mandag den 6. maj 2019

Stilhed i det lille hjem

Bent startede på arbejde i går, og Silas var hjemme ved mormor og morfar og hygge, så herhjemme var der kun Niclas og jeg. Det var nu også meget hyggeligt... altså selvfølgelig var hundene også hjemme, men de lullede jo bare rundt og nød, at der ikke var en Silas, som jagtede dem rundt *haha*. 

Niclas og jeg var bl.a. ude og gå en tur. Det var jo dejligt vejr, så det var med at udnytte det. Lillemanden fik så også lige en lille lur, og så kunne mor her få lagt de bunker af vasketøj på plads, som lå ude i bryggerset og grinede af mig, hver gang jeg gik forbi. Men nu er det lagt på plads, så nu er der rent bord - indtil næste gang om ikke andet. 

Ved godt, bloggen bliver forsømt en del, men når man har børn, er der altså vigtigere ting ude i den virkelige verden frem for at sidde ved computeren når børnene er vågne, og om aftenen når de sover, ja så sidder moren også selv og halvsover inde i sofaen, så der er der heller ikke alverdens tid til rådighed. Så der bliver blogget, når der er tid til det.

For nu at snakke om noget helt andet, hvad i alverden sker der så for vejret for tiden. Nu havde vi jo lige vænnet os til menneskelige temperaturer og så kom der sgu sne forleden aften. Vi havde godt nok slukket for varmen omkring starten af april, men vi har så måtte tænde igen, for det blev simpelthen for koldt for ungerne, og jeg gider ikke flere syge børn lige nu, så der måtte skrues op igen. Men når det så er sagt, så skulle det gerne vende i løbet af næste uge igen, og så skulle vi gerne få skruet ned indtil efteråret igen.

Men derudover er der fuld fart over feltet herhjemme. Silas er endelig inde i en god rytme med vuggestuen, og om mindre end 1 måned skal Niclas starte i vuggestue (hvor bliver tiden af, kan slet ikke forstå min lille baby allerede er så gammel). Min barsel slutter så d. 27/6, så der er lige små 4 uger til at køre Niclas ind og vænne mig til at skulle aflevere ham hver dag. 




fredag den 19. april 2019

Opdatering på tilværelsen

Der er liv her på matriklen endnu, selv om jeg ikke har fået blogget særlig meget den senere tid... Men ja, der har været så meget at se til, og om aftenen når ungerne er faldet i søvn, så er jeg også mere end én gang faldet i søvn på sofaen. 



D. 6. april var vi til guldbryllup. Det var en rigtig god dag, og der er altså noget magisk over at et ægtepar har holdt sammen i tykt og tyndt så mange år. Dagen startede med, at vi alle var inviteret i kirke, hvor guldbrudeparret atter bekræftede at ville leve sammen resten af livet. Bagefter var vi alle på Agerskov Kro og spise, og nøj jeg siger jer, det var noget godt mad, vi fik. Silas havde det ikke særlig godt den dag og sad egentlig bare ved onkel Allan og hang nærmest fra start til slut. Den lille mand havde feber og var virkelig hårdt ramt. 

Vi kørte så til vagtlægen om aftenen, da vi kom hjem, og vi fik at vide, at det "bare" var en virus, som skulle gå i sig selv af sig selv. Og jeg skal altså lige hilse og sige, at det er noget så hårdt at se ham have det dårligt og hoste så meget, at han kaster op over det. Nu er han jo ikke ligefrem den tykkeste i forvejen, så han har jo slet ikke godt af at kaste så meget op. 

I lørdags stod den så endnu en gang på fest. Det var også min fødselsdag, men vi var inviteret til kobberbryllup ved min kusine og hendes mand, og det havde vi så valgt at sige ja til, for fødselsdagen kunne jo sagtens rykkes til dagen efter, og det var jo også bare en almindelig fødselsdag og ikke en rund en af slagsen, og der skulle ikke ske andet end at min bror og mine forældre kom ud til os og spiste. 

Men vi havde så besluttet os for, at vi havde inviteret dem herud til morgenmad lørdag morgen, så kunne vi sidde og hygge lidt inden vi skulle køre til Brande til fest. Bent og ungerne var gået sammen med min bror og mine forældre om at købe gave til mig, og de havde købt en kamera, jeg ønskede mig. Jeg har jo et spejlreflekskamera, men det er lidt stort at slæbe med, hvis vi skal nogen steder, så jeg havde ønsket mig et ganske almindeligt kamera, der ikke fylder så meget. For ja, med børn er det altså praktisk at have et kamera med, når man skal noget (og jeg er ikke den, der altid har min mobil på mig, når vi går ud af døren). 

Nå men, vi skulle være i Brande kl. 13, så vi kørte fra Vamdrup ved 11:30 tiden, for så skulle vi i hvert fald ikke skynde os derop. Vi var da absolut heller ikke hverken de første eller de sidste, som ankom. Inden vi skulle spise, rejste min kusines mand sig op og sagde tillykke med fødselsdagen til mig, og så skulle de alle sammen rejse sig og skåle med mig (mig, som hader at være i centrum), og jeg fik så den flotteste buket blomster af dem. Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg fortryder ikke, at vi tog med. 
Søndag holdt jeg så fødselsdag for mine forældre og min bror. Det var ikke noget vildt, men vi hyggede og grillede (fødselsdagsbarnet bestemmer maden herhjemme). 

Påsken er indtil videre brugt herhjemme, hvor vi har hygget i haven. Silas elsker at være ude, og de har jo efterhånden også SÅ meget legetøj til udendørs brug, så det er jo med at få det brugt. I går var vi også lige en tur i Billigblomst og købe blomster til at plante i krukkerne ude på terrassen, så nu er haven næsten sommerklar. Og nå ja, Silas er blevet klippet, så nu er frisuren lidt mere sommeragtig ☺

søndag den 7. april 2019

Fuld fart over feltet

Vi er allerede en uge inde i april, og det er jo ikke til at følge med. Dagene flyver bare af sted, og vi følger jo bare med. 

Ungerne er sådan halvt om halvt kommet sig over deres influenzaer. Eller Silas var egentlig blevet rask, men er så blevet syg igen. Hader simpelthen at se min lille mus så dårlig. 

Vi var til guldbryllup i går, og han havde de virkelig dårligt hele dagen. Han havde feber og kunne slet ikke finde ordentlig ro. Han sad nærmest ved min bror og hang hele dagen - man er vel onkels dreng. Da vi var kommet hjem i går aftes, valgte vi så at ringe til vagtlægen for at få ham tjekket. Han har heldigvis ikke lungebetændelse, som vi ellers kunne have frygtet. Han har simpelthen en virus, så vi skal give ham hans medicin for astmatisk bronkitis hver 4. time fremfor "kun" efter behov. Og så skulle det gerne blive bedre. 

Ja, så det må vi jo gøre. Altså, han fik lov til at sove i nat, fordi han endelig var faldet i søvn og sov godt, så ville jeg altså ikke vække ham. Men dagen igennem i dag har han fået hver 4. time. 

Han har da heldigvis også haft det bedre i dag. Han har da i hvert fald rendt rundt og leget, hvilket han på ingen måde var oplagt til i går. 

Næste weekend er det min fødselsdag, men vi har valgt at bruge dagen på at fejre min kusine og hendes mands kobberbryllup. En fødselsdag kan jo sagtens vente en dag. 

Håber I alle har nydt det gode vejr de sidste par dage.

lørdag den 23. marts 2019

En lang nat

Det er næppe nogen hemmelighed, at den senere tid har budt på syge børn på skift herhjemme. Og bedst, som vi troede, at nu var det slut, så blev vi klogere. 

Silas var i mandags endelig blevet rask nok til at kunne komme i vuggestue igen, så han kom af sted. Og han var der så hver dag. Torsdag, da vi hentede ham, kom den ene af pædagogerne og sagde, han var faldet og havde fået en lille bule i panden, men hun havde ville trøste ham, og der ville han lege videre. Så hun havde ikke lagt mere i det. 

Vi kørte så hjem, hvor en træt Silas blev puttet til lur. Da han vågnede, virkede han som han plejer om end også meget træt. Vi kørte så lige hurtigt til Kolding, fordi der var nogle ting, som vi lige skulle have handlet. Mens vi var i Kolding, var der heller intet.

Da vi kom hjem, legede Bent og Silas lidt ude i sandkassen, og så skal jeg ellers love for Silas kastede op. Jeg fik ham så ind og fik ham i noget rent tøj, mens Bent ringede til vagtlægen. Vi skulle så komme derind en times tid senere, og eftersom Niclas (endelig) var faldet i søvn, så tog jeg selv af sted med Silas. 

Inde på skadestuen nåede han lige at kaste op endnu en gang, inden vi kom ind (lidt praktisk nok, når det nu endelig skulle være, for det gjorde, så vi kom før ind end vi egentlig skulle). Han blev så undersøgt, og han havde en lettere hjernerystelse, men ikke noget, vi skulle gøre det helt store ud af. Så vi kørte mod Vamdrup igen. Inden vi nåede Vamdrup igen, havde Silas også lige nået at kaste op ud over sit tæppe og sit tøj i bilen, så allerede dér gruede jeg lidt for, hvad vi havde i vente. Men nå, vi kom hjem og han fik (igen) rent tøj på. Han ville ingen aftensmad have, så da han selv begyndte at give tegn til, at han gerne ville ind i seng, prøvede vi at lægge ham ind. Han kunne dog ikke rigtig finde ro, så det tog lige nogle timer, før han havde så meget ro i kroppen, at han kunne sove.

Han sov dog "kun" små 4 timer sammenlagt, og Bent og jeg var oppe flere gange og kigge til ham - hans tremmeseng står stadig i soveværelset. Vi havde dog aftalt, at han blev hjemme fra vuggestuen i går, så han lige kunne få ro til at komme sig helt. 

Han havde det da heldigvis også meget bedre i går. Men fandeme om ikke drengen er blevet forkølet igen... så nu starter hele turen forfra med feber og hele baduljen. Så jeg har sovet 3 timer i nat, og ja er allerede stået op - tror det bliver en lang dag. 

Nå men godmorgen alle sammen, håber I har sovet lidt bedre end mig ☺

onsdag den 13. marts 2019

Vil snart gerne have 2 raske børn

Den seneste halvanden uges tid har ungerne mere eller mindre været syge på skift herhjemme. Det startede med Silas, som tog turen med feber og en forkølelse, der ikke sådan lige er til at få bugt med. 

Så kom Niclas så også lige ind fra sidelinjen med en forkølelse, som jeg er glad for, jeg er endnu er sluppet for. 

Niclas' øjne løber i vand, næsen er stoppet og han prøver at hoste for at få løsnet noget af det, der sidder i halsen og irriterer ham. Årh altså mit lille pus. 

Silas er heldigvis i bedring, men han hoster stadig og man kan høre, han har meget slim i halsen, som ikke kan komme op. Han hoster og hoster, men lige meget hjælper det. Han får kamillete til at lindre det, og det kan altså godt bruges (der er jo lidt sukker i) plus vi også har investeret i noget hostesaft (vi har fået godkendelse på at han godt må få det), så nu håber vi snart han er rask. 


fredag den 8. marts 2019

En lille mand, som vil frem i verden

I fredags havde vi besøg af sundhedsplejersken til Niclas. Han bliver fulgt lidt ekstra, fordi han jo er født for tidligt.


Sundhedsplejersken havde en fysioterapeut med (igen standard, fordi han er født før uge 32), og vi fik så nogle forskellige øvelser, som vi skal lave med ham. Han er ganske fint med motorisk, så det er egentlig bare for at styrke hans motorik, vi skal lave de øvelser. Han har stadig en lille tendens til at dreje hovedet lidt for meget til højre, når han kigger, så der skal vi lige være obs på at "tvinge" ham til at dreje det mere til venstre - altså "tvinge" forstået på den måde, at vi skal prøve at tage bamser, bøger, billeder eller andet og holde til venstre for ham, så han automatisk vil dreje hovedet til den side. Og det fungerer faktisk også rigtig godt. 


I det hele taget virker han som om, han er ganske fint tilfreds med, at vi skal lave de forskellige øvelser. Så det er jo positivt. Næste uge er han allerede 8 måneder gammel - kan altså slet ikke følge med længere. Jeg mener, han er jo næsten lige blevet født. 

Han vejer nu 8,3 kg og måler 69,5 cm, så det er jo helt perfekt. 


Men altså, Silas er jo også 18 måneder, så selvfølgelig bliver Niclas også ældre. 

tirsdag den 5. marts 2019

Fastelavn er mit navn...

i fredags var der fastelavn henne i Silas' vuggestue, og selvfølgelig skulle knægten klædes ud. Nu er Silas jo ikke den største, og på trods af sin alder, bruger han "kun" str. 80 (svarende til 9-12 måneder) i tøj, så jeg ville ikke gå ud og ofre en bondegård på fastelavnstøj, for der er ikke nogen chance for, at Niclas kan passe det næste år. Så vi var i diverse genbrugsbutikker for at se, om vi kunne finde noget. 
Det var dog en større opgave, end vi lige havde regnet med. Altså, det var nemt nok at finde noget til piger (prinsesser osv.), men til drenge, var det næsten umuligt at finde noget. Men det lykkedes.

Han endte med at blive den sødeste lille Care Bear, og selvfølgelig synes alle jo, at netop deres barn er det sødeste, og jeg er ingen undtagelse. 

Han var dog lidt sløj plus sundhedsplejersken kom forbi til Niclas, så Silas var kun i vuggestuen en lille time, og så hentede jeg ham igen, men han var med til fastelavn, og det er hovedsagen. 

søndag den 3. marts 2019

18 måneder

I søndags blev Silas 18 måneder.... jeg mener ALLEREDE 18 måneder - hvor i alverden er min lille baby blevet af.

Nu er han jo en stor fræk tumling, som virkelig kan holde sin far og mor beskæftigede. Han er over alt - og i alt. Og sådan skal børn jo være i den alder.

Han er simpelthen den bedste storebror for Niclas. Han er så kærlig, og vil dele alt med Niclas - selv sin sut (og det er altså store sager). Og Niclas gør alt, hvad han kan for at følge med i, hvad storebror laver af ballade. De 2 skal nok blive partners in crime, når de bliver lidt ældre. 


fredag den 22. februar 2019

Kontrol på børneambulatoriet

I går var Niclas til den første kontrol på børneambulatoriet. Ikke, at de mistænkte, at der skulle være noget i vejen med ham, men fordi han er født før uge 32, så skal han de første år til nogle kontroller, så de kan følge ham og holde øje med, at alt er som det skal være.

