Har en af de dage i dag, hvor jeg bare kunne grave mig ned og ikke komme frem igen før jeg har det godt...
Er ked af det uden egentlig at have grund til det... føler et eller andet sted jeg sidder lidt fast midt i systemet med alt det her hjernerystelsespjat.. venter stadig på at modparten oplyser sit policenummer så vi kan kontakte hans forsikring og komme videre derfra... men indtil det sker, så kan jeg bare sidde her og have det elendigt og ikke rigtig vide, om det godkender eller om vi skal ud i en længere omgang, hvor der skal lægges sag an mod ham og hans forsikring... Hader den uvished der stadig hersker...
Havde en tur i går aftes, hvor jeg bare lå og græd, og det samme i eftermiddag... jeg hader det virkelig... føler mig så hjælpeløs og magter ikke det med, at jeg jævnligt skal have hjælp til selv de mest banale dagligdagsting såsom toiletbesøg, bad osv. Nogle gange er jeg nødt til at kalde på Bent om natten, hvis jeg vågner og skal på toilettet - ganske enkelt fordi jeg er for svimmel til at kunne komme derud ved egen hjælp.
Når Bent er i Kolding ringer han til mig, når han er stået af toget og snakker med mig, indtil han kommer enten op til træning eller til han skal ind på kurset... Når han har fri og skal ned på banegården ringer eller skriver han også, for at være sikker på jeg er ok... Var faldet den ene dag, hvor han var af sted, så havde simpelthen ikke hørt telefonen, da den lå inde på sofabordet, og jeg var ude på toilet...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar