lørdag den 4. juli 2015

Holy S... det er varmt

Ja, jeg ved godt, vi brokker os over vejret, når det er koldt... men de sidste par dage har satme været FOR varme... 

Vi havde vinduet åbent i soveværelset i nat, og det er jeg godt nok glad for... ellers havde jeg da været død... vågnede gud ved, hvor mange gange fordi jeg svedte som en gal.. stod så op ved 7:30 tiden, hvor det første jeg gjorde, var at åbne alle vinduer i stuen.. de havde stået på hasp i nat, men det giver altså ikke meget frisk luft....

Manden stod så op ved 8:30 tiden, og der sad jeg og var i gang med lidt til fødselsdagen... vi skal jo have telt op i haven, så jeg var ved at printe nogle billeder ud, som vi så sætter op med tape inde i teltet... vi havde lavet lidt det samme, dengang Jessica blev konfirmeret, og så bliver det også lidt personligt. 


Derudover har jeg ikke rigtig fået udrettet særlig meget herhjemme i dag... eller jo, var med min mor i Davidsen i formiddags... de havde en ukrudtsbrænder på tilbud til 30 kr, og Bent har længe ønsket sig sådan en, så vi måtte hellere have fat i en :) 

Vi købte så også lige en voksdug til min mormor, og når vi nu alligevel var ude og køre, så kunne vi lige så godt køre forbi min mormor med den og få lagt den på hendes køkkenbord.. Hun blev rigtig glad for at vi kom forbi, så det var en god gerning vi fik gjort der :) 

Aftensmaden i dag har stået på koldskål... vi orkede simpelthen ikke at spise andet, så vi valgte den nemme løsning :) 

Håber ikke I er smeltet helt væk derude i blogland :) 

torsdag den 2. juli 2015

En hyggelig dag med mor og manden min

Vi tog til Kolding i formiddags, fordi vi skulle have ordnet nogle ting og så skulle vi køre min far på arbejde, så vi kunne få deres bil til Tyskland i eftermiddag da mor fik fri....

Efter kl. 16, hvor vi havde fået hentet mor og havde været i Vamdrup og lufte hunde, gik turen så til Tyskland, for at begynde at få handlet ind til fødselsdagen... vi er nu kommet et godt stykke videre, så nu mangler vi efterhånden ikke så meget før vi ikke kan ordne mere inden de sidste dage inden :) Det er ganske skønt at være kommet så langt... 

Håber I alle får nydt solen nu, hvor sommeren er over os :) 

onsdag den 1. juli 2015

Sol og sommer

I går morges vågnede jeg før kl. 7.... ville egentlig gerne sove videre, men solen stod lige på soveværelsesvinduet og skabte en varme så jeg ikke kunne sove videre... 

Stod så op og gik en tur over i Lagkagehuset, som åbnede i Vamdrup igår... købte noget morgenmad, gik i brugsen og købte en kalender og så gik turen hjem igen :) Gik i gang med at få kalenderen opdateret med diverse aftaler, fødselsdage osv. 

Bent indfandt sig i køkkenet ved 9 tiden og så fik vi noget at spise og gik udenfor og sad og snakkede lidt... vi gik så over i vores bøger/legetøjsforretning, som havde sidste åbningsdag i går, for at se om de havde nogle tilbud vi ikke kunne leve uden.. Vi fik da også købt lidt forskelligt - bl.a også noget karton, som jeg både kan bruge til kort og som ellers skal bruges til oppyntning til fødselsdagen næste måned... 

Undervejs hjem blev vi enige om, at vi ville tage en tur til Kolding og gå og kigge lidt... så op og på toget og til Kolding... Vejret var jo helt vildt skønt, så vi gik rundt og kiggede lidt, gik i Føtex og købte noget koldt at drikke og så satte vi os ned til åen og snakkede... Vi sad der små 45 minutter inden vi gik videre.. Vi gik så lige omkring Slots Isen, hvor jeg ikke kunne modstå fristelsen til at få en is, og så satte vi os om til Slotssøen, for vi havde lige knap en time inden næste tog gik, så vi tog det bare stille og roligt... 

