Allerede lørdag igen

Synes ellers lige denne uge er begyndt, men nu er den allerede ved at være slut igen... vi har haft en del på programmet denne uge, så det er nok også derfor tiden bare er fløjet af sted.

Onsdag tog vi hjem til mine forældre, fordi en af mors tidligere kollegaer og hans kone havde været forbi og aflevere en gave til mor i anledningen af hendes 40 års jubilæum. Vi valgte så at hoppe på toget og tage hjem og overraske mor.

Og overrasket blev hun da også.. kørte så med hende ud og handle mens Bent blev hjemme og snakkede med min far.

Mens vi sad og spiste, kom min mor så med forslaget om at se, om vi kunne få en tid til 3D scanning og som sagt så gjort. Vi spurgte så min mor om hun ville med, og vi kunne godt mærke på hende, at det ville hun altså gerne, selv om det ikke skulle lyde sådan - hun ville jo ikke trænge sig på. Men det endte dog med at hun tog med os.

Vi ankom til scanningsklinikken og blev mødt af den sødeste scanningsdame, og vi følte os med det samme rigtig velkomne. Silas mente dog ikke, at han skulle være særlig samarbejdsvillig, så han lå med hovedet nede i mit bækken og gemte ansigtet (lille bandit). End ikke adskillige gymnastiske øvelser hjalp i kampen for at få ham til at vende hovedet mod os. Men det gjorde dog ikke det helt store, for vi fik en masse andre gode billeder alligevel. Og så fik vi også adskillige gange set beviset for at han ER en dreng (det havde han ikke det fjerneste imod at vise). Men vi fik også en ekstra scanning torsdag, hvor vi alligevel var i Kolding, da jeg skulle på jobcenteret og vi skulle til jordmoder.

Vi tog så til scanning igen torsdag, atter i følgeskab med min mor, og der havde Silas så vendt sig, så hovedet lå mere frit, men han lå dog stadig i fosterstilling med knæene trukket helt op til panden. Men vi fik dog flere billeder, hvor vi kunne se størstedelen af hans ansigt. Vi fik også billeder, hvor han ligger med strakte ben mens han holder ved sine tæer og vipper med tæerne, og det er sgu da lidt unikt at have sådan nogle billeder.

Men alt i alt en yderst positiv oplevelse med 3D scanning, og hvis det skulle ske, at vi får en mere på et tidspunkt, så vil vi helt sikkert betale for sådan en scanning igen. Synes da også lige, at I skal se vores lille vidunderbarn. Glæder mig nu endnu mere til at møde ham om små 12 ugers tid. Nå ja, på scanningen kunne de også se, at han i hvert fald ikke er skaldet, når han bliver født, og det var da lidt sjovt at se.

Man ved man er gravid når....

Nu er jeg jo med i en terminsgruppe på Facebook, hvor vi snakker om alt mellem himmel og jord, og vi har indimellem en tråd, hvor vi skriver om:

"Man ved man er gravid når...."

Jeg har i et tidligere indlæg været inde på samme "område", og der er da helt klart poppet flere episoder op, så her kommer min egen version af:

"Man ved man er gravid når":

• man (mens man sidder og spiser) allerede er i gang med at planlægge, hvad næste måltid skal bestå af.
• man, når man sidder på toilettet, opdager at der ikke er flere nye ruller toiletpapir, og man begynder at græde, fordi man ikke kan komme op ad trappen efter nogle.
• man pludselig sidder og græder, fordi man ikke rigtig kan finde ud af om man er sulten nok til at gå hele vejen ud i køkkenet for at hente noget at spise.
• man længe ligger i sengen og prøver at tage sig sammen til at gå på toilet, men der simpelthen er så meget besvær i at rejse sig fra sofa eller seng. 
• man for gud ved hvilken gang, bliver vækket om natten ved at junior bruger blæren som boksebold.
• manden kigger opgivende på én, mens han kærligt siger "ja, man kan godt se du er gravid skat".
• man ligger inde i sin seng og kan lugte pebermyntechokolade, og der IKKE findes et eneste stykke af den slags chokolade i huset.
• man pr. automatik søger efter babyting på ebay, wish eller lignende sider.

Ja, der sker mange spøjse ting, når man er gravid og hormonerne raser. Og ja indrømmet, ofte morer jeg mig over de episoder, når jeg efterfølgende lige tænker over dem, men lige  i øjeblikket, er det virkelig virkelig slemt.

En dag med familiebesøg

Jeg vågnede allerede kl. 5 i morges ved at jeg skulle tisse, så jeg måtte jo stå op og så gå i seng igen bagefter... kunne dog ikke lige falde i søvn med det samme, så jeg lå lidt vågen og lå egentlig bare og tænkte. Tænkte på, at der nu snart kun er 3 måneder til termin, og på at vores liv nu fremover vil være 100% forandret... ikke at det gør mig noget, for det gør det absolut ikke, jeg glæder mig.

