenes navne indgraveret, så det var lidt sjovt vi begge havde haft tanker i den retning. 

Men altså, vi fik jo simpelthen alle 4 utrolig mange flotte gaver. Så vi kan bestemt ikke klage. 

Det er dog alligevel lidt underligt, at vi nu kun har under en uge tilbage af år 2022. Synes virkelig det her år er gået sindssygt hurtigt. Og det kan ikke kun være mig, der har det på den måde. Især december er fløjet af sted, men ok der er også sket en del herhjemme, så det er nok ikke så underligt. 

Dagen i dag skal bare bruges på afslapning, og så har vi aftalt med mine forældre, at vi kommer derhjem og spiser rester senere. Det er en hyggelig 1. juledags tradition. 

Igen rigtig glædelig jul til jer alle. 

søndag den 19. december 2021

En eller anden - stop tiden!!!!

Vi har allerede d.19. december!!!! Altså hvor er tiden lige blevet af??? Det føles som et par dage siden jeg sidst har blogget, og alligevel er det allerede flere måneder siden. 

Tiden flyver simpelthen af sted, og vi følger bare med. Der sker noget hele tiden - eller sådan føles det i hvert fald. Selvfølgelig er der dage, hvor der intet sker, men de går lige så hurtigt, som de dage, hvor der er fart over feltet fra morgen til aften. 

Jeg føler lige, vi har haft 1. advent, og alligevel er det snart juleaften. Heldigvis er vi da efterhånden rigtig godt med, og vi mangler ikke særlig meget før vi er helt klar til at holde jul, så det skal nok gå altsammen. Men det er da alligevel lidt skræmmende, at tiden går SÅ hurtigt. 

Denne her weekend har Silas været hjemme ved mormor og morfar. Han spurgte selv om han måtte komme derhjem, og selvfølgelig måtte han det. De har så rigtig hygget og været ude og købe julegave fra Silas til Bent og jeg (Niclas har allerede været med mormor ude og købe fra ham, en dag, hvor han havde fri fra børnehave). Det er lidt hyggeligt, at vi ikke ved, hvad vi får af dem. De har naturligvis også lavet noget i børnehaven til os, så det bliver rigtig spændende at se, hvad de har fundet på i børnehaven i år. Sidste år fik vi bordskånere, og de står fint fremme med nogle lysestager på, så bliver de brugt - uden at blive ødelagte. 

Vi fik også købt de sidste julegaver i går. Vi manglede lige et par stykker, så Bent, Niclas og jeg tog i storcenteret, og så købte vi det sidste. Nu mangler vi så bare lige et par enkelte ting, som skal komme med posten, men de er på vej, så satser på de når at komme 😀

Vi var ude og købe juletræ i går sammen med mine forældre og Silas. Vi fandt også  rigtig flotte træer. Vi har et fast sted vi køber, og vi er endnu ikke blevet skuffede over træerne derfra. Nu skal det bare sættes på fod i dag og så skal det ind og pyntes. Vi skal da godt nok ikke holde jul herhjemme i år, men derfor skal vi nu alligevel have juletræ. 

I starten af det nye år, skal jeg - om Corona'en vil det - starte i en ny praktik. Det glæder jeg mig til. Håber snart jeg kan blive afklaret og få det fleksjob. Synes efterhånden jeg har været i systemet længe nok, så nu vil jeg gerne snart videre. 

Nå, må hellere komme i gang med at være lidt praktisk (har været oppe siden 06:05, men er ikke kommet særlig langt endnu. Men altså det er jo også søndag, så det er vel ok at være lidt langsom i optrækket. 

Rigtig god 4. advent allesammen. 



søndag den 11. april 2021

Jeg er her endnu

Ved godt, at bloggen har stået lidt stille nu igen, men der er liv i mig endnu. Der har bare været så mange andre ting, der har krævet min opmærksomhed, så mit online liv har ikke været så pokkers aktivt - sådan er det jo altså bare, når man er mor. 

Men derudover, så har jeg det egentlig ret ok for tiden. Der er selvfølgelig nogle ting, der påvirker min dagligdag, som jeg ikke kan løbe fra, men må jo bare forsøge at få det bedste ud af livet med de diagnoser, der nu engang følger mig. 

Vi har pt nogle projekter i gang, som realiseres indenfor ganske kort tid, så når jeg lige føler for det, skal jeg nok dele med jer. 

Håber I alle havde en god påske. Her blev påsken brugt på hygge og på at hjælpe mine forældre med at pakke og køre flyttekasser - de har solgt deres hus, og har fået noget nyt fra på torsdag, så der har været run på. 

Tirsdag inden påske trodsede jeg angsten på en af de bedst tænkelige måder. Min mor skulle til kontrol på Odense Sygehus (efter hun blev opereret for kræft for små 4 år siden), og hun havde så spurgt, om jeg ikke gad køre med hende, for hun er ikke så glad for at køre turen alene. Og selvfølgelig gad jeg det. Bent og drengene havde alligevel fri, så vi aftalte, at jeg tog Silas med, og så kunne Bent og Niclas hygge sig lidt herhjemme. Vi fik så besked om, at der ville blive leveret nogle pakker til os om tirsdagen, så jeg valgte at tage toget til Kolding sammen med Silas, for så kunne Bent og Niclas komme og hente os, når vi havde været i Odense. Så Silas og jeg tog med toget, og han var simpelthen SÅ stolt den lille mand.  Turen gjorde ham dog så træt, at han hellere ville blive hjemme sammen med min bror fremfor at tage med min mor og jeg til Odense, så sådan blev det. Og da han kom i børnehave i tirsdags fortalte han lystigt om, at han havde været ude og køre tog med mor, så ingen tvivl om at det var det hele værd. 

