torsdag den 14. december 2017

14. december

Dagens ord: Den største gave

Det kan nok næppe komme bag på nogen, at jeg tidligere i år fik den allerbedste og allerstørste gave, da vi blev forældre til Silas. 

Jeg ser mig selv som værende yderst privilegeret, at Silas "valgte" netop mig som sin mor, og jeg kan nu 100% forstå de mænd og kvinder, som siger at den største gave man kan få, er den man får, når man bliver forældre. 

De sidste par år, har jeg hvert år ønsket mig, at næste år ville blive året, hvor jeg blev gravid. Og sidste år skete det så. 

Jeg ved godt, at Silas ikke forstår det vilde af alt "juleræset" endnu, men derfor skal han da ikke snydes for julehyggen. Han er mit - eller rettere vores - lille mirakel, og jeg bilder mig ind, at det ikke bare er tilfældigheder, der har gjort, at han kom til verden netop d. 24. august. 

Og ja, jeg er jo nødt til at prale af min mirakel baby, så her kommer et julebillede af ham.












onsdag den 13. december 2017

13. december

Dagens ord er: Julefacts

Jeg har nogle gange tidligere lavet "Facts om mig" indlæg, og nu syntes jeg, det kunne være lidt sjovt at lave et med julefacts om mig, nu hvor det jo er en del af min "julekalender". 
  • Jeg elsker julen, og for mig må julen hellere end gerne starte i Oktober - jo før jo bedre :) 
  • 1. december kunne i min kalender godt springes over. Min farmor døde denne dag i 1994, så selv om den dag markerer, at nu starter julen sådan rigtigt, så er det alligevel (selv så mange år efter) en hård dag at komme igennem. 
  • Vi pynter som regel op ugen op til Mortens Aften.
  • I løbet af november bager vi julesmåkager. Vi bager flere forskellige slags, dog som regel de samme slags år efter år. 
  • Jeg pakker altid julegaverne ind i forskelligt gavepapir. Jeg er typen, der synes det bliver for kedeligt, når alle gaver fra os er pakket ind i samme papir. Derfor benytter jeg lejligheden, når julevarerne er nedsat til halv pris, til at købe ind til næste års julegaver. 
  • Jeg køber kalendergaver løbende gennem året. Det er ikke unormalt, at der allerede i januar kommer til at stå en kasse ovenpå, hvori vi lægger alle gaverne til den kommende jul - både julegaver og kalendergaver. 
  • Vi har nogle kravlenisser, som har deres faste plads på spejlet ude på badeværelset. Det er faktisk nogle kravlenisser, som jeg har med fra dengang, jeg boede hjemme. Da "The Julekalender" blev vist første gang i 1991, satte jeg to kravlenisser på spejlet på badeværelset hjemme hos mine forældre, og selv om der var lidt brok over det i starten, så fik de da lov til at blive siddende, og så blev det ligesom tradition, at de blev sat der år efter år. Da jeg så flyttede hjemmefra, havde min bror dem med ud til mig, og han satte dem så på mit spejl, og ja så har de altså fulgt med fra badeværelse til badeværelse gennem vores flytninger. Det er en lidt hyggelig ting, som jeg ikke rigtig kan nænne at droppe. Det er ikke rigtig jul, før kravlenisserne sidder på badeværelset. 
  • Hvert eneste år, når vi tager julepynten ned, er der et eller andet vi glemmer at tage ned, som så typisk får lov til at stå til næste jul (dovenskaben længe leve). Nu drejer det sig sjældent om vildt store ting, så det er ikke noget man som det første lægger mærke til i dagligdagen. Men vi ved jo selv, at det er der. 
  • Vi køber som regel minimum 1 nyt stykke julepynt hvert år til jul. Vi samler på nisserikkerne fra Etly Klarborg samt juleornamenterne fra Georg Jensen, og begge de to kommer der jo nye af hvert år.
  • Lige så sikkert som det er, at vi får and juleaften, lige så sikkert er det, at vi hvert år hænger en appelsin med nelliker op ude i køkkenet. Det er tradition og den mangler aldrig. 

tirsdag den 12. december 2017

12. december

Dagens ord: En traditionel juleaften

Det kommer nok næppe som en overraskelse, at julen i vores familie, handler meget om traditioner, og vi holder helst gerne en jul, som "den vi kender". 

Juleaften foregår som oftest sådan her: 

Jeg vågner som regel før Bent, går til bageren efter rundstykker og et rugbrød. Når jeg så kommer hjem, laver jeg risalamanden (risengrøden laver vi dagen forinden), inden jeg dækker bord og kalder på Bent, så vi kan få morgenmad mens vi åbner kalendergaver og julekalendere. 

Derefter går vi egentlig rundt og hygger os med de små forberedelser, vi kan lave inden vi sådan for alvor skal i gang med maden. 

Vi plejer at gå en tur med hundene når vi nærmer os middagstid, for så slapper de også lidt mere af, når mine forældre og bror kommer (og så er der chance for, at de ikke vælter juletræet). 

Når hundene har været ude er det tid til et bad og tøjskifte inden mine forældre og bror kommer og får æbleskiver. Når æbleskiverne og gløggen er indtaget, så tager min mor, min far og jeg i kirke, mens Bent og min bror holder øje med maden herhjemme. 

Efter kirke er det tid til den ultimative juleaften-tv udsendele - nemlig Disneys Juleshow. Det er simpelthen bare et must, at vi skal se det. Og nu, hvor vi har Silas, bliver den tradition under ingen omstændigheder ændret. 

Ved 18 tiden sætter vi os så til bordet. Vi plejer at få and, flæskesteg, brune og hvide kartofler, hjemmelavet rødkål, æbler med ribs gele og ikke mindst en lækker brun sovs. Vi tager den tid, det nu tager at spise.

Når vi har spist og alt opvasken er klaret, så spiller vi pakkespil (dette for at skabe plads til risalamanden), og det er altid et stort hit. Vi plejer at medbringe 2 pakker hver til en pris a 20-25 kr (det hænder at de er lidt dyrere, og sådan er det jo bare). Jeg plejer absolut ikke at være heldig, når det kommer til pakkespil, og det er nok mere reglen end undtagelsen, at jeg "kun" sidder med en enkelt pakke, når vi slutter. Men det er jo hyggeligt alligevel :)

Så er det tid til risalamanden, og igen er jeg stort set aldrig den heldige, der får mandlen. Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har fået mandlen, men det er i hvert fald mere end 10 år siden. Vi har en tradition for, at den, som får mandlen skal købe mandelgaven året efter. 

