søndag den 28. maj 2017

Ren sommerstemning

Har ikke rigtig fået blogget denne uge... vejret har været for godt, og når vi endelig har sat og indenfor om aftenen, så har jeg været så træt, at jeg har nuppet en morfar på sofaen, så ja sådan er det altså bare ☺

Men ja, der har virkelig været ren sommerstemning i Vamdrup denne her uge, og vi har været rigtig meget udendørs... Bent satte min solvogn ud midt i ugen, og den er da også blevet brugt, selv om jeg primært har ligget med benene ude i solen og resten af kroppen i skygge (at være gravid harmonerer ikke altid lige godt med for meget varme) ☺

I går rundede vi 27 grader på terrassen, og kors det var varmt... det var jo simpelthen ikke til at holde ud... altså vi har en stor parasol, som dækker en stor del af den nye terrasse, og klokken var ikke mere end 10, da den blev slået op, for at skabe bare et enkelt sted med en smule skygge... Bimmer har sin hule inde bag ved nogle syrener, hvor han har gravet et stort hul, som udvides i takt med at han får det for varmt, så han køler sig jo fint ned. Shang har det som sådan egentlig fint med at ligge ude i solen (det havde hans mor Bella også), så længe han bare kan gå til en skål med koldt vand, så har han det udmærket.

Vi fik da også lige slået græsset i går... det trængte, så inden solen blev for heftig, tog vi os sammen og slog den... Bent gjorde det meste af arbejdet, og jeg overtog så lige, da han skulle have en drikkepause - selv om jeg er gravid er det jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan hjælpe lidt til, så længe jeg ikke løfter tungt, må jeg gerne hjælpe med lidt af det huslige.

Vi har grillet en del denne her uge, og det smager jo skønt... i går var mine forældre herude og spise, og selvfølgelig skulle vi grille og vi sad så ude på terrassen og spiste - det er faktisk første gang vi har siddet og spist på terrassen i år, men det er jo nok ikke sidste gang ☺Da mine forældre var kørt i går aftes, tændte vi hurtigt op i pejsen og sad lidt ude ved den, inden vi satte os ind. Jeg var pænt træt i går, så omkring kl. 21 sagde jeg til Bent, at jeg hellere måtte komme i bad inden jeg faldt i søvn... havde skiftet sengetøj i går, så jeg gad ikke lige have rester af solcreme overalt i sengen, så et bad gjorde underværker.. Klokken var dog ikke midnat før jeg alligevel havde sagt godnat, men det er jo også acceptabelt.

For et par uger siden fik vi ryddet grundigt op oppe ovenpå. Vi har jo 3 værelser deroppe, og det ene er kontor/gæsteværelse, et bliver brugt som opbevaring og det sidste er vi ved at lave til Silas' værelse. Vi havde simpelthen fået så meget skrammel samlet sammen inde i opbevaringsværelset, så jeg besluttede mig for, at det skulle sorteres og så skulle der meget væk. Vi fik da også fyldt en hel trailer(!!!) med alt muligt, som skulle på genbrugen, så jeg var pænt stolt af mig selv, da der var 5 kasser plus en masse løst til genbrugen, plus der så også yderligere var tømt 4 kasser med ting, som bare skulle smides ud.

Det er klart, at vi lige nu har en masse stående til Silas rundt omkring, men altså hallo, det er sgu også mere vigtigt end en masse ragelse, som har ligget i den samme kasse i flere år uden at blive taget frem ☺Hvilket minder mig om, at jeg lige skal have fundet en kande i den ene kasse, som min mor gerne vil have....

Nå men jeg vil smutte igen og få ordnet det sidste af Silas' tøj, som ligger og flyder på spisebordet... håber I alle kan holde til varmen og ikke smelter helt væk ☺


2 kommentarer:

  1. Hvor er i aktive og lækkert at få sorteret lidt og sendt en masse til genbrug.
    Det skaber virkelig noget ro i hovedet..

    Håber i har en skøn søndag..

    Knus <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var virkelig en skøn følelse at få så meget væk, og især fordi det er vigtigere at bruge pladsen på Silas' ting :) Han er mere vigtig end at gemme noget, som jeg måske/måske ikke får brug for om 4-5 år :) Nogle af tingene havde endda ligget i samme kasse siden vi flyttede ind for 3,5 år siden, så nu røg det altså ud :)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...