Jeg har det sgu egentlig sådan lidt svært med at mine forældre skal flytte om små 10 dage (deres møbler bliver flyttet d. 19. april), for altså det er jo mit barndomshjem. Altså bevares, jeg boede et andet sted indtil jeg var 4 år, men det er begrænset, hvad jeg kan huske derfra. Alle mine minder er jo mere eller mindre fra Bekkasinvej - der er selvfølgelig enkelte ting, jeg kan huske fra Tvedvej, men det er dæleme ikke meget. Så det at se hele mit barndomshjem - og drengenes andet hjem (forstå mig ret), har været hårdt, og jeg tror det bliver ligeså hårdt, når nøglerne er afleveret og vi ikke skal derhjem igen. Selvfølgelig skal vi nok skabe en masse nye minder i deres nye hjem, men ja derfor er det stadig lidt svært. 






onsdag den 30. december 2020

Året der gik - 2020

2020 har på mange måder været et underligt år. Her kommer mit traditionelle tilbageblik på det forgangne år: 

Januar:
  • Silas var til kontrol af hans dræn, og alt så fint ud. Vi benyttede os af lejligheden til at få en tid til at få Niclas' øre tjekket - og noget overraskende var beskeden, at også han havde stærkt undertryk på det ene øre samt væske på begge ører (ligesom Silas), så ugen efter måtte han også have dræn i. 
  • Begge drenge trivedes stort i vuggestuen.
  • Bent arbejdede en del, så jeg havde rigtig meget tid for mig selv herhjemme. 
  • Vi besluttede os for at skille os af med vores store reol i stuen og i stedet få et hvidt vitrineskab samt en ny skænk, og det pyntede virkelig meget i stuen. 
Februar: 
  • Bent havde fortsat en masse arbejde, så drengene og jeg fik rigtig hygget os herhjemme. 
  • De første spæde forårstegn viste sig i haven, så vi fik selvfølgelig også brugt en del tid ude i haven. 
  • Silas var ramt en del af forkølelse, så han var ikke så pokkers meget i vuggestue den måned. 
  • De holdt fastelavn ude i vuggestuen og drengene var klædt ud som hhv en ræv og Tigerdyr. 
Marts: 
  • Min bror havde fødselsdag, og selvfølgelig skulle han fejres. 
  • Danmark blev for alvor ramt af Corona-pandemi, og det medførte at vores statsminister lukkede hele landet (derunder offentlige arbejdspladser - også containerpladserne -, dagsinstitutioner, storcentre og meget andet) ned. Ingen vidste, hvornår det ville åbne op igen, så vi kunne bare gå og vente og vente. 
  • Niclas begyndte endelig at gå 100% uden støtte. 
  • På månedens sidste dag genåbnede containerpladserne, og Bent gik en tid i møde, hvor han kom til at arbejde rigtig rigtig meget. 
  • Jeg hyggede mig rigtig meget med drengene herhjemme. Institutionerne var nemlig fortsat lukkede, da vi ramte sidste dag i marts. 
April: 
  • Coronaen herskede stadig i april, men alligevel blev daginstitutionerne åbnet igen d. 17. april. Dog var der lidt strengere retningslinjer, der skulle overholdes. Men drengene var glade, for kunne mærke de havde savnet deres "normale" hverdag (altså så normal, som den nu kunne blive med Corona restriktionerne. 
  • Jeg havde fødselsdag, og den skulle selvfølgelig fejres - Corona til trods. 
  • Påsken kom, men, ligesom med så meget andet dette forår, det var ikke noget, vi gjorde det vilde ud af. 
  • Vi brugte en del timer ude i haven med at hygge os, og Silas og Niclas nød det. 
Maj: 
  • Bent arbejdede en del, så drengene og jeg tilbragte en del timer hjemme ved mine forældre og bror. 
  • Det var ok godt vejr, så vi tilbragte også en del timer med at hygge os ude i haven.
Juni: 
  • Vejret var godt, så drengene og jeg var en del på legepladsen med min mor og min bror. Bent arbejdede, så vi udnyttede chancerne for lidt gratis aftensmad. 
  • Vi fik besked om, at Silas var optaget i specialgruppen i børnehaven med opstart d. 1. august. 
  • Vi måtte en lørdag morgen gå den tunge gang til dyrelægen med Shang og sende ham over regnbuebroen. 10 år gammel blev han, hvilket er meget for en muskelhund.
Juli: 
  • Juli var kun et par dage gammel, da vi måtte afsted til dyrlægen og tage afsked med Bimmer. Det var nok det sværeste, jeg til dato har måtte gøre. Og i dag - knap 6 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet over savnet til ham. Jeg mangler ham hver eneste dag, og jeg hører ham og ser ham nærmest dagligt. 
  • Niclas havde fødselsdag, og det blev selvfølgelig fejret.
  • Sommeren kom og drengene fandt stor morskab i at bade i deres badebassin ude i haven. 
  • Jeg blev indlagt på sygehuset med, hvad de formodede var galdesten i de dybe galdegange. Det skulle dog små 3 uger senere vise sig ikke helt at være tilfældet.  
  • Silas og Niclas havde sommerferie. 
August: 
  • Min far havde fødselsdag, og vi var selvfølgelig hjemme og fejre ham. 
  • Den store dag, hvor Silas skulle starte i børnehave kom, og han var så stolt, da vi kom ud i børnehaven om morgenen. Han klarede skiftet så flot, og vi kunne ret hurtigt mærke, at han nu ikke var en af de store, men derimod en af de små, og det gjorde virkelig noget godt for hans udvikling. 
  • Silas blev 3 år, og han fik en fødselsdag med masser af fejring. 
  • Min mor havde fødselsdag, og drengene og jeg var hjemme og fejre hende - Bent var på arbejde. 
September: 
  • Jeg var indlagt igen, og denne gang fandt de ud af, at det ikke var galdesten (har nu altså også fået galdeblæren fjernet i 2018), men derimod en nyresten, der sad og irriterede. Den kom så senere ud naturligt. 
  • Vi hyggede os rigtig meget herhjemme. 
  • Og nød at sommeren varede længe. 
  • Jeg var igennem en neuropsykologisk undersøgelse, hvor jeg endelig fik papir på, hvad den kroniske hjernerystelse har haft af betydning for mig og mit liv. 
Oktober: 
  • Bent havde fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres - som vi andre også var blevet det. 
  • Bent, Silas, Niclas og jeg var på en miniferie ved Skærbækcenteret. Det var en virkelig hyggelig tur, og vi nød at have en masse kvalitetstid som familie. Det havde vi virkelig trængt til. 
  • Vi fik lavet nogle hjemmelavede julegaver fra drengene til mine forældre og min bror. 
  • Jeg havde været så heldig at vinde 2 fotograferinger og en valgfri digital billedfil ved en fotograf i Odense og hos en i Vejle, så der bar vi også af sted og få taget billeder af drengene. 
November: 
  • Julen startede herhjemme. Dog tog oppyntningen i år noget længere tid end den plejer. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund havde jeg lidt svært ved at finde julegejsten i år. Den kom dog. 
  • Vi holdt Mortens Aften her ved os i år. Og det var rigtig hyggeligt. 
  • Niclas prøvede for første gang i sit liv at sove hjemme ved mine forældre. Det var så (selvfølgelig) også hans første overnatning overhovedet. Og det gik super. 
  • Mens Niclas var på overnatning, valgte Silas, Bent og jeg at køre en tur til Odense, hvor vi så var i Ikea og så gik vi en tur i Rosengårdscenteret. Inden vi returnerede til det jyske igen, valgte vi at køre en tur ned til min veninde i Faaborg. Det var en rigtig hyggelig dag, og Silas nød virkelig at være helt og aldeles i centrum den dag. Aftenen sluttede af med, at vi tog dynerne ind på sofaen og så en gammel dansk julefilm. Og så var Silas træt. 
  • Det blev 1. advent og vi var på kirkegårdene og ønske min mormor en glædelig jul samt min farmor, farfar og faster. Det skal gøres inden det for alvor kan blive december. 
  • Traditionen tro, holdt vi julehygge sammen med mine forældre og bror 1. søndag i advent. Det er nu altid hyggeligt.  

