torsdag den 31. december 2015

På vej mod et nyt år

Så kom årets sidste dag... i morgen når vi vågner, vågner vi op til et nyt år - og nye udfordringer... 2015 har på mange måder været et godt år, men der har også været udfordringer, som jeg helst havde været foruden. 

Jeg ser frem til at et nyt år starter, og håber det bliver året, hvor nogle af mine drømme og ønsker går i opfyldelse... Man har jo altid lov til at håbe... 

Vi skal være herhjemme med mine forældre og min bror i dag... det skal nok blive hyggeligt... 

Vi lånte vores udlejeres bil i går, og så kørte vi en tur til Tyskland og handlede de sidste småting ind til i dag... vi skulle lige have vin og sodavand og så lige et par andre småting, som trods alt er billigere i Tyskland... 

Aftenen igår, da vi kom hjem, gik med at få ordnet så meget som muligt til i dag... vi fik kogt og pillet de små kartoler til brune kartofler, kogt rullepølse (som dog ikke er til i dag), skrællet hvide kartofler, dækket bord, kogt kyllingebryst og lavet citronfromage, og så var jeg godt brugt derefter... 

I morges vågnede jeg kl. 8, men blev dog liggende inde i sengen indtil ved 9 tiden... min varme dyne var simpelthen alt for behagelig :) 

I dag skal vi så have styr på de sidste små ting til i aften... 

Aftenens menu består af:

Forret: Tarteletter med høns i asparges. 
Hovedret: Hamburgerryg, kogeflæsk og kålpølser. Dertil brune og hvide kartofler og grønlangkål. 
Dessert: Hjemmelavet citronfromage. 

Til natmad skal vi have ristet franskbrød med rejer... det plejer vi at få :) Så jeg ser frem mod endnu en aften, hvor jeg spiser ALT for meget... men så er det jo godt, at jeg kan fortsætte min evige kur fra i morgen :) 

Vil til slut ønske jer alle et rigtig godt nytår... .Håber I kommer godt ind i 2016 allesammen.. og på gensyn i blog-land næste år.

 

onsdag den 30. december 2015

Tiden går for hurtigt

Synes tiden er gået alt for hurtigt den sidste uges tid... har ikke rigtig lavet noget vildt.. har siden 1. juledag stort set ikke lavet andet end at ligge herhjemme på sofaen, se diverse film eller genudsendelser i fjernsynet... 

Bent og mig har været ude og gå en god lang tur hver dag, men det er så stort set det eneste "fornuftige", jeg har udrettet.. altså vi har fået sat alle vores julegaver på plads, samt ryddet lidt op og fjernet lidt julepynt... Vi plejer normalt først at fjerne vores julepynt Hellig 3 Konger (d. 6. januar), men den falder jo en onsdag i år, og eftersom vi skal i gang i aktivering igen på mandag, så vil jeg gerne have det væk inden da... Så senest i weekenden kommer kasserne ned og julepynten væk til næste jul... 

I  morgen (eller rettere senere i dag) skal vi lige en tur til Kolding og have handlet det sidste ind til på torsdag... Vi skal være herhjemme sammen med mine forældre og bror igen til nytår, så det skal nok blive hyggeligt nok... 

Vi mangler kun lige at købe lidt mere til maden, pynten har vi sørget for... Jeg skal også prøve selv at lave citronfromage fra bunden i år, så det glæder jeg mig til at se, om jeg kan finde ud af :) Ej, jeg plejer nu ikke at have problemer med noget med husblas, så mon ikke det nok skal gå alt sammen... 

Nå, det kunne være jeg snart skulle se og finde min seng... skal jo op i  morgen, så vi kan komme i gang... 

Julegavehøsten 2015

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par dage, har simpelthen ikke haft overskud til ret meget andet end at slappe af, og gå nogle lange ture med Bent... men nu vil jeg da lige vise jer, hvad julegaverne til undertegnede gemte på i år... 

