tirsdag den 19. juni 2018

Sommer = ferietid

Nu, hvor det jo er sommer, er det vel på sin plads at snakke ferie... det synes jeg i hvert fald, jeg kan se på bl.a. Facebook, hvor folk snakker ferie i stor stil for tiden. 

Vi havde egentlig snakket om, at vi i løbet af sommeren i år, ville leje en campinghytte ved Skiveren Camping, men så kom der en graviditet i vejen, og så måtte ferien udskydes til næste år, for helt ærligt, så orker jeg ikke at være på ferie som højgravid, for så vil ingen af os rigtig få noget ud af at være af sted. Det var Bent heldigvis forstående for, og vi besluttede så, at sommeren i år skal bruges herhjemme i stedet, og så tager vi nordpå næste sommer i stedet.

Vi har så i stedet aftalt, at vi tager en endagstur i løbet af sommeren, hvor vi regner med at køre en tur til Hjørring og besøge nogen, vi kender, og mens vi alligevel er deroppe, så vil vi også lige runde Skiveren Camping og lure - der kunne jo være sket noget, siden vi var der for 4 år siden. Så vi kommer jo alligevel på en meget minitur, men det gør mig heller ingenting, for det tror jeg bedre, jeg kan holde til.

Jeg er på ingen måder typen, som gider tage til udlandet på ferie - eller jo, jeg ville gerne ud og opleve noget, men jeg gider dælme ikke ligge på en eller anden strand og glane eller ligge ved en eller anden pool og dase en hel dag. Det har aldrig været mig, og det er det absolut heller ikke blevet, efter jeg er blevet mor.

De af jer, som kender mig, ved jo også, at jeg elsker at komme til Skagen på ferie, og har jo også været deroppe en del år efterhånden. Jeg har efterhånden set alt, hvad der er værd at se i området, men jeg elsker at komme rundt og se det hele én gang mere. For nogle år siden, fik Skiveren en indendørs multihal, hvor der er forskellige aktiviteter - bl.a. Airhockey - og der har vi dælme brugt mange timer oppe. Dét er også en form for ferie i min verden. 

Tilbage i 2005 var GiZmo og jeg i telt på Skiveren, og vi var absolut ikke på stranden - der var ikke lige nogen af os, som ville vise os frem dernede. Vi brugte til gengæld meget tid på at hygge os, tage billeder og sidde i opholdsstuen og more os over nogle af de andre gæster. Ikke at vi sådan snakkede med dem, men derfor kan man jo alligevel godt hygge sig sammen. 

Jeg ved godt, at nogle vil se mig som en kedelig ferietype, men vi har jo heldigvis lov til at være forskellige ☺


søndag den 17. juni 2018

Hvor bliver tiden dog af?

Synes seriøst dagene går alt for hurtigt for tiden... kan slet ikke følge med, og jeg når ikke halvdelen af de ting, som jeg egentlig gerne ville nå. 

Jeg ved godt, at sådan er det at have børn, men alligevel... jeg ender jo med at blive gammel før tid, hvis det fortsætter sådan her *haha*. 

Om en uge er Silas 10 måneder, og det betyder, der "kun" er lidt over 2 måneder til min guldklump fylder 1 år. Og det skal da selvfølgelig fejres i stor stil - uanset om mor er højgravid eller ej, så skal den førstefødtes første fødselsdag sgu fejres med manér. 

Næste uge skal vi atter til kontrolskanning af Niclas. Det gør mig bestemt ingenting, det er jo altid rart at få set junior en ekstra gang, og vi ved jo, vi får ham at se hver 4. uge. Næste uge igen er der så sidste omgang glukosebelastning samt næste jordemoderbesøg, så der bliver der nok at se til. Det gør så også, at inden vi får set os om, så er det juli.

Denne her weekend er gået med at se en masse sport i fjernsynet. VM i fodbold startede jo i torsdags, så der er blevet set en del fodbold. Derudover har der i går og i dag været Le Mans, og det er der jo lige et par timer endnu (eller 5), så vi ved godt, hvad den står på herhjemme. Silas sover lige nu, så der er en vældig ro i det lille hjem. Han har været hulens aktiv hele morgenen, men nu måtte han altså overgive sig. 

Vi har haft Silas med på legepladsen nogle gange, og det er simpelthen et hit. Han hygger sig helt vildt med at sidde i sandet og lege, og han griner over hele hovedet, når jeg gynger med ham. Elsker simpelthen den knægt, og jeg tager tit mig selv i at tænke: "tænk den vidunderlige skabning er min". Han er simpelthen den største charmetrold, og han formår at charme alt og alle, når vi er nogle steder. For nogle uger siden blev han fotograferet, da der var fotograf i Babysam, og hende fotografen var helt solgt, da Silas smilede til hende - og mor og far kunne jo kun være stolte ☺


torsdag den 7. juni 2018

Fuld fart over feltet

Ja, jeg ved godt, bloggen atter har fået lov til at "stå" stille i en periode... men lige for tiden har Silas, Bent, og ja også Niclas, altså første prioritet. Der sker så mange ting herhjemme, så tiden flyver bare af sted, så der er ikke så meget blog-tid, som der har været.

Og ja, jeg vidste jo godt, at der med Silas' indtræden i vores liv. ikke ville være særlig meget tid til online livet, men det gør mig heller ikke så meget. Jeg blogger, når jeg har tiden til det.

Silas er allerede lidt over 9 måneder, og der er så meget gang i udviklingen. Han begyndte sådan rigtigt at kravle i sidste uge, og nu er han simpelthen overalt. Men jeg elsker ham, og elsker at følge med i hans udvikling. Han har igennem længere tid gerne ville kravle inde i sengen og i sofaen, men det har knebet gevaldigt med at få ham til at kravle på gulvet. Pludselig en aften i sidste uge, begyndte han dog at kravle rundt i stuerne, og så er det gået i fuld fart derudaf siden.

Nu er der heller ikke vildt lang tid til Niclas kommer ud til os.. altså der er selvfølgelig nogle måneder igen (vil ikke komme med en præcis termin, da jeg ikke ønsker alle skal vide noget, før han er født), men det kommer da nærmere og nærmere. 

Det passer mig nu egentlig også ganske fint, for jeg er sgu ærlig talt en smule træt af at være gravid i den her varme. Havde det SÅ fint sidste år, hvor det var stærkt begrænset, hvor meget sommer, vi havde. Og så hjælper det bestemt ikke, at sommeren i år slår de sidste års somre med flere længder. 

Jeg trænger seriøst til et par dage med temperaturer under 20 grader og så en masse regn!!!!

Silas har det også virkelig svært med varmen. Han sover ikke særlig meget om natten, og om dagen er han så pylret, fordi han er overtræt, og så kører den ligesom i ring. Og så oven i det, så er han ved at få tænder, så det gør absolut ikke tingene nemmere. 

Bent er jo i praktik, og han er så småt på vej op i tid, og det kan godt være hårdt indimellem, når Silas har sådan nogle dage, hvor han er ked af det fra vi har kørt Bent på arbejde til vi skal i seng om aftenen. Men jeg kan jo lige så godt vænne mig til det - det bliver nok ikke nemmere med 2 ☺Og slet ikke, når Bent kommer helt op på fuldtid, men det tager vi, som det kommer. 




LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...