De sidste par uger har jeg sandelig måtte sande, at det ikke altid er lutter lagkage at være gravid. Her vil jeg fortælle lidt om nogle af de absolut værste graviditetsgener, jeg oplever.
Jeg er begyndt at døje meget med vand i kroppen - især i fødder og hænder - og det gør indimellem at jeg har så ondt i mine fødder om aftenen, og så vågner jeg gud ved hvor mange gange om natten med ondt i lægmusklerne.
Bækkenet er virkelig også træls for tiden... det skyldes så nok ret sikkert også det faktum, at livmoderen vokser og det stikker og prikker rundt omkring, så jeg kan ikke holde til at gå så meget, som jeg ellers plejer at gøre. Det irriterer mig nu egentlig lidt, for jeg elsker at gå nogle gode ture sammen med Bent, men bare det at gå 500 meter kan indimellem føles, som om jeg har gået 10 km, og det bliver ikke nemmere jo større jeg bliver.
Det er jo så heller ikke nogen hemmelighed, at jeg har døjet rigtig meget med kvalme og opkastninger. Og det er ikke ovre endnu, men det er dog blevet så meget bedre, at jeg er begyndt at spise flere gange om dagen og rent faktisk kunne holde det i mig. Kvalmen dukker indimellem op om aftenen, når jeg er kommet i seng, men det er langt fra hver gang, det ender med at jeg kaster op.
En af de værste ting, jeg har oplevet er ikke en decideret gene, men det er den med at være bekymret for om lille Silas nu har det godt nok. Som fx i onsdags, hvor jeg nærmest panikkede over, at jeg ikke kunne mærke ham. Jeg ved godt, at selv om jeg er lidt over 25 uger henne, så kan der godt være en enkelt dag eller to, hvor han er lidt mere doven end ellers, men som førstegangsgravid er det altså svært IKKE at bekymre sig, når noget føles anderledes (selv om jeg ikke aner, hvordan det SKAL føles).
Men uanset, hvor meget génerne kan irritere mig, så er jeg helt overbevist om, at det føles som bagateller, når først Silas kommer ud til os. Den glæde, jeg føler over at vide at der vokser et lille menneske inde i mig, den kan ikke erstattes af noget andet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar