onsdag den 14. december 2016

Hvil i fred mormor

I går aftes kl. 22:35 blev det tidspunktet, hvor min mormor valgte at tage livets sidste åndedrag... himlen blev en smuk stjerne rigere... og det slog mig ganske enkelt ud... jeg græd og græd hele aftenen og græd så lige lidt mere...

Hun var ganske vist syg, så selvfølgelig var det det bedste for hende, for hun fortjente fandme ikke at ligge og lide...  men det gør det absolut ikke mindre hårdt for os - de efterladte.

Men nu kan vi jo så få overstået begravelsen inden jul.

Mormor:
Vi har været mange om at kæmpe om din kærlighed. Vi var en stor familie, men du kunne rumme os alle. Du kunne rumme de problemer, der nu engang har været.
For mange af os er du symbolet på en stærk kvinde - en kvinde der har formået at overvinde alt på sin vej, indtil den største forhindring kom, en forhindring som du (desværre) ikke kunne komme henover.
Du vil leve videre i hjerterne på os alle - dine børn. svigerbørn, børnebørn, oldebørn - ja hele familien.
Hvil i fred mormor. Vi ses på den anden side
❤ 1934-2016 - i hjertet gemt, aldrig glemt ❤

14. december

I dag vil jeg fortælle lidt om, hvilke ting, der er et absolut MUST herhjemme til jul.

  • Hjemmelavede æbleskiver og hjemmebagte småkager er nogle af de ting, som HVERT år (uden undtagelse) er at finde i vores hjem. Hverken Bent eller jeg gider de købte småkager. Og ja, nu ved jeg godt, at vi indimellem har købt nogle brunkager, men det er INDEN december. Når først vi når hen midt i november, laver vi vores egne.
  • En mistelten er også en af de ting, som vi skal have hængende i stuen til jul. Jeg har ikke altid haft en mistelten, men de sidste 6-7 år, har vi haft en. Det er lidt hyggeligt.
  • Kravlenisser i alle afskygninger. Vi har gud ved, hvor mange kravlenisser, og de kommer alle sammen op til jul. Vi har kravlenisser på alle døre, på alle køkkenskabslåger, over øverste del af dørkarmene, og så alle andre tænkelige steder. På badeværelset er der også kravlenisser.
  • En hjemmebundet adventskrans. Bent har altid bundet vores adventskranse, og så har jeg pyntet dem. Sidste år prøvede jeg så for første gang selv at binde en adventskrans til mine forældre, og det lykkedes ret godt. Det er bare ikke rigtig jul herhjemme, hvis ikke vi har en rigtig adventskrans.
  • Frugtflæsk til vores slikskål er også uundværligt i julen herhjemme. Det er simpelthen gude slikket til jul, så det skal altid med hjem fra Tyskland, når vi er dernede inden jul.
  • Vi går aldrig en december i møde uden at vi, Bent og jeg, har en skrabejulekalender. Jeg vinder sjældent mere end 50 kr, men lidt har jo også ret, og jeg elsker hyggen ved at skrabe et felt hver morgen.
  • Både Bent, hundene og jeg har hver vores julesok. Hundenes hænger ude i køkkenet ved deres skåle. De får en slags pakkekalender af Bent og jeg i stedet for at få en julekalender. Bent får pakkekalender af mig, så han får en gave hver morgen, og det har han egentlig fået i nogle år nu (tror det er 7. år jeg har lavet pakkekalender til ham). Jeg har så også en julesok, hvor der kommer 2x adventsgaver i (fra #BloggerAdvent og fra Bent). Det er så hyggeligt ☺
  • Jeg har altid minimum én julestjerne stående. Nogle år får jeg en af Bent, mens jeg selv køber den andre gange.

tirsdag den 13. december 2016

13. december

Ude i haven har vi en nordmannsgran, som vi selv har plantet... det første år stod det i en stor krukke ude på terrassen, men de sidste par år, har den været plantet ud.

Når vi nærmer os jul, pynter vi det med lyskæde, røde kugler og en stjerne i toppen. Det er så hyggeligt..

I år pyntede jeg træet midt i november, og mens jeg stod ude i haven og skulle til at sætte lys på, begyndte det at sne. Ikke noget, der blev liggende, men hyggeligt var det da alligevel :)


mandag den 12. december 2016

En rigtig lorte dag

I går aftes ringede min bror og spurgte, om jeg gad køre med ham og min mor til Odense, for mor skulle lige en tur over på sygehuset... og som den gode datter, jeg nu er, så sagde jeg selvfølgelig ja...

De hentede mig så kl. 8, og så gik turen mod Odense... vi var alle 3 trætte, men vi formåede dog at underholde hinanden på hele turen.. vi kom så derover og op på afdelingen, og min bror og jeg tog plads i venteværelset, mens mor var inde... det tog kun" små 20 minutter, og så kunne vi køre mod Vamdrup igen...

Vi kom her til Vamdrup igen ved 11:30 tiden, og så fik vi lige hurtigt snakket færdigt inden min mor og bror igen kørte til Kolding, for far skulle have bilen på arbejde kl. 13:30..

I sidste uge fik vi den triste besked, at min mormor har kræft, og det er så fremskreden, at det bare er et spørgsmål om tid... min mor og bror havde så været oppe på sygehuset og besøge hende i aften, og de ringede så og sagde at lægen havde sagt, det kunne dreje sig om timer eller uger...

Det gav mig et knæk her til aften, og jeg brød sammen... har ellers været så stærk de sidste par uger, men nu kunne jeg bare ikke mere... altså for fanden da også.. og så her op til jul.. som om det ikke er nok, at vi, dengang min farmor døde, mistede hende i starten af december... nu ser det ud som om, vi også skal miste min mormor i december...

Hvad det helt præcist er med min mor, vil jeg ikke lige komme nærmere ind på herinde lige nu, da jeg ikke ønsker alle skal vide det... plus vi heller ikke selv ved 100%, hvad det er hun fejler...