Fra Bimmer og Shang: 
 


Fra mine forældre og bror:



 Fra min dejlige mand:

Fra min veninde Mette og hendes familie:







Fra min veninde Rikke og hendes familie:

Fra Jeanette og GiZmo:


 

Året der gik

Nu hvor år 2015 lakker mod enden, er det atter blevet tid til at gøre status over godt og dårligt ved det forgangne år... 

Så her kommer min tilbageblik over år 2015:

Januar:  
- Vi afsluttede retssag mod Jessicas mor angående, hvad der skulle ske med Jessica. Hun vandt bopælsretten samt den halve forældremyndighed. 
- Jeg var så uheldig at falde på et glat fortov. Det viste sig senere, at det gav større gener end den spændingshovedpine lægerne forsøgte at spise mig af med.  
- Jeg valgte at tage en stor beslutning, og fik dermed klippet små 20 cm af mit lange hår... ingen tvivl om at håret havde godt af det.  

Februar: 
-Februar var en del præget af vagtlægebesøg og ture ved egen læge, da følgerne fra mit fald blev værre. 
- 14. februar var det Valentines Dag og jeg endte aftenen med at være indlagt på Vejle Sygehus. Blev udskrevet med en diagnose, som var spændingshovedpine. 
- Jessica og hendes kæreste begyndte at true Bent via Facebook. Vi kontaktede politiet, som dog ikke mente de kunne gøre noget. 

Marts: 
- Min lillebror havde fødselsdag d. 4. marts, så vi var selvfølgelig til fødselsdag hjemme ved ham. 
- Vi skilte os af med alt det sidste af Jessicas, som stod her ved os. Vi fik ikke svar fra hverken hende eller hendes mor angående, hvad vi skulle gøre med det. Så vi valgte at forære noget af det væk, og resten kom på genbrug. 
- Min Bimmer vovse fyldte 6 år.
- Erstatningssagen efter mit fald blev startet i marts. 
- I marts fik jeg konstateret begyndende slidgigt i min højre skulder. 
- Bent stoppede med at ryge i marts. En bedrift, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig at han ville gøre. 

April: 
- Jeg havde fødselsdag i april, og har rundet 33 år. 
- Vi holdt en hyggelig familiefødselsdag.  
- Vores vildbasse Shang fyldte 5 år.
- Vi fik malet gæsteværelse ovenpå, og indrettet det som kontor/gæsteværelse. Nu kan man ikke se det tidligere var Jessicas værelse. 
- Vi gjorde klar i haven til at få udvidet terrasse. 
- Jeg var til samtale på neurologisk afdeling på Vejle Sygehus og de ændrede spændingshovedpinediagnosen til postcommotionelt syndrom (eftervirkninger fra svær hjernerystelse). En tilstand, der ikke er nogen behandling mod - skal bare se tiden an og være tålmodig. 

Maj:
- Vi fik lagt vores nye (ekstra) terrasse. Det blev rigtig godt og den er brugt flittigt.
- Der var Eurovision Song Contest, hvor det absolut ikke var den rigtige der vandt (i min verden altså). Bevares, vindersangen var da god, men der var en anden, der var bedre. Men igen, der går politik i det. 
- Super Brugsen her i Vamdrup afhold Gourmet aften, hvor der som sædvanlig var smagsprøver på en masse lækkert. 
- Der var Smagens Dag herude, hvor årets Vamdrup Vin blev præsenteret. Fede Finn og Funny Boys underholdt på torvet. 

Juni: 
- I juni var det Sankt Hans, og vi var henne ved spejderne og se bål. 
- Vi fik skrevet og sendt indbydelser til fars og Bents fælles fødselsdag (stadig uden at far havde opdaget noget).
- Der var Folketingsvalg, hvor blå blok (desværre) kom til magten.

Juli: 
- Vi var til guldbryllup ved mors moster og onkel. 
- Vi havde en masse dejlige sommeraftener. 
- Måneden blev brugt på at ordne en masse til fødselsdagen. Der var en del, som der skulle være styr på inden måneden var omme, så det var bare om at sætte i gang :)   

August: 
- Far fyldte 60 d. 2. august og vi holdt lidt fødselsdag for ham herude ved os. 
- Vi holdt 100 års fødselsdag d. 8. august. En rigtig hyggelig dag, og far havde ikke haft den mindste anelse, så vi tog røven fuldstændig på ham. 
- Der blev holdt Crazy Hours her i byen. 
- Fars moster døde og skulle begraves. 
- Vi havde 3 års bryllupsdag - en dag, der blev fejret stille og roligt herhjemme. 

