Viser opslag med etiketten Vind og vejr. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vind og vejr. Vis alle opslag

lørdag den 6. maj 2017

Forår over Vamdrup

Vågnede ved 8 tiden første gang i morges, men syntes det var lidt gråt udenfor, så da jeg havde været på toilet (den pokkers graviditetsblære) og hundene havde været ude, så kravlede jeg ind under min dejlig varme dyne igen.. kunne dog ikke falde i søvn, så jeg lå og så Pretty Little Liars (med lyder skruet ned, for Bent sov jo endnu).

Ved 10 tiden begyndte Bent så at røre på sig (vi har for vane at blive liggende i sengen, selv om vi er vågne, bare for at drille hundene). Og den opfangede Bimmer jo med det samme, så han skulle da op og putte med mig (i håb om at Bent så også ville kæle ham).

Min mor ringede så, fordi vi skulle ud til min onkel og kigge på et par babysenge, som vi måtte få gratis (og det kan man jo ikke sige nej til). Min onkel kommer så forbi med dem en dag, så det var jo ikke dårligt.

I eftermiddag har Bent så været i haven og plantet lidt ud i nogle krukker, vi har fået af mine forældre. Vi havde nogle gamle krukker, hvor den ene var gået i stykker, så da min mor købte nye, fik vi nogle af deres gamle.

Bent spurgte så, om jeg ville med ud og gå en tur, og vejret var jo fint til det, så vi gik en tur gennem skoven og ned langs Kongeåen. Var godt nok nødt til at holde nogle pauser undervejs, men fik da gået små 3 km, og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, taget i betragtning at jeg VIRKELIG har haft ondt i bækkenet. Men en gåtur hjalp lidt, og så ved jeg også, at jeg ikke skal noget i aften, så der kan jeg slappe lidt af igen.

Aftensmaden har "bare" stået på rugbrød i dag. Ingen af os var særlig sultne, så vi nuppede en gang rugbrød. Det smager nu altså også udmærket.

Synes lige, jeg vil vise jer et billede af nogle af alle de syrener, vi har i haven. De er så flotte nu, hvor de er grønne og godt på vej til at springe ud.


søndag den 12. marts 2017

Duften af forår

I går morges, da jeg vågnede og lukkede hundene ud, var der det lækreste solskin udenfor, og allerede der, kunne jeg mærke at der var betydelig mere energi til stede, end der har været længe - sådan en graviditet kan tære noget så grusomt på energien, skulle jeg hilse og sige.

Jeg åbnede et par vinduer i stuen og fik ryddet lidt op... Bent sov endnu, og Bimmer og Shang lagde sig hurtigt til rette i soveværelset igen, da de havde været ude, så det var jo lidt begrænset, hvor meget jeg som sådan kunne ordne...

Men da Bent stod op skete der ting og sager på matriklen.. vi fik skiftet sengetøj, sat vasketøj over, støvsuget og ryddet lidt op i haven (visne blade og skidt, som naboen smider ind gennem hækken blev samlet sammen og smidt ud).

Bent pudsede vinduer forleden,  så der er sket meget herhjemme de sidste par dage... da vi nåede hen omkring kl. 14:30 ville Bent ud og gå, men jeg kunne godt mærke, at jeg havde brug for at slappe lidt af, så jeg lagde mig på sofaen og fik en lur, mens han ikke var hjemme... da han så kom tilbage igen, besluttede vi at vi lige ville en tur hen i ABC og handle, og vejret var jo godt, så vi gik en lidt længere tur...