Fik ikke rigtig købt så meget i Kolding, men et par sko og en lille gave til min far blev det da til... Men det var nu også mere for hyggens skyld vi gjorde det... for at have lidt kvalitetstid sammen :)

Fik mig så lige en lille morfar i går eftermiddags og så hentede vi mad på pizzaiaet til aftensmad... Jeg fik et flûte med kylling og bacon, og Bent fik en durum :) Hele aftenen i går sad vi ude foran pejsen, og så vi også lige lavet lidt i haven indimellem  også :) Satte mig i sofaen og tændte for fjernsynet da klokken blev 22:20, og det var faktisk første gang i går at vores fjernsyn overhovedet var tændt :) 

Så dog ikke mere end en lille time og så var jeg den, der var på vej i seng.. alt den friske luft havde gjort mig træt, så det var enten at sove på sofaen eller gå i seng... og jeg valgte så det sidste :) 

Har så sovet fantastisk godt indtil jeg vågnede kl. 7:30... var ellers kommet ind i en rytme med at sove længe,  men det er der ved at blive ændret på igen, så nu er jeg tidligt oppe om morgenen igen.. det gør mig nu heller ikke noget, for så får jeg da lavet lidt :) 

Bent har fri fra træning de næste 3 uger, fordi træningscenteret er ferielukket, så vi har nogle projekter herhjemme, som vi gerne vil have lavet.. Og så passer det jo fint, at have "kun" skal af sted om torsdagen til undervisning :) For så er der da en chance for at vi når det hele inden fødselsdagen :) 

mandag den 29. juni 2015

Mandag - du har ikke været savnet

Ganske vist er min mandag ikke præget af arbejde og tidligt op. som andres mandage er.... men er ikke stor fan af mandage alligevel.. 

Tillader mig selv at slappe mere af i weekenderne, og tillader mig selv at lave nul og nix i weekenderne... det kan jeg ikke rigtig gøre i hverdagene... sørger så vidt muligt for at alle huslige pligter bliver klaret i løbet af ugen, så weekenden er fri... 

Bent er til møde på jobcenteret i dag... og derefter skal han til samtale på Sundhedscenteret i forbindelse med rygestoppet, så han kommer først hjem en gang i eftermiddag... Så jeg har hele formiddagen og et par timer mere alene :) 

Er i gang med at vaske tøj, men ellers har jeg ikke nogen planer :) Eller jo, jeg regner med at jeg vil få lavet det sidste færdig af min sang til Bents fødselsdag, så er jeg nemlig helt færdig med sangene, så det kunne jeg jo selvfølgelig få gjort, nu hvor jeg har tiden til det :) Bent skal jo helst ikke se det, og efter hvad han har hørt, så har de ferie fra træning de næste 3 uger, så der er han jo hjemme, så der er det nok lidt sværere at få styr på de ting, han IKKE må se :) 

I denne uge står den på hovedrengøring herhjemme... der skal vaskes gulve, pudses vinduer og hele huset skal skinne... det er i hvert fald planen, men om vi kommer så langt nu, hvor de har lovet det bliver så varmt - det er jo så lige det :) Burde måske bare få gjort noget af det i dag... men ja, hvad man burde, og hvad man rent faktisk gør - det er ikke altid det samme... *griner*

Nå, tror jeg vil lidt videre med dagens gøremål... kan lige så godt komme lidt i gang med den der grumme rengøring mens kroppen har det så nogenlunde :) 

Ugens hurtige (uge 26)

Søndag aften = tid til de hurtige

  • Har haft nogle offline dage.
  • Det har været Sankt Hans.
  • Har gået lidt over 25 km denne uge. 
  • Har været en underlig uge vejrmæssigt.
  • Min advokat har langt om længe fået fat i forsikring til ejeren af huset, hvor jeg faldt i januar. Nu kan vi komme videre. 
  • Har haft en ualmindelig stor trang til at spise ostepops i denne uge - faktisk en nærmest sygelig trang.  

fredag den 26. juni 2015

Et par mindre produktive dage

Har haft et par off-dage de sidste par dage, hvilket er kommet til udtryk både herhjemme og på bloggen... 

