torsdag den 22. december 2016

22. december

I dag vil jeg komme med lidt mere julebilledspam:























onsdag den 21. december 2016

21. december

Der er nok ikke mange, som ikke har prøvet at deltage i en eller anden konkurrence.. enten på nettet eller irl..

Jeg har i år været med i et utal af julekalenderkonkurrencer på facebook, men har endnu ikke haft heldet med at vinde i nogen af dem.. men om ikke andet, så er det da hyggeligt at deltage, og der er jo mange deltagende, så chancen for rent faktisk at vinde, den er jo ikke så stor... men jeg prøver jo alligevel troligt hvert år..

I starten af december havde SuperBrugsen her i Vamdrup et opslag på deres facebook side, hvor de fortalte, at de udloddede 20 julekurve til en samlet værdi af 500 kroner - én hver dag fra 3. december og frem til 23. december.

Hver gang man har handlet har man fået et lod med et nummer på, og dagen efter kl. 10 er der blevet trukket lod blandt alle lodder fra den foregående dag... der er rigtig mange handlende i SuperBrugsen hver dag, så jeg regnede med, t man skulle være mere end ualmindelig heldig, hvis man skulle vinde... men i sidste uge var heldet sgu med mig (os) og vi vandt... jeg kunne slet ikke tro det, da jeg så nummeret og måtte lige dobbelttjekke, så jeg var HELT sikker.. men den var god nok...

Vi fik denne lækre kurv med en masse skønne julemadvarer... slik, småkager, sennep., salt, marmelade, juleøl, æblemost, servietter og flere andre ting...


Jeg synes virkelig det er en god gestus at "give" andre mennesker en lille ekstra julegave på den måde... og de ansatte har jo ingen chance for at kontrollere, hvem der får hvilket lod, så det er jo helt og aldeles tilfældigt, hvem der bliver de heldige...

Det skal så også siges, at vi har handlet en del ovre i Brugsen, netop for at få lodderne... altså vi har ikke handlet mere eller anderledes end vi ellers ville have gjort, men vi har da af og til lige gået de 30 meter længere, så vi har handlet i Brugsen i stedet for Fakta, hvis vi fx har skulle købe mælk eller lignende... det kunne vi jo lige så godt, og jo flere gange man handlede, jo flere lodder fik man, og jo flere chancer var der jo også for at vinde ☺

Det gjorde helt sikkert lige min december bedre, og det er absolut ikke sidste år jeg har deltaget i alverdens forskellige julekonkurrencer ☺

tirsdag den 20. december 2016

20. december

Så blev det d. 20. december... Der er kun 4 dage til dagen, mange af os har set frem til...

Jeg har i dag valgt at vise nogle billeder af vores juletræ i år... vi har igen i år købt juletræet her i Vamdrup, og vi har fået et rigtig flot træ, hvor der var plads til alt vores flotte juletræspynt ☺

Her var jeg ved at pynte det.

Så blev det pyntet.

Synes selv vores træ er SÅ flot.

mandag den 19. december 2016

19. december

Så er det blevet 19. december, og det er tid til endnu en opskrift.

I dag vil jeg komme med den opskrift, vi bruger til vaniljekranse.

Vaniljekranse:

Det skal du bruge:
250 g. hvedemel
125 g. sukker
Kornene fra 1 vaniljestang
200 g. smør eller margarine
1 æggeblomme
100 g. finthakkede mandler

Sådan gør du:
Bland alle ingredienser i en skål og smuldr fedtstoffet heri. Ælt dejen sammen med let hånd.

Læg dejen koldt en times  tid, inden den formes.

Sæt en stjerneform i en kødhakker eller brug en småkagesprøjte og kør dejen igennem. Form de 6-8 cm stænger til kranse og sæt dem på en bageplade med bagepapir.

Bages 6-8 minutter i en 200 grader forvarmet ovn (varmluft 180 grader)






søndag den 18. december 2016

Ugens hurtige (uge 50)

Så er endnu en uge ved at være omme, og det er atter blevet tid til en omgang af de hurtige:
  • vi startede ugen med en tur til Odense med min mor.
  • min elskede mormor gik bort i en alder af 82 år.
  • jeg modtog indkaldelse til ny neurologisk udredning - skal af sted d. 18. januar.
  • Det blev 4. søndag i advent, hvilket betød, den sidste #BloggerAdventsgave skulle åbnes.
  • Vi fik pyntet vores juletræ - og det er blevet så flot.
  • Vi havde nogle aftener, hvor vi bare har hygget og set film.
  • jeg har virkelig tænkt over mange ting efter min mor er blevet syg, og min mormor er død.
  • der blev lige tid til at få skrevet et par ekstra julekort.
  • Bent og jeg har været ude og gå mellem 3 og 7 km hver aften, hvor vi bl.a har gået og kigget på den udendørs julebelysning rundt i Vamdrup. 

