Viser opslag med etiketten Hygge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hygge. Vis alle opslag

søndag den 24. juli 2022

Ferie

Drengene har haft ferie denne uge og det har de også de næste 2 uger. Bent har et vikariat sommeren igennem, så han kommer først hjem efter kl. 15, hvilket er ensbetydende med, at jeg har pænt meget at se til med de 2 banditter om dagen. 

De er jo ikke sat på jorden for at sove længe, så de er som oftest oppe samtidig med Bent, og så starter dagen, når Bent kører ved 6:30 tiden. 

Vi har så set "Biler" denne uge - både 1, 2 og 3eren (og endda flere gange) og så har vi set "Olsen Banden går i krig" og "Olsen Banden på sporet".  Altså det er selvfølgelig ikke den værste måde at tilbringe feriedagene på, men altså, der måtte godt være lidt større variation i filmene. 

Men i torsdags skulle Niclas så hjem til mormor og morfar. Han har hidtil ikke ville sove nogen steder, så havde aftalt med min mor, at han kom derhjem om morgenen efter vi havde kørt Bent på arbejde, og så kunne hun ringe, når han skulle hentes igen. Han blev der dog helt indtil de havde spist aftensmad. 

Men altså Silas og jeg skulle så have en rigtig hyggedag, så vi tog en tur i Geografisk Have her i Kolding. Det er dæleme mange år siden, jeg har været der, men det var nu meget hyggeligt. Silas var helt vild med kaninerne og selvfølgelig legepladserne. Men han brugte godt nok også lang tid i Minibyen - det fascinerede ham faktisk mere, end jeg havde troet, det ville gøre. Da vi kørte derfra, ville han gerne en tur på McDonalds, så det gjorde vi så selvfølgelig. 

Da vi kom hjem til os selv ved 13 tiden var han godt brugt, men der var alligevel lige overskud til at se en tegnefilm. 

Kunne virkelig mærke, at det var en fornøjelse at have Silas for mig selv den dag. Vi nød det begge helt vildt, og Bent sagde også da han kom hjem, at det virkede som om Silas virkelig havde haft en god dag, for han var fuldstændig afslappet - samtidig med at han havde oplevet en masse, som han kunne fortælle om. 

Niclas var også virkelig glad, da vi hentede ham, og han lod sig slet ikke mærke med, at han havde været hjemmefra så mange timer. Han har endda selv sagt, at han gerne vil prøve at sove hjemme ved mormor og morfar næste gang. Så om det holder stik, ja det vil tiden jo vise. Om ikke andet, så ved vi da nu, at Niclas altså godt kan være hjemme ved mormor og morfar en hel dag, så vi kan have en dag kun med Silas, og det er altså rart at vide. 

Håber I alle nyder sommeren derude, uanset om den tilbringes i Danmark eller på en eller anden tropeø. 


søndag den 27. marts 2022

En weekend i hyggens tegn

En hyggelig weekend er nu omme. Det har været en weekend, hvor tid med familien har været i højsædet. Vores familie er atter ramt af alvorlig sygdom, så vi har tilbragt en del tid med mine forældre og min bror den senere tid. 

Bent startede på nyt arbejde i fredags, og vi valgte derfor, at vi ville tage en tur i Madsbyparken i går med Silas og Niclas. Og som sagt, så gjort. Vi kørte derud i går formiddags, da vi var blevet færdige, og så hyggede vi os et par timers tid, inden vi kørte mod Kolding igen. Inden vi forlod Fredericia, rundede vi dog lige McDonalds, og det var et kæmpe hit ved banditterne. De var også ret trætte, da vi kørte derfra, og de faldt da også begge i søvn i bilen, så vi havde ro fra bagsædet næsten hele vejen hjem. 

I går aftes var vi så hjemme ved mine forældre og spise. Min far kom hjem fra sygehuset i går middags, så vi valgte, at vi ville være derhjemme sammen med dem. 

Hvad familien er ramt af, vil jeg ikke komme ind på endnu, da det stadig er lidt svært for mig. Men det er min far, som er ramt af alvorlig sygdom - så meget kan jeg da sige. 

Synes lige, I skal se et billede af banditterne fra da vi var på vej ind i Madsbyparken. De elsker simpelthen at være derude, og vi skal da helt sikkert også derud nogle gange i løbet af sommeren. Vi andre hygger og jo også, når vi er af sted. 

mandag den 21. marts 2022

Liv i de gamle klude

Ja, der er altså liv endnu... selv om det ikke er meget tid, jeg bruger herinde. Men jeg har jo også krudtuglerne at tage hensyn til. 

Dagene flyver simpelthen af sted, og der er hele tiden et eller andet at lave. 

Jeg var udsat for noget i januar, som virkelig har sat sine spor, og det kæmper jeg virkelig for at komme ovenpå efter. Og nogle dage går det simpelthen bare bedre end andre. 

Lige pt er jeg inde i en periode, hvor jeg måske sover 2-2,5 time om natten, og det dræner mig ekstremt meget for energi. Det gør, at jeg er træt resten af dagen, og den der lur, som jeg burde tage i løbet af dagen (for min egen skyld ikke mindst), den får jeg langt fra altid. Og det gør så, at jeg efterhånden ret ofte falder i søvn, når jeg skal putte Silas om aftenen. Så sover jeg lige ganske kort, og så er jeg oppe igen. Når jeg så går i seng, så kan jeg ikke sove, og så sidder jeg som regel i stuen og kigger ud i luften om natten. 

Derudover har min far fået konstateret blærekræft i sidste uge, og det tænker jeg selvfølgelig også rigtig meget på. Det er ikke noget, jeg lige har lyst til at kommentere så meget på lige  på nuværende tidspunkt. Skal lige have lov til at bearbejde det hele. 

Vi har virkelig nydt det forårsagtige vejr de seneste uger, og vi glæder os efterhånden rigtig meget til at det bliver forår og sommer. Sidste år pakkede vi ved denne tid, og i år nyder vi livet, det bedste sted vi endnu har boet. Vi nyder at vi har vores store terrasse, og drengene bruger mange timer derude allerede nu. Vi fik fyldt nyt sand i deres sandkasse sidste uge, og det er et kæmpe hit. Sandkassen er en af de ting, de virkelig bruger meget tid på. 

Vi har også lavet lidt om inde på drengenes værelse, og det har givet lidt mere plads derinde. Men de leger stadig primært i stuen, og sådan er det altså bare herhjemme. Vi skal gerne kunne være her alle sammen - også Silas og Niclas. 

Jeg har fået en del nye penneveninder siden jul, og det er jeg virkelig glad for. Jeg elsker at skrive breve, og jeg elsker at der indimellem flere gange i ugen ligger breve og venter i postkassen. Og hvem ved, måske brevskriverierne kan give nogle nye venskaber. 

Jeg er bl.a. begyndt at skrive med en, som bor ganske tæt på mine forældre, og hende var jeg til fødselsdag ved d. 12. marts. Og det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg er glad for at jeg tog med, og jeg er glad for at hun inviterede mig. 

Så ja, der sker lidt herhjemme. Vi tager én dag ad gangen, og så følger vi med tiden. 

søndag den 25. juli 2021

Kan mærke duften af ferie

Ja altså, jeg har da godt nok  lige næste uge, der skal overstås, men så har jeg også ferie i 2 uger. Bent har haft fri denne uge og har også fri næste uge, fordi de har ferielukket ude på hans arbejde. Og i går gik Silas og Niclas på 3 ugers ferie, så det passer med at en af os er hjemme alle de 3 uger, de har ferie.

Vi har ikke rigtig planlagt noget i ferie, netop fordi vi holder lidt forskudt af hinanden, men vi tager dagene som de kommer. Silas og Niclas har planer med mormor og morfar om, at de skal derhjem nogle dage på skift, men ellers ser kalenderen ret fri ud. Det har jeg det egentlig også ganske fint med, for man behøver jo ikke lave alverdens ting "bare" fordi man har ferie. Det er helt fint med plads til at være spontan indimellem. 

Nu er OL jo også startet, og selv om det med ret stor sikkerhed IKKE er alle danske atleter, jeg kommer til at se i aktion, så skal vi da se en del af det. Lige pt kører fjernsynet da også på OL - det hører sig ligesom lidt med, at man sidder og følger det på TV, når det nu afholdes uden tilskuere grundet Corona. 

Vi har gang i projekt vasketøj i dag. Vi vasker tøj hver lørdag - så passer det med at vi har enten 3 eller 4 vaske (alt efter om vi har kogevask eller ej), og så længe vejret er så godt som det er for tiden, så kommer det ud og hænge, og så er det tørt enten i aften eller en gang i morgen. 