Når risalamanden er indtaget og maverne godt fyldt op, bliver bordet ryddet og opvaskemaskinen fyldt, og så er det tid til at sætte sig og synge et par julesalmer inden vi kaster os over gaveorgiet. Selv om vi ikke er så mange juleaften, så lykkes det os altid at få en hulens masse gaver ind under træet, og nu kommer der jo så endnu flere med en lille i huset. Min bror plejer at råbe gaverne op, og det tror jeg heller ikke lige bliver ændret foreløbig. 

Når alle gaver er uddelt og åbnede, og alle har sagt tak for julegaver til hinanden, så sætter vi os og får en kop kaffe mens vi kigger på hinandens julegaver. 

Inden aftenen er slut (engang over midnat) får vi et stykke rugbrød med lidt godt pålæg på (rullepølse, steg, and, leverpostej og lignende). Det kan man altså godt klemme ned skulle jeg hilse og sige - også selv om man egentlig føler sig totalt proppet. 





mandag den 11. december 2017

11. december

Dagens ord er: Julepynt

Jeg ELSKER julepynt - og jeg har sørme meget af det.

Det meste af vores julepynt er i de traditionelle røde-grønne-guld-sølv farver. Det er de farver, jeg forbinder allermest med julen. I min verden er nisser røde - ikke blå, lilla eller andre "mærkelige farver (altså hver sin smag).

Da Bent og jeg lærte hinanden at kende, havde jeg ca. 4 flyttekasser med julepynt og Bent havde ca. 2. Det er nu blevet til MANGE flere, og der kommer jo nærmest noget nyt julepynt til hvert år.

I år har vi fået det ultimative julepynt (i hvert fald, hvis du spørger Bent) - nemlig en Twerking Santa. Da Bent så den, var han helt oppe og køre og mente, at sådan én måtte vi bare eje (han kom så med den undskyldning, at det var for Silas' skyld, men den køber jeg ikke helt). Men vi fik da bestilt én på eBay, og da den så kom, blev både far og søn ellevilde. 

Hvis I ikke lige ved, hvilken julemand, jeg snakker om, så er det denne: 


Og ja, den er sgu da meget sjov, om ikke andet så får den da Silas til at grine, og så har vi også noget julepynt, som det ikke er mig, som har valgt ☺



2. adventsgave fra manden min

Adventssøndag = adventsgave fra min dejlige mand. 

I dag lå der en fin aflang pakke i min sok, og jeg havde ikke rigtig nogen idé om, hvad det kunne være (ja, jeg har selv skrevet dage på gaverne, men derfor ved jeg alligevel ikke, hvad det er). 

Bent kender mig jo efterhånden RET godt (surprise surprise), og han behøver stort set aldrig en ønskeseddel, når han skal købe gaver til mig - det har han nu egentlig heller aldrig haft behov for, han er virkelig god til at købe gaver til mig (måske er jeg bare nem at købe gaver til??)... 

Men anyway, så var indholdet af denne gave helt og aldeles perfekt. Jeg fik nemlig Karen Blixen julepynt, hvilket jeg også samler på. Jeg har set disse 2 nogle gange, når vi har været i enten Imerco eller Kop og Kande, men havde ikke lige planlagt at få fat i dem endnu. Men det havde Bent så alligevel ment jeg skulle. 

Jeg går og pusler med nogle ideer til, hvordan jeg gerne vil have ændret lidt juleoppyntning næste år, og der er disse helt perfekte. Der er selvfølgelig mange, jeg ikke har endnu, men det er jo altid rart at have noget at ønske sig. 


2. søndag #BloggerAdvent

Så blev det endnu en gang søndag, og dermed måtte jeg i dag åbne endnu en adventsgave fra Marie.  

Præcis som sidste søndag og som alle de forrige år, var det med stor spænding, jeg fandt gaven frem og åbnede den. 

Og indholdet var jo på ingen måder skuffende. Jeg fik igen i dag en lille godtepose sammen med gaven, og den bragte bestemt lykke (præcis som sidste uge). 

Men nu til indholdet af gaven. Den indeholdt stjerneformede udstiksforme til småkager samt nogle lav-selv nisser - og det passer jo fint til mig :) 

Igen har Marie ramt helt plet med sin gave, og jeg glæder mig allerede nu til at åbne den 3. gave næste uge. 

Hvis I skulle have lyst til at se, hvad jeg havde sendt til Sofie til dagens adventsgave, så kan I se hendes indlæg her.

søndag den 10. december 2017

10. december

Dagens ord er: Advent

Advent er for mig lig med hygge med adventskransen tændt. Vi har flere forskellige adventslysestager, men vi binder hvert år vores egen adventskrans, som vi  pynter og hænger op.

Dengang jeg var barn, bandt min morfar altid vores adventskrans. Men det stoppede han med for en del år siden efterhånden. Indtil jeg lærte Bent at kende købte vi så de færdigbundne kranse, som vi pyntede. Men da jeg lærte Bent at kende, fandt jeg jo så ud af at han var god til at binde kranse (han har arbejdet på gartneri som 13 årig, og noget af det han lærte dengang sidder stadig fast), så han har så fået lov til det siden.

For et par år siden lærte han så mig det, så sidste år og i år er det os begge, der laver både adventskranse og kranse til kirkegårdene.

Advent er jo også ensbetydende med, at jeg i dag må åbne næste gave i #Bloggeradvent, så den kommer der et indlæg om senere :) 





 



lørdag den 9. december 2017

9. december

Dagens tema er: Kreativ jul

Når man kigger rundt i vores julepyntede hjem, så er der en del hjemmelavet julepynt at se. Vi har en del løbere og klokkestrenge, som jeg selv har syet. 

Jeg elsker når man sætter sit personlige præg på både dagligdagsindretningen samt julepyntningen. I min verden gør det det lidt mere hyggelig. 

Her er lidt af mit hjemmefabrikerede julepynt: 











fredag den 8. december 2017

8. december

Dagens ord er: Julebag

I min familie har vi tradition for hjemmelavet julebag. Min mormor og min farmor bagte altid en masse forskellige julesmåkager, da vi var små, og min mor har så fortsat så den tradition. Og ja, det er så også gået videre til mig. 