Ham lægen, som udførte kontrollen i går og undersøgte ham, var en af de samme læger, som er tilknyttet neonatal, så ham kendte vi på forhånd og han kunne sagtens huske både os og Niclas. 

Både ham og den anden børnelæge var ovenud tilfredse og imponerede over vores lille supermand - det er vi jo også selv. Han vejer nu 8,1 kg, og rent motorisk kommer han så flot igen. Korrigeret er han jo "kun" lidt over 5 måneder, så han kan de ting, man normalt siger, børn kan når de har den alder. Så det er jo bare dejligt. 

Næste kontrol er til oktober, og hvis alt så også der ser fint ud, så hedder den 3. - og muligvis sidste -  konotrol oktober 2020. Så det kunne jo ikke være bedre. Lægen sagde også, at det udelukkende er fordi han er født før uge 32, at de tager et par kontroller endnu. Havde han været født en lille uge senere end han er, så var han blevet afsluttet nu. 


tirsdag den 19. februar 2019

Lidt Mette-tid

Bent er ude og køre, og begge børn sover... det vil sige, jeg kan sidde og hygge mig og lave noget for mig selv. 

Det er dæleme sjældent det sker, at begge børn sover på samme tid, så jeg har kastet mig over at omdøbe nogen af alle de billeder, jeg har på computeren - og der er mange, vil jeg gerne lige pointere. 

Vi var lige en hurtig tur hjemme ved mine forældre i går. Vi skulle lige hjem og hente noget spartelmasse, som min bror havde lånt af os, og det passede med, at Silas lige kunne få en lille lur i bilen. Han er relativt nem at få til at sove, når vi er ude og køre, så der er ikke meget ballade fra bagsædet - endnu, men det kan jo nå at komme senere hen. 

Sidder og kigger på, at jeg egentlig burde støvsuge og tørre støv af... men ja, kender I ikke det med at man indimellem har godt af at lukke øjnene for de praktiske gøremål, som egentlig burde klares. Og hånden på hjertet, så forsvinder nullermændene nok ikke af sig selv. Og jeg tvivler på, at der kommer en eller anden random fremmed ind af døren og nupper dem. 

Senere i dag skal Bent til teori, så der skal vi også bare være hjemme og hygge mig og ungerne. Indimellem kan dagene godt være lidt lange, når Bent er så meget væk, men altså, så skal jeg jo bare huske, at det er i en begrænset periode, og at det kan give ham kørekort, så han kan få drømmejobbet. 

Og ja, jeg hygger mig jo alligevel med banditterne om aftenen, så det gør mig intet at være selv hjemme med dem. Og så har jeg nogen til at se lidt julekalender med mig (ja, det ser vi altså selv om det er februar - Silas elsker Pyrus, så det er jo skønt). 

I får lige et billede fra i weekenden, hvor vejret jo var vidunderligt. Der havde vi begge unger med ude og lege i haven. Niclas hyggede sig gevaldigt med at ligge på sansegyngen, og Silas var over hele haven. Det er en af de helt store fordele ved at have egen have - vi skal ikke ned på legepladsen, hver gang vi vil hygge os med ungerne. Selvfølgelig kan vi godt besøge nogle af alle legepladserne i byen, men vi kan også gå lige ud i haven.
 

mandag den 18. februar 2019

Mor livet

Lige for tiden synes jeg dæleme indimellem, at det er hårdt at have 2 børn. Bent er i gang med kørekort, så han er til teori 2 aftener om ugen plus han så også er ude og køre minimum 4x45 minutter i ugens løb.

Så ja indimellem kommer tålmodigheden gevaldigt på prøve. Silas prøver mange grænser af lige nu, og indimellem er det altså svært ikke at grine af ham, selv om han absolut ikke skal se, jeg gør det. Fx har han fundet ud af, hvordan han kravler op på vores sofabord, og han kan jo for pokker slå sig gevaldigt, hvis han falder ned, så jeg skal jo have ham stoppet. Men så hjælper det så ikke, at Niclas også griner højlydt, når mor her farer rundt efter storebror, som jo på ingen måder har tænkt sig at stoppe med at lave ballade. Altså de banditter!!!!

Silas har haft vinterferie sidste uge. Så længe jeg er hjemme, kan jeg ikke se, hvorfor han ikke skulle være hjemme i diverse ferier. Jeg ser ingen grund til at sende ham af sted, for selv at få ro derhjemme. Han har så også været lidt ramt af feber i perioder de sidste par uger, så det har været praktisk nok, at han har været hjemme.

Det har dæleme også været en hård omgang med alt det sygdom vores lille mus har været igennem. Niclas er heldigvis gået så nogenlunde fri, så vi håber det fortsætter med fremgang ved Silas. Men der er desværre rigtig mange, der er syge for tiden, så tvivler på, at vi kan sige vi er sluppet for denne omgang, men vi har jo lov til at håbe.

I sidste uge blev Niclas allerede blevet 7 måneder. Vildt, så hurtigt tiden går. Han klarer sig fortsat super godt. Ja, selvfølgelig er han en anelse bagud på nogle områder - det vidste vi sådan set også godt, at han muligvis godt kunne være pga. den tidlige fødsel - men han er ved at være godt med, og vi kan se klare fremskridt, så det er jo hovedsagen. I næste uge kommer sundhedsplejersken sammen med en fysioterapeut, så må vi se, hvad de siger. 


lørdag den 2. februar 2019

Niclas fik sit navn

I søndags oprandt dagen for Niclas' barnedåb endelig... 


Weekenden op til blev brugt på at ordne de sidste småting og så få hentet nøgle og dækket borde, så det hele var klar til søndag. 

Nu var det jo kun lige knap 1 år siden Silas blev døbt (i mandags var det 1 år siden), så vi havde (heldigvis) gemt alt pynten fra Silas' barnedåb, så det var ikke alverden, vi skulle ud og have fat i. 

Vi var så heldige, at vi først skulle være i kirken kl. 10 søndag, og gudstjenesten startede kl. 10:30, så vi skulle ikke ALT for tidligt op. Men begge unger kom op og fik noget morgenmad - Silas plejer ikke at gide spise særlig meget om morgenen, så vi var lidt nervøse for, om han nåede at spise noget inden vi skulle i kirken. Men det gjorde han, så han var i godt humør, da vi kom hen i kirken. 

De klarede det begge så utrolig godt i kirken. Niclas sov mere eller mindre fra det hele, og Silas faldt også i søvn ved mormor, så der var ikke noget bøvl med dem. 

Selve festen blev også holdt samme sted som vi holdt Silas'. Vi havde dog valgt at få maden ude fra denne gang, men det var bestemt heller ikke dårligt. Vi fik maden fra Jysk Diner, hvor vi tidligere har fået fra, og heller ikke denne gang skuffede det. Det smagte simpelthen bare så godt, og der var udelukkende rosende ord om maden, så helt dårligt kan det jo næppe have været. 