Adventsgave fra min bedre halvdel

Der var jo sørme også en gave fra Bent i min sok i dag... ja ja, selv om man er 34, kan man altså godt have en julesok ☺

Jeg kunne ikke rigtig gætte, hvad er var i gaven så nysgerrigheden var stor... og jeg blev rigtig glad, da jeg så, hvad det var...

Han har været jævnt hemmelighedsfuld omkring gaverne, så det har været rigtig spændende at åbne dem hver søndag.. nu er der så kun en eneste gave tilbage, og den får jeg lørdag morgen..

Og så kan jeg så ellers vente til næste år, før jeg igen kan åbne adventsgaver....

Men nå, må jo hellere vise, hvad fik af Bent i dag:

Gaven indeholdt tusser, en Rimmel Mascara samt øjenskygger.. en rigtig dejlig gave... totalt forkælelsesgave ❤

Sidste #BloggerAdvent gave for denne gang

Så kom vi så langt, at det er blevet 4. søndag i advent, og jeg måtte derfor åbne den 4. og sidste gave i årets #BloggerAdvent.

Det var en relativ tung gave, og med tanke på de foregående 3 gaver, så var jeg ikke i nærheden af, at kunne gætte, hvad der var deri.

Så det var med stor spænding, jeg åbnede den i morges. Og præcis som med de andre 3 gaver, skuffede den jo på ingen måde.. Det var på alle måder en lige så skøn gave, som dem jeg ellers har fået i år..

Inden jeg viser indholdet af gaven, vil jeg gerne takke Jeanette for igen i år, at have stablet en omgang #BloggerAdvent på benene... tak for det store arbejde i at arrangere det. Jeg har hygget mig lige så meget som de andre år, og jeg er helt sikkert med på en omgang igen næste år.

Nå, men nu til indholdet af dagens pakke:

- Bogen Blog Bitch
- Hvide stearinlys
- 3 tebreve
- Chokolade
- Guf til Bimmer og Shang (til deres store glæde)


Stor tak til Charlotte for de skønne gaver... har været rigtig glad for hver og én. Værdsætter virkelig dit arbejde med at finde gaver, der har ramt plet hver eneste søndag. Tak for de små søde julekort, som hver søndag har været i pakkerne - det har været så hyggeligt med en lille hilsen hver søndag.

Håber alle andre deltagere har nydt at være med, lige så meget som jeg har. Jeg har i hvert fald hygget mig med at kigge forbi jeres blogs hver søndag og se, hvad der har været i jeres pakker. Og jeg håber da, at mange af jer også er med igen næste år.

Glædelig jul til alle i blogland ☺


18. december

Så er det tid til nogle af mine yndlings danske julesange:

MC Einers  - Jul-Det cool er simpelthen den ultimative klassiker, når det kommer til julesange.

Når det kommer til danske julesange, må Stig Rossen nævnes. Her er det "En stjerne skinner i nat" fra hans juleturne i 2009.

Endnu en klassiker er "Børn og voksne i kærlig krans". Den er igennem tiderne udgivet af mange forskellige, men her er den med Stig Rossen.

 Nu tændes tusind julelys er også en af favoritterne herhjemme. Vi hører den oftest med Stig Rossen (no surprise), men her er den med Simone Egeriis (som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at høre sammen med Stig Rossen sidste år).



lørdag den 17. december 2016

17. december

I dag har jeg valgt at lave en "Julens A-Å". Jeg har tidligere lavet lignende indlæg omkring mig selv, så jeg syntes det kunne være sjovt at lave en om julen, nu hvor der atter er julekalender på bloggen.

Så her kommer min "Julens A-Å":

Advent: Vi markerer altid advent ved at have en adventskrans, som vi selv binder og pynter. Jeg får som regel adventsgaver af Bent og ligeledes deltager jeg i bloggeradvent.

Bloggeradvent: Som navnet nok siger, så er det en speciel ting os bloggere imellem. Jeanette startede det for 4 år siden, og jeg er en af dem, som har været med hvert år. Det går ud på, at man tilmelder sig, og så bliver der trukket lod, så man skal sende 4 adventsgaver til en anden blogger. Ligeledes får  man 4 gaver fra en anden blogger. Hver adventsøndag skal man så åbne en gave og skrive et blogindlæg om gaven.

