onsdag den 29. juni 2016

Storytel

Tidligere på måneden var jeg så heldig, at jeg blev udvalgt for Buzzaor til at prøve Storytel.

Jeg har tidligere hørt om Storytel, men har bare aldrig fået taget mig sammen til at prøve at teste det tidligere, men nu skulle det være...

Jeg kan jo ikke holde til at sidde og læse i en "rigtig" bog, så derfor er dette jo helt perfekt for mig. Jeg har altid elsket at sidde og fordybe mig i en bog, så det er til stor gene for mig, at jeg ikke kan sidde og læse efter mit fald sidste år.

Jeg er i gang med at lytte til min 4. bog derinde nu. Det er en perfekt måde at "læse" nye bøger på, så jeg kan se, om det er en bog, der er så god, at jeg vil ud og investere i papirudgaven på et tidspunkt :) Indtil videre er jeg yderst positiv over det, og jeg er sikker på, at jeg fremover også vil betale de 99 kr som et abonnement koster om måneden.  


Jobcenter, muligt ressourceforløb og lægebesøg

I går havde jeg tid til møde på Jobcenteret kl. 10, så jeg stod op ved 7:30 tiden og gjorde mig klar til at gå op til toget k. 8:43 (ja, togtiderne passer indimellem så ad h til, at man har SÅ meget ventetid i den anden ende)... Valgte så at tage en rutebil op ad i den ende af Kolding, hvor Jobcenteret ligger, og så stå af et stykke derfra, så jeg kunne få en lille hyggelig gåtur ud af det...

Kom hen til Jobcenteret næsten en halv time før mødetidspunktet, så jeg kunne jo sidde og kigge i en avis og læse et par overskrifter (selve artiklerne står skrevet med for lille en skrift til, at jeg får noget ud af at læse dem, så jeg læser overskrifter) :)

Min sagsbehandler er heldigvis en af de bedre, og hun startede med at rose mig, fordi jeg er så god til at opdatere hende med, hvad der sker med mig - sygehustider osv. Så kom hun ind på, hvorfor hun så gerne ville snakke med mig... hun bad mig overveje, om jeg måske ville være med til at få min sag skrevet op til rehabiliteringsteamet med henblik på ressourceforløb og evt senere fleksjob eller pension... og det kunne jeg jo bestemt ikke have noget imod, så det skal vi snakke mere om næste gang, jeg skal til møde... hun har snart sommerferie, så hun regnede med at kalde mig ind til møde om et par måneders tid igen. Men der er nu alligevel en hvis lettelse at spore hos mig nu - det er altså bestemt ikke altid en dans på roser, at være sygemeldt på kontanthjælp (selv om de kloge hoveder på Christiansborg mener, at man da ikke får kontanthjælp, når man er syg - men DET GØR MAN ALTSÅ, skulle jeg lige hilse og sige)...

Skulle så også til læge i går eftermiddags.. havde et modermærke omme på ryggen, som sad lige ved BH-kanten, og det var begyndt at klø helt vildt og irritere mig, så jeg fik en tid til at få det fjernet i går... Har jo tidligere prøvet at få fjernet et modermærke, så jeg var forberedt på, at det gør nas at få den lokalbedøvelse, og i går var sandelig ingen undtagelse... For hulen, hvor gjorde det ondt... var nær lettet helt fra briksen... men nå, det blev da gjort, og mærkede jo så heller ikke noget, da hun skar modermærket fra, men til gengæld mærkede jeg det, da hun så efterfølgende syede... Lå og overvejede, om jeg skulle sige til hende, at jeg kunne mærke det, men så ville jeg jo skulle bedøves endnu en gang, så det var enten pest eller kolera, så jeg valgte at bide smerten i mig og lade hende sy sting nr 2.