Det var helt overvældende, så mange gaver lillemanden fik, og der var ikke 2 ens, så det var jo helt perfekt. 

Dagen forløb simpelthen lige efter bogen, og vi var hjemme ved 18:30 tiden, og der havde vi 
ryddet alt op deroppe og fået afleveret nøglen. Og vi kan se tilbage på endnu en barnedåb med en masse gode minder, som vi kan dele med Niclas, når han bliver lidt ældre. 



tirsdag den 22. januar 2019

Prøver

Ja, selv om jeg ikke helt kan beslutte, hvad der skal ske med bloggen, så kan jeg jo godt prøve at blive lidt bedre til at blogge... 

Og hvilket tidspunkt er bedre end et som nu, hvor begge unger sover tungt, og manden sidder og ser et eller andet i fjernsynet (som ikke har fanget mig).  Og nu, hvor jeg har pakket barnedåbsgaver fra mine forældre og min bror ind, samt ordnet lidt forskelligt andet til barnedåben ind, så kunne jeg jo lige sætte mig ved computeren et par minutter. 

Vores lille mand skal døbes på søndag. Det skal nok blive en god dag. Vi bliver 46 i alt - jeg er så taknemmelig for at der er så mange, som vil være med til at fejre vores lille guldklump. Eller ja lille er han jo ikke længere. Han rundede 1/2 år i sidste uge og vægten har passeret 7,5 kg, så det går absolut fremad. 

Silas er stadig ikke helt på toppen. Han har ikke været i vuggestue lidt over 2 uger nu. Vi vil gerne lige have ham lidt mere på højkant, inden vi sender ham af sted. Hans hosten er helt tosset for tiden. og han har indimellem svært ved at trække vejret netop fordi han hoster. I nat måtte jeg tage ham op og tage ham med over i vores seng (ja, så vi sov 2 voksne og 2 børn i vores dobbeltseng, og der var ikke meget plads at give af, vil jeg godt lige sige), og der faldt han hurtigt i søvn, men jeg var ikke i tvivl om at  han trak vejret, for han trak vejret meget tungt. Håber snart han er rask igen, for det her er altså ikke sjovt. Og jeg håber han har det så nogenlunde til barnedåben - ellers bliver det en lang dag, så kryds lige fingre ☺

Og så lige et billede af søndagens midtpunkt... vores lille charmetrold. Han er simpelthen så skøn.  

mandag den 21. januar 2019

Skal - skal ikke

Det kommer næppe bag på mange, at jeg praktisk talt er elendig til at få blogget. Men ja, der er altså bare vigtigere ting at tage sig til, når der er 2 krudtugler i huset. 

Og mine børn kommer altså før bloggen - sådan er det bare. 

Jeg har derfor igennem længere tid gået og tænkt over, hvorvidt jeg skal lukke bloggen ned, når mit domæne skal fornyes til efteråret, eller om jeg skal beholde den lidt endnu. Og jeg er ikke rigtig kommet nærmere en beslutning endnu. 

Jeg er jo glad nok for at have dette frirum, men samtidig synes jeg bare også det er en anelse kedeligt, når jeg måske "kun" får blogget hver 2. eller 3. uge. 

Men ja.... det kan da også være, jeg stille og roligt får mere tid, når først Silas er helt kørt ind i vuggestue - når han altså starter igen -  men nu må vi se. Jeg kan ikke love, jeg får mere tid sådan lige med det samme. 

Året hvor....

Har tidligere lavet sådan et "året hvor" indlæg, når vi er kommet ind i et nyt år, og i år gør jeg det så igen.

2018 blev året hvor: 
  • vi holdt barnedåb for vores første mirakel. 
  • vi fandt ud af, at Silas, stik imod alle odds, skulle være storebror. 
  • vi oplevede alle vordende forældres mareridt, da fødslen pludselig var i gang, og Niclas kom meget akut til verden - 2 måneder for tidligt. 
  • vi for alvor stiftede bekendtskab med ordet "præmatur". 
  • jeg gennemførte et meget akut kejsersnit helt alene. 
  • jeg ikke helt har fået blogget helt så meget, som jeg gerne ville. 
  • sommeren var helt uovertruffen - og jeg tilbragte en stor del af den på neonatal afdelingen på Kolding Sygehus. 
  • min mor fyldte 60. 
  • jeg traf en beslutning om at blive steriliseret - efter den oplevelse med Niclas' for tidlige fødsel, turde jeg ikke tage flere chancer med endnu en graviditet. 
  • jeg blev opereret for galdesten. 
2019 bliver året, hvor:
  • Vores 2. Lille mirakel Niclas skal døbes. 
  • Silas er startet i Vuggestue. 
  • Jeg skal nyde en sommer uden at være gravid. 
  • Jeg vil overveje Bloggens fremtid nøje. 
  • Vi endelig skal til Skiveren igen. 
  • Vi får lavet nogle småting herhjemme, som virkelig pynter. 
  • Vi skal fejre endnu en 1 års fødselsdag. 
  • Silas og jeg var indlagt små 3 dage på børneafdelingen. 
Der skal selvfølgelig nok ske en masse andre spændende ting, men det tager vi som det kommer. 

torsdag den 10. januar 2019

2019

Ja, 2019 er allerede lidt over en uge gammel, men det er første gang i år, jeg får blogget. 

Håber I alle havde en rigtig god jule- og nytårsaften. Her på matriklen forløb begge ganske udmærket. 

Vi fik en masse god mad og en masse gode julegaver, så på det punkt, kan vi ikke brokke os. Og selskabet var også helt i top. 

Nytårsaften forløb stille og roligt - som det nu engang gør med 2 små børn i huset, og da vi passerede midnat kunne vi se tilbage på endnu et begivenhedsrigt år. 

2019 startede med at Silas begyndte i vuggestue onsdag i sidste uge, og det gik simpelthen over al forventning. Han faldt godt til allerede den første dag, og anden dag han var der, gik jeg en lille tur, så han selv kunne prøve at være der. Han var der så alene små 20 minutter inden jeg kom og hentede ham, og han havde simpelthen hygget sig så meget. 

Fredag morgen var jeg så til åbningsfest i Silvan i Kolding. Jeg stod op kl 5, for at komme ind og stå i kø, så jeg kunne få fat i 9 ltr vægmaling til 10 kr (mente det var det værd, at stå tidligt op og stå i kø, for at spare penge på netop maling, for det skulle vi bruge til den ene væg i stuen). Mødtes så med min bror derinde, for der var også lige et par ting, han skulle have. Vi fik så også både kaffe og rundstykker mens vi ventede, og ja eftersom der kun stod 3 før os, da vi ankom deroppe kl. 5:45, så fik vi altså også de kø tilbud, vi skulle have. 

Da jeg kom hjem fik jeg lavet morgenmad til Silas, og da jeg så gik ind og ville vække ham, besluttede jeg ret hurtigt, at han ikke skulle af sted. Hans næse løb, han hostede som en gal og havde feber. Weekenden gik så med at min lille mus var syg, og vi troede så egentlig han var i bedring, men mandag ændrede den opfattelse sig så. 

Mandag morgen, da Silas vågnede, var han helt bleg og han havde næsten 39 i feber. Jeg tog ham så med ind i stuen, hvor han bare sad ved mig og hang. Han ville ikke spise og drikke, uanset hvad vi så end tilbød ham. Han bare græd og græd og hans pande brændte. Jeg ringede så til lægen for at få en akuttid, og fik så en tid kl. 14:15, men skulle selvfølgelig ringe, hvis det blev værre. 