De senere år, er det Bent og jeg, som har bagt til både os og mine forældre. 

Hvad angår småkagerne, så er vi meget traditionsbundne, og vi bager altså helst de samme år efter år. Det hænder dog, der sniger sig en ny småkage ind i ny og næ, men det er primært de samme, vi bager. 

Selvfølgelig kunne vi da sagtens gå ned til bageren og købe nogle bakker med småkager, men (som med så meget andet) sværger vi til det hjemmebagte. 

Her er de småkager vi plejer at lave til jul:
  • Brunkager
  • Brune fedtkager
  • Jødekager
  • Klejner
  • Vaniljekranse
  • Fedtebrød
  • Pebernødder
  • Kokosmakroner
Så ja, når man guffer lidt i julen, så er det intet under, at vægten måske nok siger lidt mere end godt er... men ja, det smager jo godt det skidt :) 

Her kan I se et billede fra sidste år, hvor vi rigtig var i gang. 




torsdag den 7. december 2017

7. december

Dagens stikord er: Julefilm

Bent og jeg er typerne, som elsker at sidde og se de gode gamle danske film, deriblandt selvfølgelig også de gode gamle julefilm. 

Nogle af favoritterne herhjemme, når det kommer til julefilm, er: 
  • Fars fede juleferie - en klassiker, som man da selvfølgelig skal nå at se i løbet af december. Selv om jeg har set den til bevidstløshed, så hitter den altså alligevel.
  • Julefrokosten (den gode gamle fra 1976 med bl.a. Preben Kaas, Judy Gringer m.fl.) - Uanset hvor mange gange, jeg end har set denne, så er det altså ikke rigtig jul før jeg har set den minimum én gang hvert år.
  • Alene hjemme filmene - disse hører absolut også til blandt de absolutte favoritter. Heldigvis viser de som regel i fjernsynet minds én gang i løbet af december. 
  • Jul i den gamle Købmandsgaard - en af de rigtig gamle julefilm (ja, den er endda sort/hvid), men alligvel en af dem jeg elsker at sidde og se mens jeg spiser hjemmelavede æbleskiver og kigger på de levende lys rundt i huset. 
  • Far til fire Til Julebal i Nisseland - Blandt klassikerne er selvfølgelig også denne Far til Fire film. Den er så sød, og netop "Til Julebal i Nisseland" er en sang, som mange både børn og voksne kan synge. 
Dette er blot nogle af yndlingsfilmene herhjemme... sidste år sad jeg og så en masse forskellige julefilm på Netflix, men det er dog ikke nogen man kan købe på dvd, men der er da helt klart nogle af dem, jeg gerne vil se igen i år til jul. 

onsdag den 6. december 2017

6. december

Dagens stikord er: Julekalender

Jeg har altid elsket at se julekalendere i fjernsynet, men de senere år synes jeg ærlig talt, at de julekalendere, der har været vist, har været "lidt en tynd kop te". 

Altså, selvfølgelig sidder der børn derude, som synes de er gode, men når jeg nu er vokset op med "Jul i Gammelby", "Jul på slottet", "Nissebanden i Grønland" og lignende, så er der altså ikke meget ved de nyere julekalendere... altså, på trods af mine 35 år, så synes jeg altså stadig Pyrus julekalenderene er sjove, men ellers har jeg faktisk ikke set en "ny" julekalender siden de sendte "Ludvig og Julemanden" for 5 år siden. 


Jeg har heldigvis mange af de gode gamle julekalendere på dvd, og ja de kan altså godt ses, selv om det er sommer og 30 grader udenfor, så de bliver selvfølgelig set året rundt. 

Når det kommer til julekalendere, så er der jo også Quicks skrabejulekalender... sådan en har Bent og jeg hvert år (altså vi har en hver), og vi skraber ét felt hver da, selv om det indimellem kan være svært at vente, når man kun mangler et sølle juletræ (som man jo godt ved ikke kommer) og der stadig er 5 dage til juleaften. Min mor er den type, som under ingen omstændigheder kan have en skrabejulekalender hængende , uden at skrabe den. Den skal skrabes umiddelbart efter hun får den i hænderne, så det kribler i hende for at skrabe vores, når de hænger på køleskabet hvert år :) 



tirsdag den 5. december 2017

5. december

Dagens ord er: Juleønsker

Jeg har efterhånden fået sværere og sværere ved at finde på noget at ønske mig til jul. Men ikke desto mindre, så plejer jeg nu alligevel altid at komme frem med nogle ønsker.

Bent og jeg plejer at ønske os fælles gaver, og det hjælper selvfølgelig lidt på det, at vi kan ønske os noget fælles, for så kan vi tillade os at ønske os lidt dyrere og større ting af fx mine forældre.

Sidste år begyndte vi at ønske os julestel fra Royal Copenhagen (Stjerne riflet jul), og vi fik de første 2 kopper og kagetallerkner af mine forældre og min bror sidste år til jul. Det har vi så ønsket os mere af i år, og lur mig, om ikke vi nok skal få noget af det igen i år.

De sidste par år, har jeg så også ønsket mig sæsoner af Pretty Little Liars af Bent i julegave. Den sidste sæson udkom i september, så den kunne jeg jo passende ønske mig i år. Har en god fornemmelse af, at jeg får den. Men det er jo også noget, jeg virkelig ønsker mig.

For nogle år siden, fik jeg min første Little Things mean a lot engel figur af Bent i julegave, og siden har de også været fast ønske på min ønskeseddel. Jeg har nogle stykker af dem, men jeg kan altid finde plads til flere af dem. De er dog ikke helt så nemme at få fat i, ofte skal de bestilles hjem fra USA, og så koster de jo lige lidt ekstra.

Ting som smykker og gavekort til forskellige butikker kan selvfølgelig også altid bruges, men jeg vil hellere have en gave, som giveren har udvalgt specielt til mig. Det får mig til at føle mig lidt speciel.

mandag den 4. december 2017

4. december

Dagens ord er: En god gammeldags jul.

En god gammeldags jul kan dække over mange ting. Jeg har valgt at det i dette tilfælde bl.a. skal bruges til at beskrive en stor del af den måde, vi holder jul på.