Har siddet og kigget gamle billeder de sidste par dage, og hold da op, hvor er der sket meget gennem de sidste 5 års tid. Familiemedlemmer er døde, og mange nye er kommet til. Og for en gangs skyld, ser det ud som om mit liv går i en retning, hvor jeg er tilfreds. Selvfølgelig er der også sket ting, jeg hellere ville have været foruden, men that's life - man kan nu en gang ikke ændre på fortiden, men kun fokusere på nutiden og fremtiden. 

I går var min bror heroppe og spise. Det er ikke så tit vi ser ham længere, efter han har fået arbejde (og nærmest  arbejder hele tiden), men han kommer da som regel herop enten lørdag eller søndag, og Silas og Niclas snakker også i telefon med ham nogle gange i løbet af ugen, for de har jo været vant til at se ham noget oftere, end de gør nu. Så det er lidt svært for dem, at onkel ikke bare lige er hjemme ved mormor og morfar, når vi kommer derhjem. Men altså sådan er det jo, og så er det jo godt, at vi kan besøge onkel i hans egen lejlighed. 

Lige nu sidder jeg og kigger ud på regnvejret. Det er rart nok, at vi endelig får en smule regn. Blomster og græsplæner var begyndt at trænge til det. Altså, jeg ved godt det er sommer og sådan, men vil hellere have naturen har en pæn grøn farve fremfor en brændt brunlig farve.

Dagen i dag skal vist bare bruges på at slappe af herhjemme. Mine forældre har spurgt om Silas ikke kommer hjem til dem på ferie i morgen (han skulle alligevel derhjem et par timer, mens Bent kører med Niclas til lægen), og det kan han da godt. Så vi skal lige have pakket lidt ned til ham, og så skal jeg lade batterierne op til at komme på arbejde i morgen og tirsdag. 

Og så til sidst skal I ikke snydes for et billede af banditterne. Vi har fundet en lækker legeplads i nærheden af mormor og morfar, og der bruger vi efterhånden en del tid, når vejret er til det. 

                                                        

søndag den 11. april 2021

Jeg er her endnu

Ved godt, at bloggen har stået lidt stille nu igen, men der er liv i mig endnu. Der har bare været så mange andre ting, der har krævet min opmærksomhed, så mit online liv har ikke været så pokkers aktivt - sådan er det jo altså bare, når man er mor. 

Men derudover, så har jeg det egentlig ret ok for tiden. Der er selvfølgelig nogle ting, der påvirker min dagligdag, som jeg ikke kan løbe fra, men må jo bare forsøge at få det bedste ud af livet med de diagnoser, der nu engang følger mig. 

Vi har pt nogle projekter i gang, som realiseres indenfor ganske kort tid, så når jeg lige føler for det, skal jeg nok dele med jer. 

Håber I alle havde en god påske. Her blev påsken brugt på hygge og på at hjælpe mine forældre med at pakke og køre flyttekasser - de har solgt deres hus, og har fået noget nyt fra på torsdag, så der har været run på. 

Tirsdag inden påske trodsede jeg angsten på en af de bedst tænkelige måder. Min mor skulle til kontrol på Odense Sygehus (efter hun blev opereret for kræft for små 4 år siden), og hun havde så spurgt, om jeg ikke gad køre med hende, for hun er ikke så glad for at køre turen alene. Og selvfølgelig gad jeg det. Bent og drengene havde alligevel fri, så vi aftalte, at jeg tog Silas med, og så kunne Bent og Niclas hygge sig lidt herhjemme. Vi fik så besked om, at der ville blive leveret nogle pakker til os om tirsdagen, så jeg valgte at tage toget til Kolding sammen med Silas, for så kunne Bent og Niclas komme og hente os, når vi havde været i Odense. Så Silas og jeg tog med toget, og han var simpelthen SÅ stolt den lille mand.  Turen gjorde ham dog så træt, at han hellere ville blive hjemme sammen med min bror fremfor at tage med min mor og jeg til Odense, så sådan blev det. Og da han kom i børnehave i tirsdags fortalte han lystigt om, at han havde været ude og køre tog med mor, så ingen tvivl om at det var det hele værd. 

Jeg har det sgu egentlig sådan lidt svært med at mine forældre skal flytte om små 10 dage (deres møbler bliver flyttet d. 19. april), for altså det er jo mit barndomshjem. Altså bevares, jeg boede et andet sted indtil jeg var 4 år, men det er begrænset, hvad jeg kan huske derfra. Alle mine minder er jo mere eller mindre fra Bekkasinvej - der er selvfølgelig enkelte ting, jeg kan huske fra Tvedvej, men det er dæleme ikke meget. Så det at se hele mit barndomshjem - og drengenes andet hjem (forstå mig ret), har været hårdt, og jeg tror det bliver ligeså hårdt, når nøglerne er afleveret og vi ikke skal derhjem igen. Selvfølgelig skal vi nok skabe en masse nye minder i deres nye hjem, men ja derfor er det stadig lidt svært. 






mandag den 22. februar 2021

Forår i luften

Endnu en uge er omme, og skal da lige love for, at de forårsagtige følelser er kommet til Vamdrup. I fredags kørte vi hjem til mine forældre, da vi havde hentet Silas (min bror havde inviteret os på kage til kaffe, så vi kunne lige så godt køre, da junior var hentet og vi alligevel var klar til at køre), og så var vi derhjemme til vi havde spist aftensmad. Og det var vildt hyggeligt. 

Mine forældre har jo solgt huset og skal være ude 1/5, så vi nyder den sidste tid i mit barndomshjem. Uagtet, at det er 15 år siden, jeg flyttede hjemmefra, så er det alligevel en anelse vemodigt, at de om 2 måneder skal flytte, og vi højst sandsynligt aldrig kommer derhjem igen. Men så må vi jo bare sørge for, at skabe en masse nye minder det nye sted - og det tror jeg også godt, vi kan. 

I lørdags var mine forældre og bror så herude og spise, og vejret var jo skønt. Vi havde stort set været ude det meste af dagen, og drengene nød det. Selv om vi ikke skal flytte endnu, så går vi alligevel og ordner en masse praktiske ting - både inden- og udendørs. Kan lige så godt bruge tiden på at sortere ud i det, vi alligevel ved, vi ikke skal have med. Og nu passer det jo fint, at vi kan sortere lidt i ungernes ting ude i haven, mens de render rundt og leger og hygger sig. 

Mine forældre kom jo så herud lørdag eftermiddag, og min bror skulle selvfølgelig lege med Silas ude i haven. Niclas ville hellere putte med først min mor og så derefter min far. Da han så senere skulle putte lidt ved onkel skete uheldet - Niclas faldt i søvn (ikke så uheldigt for os andre, men for Niclas er det noget nær en katastrofe, når nysgerrigheden må sættes til side for en lur). Niclas blev så puttet i sin egen seng, og så skulle Silas have mormor og onkel med på legepladsen. 

Så I kan tro, vi havde 2 meget trætte børn lørdag aften. Man kan i hvert fald godt mærke, de er vant til at være meget ude i hhv. børnehave og vuggestue. Men det er nu også kun dejligt, at de ikke skal underholdes af en skærm hele dagen. 

I går lavede vi ikke det vilde. Vi fik ordnet et par småting herhjemme, men ellers hyggede vi bare med drengene og var ude i haven og lege. Indimellem er det nu altså rart nok at have nogle dage, hvor der absolut ingen planer er. De dage nyder vi i hvert fald enormt meget herhjemme med 2 sensitive børn. 