12. december

I dag er vi midtvejs igennem dagene til juleaften, og i dag har jeg valgt at skrive lidt om 5 absolutte jule-must-haves herhjemme:
  1. Vi går aldrig en december i møde uden at have en skrabejulekalender hver. Ikke at vi nogensinde har vundet nogen større gevinster derpå, men det er hyggen i at skrabe et felt, hver morgen når vi står op.  
  2. Hjemmebagt julebag og konfekt er også et must herhjemme. Jeg er ikke den store fan af at gå ud og købe julebag i supermarkederne. Jeg vil allerhelst selv stå i køkkenet og hygge mig med det. Og det gør vi sandelig også. I min familie har generationer tilbage selv lavet alt til jul, og det har så sandelig også smittet af på mig. Jeg har nogle gamle opskrifter på forskellige småkager, og det er nogen, der ikke bliver smidt ud.
  3. Carlettis juleskum skal også indfinde sig på matriklen mindst ÉN gang i løbet af julen - ellers er det skidt. Jeg har en virkelig stor svaghed for netop den juleskum. Nogle af de andre kan selvfølgelig spises, men den fra Carletti er og bliver altså nr. 1.
  4. Julete og varm kakao med flødeskum. Rigtig efterårs- og vinterdrikke, så de passer jo på sin vis også udmærket til jul. For at gøre kakaoen lidt mere julet, så kan man tilføre en anelse kanel ovenpå flødeskummet, men det er selvfølgelig kun, hvis man er til den slags. Man kan i dag få et hav af forskellige slags julete, og det er jo bare at prøve sig frem, hvis man skal finde netop sin egen favorit. Jeg har en, som jeg har købt nede i vores blomsterforretning sidste år, og den er super god.
  5. Lyskæder udenfor er et absolut must her i huset. Vi har en siddende rundt langs udhænget om mod haven. Derudover har vi også et juletræ i haven med lys og røde kugler. Og som noget nyt, så har vi i år valgt at smide en lyskæde i vores kastanjetræ i haven - SÅ HYGGELIGT :)

søndag den 11. december 2016

Ugens hurtige (uge 49)

Så er det atter søndag, og det er dermed atter blevet tid til ugens hurtige.
  • Jeg har været med min mor og bror på Odense Sygehus både mandag, onsdag og fredag.
  • Vi har fået lavet alt det sidste konfekt og bagt den sidste gang småkager (min mor skulle have bagt dem, men det endte vi med at gøre, da hun ikke kan overskue det lige nu).
  • Vi fik en trist besked angående min mormor.
  • Julestemningen har været sådan lidt så som så denne uge pga alle de dårlige nyheder.
  • De absolut sidste julegaver fra far og mor er nu også pakket ind, så vi har 3 store kasser stående ovenpå med gaver.
  • Vi er begyndt at modtage julekort med posten.
  • Der er startet kvindehåndbold EM.

3. adventsgave fra min mand

I dag har jeg sørme også fået adventsgave af min mand... Jeg synes virkelig det er hyggeligt med de gaver om søndagen julen igennem...

Men nå, gaven, jeg fik i dag, var en flad firkantet gave...  og jeg kunne på forhånd ikke sådan lige bedømme, hvad i alverden, der skulle være i den... så jeg har gættet lidt frem og tilbage, men ramte ikke plet... I dag måtte jeg jo så langt om længe åbne den, og indholdet var jo SÅ MEGET lige mig...

Jeg har jo i forvejen et par af disse malebøger, så denne er jo helt perfekt...

Nu er der jo så kun 2 gaver tilbage (4. advent samt 24. december om morgene), og så er det jo juleaften... helt underligt at tænke på, at året er så vidt... men hva, der er jo også sket meget i år.

#BloggerAdvent 3. advent


Så er det allerede blevet 3. advent - helt vildt det allerede er så vidt... Det er jo så ensbetydende med, at jeg i dag måtte åbne den 3. - og næstsidste - gave i vores #BloggerAdvent 🎁
Gaven i dag så præcis lige så indbydende ud, som de foregående søndage, så det var med stor nysgerrighed, at jeg åbnede...
Og indholdet skuffede jo på INGEN måde....

Fik i dag en super lækker "Spa-pakke"... og det er jo intet mindre end en fantastisk gave her i juletiden, hvor jeg ofte glemmer mig selv lidt i kampen for at glæde og forkæle andre.

Så endnu en gang stor tak til Charlotte for en gave, der ramte lige spot on... Håber alle andre #BloggerAdvent deltagere også har fået nogle fantastisk gode pakker 🎁

11. december

I dag har jeg valgt at fortælle lidt om vores juletraditioner.
  • Vi plejer altid at være henne og se juletræet blive tændt. Her i Vamdrup plejer det at ske 1. søndag i advent.
  • Vi plejer pynte op midt i november (allersenest dagen før 1. søndag i advent, da man ikke kan tænde en adventskrans uden der er pyntet til jul).
  • Vi bager minimum 7 forskellige slags småkager. Vi bager både til os selv samt til mine forældre (det bliver til nogle kagedåser kan jeg roligt sige jer).  Vi plejer at sætte hele dage af til at bage og i det hele taget bare hygge os.
  • Jeg deltager i #BloggerAdvent, hvor jeg får en gave hver søndag i advent, og ligeledes har sendt 4 gaver til en anden blogger.
  • Jeg giver Bent pakkekalender.
  • Jeg laver selv vores julekort og sidder og bruger flere dage på at skrive dem. Derudover skriver jeg også julekort for mine forældre.
  • En af de sidste dage inden jul, går Bent og jeg hen til min mors moster og onkel, som også bor her i Vamdrup, og ønsker dem glædelig jul. Det har vi gjort alle år, vi har boet herude, så det er jo efterhånden også blevet en fast tradition.
  • En af de sidste dage inden advent, bruger vi en eftermiddag på at binde adventskrans(e) og lave dekorationer. Vi er i løbet af oktober/november måned i skoven og finde ting til dekorationerne, og så køber vi de ting, vi nu mangler.
  • De sidste par år har jeg fået adventsgaver af Bent. Derudover får jeg også en lille ting om morgenen d. 1. december og d. 24. december. Det er så hyggeligt synes jeg.
  • Jeg er "gammeldags" og meget tradionstro, når det kommer til jul. Mange traditionelle handlinger, som vi har brugt i min familie (såsom appelsin med nelliker og rødt bånd, røde julestjerner, flagguirlander på juletræet osv.), er også at finde i vores hjem. Som sønderjysk juleopdraget er der mange ting, som jeg ikke kunne se mit hjem uden. Bent har også sønderjyske gener, så meget af det, er jo ikke fremmed for ham. Og han elsker det heldigvis også ligesom mig (nok ikke helt lige så meget, men jeg får lov til at gøre alt det, jeg har lyst til).
  • Vi spiller pakkespil juleaften, til stor morskab for os alle. Utroligt, som voksne mennesker kan finde den "barnlige " side frem, når der skal konkurreres om pakker.
  • Vores hunde får julekalendere, ligesom der også ligger gaver til og fra dem under juletræet. De er en del af familien, og sådan er det altså også denne aften.


lørdag den 10. december 2016

En mere end hektisk uge nu næsten afsluttet

Ja, som I måske har bemærket, så har jeg ikke været så aktiv online i denne uge... årsagen er at min mor er syg, og at vi derfor har været på Odense Sygehus både mandag, onsdag og i går.... tirsdag var jeg jo så på Sundhedscenteret til smertehåndtering og torsdag stod den på lægebesøg, så når jeg endelig har kunne slappe af, så har jeg altså også bare været FULDSTÆNDIG færdig...