Christmas time, misteltoe and wine: En julesang med Cliff Richard, som vi begge godt kan lide herhjemme. Det er nok nærmere en ballade, men den er god alligevel.

Dannebrog: Som en gammel dansk tradition (især brugt i det sønderjyske) har vi naturligvis ranker med vores smukke flag Dannebrog hængende på vores juletræ.

Engle: Engle er en af de faste bestandele af julepynten - både i vores hjem samt i mange andres hjem. I nogle hjem, sidder der en engel i toppen af juletræet. Vi har også en engel på vores juletræ, dog ikke i toppen. Det er en engel, jeg har arvet fra min farmor og farfar.

Fars fede juleferie: En julefilm, som vi simpelthen SKAL se herhjemme når det er jul. Uanset hvor mange gange, vi end har set den, så griner vi stadig af den.

Gaver: En af de ting, vi ikke kommer udenom ved julen, er jo unægtelig gaver. Gaver i alle afskygninger. Store, små, bløde, hårde, ja you name it. Jeg elsker at give gaver, elsker at pakke dem ind og gøre dem hyggelige at se på for modtageren.

Hygge: Hygge er nok et af de ord, der beskriver vores december allermest. Vi elsker at hygge om hinanden julen igennem. Og jeg mener hygge lige fra hygge med at lave dekorationer, pynte op, bage et ton småkager, købe gaver, lave julekort og skrive dem og til hyggen i at pynte juletræ, holde en juleaften og nytårsaften uden stress.

Ingen stress: Vi forsøger så vidt muligt på at få lavet så mange juleforberedelser som muligt INDEN december, for så slipper vi for at skulle stresse rundt i december og kæmpe for at få ordnet det hele.

Julekalender: En af de ting, jeg elsker allermest ved julen er faktisk julekalendere. Både vores traditionelle skrabekalendere (som vi alt for sjældent vinder på), men også de julekalendere, som de viser i fjernsynet. Det er ikke altid, jeg lige får set afsnittene, men mange af de "gamle" har jeg på DVD, så dem kan jeg jo altid se. Men jeg prøver nu alligevel at se så mange afsnit som muligt på den "rigtige" dag.

Under J kunne jeg også have skrevet Julekort: Vi sender altid hjemmelavede håndskrevne julekort til familie og venner. Det hører ligesom julen til, og jeg elsker at få julekort retur. Det varmer så dejligt at nogen har tænkt på os.

Kirke: Normalt er jeg absolut ikke kirkegænger (kommer der kun, når jeg har et ærinde der), men juleaften synes jeg det hører sig til. Og nu er Vamdrup Kirke lidt ala hvad man vil kalde en landsbykirke, så det er så hyggeligt derhenne til jul. Vores præst gør noget ud af juleprædiken, så den ikke bliver kedelig at høre på.

Lys: Lys er en af de ting, jeg virkelig elsker ved julen... lyskæder, levende lys, you name it...

Marcipan: Marcipan er fast ingrediens, når vi skal lave konfekt herhjemme.. Min kære mand har en stor svaghed for marcipan, så der skal være rigeligt af det.

Nisser: Ja, det siger måske nok sig selv, at jeg forbinder ordet Nisser med jul.. nisser i alle afskygninger findes der stort set overalt herhjemme. Og jeg synes det er hyggeligt :)

Opskrifter: Vi har mange gamle opskrifter, som vi bruger, når vi bager til jul herhjemme. Nogle af dem er fra nogle af vores kogebøge, mens andre er nogle, der er gået i arv i min familie.

Pebernødder: Vi bager altid en stor stak pebernødder herhjemme. Og der bliver spist en del mens vi går og bager (wonder why). Der var et år, hvor vi havde glemt at bage pebernødder, og det var først, da vi kom hen til juleaften, og min lillebror kommenterede det, at vi opdagede det.

Q: Øh, tror jeg melder pas på denne...

Rudolf: Tror ordet siger nok i sig selv...

Stjerner: Stjerner er selvfølgelig også at finde i vores julepynt. Vi har nogle af de rigtig gammeldags stjerner til lys, og jeg synes de er så hyggelige at sidde og kigge på.

Troldegren: Vi har 2 troldegrene hængende - én i køkkenet og én i stuen. Der hænger vi små juleornamenter på, og så spreder de hygge julen igennem. De hænger der ganske vist hele året, men det er mest til jul og påske, der hænger noget derpå.