Men nå, jeg faldt så i søvn efter kl. 6 og sov så nogle timer indtil toilettet atter kaldte ved 9 tiden. Lagde mig så ind i seng igen og lå egentlig bare og puttede under dynen uden at være træt.

Efter jeg var stået op, ringede min mor og meddelte, at hende og min far ville komme ud en tur, og det var de da velkomne til. Min svigermor ringede så også og spurgte, om vi var hjemme, for så ville hun komme forbi, fordi hun alligevel skulle i Davidsen her i Vamdrup. Så hun kom så også lige forbi.

Vi fik så alle sammen lidt frokost at spise, og så kørte mine forældre hjem, for de havde noget de skulle hjem og ordne. Min svigermor kørte hjem ved 13:30 tiden og så satte jeg mig til at skære lidt til kort, inden jeg måtte overgive mig og tage en lur ved 15 tiden - var fuldstændig færdig, og kunne simpelthen knap holde øjnene åbne længere, så jeg måtte ligge mig ind under dynen, og det tog da heller ikke lang tid før jeg sov.

Vågnede så ved 17 tiden og var egentlig fuldstændig rundt på gulvet, indtil jeg lige kom til mig selv og indså at det var sidst på eftermiddagen.

Vi tog den nemme løsning i dag og hentede en pizza... orkede ikke rigtig at lave noget, så lige i dag måtte der godt syndes.

Status på graviditeten

I går rundede jeg en af milepælene i graviditeten... i går var nemlig dagen, hvor der "kun" er 100 dage til termin.. og ja, det er en dag man tæller ned til ☺

Det blev så også "fejret" med 2. graviditetsundersøgelse ved lægen... det gik nu ganske nemt og smertefrit.. Vi fik hørt hjertelyd (altid en vidunderlig følelse), blev vejet (vejer 100 gram mindre end ved første undersøgelse i slutningen af januar, så det var udmærket taget i betragtning, at jeg tabte mig så meget et par måneder henne) og så fik jeg tjekket urin (som viste svage tegn på noget infektion, men ikke noget lægen umiddelbart mente der var grund til at behandle, da jeg ellers er helt og aldeles symptomfri.

Jeg måtte i mandags lige en tur omkring vagtlægen, fordi jeg har fået noget eksem på skuldre, henover og under brysterne samt på mave og ryg. Og det blev værre henover weekenden samt det kløede som bare pokker, så jeg måtte overgive mig og tage til vagtlægen. Ham vagtlægen var nu ikke meget bevendt og jeg kunne uden problemer have sparet mig turen derind. Han kiggede lynhurtigt på det og sagde ordret: "Jeg vil gætte på det er noget eksem af en eller anden art, men jeg er ikke sikker. Du får en recept på noget salve som du skal smøre det med. Det er mod infektioner og bakterier, og det er kan være skadeligt, hvis du begynder at spise det".

Jeg valgte så at gå hjem og læse om netop den salve, inden jeg fór på apoteket for at hente det, og der stod at man ikke anbefalede det til gravide. Jeg sagde så til Bent, at jeg lige ville vende den med lægen, når vi nu alligevel skulle derhen i går, og det var vist også en god ting, for hun sagde jeg ikke måtte bruge det, og udskrev i stedet en recept på en anden salve, som man godt måtte bruge som gravid.

Så jeg er da glad for, at jeg ikke bare tog vagtlægens ord for gode varer - i hvert fald lige i denne her situation. Og det salve, som lægen udskrev i går har da for øvrigt også hjulpet rigtig godt allerede.

Næste undersøgelse er d. 22. juni, hvor turen atter går til jordemoder. Alle de aftaler, der kommer i kalenderen når man er gravid, men det er jo trods alt også så hyggeligt ☺

Det at være gravid

De sidste par uger har jeg sandelig måtte sande, at det ikke altid er lutter lagkage at være gravid. Her vil jeg fortælle lidt om nogle af de absolut værste graviditetsgener, jeg oplever.

Jeg er begyndt at døje meget med vand i kroppen - især i fødder og hænder - og det gør indimellem at jeg har så ondt i mine fødder om aftenen, og så vågner jeg gud ved hvor mange gange om natten med ondt i lægmusklerne.

Bækkenet er virkelig også træls for tiden... det skyldes så nok ret sikkert også det faktum, at livmoderen vokser og det stikker og prikker rundt omkring, så jeg kan ikke holde til at gå så meget, som jeg ellers plejer at gøre. Det irriterer mig nu egentlig lidt, for jeg elsker at gå nogle gode ture sammen med Bent, men bare det at gå 500 meter kan indimellem føles, som om jeg har gået 10 km, og det bliver ikke nemmere jo større jeg bliver.