December: 
  • Det blev jo igen i år december - på trods af alt andet, der var sket i løbet af året, så fik ingen lov til at ændre på netop det faktum. 
  • Vi brugte rigtig meget tid på at hygge sammen som familie herhjemme og sammen med mine forældre og min bror. 
  • Både Silas og Niclas havde nogle sygedage i løbet af december, så de blev naturligvis også brugt på hygge i stor stil. 
  • Vi havde en stort antal gaver, der skulle pakkes ind, så det gik der en del tid med - der er noget om det de siger med, at med børn stiger antallet af gaver drastisk. 
  • Jeg kom et skridt nærmere en afklaring med, hvad jeg skal fremadrettet. 
  • Juleaften blev tilbragt hjemme ved mine forældre. Det var nu egentlig helt rart, at jeg ikke skulle piske rundt og få ordnet det hele, så vi kunne holde jul. Det var helt rart, at jeg (selvfølgelig hjalp jeg alligevel til) kunne sætte mig til bordet og slappe lidt mere af, end jeg plejer når vi er herhjemme.
  • Juledagene blev brugt hjemme og hjemme ved mine forældre. Drengene legede med alt deres nye legetøj, og Bent og jeg kunne så passende rydde lidt op i alt det andet legetøj for at se, om der var noget, der skulle væk. 
  • Der udover er vi så småt ved at gøre klar til den nytårsaften, som vi igen i år står for. Det bliver på ingen måder noget vildt - bare hygge med de gamle og min bror. 

mandag den 28. december 2020

Juleaften anno 2020

Vil starte med at ønske jer alle en rigtig glædelig (bag)jul... håber I havde en god aften, hvordan I end skulle tilbringe den. 

For første gang siden 2013, skulle vi i år holde jul hjemme ved mine forældre. Jeg havde engang i efteråret sagt til Bent, om vi ikke skulle lade dem om at holde juleaften for os i år, og sådan blev det. Vi skal så holde nytår herude, men det gør mig nu heller ikke noget. 

Dagene op til juleaften fik vi kørt alle vores gaver derhjem (og tro mig, der var mange). Onsdag var vi så derhjemme og lægge alle gaver ind under træet - eller nærmere under og rundt om træet. Og så var vi ellers klar til d. 24. Allerede d. 23. fik Silas og Niclas lov til at åbne et par gaver hver - der var så mange til dem, at de ikke ville kunne overskue at åbne dem alle d. 24., så vi havde aftalt, at de ville få gaver i løbet af dagen d. 24. 


Fik heldigvis lov til at sove en smule længere end normalt d. 24., da Niclas tillod sig at sove til omkring kl. 6:45. Stod så op og fik lavet en god gang morgenmad til os alle 4 (rundstykker, scrambled eggs, bacon og brunchpølser). Den indtog vi så, da Bent og Silas også var oppe og så sad vi og hyggede os. Vi fik åbnet de sidste kalendergaver og skrabet de sidste felter på julekalenderne og så kunne vi ellers stille og roligt blive færdige. 

Vi kørte hjem til mine forældre ved 11:15 tiden, for vi skulle derhjem og have frokost. Vi fik rugbrød med juleleverpostej, julemedister, små frikadeller, rødkål og hakket hvidkål, så der var lidt for enhver. Mens vi sad og spiste bankede det pludselig på døren. Silas tog min bror i hånden for at skulle ud og kigge, og Niclas kom bagefter med Bent. Det var sørme julemanden, som havde været forbi og stille en sæk med gaver og et brev. Grundet Corona situationen, havde vi valgt en lidt alternativ løsning hvad angår julemanden, men det gjorde nu heller ikke noget. De levede højt på at mand med gaver, havde været forbi.

Inden vi skulle have kaffe, gik Bent, min bror og jeg en tur med drengene for at se, om ikke vi kunne få dem til at sove lidt, så de ikke var alt for trætte i løbet af dagen og aftenen. Det var nu faktisk helt rart lige at komme ud og få lidt luft og samle lidt appetit. 


Til kaffen fik vi et ordentligt fad med alverdens juleslik og chokolade. 

Normalt spiller vi pakkespil mellem and og risalamande, men i år ændrede vi det, så vi spillede, efter vi havde fået kaffe. Det er altså altid et stort hit i vores familie. Jeg fik 2 gaver og Bent fik vist 3, så det var udmærket. Silas og Niclas fik 2 gaver hver, som vi havde købt specielt til dem. 

Jeg lavede maden færdig mens jeg sendte min mor ud af køkkenet... hun gik så til gengæld en tur med Niclas i klapvognen imens, så det var lidt win-win. 

Vi fik den lækreste julemiddag (ok, hvornår er en julemiddag ikke lækker???). Og jeg havde (uden at prale) fået lavet den bedste sovs - ikke sauce, men SOVS. Og vi sad bare og hyggede os mens vi spiste. 

Risalamanden havde jeg lavet, og den blev lige så vellykket, som den plejer. Silas og Niclas fik hver sin lille skå med en mandel i hver, og vi havde så også en mandel i vores. Den var min bror så heldig at få. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst har fået mandlen juleaften - eller Mortens Aften for den sags skyld. Det er altid de andre der får den, og helt ærligt, når vi kun er 5, så burde der da være en chance for, at selv jeg kan få den... men nej, det sker ikke 😁

Men nå, vi nåede så efterhånden hen til, at vi skulle åbne gaver. Og husets 2 yngste herrer, mente bestemt ikke de skulle sove - selv om de var så trætte. Så selv om de havde åbnet alle deres gaver, så fik de lov til at hjælpe os andre med at åbne vores. Og jeg skal sandelig love for, at de havde en hel fest over det. Men vi andre skulle også være hurtige for at se, hvem gaven de åbnede egentlig var til, og hvem den var fra. Men vi fik da åbnet alle gaverne, og hold nu op, hvor fik vi mange gaver. 