Omkring ved 13:25 tiden var jeg så nødt til at ringe til lægen, for hans almene tilstand var forværret og han sad bare og kiggede ud i luften og seriøst hev efter vejret. Lægen tog ham så ind med det samme. Hun kiggede på ham og sendte os så videre til børneafdelingen, hvor han kom hele den store tur igennem. 

Da vi kom ind på børneafdelingen, blev vi modtaget af en sygeplejerske, som straks monterede en SAT-måler og inden vi fik set os om, var han under mistanke for meningitis, som jo så også medførte, at min lille mus skulle have taget en rygmarvsprøve. Og da den var taget smækkede fælden, og vi skulle være isolerede i minimum 24 timer. Og jeg kan love jer, det var lange 24 timer. 

Men tirsdag ved 17:30 tiden fik vi så beskeden, at vi ikke længere var isolerede. De havde udelukket det var meningitis, det var heller ikke rs virus eller lungebetændelse. Men vi skulle alligevel lige blive der indtil i går, hvor Silas lige skulle have taget blodprøver, for at være helt sikre på, at alle værdier stadig lå, hvor de skulle. 

I går morges fik han så taget blodprøver, og vi fik gjort os færdige og kom hen og fik noget at spise, og så fik Silas også lige brugt lidt energi på at lege med de forskellige legesager inden vi gik tilbage til stuen. Vi sad så og så lidt Ramasjang, inden sygeplejersken og en læge kom ind og meddelte, at blodprøverne så fine ud, så vi måtte udskrives. Det var simpelthen den bedste nyhed. Min bror hentede os så ovre på sygehuset, og så gik turen hjem til Bent og Niclas. 

Silas er stadig ikke helt på toppen. Han har stadig feber, han hoster og er stadig ikke helt sikker på benene. Men vi har da også en åben indlæggelse gældende til mandag morgen kl. 8, så nu må vi se, hvordan det går henover weekenden. Har været så bekymret for, om Silas fejlede noget alvorligt og helt ærligt, så gjorde det mere ondt på moren end på Silas (er jeg sikker på), da han skulle have taget rygmarvsprøve. 

Men nu skal han bare ovenpå igen. 

Håber I alle er kommet godt ind i 2019. 

søndag den 30. december 2018

Året der gik 2018

Så er endnu et år ved at være omme - og hvilket år. Jeg har igen i år lavet et "Året der gik" indlæg, hvor I kort kan læse om mit 2018:

Januar:
  • Efter en skøn jule- og nytårsaften startede vi med at slappe af de første dage i januar. 
  • En del af måneden gik med at planlægge det sidste af Silas' barnedåb og få styr på de sidste detaljer med kirken. 
  • Vi fik holdt en helt perfekt barnedåb sidst i januar. Det var skønt at så mange ville være med til at fejre vores lille guldklumps første store fest. 
  • Bent startede i praktik på en af genbrugspladserne i Kolding. 
Februar: 
  • Silas var syg det meste af februar måned med feber og slem forkølelse. Vi var endda også omkring børneafdelingen på Kolding Sygehus, men der var heldigvis ikke andet end forkølelse og en mulig luftvejsinfektion, som dog skulle gå væk af sig selv. 
  • Silas rundede et halvt år, og dagen skulle selvfølgelig fejres med at han fik gaver både af os og af mine forældre og min bror. 
Marts: 
  • Marts startede med at vi fejrede min brors 31 års fødselsdag. Silas havde en hel fest over at pille ved onkels gaver - hvor der er gaver med gavebånd, der er der Silas - og selvfølgelig lod onkel ham hjælpe med at åbne gaverne. 
  • Silas blev så nogenlunde rask efter at han havde været syg i mere end 1 måned. Vi andre nåede også at blive syge i mellemtiden, så det var rigtig hyggeligt herhjemme. 
  • I slutningen af marts - tirsdag inden påske - fandt vi ud af, at jeg - helt og aldeles uventet - var blevet gravid igen. Fik en tid ved lægen dagen efter, hvor det blev bekræftet. Vi gik hele påsken og "gemte" på den gode nyhed, for vi vidste jo ikke, hvor langt jeg var henne. 
  • Det blev påske, og vi havde en god og hyggelig påske. 
April: 
  • Jeg fik besked fra sygehuset om, at de i denne graviditet ville følge mig ekstra nøje, fordi graviditeten med Silas ikke havde været helt problemfri (han var jo meget lille grundet et manglende blodkar i navlesnoren). 
  • Jeg kom til den første kontrolskanning på sygehuset, og stor var overraskelsen, da vi fik at vide, at jeg faktisk var små 6 uger længere henne end beregnet, og terminsdatoen blev rykket frem til 14. september (i stedet for 22. oktober), hvilket var præcis samme dato, jeg havde termin med Silas sidste år. Vi fik samtidig at vide, at vi ventede endnu en dreng. 
  • Vi kunne afsløre den store nyhed om, at Silas skulle være storebror, og reaktionerne var overvejende positive. 
  • Jeg havde fødselsdag og kunne fejre en hyggelig dag i familiens skød. 
Maj:
  • Sommeren kom for alvor til Danmark i maj måned. Lidt træls, når jeg nu ikke kunne være særlig meget ude i solen.
  • Bent, Silas og jeg var med mor i Odense, hvor hun skulle igennem en skanning, da de mistænkte at hun havde en blodprop i lungerne - der viste sig heldigvis ikke at være noget. 
  • Vi begyndte så småt projekt "gør klar til ny baby" herhjemme. 
  • Det blev mors dag - min første som mor. 
Juni:
  • Juni måned gik egentlig uden der skete det vilde. Det var stadig sommer i det lille land. 
Juli:
  • Juli startede med, at vi var til 3D skanning, hvilket vi jo også havde været med Silas. Vi fik en masse skønne billeder med hjem, som vi rigtig ville nyde frem til Niclas skulle komme til verden senere på året. 
  • D. 13. juli vil være en dag, jeg husker længe fremadrettet. Jeg vågnede om morgenen med mavesmerter. Var om aftenen til kontrol på fødegangen, som mente det var noget muskulært. Jeg blev sendt hjem, men måtte senere hentes i ambulance og køres på fødegangen, hvor de konstaterede at fødslen var i gang - knap 9 uger for tidligt (uge 31+1). 
  • Om natten mellem d. 13. og 14. juli kom lille Niclas til verden 42 cm lang og med en vægt på 1665 gram. 
  • Fra fødslen og resten af måneden ud, lå Niclas og jeg på Neonatal, hvor vi også lå med Silas. Det var nogle lange dage, men det var nødvendigt for at Niclas kunne komme godt fra land. Han tog da også fint på og klarede sig i det hele taget bare super fint. Alle læger og sygeplejersker var imponerede over ham, og de roste ham alle til skyerne. 
August:
  • Vi startede måneden med at være indlagt endnu. Men vi fik at vide, at vi indenfor den første uge af august skulle regne med at komme hjem.
  • Niclas var til hørescreening, som han selvfølgelig bestod med bravouor. 
  • D. 6. august fik vi endelig beskeden, som vi havde ventet på. Vi måtte komme hjem d. 7. august. 
  • Vi kom hjem, og det var simpelthen den skønneste følelse at være hjemme i vante omgivelser. 
  • Vi fik overstået en masse  øjenlæge besøg og kontrolvejninger på sygehuset. Niclas tog fortsat godt på, så sygeplejerskerne havde ingen betænkeligheder ved at afslutte os efter små 2 uger hjemme. 
  • Silas fyldte 1 år, og det skulle selvfølgelig fejres. 
  • Min mor fyldte 60.
September:
  • Vi fik i denne måned brev fra kommunen om at der var lavet en anonym underretning om os og at Silas og Niclas mistrivedes og at vi skulle mishandle dem. Vi havde besøg af en fra kommunen, som sammen med vores sundhedsplejerske hurtigt lukkede sagen. Vi fandt ud af, at det var min onkel tidligere samlever (psykisk syg person), som stod bag det, for at prøve at ramme min onkel. 
  • Niclas fortsatte med at tage godt på, og sundhedsplejersken var imponeret over, hvor godt han klarede sig. 
  • Vi fik atter kontakt til min svigermor. 
Oktober:
  • Bent havde fødselsdag, og det skulle selvfølgelig fejres. 
  • Vi fik arrangeret alt omkring barnedåb, så nu manglede vi bare at lave indbydelser. 
  • Niclas fik sin 3 måneders vaccine og blev dårlig af det, så vi måtte lige en tur omkring vagtlægen, som dog kunne berolige os med, at det var normalt, men at vi alligevel skulle holde et ekstra godt øje med ham. 
  • Vi kom stille og roligt i gang med lidt juleforberedelser - fik bl.a. bestilt julekort. 
November:
  • Inden vi fik set os om, var det allerede november. 
  • Mine forældre havde bryllupsdag.
  • Silas og jeg var ude ved en af de piger, som jeg var i terminsgruppe med da jeg ventede Silas. Vi var 3 piger, hvor de 2 af os så havde vores børn med. Det var super hyggeligt, og helt klart noget, jeg gerne ville gentage. 
  • Vi fik pyntet til jul i hele hytten - præcis så hyggeligt som det plejer at være. 
  • Mortens Aften kom, og den blev fejret med en god generalprøve på juleaften. 
December:
  • Vi var på julemesse her i byen og kigge. Det var rigtig hyggeligt. Vi plejer at være af sted hvert år, og i år var selvfølgelig ingen undtagelse. 
  • Vi holdt julehygge 1. søndag i advent for mine forældre, min bror, min svigermor og hendes mand. Det gik rigtig godt, og traditionen tro var vi også nede på torvet og se byens juletræ blive tændt. 
  • Vi tog en hyggetur til Odense - Bent, Silas, Niclas og jeg - hvor vi bl.a. var en tur i Ikea, og så fik vi besøgt et par veninder, når vi nu alligevel var på Fyn. 
  • Jeg blev opereret for galdesten og blev samtidig steriliseret. 
  • Vi fik holdt en rigtig hyggelig juleaften og der var MANGE julegaver til ungerne. 
  • Juledagene blev brugt på hygge herhjemme. 