Uroer: Vi har nogle Georg Jensen uroer, som vi har hængende i vinduerne. Jeg er stor fan af Georg Jensen julepynt.

Valnødder: Selv om jeg personligt ikke er den store nøddespiser, så har vi altid en skål stående med nødder til jul. Mine forældre og Bent elsker at sidde og guffe nødder, så det skal de selvfølgelig have lov til.

Www: Som blogger, er det jo oplagt at lave en form for julekalender eller nogle julede indlæg af den ene eller den anden slags. Jeg ved, at nogle af jer laver julekalendere, og jeg elsker at sidde og tjekke blogs ud december igennem og komme lidt mere (kan det lade sig gøre??) i julestemning.


X-mas: En af Bent's og mine forældre foretrukne juleøl (godt vi handler i Tyskland).

Yndlingsjulepynt: Jeg har faktisk  ikke noget decideret yndlingsjulepynt. Jeg kan lide alt det pynt vi har. Selvfølgelig er der noget af det, der har en større betydning end andet, men sådan i det store hele, så kan jeg jo lide det hele.

Z: Endnu en af dem, jeg må melde pas på.

Æbleskiver: Noget, vi absolut ikke kan gå en jul igennem uden at spise et utal af gange. Vi bager selv vores æbleskiver i en god gammeldags æbleskivepande, da vi ikke bryder os særlig meget om dem, man køber - de er for fede efter min mening.

Ønsker: December er jo lig med gaver, og derfor kommer den uundgåelige altid - at finde på julegaveønsker. Vi plejer at skrive ned i løbet af året, hvis vi kommer i tanke om noget vi ønsker os, og så sige det til folk hvis de spørger. Så slipper vi for bøvlet med at finde på en masse ønsker, når vi rammer december.

Åbne gaver: Jeg elsker at sidde og se andre åbne de gaver, jeg har købt til dem. Jeg elsker at se glæden i andres øjne, når de åbner gaver.

Endnu en udredning venter

Som jeg vist fik nævnt i et tidligere indlæg, så var jeg ved lægen i sidste uge, fordi det er blevet meget værre med hovedpinen, plus jeg døjer med noget tinnitus, når der er meget støj omkring mig (fx når jeg kører i tog).

Lægen vidste ikke helt på daværende tidspunkt, om jeg skulle sendes til en ny neurologisk udredning eller om det var fint med alle de undersøgelser, jeg allerede har været igennem... men hun ville lige vende det med en af de andre læger og så vende tilbage til mig med en plan... hun ringede så i tirsdags, og de var blevet enige om at sende mig til en ny neurologisk udredning, da det hele jo er forværret.

Hun ville så lave henvisningen med det samme til en neurolog i Vejle, og så skulle jeg så afvente en indkaldelse derfra... den kom så med posten i dag, og jeg har "allerede" fået en tid onsdag d. 18. januar, så det er jo relativt hurtigt... når jeg sætter anførelsestegn ved allerede er det fordi der selvfølgelig er små 5 uger, men det er hurtigt i forhold til at der godt kan være både 8-12 og ja endda flere ugers ventetid på sådan en tid, så 5 uger er jo hurtigt nok...

Jeg er spændt på, hvad resultatet af den udredning bliver... ved bare, at der snart skal ske et eller andet, for jeg kan ikke holde det andet her ud ret meget længere...

Men nu må jeg se, hvad der sker... må bare holde hovedet højt indtil ☺

fredag den 16. december 2016

Der er liv endnu

Jeg vil egentlig bare fortælle, at der er liv endnu... jeg har været lidt i "koma" denne her uge ovenpå alt det med min mormors død... selv om det var ventet, så gik det alt for hurtigt, og det gav bagslag ved mig, og jeg brød sammen...

Jeg har grædt mange tårer denne her uge, men jeg er da heldigvis ved at være lidt mere ovenpå igen... selv om det ganske vist (forståeligt nok) stadig er hårdt... hun skal begraves midt i næste uge, så der går lige lidt endnu, inden det er helt overstået...

Bent har været en rigtig god støtte denne uge, samt nogle veninder har ringet, og det har været dejligt at snakke med nogen... også nogen, hvor jeg har kunne græde i telefonen mens jeg har snakket med dem... min veninde Stina ringede allerede tirsdag aften, da hun havde set det på Facebook, og jeg hylede i telefonen, men det hjalp at komme ud med det, og vi fik så samtidig også snakket om andre ting, så det var virkelig guld, at hun ringede ❤

Weekenden skal bruges på hygge herhjemme med mand og vovser.. vi skal have pyntet juletræ, så håber jeg det kan aflede tankerne lidt...