Da vi atter landede i Nørregade var der 2 hunde, som hoppede rundt og var glade, så vi aftalte hurtigt at tage dem over bag banegården, hvor der er et område, hvor de kan løbe frit (ja, det tør vi godt, for vi har styr på dem, og de bliver ikke sluppet, hvis der er andre mennesker eller dyr derovre). Der gik vi så et kvarters tid, hvor der skulle snuses til ALT, og jeg mener virkelig ALT, men de hyggede sig og var godt trætte, da kom hjem 🐕

I går aftes havde vi besøg af vores udlejers kone og deres ene datter... det var nu meget hyggeligt ☺ vi fik indbydelse til udlejernes mellemste datters konfirmation d. 30. april, så der skal maven vises lidt frem ☺

Håber I alle har haft en rigtig god weekend indtil videre.. sidder og venter på at min mor kommer og henter mig.. vi skal nemlig til noget mor-barn bazar, og senere i dag skal vi ud til min fætter og hans kæreste og hente noget min mor har købt ved min fætters kæreste. Og så går den søndag jo også hurtigt.

fredag den 27. januar 2017

Allerede fredag igen

Kan slet ikke følge med dagene længere.. det er allerede fredag (da jeg vågnede, var jeg ellers sikker på det "kun" var onsdag), og i næste uge skriver vi allerede Februar igen...

Der har altså også bare været meget her i januar, så det er jo et eller andet sted logisk nok, at tiden flyver af sted...

I næste uge er det også allerede 3 uger siden, mor blev opereret... det er slet ikke til at forstå... men hun har det godt, og kommer sig fint, og så kan vi vel ikke klage... vi har også fået en dato til opstart af kemo, så det er også på plads.. hun skal starte op d. 9. og 10. februar, så der er "heldigvis" ikke så længe til.

Mine forældre og bror var herude i går.. det var rigtig hyggeligt, og mens vi ventede på hjemmesygeplejersken (de kommer hver aften og giver mor en indsprøjtning med blodfortyndende medicin), sad min mor, min bror og jeg og spillede kort... vi fik så overtalt Bent til at være med, og det havde vi sgu meget morskab ud af ☺

Solen skinner i dag, og jeg nød virkelig at slå øjnene op her til morgen og se solens stråler (ja ja, indimellem er det de små gratis glæder i livet, der giver smil på læben), og ja det er da skønt udenfor, selv om det var en anelse koldt, da jeg stod op med hundene kl. 9.

 I dag skal vi en tur til Tyskland med min bror... der var nogle ting, mine forældre skulle have handlet, og så spurgte min bror, om ikke vi gad køre med, og det kan vi jo lige så godt... så går der da lidt tid med det ☺

Håber I alle får en rigtig god weekend... vil se, om jeg ikke kan få blogget lidt mere i weekenden, men der er bare lige et par ting, som gør, at overskuddet ikke lige er der særlig meget... men mere om det på et andet tidspunkt ☺

tirsdag den 13. december 2016

13. december

Ude i haven har vi en nordmannsgran, som vi selv har plantet... det første år stod det i en stor krukke ude på terrassen, men de sidste par år, har den været plantet ud.

Når vi nærmer os jul, pynter vi det med lyskæde, røde kugler og en stjerne i toppen. Det er så hyggeligt..

I år pyntede jeg træet midt i november, og mens jeg stod ude i haven og skulle til at sætte lys på, begyndte det at sne. Ikke noget, der blev liggende, men hyggeligt var det da alligevel :)


lørdag den 5. november 2016

En mørk og regnfuld lørdag

Jeg har haft et par hårde dage de sidste par dage, så i går aftes gik jeg allerede i seng ved 23 tiden, efter at have siddet og småblundet inde i sofaen.

Faldt da også ret hurtigt i søvn, så jeg vågnede tidligt i morges (før kl. 8). Bimmer kom så ind i sengen og puttede med sin mor, og så blundede vi lidt hen igen til klokken var omkring 8:30, hvor jeg lige så godt kunne stå op. Stod så op til mørke skyer og masser af regn (ØV).

Fik så lige ordnet lidt praktisk mens Bent og hundene endnu sov... fik bl.a skåret de sidste til kort, så nu kan jeg få lavet de sidste julekort, så de kan blive skrevet... fik så også lige sat en vask over.

Vi passer hund for nogen, som bor et par huse længere henne, i dag, så der er godt gang i den med 3 store hunde.. men de opfører sig sgu egentlig forbavsende pænt, taget i betragtning at det er 2 hanhunde og en hunhund.

Har en plan om, at denne weekend 100% skal bruges på hygge og afslapning... altså, har hygget mig super meget ugen igennem, men der er ikke blevet slappet så meget af, hvilket jeg absolut også godt kan mærke... men krop kører på smertestillende, og det er ikke holdbart... så nu skal min skulder og nakke falde til ro igen...