Resten af dagen i går strammede det som bare pokker, så jeg var lidt af en pylrerøv herhjemme - ikke at jeg fik den store opmærksomhed, men derfor kan man jo godt pylre lidt alligevel :)

I dag skulle jeg jo så have været til genoptræning, men det har jeg jo så måtte aflyse, da jeg ikke må lave noget, hvor jeg strækker ryggen eller bevæger ryggen alt for meget... men heldigvis kan jeg jo også lave nogle af øvelserne med skulderen herhjemme, så jeg misser det ikke helt. Jeg må bare tage den med ro de her par uger, og så klø hårdt på igen, når trådene er fjernet fredag i næste uge.




mandag den 27. juni 2016

Ugens hurtige (uge 25)

Så er det atter tid til en omgang af de hurtige fra sidste uge:
  • Vi fik klippet hæk og smidt det hele væk.
  • Jeg har fået ryddet op og sorteret i mine bøger.
  • Det var Sankt Hans, og vi var henne ved spejderne og se bål.
  • Har haft en uge med enorm træthed, så jeg har været ret meget doven.
  • Er kommet lidt i gang med at skære til julekort.
  • Vi har holdt fast i at tage i træningscenter hver anden dag.

søndag den 26. juni 2016

En hyggelig weekend


I denne weekend har vi ikke haft nogen som helst aftaler, så den har bare stået på hygge... min bror og min onkel var lige forbi i går med et fjernsyn, som vi måtte få op til gæsteværelset/kontoret... og så valgte jeg at smutte med dem til Kolding, for havde nogle billeder, der skulle hentes i Bog & Idé.... min mor tilbød så at køre mig hjem, for så kunne hun lige handle i ABC med det samme...

Aftenen i går gik så bare med at hygge mig med manden min... vi så lidt gamle danske film og havde i det hele taget bare en hyggelig aften... 

Har været så enormt træt denne her uge, og jeg har virkelig haft svært ved at vågne ordentligt op... har godt nok bøvlet meget med træthed i forbindelse med PCS (postcommotionelt syndrom), men det har på intet tidspunkt været så slemt som denne her uge... jeg vågner om morgenen, står op og lufter hunde, og så er jeg klar til at sove videre igen... i løbet af eftermiddagen er jeg atter klar til at tage en time eller 2, og efter vi har spist er jeg atter klar til at gå i seng...

Men trods trætheden kommer vi da ned og træne hver anden aften... vi har været fast af sted hver anden dag de sidste 2 uger nu, så det synes jeg godt, jeg kan være stolt af :)

Nå, nu tror jeg jeg vil smutte i seng.. den film vi sad og så er slut nu, så nu må det være drømmeland, der kalder..

lørdag den 25. juni 2016

Sankt Hans

Det var jo Sankt Hans aften i torsdags, og DMI havde jo lovet noget af et uvejr, så vi var lidt nervøse for, om vi endte med at skulle ud og se bål i øsregnvejr...

Så galt gik det dog ikke... altså det stod ned i stænger om eftermiddagen, men der gik kun en lille times tid, og så stoppede det igen...

Mine forældre og bror var herude og spise, og så skulle vi hen til Spejderne her i Vamdrup og se bål kl. 18:30... det var super hyggeligt.. vi var også derhenne sidste år.. jeg har jo selv været spejder for nogle år siden, så for mig er det kun hyggeligt at være henne ved dem og se bål.

Mens bålet brændte og der blev holdt båltale holdt det tørvejr, men da vi så kørte hjemad igen, der stod det ned i stænger igen... så vi var heldige :)







fredag den 24. juni 2016

Hjælper træningen?


Bent og jeg går jo i træningscenteret hver anden dag, og i vi var af sted i går aftes... kom til at se mig selv i fuld figur i et spejl dernede i går (hvilket jeg stort set ALDRIG gør, da jeg synes det er virkelig grænseoverskridene pga min overvægt).... men nå, jeg gjorde det altså i går, og jeg synes, jeg kan se en lille forandring på bl.a mine lår, som ikke er så "bløde" længere... Altså, jeg ved godt, der, med så lidt vægt jeg træner med grundet en skulder, som jeg ikke kan styre, kommer til at gå noget tid, før jeg virkelig kan se noget (eller rettere, før min psyke tillader mig, at se der sker noget), men lidt har jo også ret.