I går var min bror og jeg med mor i Odense stort set hele dagen... jeg stod op kl. 6 og kørte til Kolding. Vi kørte så mod Odense og så blev hun først udskrevet igen ved 20 tiden i går aftes... og jeg siger jer, det var en lang dag... der er jo ikke så meget at foretage sig på et sygehus, men vi så da fjernsyn og spillede kort... og snakkede med nogle af de andre, som også sad i venteværelset... og da mor så kom op på sin stue efter at have været lagt i narkose og vågnet op derfra, sad vi inde på hendes stue, mens hun kom til sig selv...

Jeg var så træt, da vi kom hjem i går aftes... efter vi havde spist og min mor og bror var kørt igen, sad jeg og så håndbold med Bent, og derefter gik jeg kold på sofaen... vågnede så ved midnatstid og gik ind i min seng, hvor der ikke gik 5 minutter før jeg sov, og så sov jeg lige til kl. 9:30 i dag, og jeg kan godt mærke, at jeg lige skal vågne helt op.. er stadig lidt rundt på gulvet..

Men nu er det jo i hvert fald weekend, og den skal bruges på hygge.. mine forældre og min bror kommer og spiser i aften, og så regner vi med at vi skal hen og hente et juletræ i dag også.. ikke at det skal pyntes endnu, men så har vi da fået det købt... det skal så bare stå ude på terrassen indtil det skal sættes ind... og dagen i morgen kommer jo nok til at stå i sportens tegn... og så er den weekend jo forbi..

Håber I alle har haft en god uge og ønsker jer en god weekend.


10. december

Julebilledespam (adventskranse):









fredag den 9. december 2016

9. december

Tror du på julemanden?

Det er et spørgsmål man ofte hører op mod december og juletiden.. mange voksne spørger børn om det, men også børn sidder og snakker om julemanden når de sidder sammen med andre børn.

Da jeg var mindre, troede jeg (som de fleste andre børn) også på julemanden. Jeg var fuldstændig overbevist om, at fortællingerne om at julemanden boede på Grønland, var sande.

Mine forældre fortalte min bror og jeg, at julemanden havde en masse nisser, som hver december blev sendt rundt på folks lofter, hvor de sad og holdt øje med, om børnene i huset opførte sig ordentligt. Vi havde et par huller i loftet i køkkenet (hvor der engang havde siddet en knast, som var røget ud), og vi troede fuldt og fast på, at nissen sad deroppe og holdt øje med os. Vi var flere gange overbeviste om, at vi kunne skimte et øje gennem hullet, det var selvfølgelig indbildning, men dengang troede vi på det :)

Julemanden kom altid på besøg juleaften, og det bekræftede os jo bare i, at ham og nissen på loftet måtte være virkelige,  for han kunne jo ikke kende vores ønsker, hvis ikke nogen havde fortalt ham om dem.

Nu, hvor jeg er voksen synes jeg det er så hyggeligt, at se børn snakke med julemanden når han tænder juletræet her i Vamdrup, for selv om nogle børn er bange for julemanden, så kan man samtidig også se nysgerrigheden i øjnene på den, og se julelysene i øjnene på andre, når de med stor iver fortæller julemanden om netop deres store ønsker til jul.  

I 2014 ankom julemanden til Vamdrup i en smart amerikanerbil :)

torsdag den 8. december 2016

Godmorgen :)

Jeg gik tidligt i seng i går.. efter den her uge, er jeg fuldstændig færdig oppe i hovedet, så da hundene havde fået deres aftentur i går, besluttede jeg mig for, at jeg lige så godt kunne gå i seng, for jeg havde svært ved at holde øjnene åbne...

Vågnede så 4 eller 5 gange natten igennem, sidste gang 7:45, og eftersom vækkeuret skulle ringe kl. 8, ja så kunne jeg jo lige så godt stå op.. skal til læge her kl. 9, så jeg skulle jo op under alle omstændigheder..

Lige nu sidder jeg ude i køkkenet med vores julelys tændt i vinduet... det er så hyggeligt og beroligende synes jeg... Bimmer ligger ved siden af mig og snorker og Shang har lagt sig ind til Bent, og så snorker de ellers om kap...

Udover lægebesøg har jeg ikke rigtig nogen planer i dag, og det er skønt at kunne sidde og slappe af for en gangs skyld, og ikke skulle knokle for at nå en masse... altså, jeg har lige en enkelt julegave, der skal pakkes ind, men det er da også det ☺om jeg så finder på et eller andet, der lige skal laves, det må tiden jo vise...

I weekenden kommer mine forældre og bror herud, og så skal vi hen og købe juletræ... min far har tilbudt at betale, og det skulle han ikke sige 2 gange da... det skal selvfølgelig ikke pyntes endnu, men det skal da hjem og stå på terrassen til senest næste weekend... vi plejer at pynte juletræ omkring 17. december, så mon ikke også det bliver tilfældet i år ☺




8. december

Så er det tid til endnu en opskrift.. denne gang på pebernødder, som er en fast del af småkagebagningen herhjemme.

Pebernødder:

Det skal du bruge:
275 g. mel
125 g. sukker
125 g. margarine
1 æg
½ tsk. stødt ingefær
½ tsk. kardemomme
½ tsk. stødt kanel
en knivspids stødt hvid peber
1 tsk. bagepulver

Sådan gør du:
1) Rør sukker og margarine sammen.
2) Tilsæt ægget og rør igen sammen.
3) Bland krydderier med bagepulver og mel og ælt det hele sammen med de øvrige ingredienser.
4) Rul dejen ud i fingertykke pølser og skær dem i stykker på  0,5 - 1,5 cm. Rul dem til kugler og tryk dem let, så de er på størrelse med en 2 krone.

Bages 10-12 minutter i en 200 grader forvarmet ovn (varmluft 180 grader) til de er let lysebrune.




onsdag den 7. december 2016

En dag med blandede følelser

I dag ringede vækkeuret allerede kl. 6:45, fordi jeg skulle til Kolding og hente mine forældre og min bror (havde haft deres bil siden i går), fordi vi skulle over på Odense Sygehus.
Vi skulle være derovre kl. 10, så jeg havde aftalt med min mor, at jeg hentede dem ved 8:15 tiden (masser af trafik går ikke godt i spænd med mors "angst" for at komme for sent, så vi kører altid i god tid)...

Vi nåede da også derover til tiden og fandt en parkeringsplads - næsten helt i toppen af P-huset... men det er jo underordnet..