Håber I andre også har haft en god weekend.  

onsdag den 30. december 2020

Året der gik - 2020

2020 har på mange måder været et underligt år. Her kommer mit traditionelle tilbageblik på det forgangne år: 

Januar:
  • Silas var til kontrol af hans dræn, og alt så fint ud. Vi benyttede os af lejligheden til at få en tid til at få Niclas' øre tjekket - og noget overraskende var beskeden, at også han havde stærkt undertryk på det ene øre samt væske på begge ører (ligesom Silas), så ugen efter måtte han også have dræn i. 
  • Begge drenge trivedes stort i vuggestuen.
  • Bent arbejdede en del, så jeg havde rigtig meget tid for mig selv herhjemme. 
  • Vi besluttede os for at skille os af med vores store reol i stuen og i stedet få et hvidt vitrineskab samt en ny skænk, og det pyntede virkelig meget i stuen. 
Februar: 
  • Bent havde fortsat en masse arbejde, så drengene og jeg fik rigtig hygget os herhjemme. 
  • De første spæde forårstegn viste sig i haven, så vi fik selvfølgelig også brugt en del tid ude i haven. 
  • Silas var ramt en del af forkølelse, så han var ikke så pokkers meget i vuggestue den måned. 
  • De holdt fastelavn ude i vuggestuen og drengene var klædt ud som hhv en ræv og Tigerdyr. 
Marts: 
  • Min bror havde fødselsdag, og selvfølgelig skulle han fejres. 
  • Danmark blev for alvor ramt af Corona-pandemi, og det medførte at vores statsminister lukkede hele landet (derunder offentlige arbejdspladser - også containerpladserne -, dagsinstitutioner, storcentre og meget andet) ned. Ingen vidste, hvornår det ville åbne op igen, så vi kunne bare gå og vente og vente. 
  • Niclas begyndte endelig at gå 100% uden støtte. 
  • På månedens sidste dag genåbnede containerpladserne, og Bent gik en tid i møde, hvor han kom til at arbejde rigtig rigtig meget. 
  • Jeg hyggede mig rigtig meget med drengene herhjemme. Institutionerne var nemlig fortsat lukkede, da vi ramte sidste dag i marts. 
April: 
  • Coronaen herskede stadig i april, men alligevel blev daginstitutionerne åbnet igen d. 17. april. Dog var der lidt strengere retningslinjer, der skulle overholdes. Men drengene var glade, for kunne mærke de havde savnet deres "normale" hverdag (altså så normal, som den nu kunne blive med Corona restriktionerne. 
  • Jeg havde fødselsdag, og den skulle selvfølgelig fejres - Corona til trods. 
  • Påsken kom, men, ligesom med så meget andet dette forår, det var ikke noget, vi gjorde det vilde ud af. 
  • Vi brugte en del timer ude i haven med at hygge os, og Silas og Niclas nød det. 
Maj: 
  • Bent arbejdede en del, så drengene og jeg tilbragte en del timer hjemme ved mine forældre og bror. 
  • Det var ok godt vejr, så vi tilbragte også en del timer med at hygge os ude i haven.
Juni: 
  • Vejret var godt, så drengene og jeg var en del på legepladsen med min mor og min bror. Bent arbejdede, så vi udnyttede chancerne for lidt gratis aftensmad. 
  • Vi fik besked om, at Silas var optaget i specialgruppen i børnehaven med opstart d. 1. august. 
  • Vi måtte en lørdag morgen gå den tunge gang til dyrelægen med Shang og sende ham over regnbuebroen. 10 år gammel blev han, hvilket er meget for en muskelhund.
Juli: 
  • Juli var kun et par dage gammel, da vi måtte afsted til dyrlægen og tage afsked med Bimmer. Det var nok det sværeste, jeg til dato har måtte gøre. Og i dag - knap 6 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet over savnet til ham. Jeg mangler ham hver eneste dag, og jeg hører ham og ser ham nærmest dagligt. 
  • Niclas havde fødselsdag, og det blev selvfølgelig fejret.
  • Sommeren kom og drengene fandt stor morskab i at bade i deres badebassin ude i haven. 
  • Jeg blev indlagt på sygehuset med, hvad de formodede var galdesten i de dybe galdegange. Det skulle dog små 3 uger senere vise sig ikke helt at være tilfældet.  
  • Silas og Niclas havde sommerferie. 
August: 
  • Min far havde fødselsdag, og vi var selvfølgelig hjemme og fejre ham. 
  • Den store dag, hvor Silas skulle starte i børnehave kom, og han var så stolt, da vi kom ud i børnehaven om morgenen. Han klarede skiftet så flot, og vi kunne ret hurtigt mærke, at han nu ikke var en af de store, men derimod en af de små, og det gjorde virkelig noget godt for hans udvikling. 
  • Silas blev 3 år, og han fik en fødselsdag med masser af fejring. 
  • Min mor havde fødselsdag, og drengene og jeg var hjemme og fejre hende - Bent var på arbejde. 
September: 
  • Jeg var indlagt igen, og denne gang fandt de ud af, at det ikke var galdesten (har nu altså også fået galdeblæren fjernet i 2018), men derimod en nyresten, der sad og irriterede. Den kom så senere ud naturligt. 
  • Vi hyggede os rigtig meget herhjemme. 
  • Og nød at sommeren varede længe. 
  • Jeg var igennem en neuropsykologisk undersøgelse, hvor jeg endelig fik papir på, hvad den kroniske hjernerystelse har haft af betydning for mig og mit liv. 
Oktober: 
  • Bent havde fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres - som vi andre også var blevet det. 
  • Bent, Silas, Niclas og jeg var på en miniferie ved Skærbækcenteret. Det var en virkelig hyggelig tur, og vi nød at have en masse kvalitetstid som familie. Det havde vi virkelig trængt til. 
  • Vi fik lavet nogle hjemmelavede julegaver fra drengene til mine forældre og min bror. 
  • Jeg havde været så heldig at vinde 2 fotograferinger og en valgfri digital billedfil ved en fotograf i Odense og hos en i Vejle, så der bar vi også af sted og få taget billeder af drengene. 
November: 
  • Julen startede herhjemme. Dog tog oppyntningen i år noget længere tid end den plejer. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund havde jeg lidt svært ved at finde julegejsten i år. Den kom dog. 
  • Vi holdt Mortens Aften her ved os i år. Og det var rigtig hyggeligt. 
  • Niclas prøvede for første gang i sit liv at sove hjemme ved mine forældre. Det var så (selvfølgelig) også hans første overnatning overhovedet. Og det gik super. 
  • Mens Niclas var på overnatning, valgte Silas, Bent og jeg at køre en tur til Odense, hvor vi så var i Ikea og så gik vi en tur i Rosengårdscenteret. Inden vi returnerede til det jyske igen, valgte vi at køre en tur ned til min veninde i Faaborg. Det var en rigtig hyggelig dag, og Silas nød virkelig at være helt og aldeles i centrum den dag. Aftenen sluttede af med, at vi tog dynerne ind på sofaen og så en gammel dansk julefilm. Og så var Silas træt. 
  • Det blev 1. advent og vi var på kirkegårdene og ønske min mormor en glædelig jul samt min farmor, farfar og faster. Det skal gøres inden det for alvor kan blive december. 
  • Traditionen tro, holdt vi julehygge sammen med mine forældre og bror 1. søndag i advent. Det er nu altid hyggeligt.  

December: 
  • Det blev jo igen i år december - på trods af alt andet, der var sket i løbet af året, så fik ingen lov til at ændre på netop det faktum. 
  • Vi brugte rigtig meget tid på at hygge sammen som familie herhjemme og sammen med mine forældre og min bror. 
  • Både Silas og Niclas havde nogle sygedage i løbet af december, så de blev naturligvis også brugt på hygge i stor stil. 
  • Vi havde en stort antal gaver, der skulle pakkes ind, så det gik der en del tid med - der er noget om det de siger med, at med børn stiger antallet af gaver drastisk. 
  • Jeg kom et skridt nærmere en afklaring med, hvad jeg skal fremadrettet. 
  • Juleaften blev tilbragt hjemme ved mine forældre. Det var nu egentlig helt rart, at jeg ikke skulle piske rundt og få ordnet det hele, så vi kunne holde jul. Det var helt rart, at jeg (selvfølgelig hjalp jeg alligevel til) kunne sætte mig til bordet og slappe lidt mere af, end jeg plejer når vi er herhjemme.
  • Juledagene blev brugt hjemme og hjemme ved mine forældre. Drengene legede med alt deres nye legetøj, og Bent og jeg kunne så passende rydde lidt op i alt det andet legetøj for at se, om der var noget, der skulle væk. 
  • Der udover er vi så småt ved at gøre klar til den nytårsaften, som vi igen i år står for. Det bliver på ingen måder noget vildt - bare hygge med de gamle og min bror. 

mandag den 28. december 2020

Juleaften anno 2020

Vil starte med at ønske jer alle en rigtig glædelig (bag)jul... håber I havde en god aften, hvordan I end skulle tilbringe den. 

For første gang siden 2013, skulle vi i år holde jul hjemme ved mine forældre. Jeg havde engang i efteråret sagt til Bent, om vi ikke skulle lade dem om at holde juleaften for os i år, og sådan blev det. Vi skal så holde nytår herude, men det gør mig nu heller ikke noget. 