Har ikke rigtig haft overskud til ret meget.. har sovet, sovet, spist og sovet... selv støvsugningen har måtte vente...

Ved ikke lige, hvad der er sket, men min krop har bare sagt stop... har sovet omkring 16-18 timer om dagen, og hvis ikke det var for den dårlige samvittighed, så kunne jeg godt have sovet endnu længere.. men jeg vil jo også gerne være lidt til stede for Bent og hundene... 

I dag har jeg dog været tidligt oppe (vågnede kl. 7, men blev liggende under dynen indtil ved 8:30 tiden)... skal med toget til Kolding her ved 11 tiden, så jeg går bare og venter på tiden går... synes indimellem tiden kan føles enormt lang, når man går og venter på at klokken skal blive et eller andet bestemt... 

Men tror jeg vil hoppe i bad inden jeg skal ud af døren... så ha en god dag allesammen :) 

torsdag den 25. juni 2015

Sankt Hans

Vi havde egentlig ikke planlagt noget til Sankt Hans i år.. Vi havde snakket om at blive hjemme, tænde op ude i pejsen og så sidde på terrassen og hygge os.. Men mine forældre ringede og spurgte, om der var bål nogen steder herude, så jeg måtte jo lige undersøge det...

Det endte så med, at vi tog yen til spejderne og så bål.. Det var nu meget hyggeligt 😃

søndag den 21. juni 2015

Ugens hurtige (uge 25)


Det er søndag, og dermed atter tid til en "ugens hurtige":
  • Vi skulle stemme til Folketingsvalg i torsdags. 
  • Der skulle være regeringsskifte, men der er problemer med at danne regering. 
  • Vi opdagede et kæmpe myrebo, så vi havde en hulens masse myrer lige pludselig... det måtte vi så hurtigt have rådet bod på....
  • Jeg har været lidt nedtrykt i denne uge, så jeg har sovet rigtig meget. 
  • Vi har fået sendt/afleveret indbydeser til fødselsdag i august. 

fredag den 19. juni 2015

Hvor er tiden blevet af

I eftermiddags slog det mig lige pludselig...

I dag var det 13 år siden jeg blev student... 13 år... ej men helt ærligt, hvor er tiden blevet af... jeg føler det absolut ikke som 13 år siden.. 

Men den er god nok... d. 19. juni 2002 gik jeg op til min sidste eksamen på HH og bestod, så huen kunne komme på :) 


Regeringsskifte... eller???

Der var jo valg i går, og det var så ensbetydende med et regeringsskifte... blå blok har overtaget magten, og det vil jo betyde at Lars Løkke Rasmussen overtager rollen som statsminister... eller gør han nu også det... 

Der skete jo det, at Dansk Folkeparti blev det suverænt største borgerlige parti, men eftersom de gentagne gange har ytret, at de IKKE vil i regering, men de vil være med, hvor de har mest indflydelse, ja så kan det tyde på, at det kan tage tid inden en ny regering er dannet...

Selv om jeg ikke stemte blåt, så kan man jo ikke ændre på resultatet, men kun håbe at DF får held med at sætte sig mod nogle af alle de ting Venstre har truet med at gøre... 

Men men men, der er dog også lyspunkter ved hele det her valg og ved valgresultatet... en af de absolut mest irriterende og arrogante Venstrepolitikere her fra "kredsen" er ikke længere en del af Folketinget, og det fryder mig.. Har aldrig kunne udstå den mand, så at jeg nu ikke skal glo på ham er da en sand lykke.... 