Vi fik ikke det store ud af, at være derovre, men sådan er det jo... så tager vi bare en tur mere...

Mine forældre kørte mig så hjem, da vi kom fra Odense, og så kunne vi lige spise lidt frokost sammen inden de atter kørte mod Kolding.. da de var kørt fik Bent og jeg skåret Rocky Road konfekt ud. Vi lavede det i går og stillede det i værkstedet natten over, og det er jo simpelthen blevet super lækkert..

Vi fik så også lavet havregrynskugler, marcipan med nougat, bagt svenske chokoladekager og lavet jordbærmarmelade, og så var energien også brugt for i dag... men det er der jo sådan set heller ikke noget at sige til...

Vi havde heldigvis nem aftensmad, rester fra i går, så det skulle bare varmes... aftenen er brugt på at se håndbold... Danmarks kvindehåndboldhold spiller lige nu mod Ungarn, og når den er slut, skal hundene have deres aftentur, og så tror jeg faktisk det er ved at være godnat tid for mit vedkommende... skal til læge kl. 9 i morgen, så det er også tidligt op i morgen..  



7. december

Nu har jeg jo igennem mange år vidt og bredt snakket om, hvor meget jeg elsker julen, så der sidder måske nogle af jer derude, som tænker: "Er der overhovedet noget, hun ikke kan lide ved julen", og det er præcis dét, der er dagens juleemne her på bloggen - noget, jeg ikke bryder mig om ved julen:

Jeg er jo STOR julefan, så dette har virkelig været noget, jeg har måtte i tænkeboks for at finde ud af, men ja, der er da et par ting, som jeg godt kunne undvære ved julen...

- Jeg er absolut ikke fan af det faktum, at julen mange steder er blevet en materiel højtid, forstået på den måde, at det handler om at få flest og størst julegaver. Sidste år, da Bent og jeg var ude og finde julegave fra min far til min mor, overhørte vi en samtale mellem en forælder og vedkommendes bank. Forælderen fik et lån i banken på ikke mindre end 15000 kr, og gik så tilbage til den anden forælder og meddelte, at nu kunne de godt købe den iPhone, iPad og computer til deres barn, som vedkommende havde ønsket sig.. Jeg var simpelthen målløs. Jeg ville da sagtens kunne komme med de samme ønsker til mine forældre, men jeg ville sgu aldrig få det. Disse forældre var ikke mere end omkring 30 år, så det er jo ikke fordi deres barn kunne være særlig gammel.

Børn er ofte blevet for krævende i dag, og det handler om, at man ikke skal kunne komme i skole efter juleferien og sige, at man "kun" har fået nogle små "billige" pakker... og ja, selvfølgelig er det også forældrenes skyld, fordi de giver børnene det, de ønsker sig.

Sidste år sad der 2 børn og snakkede ovre ved Brugsen her i Vamdrup. De sad og snakkede om julegaver. Den ene dreng havde fået nyt fodboldudstyr (tøj, målmandshandsker, benskinner, støvler) og en tur med sin far til Dortmund for at se Dortmund spille mod en eller anden modstander, som jeg ikke lige kan huske. Han var ellevild. Den anden dreng sad og pralede med at han havde fået en tur til Disneyland, 4 par bukser (af et eller andet mærke, som åbenbart var halvdyrt), en ny iPhone, en playstation med 4 spil og en masse andet. Den første  dreng sad og lyttede, men sagde så at han da godt nok ikke havde fået særlig mange gaver, men at han var glad for dem, han havde fået, for han havde fået noget, han ønskede sig. Et par dage senere så jeg dreng nr. 2 i Brugsen med sine forældre, hvor deres dankort blev afvist (hørte så det var spærret pga overtræk).  Og så tænkte jeg jo, at så havde man måske skulle spare en anelse på gaverne, så man havde råd til mælk og rugbrød inden næste løn gik ind.

Herhjemme ønsker vi os altid fælles gaver af mine forældre, for så ved vi at vi måske kan ønske os en lidt større ting, som vi ønsker os. Og så er vi da ligeglade med, om vi kun får den ene ting. For os handler det om, at vi får noget vi har ønsket os. For et par år siden, havde vi ønsket os en ny støvsuger og nogle andre ting, og vi havde sagt til mine forældre, at det største ønske var en ny støvsuger, og så var det underordnet, om vi ikke fik andre ting. Vi fik også støvsugeren, men vi fik også en ny pande. 

- En anden ting, som jeg måske heller ikke helt bryder mig om ved julen, er den stress, som mange gennemlever, når de farer og flyver rundt i den ene butik efter den anden. Og ofte bliver man selv mere stresset, når man ser alle andre stresse rundt. Vi har den aftale herhjemme, at vi helst skal være færdig med så meget som muligt senest 1. december, så vi med god samvittighed kan nyde december måned uden stress.

Man siger december er børnenes og hjerternes fest, men det glemmer mange ofte "i farten".

Jeg ved, det kun var 2 ting, men det er det, jeg kan komme på lige nu... :)

tirsdag den 6. december 2016

6. december

I dag vil jeg fortælle lidt om min barndomsjul...

Dengang jeg var mindre, var det fast tradition, at mine forældre og min bror og jeg pyntede til jul enten dagen før 1. søndag i advent eller også dagen før 1. december.

Julepynten havde som regel (og har stadig) nærmest sin faste plads i mine forældres hjem.

Da min farmor og farfar levede, delte vi småkagebagningen op, således at min farmor bagte nogle slags, min ene faster bagte en anden slags, og så bagte mine forældre nogle andre. De byttede så, så de alle fik lidt af alle slags småkager.

Vi var altid nede og se julemanden ankomme til Kolding havn, hvorefter turen gik hen til rådhuset og se juletræet blive tændt.

December måned igennem hyggede vi rigtig meget derhjemme, og vi har aldrig manglet noget. Vi så julekalender hver aften, og fik nogle småkager og et glas mælk inden sengetid.

Julegaverne har altid været noget af det mest spændende ved julen. Min bror og jeg  har altid haft en pokkers vane med at mærke på gaverne, så min mor gemte altid gaverne, og vi ledte efter dem hver eneste år. Efterhånden begyndte mine forældre dog at købe gaverne senere og senere, så vi ikke skulle kunne mærke på dem.

Når vi holdt jul hjemme ved min farmor og farfar, blev alle gaver lagt ind på deres seng, indtil vi havde spist.  Min kusine og jeg sneg os indimellem ind i soveværelset og lurede pakker, men min farfar kom som oftest ind og opdagede os, og så måtte vi pænt gå ind i stuen igen. Da min lillebror ikke var så gammel endnu, havde min farfar ofte ham med ind til gaverne, og så satte min farfar ham midt i alle gaver, så kunne han finde gaver og min farfar kunne så se, hvem de var til... Jeg syntes virkelig det var SÅ snyd, at min bror måtte lure gaver, mens min kusine og jeg ikke måtte.