Som jeg nævnte i går, så har vi utrolig mange traditioner herhjemme, og mange af dem er nogle, som er taget med hjemme fra mine forældre. Bent og jeg har utrolig meget gammelt julepynt, og helt ærligt, så er jeg ikke til alt det nymoderne julepynt, som var rigtig meget fremme for bare et par år siden. Det er altså bare ikke lige pynt for mig, og det passer jo så absolut heller ikke ind i vores stil herhjemme.

Jeg har arvet en del julepynt fra mine forældre og bedsteforældre, og jeg holder meget af at gå i genbrugsbutikker og finde lige netop DET julepynt, som passer ind i vores hjem - igen gammeldags julepynt.

Noget af det julepynt, som betyder allermest for mig, er møllen, som jeg arvede fra min farmor og farfar. Den har været vist tidligere her på bloggen i forbindelse med julen, men den kan da vist godt tåle at blive vist igen. Det er noget af det ældste, hvis ikke DET ældste, julepynt vi har. Det stammer helt tilbage fra 2. verdenskrig, hvor mange selv lavede pynten af de ting, man nu havde til rådighed. Den er lavet af en gammel garntrisse, og jeg er meget øm overfor den, for den skulle jo nødig gå i stykker. Nogle vil måske mene, at den ikke rigtig har så meget med jul at gøre, men for mig har den alt med julen at gøre. Den har været en del af min farmor og farfars julepynt i alle de jule, jeg oplevede med dem, og jeg kunne ikke forestille mig, at den ikke skulle stå fremme ved juletid i mit hjem.

Grangrenen bliver som regel skiftet nogle gange december igennem, men det er jo heldigvis en lille ting.

Ugens hurtige (uge 48)

Søndag = tid til ugens hurtige: 
  • Vi fik ordnet alle julekortene og sendt dem.
  • Vi fik købt de sidste julegaver og pakket dem ind. 
  • Det blev 1. december. 
  • Jeg var med min mor til julebanko. Vi vandt begge et par gevinster.
  • Jeg havde inviteret min mor med på Dalle Valle og spise. 
  • Der var julemesse i hallen her i Vamdrup. Silas var med deroppe, og han snakkede med selveste Julemanden.
  • Vi har haft gæster til spisning i går. 
  • I dag blev juletræet tændt her i byen. 


1. adventsgave fra Bent

Jeg var dobbelt heldig i dag, for udover min #BloggerAdventsgave, så var der også en adventsgave fra Bent i min sok (not that big surprise). 

At dømme efter formen på gaven, havde jeg lidt på fornemmelsen, at det var en bog, men havde ingen anelse om, hvilken bog det kunne være, da jeg har ønsket mig et par forskellige bøger, så jeg kunne jo ikke vide, hvilken én Bent havde købt. 

Men jeg fik da ret i, at det var en bog, og det var sørme også én af dem,  jeg har gået og ønsket mig. Det var nemlig "Løvetæmmeren" af Camilla Läckberg. Jeg manglede netop denne bog i serien, så det var jo bare en helt perfekt gave. 

Jeg har stadig pænt svært ved at læse, efter min hjernerystelse, men jeg prøver - også selv om det nogen gange, stadig ikke er lykkedes mig at opfatte, hvad der står på en side, selv om jeg har læst den 10 gange. Jeg ved ikke, om det nogensinde bliver bedre, men jeg forsøger i det mindste. 


1. søndag i #BloggerAdvent

I dag (i går) blev det så 1. advent, og det var dermed tid til at åbne den første gave i årets #BloggerAdvent

Jeg har i år fået gaver af Marie. Jeg modtog mine gaver for et par ugers tid siden, så de har jo fint stået og ventet på at det skulle blive tid til at åbne dem. 

Men ja, i dag var det så endelig tid til at åbne den første gave. 

Der var både gaver og små godteposer med i pakken. Der var også et sødt julekort med :) De små godteposer måtte jeg åbne, når jeg lige følte for det, men jeg har alligevel valgt, at de skal åbnes de 4 adventssøndage. 
I gaven i dag var der den sødeste lyskæde med små hvide kugler på. Har aldrig set sådan en før, men jeg er helt vild med den, og den er da også kommet op og hænge inde på vores ene hylde i stuen. Og  den er bare så fin.  

Jeg har i år sendt gaver til Sofie, og hvis du skulle have lyst til at se, hvad jeg har sendt til hende, så tjek endelig hendes blog ud. I kan finde hendes blog her.

Kom endelig forbi de andre adventsdage for at følge lidt mere med i, hvad der er i de andre gaver. 


søndag den 3. december 2017

Kalendergave 1. december

Ligesom de andre år, så får jeg igen i år kalendergaver af min bedre halvdel. Jeg plejer at få d. 1. december + de 4 adventssøndage og juleaften (hvis den altså ikke også falder en søndag, som det er tilfældet i år).

Jeg fik naturligvis derfor en gave i fredags, men eftersom der har været en del at se til i weekenden, har jeg faktisk overhovedet ikke haft computeren åben, så min 1. decembergave viser jeg her i stedet :) 
Og inde i gaven var et par lyserøde sutsko - og det var 100% lige, hvad jeg manglede. Jeg er konstant en frossenpind, og især fødderne fryser jeg helt enormt. Så jeg har tit (og jeg mener virkelig tit), snakket om, at jeg skulle have købt nogle sutsko, men jeg er jyde og rider ikke samme dag, som jeg sadler, så derfor er det
blevet ved snakken. Nu mente Bent så, at det var på tide jeg fik nogen, og det er jo bare dejligt med en mand, som rent faktisk lytter til, hvad jeg siger :) 



3. december

I dag er dagens ord: Juletraditioner.

I min familie er vi meget traditionsbundne, tingene skal helst være som de plejer at være - også til jul. Her vil jeg fortælle lidt om nogle af vores juletraditioner herhjemme:

- Der er nogle småkager, som bare skal bages til jul, og selv om vi hvert år snakker om, at i år skal vi ikke bage så mange slags, så ender det alligevel med, at vi bager den ene slags efter den anden, for vi er jo vant til at de er der, så de skal jo ikke mangle.

- Det samme gør sig gældende, når vi fx pynter op til jul. Der er noget af vores julepynt, som absolut har faste pladser, og det skal altså helst stå samme sted i år, som det stod sidste år, forrige år og året forinden. Nogle vil måske sige det grænser til OCD, men sådan er det altså bare.

