Ugens hurtige (uge 38)

Selv om vi nærmer os midnat, så er det søndag endnu, så jeg når lige at lave de hurtige inden en ny uge starter: 

• Vi havde besøg af sundhedsplejersken igen i tirsdags. Hun var godt tilfreds med Silas' udvikling.
• Silas havde passeret 3000 gram, så mor og far var stolte ☺
• Alt er faldet på plads med lokale og dato for barnedåben. 
• Vi har truffet nogle afgørende beslutninger denne uge. 
• Silas er i dag 1 måned gammel. 
• Vi har været ude og trille en masse ture med  barnevognen. Nu hvor Silas vejer over 3 kg, så kan vi med god samvittighed gøre det. 
• Jeg er kommet lidt i gang med at lave julekort. 

En dreng, som vil frem i verden

I tirsdags var det  dagen for sundhedsplejerskens 2. besøg herhjemme, efter Silas' fødsel, og vi havde (selvfølgelig) internt i familien gættet lidt på, hvad Silas' vægt ville være. Vi var alle kommet frem til den konklusion, at han i hvert fald havde taget på, så var spørgsmålet bare, hvor meget? 

Sundhedsplejersken sagde med det samme, at han da godt nok var vokset, så det var altså ikke kun os, der havde den holdning. 

Vi fik ordnet en masse med hende inden han skulle vejes, for han sov da hun kom, og hun ville så nødigt vække ham. Men til sidst var vi jo så nødt til at få ham vejet, for alt andet var der kommet styr på. Han fik alt tøjet af (og brokkede sig - Ehm ja, lad os bare sige PÆNT - højlydt. Men vi fik ham målt og vejet, og på det 8 dage siden 1. besøg, havde han taget ikke mindre end 340 gram på og var blevet 1,5 cm længere, så vores "lille" baby vejede i tirsdags 3040 gram og målte 51,5 cm - og vi er selvfølgelig stolte. Alt det, han ikke rigtig kunne tage på inde i min mave, det tager han godt nok på nu da. 

Men altså, han skulle jo også gerne blive både større og tungere. 

I dag er det allerede 4 uger siden han blev født - hvor bliver tiden dog af... 

Ugens hurtige (uge 37)

Så er det atter søndag og dermed tid til de hurtige:

• Vi havde besøg af sundhedsplejersken i mandags. Silas havde på det tidspunkt taget 255 gram på siden vi kom hjem. 
• Vi har fået booket tid til 5 ugers undersøgelse til Silas samt 8 ugers opfølgning på mit kejsersnit til mig. 
• Vi er kommet videre med planlægning af barnedåb. 
• Jeg er kommet næsten halvvejs med julekalenderen til bloggen (ja, det er med at få det gjort indimellem, når junior sover). 
• Vi er ved at have fundet en god rytme herhjemme nu. 
• I torsdags ramte vi terminsdatoen, og der kunne vi så "fejre" vores skønne søns første 3 uger. 

Så ramte vi terminsdato

I dag er det jo d. 14. september, og det er en dato jeg har set frem til det meste af 2017. I dag er nemlig dagen, hvor jeg oprindelig havde termin.

Nu kom Silas jo så til verden allerede for 3 uger siden, så terminsdagen har jo ikke haft den store betydning. Men det er alligevel lidt sjovt at tænke på, at jeg havde haft termin i dag, hvis han var vokset, som han skulle. 

I mandags havde vi besøg af sundhedsplejersken, og hun var ovenud godt tilfreds med Silas. Hun vejede ham, og jeg blev da noget overrasket, da vægten sagde 2700 gram. Han vejede jo 2445 gram, da vi blev udskrevet sidste uge, så jeg havde selvfølgelig håbet han lå omkring 2550-2600 gram, taget i betragtning hvad han havde taget på mens vi lå på sygehuset. Men han havde i mandags taget 255 gram på, mens vi har været hjemme, og det er sgu da godt gået. Derudover er han vokset 2 cm, så han nu måler 50 cm. Min store dreng 💙 På tirsdag kommer hun så igen, så det er spændende, hvor meget han så har taget på. 

I går havde vi ham i badekar for første gang siden vi kom hjem.. vi har selvfølgelig vasket ham, men i går valgte vi at sætte ham i badekar, og det er altså et hit. 

Han er kommet så langt siden vi kom hjem. Det er helt sjovt at se, hvor meget han udvikler sig på kort tid. Han elsker at ligge ved enten Bent eller mig og kigge på nogle lyskæder, vi har hængende i vores troldegrene i stuen og køkkenet. Inde i stuen har vi også 2 Christiansfeld stjerner hængende (ja, de hænger der altså hele året), og det er altså også et hit at ligge og kigge på dem. Og vi kan virkelig se på ham, at hans øjne virkelig er fokuserede på den ting, han nu kigger på.