16. december

I dag vil jeg svare på et par spørgsmål, som jeg har fået nogle forskellige til at stille mig:

Hvordan ser en helt almindelig december dag ud for dig?
Puha, en helt almindelig december dag er på mange områder ikke anderledes end en hvilken som helst dag resten af året. Og så er den jo alligevel. Jeg sidder i køkkenet med kalenderlyset tændt om morgenen, mens jeg nyder min morgenmad. Dagen igennem hygger vi bare, og om aftenen sidder vi og hygger med lidt småkager og/eller konfekt mens vi ser julekalender.

Hvornår starter julen for dig?
Nu er jeg en af dem, som kommer tidligt i julestemning.. jeg kan faktisk allerede i januar/februar måned begynde at glæde mig til december. Så jeg kunne faktisk have jul hele året rundt *griner*. Jeg er ikke typen, der stresser over julen, når vi når hen til 1. december. På det tidspunkt er vi allerede næsten færdige med alt til jul, så jeg bruger meget december på virkelig at hygge.

Hvor meget julepynt har du?
*haha*, det kan nok ikke overraske nogen, at jeg har virkelig meget julepynt. Jeg tror nok, vi har 12 store plastikkasser med julepynt plus 2 til juletræet... og bare rolig, det er ikke alle der er lige fyldte.

Hvad er dit bedste barndomsjuleminde?
Uha, det var en af de sværere... jeg kan faktisk ikke rigtig vælge ét specifikt minde fremfor andre. Jeg har så mange gode minder fra mine barndomsjule, så jeg synes det vil være umuligt at udvælge ét specifikt.

Hvad er dit værste barndomsjuleminde?
Det må uden tvivl være det faktum, at min farmor døde d. 1. december 1994. Det lagde på mange måder en dæmper på min jul det år. Jeg var på det tidspunkt 12 år, så jeg vidste jo godt, hvad døden indebar, og det år var jeg virkelig på nippet til at droppe ALT, der havde med julen at gøre.

Hvad er for dig det hyggeligste ved julen?
Altså, jeg elsker jo julen, og jeg synes virkelig julen er en hyggelig højtid i sig selv... jeg elsker at gå nogle ture og kigge på julebelysning, og jeg elsker at gå og kigge på julepynt i butikkerne. Det er hygge for mig. Derudover skal jeg selvfølgelig også nævne at skrive julekort, at stå og bage med Bent, vores #BloggerAdvent tradition og ja, bare det at hygge...




onsdag den 14. december 2016

Hvil i fred mormor

I går aftes kl. 22:35 blev det tidspunktet, hvor min mormor valgte at tage livets sidste åndedrag... himlen blev en smuk stjerne rigere... og det slog mig ganske enkelt ud... jeg græd og græd hele aftenen og græd så lige lidt mere...

Hun var ganske vist syg, så selvfølgelig var det det bedste for hende, for hun fortjente fandme ikke at ligge og lide...  men det gør det absolut ikke mindre hårdt for os - de efterladte.

Men nu kan vi jo så få overstået begravelsen inden jul.

Mormor:
Vi har været mange om at kæmpe om din kærlighed. Vi var en stor familie, men du kunne rumme os alle. Du kunne rumme de problemer, der nu engang har været.
For mange af os er du symbolet på en stærk kvinde - en kvinde der har formået at overvinde alt på sin vej, indtil den største forhindring kom, en forhindring som du (desværre) ikke kunne komme henover.
Du vil leve videre i hjerterne på os alle - dine børn. svigerbørn, børnebørn, oldebørn - ja hele familien.
Hvil i fred mormor. Vi ses på den anden side
❤ 1934-2016 - i hjertet gemt, aldrig glemt ❤

14. december

I dag vil jeg fortælle lidt om, hvilke ting, der er et absolut MUST herhjemme til jul.