Silas og Niclas har efterhånden en vognpark, som enhver bondemand med respekt for sig selv, ville være misundelig over *haha*. Nu skal vi så bare have ryddet op i alt deres legetøj for at se, hvad der skal smides ud, hvad der skal gemmes til senere og hvad de leger med pt. 

Vi kørte hjem til os selv ved 23:20 tiden juleaften. På det tidspunkt sov ingen af drengene, men vi var ikke kommet langt hjemme fra mine forældre, før der blev snorket på bagsædet. De havde en rigtig god juleaften - det er der ingen tvivl om.  

Long time no see

Jeg ved godt, bloggen har stået stille hele december, men måneden er blevet brugt sammen med familien. Og vi har nydt det. 

Corona'en til trods, så blev det jo alligevel jul i år. Det faktum kunne ingen ændre på. Vi blev ikke rigtig ramt af restriktionerne herhjemme, og vi fejrede jul som vi plejer - og med dem vi plejer. 

Silas har lavet så meget fint julepynt ude i børnehaven, og en stor del af det har vi haft glæden af det meste af december, når vi har afleveret og hentet ham i børnehaven, da det har været sat op i vinduet ud mod, hvor vi forældre står. Andre ting har han lavet i løbet af måneden og så havde han mange af tingene med hjem den sidste fredag inden ferien, og hver eneste ting har naturligvis været sat op herhjemme julen over. Han skal vide, at vi er stolte af de ting, han laver. 

Derudover har vi hygget os med småkagebagning, lave konfekt, dekorationer og vi har været en del rundt i området og kigge på julebelysning. Det har både Silas og Niclas nydt, så det er der tilbagelagt nogle kilometer med. Hvad gør man da ikke for børnenes skyld *haha*. 

Nu, hvor juleaften er overstået - og juledagene ligeså - nyder vi tiden herhjemme indtil hverdagen kalder igen på mandag. Kan godt mærke, at det trætter at være % på fra tidlig morgen (Niclas vågner som regel ved 6 tiden) og indtil om aftenen, men heldigvis har begge drenge fået så meget legetøj i julegave, som de bruger enormt meget tid på at lege med, så der er lige 5 minutters pause indimellem, hvor jeg kan sætte mig hen og lige lukke øjnene og koble fra. 

Håber I alle er kommet godt over julen 🤶🎅🎄

torsdag den 12. november 2020

I familiens tegn

 Ja, nu er vi jo allerede kommet ind i november - er det bare mig, der ikke helt kan følge med tiden... Og traditionen tro, er julen gået i gang herhjemme. Normalt har vi altid pyntet op til Mortens Aften, men i år er vi en smule bagud. Altså bevares, vi er da kommet i gang, men det tager altså tid med alt den pynt vi har, og det gør det ikke ligefrem nemmere, at vi er nødt til at pynte enten når drengene sover eller når de er i institution. For med sådan et par pilfingre i huset, så går det altså ikke så hurtigt, når de skal kigge (og mærke) på alt det, jeg går og sætter op. 

Men altså, der er jo så også lige lidt tid endnu til at blive helt færdige... og vi bruger da noget af tiden på at bage og bare hygge os som familie. Bent er pt sygemeldt, så vi har ham hjemme 24/7, og det er noget, som især drengene har savnet. Den der med, at Bent er med ude og aflevere dem om morgenen, og han også er med ude og hente dem om eftermiddagen, det nyder Silas. 

I tirsdags var det jo Mortens Aften, hvor vi selvfølgelig skulle have and med alt, hvad dertil hører. Vi havde mine forældre og bror herude og spise, og maden var perfekt - som altid. Nu glæder jeg mig bare til juleaften, hvor vi skal have samme menu - sådan en gang and med alt, det kan altså bare et eller andet. 
Vi fik også lige de julekort, vi havde bestilt, ind af døren forleden. Der er altså noget helt andet ved at skrive julekort, når man har børn. Altså, jeg har altid gjort det, men det er altså lige en tand mere hyggeligt efter Silas og Niclas kom til. 

Synes virkelig 2020 har været et surrealistisk år, og jeg har det sådan lidt blandet med, at der kun er ca 1,5 måned tilbage inden vi kan skrive 2021. På den ene side, så føler jeg året er gået alt for hurtigt, og jeg føler ikke rigtig, vi har fået særlig meget ud af året. Men på den anden side, så glæder jeg mig til at lægge året bag mig, for helt ærligt, så har 2020 da ikke ligefrem været noget at råbe hurra for. Kan godt forstå, hvad folk mener, når de siger, de er "Corona trætte", for helt ærligt - det er jeg sgu også. Jeg er træt af alle de restriktioner, der vender op og ned på vores hverdag. Træt af alle de hensyn, der skal tages, og som man alligevel ikke helt kan være sikker på virker. Jeg glæder mig til Corona pandemien er en saga blot, selv om jeg desværre ikke tror, det sker sådan lige her og nu. 

Men man har vel lov til at tro på et julemirakel - ikke sandt... 


lørdag den 4. januar 2020

Juleaften anno 2019

Ja altså, jeg ved jo godt, at vi er kommet igennem nytåret og er kommet ind i 2020, men altså jeg havde prioriteret at hygge med familien imellem jul og nytår, så der blev ikke rigtig brugt så meget tid online, så derfor er det her indlæg en anelse forsinket, men mon ikke nok I overlever alligevel.

Vi skulle jo igen i år holde jul herhjemme sammen med min bror, mine forældre og min ene onkel. Bent arbejdede alle dage op til d. 24., så der var lidt meget stress på mig herhjemme. Men altså, d. 23. december kørte drengene og jeg Bent på arbejde og så kørte jeg drengene hjem til mine forældre, for de skulle derhjem og hygge, så mor her kunne få lavet så meget som muligt herhjemme.

Jeg fik da også ordnet en hel del inden jeg hentede Bent fra arbejde, og vi sammen så kørte hjem til mine forældre og spiste og hentede drengene.

D. 24. december tillod drengene sig for en gangs skyld at sove til lidt over 8 om morgenen, og så stod vi alle op og fik morgenmad sammen.

Omkring middagstid var begge drenge VIRKELIG trætte, men der var ingen af dem, som havde i sinde at sove, så vi besluttede os for at køre hen på containerpladsen og smide noget væk og så kunne Bent lige trykke containerne med det samme. Vi kørte så en lille times tid og begge unger fik sovet lidt inden vi returnerede til Nørregade igen. 

