Ja, nu er påsken jo snart ved at være slut, og det har været en hyggelig én af slagsen... i torsdags var det min fødselsdag, og dagen startede med at Bent og jeg fik morgenmad mens jeg åbnede gaver.
Fik en bluse og 2 bøger af Bent og hundene. Bøgerne havde jeg ønsket mig og blusen var jeg helt vild med, ja min mand er dygtig til at købe tøj til mig ☺
Vi havde inviteret mine forældre og min svigermor samt hendes mand herud til eftermiddagskaffe og aftensmad, så onsdagen var blevet brugt på at bage og forberede så meget som muligt af maden, så vi ikke havde så meget at spekulere på torsdag.
Men nå, gæsterne var inviteret til kl. 14:30, og min svigermor og hendes mand var de første, som ankom. Mine forældre kom kort efter, og så kunne jeg åbne gaver mens kaffen blev færdig.
Jeg fik en blender af svigermor og hendes mand (vores gamle blender stod af sidste efterår, og sådan en er jo god at have når lille Silas kommer til verden). Af mine forældre og bror fik jeg et tørrestativ (vi havde i forvejen kun et paraplytørrestativ stående ude i haven, og havde derfor ønsket mig et til at have indenfor), penge og en box me 10 Dirch Passer film, så det var jo rigtig gode gaver.
Dagen forløb helt perfekt, og først ved 20 tiden om aftenen var vi alene igen, og der var vi begge godt trætte. Men jeg havde haft en rigtig god dag, og det er jo hovedsagen.
Fredag havde vi inviteret mine forældre herud til rester, fordi de alligevel skulle komme ud med bilen, da jeg skulle køre min mor til Odense til kemobehandling i går, og vi skulle afsted fra Kolding ved 6 tiden, så min far mente, jeg lige så godt kunne få bilen, så jeg slap for at skulle med toget så tidligt om morgenen.
Men fredag eftermiddag, da mine forældre kom herud kørte min mor og jeg på kirkegården med en blomst til min mormor. Hun kunne være fyldt 83 år i fredags, så selvfølgelig skulle hun da have en blomst, nu hvor vi jo ikke kunne køre forbi hende til en kop kaffe. Vi kørte så lige forbi, hvor hun boede og det giver et stik i hjertet hver gang, jeg kører forbi og alle hendes ting ikke længere er der, og man ikke kan se hende sidde i stuen i hendes kørestol. Nogle ting skal man altså vænne sig til, selv om det svært.
Om aftenen, da vi kørte til Kolding med mine forældre, var vi lige omkring kirkegården, hvor min farmor, farfar og faster ligger. Min farmor ville have haft fødselsdag senere på måneden, så vi kunne lige så godt lige få ordnet det med det samme.
I går morges ringede vækkeuret så kl. 5, og det var bestemt ikke fordi lysten var særlig stor til at stå op, men jeg havde aftalt, at jeg skulle en tur til Faaborg og besøge GiZmo, når jeg havde fået mor installeret på OUH.
Det var super dejligt at se GiZmo igen. Så hende sidst i oktober, hvor jeg havde en hyggedag med hende og Jeanette i Odense, men inden havde jeg ikke set hende i mere end 3 år, så det var jo perfekt at vi lige kunne ses inden junior kommer til verden senere på året. Vi hyggede os rigtig meget, og fik sladret om alverdens ting (som kvinder jo altså gør). Vi har altid så meget at snakke om, når vi endelig ses. Hun er uden tvivl én af de veninder, der betyder allermest for mig, også derfor det er så trist, at vi ikke ses mere end vi gør.
Kl. 16 var jeg så retur på OUH, hvor mor næsten lige havde fået den sidste pose kemo sat på, så der gik en lille time inden vi kunne komme derfra igen, så ved 18:15 tiden landede vi i Kolding igen, og der kunne jeg godt mærke, at jeg var MEGET træt, men jeg skulle jo altså lige til Vamdrup igen inden jeg for alvor kunne slappe af, så min far kørte mig hjem. Bent og jeg havde aftalt, at vi ville hente en pizza til aftensmad, for jeg orkede ikke at lave noget, og vi vidste jo ikke, hvornår jeg præcis ville være hjemme, så jeg syntes ikke Bent skulle stå og vente med maden. Faldt så i søvn på sofaen i går aftes, og kl. 2:30 i nat måtte jeg så hellere luske ind i min egen seng, hvor jeg da også hurtigt faldt i søvn - det er der jo heller ikke noget galt i, når jeg havde været oppe kl. 5 om morgenen.
Men jeg havde en rigtig god dag i går, og ville ikke have undværet den for noget, så blæse være med at vækkeuret ringede tidligt, og jeg havde en del køreren i går.
I dag sov vi længe, og der var ingen planer i kalenderen, så vi har bare slappet af, og det samme bliver tilfældet i morgen.
Håber I alle har haft en rigtig god påske 🐰