Det er jo så heller ikke nogen hemmelighed, at jeg har døjet rigtig meget med kvalme og opkastninger. Og det er ikke ovre endnu, men det er dog blevet så meget bedre, at jeg er begyndt at spise flere gange om dagen og rent faktisk kunne holde det i mig. Kvalmen dukker indimellem op om aftenen, når jeg er kommet i seng, men det er langt fra hver gang, det ender med at jeg kaster op.

En af de værste ting, jeg har oplevet er ikke en decideret gene, men det er den med at være bekymret for om lille Silas nu har det godt nok. Som fx i onsdags, hvor jeg nærmest panikkede over, at jeg ikke kunne mærke ham. Jeg ved godt, at selv om jeg er lidt over 25 uger henne, så kan der godt være en enkelt dag eller to, hvor han er lidt mere doven end ellers, men som førstegangsgravid er det altså svært IKKE at bekymre sig, når noget føles anderledes (selv om jeg ikke aner, hvordan det SKAL føles).

Men uanset, hvor meget génerne kan irritere mig, så er jeg helt overbevist om, at det føles som bagateller, når først Silas kommer ud til os. Den glæde, jeg føler over at vide at der vokser et lille menneske inde i mig, den kan ikke erstattes af noget andet.

En slem forskrækkelse

I dag skulle vi ind på Kolding Sygehus til rundvisning på Fødegangen, men i morges da vi stod op, stod det hurtigt klart, at jeg nok var nødt til at ringe ind på fødegangen allerede inden.

Jeg havde nemlig på det tidspunkt ikke mærket Silas siden mandag sidst på eftermiddagen, så jeg så ingen anden udvej end at kontakte fødegangen for lige at blive beroliget. De ville så heldigvis gerne lige have mig ind til tjek, så jeg fik en tid kl. 13:15, for så kunne jeg sagtens nå det inden vi skulle på rundvisning.

Vi tog toget ind, og så hentede min far os og kørte os og så gik turen mod sygehuset. Jordemoderen kom ud og hentede os, og så kom jeg ind på en stue, hvor hun lyttede for at se, om der var hjertelyd og det var der heldigvis. Hun koblede mig så til et apparat, som målte Silas' hjerterytme og som samtidig tjekkede at jeg ikke havde veer. Jeg lå med udstyret koblet til i en halv times tid, og alt så heldigvis fint ud. Silas' hjerterytme var fin og stabil, og mens jeg lå der, begyndte han at møvre rundt - præcis som han plejer - så det var helt perfekt.

Hun målte også blodtryk og det så heldigvis fint ud, så jeg blev sendt hjem igen, efter at være forvisset om at alt var fint. Og det var virkelig en lettelse, for ja gu fanden var jeg bekymret.

Nu håber jeg bare, at de næste 3 måneders tid går helt planmæssigt, og at vi ikke skal have flere af disse utidige ture ind på fødegangen.

Vi tog så over til mine forældre efterfølgende og hentede min mor, som havde fået lov til at komme med på rundvisning. Og det var faktisk rigtig spændende at få den rundvisning.

Bent har så beordret mig til at slappe lidt af (selv om jeg virkelig også prøver på det i forvejen), og så skal jeg tænke på mig selv og lille Silas.

En dejlig overraskelse

I  mandags var jeg med mor i Odense til sidste kemobehandling... jeg havde så på forhånd aftalt med GiZmo og Jeanette, at vi lige skulle mødes og få lidt at spise sammen, da de alligevel var i Odense på samme tid.

Jeanette og jeg mødtes først, da vi skulle vente på at GiZmo var færdig med sin sygehusaftale, og da vi så alle 3 var samlet, kørte vi til Jensens for at vi alle 3 (4) kunne få lidt i maverne...

Da vi havde bestilt vores mad og sad og ventede på den, trak Jeanette en overraskelse frem til mig... de havde simpelthen lavet den sødeste babykurv til Silas og mig, og behøver jeg sige at mor her blev rigtig rigtig rørt.... nej det siger jo nok sig selv, hvis man kender gravide og deres hormoner ☺

Der er alt muligt lækkert i kurven, og jeg er virkelig rørt over, at de har brugt tid og penge på at lave den. De må jo virkelig holde af mig ❤ Jeanette har bl.a. hæklet det lækreste og sødeste babytæppe til vores lille mirakelbaby, og GiZmo har fundet en ræve-bamse, som jeg er sikker på vil blive et hit - den skal ligge i hans seng, når den tid kommer. Der var selvfølgelig også rigtig meget andet godt deri, og når jeg pakker den helt ud, skal jeg nok lige vise alt, der er deri. Lige nu står den pænt inde på puslebordet, så jeg kigger på den hver morgen, når jeg står ud af sengen.

GiZmo havde også skrevet det sødeste brev og lagt i kurven, og da jeg læste det om aftenen efter vi kom hjem, sad jeg virkelig med tårer i øjnene. Hun betyder virkelig meget for mig, og hun skal selvfølgelig være Moster GiZmo til min lille søn - andet kan simpelthen ikke komme på tale.

Er det et tabu?... og hvorfor?

For noget tid siden sad jeg og skrev med en på Facebook angående fertilitetsbehandling. Hende og hendes kæreste skal til og i gang med undersøgelser forud for at kunne komme i fertilitetsbehandling, og hun søgte så nogen, som havde erfaring med det.

Der var ikke rigtig nogen, der meldte sig, så jeg skrev at vi havde været i reagensglasbehandling, så hvis jeg kunne hjælpe hende, så måtte hun hellere end gerne skrive til mig. Hun skrev så også, og vi endte med at sidde og skrive lang tid.

Jeg ved, at der i den pågældne gruppe er flere, der har fået hjælp til at blive gravide, og jeg synes ærlig talt, at det er synd at det stadig bliver betragtet som så stort et tabu (selv om der i dag er SÅ mange, som får hjælp til at blive gravide).

Vi var jo selv igennem 2 IVF (reagensglas) forsøg tilbage i 2014, og jeg ved godt, at jeg ikke selv var den allermest højtråbende omkring det, men det var nok mest af alt fordi jeg ikke rigtig kendte så mange, som var igennem det samme som os, så jeg følte ikke rigtig jeg havde det store netværk at trække på, når jeg havde nogle spørgsmål omkring det. Plus jeg, netop fordi det ikke er noget mange snakker højt om, følte at det var pinligt ikke at kunne blive gravid uden hjælp.

Jeg lægger på ingen måde skjul på, at det var enormt hårdt for kroppen, at være igennem de hormonbehandlinger dengang, og det er helt sikkert også derfor, at jeg tøvede med om jeg ville lade min krop gennemgå det sidste forsøg, for gu fanden er det hårdt at stikke sig selv hver dag med hormonindsprøjtninger og nogle dage endda flere gange om dagen pga de forskellige sprøjter man skal tage. Men jeg synes helt klart man skal give det et forsøg eller 2, hvis der ikke er andre muligheder - og det er jo langt fra alle, der reagerer på samme måde når det kommer til behandling.

Da vi havde vores vante gang på fertilitetsklinikken på OUH, så vi rigtig mange forskellige par, som ligesom os selv var i behandling, og det slog mig tit, hvor generte mange af virkede udadtil, selv om vi jo i bund og grund alle var i samme "båd". Vi sad der, fordi jeg på det tidspunkt havde meget tydelig PCOS, som udover problemer med fertiliteten også gjorde, at jeg havde svært ved at tabe mig. Hvorfor de andre sad der, ragede jo ikke mig, men jeg kunne måske godt have lidt på fornemmelsen, at jeg ikke var den eneste PCO/PCOS pige, som sad der.

Da vi selv stod i den situation, at vi skulle til første samtale på OUH havde jeg ligesom slugt den første kamel, som måtte sluges allerede, da jeg skulle snakke med lægen om videre behandling, da vi ikke kunne blive gravide på naturlig vis. Og jeg syntes simpelthen det var SÅ pinligt at ringe til lægen dengang, for det var virkelig et nederlag, at jeg som kvinde ikke kunne blive gravid. Jeg græd mange tårer, for jeg var sådan set godt klar over, at problemet måtte ligge ved mig, eftersom Bent jo havde børn i forvejen. Og jeg tror, at det var den viden, der var medvirkende til at jeg lod der gå så mange år, før jeg tog mod til mig og kontaktede lægen. For der er altså alligevel langt fra selv at være sikker på, at fejlen lå hos mig, og til rent faktisk at få bekræftet, at det altså var sådan landet lå.

Jeg ved ikke, om tabuet omkring fertilitetsproblemer nogensinde brydes 100%, men jeg håber da helt sikkert, at det med tiden bliver mere "normalt" at snakke om. For alle de kvinder, som sidder derude med fertilitetsproblemer skal bare vide, at de ikke er alene. Der er mange andre i samme situation. Jeg vil hellere end gerne fortælle om mine egne erfaringer og oplevelser, og jeg ligger heller ikke skjul på, at selv om det mislykkedes for os, så er jeg da glad for, at jeg fik muligheden for at prøve at blive gravid på den måde. Men jeg er nu trods alt også glad for, at min krop blev så samarbejdsvillig, at PCOS'en kunne holdes så meget i skak, at en graviditet kunne opnås naturligt.