Mine forældre og bror kom så herud og fik gløgg og æbleskiver ved 15 tiden, hvor hele huset emmede af JUL. Min onkel kom ved 17 tiden eller deromkring. Lidt efter kl. 18 satte vi os til et veldæket julebord, og så kunne julefreden sænke sig over det lille hjem. Både Silas og Niclas var godt trætte, så de fik lov til at åbne gaver sådan stille og roligt aftenen igennem, inden de måtte overgive sig til søvnen ved 21 tiden. 

Vi andre sad så og snakkede lidt, inden vi også begyndte at åbne gaver.  Vi fik simpelthen så mange lækre gaver, men de bedste var de 4 små gaver, som Silas og Niclas var kommet hjem fra vuggestuen med. Der var en nøglering til os hver fra Silas og en til os hver fra Niclas - naturligvis noget de selv har lavet (med hjælp fra pædagogerne), og det er simpelthen den bedste gave, man kan få. 

Hvad vi eller fik, kan I se her: 
- Royal Copenhagen stjerneriflet krus, dobbelt vaffeljern samt elektriske tandbørster (fra mine forældre og bror)
- Sengetøj (fra min veninde, hendes mand og deres 2 børn)
- Royal Copenhagen stjerneriflet fyrfadsstager samt Kähler lyshus (fra Bent)
- Georg Jensen juleophæng fra 2019, pandekagepande samt et "stativ" med bageriste (fra min veninde, hendes mand og deres 2 piger)
- Kalender, nøgleringe og bog med billeder (fra Silas og Niclas)
- Klarborg nisse (fra Bimmer og Shang)

Så vi brokker os bestemt ikke. Vi fik så mange fine gaver, og noget vi virkelig havde ønsket os, så det kunne jo ikke være bedre. Vi havde så også ramt plet med de gaver, vi havde købt, så endnu en gang havde mine gave-evner ikke fejlet. Resten af aftenen forløb stille og roligt. Min onkel kørte hjem først. Mine forældre blev så lige lidt endnu inden de og min bror kørte hjem. Bent og jeg fik så lige ryddet det sidste op og så sad vi og snakkede lidt inden vi også fandt vores senge. Alt i alt, var det en rigtig god juleaften, og vi havde 2 trætte unger - godt mættede af alle indrtryk. De nåede heller ikke at åbne alle deres gaver (de fik mange, vil jeg godt pointere), så da de vågnede 1. juledag, var der en masse gaver, de kunne kaste sig over. 

søndag den 17. november 2019

Nu det jul... eller ja, næsten da!

Silas har været hjemme stort set hele denne her uge med feber, så vi har hygget os med at pynte til jul. Vi er ikke helt færdige endnu, men det hjælper da på det. 

Det er jo først i år, at Silas sådan rigtig forstår, hvad det er. Altså sidste år var gaverne og alt lys og bling bling interessant, men i år siger han "ho ho ho", når han ser en julemand, så der er da noget, der sidder fast. 

Niclas er helt ovenud begejstret for alt det lys, som vi har over hele huset. Og nå ja, nisserne har da også en hvis interesse, men altså lys og bling bling er altså mere interessant. Nu er det jo bestemt heller ikke fordi, vi mangler nisser og andet julestads, så der er rigeligt at kigge på. 




torsdag den 10. januar 2019

2019

Ja, 2019 er allerede lidt over en uge gammel, men det er første gang i år, jeg får blogget. 

Håber I alle havde en rigtig god jule- og nytårsaften. Her på matriklen forløb begge ganske udmærket. 

Vi fik en masse god mad og en masse gode julegaver, så på det punkt, kan vi ikke brokke os. Og selskabet var også helt i top. 

Nytårsaften forløb stille og roligt - som det nu engang gør med 2 små børn i huset, og da vi passerede midnat kunne vi se tilbage på endnu et begivenhedsrigt år. 

2019 startede med at Silas begyndte i vuggestue onsdag i sidste uge, og det gik simpelthen over al forventning. Han faldt godt til allerede den første dag, og anden dag han var der, gik jeg en lille tur, så han selv kunne prøve at være der. Han var der så alene små 20 minutter inden jeg kom og hentede ham, og han havde simpelthen hygget sig så meget. 

Fredag morgen var jeg så til åbningsfest i Silvan i Kolding. Jeg stod op kl 5, for at komme ind og stå i kø, så jeg kunne få fat i 9 ltr vægmaling til 10 kr (mente det var det værd, at stå tidligt op og stå i kø, for at spare penge på netop maling, for det skulle vi bruge til den ene væg i stuen). Mødtes så med min bror derinde, for der var også lige et par ting, han skulle have. Vi fik så også både kaffe og rundstykker mens vi ventede, og ja eftersom der kun stod 3 før os, da vi ankom deroppe kl. 5:45, så fik vi altså også de kø tilbud, vi skulle have. 

Da jeg kom hjem fik jeg lavet morgenmad til Silas, og da jeg så gik ind og ville vække ham, besluttede jeg ret hurtigt, at han ikke skulle af sted. Hans næse løb, han hostede som en gal og havde feber. Weekenden gik så med at min lille mus var syg, og vi troede så egentlig han var i bedring, men mandag ændrede den opfattelse sig så. 

Mandag morgen, da Silas vågnede, var han helt bleg og han havde næsten 39 i feber. Jeg tog ham så med ind i stuen, hvor han bare sad ved mig og hang. Han ville ikke spise og drikke, uanset hvad vi så end tilbød ham. Han bare græd og græd og hans pande brændte. Jeg ringede så til lægen for at få en akuttid, og fik så en tid kl. 14:15, men skulle selvfølgelig ringe, hvis det blev værre. 

Omkring ved 13:25 tiden var jeg så nødt til at ringe til lægen, for hans almene tilstand var forværret og han sad bare og kiggede ud i luften og seriøst hev efter vejret. Lægen tog ham så ind med det samme. Hun kiggede på ham og sendte os så videre til børneafdelingen, hvor han kom hele den store tur igennem. 

Da vi kom ind på børneafdelingen, blev vi modtaget af en sygeplejerske, som straks monterede en SAT-måler og inden vi fik set os om, var han under mistanke for meningitis, som jo så også medførte, at min lille mus skulle have taget en rygmarvsprøve. Og da den var taget smækkede fælden, og vi skulle være isolerede i minimum 24 timer. Og jeg kan love jer, det var lange 24 timer. 

Men tirsdag ved 17:30 tiden fik vi så beskeden, at vi ikke længere var isolerede. De havde udelukket det var meningitis, det var heller ikke rs virus eller lungebetændelse. Men vi skulle alligevel lige blive der indtil i går, hvor Silas lige skulle have taget blodprøver, for at være helt sikre på, at alle værdier stadig lå, hvor de skulle. 