En af de lokale Socialdemokrater er blevet valgt ind...  han har ført valgkamp med at han vil prøve at gøre mere for de små byer her i omegnen - deriblandt Lunderskov og selvfølgelig Vamdrup... han er en utrolig sympatisk mand, som jeg har haft muligheden for at snakke med nogle gange her under valgkampen. Han fik både min og Bents personlige stemme, så det var jo fedt at se, at han kom ind... Håber virkelig han får en masse succes i Folketinget....


torsdag den 18. juni 2015

Så skal der stemmes

Det kommer sikkert ikke bag på nogen, at der er folketingsvalg i dag :) 

De seneste 3 uger har jo nærmest ikke budt på andet end diverse dueller politikerne imellem.. jeg har hele tiden vidst, hvor mit kryds skulle sættes.. og eftersom den person, som får min personlige stemme, har været i Vamdrup flere gange under valgkampen, har jeg fået nogle snakke med vedkommende og det har ikke ændret mit syn :) 

Jeg stemmer det samme, som sidste gang og forrige gang :) 

Jeg er af den holdning, at man har pligt til at stemme... og hvis man alligevel ikke gider bevæge sig hen på et af valgstederne, så skal man heller ikke brokke sig, uanset om det er den ene eller den anden blok, som kommer til magten. For så kunne man selv have gjort en indsats for at påvirke udfaldet :) 

Vi skal op og stemme om en halv times tid, når manden kommer hjem. 

Har du stemt, eller har du planer om at stemme i dag?

onsdag den 17. juni 2015

Psykisk syges ret til at få børn

Har været med i en diskussion på FB, hvor én spurgte hvad vi andres holdning var til, hvorvidt 2 psykisk syge måtte få børn... 

Jeg svarede, at man (uanset om man har en psykisk lidelse eller ej) skal være 100% bevidst om, at det ikke bare er en dans på roser at få et barn.. Selvfølgelig er der nogle børn, som er jordens nemmeste børn, der aldrig skriger eller lignende. 

Men der er desværre også nogle børn, som nærmest skriger uafbrudt fra fødslen og et stykke tid frem... og hvis man har en psykisk lidelse, som gør man hører stemmer og måske har svært ved at holde hverdagen kørende for sig selv, så tror jeg altså ikke det vil være optimalt at få et barn, i hvert fald ikke før man har sin egen situation (sit eget liv) så meget under kontrol at man kan tilsidesætte sig selv og egne behov for at være der 100% for sit barn. 

Nogle i diskussionen var inde på, at man skulle være forberedt på at man måske kunne "videregive" sine psykiske lidelser til sine børn, og det er selvfølgelig rigtig, men man skal også passe på, at man ikke maler fanden på væggen og bruger det som årsag til ikke at få børn, hvis ellers man mener man kan varetage forældrerollen... 

Nu har jeg selv haft Jessica i mit liv, mens jeg var længst nede, og jeg synes på ingen måde jeg vil sige det gik ud over hende, at jeg ikke havde det godt... Jeg kunne godt sætte mig selv til side og fokusere på hende og hendes behov... 

At hun så selv er røget ud på et sidespor og er konstateret psykisk syg, det kan på INGEN måde tilskrives mig.. Det kan i stort omfang tilskrives hendes egen mor... 

Men det har da ikke afskrækket mig fra at få børn.. og jeg mener bare, at har man nogle psykiske lidelser, så må man jo bare have et ekstra øje på de børn og holde ekstra øje med, om der sker ændringer i deres måde at opføre sig på... Men at jeg har angst og depressioner er da ikke grund til at jeg ikke skulle kunne varetage et barn... 