Bent har jo trænet tidligere, så ham kan man se det på med det samme han nærmest bare kigger på en vægt... men sådan er vi så forskellige :)

Nu er vi endelig kommet ind i en fast rytme, med at komme af sted hver anden dag, så på et eller andet tidspunkt giver det jo nok så meget pote, at jeg bliver tilfreds med det.



tirsdag den 21. juni 2016

Lægebesøg og havearbejde

Vågnede i morges ved at der stod en hund og kiggede på mig... en Bimmer, der syntes hans mor havde sovet længe nok, så jeg stod op og lukkede ham og hans kumpan (Shang) ud i haven... de fik lavet, hvad de nu skulle og kom så ind igen....

Jeg havde en voldsom hovedpine, så jeg lagde mig ind igen for at se om hovedpinen ville forsvinde... det skete dog ikke, så jeg lå egentlig bare under dynen og slappede af (dovnede den om man vil)... da jeg så stod op, fik jeg ringet til lægen.. Har et modermærke omme på ryggen, sådan lige ved kanten af BH'en, og det er begyndt at klø, så jeg måtte hellere bestille tid til at få kigget på det... De havde så en tid kl. 14 i dag, og den skyndte jeg mig at tage.. Bent skulle derhen kl. 13:30, så det passede jo fint med, at jeg kunne følges med ham derhen...

Jeg fik tjekke modermærket, og lægen mente det ser ufarligt ud, men hun kunne sagtens forstå, hvis jeg gerne vil have det fjernet, for hun kunne godt se det sidder et træls sted... Så jeg fik en tid til på tirsdag til at få det fjernet...

Da vi så var færdige smuttede vi lige ind i ABC og handlede et par småting inden vi atter gik mod Nørregade... vi blev så enige om, at vi lige så godt kunne benytte lejligheden nu, det var godt vejr, til at få klippet hæk... så et par timer senere var hækken klippet og alle grene smidt i sækker på mine forældres trailer... Det var godt nok noget af en omgang, men nu er haven pæn :)

Menuen herhjemme i dag var heldigvis nem... vi fik tarteletter med høns i asparges i går, og der var så meget tilbage, at der også var til i aften, så det passede jo helt fint...

Aftenen skal bruges på afslapning, og så skal vi selvfølgelig ned og træne.. vi har en målsætning om at komme derned hver anden dag, og indtil videre holder vi den... så skal det bare give gevinst....

mandag den 20. juni 2016

Ugens hurtige (uge 24)

Hermed de hurtige fra sidste uge:
  • Vi fik rigtig meget regn (haven havde godt af det).
  • Har sovet rigtig meget - har været så træt, som jeg aldrig har været tidligere.
  • Der har været masser af EM fodbold.
  • Weekenden stod på Le Mans (så dog ikke alle 24 timer).
  • Har holdt fast i træning hver anden dag den sidste uge (nu må det så bare gerne snart give gevinst).
  • Har ikke rigtig fået blogget så meget, men sådan er det jo bare.
  • Kan mærke belastning ikke er helt godt for min skulder endnu.

torsdag den 16. juni 2016

Al den sport

Det kommer nok næppe som den helt store overraskelse, at vi ser meget sport herhjemme... vi følger med i en hel del sportsgrene, så denne sommer er jo et sandt eldorado for både Bent og jeg :) Nogle fordele må der være ved at gå sygemeldt... og selv om jeg ikke altid kan holde til at se det hele, så kan jeg da ligge med ryggen til og lytte...

Lige pt og de næste små 3 ugers tid, er der EM i fodbold, og de fleste dage her i starten sendes der 3 kampe om dage, hvilket er ensbetydende med at vi sidder klistret til skærmen fra omkring kl. 15 og frem til ved 23 tiden (dog afbrudt af spisning, hundeluftning og hvad der ellers lige skal klares)...