I går morges fik han så taget blodprøver, og vi fik gjort os færdige og kom hen og fik noget at spise, og så fik Silas også lige brugt lidt energi på at lege med de forskellige legesager inden vi gik tilbage til stuen. Vi sad så og så lidt Ramasjang, inden sygeplejersken og en læge kom ind og meddelte, at blodprøverne så fine ud, så vi måtte udskrives. Det var simpelthen den bedste nyhed. Min bror hentede os så ovre på sygehuset, og så gik turen hjem til Bent og Niclas. 

Silas er stadig ikke helt på toppen. Han har stadig feber, han hoster og er stadig ikke helt sikker på benene. Men vi har da også en åben indlæggelse gældende til mandag morgen kl. 8, så nu må vi se, hvordan det går henover weekenden. Har været så bekymret for, om Silas fejlede noget alvorligt og helt ærligt, så gjorde det mere ondt på moren end på Silas (er jeg sikker på), da han skulle have taget rygmarvsprøve. 

Men nu skal han bare ovenpå igen. 

Håber I alle er kommet godt ind i 2019. 

torsdag den 20. december 2018

4 dage tilbage

Der er nu kun 4 dage til juleaften - hvor vildt er det ikke lige??

VI er heldigvis så godt med, som vi kan være på nuværende tidspunkt. Alle gaver er modtaget og pakket ind. De ligger ikke under juletræet endnu - det ville være at friste skæbnen (eller nok nærmere små Silas fingre *haha*. 

De næste par dage skal vi lige lidt rundt og aflevere gaver og ønske god jul. 

I dag var vi henne i Silas' vuggestue til opstartssamtale, og vi gik derfra med et rigtig godt indtryk. VI glæder os helt til at han skal starte derhenne. Han skulle jo være startet i september, men pga Niclas' for tidlige fødsel, valgte vi at beholde Silas hjemme lidt endnu. Men nu er det tid til opstart. Han skal starte d. 2. januar, og det skal nok blive rigtig spændende. Han så ud til at befinde sig helt fint derhenne, da vi var der i dag ville han ret hurtigt ned på gulvet og lege med de andre, så det tegner rigtig godt. 

*Tænk at min vildbasse allerede skal i vuggestue - føler jo lige, jeg har fået ham*. 

søndag den 18. november 2018

En ganske produktiv dag

Havde ikke de vilde planer i dag. Vi havde egentlig bare planer om, at vi ville være herhjemme og slappe af og hygge os. 

Vågnede ved 8:30 tiden i morges - begge unger havde sovet længe, hvad skete der lige for det?? Der gik så ikke længe, før både Silas og Niclas vågnede, så først op og skifte den ene og så den anden bagefter. 

Tog så begge unger med ind i stuen og lod Bent ligge lidt længere. Da Bent så kom op, tog jeg Silas med i ABC og handlede ind til aftensmad. Da vi kom hjem igen, var Silas pænt meget træt, men herren ville ikke sove, så Bent vadede stuen tynd med han på armen, og efter små 20 minutters tid sov Silas. Niclas var også faldet i søvn, så Bent og jeg udnyttede situationen og pakkede julegaver ind. Det er ikke helt nemt at gøre det, når Silas render rundt og piller i det hele, så det måtte gøres mens de sov. 

Fik så også bagt en omgang fedtebrød samt lavet dej til lakridssmåkager. Lakridssmåkagedejen skal så stå i køleskabet til i morgen, men nu er den da lavet. 

Har også været i gang med indbydelser til barnedåb. Det er lidt vemodigt at tænke på, at det er sidste barnedåb vi skal holde, men vi er enige om at vi ikke skal have flere børn. 

Bent skal starte i ny praktik i morgen, så der bliver nok at se til med de 2 lømler herhjemme, men det skal nok gå. 

torsdag den 1. november 2018

Allerede november

Så er det allerede november... der er kun en måned til 1. december og dermed kun 2 måneder tilbage af det her år... det er jo helt vildt, som tiden går. 

Vi har lige bestilt julekort i dag, så nu skal vi bare vente på de kommer, så vi kan få dem skrevet og sendt ud til familie og venner og glæde dem med en lille julehilsen. Normalt laver jeg jo selv julekort, men i år har der simpelthen ikke været tid til det, så vi valgte at få lavet nogen med billeder af guldklumperne. 

Dagen i dag er blevet brugt på at Niclas var ved kiropraktor, hvor vi fik ros, fordi der allerede er store fremskridt i forhold til i mandags. Hun sagde at det var helt vildt, så meget det allerede havde hjulpet, så vi tror at det nok skal blive rigtig godt. 

Vi har nogle øvelser, som vi skal sørge for at lave med ham hver dag, og det gør vi også, for vi er virkelig interesserede i at hjælpe ham. 

Derudover har jeg ryddet op oppe på 1. sal. Det værelse, som skal være Niclas´ er jo hidtil blevet brugt til opbevaring, så der fik jeg ryddet op og flyttet kasser. Altså, jeg ved godt der er noget tid endnu til at Niclas skal bruge værelset, men vi kunne lige så godt komme lidt i gang deroppe. Det er jo med at udnytte tiden til det, når den lige byder sig (med 2 lømler i huset). Silas kom så op og kiggede mens jeg var deroppe (altså Bent kom op med ham), og så skulle alle hans legesager, som står ovenpå, jo lige kigges igennem og noget af det skulle (selvfølgelig) med nedenunder. Altså, hvad de 2 knægte efterhånden ikke har af legetøj - det er altså ikke småting. 

Vi har jo også allerede en masse julegaver stående oppe ovenpå, og de har stor interesse for Silas (og for min bror, når han er herude). Man kan godt se på mængden og størrelsen af gaver, at vi har fået Niclas og Silas. Men sådan skal de altså også være, når der er børn i huset. 


onsdag den 4. april 2018

Påsken vel overstået

Påsken er ovre for i år, og i dag fik vi taget alt påskepynten ned - ja vi pynter også til påske her på matriklen.

Påsken er gået hurtigt. Vi har hygget max, og ja det har været vildt sjovt, at se Silas være så betaget af alle de farver påskepynten har. 

Vi har været hjemme ved mine forældre et par gange i påsken, og de har selvfølgelig også været herude - primært for at besøge deres barnebarn (vi andre er ikke så vigtige efter at Silas kom til - og sådan skal der jo også være). 

I mandags kom foråret så endelig til Vamdrup, og det skulle selvfølgelig fejres med at grillen skulle findes frem, så vi fik traditionen tro indviet grillsæsonen i april (det har vi gjort en del år nu, så hvorfor bryde traditionen i år). Vi havde så inviteret mine forælde ud og spise, og de sagde ikke nej til en omgang grillmad.

