Havde egentlig lovet mig selv, at jeg ville få blogget lidt mere i denne uge, men har nærmest ligget på sofaen siden mandag.
I torsdags var vi jo til Nakkefoldsscanning, og risikovurderingen var let forhøjet ved de kromosomer, der viser Downs syndrom, så jeg skulle igennem yderligere undersøgelse for at afklare om junior havde Downs eller ej.
Jeg var derfor i mandags inde på Kolding Sygehus for at få lavet en moderkagebiopsi, og for pokker hvor gjorde det ondt, da de stak nålen med i maven. Jeg fik så ordre på at holde mig i ro resten af dagen, og så var det op til mig selv at mærke efter, hvordan jeg havde det i går mht om jeg måtte lave noget eller ej. Mandag aften begyndte jeg at få virkelig ondt - og jeg mener virkelig ondt i maven. Jeg havde fået at vide på sygehuset, at jeg godt kunne begynde at bløde lidt og at jeg godt kunne få ondt i maven, men at det ikke var farligt med mindre at jeg begyndte at bløde meget. Blodet holdt sig dog væk, så jeg måtte nøjes med smerter. Tog så et par Panodil inden jeg gik i seng, og det hjalp mig til at falde i søvn. Vågnede så godt nok 50 gange i løbet af natten, fordi det gjorde ondt hver gang jeg skulle vende mig.
I går morges da jeg vågnede, gjorde det en smule ondt, men slet ikke i samme grad som mandag aften, så jeg stod op og tog den lidt med ro, for at prøve at modvirke at smerterne skulle vende tilbage. I går eftermiddags var jeg henne og få akupunktur, og da jeg kom hjem begyndte det at spænde og nive i maven. Og så måtte jeg holde sofaen resten af dagen.
Får så svar i dag på, hvad undersøgelsen siger. Derudover får vi så også at vide, hvilket køn det bliver. Normalt ville vi først få at vide til scanning om en lille måned, hvis man altså kan se det der, men denne undersøgelse kan vise kønnet, da de også analyserer kønskromosomerne, og selvfølgelig vil vi gerne vide hvad det bliver 😀