- En af traditionerne, som vi har er at vi altid julehygger 1. søndag i advent. Vi mødes om eftermiddagen til æbleskiver, gløgg, småkager og andet juleknas. Så sidder vi og hygger os. Vi går så ned på torvet, hvor julemanden ankommer og juletræet bliver tændt. Derefter går vi tilbage til os, hvor vi så spiller pakkespil inden vi slutter aftenen af med lidt godt at spise.

- Juleaften foregår ofte på samme måde år efter år. Vi har været herhjemme ved os de sidste 3 år, og det skal vi også være i år pga Silas. Mine forældre og min bror kommer herud først på eftermiddagen, hvor vi så sidder og hygger med æbleskiver og hele moletjavsen. Min mor, far og jeg plejer så at tage i kirke til julegudstjeneste, mens Bent og min bror hygger herhjemme og holder øje med maden. Når vi så kommer tilbage står den på Disneys Juleshow, mens duften fra køkkenet breder sig i hele huset. Når klokken nærmer sig 18, plejer vi at sætte os til bordet. Der er ikke noget med at haste sig igennem maden, vi tager den tid, som vi nu har lyst til. Når vi alle er mætte, plejer vi at rydde af bordet, få lidt styr på køkkenet og så står den på pakkespil, så vi alle får mulighed for at "slå mave" inden vi skal have risalamande. Det er nu meget hyggeligt, og det gør altså, at der lige bliver plads til en ekstra skefuld.
Når vi har spillet pakkespil og indtaget risalamanden, så plejer vi at gå en lille tur med hundene inden vi åbner gaver. Det behøver ikke være en lang tur, men bare lige det at komme ud og få lidt luft er altså rart.
Når vi så kommer hjem igen, sætter vi os ind i sofaerne og synger et par julesalmer (eller i hvert fald nogle vers fra nogle forskellige sange), inden det er tid til at få gaver. Min bror plejer at få æren af at råbe gaverne op, og det fortsætter han jo nok også med, når nu Silas er der.
Inden aftenen er helt slut og vi alle går i seng engang over midnat, så får vi et stykke rugbrød med hjemmelavet pålæg (sylte, leverpostej, rullepølse) eller and eller steg, som er tilbage fra aftensmaden. Uanset, hvor meget vi end har spist i løbet af dagen, så er der altid plads til et stykke natmad at slutte dagen af med.

- Der er nogle julefilm, som vi simpelthen skal se i løbet af december. Det er både danske og amerikanske julefilm, og det kan altså ikke blive rigtig jul uden at de er set minimum 1 gang. Det gælder fx den gamle "Julefrokosten", "Fars fede juleferie", "Alene hjemme" filmene og en god gammel dansk film "Nøddebo Præstegaard".

lørdag den 2. december 2017

2. december

Dagens ord er: Pakkekalender.

Hvis I har fulgt med herinde de sidste par år, så har I nok opdaget, at jeg får adventsgaver af min kære mand.

Jeg har nu i nogle år også lavet pakkekalender til ham. Han får en gave hver dag december igennem. Det er ikke så store og dyre gaver, men han elsker at stå op om morgenen og sidde og åbne gaver, så jeg holder fast i traditionen med at give ham en lille gave hver morgen.

De sidste par år, har vi valgt at lave pakkekalender til begge hunde. De har hver deres julesok hængende i køkkenet, og hver morgen i december sidder de troligt og venter foran sokken, for de skal jo have deres gave. Mange dage står den på godbidder (så ja, når vi når juleaften, har de godbidder til den næste måned eller længere), men det er nu så hyggeligt at se hundene mens vi åbner deres gaver.

Siden jeg var omkring 16 år, har jeg givet min bror pakkekalender. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg på nogen måde er forpligtet til, men min bror er altid klar til at hjælpe, hvis vi beder om hans hjælp, og han vil aldrig have noget for det, så Bent og jeg laver pakkekalender til ham i stedet for. Og han plejer nu ikke at brokke sig ☺

Sidste år havde min forældre hjulpet os en del året igennem med at stille bil til rådighed, hvis vi skulle noget, så vi besluttede os allerede for i løbet af sommeren sidste år, at vi ville give dem adventsgaver sidste år. På det tidspunkt var vi jo så ikke klar over, at netop de gaver ville sprede så meget glæde for dem i løbet af december, hvor de jo havde meget andet end netop jul at spekulere på (mors kræftforløb og min mormors død og begravelse var bl.a. nogle af de ting, som logisk nok overskyggede lidt af julen derhjemme sidste år). Men i år har vi så valgt at følge op på den tradition ,med adventsgaver til dem. De har simpelthen også givet os så meget til Silas, så vi følte at vi, på den her måde kunne gøre lidt gengæld, og de synes det er så hyggeligt at sidde og åbne gaver hver søndag december igennem.

I år har vi jo så også skulle købe gaver til Silas. Vi valgte at han, på trods af, at han ikke er så gammel, selvfølgelig ikke skulle snydes, men han har jo ingen anelse om, hvad jul og gaver er, så vi har valgt at give ham adventsgaver, og så kan vi gå over til gaver hver dag, når han bliver l
idt større. Det har ikke været svært at finde gaver til ham, og vi var faktisk færdige med ham som den første.

Jeg har jo så også siden opstarten i 2013 været med i Jeanettes Blogger Advent. Det går i al sin enkelthed ud på, at vi bloggere kan melde os til inden en given dato. Der bliver så trukket lod om, hvem vi skal sende 4 adventsgaver til, og vi modtager jo så også hver især 4 gaver fra en anden blogger. Det er super hyggeligt og jeg glæder mig hvert år - både til at se, hvad vedkommende, jeg får fra har fundet på, men også til at skrive blogindlæg om mine gaver og se, hvad alle andre deltagere har fået.

fredag den 1. december 2017

1. december

Så er det allerede blevet 1. december igen. Det er helt vildt, at endnu et år næsten er omme. Et år, der har givet os den største gave i form af Silas. 

Vi har altid elsket julen herhjemme, men nu hvor Silas er her, er det jo bare ekstra hyggeligt... ikke at der er så meget, vi skal gøre anderledes her på matriklen, men alligevel er julen jo lidt anderledes med børn.

Jeg har i år valgt at skrive 24 jule-stikord ned på et stykke papir (med lidt hjælp fra Bent og en veninde) og hver dag vil jeg så udvælge et af ordene, og fortælle om mine egne minder, traditioner eller lignende ud fra netop det ord.