Håber I alle får en rigtig god lørdag - vejret til trods :)


torsdag den 20. oktober 2016

Ikke helt afslapning alligevel

Havde egentlig planlagt, at dagen i dag skulle bruges på afslapning, men det gik ikke helt som planlagt..

Tillod mig selv at sove længe, så jeg stod op ved 10:30 tiden - var fuldstændig færdig færdig efter en kanon dag i går.. Satte mig så ind i stuen og sad egentlig og prøvede at vågne ordentlig op. Bent og hundene kom så op ved 11:45 tiden, efter at de havde ligget vågne inde i sengen lang tid...

Jeg fik så lige læst et par blogs, og så besluttede jeg mig for at lave honningkagedej og smide i fryseren til de skal laves færdige næste måned. Den opskrift, jeg har fundet, er nemlig en med en fordej, som helst skal ligge længere tid end 2 uger, og så kunne jeg jo lige så godt få den lavet, nu hvor tiden og overskuddet var der til det.

Vi fik så også gjort aftensmaden klar. Vi skal have oksecuvette, bagekartofler og bønner. I dag er det nemlig 9 år siden vi mødte hinanden til chatfest, så vi fejrer det med lidt god mad.

I eftermiddag fik vi så også lige lavet dej til kanelbrød (lidt juleagtig må man gerne være her i slutningen af Oktober) :) Dejen står så og hæver nu, mens maden står i ovnen.

Bent har lige slået græs, så det er også gjort for sidste gang i år... Det  var med at få det gjort, mens vejret alligevel var til det...  nu kan vinteren godt komme, for vi er klar til den :)

Der er begyndt at brede sig en skøn duft af oksesteg i hele huset... det er jo slet ikke dårligt :) glæder mig helt vildt til at få noget lækker mad - man bliver betydelig  mere sulten, når man kan dufte maden i hele huset.




mandag den 17. oktober 2016

Koldt, vådt og blæsende

Det er nok de ord, der bedst kan beskrive vejret de her dage... men det afholder os ikke fra at komme ud og gå nogle ture.... har fået at vide af flere læger, at det er godt for mig at komme ud og gå hver dag, og det kommer jeg jo næsten også hver dag, det er begrænset hvor mange dage, jeg hopper over...

I går eftermiddags gik vi en god lang tur, selv om det regnede og blæste... der er nu noget særligt ved at gå ture om efteråret.. Det er hyggeligt på en hel anden måde end om sommeren og foråret :) Elsker den friske duft...

I nat sad vi jo og så NFL, og da der var en pause mellem 2 kampe, besluttede vi os også for at tage sko og den varme jakke på, og begive os ud på en lille gåtur, det blev da alligevel til små 2 km, så det var en god tur... den gjorde så også, at jeg, da vi kom hjem, var så træt, at jeg ikke så meget NFL, før jeg besluttede at gå i seng i stedet - øjnene ville bare ikke være åbne :) Men hvad, sådan er det jo bare....

I dag har jeg tilladt mig selv at sove længe... vågnede første gang kl. 8, lukkede hundene ud, og da de kom ind lagde jeg mig så igen... sov så til kl. 10:15 (fandme længe siden jeg har sovet så længe). Er dog også virkelig i søvnunderskud, fordi jeg har døjet sådan med hovedpine de sidste par uger, så søvnen er virkelig blevet ødelagt.