En tur på Akutafdelingen

Natten til lørdag vågnede jeg ved at det gav ligesom et smæld i venstre lyske. Det gjorde herre nas, men jeg kom da ud på toilet (den kære blære) med stort besvær og så fik jeg mig kæmpet ind i seng igen.

Jeg mærkede så ikke rigtig så meget til det resten af lørdagen, men når jeg gik rundt kunne jeg godt mærke det gjorde pænt ondt.

I går morges, da jeg vågnede var smerterne taget til, så ved middagstid måtte jeg (efter Bent havde lagt massivt pres på mig) overgive mig og ringe til vagtlægen. Fik så en tid kl. 15, så jeg blev færdig og fik mig kæmpet op til toget, så jeg kunne komme til Kolding.

Jeg var i god tid, da jeg kom op til vagtlægen, så jeg fik lov til at sidde og vente plus de så selvfølgelig også var forsinkede, så jeg endte med at sidde knap halvanden time, inden jeg kom ind.

Men nå, vagtlægen undersøgte mig og trykkede mig i lysken, hvor jeg flere gange  var ved at hoppe ned af briksen. Han sendte mig så videre til akutafdelingen til indlæggelse med mistanke om brok. Så jeg fik æren af at henvende mig på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, blev undersøgt og ultralydsscannet for at se, om der var tale om  lyskebrok. Ham lægen, der undersøgte mig, kunne heldigvis ikke finde et brok, men i stedet har jeg været så heldig at få en fibersprængning i en muskel ved livmoderen, så jeg skal holde mig lidt i ro nu.

Han var rigtig flink ham lægen, og han mente, at nu, hvor ultralydsapparatet alligevel var kørt ind på stuen, så syntes han da lige, at jeg skulle se Silas, så han scannede helt ekstraordinært min mave, så jeg kunne se at guldklumpen har det godt ☺og han var fuld af liv som sædvanlig, så det var en god afslutning på en træls dag.

Men heldigvis er der da ikke noget brok i denne omgang, selv om sådan en fibersprængning jo selvfølgelig også kan være træls nok i sig selv. Jeg skal bare blive bedre til at passe lidt bedre på mig selv.

Den mest fantastiske morgen

Efter jeg er kommet så tilpas langt hen i graviditeten, at jeg mere eller mindre faktisk mærker Silas mosle rundt i maven hver dag, så er det ikke unormalt, at jeg vågner om morgenen ved at han har en fest af den anden verden inde i maven....

Og ja, det er da så hyggeligt at ligge inde i sengen om morgenen og putte med hundene mens Bent snorker ved siden af, og Silas knokler rundt inde i maven.

Glæder mig så meget til jeg kan begynde at mærke ham udenpå maven... der går nok lige et par ugers tid inden det sker, men så længe jeg kan mærke ham inde i maven, så er jeg godt tilfreds, og så ved jeg, at der er liv.

At mærke liv

Jeg er med i en terminsgruppe på Facebook, og de sidste par uger er der flere og flere, der er begyndt at mærke liv fra babyen i maven, men jeg har ikke rigtig kunne følge trop... Dog skal det så siges, at de fleste af dem er flergangsgravide, og de mærker hurtigere liv end os førstegangsgravide. Men forleden aften mærkede jeg så, hvad jeg var ret sikker på, var liv fra Silas... På nuværende tidspunkt i graviditeten er det ikke unormalt, at man har svært ved at mærke ret meget, og det man så endelig mærker, føles som bobler i maven, og det var præcis sådan jeg følte...

Jeg var dog meget i tvivl, om det rent faktisk var det, så jeg sagde ikke noget til Bent om det, for jeg ville være helt sikker før jeg nævnte noget. Men omkring weekenden begyndte boblerne at være der oftere og oftere, og så var jeg jo ikke i tvivl ☺ det er vores lille vidunder, jeg kan mærke...

De sidste par aftener er det så blevet oftere og oftere, jeg mærker ham, og jeg nyder det lige meget hver gang. Nogle følelser bliver man altså ikke træt af ☺

Indtil videre er det dog "kun" inde i maven, jeg kan mærke ham, så det bliver spændende, hvornår jeg begynder at kunne mærke ham udenpå også, så Bent også kan mærke "karatesparkene" ☺ indtil videre nyder jeg bare godt af, at jeg kan mærke ham. Det er lidt mere beroligende, når man lige mærker et puf indimellem.