I dag er ordet: Kravlenisser.

Vi har rigtig mange kravlenisser herhjemme. Nogle af mine forældres venner havde en gang kravlenisser hængende på alle deres køkkenskabe, og netop den ting "flyttede" så med ind i mine forældres køkken, og ja det er så også en tradition, der er flyttet med mig, da jeg flyttede i min egen lejlighed. Jeg synes det er så hyggeligt, at der er nisser på alle køkkenskabe.

Vi har nogle specielle kravlenisser til køkkenet, og nu har vi jo et pænt stort køkken, så det har betydet, at vi har været nødt til at finde lidt flere med tiden. Men op det skal de altså!! Bent plejer at pådrage sig tjansen med at pynte køkkenlåger, og han siger i hvert fald, han hygger sig med det, så det vælger jeg selvfølgelig at tro på.

Mener det var sidste år, vi talte vores kravlenisser i stuerne, og så vidt jeg husker, var der omkring 100 stk fordelt i vores 2 stuer. Synes de er lidt hyggelige, og når de så kommer ned, når vi pynter til nytår, så bliver der godt nok tomt. Men sådan er det jo, når man godt kan lide at gå jule-amok ☺


Kære farmor

Kære farmor. 

Så ramte vi igen d. 1. december - din dødsdag. 

I dag er det 23 år siden du forlod os, og jeg kan stadig indimellem have svært ved at forstå, at jeg aldrig mere ser dig. Du var jo min "bambo". 

I år kunne du være blevet oldemor endnu en gang. Jeg blev nemlig mor til den dejligste lille dreng, som vi har valgt skal hedde Silas. Farmor, du ville have elsket ham. Mor og far siger han ligner mig, da jeg var lille, så det kan jo ikke være helt skidt :) 

Vi har lavet en krans, som vi selvfølgelig kommer på kirkegården med. Jeg har selv bundet kransen, så den er lavet med 100% kærlighed. 

Farmor, du skal vide, at vi alle har klaret os godt. Vi er alle kommet godt videre i livet. Jeg er sikker på, at både du, farfar og faster tog godt imod mormor, da hun sidste år kom op til jer. Hun havde lidt meget den sidste tid hun havde på jorden, så jeg lever i troen på, at hun fik fred, da hun mødtes med jer igen.

Håber I alle får en god jul, hvor I end er. I er savnet, men jeg tror og håber I er et bedre sted, hvor sygdom ikke er så altødelæggende.

Knus fra mig 



onsdag den 29. november 2017

Så er det i overmorgen..

... det går løs!!! 

Ja altså, at december starter, og 2017 dermed går ind i sin afsluttende fase. Jeg har løbende, gennem året, skrevet på et “Året der gik” indlæg, og jeg er egentlig en smule forbavset over, hvor meget jeg trods graviditet, bækkenløsning og den ondeste kvalme, alligevel har formået at nå i år. 

Vi er ved at være helt juleklar herhjemme. Vi mangler lige at binde et par kranse samt lave en dekoration eller 2, og så skænde sidste julegaver købes i morgen. Men det er faktisk også ved at være det. Så december i år, kan også komme til at stå helt i hyggens tegn herhjemme. Jeg kan slet ikke håndtere for meget stress, så det skal jeg altså bare undgå op mod jul. Jeg ved godt, at ingen planlægning kan være til at følge med en 3 måneder gammel baby, men vores kalender er ikke mere fyldt, end at der til enhver tid kan indføres ændringer :) 

På fredag skal jeg til julebanko med min mor på hendes arbejde. Det har jeg været de seneste 9 år, tror jeg det er, og det plejer at være rigtig hyggeligt. Jeg har da også nogle gange været heldig og vinde, så det er jo slet ikke dårligt :) 

Kunne være jeg skulle vove pelsen og rejse mig fra dynen, og satse på at Silas sover, mens jeg for bundet nogle kranse. 




søndag den 26. november 2017

Ugens hurtige (uge 47)

Så er det atter søndag og tid til ugens hurtige: 
  • Silas rundede 3 måneder og var derfor ved lægen til 3 måneders vaccination. 
  • Jeg er næsten færdig med at skrive vores julekort (de skal helst være smidt i postkassen inden 1. december). 
  • Jeg har modtaget mine gaver til Bloggeradvent :)
  • Mine gaver til bloggeradvent er også nået frem til modtager. 
  • Vi mangler nu kun at bage en portion brunkager, og så er julebagningen også i hus. 
  • Jeg har været lidt mere aktiv på bloggen, end jeg har været i et stykke tid :) 
  • Det var Thanksgiving i torsdags - ikke noget vi som sådan fejrer her på matriklen, men vi så da alligevel Thanksgiving Football.
  • Der var Black Friday i fredags, men jeg købte faktisk ingenting. 

lørdag den 25. november 2017

3 måneder

I går var det d. 24., og der var ikke alene 1 måned til juleaften, nej det var også i går hele 3 måneder siden Silas kom til verden. 

Det er helt vildt, hvor meget han har udviklet sig på de 3 måneder, og det er jo så stort at følge med i. 

Bare indenfor de sidste par uger, er der sket SÅ meget med ham, og han er rigtig begyndt at have sin egen personlighed, hvilket ofte kommer til udtryk :) Fx er han begyndt at have sin helt egen fest, når han rækker tunge, og moren så hopper med på vognen og rækker tunge igen (ja, hvad gør man ikke for at få et smil) :) 

torsdag den 23. november 2017

3 måneders vaccination

I går var Silas ved lægen til 3 måneders vaccination. Havde gruet lidt for det, for man hører jo indimellem om nogle af de små pus, som bliver så syge af at blive vaccineret. Men Silas tog  det nu egentlig ganske pænt.

Altså han blev selvfølgelig ked af det, da hun stak ham, men det er der jo ikke noget at sige til - han blev stukket i begge lår.  

Han faldt i søvn efterfølgende, mens vi sad i venteværelset og ventede. Og så sov han ellers næsten 4 timer bagefter. Han fik i løbet af dagen lidt feber, men ikke noget alarmerende højt (max 37,7), så vi lod ham ligge inde på sofaen kun med en ble på. Han virkede ikke til at være tynget af feberen, og han grinte og pjattede som han plejer, så vi var ikke bekymrede. 