Håber I alle får en god start på den nye uge :) Måske nogen af jer har efterårsferie :)


torsdag den 13. oktober 2016

Der juleblogges

Ja, selv om vi kun skriver oktober, så er jeg i gang med at skrive julekalenderindlæg til bloggen til december... jeg vil gerne være 100% sikker på, at der kommer et indlæg op hver morgen december måned igennem, så jeg har jo måtte tidligt i gang, da jeg aldrig ved, hvad morgendagen bringer :)

Men det gør mig nu heller ikke noget... jeg sidder i køkkenet med en kop varm kakao, julemusik og levende lys - så er den rette stemning da i hvert fald til stede... at jeg så går lidt væk fra computeren indimellem er der jo ingen, der ser :)

Jeg er indtil videre nået til 11. december, og jeg synes godt nok, der er lang vej igen... har lidt svært ved at finde på idéer til indlæg, så manden hjælper til, i det omfang han nu kan... Det er altid rart, når man kan få lidt inspiration fra andre... og så har jeg jo også fået lidt inspiration fra mine medbloggere rundt omkring, så mon ikke jeg finder inspiration til 24 indlæg - det tror jeg :)

Ellers håber jeg, I får en god torsdag... her i lille Vamdrup regner det (ja, det er jo for pokker da også efterår), og selv Shang synes det er mere spændende at sove inde i sofaen fremfor at bevæge sig udenfor :)


onsdag den 12. oktober 2016

Det er blevet efterår

Nu kan vi nok ikke skjule det længere.. det varme tøj er nu permanent ude af skabet og sommertøjet gemt væk...

Efteråret har gjort sit indtog... det regner, blæser og er i det hele taget pokkers koldt... men hvad, sommeren sluttede jo sent i år, så det måtte jo komme på et tidspunkt, og når alt kommer til alt, så kan vi vist ikke brokke os over at efteråret først kom i oktober :)

Vi har fået gået et par gode lange ture de sidste par dage, og jeg har fået taget et par efterårsbilleder :) Så alt er, som det plejer at være :)






mandag den 26. september 2016

Monday Monday

Ja, det er atter mandag... en ny uge er gået i gang, og ja, det er den sidste uge i september... kan slet ikke forstå, at vi skriver oktober sidst i denne uge...

Forleden var der 3 måneder til juleaften, altså kun 3 (!!!!) måneder... det er jo slet ikke til at fatte, hvor dette år er blevet af..

Synes godt tiden må begynde at gå bare en anelse langsommere.. men det sker sgu nok ikke....

Har lige set vejrudsigten, og der sagde de, at efteråret er på vej, men at det kommer til at vare lidt endnu, inden det sådan for alvor er her... kan ikke mindes, hvornår det sidst har været bare en anelse i nærheden af det varme efterår, vi indtil videre har haft den forgangne måned...

Men mon ikke nok, det vender på et eller andet tidspunkt... det tror jeg :)

Dagen i dag skal bruges på afslapning... i morgen skal jeg både til gynækolog samt genoptræning, så der bliver nok at se til... i weekenden havde jeg et uheld pga skulderen, så det skal jeg lige have snakket med dem om i morgen... Jeg skulle hælde vand i hundenes skål, og mens jeg står med skålen og skal sætte den ned i stativet, var det som om skulderen gik af led helt oppe ved skulderlåget, så jeg tabte skålen, og så var der ellers vand over hele køkkengulvet, og siden det har jeg haft så sindssygt ondt... så nu må vi se, hvad de siger til genoptræning i morgen... føler ikke rigtig, jeg får det ønskede ud af det, men det kan jo selvfølgelig være det ændrer sig.. men nu må vi se :)

lørdag den 24. september 2016

Weekend endnu en gang

Synes lige det har været weekend, og så er det sgu allerede lørdag igen.... tiden flyver bare af sted, og selv om jeg ikke rigtig føler, jeg får udrettet en dyt herhjemme, så sker der jo trods alt en lille smule alligevel...

Jeg havde sat vækkeuret i går, men vågnede en time inden det ringede, og så kunne jeg jo lige så godt stå op... Var ikke til skulderhold, da jeg simpelthen havde for ondt i maven.

Havde en aftale med vores udlejers kone, men hun blev lidt forsinket, så jeg kunne lige få ordnet et par småting inden hun kom... og på trods af (stadig) sindssyge mavesmerter, så fik jeg da fejet gulvet ude i bryggerset og i køkkenet..

I går eftermiddags fik Bent slået græsset, mens jeg fik sorteret lidt i vores film og fik sat nogle flere ind... vores genbrug havde nemlig et "Fyld-en-pose-med-film for 25 kr tilbud, så der kom lige nogle med hjem :) De har jo truet med, at der kommer regn og blæst i næste uge, så vi måtte hellere få slået græsset inden, så er der da én gang mindre, det skal slåes i år.