Håber I alle har haft en god påske ☺

torsdag den 28. december 2017

Juleaften

Det er nu 3. juledag - ja det er jeg altså vant til at sige om d. 27. december. Juleaften er allerede nogle dage væk, og nytåret venter lige om hjørnet. 

Håber I alle havde en rigtig god og hyggelig juleaften. Herhjemme var det en helt igennem fantastisk aften. 

Silas og jeg vågnede tidligt om morgenen. Jeg stod så op og Silas fik lidt at spise inden han atter overgav sig til drømmeland. Bent stod op ved 9 tiden, og der var jeg allerede godt i gang. Mine forældre skulle komme til frokost, så der var nok at gå i gang med. Ej, vi havde fået ordnet en del allerede lørdag aften, men maden kunne vi jo ikke rigtig lave så meget af. 

Der var lidt stress på, for Silas ville ikke helt sove søndag formiddag, men så var han jo bare med mor og far i køkkenet. Vi hørte julemusik og gik og hyggede os. Mine forældre og bror kom herud ved 12:15 tiden, og så tog de Silas, mens mor her kunne få ordnet alt det sidste, så vi kunne komme til bordet. 

Vi fik en god julefrokostagtig frokost, hvor der ikke manglede noget. Alle blev mætte, og det var den perfekte start på juleaften. 

Mine forældre og jeg tog i kirke til julegudstjeneste kl. 14, og så passede Bent og min bror Silas, hundene og maden. Vi var hjemme igen ved 15 tiden, hvor vi så satte og til at nyde en kop gløgg og spiste lidt guf. 

Kl. 15:50 var det tid til den ultimative juleaftenstradition - nemlig Disneys juleshow. Da det var slut gik Bent, min bror og jeg i køkkenet og gik i gang med maden. Det er altid så hyggeligt at stå i køkkenet med dem. 

Vi satte os til bordet ved 18:30 tiden - når der er små børn (eller et lille barn), så er det altså dem, der afgør rækkefølgen tingene foregår i. Silas skulle jo altså have noget at spise, inden vi andre kunne sætte os til bordet. Og så faldt han i søvn, så vi andre kunne sidde og nyde den gode mad i ro og mag. Tror vi sad ved bordet i en times tid, hvor vi snakkede, grinte og bare hyggede os. 

Silas vågnede inden vi skulle spille pakkespil, så han hjalp min bror med at slå og  han prøvede ihærdigt at hjælpe onkel med at pakke gaverne op. Det var simpelthen så skønt at se den lille mand sidde og bikse med gavebåndet - og jo mere bånd og skinnende indpakning, jo bedre. Det bliver rigtig sjovt, når han bliver gammel nok til selv at være med. 

Da alle pakkerne var fordelt og æggeuret havde ringet, var det tid til risalamanden. For en gangs skyld var det MIG, som fik mandlen (det er heller ikke sket i 15 år eller sådan noget). Vi havde købt en hemmelig mandelgave i Kop og Kande, og den indeholdt 3  små Kähler vaser, så det var jo absolut ikke en dårlig gave.

Da vi havde ryddet af bordet og sat alt i opvaskemaskinen, var det tid til at synge nogle julesalmer inden gaverne skulle uddeles - og der var MANGE gaver. Min bror plejer at have fornøjelsen af at råbe gaver op, men i år startede jeg med at give min bror 2 gaver fra Silas, for det var nogen, som jeg vidste ville røre ham rigtig meget. Og jeg fik ret. 

Men nå, der var jo, som nævnt, mange gaver, så det tog os næsten en time at få alle gaver delt ud. Den allerstørste oplevelse gavemæssigt var, da Silas åbnede gaven fra sin onkel. Eller ja, han hjalp med at åbne den... han fik nemlig Bodil Kjer elefanten, og jeg kan godt sige jer, det var et HIT!!!! Han var helt oppe og køre over den elefant, og den skulle kysses og krammes og snablen skulle der "bides" i. Det var simpelthen så skønt at se. 

Aftenen sluttede af med, at vi sad og hyggede med et par kopper kaffe inden min mor og min far kravlede til køjs. Silas og jeg fulgte trop kort efter og en gang i løbet af natten kom Bent og min bror også op ovenpå. 

Vi havde den dejligste juleaften, og der er ingen tvivl om at Silas også hyggede sig. I skal da ikke snydes for nogle billeder fra vores juleaften. 












onsdag den 29. november 2017

Så er det i overmorgen..

... det går løs!!! 

Ja altså, at december starter, og 2017 dermed går ind i sin afsluttende fase. Jeg har løbende, gennem året, skrevet på et “Året der gik” indlæg, og jeg er egentlig en smule forbavset over, hvor meget jeg trods graviditet, bækkenløsning og den ondeste kvalme, alligevel har formået at nå i år. 

Vi er ved at være helt juleklar herhjemme. Vi mangler lige at binde et par kranse samt lave en dekoration eller 2, og så skænde sidste julegaver købes i morgen. Men det er faktisk også ved at være det. Så december i år, kan også komme til at stå helt i hyggens tegn herhjemme. Jeg kan slet ikke håndtere for meget stress, så det skal jeg altså bare undgå op mod jul. Jeg ved godt, at ingen planlægning kan være til at følge med en 3 måneder gammel baby, men vores kalender er ikke mere fyldt, end at der til enhver tid kan indføres ændringer :) 

På fredag skal jeg til julebanko med min mor på hendes arbejde. Det har jeg været de seneste 9 år, tror jeg det er, og det plejer at være rigtig hyggeligt. Jeg har da også nogle gange været heldig og vinde, så det er jo slet ikke dårligt :) 

Kunne være jeg skulle vove pelsen og rejse mig fra dynen, og satse på at Silas sover, mens jeg for bundet nogle kranse. 




mandag den 26. december 2016

En perfekt juleaften

Så er det blevet 1. Juledag, og julen er dermed ovre for i år... vi har ingen planer her i juledagene, så der skal slappes af herhjemme. 

Håber I alle havde en god aften i går, hvordan I så end fejrede dagen. 

Jeg vågnede allerede ved 8 tiden i går morges, lukkede hundene ud og lagde mig så på sofaen og så lidt julefilm. Gik så ud og begyndte at ordne æbler, som skulle koges og fyldes med ribsgelé.

Fik så også ordnet lidt andre praktiske ting, inden Bent stod op... da først alle var oppe (inklusive hundene) gik tiden hurtigt... der var en del endnu, der skulle ordnes inden vi var klar til at få gæster, så da vi afsluttede alle "pligter" med at komme i bad og blive færdige begge to, kunne julefreden 100% indfinde sig..