I dag har han også bare været sit glade selv igen. Så vi overlevede første vaccination :) Næste gang han skal stikkes er d. 22. januar, så der er lige lidt tid endnu. 



tirsdag den 21. november 2017

Snart kun en måned tilbage af året...

Ja, der er snart kun en måned tilbage af 2017... helt ufatteligt... jeg føler seriøst lige året er startet, og så er det allerede snart så vidt, at året er slut... det er jo slet ikke til at forstå...

Altså selvfølgelig er der sket meget i vores liv i årets løb, så det er selvfølgellig ikke så underligt, at det er gået hurtigt. Jeg har de sidste par dage siddet og skrevet et "Året der gik" indlæg, som bliver udgivet sidst i december, og jeg er på den ene side lidt overrasket over, hvor meget vi har oplevet i år, men en stor del af året er jo gået med graviditet osv.

På onsdag skal Silas til lægen til 3 måneders vaccine, og på fredag er min lille mus allerede 3 måneder ☺💙 det er jo helt vildt... der sker bare så meget med ham, og man kan virkelig se udviklingen. Fx er han begyndt at smile og grine rigtig meget, og om morgenen når vi ligger inde i sengen og hygger, så ligger vi og rækker tunge, og knægten har en hel fest med det, så det er jo herligt.

Alt julepynten er kommet op herhjemme, og vi er i gang med at bage småkager... det er jo med at udnytte de timer, hvor Silas sover, til at få lavet nogle af de praktiske juleforberedelsesting, som vi ved kommer før eller siden.. 





søndag den 19. november 2017

Ugens hurtige (uge 46)

Så er det atter søndag... der er NFL i fjernsynet og jeg kan jo lige udnytte tiden til at få blogget lidt.. vil starte med de hurtige fra den forgange uge:
  • Vi er begyndt at få afleveret indbydelserne til barnedåb. 
  • Vi har hygget os med at bage nogle småkager herhjemme. 
  • Jeg er så småt kommet i gang med at skrive julekort. 
  • Sidste søndag havde vi besøg af en veninde og hendes kæreste - spontant aftalt, men super hyggeligt. 
  • Jeg fik en fotobog til anmeldelse. 
  • Vi har været hjemme ved mine forældre og pynte til jul. 
  • Vi var på spontant besøg ved min faster. 
  • Jeg har fået sendt mine gaver til bloggeradvent.

tirsdag den 14. november 2017

Anmeldelse af Fotobog fra Saal Digital

Reklame - fotobogen er delvist betalt af en rabatkode fra firmaet Saal-Digital, mod at jeg skriver en anmeldelse af den. 

En aften, hvor jeg sad og kiggede på Instagram, faldt jeg over en sponsoreret annonce, hvor man kunne få ansøge om at få et fotoprodukt (i mit tilfælde en fotobog), som jeg så skulle skrive en anmeldelse af. Jeg kendte ikke firmaet i forvejen, men tænkte at det da skulle prøves. Så jeg satte mig og skrev en kort infomail til firmaet Saal Digital, og der gik ikke lang tid, før jeg fik en mail tilbage med en rabatkode, hvor jeg kunne vælge en fotobog og få rabat, så jeg ikke selv skulle betale ret meget. 

Nu, hvor vi har fået Silas, var det jo en perfekt lejlighed til at bestille en bog med en masse billeder fra hans første tid, så jeg gik ind på Saal Digitals hjemmeside, installerede deres bestillingssoftware (virkelig nemt), og så gik jeg i gang. 

Nu har jeg efterhånden bestilt fotoprodukter nogle steder, men herinde var det virkelig nemt at bestille, og det tog mig ikke lang tid (selv om jeg holdt pauser undervejs) at få valgt, hvilken bog det skulle være, få uploadet billeder og lavet bogen. Og så var det bare at trykke bestil og så vente på at modtage det færdige produkt.

Bogen kom så i dag, og jeg skal ærligt indrømme at jeg er virkelig positivt overrasket. Det er en virkelig god kvalitet. Siderne er kraftigere end de andre bøger, jeg tidligere har bestilt, og så er der brugt blank papir til siderne, hvilket altså lige giver den sidste finish til siderne. Jeg vil nærmest betegne siderne som en form for kartonkvalitet, så de går ikke så nemt i stykker, selv hvis de små barnefingre skulle få fat i den på et tidspunkt.

Det er helt klart et sted, jeg vil bestille fra igen. Har endda også allerede et par produkter i overvejelserne, som nok lige skal bestilles på et tidspunkt. 

Her er lige et par billeder af den bog, som jeg bestilte. 

Forsiden (bagsiden ligner i øvrigt denne med selvvalgt billede)

Antallet af billeder varierer på siderne. Jeg har valgt mellem 1 og 4 billeder. 


fredag den 10. november 2017

Mortens Aften venter forude

I aften er det Mortens Aften, og den skal "fejres" på behørig vis her på matriklen. Mine forældre og min bror kommer herud, og så  skal vi have and og flæskesteg med hele "svineriet" og så holder vi en mini-juleaften. 

Desserten er jo så selvfølgelig risalamande (selvfølgelig med en mandel i), vi spiller også pakkespil... Nu, hvor Mortens Aften endelig falder på en fredag, så går vi sandelig også all-in på hyggen. 

Og traditionen tro, ER alt julepynten også kommet op - vi plejer at pynte op inden Mortens Aften, så de sidste par dage (eller rettere hele denne her uge) er tiden gået med at pynte op og gøre hjemmet julehyggeligt. 

 Og ja, nogen vil måske mene, det er for tidligt, men der er vi jo heldigvis forskellige. Og vi pynter op lige præcis, når vi vil ☺

tirsdag den 7. november 2017

Ugens hurtige (uge 44)

Har ikke lige været så god til at skrive "ugens hurtige" siden vi fik Silas, men her kommer de hurtige fra sidste uge:
  • Jeg brugte en eftermiddag på at pakke en masse gaver ind. Nu mangler vi efterhånden ikke mange julegaver, før vi er helt færdige med dem for i år.
  • Vi fik gået nogle gode ture med barnevognen. 
  • Jeg var med min mor i Ikea, hvor der bl.a. blev købt lidt hylder til stuen - der skal jo billeder op af Silas. 
  • Julen er så småt ved at starte op i Vamdrup. 
  • Har fået skrevet ca halvdelen af mine julekalenderindlæg.