Vi hjalp så hinanden med at få støvsuget, så vi derefter kunne holde 100% weekend... Jeg ville gerne kunne klare lidt flere af de huslige opgaver, men ja, skulderen volder mig ekstremt mange problemer for tiden, og nu også maven samtidig, så det er jo ren elendighed... kan det da for fanden ikke bare snart blive bedre..

Aftenen i går blev brugt på hver vores sofa med en omgang Vild med dans... Jeg var godt nok en anelse skuffet over, at det var netop dét par, som skulle forlade studiet i går, men jeg kan jo ikke gøre så meget ved det.. det er jo en konkurrence :)

I dag har jeg ikke nogen planer, udover at mine forældre kommer herud engang over middag, så jeg har sat mig godt tilrette i sofaen og slapper af mens Bent og hundene sover.... de her morgener med lidt Mette-tid gør mig godt rent mentalt :)


søndag den 4. september 2016

En aktiv lørdag og afslappende søndag

I går morges da jeg vågnede kunne jeg mærke, at der var en lille anelse mere energi, end der ellers har været... så jeg kastede mig over rengøringen... fik tørret støv af over næsten hele huset, og da Bent stod op, fik jeg også støvsuget... det gjorde godt for samvittigheden, men skulderen brokkede sig rimelig meget.... men nu var det jo gjort...

Ved middagstid gik jeg så en tur ned på Torvet og kiggede... der var Børnenes dag i går her i Vamdrup, så der var en masse aktiviteter og underholdning for børn runde i gaderne... det måtte jeg jo lige ned og se, så der gik lige noget tid med det.. Brandstationen havde bl.a også arrangeret en masse, og det var vist en stor succes.

Da jeg kom hjem, lavede jeg en god portion frikadeller til fryseren og så fik vi savet et par paller (primært Bent, der savede), så vi har noget træ til pejsen.

I går eftermiddags spurgte Bent så, om jeg ikke ville med ud og gå en tur, og det kunne jeg da godt... vi gik så næsten 7 km, så det var jo egentlig meget godt..

Aftenen i går blev så brugt på sofaen med at se fjernsyn.. Omkring midnat kom der noget, der hedder Ghost Stalker, og det mente Bent jeg skulle se... han havde set det forleden nat, og mente det LIGE var noget for mig.... og jeg skal da lige love for, at jeg blev grebet af det.. Bent faldt i søvn nærmest inden det første afsnit var gået i gang, men jeg så det det meste af natten, og det er ikke sidste gang, jeg har set det.

I dag sov jeg længe (til kl. 9:30) og da jeg stod op, besluttede jeg mig for at jeg ville have en total sofa dag, hvor jeg bare ville give mig selv lov til at være syg... kan godt mærke, jeg ikke har tilladt mig selv særlig meget at være syg, og tage mig den tid, det nu har krævet at blive rask igen. Men i dag har jeg helliget mig sofaen og min dyne... Aftensmaden i dag stod på hjemmebagt rugbrød med stegt torskerogn, lune frikadeller og rullepølse... dejlig nemt, og det smager godt :)

Lige nu står den på Team Ninja Warrior... ren og skær sofahygge sådan en søndag aften, hvor det regner :)






lørdag den 30. juli 2016

Jeg er her stadig

Nu er det allerede lørdag aften...  denne uge er fløjet af sted, og jeg har ikke fået blogget.. har faktisk ikke rigtig haft computeren tændt, med undtagelse af en enkelt aften, hvor jeg skulle printe filmliste ud... 

Men nu måtte jeg hellere lige lade jer vide, der stadig er liv i det gamle legeme... 

Har været rigtig praktisk i dag, og har fået ordnet en masse herhjemme... har fået støvsuget, vasket gardiner, vasket lysestager af, plantet alle blomster om, fået lavt farserede porrer til fryseren, afkalket kaffemaskine og gjort den ren, lavet frikadeller til aftensmad og så har vi selvfølgelig også været ude og gå en tur og der er blevet tid til at se fodbold i eftermiddags... så nu er det vist mere end fortjent, at vi sidder og slapper af... 