Men anyway, så fik jeg alligevel lidt høvl for ikke bare at sige at selvfølgelig skal man da få børn, for man kan jo få hjælp til det - også hvis man er psykisk syg... jeg mener ikke at det er andres problem at man får børn, og man må jo selv gøre sit yderste før man bare opgiver og overlader andre ansvaret for sine børn... Men uanset om man så kan få 20 forskellige former for hjælp, så skal man altså tænke sig om mere end én gang inden man vælger at få børn... De er dit ansvar de næste 18 år, og hvis du ikke kan tage ansvaret for dig selv og dine handlinger, hvordan vil du så kunne passe og opdrage et barn!!!

Jeg ved godt, at det langt fra er alle, der deler min holdning, men heldigvis har vi jo ret til at have vores egne holdninger :) 

Ej men altså...

Håber sørme godt nok den manglende sommer bliver godtgjort senere, så vi har sommer et stykke på den anden side af august... ellers er der da godt nok ikke nogen mening med at det skal være så koldt her i den sidste halvdel af juni... 

Jeg sidder under et tæppe og hundefryser... vi har tændt adskillige fyrfadslys rundt i huset, for jeg NÆGTER simpelthen at tænde for varmen... meget kan jeg gå med til, men radiatorerne får lov til at forblive slukkede!!!

Det småregner lige nu, og vi har udsigt til at få en ordentlig skylle senere på eftermiddagen... det et er bare vejr til at sidde indenfor og lave ikke en dyt... 

Heldigvis har jeg lige et par sange, som jeg skal have styr på inden vi skal holde fødselsdag i august, så de dem kunne jeg jo passende få skrevet i dag... havde ellers regnet med at vi snart skulle have malet det sidste hegn, men vejrguderne er åbenbart ikke enige :)

tirsdag den 16. juni 2015

Overvejelser...

Jeg har nu igennem en periode gået og overvejet om jeg skulle få mit eget blogdomæne, men det er indtil videre kun blevet ved tanken... 

Det ville selvfølgelig koste lidt, men tænker alligevel, det ville være det værd... men nu må vi se, hvad det ender med :) 

En dag ude af samfundet

I dag har jeg haft en dag, hvor jeg har været meldt helt og holdent ud af samfundet... jeg har med andre ord tilbragt næsten hele dagen på sofaen under min dyne... har simpelthen været så træt, som man nærmest overhovedet kan være og har i det hele taget haft en rigtig øv dag. 

Eller det vil sige, Bent og jeg har selvfølgelig været ude og gå vores daglige tur.. vi skulle over og købe frimærker og smide indbydelser i postkassen, og så gik vi lige halvanden times tid bagefter.. 

Da vi så kom hjem, lagde jeg mig lidt på sofaen - og faldt i søvn... vågnede så da vi skulle spise... og sidder allerede nu og venter på klokken bliver nok til at jeg kan gå i seng... 

Inden da, skal vi dog lige rundt og aflevere et par indbydelser til nogle her i byen... så der går nok lige et par timer endnu inden klokken bliver sengetid... og så kan jeg jo lige så godt lige bruge lidt tid på bloggen.. har et par idéer til nogle planlagte indlæg, jeg gerne vil have skrevet, men hvornår jeg lige når det, det ved jeg så ikke lige helt... 

I næste måned skal vi til guldbryllup, og der har vi så selvfølgelig lavet en lille sang... den har jeg så også fået ordnet sangskjuler til :) lidt har jeg da fået nået herhjemme, selv om jeg har gemt mig lidt væk...  

mandag den 15. juni 2015

En af de trælse dage

Har en af de dage i dag, hvor jeg bare kunne grave mig ned og ikke komme frem igen før jeg har det godt... 

Er ked af det uden egentlig at have grund til det... føler et eller andet sted jeg sidder lidt fast midt i systemet med alt det her hjernerystelsespjat.. venter stadig på at modparten oplyser sit policenummer så vi kan kontakte hans forsikring og komme videre derfra... men indtil det sker, så kan jeg bare sidde her og have det elendigt og ikke rigtig vide, om det godkender eller om vi skal ud i en længere omgang, hvor der skal lægges sag an mod ham og hans forsikring... Hader den uvished der stadig hersker... 

