Ja, det kommer nok næppe som den store overraskelse, at jeg har været fraværende fra bloggen i et par uger nu. Og som nogle af jer jo ved, så er årsagen ganske simpel - torsdag d. 24. August kl. kom vores lille Silas nemlig til verden ved akut kejsersnit.
Jeg var til vægtscanning d. 23. August, hvor de skønnede ham til at veje 1926 gram, og det var 35% nyder gennemsnit, hvilket lægen vurderede var for meget, og han derfor, efter hendes vurdering, ville have bedst af at komme ud. Og jeg skulle nok regne med, at de ville sætte mig i gang starten ugen efter. Det var lidt af en mundfuld at sluge, men hvis det var det bedste for Silas, så var det dét vi gjorde.
Jeg skulle så omkring fødeafdelingen og have kørt nogle kurver, og efterfølgende skulle vi så tages op på konference. Vi blev bedt om at ringe ind på fødegangen om aftenen for at få at vide, hvad de havde aftalt, der skulle ske.
Da jeg var færdig, sagde jordemoderen at hvis vi havde tid til at vente 5-10 minutter, så kunne vi få svar med det samme på, hvad der skulle ske. Og det havde vi selvfølgelig. Mens vi ventede, kom hende lægen, som havde scannet mig, ud fra konferencen og sagde, at de lige skulle have det sidste på plads, men at vi skulle regne med at de ville sætte mig i gang allerede torsdag d. 24. Det var absolut ikke lige med i mine planer, og jeg blev fuldstændig ude af den, for rent mentalt var jeg jo ikke klar til at skulle sættes i gang, jeg var for pokker "kun" 37+0 om torsdagen, så selv om Silas reelt set var klar til at blive født, så var jeg på ingen måde forberedt på, hvad der ventede mig.
Vi fik tid til at møde op på fødegangen til i gangsættelse torsdag d. 24. Kl. 7:15, og det gjorde vi jo så. Da vi kom ind skulle jeg igen ind og have kørt en kurve for at tjekke Silas hjerterytme og min livmoder. De var i starten ikke helt tilfreds med kurven, så jeg fik lov til at ligge der et godt stykke tid, hvorefter vi så blev hentet og ført ind på en fødselsstue, hvor de atter ville overvåge Silas' hjerterytme og så køre en stresstest for at se, om han ville kunne holde til det pres, min livmoder ville komme under, under igangsættelsen. Nåede dog kun små 12 minutters stresstest, før de måtte stoppe, for min livmoder kom virkelig på arbejde og Silas' hjerterytme faldt drastisk, så der blev ringet efter endnu en sygeplejerske og samtidig konfererede jordemoderen med en overlæge, og det blev besluttet, at jeg skulle have kejsersnit. Og min overraskelse dagen i forvejen, over at skulle sættes i gang så hurtigt, var intet i forhold til at skulle have kejsersnit blot et par timer efter, jeg efter planen skulle have været sat i gang.
Jeg lå inde på fødselsstuen og prøvede at forlige mig med tanken om, at jeg indenfor ganske kort tid havde min søn i armene, kom der rendende forskellige læger, jordemødre og sygeplejersker for at fortælle mig, hvordan kejsersnittet ville forløbe.
Da klokken var lidt over 10, ringede jordemoderens telefon og da hun lagde på, meddelte hun at der kom en portør nu og hentede mig, og så blev jeg kørt på operationsstuen til kejsersnit. Fik så lagt lokalbedøvelse efterfulgt af spinalbedøvelse og kl. 10:35 sagde lægen, at han var født, og så hørte vi gråden som i den grad bekræftede, at vores lille søn var født.
Han vejede ved fødslen 2280 gram og var 47 cm lang, så de havde skudt lidt forkert til vægtscanningerne. Men så længe det var til den side de havde skudt forkert, så er jeg godt tilfreds.
Silas' blodsukker var noget for lavt, så han blev kørt på neonatal, hvor han blev lagt i kuvøse, så han kunne få varmen, og så fik han lagt en sonde i næsen, så han kunne få sondemad for at prøve at få hans blodsukker op. Bent tog med Silas på neonatal, mens jeg blev syet sammen og kørt på opvågning. Inden jeg kom ud af operationsstuen, måtte de dog lige have fat i en narkoselæge, for det viste sig at bedøvelsen gik for højt op, og dermed gjorde, at jeg havde svært ved at trække vejret.
Jeg lå på opvågning små 3 timer og så blev jeg kørt på neonatal til Silas og Bent. Jeg var stadig lidt groggy og påvirket af det hele, men da jeg så vores lille søn ligge der i kuvøsen glemte jeg alt om, hvor hurtigt det hele var gået. I løbet af eftermiddagen smuttede Bent lige hjem til mine forældre for at få noget at spise, og jeg blev liggende på neonatal sammen med Silas, jeg kunne ikke gå fra ham. Om aftenen blev jeg flyttet ned på barselsafdelingen, men kunne komme op til Silas lige så meget jeg havde lyst til, og jeg var deroppe indtil ved 1 tiden om natten.
Jeg lå et par dage på barselsafdelingen inden de flyttede mig på patienthotellet, for jeg var jo stadig medindlagt sammen med Silas. Silas havde en relativ hård start, og han fik målt blodsukker hver anden time, og det gjorde ondt i mit stakkels moderhjerte, at han skulle stikkes i sine små hæle, for at de kunne tjekke hans blodsukker, men der var jo ikke rigtig anden vej udenom. Han fik så også et sukkervandsdrop i den ene hånd, for de kunne ikke rigtig få blodsukkeret til at stige via sondemad, så de måtte ty til drop. Det havde han så i et par dage, hvorefter hans blodsukker heldigvis havde lagt sig stabilt, så de mente ikke, der var nogen grund til at det ikke skulle fjernes.
Vi lå på neonatal indtil i onsdags, hvor vi endelig kunne udskrives efter 13 dage. De sidste 5 dages tid, skulle vi have amningen op og køre, og jeg er glad for, at jeg havde sygeplejerskerne til at hjælpe mig med det, for det er altså ikke bare sådan lige givet, at det er noget, der fungerer. Men vi kom da ind i en god rytme, og tirsdag fjernede han selv sonden fra næsen, og så valgte vi at prøve at lade være med at sætte den i igen, og heldigvis fungerede amningen bare perfekt om natten, så da de onsdag formiddag meddelte, at vi måtte komme hjem, kunne jeg have givet sygeplejersken det største kram.
Jeg er taknemmelig for den store hjælp vi fik fra personalet på neonatal, og jeg vil til enhver tid lade mit barn indlægge der igen, hvis det nogensinde skulle blive aktuelt på et senere tidspunkt. De var så søde og hjælpsomme, og selv da jeg virkelig havde en aften, hvor jeg virkelig var langt nede og påvirket af hele situationen, ja der tog de sig tid til at snakke med mig og hjælpe mig.
Men ja, vi er nu forældre til vores lille mirakelbaby Silas, og vi elsker ham. Han er det dejligste og en virkelig charmetrold, som forstår at charme sig ind alle steder.
I dag (i går) blev det så 1. advent, og det var dermed tid til at åbne den første gave i årets #BloggerAdvent. 
I gaven i dag var der den sødeste lyskæde med små hvide kugler på. Har aldrig set sådan en før, men jeg er helt vild med den, og den er da også kommet op og hænge inde på vores ene hylde i stuen. Og den er bare så fin. 