Psyken har drillet mig lidt den sidste uge, og jeg har egentlig haft godt af noget tid for mig selv (altså selvfølgelig sammen med Bent og hundene)... hovedet har ikke rigtig kunne rumme så meget, og jeg har været træt og lettere irritabel, så det er måske i bund og grund godt nok, at jeg har "lukket mig lidt inde i mig selv"... 

Har simpelthen fået en million myggestik - overdrivelse fremmer forståelsen (tror jeg har 20 myggestik), og de KLØR så fandens meget.. har snart prøvet alverdens vidundermidler, men lige lidt hjælper de.. myggene KAN bare ikke holde sig væk fra mig!!

 Nu hvor sommeraftenerne er lune, er det jo rigtig tid til at tænde op i pejsen ude på terrassen og bare sidde og nyde det med en kop kaffe eller andet godt... og det har vi sandelig også gjort en del de sidste par uger...  der er intet mere beroligende end at sidde derude og bare koble hjernen fra.. det er god terapi, skulle jeg hilse og sige :)

lørdag den 16. juli 2016

Kan mærke min skulder har været FOR aktiv

Mine forældre og bror var herude og spise i dag, og vi skulle grille og som tilbehør have hjemmelavet kartoffelsalat og flute...

Var oppe på toilet ved 7 tiden i morges, og besluttede mig så hurtigt for, at jeg godt kunne sove lidt videre, så jeg kravlede under dynen, da hundene havde været ude... vågnede så igen ved 10 tiden, og stod så op og gik i gang i køkkenet..

Fik ordnet kartofler som skulle koges, lavet budding og jordbærgrød til dessert... da jeg var i gang stod Bent op, så satte mig ind i stuen og snakkede lidt med ham... havde allerede der begyndt at få ondt i skulderen, selv om jeg dagligt laver skulderøvelser...

Inden der kom Tour de France, prøvede jeg så lige at støvsuge lidt, men måtte opgive og lade Bent fortsætte.... prøvede så med et bad, og selv der måtte jeg have hjælp (kunne ikke selv skylle shampooen ud af håret og tørre mig efterfølgende)...

Men så var vi til gengæld også klar til at få gæster... så kunne sætte mig og se touren med god samvittighed... Mine forældre kom så ved 15 tiden, og så kunne jeg lige køre med min mor i ABC og handle...

Senere spurgte min mor så, om ikke vi skulle gå en tur... solen skinnede, så det kunne vi jo lige så godt... vi fik så gået små 2,5 km, så det var jo helt fint...

Lige nu sidder vi og ser håndbold, og jeg maler så lidt i min "Den hemmelige have" malebog... er mega træt, men det er trods alt for tidligt at gå i seng nu, så jeg må lige holde ud et par timer endnu, hvis jeg altså kan :)



lørdag den 25. juni 2016

Sankt Hans

Det var jo Sankt Hans aften i torsdags, og DMI havde jo lovet noget af et uvejr, så vi var lidt nervøse for, om vi endte med at skulle ud og se bål i øsregnvejr...

Så galt gik det dog ikke... altså det stod ned i stænger om eftermiddagen, men der gik kun en lille times tid, og så stoppede det igen...

Mine forældre og bror var herude og spise, og så skulle vi hen til Spejderne her i Vamdrup og se bål kl. 18:30... det var super hyggeligt.. vi var også derhenne sidste år.. jeg har jo selv været spejder for nogle år siden, så for mig er det kun hyggeligt at være henne ved dem og se bål.

Mens bålet brændte og der blev holdt båltale holdt det tørvejr, men da vi så kørte hjemad igen, der stod det ned i stænger igen... så vi var heldige :)







tirsdag den 21. juni 2016

Lægebesøg og havearbejde

Vågnede i morges ved at der stod en hund og kiggede på mig... en Bimmer, der syntes hans mor havde sovet længe nok, så jeg stod op og lukkede ham og hans kumpan (Shang) ud i haven... de fik lavet, hvad de nu skulle og kom så ind igen....