Havde en tur i går aftes, hvor jeg bare lå og græd, og det samme i eftermiddag... jeg hader det virkelig... føler mig så hjælpeløs og magter ikke det med, at jeg jævnligt skal have hjælp til selv de mest banale dagligdagsting såsom toiletbesøg, bad osv. Nogle gange er jeg nødt til at kalde på Bent om natten, hvis jeg vågner og skal på toilettet - ganske enkelt fordi jeg er for svimmel til at kunne komme derud ved egen hjælp. 

Når Bent er i Kolding ringer han til mig, når han er stået af toget og snakker med mig, indtil han kommer enten op til træning eller til han skal ind på kurset... Når han har fri og skal ned på banegården ringer eller skriver han også, for at være sikker på jeg er ok... Var faldet den ene dag, hvor han var af sted, så havde simpelthen ikke hørt telefonen, da den lå inde på sofabordet, og jeg var ude på toilet... 

Men der er jo bare ikke rigtig så meget at gøre ved det.. skal bare vente, vente og vente... 

Ugens hurtige (uge 24)

En kort gennemgang af sidste uge: 

  • Vi havde nogle rigtig dejlige sommerdage.
  • Fik et slemt udbrud af soleksem.
  • Jeg har fået lavet indbydelser til fødselsdag i august. 
  • Der har været Le Mans. 
  • Har været ude og gå minimum 5 km. HVER ENESTE dag. 
  • Var til sommermarked i Agroland, hvor vi fik diverse smagsprøver på forskelligt foder med hjem til Bimmer og Shang. 
  • Er kommet en del videre med planlægning til fødselsdagen. 
  • Er blevet færdig med at se Matador.

søndag den 14. juni 2015

En Le Mans weekend

Det kan næppe være den helt store overraskelse for ret mange, at der har været Le Mans i denne weekend...

Og her i huset er fjernsynet indstillet på netop Frankrig og hurtige biler de 24 timer..

I år har naturligvis ikke været nogen undtagelse, så vi har ikke fået meget søvn i nat.. Men den ene gang om året går det jo nok 😃

Mine forældre og bror var herude og spise i går, men de måtte altså også finde sig i, at vi så motorløb 😃

Nu er løbet slut og vi venter på præmieoverrækkelsen 😃 vi skal jo se det helt til slut...

lørdag den 13. juni 2015

Stilhed i det lille hjem.. eller næsten :)

Godmorgen :)

Selv om jeg først kom i seng efter kl. 3 (vi sad ude ved pejsen og snakkede Bent og jeg), så var jeg oppe før kl. 7 i dag... vågnede og kunne ikke sove igen, så kunne jo lige så godt stå op (om ikke andet så for at lukke hundene ud - de havde luret jeg var vågen)... 

Hundene gik så ind og sov videre, da de havde fået tisset af, og Bent ligger stadig og sover, så jeg sidder og nyder roen... det er begrænset, hvad jeg kan lave om morgenen når manden stadig sover, men blogge kan jeg da :) 

Tror jeg skal have lavet indbydelserne til sommerens fødselsdag færdige her i løber af weekenden... det kunne jeg selvfølgelig gå op og gøre nu (har jo kombineret kontor/gæsteværelse ovenpå, så jeg ikke roder det hele til i stuen) :) 

I dag kommer der jo Le Mans, og det ser jeg frem til :) 24 timer foran fjernsynet med motorsport... ja jeg tror nu ikke jeg holder mig vågen 24 timer - eller det VED jeg jeg ikke gør, så jeg ser det, jeg nu kan holde mig vågen til... 

Så skal der buzzes

Er en af de heldige, som er udvalgt til at teste denne Vest Spawax for Buzzador..

Har aldrig prøvet at bruge voks før, så jeg glæder mig til at prøve den.


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...