Han er inde i en periode, hvor han ikke spilder sin tid med at sove. Han vil så gerne ligge og snakke med os, og vi tager os selvfølgelig tiden til at sidde og snakke med ham, når han er vågen. Den kontakt er simpelthen så vigtig. Når han så bliver træt, så skal der puttes (han er en rigtig puttegøj), og så pyt med, at vi ikke altid når så meget andet herhjemme. Silas er det vigtigste for os, og sådan er det altså bare. 

Lige nu ligger han i sin babynest og sover ved siden af mig i sofaen. Det er så hyggeligt at sidde og lytte til alle de små lyde, han kommer med, mens han sover. Jeg elsker at være mor, og jeg vil ikke bytte det for noget i verden 😍

Ugens hurtige (uge 34+35+36)

De sidste 3 uger har jeg ikke fået skrevet de hurtige, da jeg jo har været indlagt med vores lille vidunder på neonatal. Derfor har jeg lavet et fælles indlæg: 

Uge 34:

• Vi var til vægtscanning, hvor Silas blev skønnet 35% under gennemsnit, og der blev derfor planlagt igangsættelse. 
• Vi mødte op til igangsættelse, som dog endte med akut kejsersnit. 
• Vores lille vidunderbaby kom til verden torsdag d. 24. august kl. 10:35.
• Jeg måtte sande, at jeg på ingen måde havde været mentalt forberedt på at vores lille søn kunne komme til verden så hurtigt. 

Uge 35:

• Vi tilbragte hele denne uge på sygehuset Silas og jeg. Bent var inde og besøge os hver dag, men tog så hjem til hundene om aftenen.
• Vi modtog fødselsattesten fra kirken, og det var stadig helt underligt at se mit navn stå på et stykke papir som nogens mor. 
• Min mor havde fødselsdag, og hun og min bror kom over på sygehuset til Bent, Silas og mig med kage, så vi fik fejret hende, selv om vi lå på neonatal. 

Uge 36:

• Vi blev udskrevet onsdag. 
• Mine forældre, min bror og Bent havde sørget for at der selvfølgelig stod en stork ude i indkørslen. 
• NFL sæsonen startede (meget passende, når nu Silas og jeg kom hjem). 
• Vi fik booket dato til barnedåb. 
• Vi skulle lige vænne os til at være hjemme fra sygehuset. 

Lovlig fraværsgrund

Ja, det kommer nok næppe som den store overraskelse, at jeg har været fraværende fra bloggen i et par uger nu. Og som nogle af jer jo ved, så er årsagen ganske simpel - torsdag d. 24. August kl. kom vores lille Silas nemlig til verden ved akut kejsersnit.

Jeg var til vægtscanning d. 23. August, hvor de skønnede ham til at veje 1926 gram, og det var 35% nyder gennemsnit, hvilket lægen vurderede var for meget, og han derfor, efter hendes vurdering, ville have bedst af at komme ud. Og jeg skulle nok regne med, at de ville sætte mig i gang starten ugen efter. Det var lidt af en mundfuld at sluge, men hvis det var det bedste for Silas, så var det dét vi gjorde.

Jeg skulle så omkring fødeafdelingen og have kørt nogle kurver, og efterfølgende skulle vi så tages op på konference. Vi blev bedt om at ringe ind på fødegangen om aftenen for at få at vide, hvad de havde aftalt, der skulle ske.

Da jeg var færdig, sagde jordemoderen at hvis vi havde tid til at vente 5-10 minutter, så kunne vi få svar med det samme på, hvad der skulle ske. Og det havde vi selvfølgelig. Mens vi ventede, kom hende lægen, som havde scannet mig, ud fra konferencen og sagde, at de lige skulle have det sidste på plads, men at vi skulle regne med at de ville sætte mig i gang allerede torsdag d. 24. Det var absolut ikke lige med i mine planer, og jeg blev fuldstændig ude af den, for rent mentalt var jeg jo ikke klar til at skulle sættes i gang, jeg var for pokker "kun" 37+0 om torsdagen, så selv om Silas reelt set var klar til at blive født, så var jeg på ingen måde forberedt på, hvad der ventede mig.

Vi fik tid til at møde op på fødegangen til i gangsættelse torsdag d. 24. Kl. 7:15, og det gjorde vi jo så. Da vi kom ind skulle jeg igen ind og have kørt en kurve for at tjekke Silas hjerterytme og min livmoder. De var i starten ikke helt tilfreds med kurven, så jeg fik lov til at ligge der et godt stykke tid, hvorefter vi så blev hentet og ført ind på en fødselsstue, hvor de atter ville overvåge Silas' hjerterytme og så køre en stresstest for at se, om han ville kunne holde til det pres, min livmoder ville komme under, under igangsættelsen. Nåede dog kun små 12 minutters stresstest, før de måtte stoppe, for min livmoder kom virkelig på arbejde og Silas' hjerterytme faldt drastisk, så der blev ringet efter endnu en sygeplejerske og samtidig konfererede jordemoderen med en overlæge, og det blev besluttet, at jeg skulle have kejsersnit. Og min overraskelse dagen i forvejen, over at skulle sættes i gang så hurtigt, var intet i forhold til at skulle have kejsersnit blot et par timer efter, jeg efter planen skulle have været sat i gang. 