Dagene op til juleaften fik vi kørt alle vores gaver derhjem (og tro mig, der var mange). Onsdag var vi så derhjemme og lægge alle gaver ind under træet - eller nærmere under og rundt om træet. Og så var vi ellers klar til d. 24. Allerede d. 23. fik Silas og Niclas lov til at åbne et par gaver hver - der var så mange til dem, at de ikke ville kunne overskue at åbne dem alle d. 24., så vi havde aftalt, at de ville få gaver i løbet af dagen d. 24. 


Fik heldigvis lov til at sove en smule længere end normalt d. 24., da Niclas tillod sig at sove til omkring kl. 6:45. Stod så op og fik lavet en god gang morgenmad til os alle 4 (rundstykker, scrambled eggs, bacon og brunchpølser). Den indtog vi så, da Bent og Silas også var oppe og så sad vi og hyggede os. Vi fik åbnet de sidste kalendergaver og skrabet de sidste felter på julekalenderne og så kunne vi ellers stille og roligt blive færdige. 

Vi kørte hjem til mine forældre ved 11:15 tiden, for vi skulle derhjem og have frokost. Vi fik rugbrød med juleleverpostej, julemedister, små frikadeller, rødkål og hakket hvidkål, så der var lidt for enhver. Mens vi sad og spiste bankede det pludselig på døren. Silas tog min bror i hånden for at skulle ud og kigge, og Niclas kom bagefter med Bent. Det var sørme julemanden, som havde været forbi og stille en sæk med gaver og et brev. Grundet Corona situationen, havde vi valgt en lidt alternativ løsning hvad angår julemanden, men det gjorde nu heller ikke noget. De levede højt på at mand med gaver, havde været forbi.

Inden vi skulle have kaffe, gik Bent, min bror og jeg en tur med drengene for at se, om ikke vi kunne få dem til at sove lidt, så de ikke var alt for trætte i løbet af dagen og aftenen. Det var nu faktisk helt rart lige at komme ud og få lidt luft og samle lidt appetit. 


Til kaffen fik vi et ordentligt fad med alverdens juleslik og chokolade. 

Normalt spiller vi pakkespil mellem and og risalamande, men i år ændrede vi det, så vi spillede, efter vi havde fået kaffe. Det er altså altid et stort hit i vores familie. Jeg fik 2 gaver og Bent fik vist 3, så det var udmærket. Silas og Niclas fik 2 gaver hver, som vi havde købt specielt til dem. 

Jeg lavede maden færdig mens jeg sendte min mor ud af køkkenet... hun gik så til gengæld en tur med Niclas i klapvognen imens, så det var lidt win-win. 

Vi fik den lækreste julemiddag (ok, hvornår er en julemiddag ikke lækker???). Og jeg havde (uden at prale) fået lavet den bedste sovs - ikke sauce, men SOVS. Og vi sad bare og hyggede os mens vi spiste. 

Risalamanden havde jeg lavet, og den blev lige så vellykket, som den plejer. Silas og Niclas fik hver sin lille skå med en mandel i hver, og vi havde så også en mandel i vores. Den var min bror så heldig at få. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst har fået mandlen juleaften - eller Mortens Aften for den sags skyld. Det er altid de andre der får den, og helt ærligt, når vi kun er 5, så burde der da være en chance for, at selv jeg kan få den... men nej, det sker ikke 😁

Men nå, vi nåede så efterhånden hen til, at vi skulle åbne gaver. Og husets 2 yngste herrer, mente bestemt ikke de skulle sove - selv om de var så trætte. Så selv om de havde åbnet alle deres gaver, så fik de lov til at hjælpe os andre med at åbne vores. Og jeg skal sandelig love for, at de havde en hel fest over det. Men vi andre skulle også være hurtige for at se, hvem gaven de åbnede egentlig var til, og hvem den var fra. Men vi fik da åbnet alle gaverne, og hold nu op, hvor fik vi mange gaver. 

Silas og Niclas har efterhånden en vognpark, som enhver bondemand med respekt for sig selv, ville være misundelig over *haha*. Nu skal vi så bare have ryddet op i alt deres legetøj for at se, hvad der skal smides ud, hvad der skal gemmes til senere og hvad de leger med pt. 

Vi kørte hjem til os selv ved 23:20 tiden juleaften. På det tidspunkt sov ingen af drengene, men vi var ikke kommet langt hjemme fra mine forældre, før der blev snorket på bagsædet. De havde en rigtig god juleaften - det er der ingen tvivl om.  

Long time no see

Jeg ved godt, bloggen har stået stille hele december, men måneden er blevet brugt sammen med familien. Og vi har nydt det. 

Corona'en til trods, så blev det jo alligevel jul i år. Det faktum kunne ingen ændre på. Vi blev ikke rigtig ramt af restriktionerne herhjemme, og vi fejrede jul som vi plejer - og med dem vi plejer. 

Silas har lavet så meget fint julepynt ude i børnehaven, og en stor del af det har vi haft glæden af det meste af december, når vi har afleveret og hentet ham i børnehaven, da det har været sat op i vinduet ud mod, hvor vi forældre står. Andre ting har han lavet i løbet af måneden og så havde han mange af tingene med hjem den sidste fredag inden ferien, og hver eneste ting har naturligvis været sat op herhjemme julen over. Han skal vide, at vi er stolte af de ting, han laver. 

Derudover har vi hygget os med småkagebagning, lave konfekt, dekorationer og vi har været en del rundt i området og kigge på julebelysning. Det har både Silas og Niclas nydt, så det er der tilbagelagt nogle kilometer med. Hvad gør man da ikke for børnenes skyld *haha*. 

Nu, hvor juleaften er overstået - og juledagene ligeså - nyder vi tiden herhjemme indtil hverdagen kalder igen på mandag. Kan godt mærke, at det trætter at være % på fra tidlig morgen (Niclas vågner som regel ved 6 tiden) og indtil om aftenen, men heldigvis har begge drenge fået så meget legetøj i julegave, som de bruger enormt meget tid på at lege med, så der er lige 5 minutters pause indimellem, hvor jeg kan sætte mig hen og lige lukke øjnene og koble fra. 

Håber I alle er kommet godt over julen 🤶🎅🎄

torsdag den 12. november 2020

I familiens tegn

 Ja, nu er vi jo allerede kommet ind i november - er det bare mig, der ikke helt kan følge med tiden... Og traditionen tro, er julen gået i gang herhjemme. Normalt har vi altid pyntet op til Mortens Aften, men i år er vi en smule bagud. Altså bevares, vi er da kommet i gang, men det tager altså tid med alt den pynt vi har, og det gør det ikke ligefrem nemmere, at vi er nødt til at pynte enten når drengene sover eller når de er i institution. For med sådan et par pilfingre i huset, så går det altså ikke så hurtigt, når de skal kigge (og mærke) på alt det, jeg går og sætter op. 

Men altså, der er jo så også lige lidt tid endnu til at blive helt færdige... og vi bruger da noget af tiden på at bage og bare hygge os som familie. Bent er pt sygemeldt, så vi har ham hjemme 24/7, og det er noget, som især drengene har savnet. Den der med, at Bent er med ude og aflevere dem om morgenen, og han også er med ude og hente dem om eftermiddagen, det nyder Silas. 

I tirsdags var det jo Mortens Aften, hvor vi selvfølgelig skulle have and med alt, hvad dertil hører. Vi havde mine forældre og bror herude og spise, og maden var perfekt - som altid. Nu glæder jeg mig bare til juleaften, hvor vi skal have samme menu - sådan en gang and med alt, det kan altså bare et eller andet. 
Vi fik også lige de julekort, vi havde bestilt, ind af døren forleden. Der er altså noget helt andet ved at skrive julekort, når man har børn. Altså, jeg har altid gjort det, men det er altså lige en tand mere hyggeligt efter Silas og Niclas kom til. 

Synes virkelig 2020 har været et surrealistisk år, og jeg har det sådan lidt blandet med, at der kun er ca 1,5 måned tilbage inden vi kan skrive 2021. På den ene side, så føler jeg året er gået alt for hurtigt, og jeg føler ikke rigtig, vi har fået særlig meget ud af året. Men på den anden side, så glæder jeg mig til at lægge året bag mig, for helt ærligt, så har 2020 da ikke ligefrem været noget at råbe hurra for. Kan godt forstå, hvad folk mener, når de siger, de er "Corona trætte", for helt ærligt - det er jeg sgu også. Jeg er træt af alle de restriktioner, der vender op og ned på vores hverdag. Træt af alle de hensyn, der skal tages, og som man alligevel ikke helt kan være sikker på virker. Jeg glæder mig til Corona pandemien er en saga blot, selv om jeg desværre ikke tror, det sker sådan lige her og nu. 