Vi havde altid 3 chokoladekalendere - en fra mine forældre, en fra min farmor og farfar og en fra min ene faster. Derudover delte min bror og jeg julekalenderne fra både DR's og TV2's julekalendere. Vi åbnede så hver især en låge skiftevis på de to.

Med hensyn til chokoladekalender, så kan jeg huske en gang, hvor min bror havde åbnet alle lågerne i sin egen kalender. Han havde så taget den ned, gemt den under hynden på min stol, og så havde han flyttet min kalender over på den plads, hvor hans skulle hænge. Jeg blev så ulykkelig da jeg opdagede, at min kalender var tom, men så opdagede jeg jo, at motivet på den, der lå på min stol, IKKE var det motiv, jeg havde på min kalender, og så opdagede jeg jo, at de var byttet rundt. Som den gode storesøster  jeg nu er, tog jeg derfor min brors kalender og lagde små lakridser og chokoladeknapper ind i alle de dage, der ikke skulle være åbne endnu, lukkede lågerne til igen og hang kalenderen op på sin plads. Så havde min bror jo stadig noget at glæde sig til hver morgen.

Når vi holdt jul hjemme ved min farmor og farfar, var vi 11 i alt - min farmor, farfar, mine 2 fastre, min onkel, min fætter og kusine, mine forældre, min bror og jeg. Vi dansede aldrig om juletræ derhjemme, for det havde de ikke plads til. Juletræet stod i en separat stue, som vi kaldte lillestue, og der stod juletræet i et hjørne. Vi sad så alle derinde og sang julesalmer inden gaverne blev uddelt.

Vi holdt et par år jul ude ved min mormor og morfar, og det var på en helt anden måde, end hjemme ved min farmor og farfar, men ikke hverken mere eller mindre hyggeligt. Min mor har 9 søskende, så ude ved min mormor og morfar var vi altid rigtig mange juleaften. Der lå nærmest gaver rundt over hele stuen, og lige så snart vi havde spist, fik alle os unger ikke lov til at gå ind i stuen, for der skulle juletræet tændes, og eftersom der var levende lys på deres juletræ, så måtte vi ikke være derinde.

Hvad enten vi har holdt jul det ene eller det andet sted, så har vi altid haft besøg af julemanden juleaften.

Når vi var hjemme ved min farmor og farfar, fik min fætter, kusine, min bror og jeg som regel 3farvet is i stedet for ris a la mande (dengang kunne jeg ikke lide ris a la mande), og under isen lå der som regel en mandel. Så vi fik altså alle børn en mandel. Jeg har stadig nogle af de mandelgaver, vi fik dengang.

mandag den 5. december 2016

5. december

I dag vil jeg vise jer nogle af mine yndlings amerikanske julesange. Der er selvfølgelig mange andre, men disse SKAL jeg altså høre, når vi nærmer os december:
     
Britney Spears: My only wish (this year)

Kelly Clarkson: Underneath the tree

Mariah Carey - All I want for Christmas (is you)

Wham: Last Christmas (en RIGTIG juleklassiker)

Band aid (1984): Do they know it's Christmas

Celine Dion: The magic of Christmas day


søndag den 4. december 2016

Ugens hurtige (uge 48)

Endnu en uge er ved at gå på hæld, og jeg vil her skrive de hurtige fra den forgangne uge:
  • Det blev 1. december.
  • Vi fik en besked, som vi godt kunne have været december foruden... nu afventer vi bare videre besked, om hvad der videre skal ske.
  • Vi fik sendt alle julekort og de sidste gaver, vi havde der skulle sendes.
  • Vi har lånt vores udlejeres bil og været en del hjemme ved mine forældre og hygge.
  • Vi har fået købt julegaver fra mine forældre (dog ikke vores egne).
  • Alle julegaver er pakket ind, og ligger fint ovenpå og venter på, at der senere på måneden kommer juletræ i stuen.
  • Bent, min bror og jeg var en tur i Tyskland og handle ind til julen.
  • Jeg har fået gaver fra Bent i løbet af ugen.
  • Alt er fuldstændig færdig herhjemme nu til jul - selv maden er købt.

Adventsgave fra min bedre halvdel

Jeg har sørme også i dag været så heldig, at der var gave i sokken fra Bent...

Af ham fik jeg denne bluse, som jeg havde ønsket mig... har i forvejen et par stykker i sort, men havde i længe ønsket mig en i grå.. og den har han sørme så været ude og købe til mig...

Ja, jeg har en god mand ❤

I dag var der en stor 1 ltr Faxe øl i hans julesok (ja, der kommer jo NFL i aften) ☺

2. søndag i #BloggerAdvent

Så blev det 2. advent, og tid til at åbne 2. gave i #BloggerAdvent...

Indholdet af denne gave er jo simpelthen også SÅ meget mig... Det er absolut på alle punkter en brugbar gave.

Vil I vide, hvad der var i den? Ja det er jo nok derfor I læser med ☺... så indholdet kommer her:
  • En pose Potaske
  • En pose hjortetaksalt
  • En pose stødt nelliker
  • En køkken nisse
  • 2 hjemmehæklede karklude
Og ja, nu er det nok næppe nogen hemmelighed, at vi bager rigtig meget til jul, og ja, der er faktisk nogle småkager, som vi skal have bagt ekstra af, så det er jo ikke dårligt, at få nogle krydderier ☺

Og karklude kan man altid bruge (vi kan i hvert fald).

Nissen er simpelthen så sød, og den skal på bordet juleaften... det passer jo lige med en nisse med en fad julemad ☺

Så endnu en gang har Charlotte ramt fuldstændig plet med indholdet af gaven. Tusind tak for gaven, nu er det helt ærgeligt, der kun er 2 gaver tilbage ☺