I weekenden kommer der Le Mans, hvilket vi jo selvfølgelig også skal se :) Vi plejer at følge med i næsten hele løbet, og falder vi i søvn på sofaen, så er det bare sådan det er... Så længe vi kun er os selv, kan vi godt tillade os det... og hundene bliver jo på ingen måde forsømt, da deres luftetur om aftenen samt ture i haven i løbet af dagen, trods alt er det vigtigste..

Om små 3 ugers tid, kommer der jo også Tour de France, og selv om jeg, da jeg var yngre, forsvor at jeg skulle sidde og glo på en flok fjolser på cykel, så er det alligevel endt med at jeg troligt sidder og ser cykelløb HVER sommer (ja, man har et standpunkt til man tager et nyt)... Af samme årsag, var det lidt krise, da jeg arbejdede i genbrugen den sommer, for der kunne jeg jo ikke rigtig se det i hverdagene...

Til august kommer der så OL... det er ikke alle sportsgrene, vi følger til OL, så der er det bestemt ikke alle timer, der skal bruges foran flimmerkassen... men håndbold skal vi helt sikkert se, de danske håndboldherrer er jo kvalificeret, så deres kampe skal helt sikkert følges.. derudover skal vi nok se lidt gymnastik, lidt atletik og så ved jeg ikke, om der er andet, der frister... men det vil tiden jo vise :)

Og så kommer vi hen til efteråret, hvor de fleste almindelige ligaer i både fodbold, håndbold osv er i gang... Og derudover kommer NFL og NHL jo også igen der, så der er godt med sport for os sportsidioter resten af året :)

onsdag den 15. juni 2016

Der kom regn

Jeg havde godt nok set på mobilen, at der skulle komme regn ved 13 tiden i Vamdrup i dag, men da vi havde været i ABC ved 13:30 tiden var der ikke faldet så meget som en dråbe endnu... jeg lagde mig så en times tid, og da jeg så vågnede igen regnede, tordnede og lynede det til den store guldmedalje...

Det er længe siden, vi har fået SÅ meget regn på SÅ kort tid.... vi havde nærmest en hel svimmingpool ude på græsset... men helt ærligt, så er jeg lykkelig for det... vi har jo en hæk, som er ret ny plantet, så den har kun godt af alt det vand... Og det har resten af haven jo sådan set også :)

Lige nu er der stilstand, så vandet får lov til at trække ned i grunden.. det kunne godt se ud, som om der kommer mere vand inden alt for længe...

Håber ikke I er sejlet væk derude :)


søndag den 12. juni 2016

Ugens hurtige (uge 23)

Så er det atter tid til de hurtige for den forgangne uge:
  • Mine forældre har været på besøg en del gange i denne uge.
  • Vi har fået ordnet en masse praktisk herhjemme.
  • Bloggen er blevet ændret lidt designmæssigt.
  • Har døjet meget med manglende søvn og dertilhørende hovedpine.
  • Har været ude og gå en masse ture i denne uge... ikke lange ture, men dog stadig gåture.
  • Har været til genoptræning - mega hårdt for skulderen.
  • Jeg er kommet i gang med en julegave(!!!) til mine forældre :)
  • EM i fodbold er startet..
  • Jeg har ikke fået blogget helt så meget, som jeg gerne ville, men sådan er det  altså bare.

lørdag den 11. juni 2016

En tidlig lørdag morgen

Vågnede ved 7:30 tiden i dag (ja nogen vil måske mene, det ikke er tidligt, men for mig ER det tidligt en lørdag), og kunne ikke falde i søvn igen... så stod op og lukkede hundene ud...

Satte mig så inde i stuen, men syntes ikke rigtig jeg kunne få tiden til at gå, så jeg besluttede mig for at gå en tur... vejret er jo skønt i dag, så det kunne jeg jo lige så godt udnytte... så på med kondiskoene og ud i det dejlige vejr... fik gået lidt over 3 km, så det er jo ganske udmærket..