Men man har vel lov til at tro på et julemirakel - ikke sandt... 


søndag den 25. oktober 2020

Jeg er her endnu

Hvis nogen skulle have opdaget det, så har jeg midlertidig "slette" mit eget domæne... synes det er mange penge for noget, jeg ikke har brugt særlig meget... så nu får bloggen lige en chance mere, og hvis jeg ikke føler for det, så mister jeg jo ikke noget, hvis jeg vælger at stoppe helt, fordi der simpelthen ikke er så meget tid til det. 

Der er sket så meget den senere tid, og jeg vil slet ikke komme i detaljer her med altsammen. 

I søndags tog Bent, Silas, Niclas og jeg på en miniferie nede ved Skærbækcenteret, og hvis I ikke har været der, så kan jeg kun sige, at det simpelthen var pragtfuldt. Det var lige, hvad vi trængte til, og vi hyggede os virkelig meget. Vi vandt et gavekort til Happydays for et par år siden, og det var så meningen, at vi skulle have været til Skærbæk i april, men grundet Corona, blev den tur aflyst, og vi valgte så at tage chancen og booke turen her til efteråret i stedet. 

Vi boede i hytte dernede, og det var virkelig skønne hytter.

Vi havde halvpension med i opholdet, og det var virkelig bare den lækreste mad, vi fik serveret oppe i deres restaurant. Vi fik 2x2 retters aftensmad og 2x morgenbuffet, hvor der virkelig ikke manglede noget. 

Vi brugte meget tid på at gå rundt og kigge i Skærbæk og ellers være på legepladsen med drengene, som virkelig også nød det afbræk fra hverdagen. Tirsdag morgen returnerede vi atter til Vamdrup, hvor vi hurtigt fik tømt bil og så gik turen til Odense, hvor vi lige skulle runde Ikea inden vi skulle have taget billeder ved en fotograf i Odense, hvor jeg på Facebook havde vundet en gratis fotografering samt en digital billedfil. Om aftenen, da vi kom hjem efter vi havde spist aftensmad hjemme ved mine forældre, var jeg pænt træt, og det tog ikke mange minutter fra jeg lagde mig under dynen til jeg sov. 

Derudover har vi haft et par forkølede drenge hjemme et par dage denne her uge, og det har virkelig kunne mærkes på energiniveauet. For hold nu op, hvor kan de diskutere, når det lige stikker dem. Så leger Silas lige så fint med noget legetøj, som Niclas partout skal have, og så skal jeg da love for Niclas kan blive hysterisk, hvis han ikke må få lige netop DÉT legetøj... ej men altså... De har seriøst SÅ meget legetøj, men de skal lige lege med den samme ting. 😏 

Synes ikke I skal snydes for et billede af den hytte vi "boede" i nede i Skærbæk. Det var simpelthen så lækker en hytte, og jeg kunne da absolut godt bruge nogle flere dage dernede. 





lørdag den 29. august 2020

Update fra det lille hjem

Nu har bloggen stået stille i lidt over en måned... og jeg har i den tid virkelig bare nydt livet og nydt tiden med vores banditter. 

Silas og Niclas havde 2 ugers ferie, og for små 3 uger siden startede hverdagen så op igen. Og nu har vi både en dreng i vuggestue samt 1 i børnehave - Silas er nemlig startet i børnehave. Og alle vores bekymringer omkring Silas' opstart i børnehave, har han virkelig gjort til skamme. Han klarer sig simpelthen så godt derhenne, og det er en glad dreng, vi henter hver eftermiddag. 

Niclas er stadig i vuggestuen et lille års tid endnu, og det virker han også ovenud begejstret for. Han virker ikke til at savne sin storebror, så det er jo bare skønt. 

For små 5 uger siden måtte jeg lige omkring sygehuset og tilbringe en overnatning der. Havde voldsomt mange smerter i ryggen og ned i lænden, og jeg blev nærmest undersøgt på kryds og tværs. De fandt så ud af, at det højst sandsynligt er forbipasserende galdesten i de dybe galdeveje, og hold nu kæft, hvor gjorde det ondt. Men jeg kom da hjem igen dagen efter. Og er "sluppet" med et par enkelte anfald siden. 

Jeg har så efterfølgende også været igennem noget af et forløb ved lægen og på sygehuset. I snart en måneds tid har jeg haft store problemer med følelsen i fingerspidserne på tommel-, pege- og langefingeren på begge hænder. I perioder har jeg ikke kunne bøje mine fingre, fordi det simpelthen har gjort for ondt. Jeg fik så forrige uge taget en masse røntgenbilleder, som skulle vise om det evt. var gigt. Men det var det heldigvis ikke. De kunne ikke rigtig komme med nogen forklaring på, hvad det så ellers er, men det er da så heldigvis også i bedring. Fingerspidserne sover stadig indimellem, men jeg er da begyndt at kunne bruge mine hænder igen, så lidt fremskridt sker der da.

Var også på sygehuset både i sidste uge angående mit spiserørsbrok, og jeg håber virkelig de endelig vil gå med til at operere mig - så kryds fingre. Jeg skal derop igen d. 16. september og have svar på alle de undersøgelser, de har foretaget, samt have "dommen" over hvad der videre skal ske. Så vi håber. 

I mandags havde vores dejlige ældstearving fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres. Det var - selvfølgelig - ensbetydende med endnu mere legetøj til den - efterhånden - ret imponerende samling, vi i forvejen har herhjemme. Altså, jeg siger ikke, at det var dejligt hundene kom væk, for jeg savner dem virkelig virkelig meget, og jeg har endnu ikke vænnet mig til at de ikke er her, men jeg siger bare, at pladsen efter alt deres legetøj, hundekurv, dyne osv. var væk,  hurtigt blev fyldt ud af drengenes legetøj. Vi plejer at joke lidt med, at den dag drengene er flyttet ovenpå på deres værelser med al deres legetøj, der kan vi lave bowlingbane i stuen med al den plads vi får - og så er det ikke engang løgn!!!

Bortset fra det, så synes jeg virkelig vores have har været en pestilens denne her sommer - ukrudtet er jo dæleme vokset som havde det fået gødning. Jeg mener, lige så snart vi har fjernet det, så er der jo ikke gået mere end et par dage, så har vi kunne gå i gang igen. Det er så ulempen ved at have en have, men omvendt så er fordelene jo så mange flere, så det kan ikke helt sammenlignes. 

Nå, måske jeg skulle komme i gang med det bjerg af vasketøj, der skal lægges på plads... Bent er på arbejde og drengene sover, så ja, det betyder at jeg har ro til at ordne lidt forskelligt - selv om en lille lur nu også godt kunne lyde enormt tiltrækkende. Nej må hellere komme i gang med vasketøjet!!

Hav en rigtig god weekend allesammen 👋

tirsdag den 21. april 2020

En (næsten) normal hverdag igen

I sidste uge åbnede vuggestuen (endelig) op igen, og Silas og Niclas er selvfølgelig af sted nogle timer hver dag. Nu sidder du måske og tænker "sikke en uansvarlig mor, som sender sine børn af sted i disse tider", men altså helt ærligt - Bent er jo ligesom også på arbejde hver dag, så hvis vi skal smittes, så bliver vi det sgu nok under alle omstændigheder, og vi kunne mærke, at især Silas havde behov for at være af sted, så vi udnyttede muligheden og sendte dem i vuggestue. Og når man nu tænker på, at Silas snart skal i børnehave, så er det vel også ok at vi lige benytter chancen for at prøve at få ham lidt mere op på alderssvarende niveau. 


Bent har jo været i gang i snart en måned, og det kan dæleme godt være hårdt med den vagtplan de kører på med for tiden. Bent skifter lidt mellem dag- og aftenvagter, så det er ikke mange timer, vi ser hinanden hver dag. Og det kan jeg altså også godt mærke på Silas indimellem. Heldigvis kan vi lige tage forbi og sige hej eller godnat til ham, og det hjælper trods alt en lille smule. Men glæder mig alligevel til deres vagtplan ser lidt mere "normal" ud igen. 


