En status på mor-livet

Jeg bliver med jævne mellemrum spurgt, hvordan det går med det hele, når vi nu har 2 børn med under et 1 år mellem dem. 

Og jeg kan ærligt svare, at jeg ville lyve, hvis jeg sagde at det bare er en dans på roser, for det er det dæleme ikke altid. Indimellem er det selvfølgelig lyserødt det hele, men andre gange hænger de kulsorte tordenskyer dæleme også over huset. 

Begge drenge er lige i en alder, hvor de virkelig afprøver grænser, og hvor de kan skændes og slås om legetøjet. For selv om den ENE ting, de begge vil have, kan have ligget i en kasse i flere uger, så vil de begge have den, hvis først den ene sætter sig til at lege med den - og så har vi balladen, skal jeg da lige love for. 

Men andre gange er de jo simpelthen de sødeste drenge, man kan forestille sig. Og så kan de sidde flere timer og lege sammen uden det mindste skænderi. 

Når de bliver puttet om aftenen (de sover i hver sin seng i soveværelset) kan de ligge og snakke og hygge sig indtil den ene af dem falder om af træthed, men de kan også drille hinanden, så )i de fleste tilfælde) Silas begynder at græde og kommer ind i stuen for at sladre. 

Men i det store hele, så går det ok. Her under denne nedlukning, har de haft en eller 2 fridage i ugen, og der kan jeg godt mærke jeg er drænet for energi om aftenen, når de sover, men det er der jo heller ikke noget at sige til. For det meste, står Niclas op ved 5 tiden om morgenen (efter 2-3 opvågninger om natten), og så er energien altså hurtigt brugt på sådan en dag. Og ja, så hænder det altså, at jeg sover på sofaen om aftenen.

Om mindre end et halvt år, skal Niclas i børnehave, og det glæder jeg mig egentlig til, men samtidig er jeg også lidt trist over det - så har jeg jo ikke små børn længere. Jeg ved godt, at det har jeg jo som sådan heller ikke nu, men har jo alligevel stadig én, som går i vuggestue, så lidt min lille dreng er han jo endnu. 

Jeg har ikke fortrudt, at vi valgte at beholde, da vi fandt ud af, jeg var gravid med Niclas, for selv om det til tider er fandens hårdt, og jeg godt kan have det sådan lidt, at NU gider jeg ikke mere, så elsker jeg mine drenge højere end noget andet, og jeg vil på ingen måde kunne undvære dem og det indhold, de giver mig i hverdagen. Den kærlighed de viser mig, og den følelse, det giver helt ind i hjertet, når de kigger på mig og siger "esker dig moar", den er der altså intet, der slår 😍