4. december

Så er det blevet 4. december og i dag har jeg valgt at fortælle lidt om nogle af mine allerbedste juleminder:
  • Da jeg var yngre, elskede jeg at stå op om morgenen d. 1. december - velvidende at SÅ begyndte julen ENDELIG. Vi måtte åbne julekalendere, og hver morgen var det hyggen ved at åbne lågerne, og se, hvad der gemte sig bag.
  • Da jeg gik de små klasser i folkeskolen, lavede vi hvert år en julekalender. Vi lavede alle hver i sær en form for låge, som vi hængte op i klasselokalet,  og hver morgen blev der trukket et navn. Den person skulle så både tænde kalenderlyset samt åbne dagens låge. I de små klasser købte vores lærer endda også en chokoladekalender, som man så også skulle åbne. Kan også huske nogle år, hvor vi alle skulle medbringe en gave til et beskedent beløb og den, som blev udtrukket, skulle så også have dagens gave.
  • Julen 2007 er for mig en af de bedste igennem nyere tid. I oktober 2007 lærte jeg Bent at kende, men han var jo på det tidspunkt sammen med en anden. De gik jo som bekendt fra hinanden, og d. 26. december 2007 kunne vi så endelig fortælle, at vi var sammen.
  • I min familie spiller vi jo pakkespil hvert år til jul, og jeg elsker at finde en masse sjove, men samtidig brugbare gaver at pakke ind på alle mulige sjove måder. Det ene år, havde jeg købt 2 liter eddike og pakket i en kasse. Kassen vejede jo alligevel lidt, og det kombineret med størrelsen, gjorde at det var lige dén gave alle gerne ville have. Skuffelsen var dog bestemt at spore, da indholdet blev afsløret.
  • I min barndom var vi altid nede og se juletræet blive tændt på Rådhuspladsen i Kolding... nogle år var vi nede på havnen først og tage imod julemanden. Et år havde min far, min bror og jeg været hjemme ved min farmor og farfar om formiddagen, og da vi kørte hjem  var den båd, som skulle hente julemanden stadig nede  på havnen. Det undrede min lillebror sig meget over, for når den var på havnen på det tidspunkt, så kunne den da ikke nå at hente julemanden inden han skulle ankomme om eftermiddagen.



lørdag den 3. december 2016

Kalendergave 1. december

Som nævnt tidligere, så får jeg adventsgaver af Bent... udover de 4 adventssøndage, får jeg også gave d. 1. december samt d. 24. december om morgenen...

Så altså, i torsdags fik jeg også en gave af ham... og jeg fik denne kagerulle (ja, hvem skulle have troet en mand frivilligt forærede sin kone en kagerulle i gave) ☺

Men altså, jeg har længe ønsket mig en kagerulle uden håndtag, og nu fik jeg den altså... den er også vældig praktisk, og jeg har da også allerede afprøvet den.. og den er godkendt ☺

Jeg elsker at få gaver, og især her op mod jul, hvor jeg kan sidde ude i køkkenet og hygge mig med at pakke op, mens kalenderlyset er tændt.. ja ja, lidt juleelsker er man vel ☺

Og ja, så er det allerede i morgen,  jeg må åbne min 2. #BloggerAdvent pakke plus der jo også venter endnu en gave fra Bent ❤


Beklager fraværet

Jeg ved godt, det er den 3. december og at der (udover julekalenderindlæggene) har været meget stille herinde hele ugen, og der er ganske simpelt en årsag til det... det er dog ikke noget, jeg vil fortælle om endnu, men nu måtte jeg alligevel hellere lige melde mig på banen...

Håber I alle er kommet godt ind i december... her fik december ikke den bedst tænkelige start, men vi håber stadig på det bedste... der er ikke andet at gøre...

Vi er færdige med at købe og pakke alle julegaver ind, så det er bare skønt... vi er så i gang med at hjælpe mine forældre med deres julegaver, og der er vi heldigvis også næsten færdige, så nu kan det sådan set bare blive juleaften.. maden er købt (altså både and og flæskesteg) og ligger i fryseren, og for at det ikke skal være løgn, så er maden til nytårsaften også købt, så hvad angår de 2 aftener, så er vi sådan set ret sikre på, at vi ikke kommer til at sulte ☺

Håber I alle er kommet godt ind i december ☺


3. december

Dagens emne er Julepyntning.

De, som kender mig, eller de som har fulgt med på bloggen tidligere ved, at jeg ELSKER julen og det der har med den at gøre.

Jeg elsker at gå og pynte op og gøre hjemmet rigtig julet.

Både Bent og jeg havde noget julepynt af ældre dato, da vi lærte hinanden at kende, og jeg nyder at gå og bruge flere dage på at julepynten kommer frem midt eller sidst i november.

Jeg er ikke typen, der går ud og køber en masse nyt julepynt, da jeg simpelthen ikke er den store fan af nyt moderne julepynt. Jeg elsker den gode gammeldags pynt i røde, hvide og grønne nuancer, så hvis vi køber "nyt" julepynt herhjemme, så er det ofte noget brugt fra en genbrug eller et marked... så det er nærmere nyt brugt julepynt :)

En del af vores julepynt er noget, jeg har arvet fra enten mine bedsteforældre eller fra min mor. Og en del af det, er noget jeg selv har fabrikeret (primært løbere, små billeder eller anden vægophæng)...

Her kommer nogle billeder af vores julepynt.

Vi har en masse forskellige lysestager til fyrfadslys til jul. Det er ikke alle, der er lys i, men de fleste er der.

En af de klokkestrenge jeg selv har syet. Det tog mig lidt tid, men færdig blev den da.

Denne til julepost syede jeg også selv for nogle år tilbage. Hvert år kommer den op, og hænger fint og venter på alle de dejlige julekort vi får igennem december.

Min mølle, som hvert år stilles frem med en grangren i toppen. Den stammer tilbage fra 2. verdenskrig, hvor mange husstande havde en sådan mølle. Jeg har arvet den fra min farmor og farfar.

Mine hjemmelavede lysestager.

Jul i det lille hjem - vi går ikke ned på julepynt.



fredag den 2. december 2016

2. december

Ingen jul uden julesmåkager (sådan er det i hvert fald herhjemme), og jeg har i dag valgt, at jeg vil dele en klejneopskrift med jer:

Store klejner:


Det skal du bruge:
575 g. hvedemel
100 g. smør eller margarine (ikke flydende)
75 g. sukker
1 æg
2,5 dl. lunken mælk
75 g. gær
revet skal af 1 citron

Palmin til kogning

Sådan gør du:
1) Rør gæren ud i den lunkne mælk.
2) Tilsæt de øvrige ingredienser og ælt det hele grundigt sammen til en ensartet dej.
3) Lad dejen hæve, lunt og tildækket, i ca 30 minutter (til dobbelt størrelse).
4) Rul dejen ud i 5mm tykkelse og skær dejen ud i harlekinfirkanter med en klejnespore (eller rektangler med en kniv) i ca 8x2,5 cm.
5) Varm palminen op til ca 180 grader . Prøv evt at smide en lille klump dej i den smeltede palmin, og hvis det bruser, så er palminen varm nok.
6) Kog klejnerne til de bliver gyldne. Klejnerne skal vendes med en hulske undervejs. Tag dem op, og ad dem køle af på fedtsugende papir.

Velbekomme :)






torsdag den 1. december 2016

1. december

Nu, hvor december er over os er det jo også ensbetydende med, at der kommer julekalendere i TV.