September:
- Humøret begyndte at dale i takt med, at jeg stadig ikke havde nogen afklaring på, hvorvidt Tryg ville anerkende at jeg skulle have erstatning for mit fald. 
- Jeg begyndte at få akupunktur for at afhjælpe smerterne i nakke  og hoved efter faldet i januar. Dette hjalp dog ikke.
- Jeg meldte mig til Bloggertræf i Odense i oktober. 

Oktober: 
- Jeg blev henvist til reumatolog... næste skridt i jagten på at få et bedre helbred. 
- Stadig ikke noget nyt fra Tryg.
- Bent fyldte 40... jeg havde arrangeret en hyggeaften herhjemme med mine forældre, min bror og Bents bedste ven Lars. Det var super hyggeligt og Bent havde en perfekt dag. 
- Jeg begyndte i denne måned at komme med Bent til Kolding når han skulle ind og træne. Ikke fordi jeg selv skulle deltage i træningen, men simpelthen for at komme lidt ud... Og det hjalp rigtig meget på humøret. 

November: 
- Mine forældre havde 36 års bryllupsdag. 
- Julen startede herhjemme. 
- Jeg var med min mor til julebanko, og jeg vandt en æggekoger. 
- Det var Mortens Aften, og vi havde mine forældre og min bror herude og spise - and, flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål osv. Rigtig hyggeligt. 
- Jeg begyndte til reumatolog.  
- Årets første sne dalede fint og gjorde haven hvid en lørdag i slutningen af november. Det var dog kort - dagen efter var sneen væk igen.

December: 
- Vi fik i starten af måneden ordnet den sidste julegave, så vi kunne bruge tiden frem til jul til at hygge. 
- Vi var til forsinket fødselsdag ved min faster. 
- Vi holdt julehygge herhjemme for mine forældre, min moster og onkel samt 2 fætre. 
- Jeg fik langt om længe besked om, at Tryg havde anerkendt erstatningspligten i min personskadesag. 
- Vi var igen i år til Stig Rossen julekoncert. 
- Vi havde et par problemer herhjemme, som vi dog klarede os igennem.. tror efterhånden ikke, der er noget, der kan ødelægge vores ægteskab. 
- Vi holdt en rigtig hyggelig juleaften med alt,  hvad dertil hører. 
- Jeg var igen i år med til #BloggerAdvent.




fredag den 25. december 2015

En uventet overraskelse

Onsdag mens vi lavede aftensmad ringede det pludselig på døren, og da jeg åbnede stod der et bud med den smukkeste buket blomster fra min veninde og hendes familie... 

Det rørte mig virkelig meget. Uventede gaver er altid så dejlige at få <3


Kalendergave 24. december

I går morges fik jeg årets sidste kalendergave fra min mand... Jeg havde selv været med ude og købe den, men havde glemt alt om, hvad der var i den... 

Men her er så indholdet af den :) 




3 små stykker juletræspynt fra Rosendahl... synes simpelthen de er så søde...

Juleaften vel overstået

Ja, det er nok næppe den store hemmelighed, at det var juleaften i går... Vi skulle være herhjemme igen i år sammen med mine forældre og min bror... min far kørte dog tidligt hjem, da han skulle på arbejde i morges, men min mor og bror sov herude... 

Men anyway, så stod tidligt op i går morges.. kunne ikke sove fordi jeg havde for mange tanker i hovedet.. Min mor ringede så og sagde jeg blev hentet ved 10 tiden... vi skulle nemlig ned til min onkel og tante.. min tante ligger på sygehuset og prøver at komme sig ovenpå en hjerneblødning og efterfølgende operation, så hun havde fået lov til at komme hjem et par timer i går formiddags, og så havde hendes 2 piger og min onkel arrangeret en form for "juleaften" for hende i går formiddags, og der var vi så inviteret, fordi vi snakker så meget med dem... 