torsdag den 20. december 2018

4 dage tilbage

Der er nu kun 4 dage til juleaften - hvor vildt er det ikke lige??

VI er heldigvis så godt med, som vi kan være på nuværende tidspunkt. Alle gaver er modtaget og pakket ind. De ligger ikke under juletræet endnu - det ville være at friste skæbnen (eller nok nærmere små Silas fingre *haha*. 

De næste par dage skal vi lige lidt rundt og aflevere gaver og ønske god jul. 

I dag var vi henne i Silas' vuggestue til opstartssamtale, og vi gik derfra med et rigtig godt indtryk. VI glæder os helt til at han skal starte derhenne. Han skulle jo være startet i september, men pga Niclas' for tidlige fødsel, valgte vi at beholde Silas hjemme lidt endnu. Men nu er det tid til opstart. Han skal starte d. 2. januar, og det skal nok blive rigtig spændende. Han så ud til at befinde sig helt fint derhenne, da vi var der i dag ville han ret hurtigt ned på gulvet og lege med de andre, så det tegner rigtig godt. 

*Tænk at min vildbasse allerede skal i vuggestue - føler jo lige, jeg har fået ham*. 

tirsdag den 18. december 2018

Mor er ikke sur.... eller jo hun er.

Den seneste uges tid har jeg ikke kunne logge ind på bloggen, så jeg har ikke rigtig kunne opdatere herinde. 

Derudover er ALLE mine planlagte "julekalenderindlæg" slettet. Af en eller anden grund, blev de første 5 indlæg ikke udgivet planmæssigt, og alle fra nr. 6 og frem er slettet. Og ja, jeg orkede virkelig ikke at skulle til og skrive dem alle om igen, så der blev ikke - som sædvanligt - nogen julekalender herinde i år. 

Måske jeg i stedet laver en form for "challenge" i januar, hvor jeg udgiver mine 31 favoritbilleder fra år 2018. Men nu må vi se... det kommer lidt an på, hvor meget tid jeg har. 

Men ellers flyver tiden jo bare af sted... kan slet ikke forstå, at det allerede er juleaften på mandag. Hvor i alverden er december blevet af??? 

Vi pyntede juletræ i går, og Silas har lidt (who am I kidding) MEGET svært ved at lade flagguirlanderne hænge på træet. Vi har ikke helt så mange af vores gamle kugler på træet i år, og de enkelte kugler vi har på, hænger udenfor børnehøjde - ja sådan er livet med børn *haha*. 

Ellers er vi ved at være godt klar til jul efterhånden. Der mangler lige et par enkelte gaver, men de er på vej, så de skulle gerne ankomme i morgen, så de kan blive pakket ind. Vi mangler så lige at aflevere gaver et par steder, men det er ikke det vilde. Ved snart heller ikke, hvor vi selv skal være henne på mandag, med alle de gaver, som skal være under træet - men sådan er det, når der er kommet børn. 


3. Advent


Lettere forsinket kommer her indlæg med mine adventsgaver fra i søndags. 

Igen i søndags lå der en fin gave fra Gitte til BloggerAdvent. Og indholdet skuffede på ingen måde. I søndagens gave var der nemlig cappucino, varm kakao pulver samt et fint stykke julepynt med en bil med en nisse i, og som kronen på værket, så kan den blinke med lys i forskellige farver - hvilket er enormt praktisk med børn i huset har jeg måtte sande. 


Fik også en gave fra min bedre halvdel, og i den var der en bog med en masse juleopskrifter fra nogle af deltagerne fra Den store bagedyst - og det er jo også lige mig med sådan en bog. 

Og faktisk var det selvsamme bog, som jeg gav til Louise i sidste uges #Bloggeradvent :) Tror manden har hørt mig sige, at jeg godt selv kunne bruge den på et tidspunkt. 

Alt i alt en ganske udmærket advent - igen :) 

tirsdag den 11. december 2018

2. Advent

Ved godt, det er et par dage siden, det var advent, men har ikke lige haft overskud til at skrive mit adventsindlæg før nu.

Jeg fik jo 2 gaver - en fra min bedre halvdel og en fra min søde giver Gitte.