Min lille grinebider

Indenfor den seneste uges tid, er Silas begyndt at smile rigtig meget til os og grine, når vi leger med ham. 

I stedet for en kravlegård, har vi en ekstra tremmeseng stående i stuen (vi havde én i overskud, og den fylder altså mindre end en kravlegård, men har stort set samme funktion), og den har han en musikuro hængende over, og når den spiller og drejer rundt, synes han det er vildt sjovt - og ja indimellem må man også overgive sig til søvnen, når man ligger i sengen. 

Det er vildt, så bevidst han er blevet den senere tid. Han har jo hele tiden været lidt bagud udviklingsmæssigt, pga han er født de 3 uger før tid, men det er han godt nok ved at indhente, så det er jo bare dejligt. 
Jeg nyder simpelthen hvert et øjeblik med ham, og han er heldigvis relativ nem. Altså selvfølgelig kan han også have sine ture, men det kan alle børn jo, så det er der jo intet unormalt i.

Det er slet ikke til at forstå, at han allerede blev 10 uger i torsdags - føler jo lige vi har fået ham. Men tiden flyver simpelthen bare af sted, og især når man har sådan en lille størrelse at følge. 



fredag den 3. november 2017

En hyggelig dag

I dag har jeg været med min mor en tur i Odense... vi skulle nemlig i Ikea og købe nogle hylder til at sætte billeder på... 

Spurgte så min mor om vi ikke skulle tage derover, og den var hun heldigvis med på. 

Vi var så heldige, at vi kom til at køre i kø derover ad, så vi kørte af motorvejen og tog den gamle vej i stedet, men det var snart lige så håbløst, hvad angår trafikken... Men vi kom da frem og fik da også handlet det, som vi nu skulle... altså der var nogle ting, som vi skulle have, som var udsolgt, men langt det meste fik vi da. 

Da vi var færdige i Ikea, besluttede vi os for hurtigt at gå en tur i Bilka og kigge - vi kunne jo lige så godt udnytte tiden, når vi nu var derovre. Vi fik lige handlet et par ting, og så kørte vi mod Vamdrup igen. Og fandme om ikke, vi kom til at køre i kø stort set hele vejen fra vi kom på motorvejen ved Odense og hele vejen til Nørre Åby - vil godt pointere, at jeg ikke har noget imod at der er en smule kø, men at køre i kø i så lang tid, det er sgu ikke lige mig. 

Men hjem kom vi da... vi fik så lige en tallerken suppe, da vi kom hjem og så kørte min mor og bror mod Kolding igen.. nu skal vi så bare have hylderne op og hænge i morgen, så vi kan få en masse billeder af skønne Silas op og stå på dem.

torsdag den 2. november 2017

Så er det atter tid til et #Bloggeradvent præsentationsindlæg


Ja, som jeg skrev for noget tid siden, så er jeg igen i år med i Jeanettes #Bloggeradvent, og i går blev spændingen så udløst - vi fandt ud af, hvem vi skal sende til. 

I den anledning skal vi alle skrive et præsentationsindlæg, så vores "nisse" kan lære os at kende... og det vil jeg så gøre her. 

Præsentation af mig: 

  • Mit navn er jo altså Mette. Jeg er 35 år og gift med Bent. I august i år blev vi forældre til dejlige lille Silas. Derudover har vi 2 hunde og jeg vil uden at tøve beskrive mig selv som en KÆMPE JULEFAN!!!

  • Jeg er typen, der allerede i starten af Oktober går og venter på at butikkerne pynter op, og typen der gerne selv pyntede op samtidig med butikkerne - men venter dog alligevel og pynter op omkring Mortens Aften. 

  • Vores hjem bærer meget præg af, hvad jeg vil kalde "Traditionel Jul" med røde, grønne og guldfarvede ting - og der er mange af dem. 

  • Vi har julepynt over stort set hele huset - selv på badeværelset gør julen sit indtog. 

  • Vi har altid juletræ i stuen, som er pyntet med både nyt og gammelt. 

  • Der er flere forældre med børn, som går forbi vores hus i december for at gå og kigge ind ad vinduerne, og det er jo så hyggeligt. For når vi så går rundt i byen, kan vi høre folk snakke om at vores hjem ligner deres barndomshjem, og at vi altid har det så hyggeligt til jul. 

  • Vi bager altid selv en hulens masse småkager - både til os selv og mine forældre. Sidste år tror jeg vi kom op på 10 forskellige slags, men i år tror jeg vi "nøjes" med 6-7 forskellige slags. 

  • Jeg laver selv de julekort vi sender. Hvert år sender vi omkring 25 julekort til nær og fjern. Synes julekort er en hyggelig tradition, som Post Nord desværre er ved at ødelægge lidt med deres prisstigninger. Men prisstigning eller ej, så holder vi fast i at sende dem. 

  • Så ja, jeg vil sige jeg ELSKER julen og den hygge man forbinder med jul. Jeg er ikke den, som bliver super stresset op til jul - snarere tværtimod. Vi er altid klar til jul, når vi når 1. december, så december kan bruges på hygge. I år bliver julen jo nok også lidt mere særlig, fordi vi jo i år har vores første jul med lille Silas. Af samme årsag tyvstartede vi allerede tidligt med at sætte lidt julepynt med lys frem, Silas elsker nemlig alt med lys, så hvad ville være mere oplagt end at finde noget af julepynten frem. 






Vamdrup samlede ind til Kræftens Bekæmpelse

De af jer, som har fulgt med herinde de foregående år omkring tidspunktet for "Knæk Cancer indsamlingen", ved at vi her i Vamdrup holder "Lysfest", hvor vi hvert år stiller glas med lys i rundkørslen nede på Torvet og der bliver doneret 1 kr pr lys til Kræftens Bekæmpelse. 

Det gjorde vi naturligvis også i år. I år blev der tændt lige knap 11000 lys, og der havde samtidig været opstillet nogle indsamlingsbøsser rundt omkring nede på Torvet, så man også på den måde kunne donere lidt håndører. 

Alt i alt kan Vamdrup Lysfest i år give omkring 22000 kr til det gode formål. Der er også samlet ind på andre måder, men de bidrag blev givet under Knæk Cancer showet i lørdags. 

Her kan I se nogle billeder nede fra Torvet.





LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...