Mine forældre og bror kom herud ved 13:30 tiden, og så fik vi æbleskiver og gløgg inden min mor, min far og jeg tog i kirke 14:30, mens Bent og min bror holdt øje med al maden herhjemme...

Da vi kom fra kirke, var det ved at være tid til "Disneys Juleshow", så det sad vi og hyggede os med, mens vi fik julesnolder, småkager og andet "julehygge"...

Vi satte os til bordet ved 17:50 tiden, og så blev der ellers spist til den store guldmedalje... det værste ved sådan noget julemad er jo simpelthen, at man spiser ALT for meget... men vi kom da igennem maden, mens vi snakkede og hyggede os rigtig meget...

Da vi havde spist, var det tid til pakkespil, og guess what... Jeg fik kun en eneste sølle gave.... ej, det gør mig nu heller ikke noget, min mor fik størstedelen - og hun har jo om nogen fortjent det, med alt, hvad hun har været igennem.. så jeg regner med at tage revanche til nytår.. *haha*

 Efter pakkespillet var det tid til risalamande, og min bror fik mandlen, men han gav den så til mor, så hun fik altså mandelgaven, som var 3 små Kähler vaser. Vi havde købt en mandelgave i Imerco, som ingen vidste, hvad var, og det er bestemt ikke sidste gang, vi har gjort det...

Vi fik så ryddet alt væk efter maden, fyldt i opvaskemaskinen, og så satte vi os ind i stuen og sang nogle julesalmer... det er nu så hyggeligt synes jeg, og absolut en af mine yndlingsting ved netop juleaften..

Så  var det endelig tid til at åbne julegaver... min bror har fået det ærefulde hverv, at uddele julegaver her hos os til jul.... og hold da op, hvor fik Bent og jeg mange julegaver... syntes konstant, at én af os åbnede gaver... Vi fik virkelig også nogle gode gaver... de ligger stadig under juletræet, så jeg lægger billeder ind af vores gaver på et senere tidspunkt... men vi både puder, film, køkkenting, nyt til badeværelset og meget meget andet...

Da vi alle havde åbnet gaver, og fået set, hvad alle andre havde fået, spurgte min mor, om ikke vi ville med ud og gå en tur, og selvfølgelig ville vi det... min far ville hellere blive hjemme, så vi andre tog hundene med og gik en halv times tid... det var skønt at komme ud og strække benene lidt...

Da vi kom hjem sad vi og snakkede lidt, inden min mor ville i seng.. ingen af os kunne spise mere, så det stykke rugbrød, vi plejer at runde af med juleaften, det sprang vi over...

Klokken var heller ikke midnat før jeg også lå i min seng... jeg var så træt, og alt det, vi har været igennem her i december, har virkelig sat sine spor, så jeg er SÅ træt om aftenen...

Men vi havde en god juleaften, og på trods af alt, hvad vi har været igennem den seneste måned, så bar juleaften på ingen måde præg af det... vi sendte en kærlig tanke til mormor, som desværre ikke kunne fejre julen med sine nærmeste, og sendte en tanke til alle andre, som sidder oppe oven over os og kigger ned på os...

Håber I alle har haft en rigtig god jul.


lørdag den 24. december 2016

24. december

Så blev det d. 24. december. En glædens dag for rigtig mange mennesker. Jeg elsker juleaften, men samtidig er det også en lidt øv dag, for nu er alle juleforberedelserne på vej den anden vej, og i morgen er der ikke mere jeg kan gå og julehygge med... Så er der bare nytåret tilbage.

Men anyway, så håber jeg I alle er klar til i aften. At ingen mangler noget (og hvis I gør, så har enkelte butikker jo åbent i dag også).

(billedet er fra juleaften sidste år)


Jeg ønsker jer en rigtig god juleaften med dem, I nu skal tilbringe aftenen med. Håber I alle får den perfekte aften, og at gaverne under træerne indeholder nogle brugbare ting.

Jeg skal tilbringe aftenen med mine forældre, min bror, min dejlige mand og vores lige så dejlige vovser - udsigt til den perfekte jul for mit vedkommende.

Vi er stort set klar, maden skal bare laves.

Rigtig glædelig jul.

Kærlig hilsen
Mette

fredag den 23. december 2016

Lovlig undskyldt

Jeg ved godt, jeg har været fraværende fra bloggen den senere tid... men ja, der har været så meget at se til irl, og det har altså været lidt vigtigere end mit online liv...

Min mormor blev bisat i onsdags, og det var rigtig hårdt... hun fik den smukkeste afsked, og vi kunne ikke have sørget for at hendes sidste rejse blev smukkere... men for pokker, hvor var det hårdt da 5 af mine onkler og en fætter bar kisten ud til rustvognen... der kunne jeg ikke holde tårerne tilbage længere...

Jeg bliver ALDRIG fan af bisættelser og/eller begravelser.. jeg hader det, men jeg vil jo alligevel heller ikke blive væk, når det er en af de nærmeste...

Men hvorom alt er, så fik hun den smukkeste afsked, og den tale præsten holdt, var simpelthen den mest perfekte tale.. vi kunne alle SÅ meget se mormor for os, i de situationer han beskrev.

Derudover har min mor så også fået konstateret livmoderhalskræft, og det har virkelig været en hård måned, da vi først i dag har fået vished for, hvad de ville tilbyde hende af behandling... men det er der styr på nu, så nu skal det bare overstås i starten af det nye år...

Jeg var lige ovre ved genboerne med lidt julebag i eftermiddag og ønske dem en rigtig god jul... de er simpelthen så venlige mennesker, og vi har et godt naboskab med dem, så de må gerne vide vi tænker på dem, også her ved højtiderne.. Han er så sød, at han tager vores fortove med fejemaskinen når det sneer, og så kan vi jo lige gøre lidt gengæld på denne måde.

Nu skal vi bare have en rigtig god jul herhjemme i morgen.. jeg kan godt mærke, at det har været en mere hård måned, end jeg egentlig har kunne holde til, men jeg har da klaret det, så kan jeg begynde at slappe af nu... vi har skrællet hvide kartofler, kogt og pillet de brune, gjort and og steg klar, vi er ved at lave risengrød, så vi er godt med allerede nu.

I går fik vi byttet julegaver med den sidste veninde og hendes familie, plus vi også fik besøgt mors moster og onkel... det er fast tradition, at de skal besøges en af de sidste dage inden jul, så vi kan få ønsket dem en rigtig god jul.

Håber I alle er ved at være klar til i morgen - ellers er der jo lige lidt tid at løbe på endnu.

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...