Gaven fra Gitte indeholdt 2 tebreve samt et lille juletræ og et juletog. Og de 2 sidstnævnte passer jo perfekt til mit nisselandsskab. 

Gaven fra min mand indeholdt et par lækre julesokker samt en nøglering med billeder af vores 2 guldklumper. 

Alt i alt igen 2 lækre pakker, som lige faldt i min smag. 






5. december


Dagens billede siger mere end 1000 ord. 

Billedet er det første, som blev taget af Niclas, da han var kommet til verden 2 måneder for tidligt. 

Vores lille fighter klarede den til UG, men uha hvor har det været en rutsjebanetur at komme igennem. 

Med en vægt på 1665 gram og en længde på 42 cm var han absolut til den lille side, og jeg var på ingen måde mentalt forberedt på at han skulle til verden den juliaften, jeg igen kom til kontrol på sygehuset efter at være sendt hjem tidligere på dagen. 

Men vores mirakel ville det anderledes, og når jeg sidder og kigger på de første billeder får jeg helt tårer i øjnene af at tænke tilbage på det. 

mandag den 10. december 2018

4. december




Dagens billede er af Silas og mig. Det er taget på hans 1 års fødselsdag i august. 

Elsker simpelthen den dreng. Både han og Niclas har givet mit liv SÅ meget mere indhold, og jeg priser mig lykkelig hver eneste dag, for at jeg har fået lov til at få 2 så dejlige drenge. 

3. december

Dagens billede er af vores dejlige charmetrold Silas.

Billedet er taget en dag, hvor han iført fuld mundering var med ude i haven og lege. Han var meget optaget af sit gyngestativ, så vi satte gyngen op og så kunne han komme ud og gynge. 

2. december


Dagens billede er taget i november i år.

Det er af vores lille mirakel Niclas. Det er taget den dag, han fyldte 4 måneder.

Det giver stadig et stik i hjertet at tænke på alt det, den lille mand måtte igennem.

torsdag den 6. december 2018

1. december

I år har jeg valgt, at julen på bloggen ikke nødvendigvis bliver direkte julet. Jeg har valgt, at jeg hver dag frem til jul, vil vise et af mine yndlingsbilleder fra det forgangne år (altså fra 1. december 2017 og frem til nu). 

Billederne kommer i en fuldstændig vilkårlig rækkefølge. 

Dette billede er taget ved fotograf tilbage i oktober. Det er det første sådan rigtige billede af begge drenge, og jeg elsker det. Niclas sov indtil kort før billedet blev taget, så derfor ser han måske en anelse "ikke helt frisk" ud.

Julen er kommet

Ja, jeg ved godt vi allerede er nogle dage inde i december, og bloggen har endnu ikke båret meget præg af det. 

Men med 2 små børn i huset, er det ikke altid nemt at nå det hele. Så selv om jeg havde planlagt, hvad jeg ville lave til jul herinde, så er det altså kun blevet ved tanken indtil videre. 

Men men men… jeg vil dog senere i dag se, om jeg ikke kan få lavet frem til d. 6., så jeg ikke længere er bagud, så der kommer lidt juleri herinde også. 

mandag den 3. december 2018

Bloggeradvent


Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at vi er kommet ind i december måned. I dag har det været 1. søndag i advent, og - traditionen tro fristes jeg til at sige - jeg er igen i år med i Jeanettes Bloggeradvent.

Jeg har i år været så heldig, at modtage gaver fra Gitte

I dag måtte jeg jo så endelig åbne den første gave (nu har de jo ligget og ventet og fristet mig siden sidste uge).

Dagens gave indeholdt: Sæbe med duft af de klassiske slikstokke, te samt slikstokke.

Jeg ELSKER de slikstokke med smag af pebermynte - desværre er de efterhånden svære at få fat i. Så det er jo total optur, at der var nogen med i denne pakke. 

Sæben kan bestemt også godt bruges - den er jo indbegrebet af JUL. Og te kan man jo altid bruge ☺

Nu glæder jeg mig allerede rigtig meget til næste uge, hvor pakke nr 2 venter. 

tirsdag den 27. november 2018

Jul jul jul jul

Vi kan ikke længere komme udenom det - på lørdag er det december. Vi er godt i gang med at jule herhjemme - med 2 små børn i huset, har vi valgt at starte alt så tidligt, som vi nu kunne tillade os det. 

Vi pyntede allerede op den første uge her i november - vi har altid pyntet op til Mortens Aften. Jeg er så småt gået i gang med at skrive julekort. Småkagerne er vi også i gang med at bage og de fleste julegaver er pakket ind. 

Alt i alt er vi allerede kommet et godt stykke af vejen mod at det kan blive december. Men vi får også en travl første uge i december, så det skader bestemt ikke at være lidt på forkant med det hele. 

Jeg har også brugt de sidste par dage på at lave indbydelser til Niclas´ barnedåb, så de er også klar til at blive afleveret. 

I søndags var Silas og jeg med min mor til juletræsfest på min mors arbejde, og det var super hyggeligt. Silas hyggede sig helt vildt, og han snakkede med julemanden, så det var jo bare skønt. Han var på ingen måde bange for julemanden, og han charmede sig (selvfølgelig) ind på alt og alle - præcis som han plejer. 

I dag har jeg fået hentet min pakke til Bloggeradvent, så nu kan det bare blive 1. søndag i advent - eller nå nej, det må hellere vente til jeg har fået bundet vores adventskrans. Regner med at komme i gang med at binde kranse i morgen, men nu må vi se, hvor meget jeg når. Og så længe jeg når det inden weekenden, så går det jo nok også. 

Til slut vil jeg lige vise et billede af vores dejlige børn - vores et og alt. Silas elsker sin lillebror og vil gerne være så god ved ham. 



mandag den 19. november 2018

Det forbandede galdesten

Kan ikke huske, om jeg har fået fortalt herinde, at jeg efter graviditeten med Niclas, har været så "heldig" at få galdesten. 

For et par måneder siden. var jeg til ultralydsskanning, hvor man tydeligt kunne se galdestenene - og der var mange sagde lægen. De fleste af dem på omkring 1 cm. Min egen læge ville så lade det være op til mig, hvorvidt jeg ville "leve" med de smerter, som de kunne forvolde, eller om jeg ville opereres. 

Jeg valgte så det sidste. For helt ærligt, så giver Niclas altså nok søvnmangel, det behøver jeg ikke også galdestenssmerter for. Og jeg har haft en del nætter, hvor jeg nærmest har ligget og vredet mig i smerte, og det er altså ikke holdbart med 2 børn i huset. 

I sidste måned var jeg så til samtale på sygehuset, hvor jeg også fik tid til operation. Så d. 4. december skal jeg møde ind på sygehuset kl. 7:15 om morgenen til operation. Jeg glæder mig til at slippe for smerterne, men er alligevel lidt nervøs for operationen - selv om der ikke er noget at være nervøs for. 

søndag den 18. november 2018

En ganske produktiv dag

Havde ikke de vilde planer i dag. Vi havde egentlig bare planer om, at vi ville være herhjemme og slappe af og hygge os. 

Vågnede ved 8:30 tiden i morges - begge unger havde sovet længe, hvad skete der lige for det?? Der gik så ikke længe, før både Silas og Niclas vågnede, så først op og skifte den ene og så den anden bagefter. 