Jeg havde en voldsom hovedpine, så jeg lagde mig ind igen for at se om hovedpinen ville forsvinde... det skete dog ikke, så jeg lå egentlig bare under dynen og slappede af (dovnede den om man vil)... da jeg så stod op, fik jeg ringet til lægen.. Har et modermærke omme på ryggen, sådan lige ved kanten af BH'en, og det er begyndt at klø, så jeg måtte hellere bestille tid til at få kigget på det... De havde så en tid kl. 14 i dag, og den skyndte jeg mig at tage.. Bent skulle derhen kl. 13:30, så det passede jo fint med, at jeg kunne følges med ham derhen...

Jeg fik tjekke modermærket, og lægen mente det ser ufarligt ud, men hun kunne sagtens forstå, hvis jeg gerne vil have det fjernet, for hun kunne godt se det sidder et træls sted... Så jeg fik en tid til på tirsdag til at få det fjernet...

Da vi så var færdige smuttede vi lige ind i ABC og handlede et par småting inden vi atter gik mod Nørregade... vi blev så enige om, at vi lige så godt kunne benytte lejligheden nu, det var godt vejr, til at få klippet hæk... så et par timer senere var hækken klippet og alle grene smidt i sækker på mine forældres trailer... Det var godt nok noget af en omgang, men nu er haven pæn :)

Menuen herhjemme i dag var heldigvis nem... vi fik tarteletter med høns i asparges i går, og der var så meget tilbage, at der også var til i aften, så det passede jo helt fint...

Aftenen skal bruges på afslapning, og så skal vi selvfølgelig ned og træne.. vi har en målsætning om at komme derned hver anden dag, og indtil videre holder vi den... så skal det bare give gevinst....

onsdag den 15. juni 2016

Der kom regn

Jeg havde godt nok set på mobilen, at der skulle komme regn ved 13 tiden i Vamdrup i dag, men da vi havde været i ABC ved 13:30 tiden var der ikke faldet så meget som en dråbe endnu... jeg lagde mig så en times tid, og da jeg så vågnede igen regnede, tordnede og lynede det til den store guldmedalje...

Det er længe siden, vi har fået SÅ meget regn på SÅ kort tid.... vi havde nærmest en hel svimmingpool ude på græsset... men helt ærligt, så er jeg lykkelig for det... vi har jo en hæk, som er ret ny plantet, så den har kun godt af alt det vand... Og det har resten af haven jo sådan set også :)

Lige nu er der stilstand, så vandet får lov til at trække ned i grunden.. det kunne godt se ud, som om der kommer mere vand inden alt for længe...

Håber ikke I er sejlet væk derude :)


lørdag den 4. juni 2016

Den varme den varme

Ja, jeg burde ikke klage - det er trods alt bedre med sol frem for regn, men synes nu alligevel det er mere varmt om eftermiddagen end godt er...

Jeg har ikke noget i mod at solen skinner, men har det bedst når temperaturen ligger på omkring 20 grader...

I går havde vi næsten 28 grader på terrassen, og det var altså mere, end hvad den tykke her kunne holde til... om morgenen har vi skygge i lidt af haven, men når vi så når hen over middag, er der stort set ikke en plet i haven, hvor der er skygge, så det er sgu lidt svært at lige blive kølet lidt ned...

Godt nok, har vi parasollen slået op, men den giver jo kun lidt skygge, det bliver hurtigt varmt selv at sidde under den...

Men jeg fik da lidt farve i går alligevel.... Ikke så meget på benene endnu, men det er også altid dem, jeg får mindst sol på, så det er der ikke noget nyt i :)

Vågnede kl. 6:31 i morges, og kunne så ikke sove mere...  Lige nu sidder jeg i køkkenet med vinduer og bagdør åben... det er med at få åbnet for det hele, så snart man står op, ellers er det ikke til at holde ud at være her...