Det angstbehandlingsforløb, jeg var i gang med, har jo også været lukket ned i lidt over en måned nu, men de begynder heldigvis også så småt at åbne op denne her uge - og jeg glæder mig. Jeg har været yderst presset psykisk den seneste måneds tid, så jeg glæder mig til at komme i gang igen, og forhåbentlig få lidt mere kontrol over tingene igen. Jeg var ellers inde i en rigtig god stime, hvor det gik fint, og hvor jeg ikke følte mig så styret af mine tanker og følelser, men det er der blevet ændret godt og grundigt på, og i dag er jeg mere kontrolleret af mine tanker end jeg kontrollerer dem. Det gør så, at jeg får nogle sygt slemme angstanfald, som skræmmer selv Bent. Så jeg glæder mig til at få samtaler med min behandler igen. Altså vi har ganske vist snakket i telefon sammen den her periode, men det er altså ikke det samme. 


I dag er faktisk første dag i halvanden måneds tid, hvor jeg er helt alene hjemme (ja altså sammen med hundene). Og jeg nyder faktisk roen, selv om det er vildt underligt at der slet ikke er nogen larm fra legetøj eller andet. Og jeg skal vel ikke straffes for at sige, at jeg faktisk nyder lige at have det pusterum for mig selv. Jeg er 100% mor hele dagen, så når jeg lige kan have et par timer for mig selv, så må jeg altså godt det. Senere i dag skal begge banditter til frisør - det er virkelig også tiltrængt. De havde egentlig tid samme uge, som frisørerne blev lukket ned, så det var med at slå til, da vi fandt ud af de åbnede igen. 


Ellers sker der ikke det vilde herhjemme. Solen skinner og vi er udendørs en stor del af tiden. Haven ligner en legeplads, som ville være den bedste dagplejemor værdig, så det er jo så skønt. Det er altså en af goderne ved at have en god have, så længe man har små børn. Og ja de nyder jo at have SÅ meget legetøj, så det er jo perfekt. 

lørdag den 4. april 2020

Morgenstund har guld i mund...

Sådan lyder en linje i en gammel sang, og i dag kunne det egentlig passe godt nok... 

Jeg vågnede ved 7:30 tiden og lå så bare inde i sengen indtil Silas og Niclas vågnede små 10 minutter senere. De var begge i forbavsende godt humør her til morgen, så da de kom op var det med smil og masser af kys til deres mor. Og så er dagen ligesom reddet - kender I det??

I tirsdags åbnede landets genbrugspladser jo igen efter at have været lukkede i knap 3 uger, og det har jo så også sendt Bent på arbejde igen. Mandag og onsdag i denne uge, var han rundt og sætte skilte op, som skal hjælpe borgerne med at opføre sig pænt, når de nu holder i kø og skal ind på pladserne. Det er egentlig lidt utroligt, at man skal fortælle dem om god opførsel i den situation, men altså det skal man åbenbart. 

Torsdag havde han så første reelle vagt, efter genåbningen, så han mødte ind kl. 13 og var hjemme kl. 22. Her i weekenden hedder den så 6-14, så han får da nogle timer de her uger, men det gør heller ikke noget, for pga. lock-downen, så nåede han kun at få 41 timer i marts, så det skader ikke, at der kommer lidt ekstra timer denne måned - og han kan jo lide arbejdet. 

I torsdags skulle Niclas have været til kontrol på børneambulatoriet i Kolding (de obligatoriske kontroller, da han jo er født før uge 32), men tiden blev annulleret pga. denne her Corona. Men hende børnelægen ringede så alligevel, for så kunne vi tage en snak telefonisk, og så kunne hun vurdere, om de skulle se ham, når det hele er overstået. 

Hun var dybt imponeret over, hvor godt han klarer sig, og inden samtalen var slut, havde hun afsluttet ham , for hun er på ingen måde bekymret for ham. Hun siger, at hun på ingen måde tror det bliver noget med ham, og at han nu er 100% på niveau med andre børn på hans alder - altså ikke præmatur fødte børn - og helt ærligt, så gjorde det mig bare pisse stolt. Og F*** janteloven - vi er så pisse seje herhjemme, at vi har formået at få Niclas op på det niveau. 

Det er egentlig forbavsende, så meget man trods alt kan nå herhjemme om morgenen med 2 tumlinger i huset (har lagt vasketøj sammen og sat ny vask over,  har ryddet op på bordet ude i bryggerset, har lavet morgenmad og spist sammen med ungerne, har ryddet op efter deres leg 3 gange allerede plus jeg har vasket de få ting op, som stod i køkkenvasken og også gjort toilettet rent). Og nå ja, jeg har da også nået at snakke i telefonen med både min mor og Bent, så der sker lidt i det lille hjem. 

Der går nogle rygter om mig her i byen, som jeg kun kan grine af. Men i hvert fald, så  gør det, at folk går forbi flere gange om dagen og skuler ind i huset, men de prøver at være så diskrete, så jeg ikke ser dem, men altså helt ærligt, så kan de sgu ikke skjule det. Og jovist er det irriterende, men som sagt, så kan jeg nærmest kun grine af det. Og hvad pokker - de bliver vel trætte af det på et eller andet tidspunkt, når de ikke kan få bevis for deres påstande. 





mandag den 23. marts 2020

Opdatering fra privaten

Det er nu allerede næsten en hel måned siden, jeg sidst har skrevet herinde, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft tiden til det, men jeg har bare haft valgt at prioritere tiden lidt anderledes. 

Vi har lavet enormt meget sammen som familie, når vi har haft tiden til det, og det har virkelig været godt, kan jeg mærke. 

Nu er det nok næppe en større statshemmelighed, at store dele af Danmark er lukket ned for tiden pga. denne Corona-virus, som er det helt store samtaleemne i medierne, og har været det i snart en måneds tid. En virus, som vi på ingen måde selv er herre over, men som på alle måder er herre over os, og over den frihed vi normalt plejer at have. 

Begge drenge er hjemme (og har været det knap 2 uger nu), fordi vuggestuen er lukket. Eller ja, de er ikke lukket, men kører med stærkt begrænset nødberedskab, så når vi nu alligevel har alle muligheder for at holde dem hjemme, så valgte vi at gøre det. 

Bent er også sendt hjem, og har ikke været på arbejde siden mandag i forrige uge. Vi ved ikke, hvor længe hverken han, Silas eller Niclas skal gå hjemme, så vi hygger os, og får ordnet en masse små praktiske ting herhjemme, som vi ellers har skubbet. 

Jeg har også "fri" fra mine angst-samtaler. Kan godt mærke, at jeg virkelig mangler dem. Angsten er virkelig en tro følgesvend lige pt, og jeg oplever mange panikangstanfald, og ja nogle af dem er altså seriøse nok til skræmme mig. 

Ikke i torsdags, men forrige torsdag måtte jeg en tur omkring akutafdelingen på Kolding Sygehus for at få tjekket mit hjerte. Havde voldsomme trykkende smerter i brystkassen, som gik ud i venstre skulder. Derudover var jeg svimmel og havde vejrtrækningsproblemer. Måtte ringe til vagtlægen om eftermiddagen og så blev jeg hentet af en hjerteambulance, som kørte mig til tjek på sygehuset. De kunne dog ikke umiddelbart se, at mit hjerte fejler noget, så jeg kom hjem ved midnatstid igen. Dog kan de ikke udelukke, at der er noget med hjertet, for jeg fik nitroglycerin i ambulancen, og det hjalp på de voldsomme smerter, jeg havde i brystkassen. Jeg jar så indtil videre en tid til videre undersøgelse på hjerteafdelingen på Grinsted Sygehus d. 30. marts, men nu må vi se, om den bliver udskudt. 

Myndighedernes anbefalinger går på, at man nærmest lever helt isoleret, men den overholder vi altså ikke helt herhjemme. Vi ses med mine forældre plus vi går nogle gode ture med drengene. Kan simpelthen ikke håndtere psykisk bare at skulle "bure mig selv inde" herhjemme. Men vi overholder selvfølgelig de hygiejnemæssige restriktioner, som der er sat. Vi har altid håndsprit med, når vi er ude, og vi sørger fx altid for også lige at spritte drengenes hænder af, så de har en chance for at være så nogenlunde bakteriefri, og er en af dem endelig med ude og handle, så får de ikke lov til at pille ved noget, og vi spritter lige vognen af inden de kommer ned og sidde, så vi sørger for at tage vores forholdsregler. 

Men altså helt ærligt, hånden på hjertet, så savner jeg dæleme vores "normale" hverdag. Kan godt mærke, jeg lige mangler det der pusterum, jeg plejer at have, når de alle 3 er ude af huset. Det tætteste jeg kommer på det nu, er hvis den ene af drengene sover, og Bent så tager den anden med ud og gå en tur. Men det er jo altså ikke helt det samme. Men lidt er jo trods alt bedre end ingenting. 





mandag den 24. februar 2020

Livet i overhalingsbanen

Der føler jeg i hvert fald, at mit liv leves lige pt. Der er fuld knald på, og jeg kan ærlig talt godt mærke, at jeg er ved at være godt brugt - både fysisk og psykisk.

