fredag den 19. april 2019

Opdatering på tilværelsen

Der er liv her på matriklen endnu, selv om jeg ikke har fået blogget særlig meget den senere tid... Men ja, der har været så meget at se til, og om aftenen når ungerne er faldet i søvn, så er jeg også mere end én gang faldet i søvn på sofaen. 



D. 6. april var vi til guldbryllup. Det var en rigtig god dag, og der er altså noget magisk over at et ægtepar har holdt sammen i tykt og tyndt så mange år. Dagen startede med, at vi alle var inviteret i kirke, hvor guldbrudeparret atter bekræftede at ville leve sammen resten af livet. Bagefter var vi alle på Agerskov Kro og spise, og nøj jeg siger jer, det var noget godt mad, vi fik. Silas havde det ikke særlig godt den dag og sad egentlig bare ved onkel Allan og hang nærmest fra start til slut. Den lille mand havde feber og var virkelig hårdt ramt. 

Vi kørte så til vagtlægen om aftenen, da vi kom hjem, og vi fik at vide, at det "bare" var en virus, som skulle gå i sig selv af sig selv. Og jeg skal altså lige hilse og sige, at det er noget så hårdt at se ham have det dårligt og hoste så meget, at han kaster op over det. Nu er han jo ikke ligefrem den tykkeste i forvejen, så han har jo slet ikke godt af at kaste så meget op. 

I lørdags stod den så endnu en gang på fest. Det var også min fødselsdag, men vi var inviteret til kobberbryllup ved min kusine og hendes mand, og det havde vi så valgt at sige ja til, for fødselsdagen kunne jo sagtens rykkes til dagen efter, og det var jo også bare en almindelig fødselsdag og ikke en rund en af slagsen, og der skulle ikke ske andet end at min bror og mine forældre kom ud til os og spiste. 

Men vi havde så besluttet os for, at vi havde inviteret dem herud til morgenmad lørdag morgen, så kunne vi sidde og hygge lidt inden vi skulle køre til Brande til fest. Bent og ungerne var gået sammen med min bror og mine forældre om at købe gave til mig, og de havde købt en kamera, jeg ønskede mig. Jeg har jo et spejlreflekskamera, men det er lidt stort at slæbe med, hvis vi skal nogen steder, så jeg havde ønsket mig et ganske almindeligt kamera, der ikke fylder så meget. For ja, med børn er det altså praktisk at have et kamera med, når man skal noget (og jeg er ikke den, der altid har min mobil på mig, når vi går ud af døren). 

Nå men, vi skulle være i Brande kl. 13, så vi kørte fra Vamdrup ved 11:30 tiden, for så skulle vi i hvert fald ikke skynde os derop. Vi var da absolut heller ikke hverken de første eller de sidste, som ankom. Inden vi skulle spise, rejste min kusines mand sig op og sagde tillykke med fødselsdagen til mig, og så skulle de alle sammen rejse sig og skåle med mig (mig, som hader at være i centrum), og jeg fik så den flotteste buket blomster af dem. Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg fortryder ikke, at vi tog med. 
Søndag holdt jeg så fødselsdag for mine forældre og min bror. Det var ikke noget vildt, men vi hyggede og grillede (fødselsdagsbarnet bestemmer maden herhjemme). 

Påsken er indtil videre brugt herhjemme, hvor vi har hygget i haven. Silas elsker at være ude, og de har jo efterhånden også SÅ meget legetøj til udendørs brug, så det er jo med at få det brugt. I går var vi også lige en tur i Billigblomst og købe blomster til at plante i krukkerne ude på terrassen, så nu er haven næsten sommerklar. Og nå ja, Silas er blevet klippet, så nu er frisuren lidt mere sommeragtig ☺

2 kommentarer:

  1. Tillykke med fødselsdagen og god påske!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak :) Ved ikke lige hvorfor din kommentar ikke kom frem, men nu var den der, så måtte jo hellere lige få svaret :)

      Slet

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...