  • Hjemmelavede æbleskiver og hjemmebagte småkager er nogle af de ting, som HVERT år (uden undtagelse) er at finde i vores hjem. Hverken Bent eller jeg gider de købte småkager. Og ja, nu ved jeg godt, at vi indimellem har købt nogle brunkager, men det er INDEN december. Når først vi når hen midt i november, laver vi vores egne.
  • En mistelten er også en af de ting, som vi skal have hængende i stuen til jul. Jeg har ikke altid haft en mistelten, men de sidste 6-7 år, har vi haft en. Det er lidt hyggeligt.
  • Kravlenisser i alle afskygninger. Vi har gud ved, hvor mange kravlenisser, og de kommer alle sammen op til jul. Vi har kravlenisser på alle døre, på alle køkkenskabslåger, over øverste del af dørkarmene, og så alle andre tænkelige steder. På badeværelset er der også kravlenisser.
  • En hjemmebundet adventskrans. Bent har altid bundet vores adventskranse, og så har jeg pyntet dem. Sidste år prøvede jeg så for første gang selv at binde en adventskrans til mine forældre, og det lykkedes ret godt. Det er bare ikke rigtig jul herhjemme, hvis ikke vi har en rigtig adventskrans.
  • Frugtflæsk til vores slikskål er også uundværligt i julen herhjemme. Det er simpelthen gude slikket til jul, så det skal altid med hjem fra Tyskland, når vi er dernede inden jul.
  • Vi går aldrig en december i møde uden at vi, Bent og jeg, har en skrabejulekalender. Jeg vinder sjældent mere end 50 kr, men lidt har jo også ret, og jeg elsker hyggen ved at skrabe et felt hver morgen.
  • Både Bent, hundene og jeg har hver vores julesok. Hundenes hænger ude i køkkenet ved deres skåle. De får en slags pakkekalender af Bent og jeg i stedet for at få en julekalender. Bent får pakkekalender af mig, så han får en gave hver morgen, og det har han egentlig fået i nogle år nu (tror det er 7. år jeg har lavet pakkekalender til ham). Jeg har så også en julesok, hvor der kommer 2x adventsgaver i (fra #BloggerAdvent og fra Bent). Det er så hyggeligt ☺
  • Jeg har altid minimum én julestjerne stående. Nogle år får jeg en af Bent, mens jeg selv køber den andre gange.

tirsdag den 13. december 2016

13. december

Ude i haven har vi en nordmannsgran, som vi selv har plantet... det første år stod det i en stor krukke ude på terrassen, men de sidste par år, har den været plantet ud.

Når vi nærmer os jul, pynter vi det med lyskæde, røde kugler og en stjerne i toppen. Det er så hyggeligt..

I år pyntede jeg træet midt i november, og mens jeg stod ude i haven og skulle til at sætte lys på, begyndte det at sne. Ikke noget, der blev liggende, men hyggeligt var det da alligevel :)


mandag den 12. december 2016

En rigtig lorte dag

I går aftes ringede min bror og spurgte, om jeg gad køre med ham og min mor til Odense, for mor skulle lige en tur over på sygehuset... og som den gode datter, jeg nu er, så sagde jeg selvfølgelig ja...

De hentede mig så kl. 8, og så gik turen mod Odense... vi var alle 3 trætte, men vi formåede dog at underholde hinanden på hele turen.. vi kom så derover og op på afdelingen, og min bror og jeg tog plads i venteværelset, mens mor var inde... det tog kun" små 20 minutter, og så kunne vi køre mod Vamdrup igen...

Vi kom her til Vamdrup igen ved 11:30 tiden, og så fik vi lige hurtigt snakket færdigt inden min mor og bror igen kørte til Kolding, for far skulle have bilen på arbejde kl. 13:30..

I sidste uge fik vi den triste besked, at min mormor har kræft, og det er så fremskreden, at det bare er et spørgsmål om tid... min mor og bror havde så været oppe på sygehuset og besøge hende i aften, og de ringede så og sagde at lægen havde sagt, det kunne dreje sig om timer eller uger...

Det gav mig et knæk her til aften, og jeg brød sammen... har ellers været så stærk de sidste par uger, men nu kunne jeg bare ikke mere... altså for fanden da også.. og så her op til jul.. som om det ikke er nok, at vi, dengang min farmor døde, mistede hende i starten af december... nu ser det ud som om, vi også skal miste min mormor i december...

Hvad det helt præcist er med min mor, vil jeg ikke lige komme nærmere ind på herinde lige nu, da jeg ikke ønsker alle skal vide det... plus vi heller ikke selv ved 100%, hvad det er hun fejler...