Det var super hyggeligt, og min tante blev bare så glad over at vi var der... Vi var i Vamdrup igen ved 13:15 tiden, hvor min mor satte mig af og kørte til Kolding igen for at hente min far fra arbejde... 

Ved 15 tiden kom de så alle 3 herud, og så fik vi æbleskiver og hyggede os, inden jeg tog med mine forældre i kirke kl. 16.

Da vi kom hjem igen var Bent og min bror i fuld gang med maden, så jeg hjalp jo bare til, så vi alle 3 kunne stå i køkkenet og hygge os... 

Vi fik så traditionel julemad: and, flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål og en total lækker sovs... Derefter spillede vi pakkespil (jeg fik 2 gaver og Bent 1) inden vi fik ris a la mande... Bent var så heldig at få mandlen - vi snakkede forleden om, at det snart måtte være en af os, som fik mandlen, for ingen af os har fået den i de år, vi har kendt hinanden :) Og så fik Bent den sgu :) 

Vi åbnede så gaver ved 21 tiden efter vi havde sunget et par julesange... Vi var jo nødt til at være færdige, så far kunne komme hjem i seng i ordentlig tid... 

Da han var kørt hjem sad min mor og jeg og spillede kort og hyggede os, mens Bent og min bror så film... Bent havde fået en film i julegave, som de begge gerne ville se, så det fik de så lov til... 

Aftenen sluttede traditionen tro af med, at vi fik et stykke rugbrød og en irish coffee inden vi min mor og jeg gik i seng ved 1:30 tiden... der gik dog lidt tid inden jeg faldt i søvn... 

Vi fik SÅ mange rigtig gode gaver, så det kunne jo ikke være bedre.. De ligger allesammen under juletræet nu, men når jeg pakker dem væk, så skal jeg nok tage nogle billeder af de ting, vi har fået... 

Håber I alle har haft en rigtig god juleaften samt 1. juledag. Vil slutte af med at smide nogle billeder op fra min juleaften: 













torsdag den 24. december 2015

Julekalender 24. december

Så er det blevet d. 24. december, og jeg har valgt at finde lidt forskellige billeder frem og vise jer i dag. 

Håber I alle får en rigtig god og hyggelig aften i aften. Vi skal være herhjemme, og får så mine forældre og bror herud.. Maden er under forberedelse og gaverne har fundet plads under træet, så nu kan aftenen bare komme :)

Rigtig glædelig jul til alle mine læsere... 

 Min mors trærod, som hvert år laves til juledekoration.


 Mine forældres juletræ i 2013.

 En masse lækkert juleknas - juleaften 2013.


 Min juleengel, som hvert år hænger på juletræet. Endnu et arvestykke fra min farmor og farfar. Hvert år, da jeg var mindre fik jeg lov til at hænge den på deres juletræ.


En masse julesmåkager. 


Pynt på vores juletræ... fik den for omkring 25 år siden af mine forældre... og den har fulgt mig lige siden :) Den skal bare på juletræet.

onsdag den 23. december 2015

Julekalender 23. december

Dagens julebillede er taget for et par år siden hjemme ved mine forældre... 

Det er et juleophæng, jeg syede til min mor for en del år siden... Det er noget af det sværeste jeg nogensinde har syet, men også noget af det, jeg er allermest stolt af. 

Jeg vil gerne have syet et til mig selv også, men det er endnu kun blevet ved tanken... :)

Juleaften sig nærmer

Så har vi passeret midnat, og det er jo egentlig i morgen det er juleaften... altså sådan rent datomæssigt... 

De sidste par dage eller rettere faktisk dagene siden fredag, har været hektiske herhjemme... vi har nået en masse, og vi er nu godt med... 

Lørdag morgen ringede vores udlejere og nærmest skældte mig ud (på den gode måde), over at jeg ikke havde spurgt dem om vi måtte låne deres bil, da vi havde en travl weekend i vente.. men det endte så med, at hun kom og hentede mig da hun skulle på arbejde, og så kørte jeg hende på arbejde og så kunne vi ellers låne deres ene bil til i går morges :) Det kan man sgu da kalde gode udlejere (og rigtig gode venner).. 