Tog så begge unger med ind i stuen og lod Bent ligge lidt længere. Da Bent så kom op, tog jeg Silas med i ABC og handlede ind til aftensmad. Da vi kom hjem igen, var Silas pænt meget træt, men herren ville ikke sove, så Bent vadede stuen tynd med han på armen, og efter små 20 minutters tid sov Silas. Niclas var også faldet i søvn, så Bent og jeg udnyttede situationen og pakkede julegaver ind. Det er ikke helt nemt at gøre det, når Silas render rundt og piller i det hele, så det måtte gøres mens de sov. 

Fik så også bagt en omgang fedtebrød samt lavet dej til lakridssmåkager. Lakridssmåkagedejen skal så stå i køleskabet til i morgen, men nu er den da lavet. 

Har også været i gang med indbydelser til barnedåb. Det er lidt vemodigt at tænke på, at det er sidste barnedåb vi skal holde, men vi er enige om at vi ikke skal have flere børn. 

Bent skal starte i ny praktik i morgen, så der bliver nok at se til med de 2 lømler herhjemme, men det skal nok gå. 

tirsdag den 13. november 2018

En hyggelig weekend i familiens tegn

I lørdags var det som bekendt Mortens Aften. Det er en dag, som vi "fejrer" hvert år. Og i år var vi jo så bare så heldige, at dagen faldt netop en lørdag. 

Vi plejer at lave en "mini-juleaften" ud af Mortens Aften. Vi får andesteg, flæskesteg med alt tilbehør og så (selvfølgelig) risalamande til dessert. 

Traditionen tro har vi altid pyntet op, så det er klar til Mortens Aften. Det er nu altså ikke det samme at spise and, når der ikke er pyntet til jul. Og så er det jo altså ens eget valg, hvornår man pyntet til jul. 

Mine forældre, min bror og min onkel var herude og hygge med os i lørdags. Og så spillede vi pakkespil - det er nu altid et hit. Jeg var da også heldig at vinde nogle gaver, så det var jo ikke dårligt. 

Søndag stod den så på rester - det er nu altså heller ikke at kimse af. Netop den mad, kan godt spises 2 dage i streg. 

søndag den 4. november 2018

Bloggeradvent anno 2018

(billedet er lavet af GiZmo fra www.giz-blog.dk - er hun ikke bare dygtig)


Ja, præcis som de foregående år, har Jeanette igen i år arrangeret Bloggeradvent, og jeg er naturligvis med igen i år (har som en af de få været med alle år siden det startede). 

Jeg vil derfor lige komme med et lille "lidt om mig og julen" indlæg til brug for Gitte, som skal sende til mig.

Mit navn er jo Mette. Jeg er gift med Bent og mor til Silas ( næsten 15 måneder gammel) og Niclas (4 måneder gammel). Vi er bosiddende i en lille by, der hedder Vamdrup og som ligger små 15 minutters kørsel fra Kolding.

Udover os 4, består husstanden af vores hunde Bimmer og Shang. 
  • Jeg ELSKER julen og alle tingene, der hører sig til. 
  • Vi har et utal (tror omkring 20) kasser med julepynt. 
  • Vores jul er meget klassisk med røde, grønne, guld- og sølvfarver, men der sniger sig også både hvidt, blåt og lilla ind forskellige steder. 
  • Vores julepynt består både af nisser, kirker, snemænd og endda også pingviner i alverdens afskygninger - er det julet, kan det bruges.  
  • Jeg elsker gammeldags julepynt - er ikke så meget for mere moderne julepynt. Og heldigvis er mange butikker atter begyndt at have julepynt i min stil. Jeg har fx også en del julepynt, som jeg har arvet fra mine bedsteforældre. 
  • Hvert år til jul står min mand og jeg og bager minimum 10 forskellige slags julesmåkager. Vi bager både til os selv og til mine forældre.
  • Jeg elsker gavepapir til jul, og jeg elsker at pakke vores egne gaver ind i flere forskellige slags papir, så der er lidt forskelligt under træet.
  • Vi har et ægte juletræ hvert år, og det er naturligvis pyntet med en blanding af nyt og gammelt. 
  • Jeg har en sød tand, når det kommer til julegodter. 
  • Jeg er meget traditionstro, når det kommer til julen. Jeg har ført rigtig mange traditioner fra min barndoms jul med ind i mit voksenliv. 
  • En af de ting, jeg holder allermest af ved julen er at sidde og skrive julekort. Det er synd, det er blevet så dyrt at sende julekort efterhånden, for det er virkelig en hyggelig tradition synes jeg. 
  • Selv om jeg altid har elsker julen, så er den alligevel blevet lidt mere speciel efter vi har fået Silas og Niclas, og jeg vil virkelig gøre mit til, at de, når de bliver voksne, ser tilbage på deres barndoms jul og mindes den med glæde. 
Alt i alt, er der ikke rigtig noget i relation til julen, som jeg ikke kan lide. Julen er for mig lig med hygge med familie og venner. 

Jeg glæder mig til at se, hvad Gitte finder på - og bare rolig Gitte, jeg hører tit, at jeg er utrolig nem at købe gave til, for jeg bliver stort set altid glad for det jeg får ☺

torsdag den 1. november 2018

Allerede november

Så er det allerede november... der er kun en måned til 1. december og dermed kun 2 måneder tilbage af det her år... det er jo helt vildt, som tiden går. 

Vi har lige bestilt julekort i dag, så nu skal vi bare vente på de kommer, så vi kan få dem skrevet og sendt ud til familie og venner og glæde dem med en lille julehilsen. Normalt laver jeg jo selv julekort, men i år har der simpelthen ikke været tid til det, så vi valgte at få lavet nogen med billeder af guldklumperne. 

Dagen i dag er blevet brugt på at Niclas var ved kiropraktor, hvor vi fik ros, fordi der allerede er store fremskridt i forhold til i mandags. Hun sagde at det var helt vildt, så meget det allerede havde hjulpet, så vi tror at det nok skal blive rigtig godt. 

Vi har nogle øvelser, som vi skal sørge for at lave med ham hver dag, og det gør vi også, for vi er virkelig interesserede i at hjælpe ham. 

Derudover har jeg ryddet op oppe på 1. sal. Det værelse, som skal være Niclas´ er jo hidtil blevet brugt til opbevaring, så der fik jeg ryddet op og flyttet kasser. Altså, jeg ved godt der er noget tid endnu til at Niclas skal bruge værelset, men vi kunne lige så godt komme lidt i gang deroppe. Det er jo med at udnytte tiden til det, når den lige byder sig (med 2 lømler i huset). Silas kom så op og kiggede mens jeg var deroppe (altså Bent kom op med ham), og så skulle alle hans legesager, som står ovenpå, jo lige kigges igennem og noget af det skulle (selvfølgelig) med nedenunder. Altså, hvad de 2 knægte efterhånden ikke har af legetøj - det er altså ikke småting. 

Vi har jo også allerede en masse julegaver stående oppe ovenpå, og de har stor interesse for Silas (og for min bror, når han er herude). Man kan godt se på mængden og størrelsen af gaver, at vi har fået Niclas og Silas. Men sådan skal de altså også være, når der er børn i huset. 


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...