12. december

I dag er vi midtvejs igennem dagene til juleaften, og i dag har jeg valgt at skrive lidt om 5 absolutte jule-must-haves herhjemme:
  1. Vi går aldrig en december i møde uden at have en skrabejulekalender hver. Ikke at vi nogensinde har vundet nogen større gevinster derpå, men det er hyggen i at skrabe et felt, hver morgen når vi står op.  
  2. Hjemmebagt julebag og konfekt er også et must herhjemme. Jeg er ikke den store fan af at gå ud og købe julebag i supermarkederne. Jeg vil allerhelst selv stå i køkkenet og hygge mig med det. Og det gør vi sandelig også. I min familie har generationer tilbage selv lavet alt til jul, og det har så sandelig også smittet af på mig. Jeg har nogle gamle opskrifter på forskellige småkager, og det er nogen, der ikke bliver smidt ud.
  3. Carlettis juleskum skal også indfinde sig på matriklen mindst ÉN gang i løbet af julen - ellers er det skidt. Jeg har en virkelig stor svaghed for netop den juleskum. Nogle af de andre kan selvfølgelig spises, men den fra Carletti er og bliver altså nr. 1.
  4. Julete og varm kakao med flødeskum. Rigtig efterårs- og vinterdrikke, så de passer jo på sin vis også udmærket til jul. For at gøre kakaoen lidt mere julet, så kan man tilføre en anelse kanel ovenpå flødeskummet, men det er selvfølgelig kun, hvis man er til den slags. Man kan i dag få et hav af forskellige slags julete, og det er jo bare at prøve sig frem, hvis man skal finde netop sin egen favorit. Jeg har en, som jeg har købt nede i vores blomsterforretning sidste år, og den er super god.
  5. Lyskæder udenfor er et absolut must her i huset. Vi har en siddende rundt langs udhænget om mod haven. Derudover har vi også et juletræ i haven med lys og røde kugler. Og som noget nyt, så har vi i år valgt at smide en lyskæde i vores kastanjetræ i haven - SÅ HYGGELIGT :)

søndag den 11. december 2016

Ugens hurtige (uge 49)

Så er det atter søndag, og det er dermed atter blevet tid til ugens hurtige.
  • Jeg har været med min mor og bror på Odense Sygehus både mandag, onsdag og fredag.
  • Vi har fået lavet alt det sidste konfekt og bagt den sidste gang småkager (min mor skulle have bagt dem, men det endte vi med at gøre, da hun ikke kan overskue det lige nu).
  • Vi fik en trist besked angående min mormor.
  • Julestemningen har været sådan lidt så som så denne uge pga alle de dårlige nyheder.
  • De absolut sidste julegaver fra far og mor er nu også pakket ind, så vi har 3 store kasser stående ovenpå med gaver.
  • Vi er begyndt at modtage julekort med posten.
  • Der er startet kvindehåndbold EM.

3. adventsgave fra min mand

I dag har jeg sørme også fået adventsgave af min mand... Jeg synes virkelig det er hyggeligt med de gaver om søndagen julen igennem...

Men nå, gaven, jeg fik i dag, var en flad firkantet gave...  og jeg kunne på forhånd ikke sådan lige bedømme, hvad i alverden, der skulle være i den... så jeg har gættet lidt frem og tilbage, men ramte ikke plet... I dag måtte jeg jo så langt om længe åbne den, og indholdet var jo SÅ MEGET lige mig...

Jeg har jo i forvejen et par af disse malebøger, så denne er jo helt perfekt...

Nu er der jo så kun 2 gaver tilbage (4. advent samt 24. december om morgene), og så er det jo juleaften... helt underligt at tænke på, at året er så vidt... men hva, der er jo også sket meget i år.

#BloggerAdvent 3. advent


Så er det allerede blevet 3. advent - helt vildt det allerede er så vidt... Det er jo så ensbetydende med, at jeg i dag måtte åbne den 3. - og næstsidste - gave i vores #BloggerAdvent 🎁
Gaven i dag så præcis lige så indbydende ud, som de foregående søndage, så det var med stor nysgerrighed, at jeg åbnede...
Og indholdet skuffede jo på INGEN måde....

Fik i dag en super lækker "Spa-pakke"... og det er jo intet mindre end en fantastisk gave her i juletiden, hvor jeg ofte glemmer mig selv lidt i kampen for at glæde og forkæle andre.