Både Silas og Niclas har haft et par dage i sidste uge, hvor de var syge, og det kunne bestemt godt mærkes på energiniveauet. Jeg er simpelthen så træt, når vi først når hen omkring 20 tiden om aftenen.

Tilbage i november startede jeg på et forløb, som skal hjælpe mig med at bearbejde min angst, så jeg med tiden kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og jeg kan godt sige jer, at det er hård kost. Det er sgu nærmest fuldtidsarbejde at arbejde med sig selv. Men det er nødvendigt.

Derudover har der været mange andre ting, som også har skulle klares. Niclas havde også "besøg" af fysioterapeuten ude i vuggestuen for små 2 uger siden, og jeg fik så meget ros for det arbejde, jeg har lagt i ham. Han er nu så godt som fuldt ud på niveau med andre på hans alder (altså hans "rigtige" alder i forhold til fødselstidspunktet, og ikke den korrigerede i forhold til termin), så jeg er lettet. Han går ikke uden støtte endnu, men det er på ingen måde noget, som der tænder nogle alarmklokker. Han er præcis, som han skal være. Nu skal han bare lige have modet til at slippe når han går.

I fredags havde de fastelavn ude i vuggestuen, og hold nu op, hvor havde vi et bøvl med at finde udklædning til Niclas. Han går jo ikke endnu, så vi skulle finde en dragt, der ikke var for tung, men som samtidig også passede alle andre steder (LÆS: han er lidt bred, så den skulle passe i både længde og bredde). Men mor her måtte så en tur i BabySam efter noget helt andet, og der lykkedes det mig så at finde lige netop TØJET til minimusen. 

Så derfor sendte vi et Tigerdyr og en ræv i vuggestue i fredags, og de havde hygget sig. 

Weekenden er brugt på hygge med familien... i lørdags var vi hjemme ved mine forældre og spise. Der var noget rundvisning oppe på Bents arbejde, så det tog vi med til, og så blev drengene passet hjemme ved mormor, morfar og onkel imens. I går havde vi så inviteret dem alle 3 herud til fastelavnsboller og aftensmad, så da jeg satte mig i sofaen i går aftes og drengene endelig sov, kunne jeg godt mærke trætheden. Har da også sovet som en sten i nat, så jeg må have haft brug for søvnen. 

I dag har vi pt ikke de vilde planer... Bent har, indtil videre, fri, og drengene er kommet ud i vuggestuen, så tror bare vi tager dagen, som den kommer. Jeg ved, jeg skal til lægen i eftermiddag, men det er også det eneste. 




lørdag den 4. januar 2020

Juleaften anno 2019

Ja altså, jeg ved jo godt, at vi er kommet igennem nytåret og er kommet ind i 2020, men altså jeg havde prioriteret at hygge med familien imellem jul og nytår, så der blev ikke rigtig brugt så meget tid online, så derfor er det her indlæg en anelse forsinket, men mon ikke nok I overlever alligevel.

Vi skulle jo igen i år holde jul herhjemme sammen med min bror, mine forældre og min ene onkel. Bent arbejdede alle dage op til d. 24., så der var lidt meget stress på mig herhjemme. Men altså, d. 23. december kørte drengene og jeg Bent på arbejde og så kørte jeg drengene hjem til mine forældre, for de skulle derhjem og hygge, så mor her kunne få lavet så meget som muligt herhjemme.

Jeg fik da også ordnet en hel del inden jeg hentede Bent fra arbejde, og vi sammen så kørte hjem til mine forældre og spiste og hentede drengene.

D. 24. december tillod drengene sig for en gangs skyld at sove til lidt over 8 om morgenen, og så stod vi alle op og fik morgenmad sammen.

Omkring middagstid var begge drenge VIRKELIG trætte, men der var ingen af dem, som havde i sinde at sove, så vi besluttede os for at køre hen på containerpladsen og smide noget væk og så kunne Bent lige trykke containerne med det samme. Vi kørte så en lille times tid og begge unger fik sovet lidt inden vi returnerede til Nørregade igen. 

Mine forældre og bror kom så herud og fik gløgg og æbleskiver ved 15 tiden, hvor hele huset emmede af JUL. Min onkel kom ved 17 tiden eller deromkring. Lidt efter kl. 18 satte vi os til et veldæket julebord, og så kunne julefreden sænke sig over det lille hjem. Både Silas og Niclas var godt trætte, så de fik lov til at åbne gaver sådan stille og roligt aftenen igennem, inden de måtte overgive sig til søvnen ved 21 tiden. 

Vi andre sad så og snakkede lidt, inden vi også begyndte at åbne gaver.  Vi fik simpelthen så mange lækre gaver, men de bedste var de 4 små gaver, som Silas og Niclas var kommet hjem fra vuggestuen med. Der var en nøglering til os hver fra Silas og en til os hver fra Niclas - naturligvis noget de selv har lavet (med hjælp fra pædagogerne), og det er simpelthen den bedste gave, man kan få. 

Hvad vi eller fik, kan I se her: 
- Royal Copenhagen stjerneriflet krus, dobbelt vaffeljern samt elektriske tandbørster (fra mine forældre og bror)
- Sengetøj (fra min veninde, hendes mand og deres 2 børn)
- Royal Copenhagen stjerneriflet fyrfadsstager samt Kähler lyshus (fra Bent)
- Georg Jensen juleophæng fra 2019, pandekagepande samt et "stativ" med bageriste (fra min veninde, hendes mand og deres 2 piger)
- Kalender, nøgleringe og bog med billeder (fra Silas og Niclas)
- Klarborg nisse (fra Bimmer og Shang)

Så vi brokker os bestemt ikke. Vi fik så mange fine gaver, og noget vi virkelig havde ønsket os, så det kunne jo ikke være bedre. Vi havde så også ramt plet med de gaver, vi havde købt, så endnu en gang havde mine gave-evner ikke fejlet. Resten af aftenen forløb stille og roligt. Min onkel kørte hjem først. Mine forældre blev så lige lidt endnu inden de og min bror kørte hjem. Bent og jeg fik så lige ryddet det sidste op og så sad vi og snakkede lidt inden vi også fandt vores senge. Alt i alt, var det en rigtig god juleaften, og vi havde 2 trætte unger - godt mættede af alle indrtryk. De nåede heller ikke at åbne alle deres gaver (de fik mange, vil jeg godt pointere), så da de vågnede 1. juledag, var der en masse gaver, de kunne kaste sig over. 

lørdag den 7. december 2019

Det er en mørk og stormfuld morgen...

Ja eller det var i hvert fald mørkt og stormfuldt, da vi stod op i går morges. En stor kontrast til vejret i dag.

Normalt plejer ungerne at vække os ved 6:30 tiden, men af en eller anden grund har de altså sovet længere de sidste par uger. Den ene morgen vågnede Bent kl. 7:50 og da han så sagde godmorgen til mig, blev jeg fuldstændig panisk, da jeg kiggede på uret. Vi plejer nemlig at gå ud til bilen omkring 8:05 og køre ud i vuggestuen, så er Silas og Niclas nemlig derude til at få formiddagsmad ved 8:30 tiden. Men så var det jo bare med at springe ud af sengen og fik ungerne i tøjet og os selv færdige (man kan nå meget på ganske kort tid, vil jeg godt pointere). 

Og da klokken var 8:21 var begge drenge tjekket ind i vuggestuen. Bent skulle først møde kl. 10, så der var jo god tid, da vi så kom hjem igen. Men altså, det giver da en smule stress på lige fra morgenstunden, når man vågner brat op, faktisk næsten på det tidspunkt, hvor man egentlig skulle ud af døren. 

Men ja, derudover er det jo altså blevet december - med alt, hvad det indebærer af ting og sager. Vi julehygger på max blus herhjemme og det er jo så skønt. Silas og Niclas er så sjove i år, hvor de forstår lidt mere af det end de foregående år. De får kalendergaver hver dag, så vi har indført rutine med, at vi åbner gaver og julekalendere, når jeg har hentet dem i vuggestuen. Så er der ikke så meget stress på, og vi kan slappe af med det, så de ikke overgeare for meget. 