Status på graviditeten

Ja, nu er det jo ganske vist lidt over en uge siden jeg var til glukosebelastning, og tidligere i denne uge fik jeg så svaret, og mit blodsukker var helt og aldeles indenfor normalområdet, så der er pt ingen tegn på, at jeg er ved at udvikle graviditetssukkersyge, så det er jo bare perfekt.

Man siger at tallet max må ligge på 9, hvis det skal ligge indenfor normalen, og mit ligger "kun" på 5,9 så der er ingen grund til bekymring endnu... jeg skal så dog godt nok af sted igen d. 19. juni, men nu har jeg jo prøvet det, og ved hvad der skal ske, så det gør det lidt nemmere...

Men derudover rundede jeg endnu en milepæl i graviditeten i går... der var jeg halvvejs, nemlig 20+0. Og det er helt vildt at tænke på, at jeg allerede er halvvejs... føler slet ikke det er så længe siden jeg fik de skønne 2 streger frem på testen, men det er alligevel snart 4 måneder siden.

Kan godt se at maven er vokset en del de sidste par ugers tid.. en lang periode syntes jeg ikke der skete en dyt, men det er der begyndt med nu, skal jeg da lige love for.

I tirsdags fik jeg for første gang akupunktur mod bækkensmerter, og jeg føler faktisk det har hjulpet mig, så håber virkelig det kan give mig en mere tålelig hverdag uden alle de smerter. Selvfølgelig har jeg dage, hvor jeg ikke kan ret meget andet end at ligge enten i sengen eller på sofaen, dage hvor jeg nærmest ikke en gang kan komme op og stå for at komme ud på toilet,  men sådan er det jo bare.

En helt perfekt baby

I torsdags var jeg ikke kun til glukosebelastning, nej jeg var også til MD-scanning (misdannelsesscanning eller gennemscanning, som nogle også kalder den).

Jeg var, naturligt nok, en anelse nervøs, for hvad nu, hvis der var noget galt, eller hvis nu hjertet ikke slog længere... men alt var i den skønneste orden, og der lå 236 gram og 18,9 cm lækker lille baby-boy og hyggede sig i maven. Der var kun én eneste lille bemærkning, og det er, at der kun er et blodkar i navlestrengen, og det er der han får næringen fra. Det ene der er, er dog så stort, at det kompenserer for, at der mangler er, men vi får alligevel 2 ekstra scanninger i henholdsvis uge 30 og 34, for at være sikre på, at han tager på, som han skal. Men jordemoderen sagde han havde en rigtig fin størrelse efter terminsdatoen, så hun var nu ikke bekymret.

Det var simpelthen fantastisk at se med på skærmen under scanningen, og Silas var meget medgørlig. Undervejs kunne vi dog ikke lade være med at grine. Han lå lige så fint og hyggede sig, da jordemoderen skubbede lidt til ham, og så løftede han pegefingeren, som om han lige ville pointere, at hun altså forstyrrede ham. Det var simpelthen dagens grin.

Vi fik nogle fine billeder med hjem, og man kan virkelig se den store udvikling, der sker fra gang til gang. Der vokser jo for pokker et helt liv inde i mig ❤

Glukosebelastning

Så kom den frygtede dag endelig - dagen, hvor jeg skulle have den frygtede glukosebelastning. Har virkelig ikke set frem til det. Har hørt adskillige skrækhistorier om det, så jeg har virkelig gruet for hvordan det ville blive. 

Jeg skulle møde kl. 7:30 og sidde og hvile et kvarters tid før jeg skulle ind og drikke et glas ulækkert sukkervand. Og så skal jeg sidde og vente 2 timer før jeg skal have taget en blodprøve. 

Jeg skulle stille fastende, og det var bestemt ikke lige lykken for den gravide her.. jeg er jo sulten når jeg står op, så nu, hvor jeg ikke har spist siden ved 22:30 tiden i går aftes, er sulten bestemt begyndt at melde sig. 

Jeg sidder på sygehuset nu og venter og kors, hvor er jeg da træt... det er så kedeligt at sidde og vente og vente og vente lidt mere endnu. Men det skal nu nok gå altsammen satser jeg da på. 

Nu også med begyndende bækkenløsning

Ja, den seneste uge (og mere) er blevet brugt på at sove, spise og sove lidt mere... jeg er stadig ikke helt på toppen, døjer stadig med feber og ondt i halsen, så det er noget træls noget... om natten hoster jeg helt vildt, så jeg holder både Bent og mig selv vågne.

Det er begyndt at stilne lidt af med opkastningerne, men det er stadig ikke helt ovre.. kaster stadig op et par gange om dagen, men det er ingenting imod, hvad det har været (da det var værst kastede jeg op 10-12 gange). Men nu er jeg også i gang med akupunktur igen, så det har trods alt en eller anden virkning.