Jeg ville egentlig gerne begynde at løbe lidt, men det må jeg ikke for fysioterapeuten... særligt mit ene fodled er ramt meget af hypermobilitet, så jeg vrikker nemt om på foden, så løb er ikke tilrådeligt for mig... nå men, så må jeg jo bare gå i stedet for...

Jeg kunne selvfølgelig cykle, men det er bare ikke helt godt lige pt, hvor jeg døjer med svimmelhed, så må nøjes med nogle gåture lige for tiden... og det er jo altså trods alt heller ikke det værste :)

tirsdag den 7. juni 2016

Et liv med kronisk hjernerystelse

Dette indlæg er skrevet, for måske at kunne give andre et indblik i min hverdag efter jeg pådrog mig en hjernerystelse sidste år - en hjernerystelse, som jeg ikke kom mig over... Jeg er derfor i dag diagnotiseret med Postcommotionelt syndrom (også kendt som kronisk hjernerystelse eller langvarig hjernerystelse)...

Jeg møder i hverdagen ofte uforstående blikke, når jeg nævner, at jeg har kronisk hjernerystelse, og jeg kan jo ikke rigtig bebrejde folk, for jeg anede sgu heller ikke selv, der var noget, der hed sådan før jeg fik det at vide på neurologisk afdeling sidste år...

Når man hører om folk, der har haft hjernerystelse, hører man (synes jeg) altid, at det er væk indenfor kort tid, men sådan er virkeligheden desværre ikke altid.

Mine nuværende gener er:
  • Hukommelsesbesvær - jeg glemmer alt, hvad jeg ikke skriver ned. Jeg er nødt til at have papirblokke liggende rundt omkring, for at kunne skrive ned, hvis jeg kommer i tanke om noget. Jeg kan gå i gang med at fortælle noget, for så at snakke om noget helt andet, hvis jeg ikke får fuldført mine sætninger. Og hvis jeg så bliver spurgt, hvad jeg var ved at fortælle først, så kan jeg ikke huske det. Jeg skriver alle aftaler (både mine egne og Bents ned i 3 forskellige kalendere, for så er der en chance for, at jeg ser det).
  • Koncentrationsbesvær - jeg kan ikke koncentrere mig særlig længe om noget. Hvis vi sidder og ser film, så mister jeg hurtigt interessen for det, for jeg kan ikke fokusere særlig længe på det (har fx også taget 4 dage om at skrive dette indlæg). Af selvsamme årsag, ser vi rigtig mange danske film for tiden, for dem skal jeg ikke på samme måde koncentrere mig om. Jeg kan ikke overskue, hvis der er for mange mennesker, der snakker omkring mig. Alle stemmerne forvirrer mig, og gør jeg lukker mig ind i min egen lille verden.
  • Konstant hovedpine - jeg går konstant rundt med hovedpine, dog er smerterne ikke altid lige slemme. Har dog minimum et par gange om ugen så slem hovedpine, at INTET hjælper, og så skal man ikke snakke til mig. Jeg skal allerhelst ligge i et koldt mørkt rum, hvor der er totalt ro, bare lyden af min egen vejrtrækning kan være nok til, at det føles som om mit hoved eksploderer. Ting såsom at se fjernsyn, kigge på en computerskærm osv forværrer hovedpinen, så det foregår i et absolut minimum for mit vedkommende. 
  • Svimmelhed - en af de ting, jeg også døjer med endnu. Jeg er i perioder nødt til at have hjælp fra Bent til simple ting som at gå på toilettet, komme i bad osv. Jeg kan vågne om natten og ikke engang være i stand til at komme op af sengen.
  • Træthed og søvnbesvær - jeg er nærmest træt 24/7, men det sker alligevel tit, at jeg ikke kan sove mere end max 2 timer på et helt døgn... Jeg kan ligge mig for at prøve at få en lille lur, men kan ikke finde ro... nogle gange vågner jeg ganske kort efter jeg er faldet i søvn og har ondt i nakke og skulder, og så kan jeg ikke finde en måde at sove på. Andre dage kan jeg sove hele tiden. Jeg har fået at vide, at hvis jeg kan mærke jeg er træt, så skal jeg stoppe det, jeg er i gang med og ligge mig ind. For min krop har brug for ro.
Så ja, det er muligt man ikke kan se på mig, jeg er syg... men jeg døjer med så meget i dagligdagen.. jeg er ikke doven, men kan ikke overkomme ret meget uden at jeg bliver enormt træt..