Og ja, så vil nogen måske sige, at de ikke har godt af alle de søde sager inden de skal spise, men bare rolig. Vi har 2 plastikkasser stående i køkkenet, og der kommer størstedelen af deres slik i, så de har også ind i det nye år. Og så længe man ikke overdriver, så gør det altså ikke noget, at de har nogle kalendere her i december. 

I går var vi så til julemorgenkaffe ude i vuggestuen. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Når vi har 2 børn derude, så er vi ligesom også nødt til at deltage i sådan nogle ting. Og jeg kan godt sætte en times tid af til at hygge med mine børn - det går det ikke noget fra mig for at gøre. 

Lige nu sover begge drenge formiddagslur, Bent er på arbejde og jeg har lavet æbleskiver til fryseren. Tror efterhånden heller ikke, der kan laves flere julesysler herhjemme nu. Altså jo, jeg mangler lige at pakke lidt julegaver ind, men det gør jeg, når de alle er væk om formiddagen, da det er betydeligt lettere, når jeg er alene hjemme. Og jeg skal såmænd nok nå det hele inden juleaften- det er jeg ret sikker på. 

Jeg er også så heldig, at der allerede er begyndt at dumpe julekort ind i postkassen - og ja vores egne er også sendt. Det plejer vi altid at have gjort inden 1. december, og det var også tilfældet i år. Så nu kan vi egentlig bare læne os tilbage og nyde julen - ja altså, Bent kan også i det omfang, at han kan slappe af, når han har fri. Der er ikke alle mulige ting, som jeg sætter ham i gang med herhjemme. 

Og så synes jeg da ikke I skal snydes for det søskendebillede, som blev taget af drengene ude i vuggestuen for et par måneder siden. Jeg synes simpelthen det er så godt, og jeg er en stolt mor. Tænk, at jeg har været med til at skabe noget så smukt og dejligt. 

torsdag den 29. august 2019

En weekend i fødselsdagens tegn

I lørdags fyldte vores dejlige basse Silas jo 2 år, så der skulle selvfølgelig holdes fødselsdag i weekenden.
Fredag stod den på fejring i vuggestuen, hvor jeg havde lavet kage til dem. Vi er så heldige, at der ikke er nogen politik, som forbyder de små at have kage med til stuen, når der er fødselsdag. Der var endda så meget dej, da jeg havde lavet den ene kage, at jeg lavede en mere, så der også var til Niclas' stue (kan ikke huske, om jeg har nævnt det, men de går på hver sin stue), og det blev jeg bestemt ikke upopulær af.

Bent og jeg var henne i vuggestuen en lille time, inden vi smuttede igen, så Silas og Niclas kunne hygge sig. Vi kom dog tilbage senere, da Niclas skulle have fysioterapeut i vuggestuen i fredags.

Lørdag var det så bassens fødselsdag. Niclas vågnede tidligt om morgenen, så ham og jeg gik ned til bageren efter rundstykker, så vi kunne hygge, når Silas og Bent også var stået op. Da Niclas og jeg kom hjem, var Silas vågen, og han var i virkelig godt humør.  Han fik så lov til at åbne nogle af gaverne mens han hyggede inde i vores seng (der var MANGE gaver, skal det lige siges).  Han fik så bl.a. en legetøjsrendegraver - som jeg har nævnt tidligere, så er den dreng STOR fan af traktorer, rendegravere osv, så det er der efterhånden meget af herhjemme.

Mens Silas og Bent legede med rendegraver, fik jeg dækket bord, så vi kunne få noget at spise, og Silas kunne åbne flere gaver. Niclas var faldet i søvn (efter at have været vågen siden 5:05, så han fik først rundstykke, da han stod op.  Men Silas hyggede sig helt vildt.

Min bror kom herud ved middagstid og hyggede med os indtil mine forældre kom herud hen mod eftermiddag. Og så fik vi kaffe, boller og lagkager og Silas fik endnu flere gaver - og ja, endnu mere legetøj. Vi havde en rigtig hyggelig dag, og der var en, som var pænt træt om aftenen, da gæsterne var kørt - ja eller det vil sige, der var 2 trætte børn.

Søndag havde vi så inviteret mine 2 veninder, som også stod faddere til begge drenge, sammen med deres mænd og børn til fælles fødselsdag for begge drenge, for eftersom Niclas jo havde fødselsdag i sommerferien, valgte vi at rykke hans fødselsdag lidt, og så fik vi rundet fødselsdagsweekenden af på en god måde. 

Da drengene kom i seng søndag aften, var de godt trætte. Men de havde haft en rigtig god weekend og de var godt mættede af indtryk - og af at lege med alle de ting, de havde fået i gaver. Nu kan moren så bare læne sig tilbage, og slappe lidt af inden Bent har fødselsdag som den næste. 


søndag den 21. juli 2019

En anelse bagud

Ja, jeg er lidt bagud med at opdatere bloggen - I know -, men der er sket så meget denne uge, så jeg har ikke rigtig haft tiden til at sætte mig ved computeren, og når ungerne har sovet om aftenen, så har moren også været træt og så har jeg prioriteret at slappe af fremfor at sætte mig og blogge. 

Men for at starte fra en ende af, så fyldte vores lille solstråle jo 1 år i søndags, og han skulle selvøflgelig fejres. Kan ikke helt forstå, hvor det seneste år er blevet af - tiden er jo fløjet af sted. Kan stadig huske det øjeblik, hvor fødselslægen kigger på mig og siger" du er 10 cm åben. Vandet er heldigvis ikke gået endnu, men du skal have kejsersnit NU. Som i at jeg ringer og beder dem gøre en operationsstue klar og så bliver du hentet om et par minutter af en portør, og så skal vi ned og fejre din søns fødselsdag". Når jeg sidder og tænker tilbage på det, så kan jeg slet ikke forstå, hvordan jeg kunne komme gennem det alene, men det gjorde jeg. Og nu er Niclas allerede 1 år, og han er uden tvivl vores allesammens solstråle. Han er så glad og smilende. 

Men nå, tilbage til hans fødselsdag. Han skulle jo selvfølgelig fejres, ligesom Silas og blev det, da han blev 1 år, så jeg havde lavet lagkage til ham - det hører sig ligesom med til at fylde 1 år. Nu er det jo ikke så stor aldersforskel på Silas og Niclas, så jeg havde selvfølgelig også lavet en mini-lagkage til Silas, så han også fik en lagkage, når nu lillebror også sad med en. OG ja, det resulterede jo selvsagt i, at der var lagkage OVERALT!!! Men så længe de 2 banditter hyggede sig, så var rengøringen et mindre issue. Da vi nåede aften, havde vi 2 meget trætte børn, men de havde begge hygget sig, og det er jo hovedsagen. 

Mandag skulle Niclas så til lægen til 1 års undersøgelse, og der var intet at komme efter. Han er kommet så fint med på trods af den meget lave fødselsvægt, og han ligger faktisk fint på gennemsnit i dag, så det er jo helt perfekt. 

Tirsdag aften, da jeg hentede Bent fra arbejde, så han lidt dårlig ud, og han havde da også haft det lidt dårligt i løbet af dagen med svimmelhed og kvalme, men han mente, der var pga varmen. Vi skulle så lige ud og aflevere trailer hos min onkel, så den kunne blive lavet, og da vi så kom hjem begyndte Bent at kaste op, og han var meget træt. Han fik dog så også fortalt mig, at han havde overhørt sin kollega snakke med en borger om, at udsugning i kemi ikke virkede, og at den ikke havde virket i over en måned. Eftersom Bent havde gået og ordnet kemi en del gange de foregående uger, kunne jeg godt fornemme, at han muligvis var ramt af noget forgiftning af en eller anden slags. Han var så omkring lægen dagen efter, hvor han havde meldt sig syg. Lægen mente også, der var tale om forgiftning, men det tydede heldigvis ikke på. at han havde taget skade af det. Men han skulle lige tage den lidt med ro de efterfølgende dage. Han havde så heldigvis fri torsdag, og fredag var han så af sted på arbejde igen.

Weekenden er også snart gået. Bent har arbejdet hele weekenden, og når han så har fri i dag, har han fri til kl. 10 i morgen. I næste uge har han fri torsdag og så skal han arbejde igen fredag og så er det hans tur til at holde ferie. På et eller andet tidspunkt i vores ferie (vil ikke sige, hvornår), skal vi også til Skiveren, og jeg glæder mig. Det skal nok blive super hyggeligt. 

Nå men jeg må hellere komme lidt videre med oprydningen. Begge unger sover, så det er med at udnytte tiden bedst muligt. 

Håber I alle har en god weekend.  


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...