I går var jeg henne og få akupunktur, og så fik jeg lige snakket med hende sygeplejersken, fordi jeg har haft lidt bøvl med lænden, samt når jeg sidder ned, så føles det virkelig som om hele underlivet bliver presset op i maven, og surprise surprise - så er det sørme en begyndende bækkenløsning. Nogle gange er der altså ikke meget ved at være gravid!!

Men så tænker jeg jo på guldklumpen, som kommer ud af det til september, og så er det jo pludselig "lidt lige meget", hvilke følger graviditeten har med sig ☺ 

Vi har de sidste par uger fået meget babyudstyr hjem (både noget, vi selv har bestilt samt ting fra mine forældre).

Mine forældre var så flinke at give os en barnevogn, så den er også bestilt ☺ så nu er det ikke fordi, vi mangler vildt mange af de lidt større ting, så det er jo dejligt nok. Vi har efterhånden også en del babytøj til lille Silas, så han er godt forkælet allerede inden han er født.  

En smule forarget vil jeg have lov til at være.

Nu, hvor jeg er gravid, er jeg medlem på diverse "gravid-ønsker graviditet osv" sider på nettet, og for noget tid siden var der et indlæg fra en mor, som venter sig en dreng, og som virkelig - og jeg mener VIRKELIG - var skuffet, fordi hun havde forventet en pige, eftersom hende og manden har 2 piger i forvejen.

Hun var ikke en gang kun skuffet, hun nærmest decideret hadede sin ufødte søn, fordi han er en dreng og ikke en pige, som hun havde sat næsen op efter.

Og det gjorde mig sgu lidt forarget at læse. Altså drengen har jo for fanden ikke selv bedt om at skulle skabes som en dreng, og i min verden er det forkasteligt at hade sit ufødte barn pga kønnet.

Måske er det fordi vi selv har været så meget igennem for at stå med en positiv graviditetstest, at jeg simpelthen ikke kan sætte mig ind i, hvordan man kan foretrække et køn frem for et andet. Altså selvfølgelig kan jeg godt forstå, hvorfor man kan ønske sig det ene frem for det andet, men ligefrem at hade barnet for ikke at være "det rigtige køn", det kan jeg simpelthen ikke forstå.

Den pågældende mor fik da også rigtig mange hug for sine udtalelser, og jeg undlod (klogelig) at lade være med at kommentere på det, for nogle ting kommenterer man ikke på, når hormonerne raser i kroppen. Men derfor er det jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke har en holdning til det.

Jeg har hele tiden haft den holdning, at jeg var ligeglad med, om vi fik en dreng eller en pige, bare barnet var sundt og rask. Langt de fleste gættede på en pige, men jeg havde en fornemmelse af at det blev en dreng. Vi var hurtigt enige om, at vi gerne ville kende kønnet, men at vi ingen præferencer havde for at foretrække det ene fremfor det andet. Vi blev begge rigtig glade over, at det er en dreng, men en pige havde været nøjagtig lige så velkommen.

Som en anden skrev i det omtalte indlæg, så syntes hun at trådstarter burde skamme sig over at opføre sig så barnligt, og at det da bare var skønt at kunne stå med både dreng og piger, men det var trådstarter helt og aldeles uenig i, og mente at folk, der kom med negative kommentarer bare skulle holde sig væk fra at kommentere.

Altså hallo, når man vælger at ytre sig om nøjagtig dét emne i et forum, hvor måske halvdelen af medlemmerne, er piger, som har store problemer med at blive gravide, og som ville være lykkelig over bare at opleve at stå med en positiv graviditetstest, så må man sgu også regne med, at det ikke kun medfører lutter medfølende kommentarer. That's life.

Som en anden også kommenterede derinde, så håber jeg bare at den pågældende mor hurtigt ville acceptere at det altså var en dejlig søn, som er i hendes mave, så hun ikke stresser kroppen unødvendigt ved at gå og hade uden grund.

Håber det vender nu...

Som jeg tidligere har nævnt, så har jeg været syg de sidste par uger, og det har endda været så slemt, at jeg har kastet voldsomt op igen. Faktisk så meget, at jeg har tabt mig yderligere, så jeg i går vejede næsten 5 kg mindre end før jeg blev gravid. Og det kunne lægen bestemt ikke lide, så jeg var omkring lægen i går for at få taget blodprøver for at se, hvordan min væskebalance var, og samtidig har jeg fået Benylan, som jeg skal prøve at tage for at se, om det kan bremse opkastningerne lidt.

Normalt ville man have fået B-vitamin, men det må jeg kun få i en hvis dosis, og den dosis kan man ikke få B-vitamin alene i, så er det kombineret med noget andet, som jeg ikke må få, så vi prøver næste middel i rækken.