Jeg er selv en af dem, som i hvert fald ser det første afsnit af de nye julekalendere, for at se, om det er noget for mig. Andre julekalendere, som har været vist x-antal gange før, er der nogen i blandt, som jeg altså bare må se, uagtet at jeg måske har set dem 10 gange før (har da også en del på dvd).

Jeg har derfor valgt, at lave en top 10 over mine yndlingsjulekalendere (og som den opmærksomme læser nok vil bemærke, så er der flere fra min top 10, der vises i TV i år).

Julekalender Top 10:

  1. Ludvig og Julemanden - vist på TV2 i 2011.
  2. Nissebanden i Grønland - vist på DR1 i 1989, 1993, 2002, 2011.
  3. Jul på slottet - vist på DR 1986, 1991, 1998.
  4. Jul i Gammelby - vist på DR1 i 1979, 1983, 1994.
  5. The julekalender vist på TV2 i 1991, 1994, 2001, 2010, 2012, 2013. 
  6. Pyrus (gælder både Alletiders jul - vist TV2 i 1994, 2004 , Alletiders nisse - vist TV2 i 1995,2006, Alletiders julemand - vist TV2 i 1997,2007 og Alletiders eventyr - vist TV2 i 2000, 2010).
  7. Torvet - vist på DR1 i 1981, 1987.
  8. Brødrene Mortensens jul - vist på TV2 i 1998, 2002.
  9. Krummernes jul - vist på TV2 i 1996 og 2001.
  10. Juletestamentet - vist på TV2 i 1995, 1999.
Som nævnt, så har jeg en del julealendere på dvd, og jeg kan sagtens se dem året rundt. Det behøver ikke være december for at jeg kan se julekalender.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg helt klart er mere til de gode gamle julekalendere fremfor de nye. I nyere tid, er det faktisk Ludvid og julemanden, der har fanget mig mest. Men de gode gamle klassikere som bl.a Jul på slottet og Jul i Gammeby, de holder altså stadig.


Det sørme det sandt december ...

Så er det endnu en gang blevet 1. december og julen skydes igen i gang...

Jeg har ligesom de tidligere år, igen i år valgt at lave en slags julekalender her på bloggen.. det er ikke sådan, så I skal kigge forbi hver dag, det er nærmere små juleindlæg - for hyggens skyld.

Jeg håber I vil kigge forbi indimellem måneden igennem, og er der nogen af jer, som har en form for julekalender på jeres blog, så smid endelig et link, så vil jeg da gerne følge med hos jer :)

Rigtig glædelig december til jer alle.


onsdag den 30. november 2016

Så er vi klar til december

Så er vi helt og aldeles klar til december herhjemme...

Vi fik købt julemærker i dag og sat dem på alle julekortene... vi havde i forvejen udstyret dem med frimærker, så i dag blev de klar til afsendelse...

Vi blev så enige om, at vi lige så godt kunne smide dem i postkassen med det samme, for vi havde alligevel en pakke med en masse tøj, som vi skulle have sendt til en venindes piger.. og så havde jeg en lille ekstra julegave til en særlig person, som også blev sendt sammen med et lille julekort...

Så nu er alt sendt... vi har lige et par julekort til folk her i byen, som vi går rundt og smider i postkasserne i aften, når vi går med hundene... så alt er klaret inden 1. december ☺

Vi fik så også lige købt den næstsidste julegave i dag.. nu mangler vi bare en enkelt julegave, og så er vi færdige med dem også... vi skal så muligvis lige hjælpe mine forældre med nogle af deres, men det er da det mindste af det, når vi selv er færdige ☺

Er I andre ved at være klar til december?


tirsdag den 29. november 2016

En weekend med hygge

Ja, det var jo, som bekendt 1. advent i søndags.. og traditionen tro stod den på julehygge her på matriklen.

I lørdags var Bent, min bror, min mor og jeg til julemesse heroppe i hallen... det var super hyggeligt.. alle stande var besat, så der var godt med jul ☺

Mine forældre og bror spiste så herude lørdag aften inden de kørte hjem, og Bent og jeg slappede af i sofaen....

Søndag skulle vi så have julehygge og vi skulle ned på torvet og se juletræet blive tændt.. det plejer vi altid at være, så i år skulle da ikke være nogen undtagelse.

Men jeg stod op søndag gik jeg ned til bageren efter rundstykker... det er en tradition for Bent og jeg, at vi får rundstykker alle søndage i december. Det er så hyggeligt... Hentede Bent ved 11 tiden, der havde han nemlig ligget vågen længe og puttet med hundene, så der kunne han godt lette sig og komme ud til mig ☺

Mine forældre kom så herud ved 14:30 tiden, hvor min mor og jeg lige skulle hen i ABC inden vi skulle have gløgg og æbleskiver. Vi sad så en times tid og  hyggede os med æbleskiver, gløgg, småkager, slik og konfekt (ja, der skal ikke mangle noget herhjemme til jul).

Ved 16:10 tiden gik vi ned på torvet, hvor vi så faldt i snak med min veninde + mand, deres børn samt min venindes forældre. Julemanden kom så derned, og juletræet blev tændt... så hyggeligt ☺

Vi gik så hjem og spillede pakkespil.. det er altid garanti for god underholdning, og søndag var da ingen undtagelse.. jeg fik 4 pakker, hvor jeg så gav den ene til min mor. Men jeg fik nogle søde juleophæng, som jeg så bare lige skal finde plads til, men op skal de nu nok komme

Vi fik så lidt god mad om aftenen inden de atter kørte mod Kolding, og resten af dagen stod her i huset på NFL...


Ugens hurtige (uge 47)

Fik slet ikke skrevet ugens hurtige i går, så de kommer her:
  • Vi fik bundet alle kranse herhjemme, samt lavet dekorationer til den store guldmedalje.
  • Vi brugte en aften på at lave konfekt og hygge os med det.
  • Jeg fik skrevet de sidste julekort, så nu ligger de bare og venter på komme i postkassen på torsdag.
  • Vi havde besøg af vores veninde og hendes datter i torsdags, og det var super hyggeligt.
  • Jeg fik afleveret kalendergaver til en anden venindes børn. Jeg skulle købe 12 gaver til hver af deres 2 børn (fordi min veninde havde svært ved at finde 24 ting til dem hver).
  • Vi fik så også afleveret alle julekalendere.
  • Vi var til julemesse oppe i hallen - det var rigtig hyggeligt. Om end der var mange mennesker.
  • I søndags var det 1. søndag i advent, hvilket betød at #BloggerAdvent startede plus jeg fik adventsgave af Bent.
  • Vi holdt julehygge i søndags, og var nede og se byens juletræ blive tændt.

søndag den 27. november 2016

1. adventsgave fra Bent

Nu har jeg de sidste par år fået adventsgaver fra min dejlige mand, og det har jeg naturligvis også fået i år.