Mit liv er vendt 180 grader efter jeg faldt... mange af de ting, jeg har kunne gøre før, dem kan jeg ikke længere udføre, og jeg kan aldrig vide, hvad morgendagen bringer - hvordan jeg har det... har svært ved at lave aftaler, for jeg ved, at jeg mange gange må aflyse i sidste øjeblik...

Håber det måske kan give et lille indblik i min hverdag med kroniske - ikke synlige - gener...



mandag den 6. juni 2016

Ugens hurtige (uge 22)

Hermed de hurtigt for sidste uge:
  • Det var MEGA varmt de fleste dage.
  • Var ved læge og få taget blodprøver.
  • Var med min kære mand en tur i Kolding og gå en tur rundt om Slotssøen.
  • Vi har grillet rigtig meget.
  • Jeg har været voldsomt generet af smerter i skulderen.
  • Hovedpinen har voldt mig voldsom mange kvaler, så jeg har måtte nedprioritere en del huslige pligter.
  • Vi fik tømt vores kommode i soveværelset, så nu er den kommet væk.
  • Det er gået ok med kalorietællingen.

lørdag den 4. juni 2016

Den varme den varme

Ja, jeg burde ikke klage - det er trods alt bedre med sol frem for regn, men synes nu alligevel det er mere varmt om eftermiddagen end godt er...

Jeg har ikke noget i mod at solen skinner, men har det bedst når temperaturen ligger på omkring 20 grader...

I går havde vi næsten 28 grader på terrassen, og det var altså mere, end hvad den tykke her kunne holde til... om morgenen har vi skygge i lidt af haven, men når vi så når hen over middag, er der stort set ikke en plet i haven, hvor der er skygge, så det er sgu lidt svært at lige blive kølet lidt ned...

Godt nok, har vi parasollen slået op, men den giver jo kun lidt skygge, det bliver hurtigt varmt selv at sidde under den...

Men jeg fik da lidt farve i går alligevel.... Ikke så meget på benene endnu, men det er også altid dem, jeg får mindst sol på, så det er der ikke noget nyt i :)

Vågnede kl. 6:31 i morges, og kunne så ikke sove mere...  Lige nu sidder jeg i køkkenet med vinduer og bagdør åben... det er med at få åbnet for det hele, så snart man står op, ellers er det ikke til at holde ud at være her...

Nå, må hellere komme ud og hænge vasketøjet op og få en ny vask sat over :) Rigtig god lørdag til jer alle :)


fredag den 3. juni 2016

En sand jungle at finde rundt i

Når man sådan pludselig står for at skulle vælge anden retning på arbejdsmarkedet, så kan det altså være en sand jungle at finde rundt i...

Der er så mange brancher, men hvilken skal man vælge?

Ja, jeg går jo stadig sygemeldt, så lige her og nu er det ikke relevant for mig, men når jeg på et eller andet tidspunkt indenfor det næste halve års tid, er færdig med genoptræningen, skal jeg i gang med afklaringsforløb ved kommunen...

På nuværende tidspunkt skal jeg ikke satse på nogensinde at komme i fuldtidsarbejde igen, det kan jeg ikke holde til.... men selv om det så evt ender med fleksjob, så er der alligevel mange begrænsninger, som gør, at de ting, jeg måske tidligere har overvejet at arbejde med, pludselig ikke kan bruges alligevel...

