onsdag den 27. november 2019

Et forfærdeligt døgn

Søndag eftermiddag skulle Silas, Niclas, min mor og jeg have været til juletræsfest på min mors arbejde. Det endte dog i stedet med en indlæggelse på Børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Lørdag aften kom begge børn i seng, og der var intet galt med nogen af dem. Altså Silas hostede lidt, men ikke noget særligt alarmerende. Om natten vågner jeg ved at jeg skal på toilet, og Niclas begynder så i det samme at brokke sig. Jeg tænkte så, at jeg ville varme en flaske med lidt mælk til ham på vejen, så det gjorde jeg. Da jeg gik ind mod soveværelset det knap  minuts tid senere, var der helt roligt, og jeg nåede lige at tænke, at det da egentlig var ret hurtigt han faldt i søvn igen. Men da jeg kom ind i soveværelset sov han ikke - han var brændende varm og i feberkrampe. Jeg fik ham op af sengen og lagde ham på siden i min seng mens jeg ruskede i Bent, som så også vågnede.

Niclas kom fint ud af krampen igen, og faldt så også i søvn og sov til søndag morgen ved 7 tiden. Bent skulle på arbejde kl. 10, og vi andre skulle køre ved 13 tiden, men eftersom ungerne ikke rigtig kunne finde ro, valgte jeg at begynde at gøre dem klar ved 11 tiden, for de plejer altid at falde i søvn i bilen, så det satsende jeg også på, at de gjorde denne gang. Vi rundede så lige Bent på arbejdet inden, og så kørte vi mod Kolding. Niclas sad og snakkede omme i autostolen, men pludselig blev der roligt, og så kiggede jeg i bakspejlet og han var der i krampe igen.

Jeg ringede så til vagtlægen, og hun mente heldigvis, at vi skulle komme forbi, for 2x feberkrampe indenfor 12 timer, var alligevel mere, end hvad de synes var godt. Så vi fik en tid kl. 14. Vi kørte så hjem til mine forældre, for Silas skulle jo være et sted, og så kunne vi ellers vente på at klokken nærmede sig 14, så vi kunne komme af sted. Min bror kørte med Niclas og jeg over på sygehuset, hvor Niclas først blev undersøgt af en vagtlæge. Hun vurderede, at han skulle videre til børneafdelingen, så der måtte vi hen bagefter. Da han også var undersøgt der, og en læge havde vurderet, at de gerne lige ville beholde Niclas natten over til observation, når han nu havde haft 2 feberkramper indenfor så kort tid, kom feberkrampe nr. 3 - og den var værre end de 2 foregående. Han fik stesolid, for at komme til sig selv igen, og det lykkedes også, da han havde været i krampe i lidt over 5 minutter. 

Sygeplejerskerne roste mig endda for at være så rolig, mens han var i krampe, for langt de fleste forældre går i panik, når deres barn er i krampe. Men altså, jeg stolede på, at han var i gode hænder, og så længe fagfolkene ikke panikker, så er der heller ingen grund til at jeg skal panikke. 

Men ja, det endte så med, at vi tilbragte søndagen og lidt af mandag på børneafdelingen. Vi blev udskrevet mandag ved 10:30 tiden, og der havde der heldigvis ikke været flere krampeanfald, men nu er mor her godt klædt på til, hvis det sker igen (7-9-13 det ikke gør).

Bent og Silas hentede os inde på sygehuset, og Silas var pænt glad for at se sin lillebror igen. Ja og da også sin mor, men mest lillebror. De 2 har et helt særligt bånd allerede. I går og i dag har Silas så været i vuggestue, mens Niclas hygger herhjemme ved mig. Han er ikke helt på toppen endnu, så jeg vil hellere holde ham hjemme, når jeg har muligheden for det. Der er ingen grund til at sende ham af sted, hvis jeg alligevel skal hente ham efter en times tid. 

søndag den 17. november 2019

International Præmatur Dag

Indtil vi fik Niclas, var ordet Præmatur ikke rigtig noget, jeg som sådan havde stiftet det vilde bekendtskab med. 

Altså, jeg havde hørt det før, men kun fordi, at der i den terminsgruppe, jeg var i med Silas, var nogle børn, som er født meget for tidligt. Men dengang troede jeg jo ikke, det ville ske for mig, og jeg var jo selv gravid med Silas, så jeg spekulerede ærlig talt ikke så meget på det. 