For noget tid siden ordinerede vagtlægen nogle kvalmestillende piller, som min læge ikke helt kunne forstå, jeg havde fået, for normalt prøver man med antihistamin inden man giver kvalmestillende piller, så hurra for at det trods alt var nogle kvalmestillende piller, som ikke har gjort nogen skade.

Jeg var advaret på forhånd både af læge og hende på apoteket, om at Benylan godt kunne virke meget sløvende, og det skal jeg da love for, at det gør. Tog første dosis her til aften, og jeg ville lige starte op med halv dosis, da jeg lige ville tjekke om det blev nede i maven, og ikke engang en halv time efter jeg havde taget det, sov jeg på sofaen. Altså, nu er det jo ikke sådan, så jeg behøver medicin for at kunne sove, det klarer jeg ganske fint uden, men nu er det så bare endnu sværere at holde mig vågen. Men hvad gør jeg ikke, for at prøve at kunne gå nogenlunde igennem den sidste del af graviditeten.

Det er sjovt at se, som maven vokser stille og roligt... selv om jeg har tabt mig så meget den senere tid, så kommer der mere og mere runding på maven, og det er sjovt at følge med i. Nu kan jeg ligefrem sidde med hænderne under maven (plejer at sidde med dem PÅ maven pga alle deller, men nu kan jeg holde hænderne under maven).

Selv min jakke er begyndt at stramme henover maven, men så er det jo godt, at vi går varmere tider i møde, så vinterjakken ikke skal bruges ☺

Håber I alle får en rigtig god weekend. Her skal weekenden bruges på at kigge barnevogn samt vi vil prøve at komme lidt i haven og evt få plantet lidt blomster ud i krukkerne på terrassen ☺

Min søn er forkælet...

... og det endda allerede inden han overhovedet er blevet født... Mine forældre var herude i dag, og så skulle mor og jeg jo lige på genbrugsrundtur for at kigge baby-børneting - den kommende mormor går VIRKELIG højt op i det med, at hun skal være mormor.

Vi fik købt en masse tøj i forskellige størrelser samt en højstol, som kan bruges når vi sidder ude på terrassen.

Vi kørte så med dem til Kolding, fordi vi skulle en tur i Bilka og så mente min mor da lige, at hun godt kunne tage med i Bilka og kigge lidt, og det skulle hun da have lov til... der fik hun sig også fint "forvildet" ind i børnetøjsafdelingen, hvor der sørme også lige smuttede en del ned i vognen. Og jeg brokker mig overhovedet ikke, hun skal da have lov til at købe alt det hun vil, det er jo trods alt deres første barnebarn, så klart han bliver forkælet.

Som min far siger, så er der ingen chance for at Silas kommer til at rende rundt med røven bar, så længe han har den mormor ☺

I går passerede jeg 16 uger, og om 4 uger er jeg halvvejs... glæder mig, og håber absolut at den sidste halvdel af graviditeten bliver noget mere medgørlig, end de sidste måneders tid har været.

En god besked fra sygehuset

Som I jo ved, fik jeg sidste uge foretaget en moderkagebiopsi for at undersøge, om vores lille baby var rask og uden kromosomfejl, og i sidste uge fik vi så beskeden om at han var sund og rask, og at der indenfor en uges tid ville komme svar på de yderligere dyberegående kromosomanalyser.

Det svar kom så i går, og alt ser helt perfekt ud... vores lille Silas er helt igennem perfekt, sund og rask.

Så det er jo bare skønt. Jeg passerede i går 15+0, og synes stadig det (på trods af alle de gener, der har været undervejs) er fantastisk at der vokser sådan et lille væsen inde i mig. Glæder mig til at han kommer til verden til september 💙 

At være forkølet og gravid

I går aftes mens jeg lå på sofaen og i forvejen havde ondt af mig selv, begyndte en velkendt fornemmelse i halsen at brede sig... og i morges var der ingen tvivl længere - jeg er satme blevet forkølet med feber og ondt i halsen.

Jamen er det ikke herligt - eller nej det er det sgu ikke. Nu er der jo ikke ret meget, man som gravid kan gøre ved en forkølelse. Den skal nærmest bare gå i sig selv igen - ingen næsespray når mor her ikke kan trække vejret gennem næsen, max 3 kopper varme drikke (indeholdende koffein) om dagen, ingen hostesaft til at tage søløvehosten.

Så jeg har dømt mig selv lige så lidende som en mand, der er ramt af den altødelæggende mandeinfluenza. Ja ja, jeg er gravid og jeg må godt ynke lidt (ikke at jeg behøver nogen undskyldning for at ynke, men graviditeten er nu alligevel en ok undskyldning trods alt) ☺