Så endnu en gang stor tak til Charlotte for en gave, der ramte lige spot on... Håber alle andre #BloggerAdvent deltagere også har fået nogle fantastisk gode pakker 🎁

11. december

I dag har jeg valgt at fortælle lidt om vores juletraditioner.
  • Vi plejer altid at være henne og se juletræet blive tændt. Her i Vamdrup plejer det at ske 1. søndag i advent.
  • Vi plejer pynte op midt i november (allersenest dagen før 1. søndag i advent, da man ikke kan tænde en adventskrans uden der er pyntet til jul).
  • Vi bager minimum 7 forskellige slags småkager. Vi bager både til os selv samt til mine forældre (det bliver til nogle kagedåser kan jeg roligt sige jer).  Vi plejer at sætte hele dage af til at bage og i det hele taget bare hygge os.
  • Jeg deltager i #BloggerAdvent, hvor jeg får en gave hver søndag i advent, og ligeledes har sendt 4 gaver til en anden blogger.
  • Jeg giver Bent pakkekalender.
  • Jeg laver selv vores julekort og sidder og bruger flere dage på at skrive dem. Derudover skriver jeg også julekort for mine forældre.
  • En af de sidste dage inden jul, går Bent og jeg hen til min mors moster og onkel, som også bor her i Vamdrup, og ønsker dem glædelig jul. Det har vi gjort alle år, vi har boet herude, så det er jo efterhånden også blevet en fast tradition.
  • En af de sidste dage inden advent, bruger vi en eftermiddag på at binde adventskrans(e) og lave dekorationer. Vi er i løbet af oktober/november måned i skoven og finde ting til dekorationerne, og så køber vi de ting, vi nu mangler.
  • De sidste par år har jeg fået adventsgaver af Bent. Derudover får jeg også en lille ting om morgenen d. 1. december og d. 24. december. Det er så hyggeligt synes jeg.
  • Jeg er "gammeldags" og meget tradionstro, når det kommer til jul. Mange traditionelle handlinger, som vi har brugt i min familie (såsom appelsin med nelliker og rødt bånd, røde julestjerner, flagguirlander på juletræet osv.), er også at finde i vores hjem. Som sønderjysk juleopdraget er der mange ting, som jeg ikke kunne se mit hjem uden. Bent har også sønderjyske gener, så meget af det, er jo ikke fremmed for ham. Og han elsker det heldigvis også ligesom mig (nok ikke helt lige så meget, men jeg får lov til at gøre alt det, jeg har lyst til).
  • Vi spiller pakkespil juleaften, til stor morskab for os alle. Utroligt, som voksne mennesker kan finde den "barnlige " side frem, når der skal konkurreres om pakker.
  • Vores hunde får julekalendere, ligesom der også ligger gaver til og fra dem under juletræet. De er en del af familien, og sådan er det altså også denne aften.


lørdag den 10. december 2016

En mere end hektisk uge nu næsten afsluttet

Ja, som I måske har bemærket, så har jeg ikke været så aktiv online i denne uge... årsagen er at min mor er syg, og at vi derfor har været på Odense Sygehus både mandag, onsdag og i går.... tirsdag var jeg jo så på Sundhedscenteret til smertehåndtering og torsdag stod den på lægebesøg, så når jeg endelig har kunne slappe af, så har jeg altså også bare været FULDSTÆNDIG færdig...

I går var min bror og jeg med mor i Odense stort set hele dagen... jeg stod op kl. 6 og kørte til Kolding. Vi kørte så mod Odense og så blev hun først udskrevet igen ved 20 tiden i går aftes... og jeg siger jer, det var en lang dag... der er jo ikke så meget at foretage sig på et sygehus, men vi så da fjernsyn og spillede kort... og snakkede med nogle af de andre, som også sad i venteværelset... og da mor så kom op på sin stue efter at have været lagt i narkose og vågnet op derfra, sad vi inde på hendes stue, mens hun kom til sig selv...

Jeg var så træt, da vi kom hjem i går aftes... efter vi havde spist og min mor og bror var kørt igen, sad jeg og så håndbold med Bent, og derefter gik jeg kold på sofaen... vågnede så ved midnatstid og gik ind i min seng, hvor der ikke gik 5 minutter før jeg sov, og så sov jeg lige til kl. 9:30 i dag, og jeg kan godt mærke, at jeg lige skal vågne helt op.. er stadig lidt rundt på gulvet..

Men nu er det jo i hvert fald weekend, og den skal bruges på hygge.. mine forældre og min bror kommer og spiser i aften, og så regner vi med at vi skal hen og hente et juletræ i dag også.. ikke at det skal pyntes endnu, men så har vi da fået det købt... det skal så bare stå ude på terrassen indtil det skal sættes ind... og dagen i morgen kommer jo nok til at stå i sportens tegn... og så er den weekend jo forbi..

Håber I alle har haft en god uge og ønsker jer en god weekend.


10. december

Julebilledespam (adventskranse):









LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...