Nå, må hellere komme ud og hænge vasketøjet op og få en ny vask sat over :) Rigtig god lørdag til jer alle :)


torsdag den 2. juni 2016

Jeg er her endnu

Kors, hvor har det været varmt de sidste par dage... det har simpelthen ikke været til at holde ud... har absolut heller ikke haft den store lyst til at sidde ved computeren i den varme, så derfor har bloggen stået helt og aldeles stille de sidste dages tid... men bare fordi man blogger, så er det jo heller ikke ensbetydende med, at man skal sidde ved computeren 24/7 365 dage om året... jeg har jo altså trods alt også et liv ved siden af :)

I dag har jeg været ved læge og få taget blodprøver... det er nu absolut ikke min yndlingsbeskæftigelse, men det går nu nok alligevel... nu er det da i hvert fald gjort.. så skal jeg ikke spekulere på det sådan lige med det samme igen...

Jeg er jo begyndt lidt kalorietælling, sådan lidt for sjov, for at se, hvor mange kalorier, jeg egentlig indtager i løbet af en dag... og jeg holder mig faktisk under, hvad jeg må indtage hver dag, så det er jeg egentlig lidt stolt af... nogle dage er selvfølgelig værre end andre, men i det store hele, så går det fint :)

Nu er det snart weekend... og vi har ikke  nogen planer, så den skal stå på afslapning herhjemme :) Det er altså heller ikke at kimse af sådanne weekender indimellem :)

mandag den 30. maj 2016

En hyggelig weekend

I fredags var der Smagens Dag her i Vamdrup... Det er en dag, hvor Vamdrup Vinen præsenteres samtidig med at nogle gaderne er spærret af, fordi der er sat boder op, hvor der er alverdens smagsprøver... rigtig hyggeligt...

Butikkerne har længe åbent, og aftenen sluttes af med musikalsk underholdning på Torvet...

I fredags skulle Klaus og Servants spille, og da det er en gruppe lige for mine forældre, havde mine forældre og bror inviteret sig selv herud og spise, så de kunne komme med hen i byen... Det gjorde nu heller ikke noget, de må hellere end gerne komme med...

Fredag formiddag var jeg lige omkring Kolding, da jeg skulle til genoptræning... det gik ok, og hende terapeuten sagde, at jeg skal forberede mig på, at det kommer til at tage lang tid.. jeg nævnte så, at de i Gråsten, havde sagt jeg nok skulle regne med 2-3 måneder, men hun ændrede det til at jeg nok skal regne med 6 måneders genoptræning som minimum...

Jeg tager det nu også som det kommer... der er ikke andet for...

Min far kørte mig så hjem, da han havde noget mad, som vi skulle grille om aftenen... Ham, min mor og min bror kom så herud igen ved 16:30 tiden, og der havde vi tændt op i grillen... Vi havde planlagt en hyggelig grillaften, det går man aldrig galt i byen med...

Vi sad og hyggede os rigtig meget ude på terrassen mens vi spiste, og pludselig var klokken næsten 19, så der måtte vi da hellere lige komme hen i byen..

Der var vildt mange lækre smagsprøver, så det kunne jo ikke være bedre... vi fik både smagt ost, franskbrød, rugbrød, 3 forskellige slags kagemand, røget laks, ærter, adskillige forskellige slags vin (både rødvin, hvidvin, dessertvin, mousserende vin), så der var bestemt noget for alle :)

Kl. 20:30 var det så kommet så vidt, at Klaus og Servants gik på scenen, og det var sandelig noget, der kunne få den ældre generation ud af starthullerne... De spillede nu faktisk også ret godt... de holdt lige en halv times pause fra omkring 21:05, så der gik vi lige hjem og fik en kop kaffe og et stykke
hjemmelavet jordbærtærte... og så gik turen ellers ned og høre musik igen...

Det var en rigtig hyggelig aften, og det gode vejr, var da helt klar medvirkende til at der var så mange mennesker rundt i gaderne... Aftenen sluttede kl. 22, hvor vi så gik hjem i Nørregade igen og fik os en rejemad :)

Mine forældre og bror sov herude ved os om natten, så min bror og Bent sad længe oppe og hyggesnakkede... jeg faldt (selvfølgelig) i søvn på sofaen, men det gjorde heller ikke så meget :)

Nu er den næste begivenhed Crazy Hours, som løber af stablen midt i august :)





LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...