Jeg lå inde på fødselsstuen og prøvede at forlige mig med tanken om, at jeg indenfor ganske kort tid havde min søn i armene, kom der rendende forskellige læger, jordemødre og sygeplejersker for at fortælle mig, hvordan kejsersnittet ville forløbe. 

Da klokken var lidt over 10, ringede jordemoderens telefon og da hun lagde på, meddelte hun at der kom en portør nu og hentede mig, og så blev jeg kørt på operationsstuen til kejsersnit. Fik så lagt lokalbedøvelse efterfulgt af spinalbedøvelse og kl. 10:35 sagde lægen, at han var født, og så hørte vi gråden som i den grad bekræftede, at vores lille søn var født. 

Han vejede ved fødslen 2280 gram og var 47 cm lang, så de havde skudt lidt forkert til vægtscanningerne. Men så længe det var til den side de havde skudt forkert, så er jeg godt tilfreds. 

Silas' blodsukker var noget for lavt, så han blev kørt på neonatal, hvor han blev lagt i kuvøse, så han kunne få varmen, og så fik han lagt en sonde i næsen, så han kunne få sondemad for at prøve at få hans blodsukker op. Bent tog med Silas på neonatal, mens jeg blev syet sammen og kørt på opvågning. Inden jeg kom ud af operationsstuen, måtte de dog lige have fat i en narkoselæge, for det viste sig at bedøvelsen gik for højt op, og dermed gjorde, at jeg havde svært ved at trække vejret. 

Jeg lå på opvågning små 3 timer og så blev jeg kørt på neonatal til Silas og Bent. Jeg var stadig lidt groggy og påvirket af det hele, men da jeg så vores lille søn ligge der i kuvøsen glemte jeg alt om, hvor hurtigt det hele var gået. I løbet af eftermiddagen smuttede Bent lige hjem til mine forældre for at få noget at spise, og jeg blev liggende på neonatal sammen med Silas, jeg kunne ikke gå fra ham. Om aftenen blev jeg flyttet ned på barselsafdelingen, men kunne komme op til Silas lige så meget jeg havde lyst til, og jeg var deroppe indtil ved 1 tiden om natten. 

Jeg lå et par dage på barselsafdelingen inden de flyttede mig på patienthotellet, for jeg var jo stadig medindlagt sammen med Silas. Silas havde en relativ hård start, og han fik målt blodsukker hver anden time, og det gjorde ondt i mit stakkels moderhjerte, at han skulle stikkes i sine små hæle, for at de kunne tjekke hans blodsukker, men der var jo ikke rigtig anden vej udenom. Han fik så også et sukkervandsdrop i den ene hånd, for de kunne ikke rigtig få blodsukkeret til at stige via sondemad, så de måtte ty til drop. Det havde han så i et par dage, hvorefter hans blodsukker heldigvis havde lagt sig stabilt, så de mente ikke, der var nogen grund til at det ikke skulle fjernes. 

Vi lå på neonatal indtil i onsdags, hvor vi endelig kunne udskrives efter 13 dage. De sidste 5  dages tid, skulle vi have amningen op og køre, og jeg er glad for, at jeg havde sygeplejerskerne til at hjælpe mig med det, for det er altså ikke bare sådan lige givet, at det er noget, der fungerer. Men vi kom da ind i en god rytme, og tirsdag fjernede han selv sonden fra næsen, og så valgte vi at prøve at lade være med at sætte den i igen, og heldigvis fungerede amningen bare perfekt om natten, så da de onsdag formiddag meddelte, at vi måtte komme hjem, kunne jeg have givet sygeplejersken det største kram.

Jeg er taknemmelig for den store hjælp vi fik fra personalet på neonatal, og jeg vil til enhver tid lade mit barn indlægge der igen, hvis det nogensinde skulle blive aktuelt på et senere tidspunkt. De var så søde og hjælpsomme, og selv da jeg virkelig havde en aften, hvor jeg virkelig var langt nede og påvirket af hele situationen, ja der tog de sig tid til at snakke med mig og hjælpe mig. 

Men ja, vi er nu forældre til vores lille mirakelbaby Silas, og vi elsker ham. Han er det dejligste og en virkelig charmetrold, som forstår at charme sig ind alle steder.