I august var det allerede 7 år siden jeg blev sygemeldt med den første depression... forårsaget af en klaphat til chef, som syntes det var sjovere at chikanere mig pga min vægt end det var at være chef og respektere sine medarbejdere...
Heldigvis kom jeg da videre dengang, selv om hans chikane har forfulgt mig mange gange siden... Men i dag kan jeg jo kun sige: JEG vandt, JEG kom mig over det og JEG er i dag gift med en dejlig mand, som elsker mig præcis som jeg er <3
Da jeg blev syg dengang, ville jeg ikke rigtig se i øjnene, at der var noget galt... Jeg kunne da ikke rammes psykisk... Det var jeg ikke typen der blev, men det var jeg jo så alligevel... Jeg havde da også en læge dengang, som ikke helt tog mig særlig seriøst.... og som mente det vigtigste var at komme tilbage på arbejde, uanset om jeg var rask og klar til det eller ej...
Når jeg sådan tænker tilbage, så har jeg rykket mig så meget, siden jeg gik ned med flaget dengang.. Jeg er blevet bedre til at sætte grænser, bedre til at sige fra og ikke mindst er jeg blevet bedre til at mærke helt nede i maven om jeg kan stå inde for det jeg gør, eller om jeg hellere skulle lade være...
Da jeg mødte Bent, var jeg ikke helt ovenpå endnu, og måtte i 2008 ned med flaget endnu en gang før jeg for alvor lærte mig at være MIG...
Bent har i de år jeg har kendt ham, været en enorm støtte for mig, og jeg ved det ikke altid har været nemt for ham, men han har jo alligevel valgt at kæmpe med mig, så vi dermed er kommet godt ud på den anden side... :)
Jeg ville selvfølgelig helst have været foruden at skulle igennem alle de rutsjeture, men når det nu endelig skulle være, så tror jeg, jeg har lært mere om mig selv end jeg ellers havde gjort :)
Det er såå vigtig at ha en ved sin side som virkelig er der.. Det er mega hårdt at være pårørende, men hvis man kan klare det, så kan man klare alt.
SvarSletMistede selv min daværende kæreste da jeg blev syg.. men heldigvis har jeg i dag fundet en som er meget bedre for mig og som jeg elsker 1000 gange mere.. Kærlighed er så vigtig for at man kan få det bedre.
Jeg har det meget som dig, jeg ville helst undvære alle de der rutsjeture, men samtidig er der så meget man lære om sig selv og livet, som jeg faktisk helst ikke ville være foruden. Det har stor betydning for resten af mit liv..
Dejligt indlæg og fedt at du skriver om det... du har sikkert brugt til på at overveje dit indlæg flere gange.. det er ikke altid så let som det kan se ud.
Kæmpe kram herfra.. <3
Det har krævet rigtig mange overvejelser at skrive det :) mange depressioner og lignende som et stort tabu, men for nogle af os andre er det jo dagligdag og det kan være svært at finde nogen at snakke med om det.
SletJeg er enormt glad for at min mand trøster mig, hvis jeg er nede. Han giver mig plads hvis jeg har brug for at være alene. Og han sidder og nusser mig hvis det er det jeg har brug for. Vi behøver ikke ord for at kommunikere med hinanden. Han kender mig og ved hvordan jeg har det, bare ved at kigge på mig <3 og selv om man er syg, er det jo altså stadig muligt at elske.
<3
Det er bestemt muligt at elske.. Min kæreste siger heller ikke de store ting når jeg har det skridt.. Han tager som regl over med de huslige ting og så er han der bare.. Han kigger ikke skævt hvis jeg ligger på sofaen i længere tid.. Men han har også kun kendt mig som den jeg er nu. Han kendte mig ikke før jeg blev syg. Så han har valgt mig med alle de ting der følger med og det er enormt betryggende.. Han har det heller ikke altid let og har også perioder hvor han ikke er på toppe. Det bedste ved vores forhold er at vi er 50/50... Han er der lige så meget for meget som jeg er der for ham.. Kærlighed er bare vidunderligt og en stor brik i livet svære kampe.. <3
Slet