Vi skulle så hjem til mine forældre og på forbrændingen med en masse affald, og det var meningen at min mor skulle hente os, men jeg ringede så og sagde vi selv kom derhjem... og så kunne vi overraske dem med at hundene kom med :) Og overraskede blev de bestemt også... Hundene har jo ikke været med derhjemme i over et halvt år, siden mine forældre fik ny bil, hvor hundene ikke kan komme ind i... men anyway, vi fik pyntet deres juletræ, kørt affald væk, spillet lidt kort med min mor og bror, og så spiste vi derhjemme inden vi kørte retur til Vamdrup om aftenen... 

Søndag morgen kørte jeg ned og afleverede julegaver ved min veninde, hendes mand og deres børn... det var jo med at udnytte det mens vi havde bil, og jeg havde fået at vide, at vi endelig bare skulle få kørt og ordnet alt mens vi kunne, så det måtte jeg jo hellere :) 

Da jeg kom til Vamdrup igen blev Bent og hundene færdige, og så gik turen mod Kolding... vi skulle nemlig til Stig Rossen julekoncert søndag aften, og det var som altid en skøn oplevelse... Denne gang var Simone Egeriis med som gæstesolist, og det gjorde bestemt ikke koncerten ringere... 

Vi var så sent hjemme søndag aften, så da var det bare på hovederne i seng, eller rettere Bent faldt i søvn  på sofaen, og jeg lagde julegaver under træet inden jeg sagde godnat... 

Mandag morgen stod jeg så op og gjorde mig klar til at køre til Sjølund og aflevere bil... Det var virkelig en luksus at have bil de dage, så vi lige kunne få ordnet en masse... 

I dag har vi så været i Kolding og min mor var herude med nogle julegaver, samt jeg lige kunne hjælpe hende med at få købt de sidste gaver... I aften har vi så været henne ved mors moster og onkel og ønske dem god jul.. det er vi hvert år, og det er en tradition, som SKAL overholdes... Sådan er det bare... I morgen skal vi lige have handlet den sidste ting til på torsdag og så skal vi hen til min veninde og mand her i Vamdrup med julegaver, og så i morgen aften skal der forberedes så meget som muligt til torsdag... 

Så ja, vi er så godt med som vi pt kan komme :)  

tirsdag den 22. december 2015

Bloggertræf 2015 - goodiebag - Toesocks

Sponsoreret indlæg - Bloggertræf 2015 - goodiebag - Toesocks

Så er jeg nået til sidste ting, som var i den goodiebag, vi fik i forbindelse med bloggertræffet. 

Den sidste ting er et par Tå-sokker fra Toesocks. Jeg har altid godt kunne tænke mig sådan et par, da jeg synes de er lidt seje :) 

Og nu har jeg altså så et par... og indrømmet, de er lidt sjove at have på, men det gør nu ingenting. De fremhæver godt nok mine små fede tæer, men helt ærligt, så er jeg nu godt tilfreds med at have dem til når jeg går rundt i nattøj på mine hyggedage :) 


Bloggertræf 2015 - goodiebag - Medex

Sponsoreret indlæg - Bloggertræf 2015 - goodiebag - Medex

Medex havde også valgt at forkæle os lidt til bloggertræffet. De havde givet alle deltagere en  hand- and bodycreme samt nogle små prøver på creme.. 

Jeg kendte ikke til mærket i forvejen, men er bestemt blevet positivt overrasket. Jeg har prøvet cremen både som håndcreme og som bodycreme, men foretrækker den som håndcreme. 

Det er helt klart en af mine nye foretrukne, og jeg kunne bestemt godt finde på at købe den igen når denne er tom. 
 
 

Bloggertræf 2015 - goodiebag - Max Factor

Sponsoreret indlæg - Bloggertræf 2015 - goodiebag - Max Factor


Max Factor havde også denne gang valgt, at smide lidt i goodiebagen til bloggertræffet.. 