Men da så lille Niclas kom til verden 31+1, åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg var nu ikke kun forælder, nej jeg var også mor til et præmatur barn, og det indebar, at der pludselig var en masse nyt, jeg (eller rettere vi) skulle lære, for der var mange hensyn at tage. 

Personalet på p3 (neonatal) på Kolding Sygehus, var heldigvis rigtig søde til at råde og vejlede mig, og jeg følte virkelig de klædte mig godt på til opgaven. 

De første dage efter Niclas blev født, var jeg på ingen måde sikker på, at vi fik ham med hjem, og jeg var bange for at knytte mig alt for meget til ham, om end jeg tilbragte al den tid med ham, som jeg nu overhovedet kunne, for hvis han nu skulle dø fra os, så ville jeg have været der for ham. Sådan gik det jo så overhovedet ikke - heldigvis. 

Jeg fandt så også ud af, at d. 17. november er International Præmatur dag. Herhjemme i DK fejres dagen ikke særlig meget, men forskellige steder i udlandet fejrer man "de små mirakler, som er meget små" ved at forskellige offentlige bygninger er "klædt" i lilla - og jeg synes virkelig det er en smuk gestus. 

Her er billede er vores lille præmature dreng på i dag 16 måneder 

Nu det jul... eller ja, næsten da!

Silas har været hjemme stort set hele denne her uge med feber, så vi har hygget os med at pynte til jul. Vi er ikke helt færdige endnu, men det hjælper da på det. 

Det er jo først i år, at Silas sådan rigtig forstår, hvad det er. Altså sidste år var gaverne og alt lys og bling bling interessant, men i år siger han "ho ho ho", når han ser en julemand, så der er da noget, der sidder fast. 

Niclas er helt ovenud begejstret for alt det lys, som vi har over hele huset. Og nå ja, nisserne har da også en hvis interesse, men altså lys og bling bling er altså mere interessant. Nu er det jo bestemt heller ikke fordi, vi mangler nisser og andet julestads, så der er rigeligt at kigge på. 




fredag den 8. november 2019

En eller anden - stop tiden.

Jeg kan umuligt være den eneste, som efterhånden har svært ved at følge med tiden. Jeg synes virkelig dagene går LIDT for hurtigt efter mit hoved. Jeg mener bare, vi er allerede lidt mere end en uge henne i november - det føles altså ikke som om det er 4 måneder siden, vi var på ferie. Og ja, nu er det snart december. 

Der sker så mange ting herhjemme, og jeg kan slet ikke følge med. Silas fik jo dræn i sidste uge, og hold nu op en forskel vi allerede nu kan mærke på ham. Det er vildt, og jeg er dæleme glad for, at jeg trodsede lægernes ord om, at det var normalt at børn tog sig meget til især det ene øre, hvis de var trætte, og så i stedet bare kontaktede en ørelæge - ville måske bare ønske, jeg havde gjort det længe før. Men man kan jo altid være bagklog. 

Men hvorom alting er, så er det gjort nu. Nu skal vi så bare have ham i gang med at snakke, og det er allerede godt på vej. 

Nu er han så bare ramt af en omgang falsk strubehoste, men det virker heldigvis som om det også er i bedring, så nu håber moren bare, at hun kan få sovet lidt i nat. Pga Silas' hoste, blev det ikke så pokkers meget søvn i nat, så jeg har godt kunne mærke, jeg har været lidt træt i dag, for han har ikke været i vuggestue, og Bent har været på arbejde, så jeg har været på hele dagen. Kan godt mærke, det tærer enormt på energiniveauet, når der er syge børn, og vi ikke rigtig ved, hvordan Bents arbejdsskema ser ud. Han kan blive ringet på arbejde om morgenen. 

Men nu vi snakker om energiniveauet, så lader det til, at jeg endelig har fundet det medicin, som kan få mit blodtryk til at ligge stabilt nede, hvor det helst skal være. Der er så bare den ulempe, at den ene af de piller, jeg får, samtidig giver lavt kalium niveau i blodet, og eftersom mit kalium niveau i forvejen er for lavt, så er det jo bare faldet yderligere. Det resulterer bl.a. i en enormt træthed, som virkelig kan være vanskelig at få bugt med. Men hvis de fjerner den pille, som påvirker kaliummet i negativ retning, så får jeg øget væske i kroppen, og det gider jeg dæleme heller ikke. Så det er sådan lidt pest eller kolera. Men nu prøver jeg at fortsætte lidt endnu, og så er jeg øget i kalium tilskud, så må vi se, om det kan hjælpe. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...