Et sandt smertehelvede

 Forrige fredag måtte jeg atter en tur på sygehuset. ALDRIG i mit 38 årige liv har jeg haft så ondt i maven og om i ryggen, som jeg havde den dag. 

Alverdens scenarier gik igennem hovedet på mig, i mine tanker omkring, hvad det kunne være. Jeg overvejede både en ny omgang galdesten, graviditet udenfor livmoderen og meget andet. 

Bent var på arbejde her i Vamdrup, men skulle så lige til Lunderskov og trykke containere om eftermiddagen. Drengene var hjemme fra institution den dag, så vi havde været hjemme ved mine forældre og ville så hente Bent og køre ham til Lunderskov. Undervejs fra Kolding måtte jeg ringe til Bent - grædende - fordi jeg simpelthen havde så ufatteligt ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være til. 

Men vi kom da til Lunderskov, og Bent kørte os så hjem inden han returnerede til containerpladsen her i Vamdrup. Han havde inden da hjulpet mig ind med drengene, og jeg forsikrede ham om, at jeg nok skulle klare mig den halvanden times tid inden han havde fri. Men at jeg nok skulle ringe til vagtlægen. 

Som sagt så gjort. Jeg ringede også til vagtlægen, som var lynhurtig til at afvise mig. Jeg fik fat i den mest inkompetente vagtlæge, jeg nogensinde har snakket med. Jeg hylede af smerte, da jeg snakkede med ham, men han affejede mig med, at det "bare" var hold i lænden, og at jeg skulle tage noget smertestillende, og så ville jeg være på benene igen dagen efter. 

Jeg gjorde, som han sagde, men lige lidt hjalp det. Smerterne forsvandt da ganske vist, men et par timer senere kom de igen for fuld styrke. Og samtidig kunne jeg ikke tisse - som i overhovedet ikke. Selv om jeg kunne mærke, at blæren var fuld, så kunne jeg ikke presse så meget som en dråbe ud. Om aftenen måtte jeg så ringe til vagtlægen igen. Og fandeme om ikke jeg fik fat i samme inkompetente fjols, som om eftermiddagen. Men denne gang indvilligede han dog i at give mig en tid kl. 00:30, for så kunne jeg få noget stærkere smertestillende, end det jeg kunne købe i håndkøb. 

Min bror kom så og kørte mig, for jeg kunne ikke selv køre og drengene sov, så jeg syntes ikke, at de skulle vækkes, for at Bent kunne køre mig. Kom så ind til vagtlægen, som undersøgte mig og valgte at indlægge mig til observation for nyresten (vagtlægen om eftermiddagen havde kort nævnt, at det selvfølgelig kunne være nyresten, men at det var det ikke, for det ramte jo primært mænd). 

Men nå, jeg røg så en tur hen på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, snakkede med en læge og  fik noget morfin og så var det ellers godnat. Jeg vågnede 3-4 gange i løbet af natten, men havde dog ikke så ondt. 

Næste morgen kom der en læge ind og snakkede med mig, og han var ret overbevist om at det kunne være en nyresten. Han afviste at det var hold i lænden, for som han sagde, så tydede mine smerter ikke på at det var noget med lænden, selv om smerterne strålede ned i lænden. Han ville så have mig igennem en CT skanning for at se, om hans formodning var rigtig. Jeg blev så skannet og kunne så bare vente på svar. Det svar kom så en halv times senere - og diagnosen var ganske klar: Jeg havde en nyresten på 0,5 cm. 

Den manglede 1,5 cm i at komme ud på naturlig vis, så i og for sig med at den lå lige på vippen størrelsesmæssigt til, hvornår de anbefaler hjælp til at få den ud, så ville han lade valget være op til mig - om jeg ville se tiden an og lade den komme ud af sig selv, eller om jeg ville en tur til Vejle for at få urologernes hjælp til at få den ud. Jeg valgte det første. Jeg orkede ikke mere sygehus, så jeg ville se om den ikke kom af sig selv indenfor et par dage.  

Og det gjorde den så heldigvis... I onsdags kom den endelig ud, og smerterne var helt væk. Jeg skal så stadig til en kontrolskanning næste uge, men indtil videre er jeg fri for nogen sten, der ligger og gør ondt. Nu håber jeg så bare (*7-9-13 bank under bordet*), at jeg er én af dem, som ikke får det igen, men helt ærligt, så heldig er jeg sgu nok ikke. 

Og btw, så er det altså sandt, hvad mange siger - nyresten er vitterligt mere smertefuldt end at have veer.