Han har løbende året igennem købt små ting til mine kalendergaver, og denne er så åbenbart kommet hjem, mens jeg har været indlagt i Gråsten, så det var jo meget heldigt.

Da jeg så gaven, havde jeg virkelig ingen anelse om, hvad der gemte sig under papiret, og glæden var absolut stor, da jeg så, hvad det var.


Gaven indeholdt en dejdispenser ☺og det er noget, jeg virkelig har ønsket mig... men jeg havde nu slet ikke regnet med, at jeg rent faktisk ville få en ☺

Så det var virkelig en skøn gave at få.. næste gave får jeg på torsdag, så nu er jeg spændt på, hvad det mon kan være ☺

1. adventgave i #BloggerAdvent

Som I nok ved, så er jeg jo igen i år med i Jeanettes #BloggerAdvent, og i dag blev det så dagen, hvor jeg endelig måtte åbne 1. #BloggerAdvent gave fra Charlotte.

Det var en stor, relativ tung pakke, og nysgerrigheden var virkelig stor efter at åbne den og kigge... og her er så, hvad den indeholdt:

  • Stjernestrimler
  • Syltede Nissenumser
  • En lille lysestage med lys.
  • En sød stjerne i træ (som nu hænger på vores troldegren i køkkenet).
  • 2 små chokoladefigurer
  • 2 små stykker julepynt (en paddehat og en rigtig sød kugle), som helt sikkert skal på juletræet, når det skal pyntes en gang i december.
  • En paddehat på pind til at sætte i en blomst
  • Og et julekort
 Det var en virkelig god gave, og jeg kan absolut bruge alle tingene, så tak til Charlotte for denne første gave. Nu glæder jeg bare endnu mere til næste søndag ☺

Jeg har også fået adventsgave af min kære mand i dag, men den får et indlæg for sig ☺




Og klokken passerede midnat...

så det er jo faktisk 1. søndag i advent i dag...

SÅ DERFOR GLÆDELIG 1. SØNDAG I ADVENT til alle mine læsere ❤

Som mange af jer jo nok ved, så er jeg med i #BloggerAdvent igen i år, og jeg får sørme også adventsgave af Bent, så jeg skal åbne 2 gaver, når jeg har sovet... så jeg vender frygteligt tilbage med endnu et par indlæg senere på dagen i dag ☺

Men indtil da, kan I da lige få et billede af vores adventskrans fra forrige år... årets adventskrans kommer først op senere i dag, så den er der ikke rigtig billede af endnu ☺


fredag den 25. november 2016

Kan mærke uroen

Har de sidste par uger virkelig haft en underlig følelse i kroppen... har været enormt rastløs og virkelig haft svært ved at finde ro, og når jeg så endelig har haft fundet roen, så har jeg kunne sove hele tiden... så det har været med at finde balancen (ja hurra, det lyder nemt).

I onsdagt til smertehåndtering havde vi så en stresstest.. ikke fordi vores "undervisere" på nogen måde er psykologer eller læger, som kan stille en diagnose, men alligevel kunne testen give pejle os lidt i retningen af, om der var nogle stresssymptomer, og jeg blev lidt overrasket over mit resultat...

Jeg lå i sidste kategori, hvor man blev rådet til at søge læge hurtigst muligt, og ja, det burde jeg måske gøre, for det kan jo være noget, der skal oplyses til advokaten, arbejdsskadestyrelsen osv. Men synes bare det er en ordentlig mundfuld, hvis jeg oven i alt andet også har stress... magter det virkelig ikke... men der er jo nok ingen vej udenom - desværre... Så i næste uge må jeg hellere få ringet til lægen...

Det er helt vildt, at jeg allerede er halvvejs i smertehåndteringsforløbet... der er kun 4 gange tilbage.... det er slet ikke til at forstå... jeg har fået en del ud af det allerede, og jeg er helt stolt over, at jeg selv bidrager så meget i "undervisningen". Det er en god blanding af afspænding, lytte til fysioterapeuterne og bidrage med egne erfaringer, og jeg er god til at bidrage med mine erfaringer. Jeg ved jo godt, jeg på ingen måder bliver smertefri, men det er rart at have fået nogle værktøjer og noget viden om, hvordan det hele hænger sammen.

På onsdag skal vi have næsten en hel times afspænding... det glæder jeg mig til ☺det er virkelig afslappende at ligge på en måtte, med et tæppe over sig og bare koble hjernen fra.

Hold da op

... det er allerede fredag igen... synes lige det har været mandag, og ja, nu er det weekend igen...

Vi har fået ordnet en masse denne uge, og nu kan december bare komme an.. vi er klar... Vi har i denne uge fået bundet kranse til adventskranse, til kirkegården og en til dekoration til min mormor.. de er så også blevet pyntet, og står nu koldt ude i værkstedet...

Derudover er alle juledekorationer også lavet, så det skal vi ikke spekulere på mere i år :) Jeg har også fået skrevet alle vores julekort, så de er klar til at blive sendt 1. december.

Alle småkager er bagt, og vi har lavet konfekt... alle kalendergaver og julekalendere blev også afleveret i går, så det er også klaret, så der er nogle glade børn på torsdag.

Min veninde Rikke og hendes skønne datter Cassandra var forbi i går eftermiddags, og det var super hyggeligt... vi hyggede os og fik en masse gode grin. De var her et par timer, og da de var kørt gik turen hen til min anden veninde Mette, hvor jeg fik afleveret kalendergaver og julekalendere til deres 2 unger. Havde aftalt med Mette, at jeg skulle købe 12 kalendergaver til hver af ungerne, så dem skulle jeg jo lige have afleveret inden 1. december.

I dag fik jeg så pyntet alle kranse og lavet dekorationer, så de er også klar til på søndag samt 1. december. Det er nu så hyggeligt ☺ Og i år har jeg for første gang SELV bundet alle kranse... Nu glæder jeg mig så bare til at adventskransen skal op og hænge.

Vi gik sen god lang tur i eftermiddags, Bent og jeg, og da vi kom hjem kastede vi os over marcipanen, så nu er konfekten også lavet...

I aften tror jeg, jeg vil se, om jeg kan få ordnet de sidste december indlæg til bloggen, mens jeg ser Vild med Dans... I morgen skal vi til julemesse oppe i hallen, og på søndag skal vi have julehygge med mine forældre, og der skal vi også ned på Torvet og se juletræet blive tændt... det glæder jeg mig til, så er det nemlig RIGTIG jul ☺



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...