Denne gang havde de givet hver deltager en lille pose med en vippebukker, en pincet, en neglefil samt en Velvet Volume False Lash effect mascara.  

Mascaraen har jeg allerede haft brugt en del gange, og jeg er faktisk positivt overrasket over den... Vippebukkeren har jeg ikke fået testet endnu... pga mine briller har jeg svært ved at vipperne buer for meget, da jeg ellers har mascara overalt på glassene. Men de andre ting er bestemt også noget, jeg godt kan bruge.

Bloggertræf 2015 - goodiebag - Fischer Pure Nature

Sponsoreret indlæg - Bloggertræf 2015 - goodiebag - Fischer Pure Nature 

Fischer Pure Nature havde også sagt ja til at sponsorere lidt godt til goodiebagen til bloggertræffet... 

Og det var bestemt noget, som jeg i hvert fald kunne bruge... nemlig disse lækre fodbad poser.

Havde aldrig hørt om firmaet tidligere, men elsker at tage et dejligt afslappende fodbad, så det var med positiv indstilling, jeg prøvede denne. Og jeg blev bestemt ikke skuffet. 

Man smider bare posen ned i en balje med vand (eller hvad man ellers bruger til fodbad) og så opløser saltet sig helt automatisk. Duften er dejlig let, og jeg fik en skøn afslappende følelse i fødderne samt de blev rigtig bløde, så det er absolut noget, jeg godt kunne finde på at købe selv på et tidspunkt. 

Julekalender 22. december

Dagens julebillede er et, I tidligere har set på bloggen... 

Det forestiller noget af det julepynt, som betyder allermest for mig. Nemlig min mølle. 

Den stammer helt tilbage fra Krigens tid, hvor folk ikke havde så mange penge, og hvor man ofte selv lavede julepynten. 

Møllen er lavet af en gammel garntrisse. Den er fra min farmor og farfars hjem, og af en eller anden grund har jeg altid elsket den. Når først møllen kom frem, så var julen på vej. 

Grangrenen er så en, vi selv sætter i. 

mandag den 21. december 2015

Ugens hurtige (uge 51)

Med en dags forsinkelse, kommer her de hurtige fra sidste uge... Nåede det ikke lige i går, da vi ikke var hjemme det meste af dagen...
  • Jeg hørte langt om længe fra min advokat, at Tryg havde anerkendt erstatningspligten. 
  • Vi fik købt juletræ. 
  • Juletræet kom ind og stå og blev pyntet. 
  • Vi fik købt et par julegaver for mine forældre. 
  • Vi fik bagt en ekstra omgang pebernødder. 
  • Jeg var nede og besøge min veninde, hendes mand og deres børn og fik så afleveret julegaver til dem. 
  • Var i går til årets Stig Rossen julekoncert - som altid virkelig en oplevelse. 
  • Har hygget hjemme ved mine forældre både lørdag og søndag. 
  • Der er kommet nogle julekort i ugens løb. 
  • Har været til samtale ved den mest behagelige psykolog pga nogle ting, som er sket. 

4. adventsgave fra manden min

I går fik jeg også adventsgave af Bent... jeg vidste godt, hvad der var i gaven i går, for han havde nemlig spurgt i forvejen, om vi havde købt dem fra sidste år... 

Jeg fik Georg Jensen juleornamenter.... vi har en del af dem efterhånden, og de kommer på juletræet hvert år :)

#BloggerAdvent 4. og sidste søndag

I går var det 4. søndag i advent, og dermed sidste dag i denne omgang #BloggerAdvent.... 


I dagens pakke var der en lille kageopsats :) Havde på et tidspunkt en i stor, men den gik i stykker, og har faktisk aldrig set en lille noget sted, så den skal da bestemt nok komme i brug :) Om ikke andet, så regner jeg med at bruge den til lidt konfekt juleaften.

Igen tak til Jeanette for at arrangere #BloggerAdvent for os igen... Det er en hyggelig tradition, og jeg er ret sikker på, at jeg er med igen næste år :) 

Tak til Sascha for gaverne, som bestemt har kunne bruges.



LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...