Jeg ved den kroniske hjernerystelse kommer til at have betydning fremover, og jeg har jo så også måtte sande, at skulderen og de hypermobile led sætter en del begrænsninger (dette måtte jeg erkende efter fysioterapeuten og en af sygeplejerskerne i Gråsten sagde det til mig, og forklarede konsekvenserne, hvis jeg ikke tager hensyn til det)...

Jeg har jo godt kunne tænke mig, at uddanne mig til ejendomsmægler, men det kommer ikke til at ske... Derudover har jeg i en del år, gerne ville arbejde med børn, men det kan jeg heller ikke... Da socialrådgiveren i Gråsten spurgte mig, hvad jeg ellers havde af mulige ønsker, måtte jeg svare, at det ved jeg faktisk ikke...

Og det gør jeg vitterlig ikke... kan ikke helt finde ud af, hvad jeg kunne tænke mig at afprøve... nok mest af alt også, fordi jeg har virkelig mange problemer med hukommelsen samt koncentrationsevnen... jeg kan sidde flere timer og kigge på et eller andet, som fx vasketøj - uden at kunne samle mig sammen til at få det lagt på plads, simpelthen fordi jeg ikke altid kan finde ud af, hvad jeg skal gøre med det.

Ting, som jeg førhen har husket uden problemer, dem kan jeg slet ikke finde ud af længere... har indimellem problemer med en banal ting, som at starte vores vaskemaskine, fordi jeg ikke kan huske hvordan jeg skal gøre...

Jeg er i hvert fald glad for, at jeg har nogle måneder endnu, inden jeg bliver sat i gang med noget som helst... De kloge folk i Gråsten har nemlig bestemt, at jeg skal være 100% sygemeldt mens jeg er under genoptræning... så kan jeg jo altid bruge tiden til at tænke over, hvad jeg kunne tænke mig, at få afprøvet bagefter :)



torsdag den 2. juni 2016

Jeg er her endnu

Kors, hvor har det været varmt de sidste par dage... det har simpelthen ikke været til at holde ud... har absolut heller ikke haft den store lyst til at sidde ved computeren i den varme, så derfor har bloggen stået helt og aldeles stille de sidste dages tid... men bare fordi man blogger, så er det jo heller ikke ensbetydende med, at man skal sidde ved computeren 24/7 365 dage om året... jeg har jo altså trods alt også et liv ved siden af :)

I dag har jeg været ved læge og få taget blodprøver... det er nu absolut ikke min yndlingsbeskæftigelse, men det går nu nok alligevel... nu er det da i hvert fald gjort.. så skal jeg ikke spekulere på det sådan lige med det samme igen...

Jeg er jo begyndt lidt kalorietælling, sådan lidt for sjov, for at se, hvor mange kalorier, jeg egentlig indtager i løbet af en dag... og jeg holder mig faktisk under, hvad jeg må indtage hver dag, så det er jeg egentlig lidt stolt af... nogle dage er selvfølgelig værre end andre, men i det store hele, så går det fint :)

Nu er det snart weekend... og vi har ikke  nogen planer, så den skal stå på afslapning herhjemme :) Det er altså heller ikke at kimse af sådanne weekender indimellem :)

mandag den 30. maj 2016

En hyggelig weekend

I fredags var der Smagens Dag her i Vamdrup... Det er en dag, hvor Vamdrup Vinen præsenteres samtidig med at nogle gaderne er spærret af, fordi der er sat boder op, hvor der er alverdens smagsprøver... rigtig hyggeligt...

Butikkerne har længe åbent, og aftenen sluttes af med musikalsk underholdning på Torvet...

I fredags skulle Klaus og Servants spille, og da det er en gruppe lige for mine forældre, havde mine forældre og bror inviteret sig selv herud og spise, så de kunne komme med hen i byen... Det gjorde nu heller ikke noget, de må hellere end gerne komme med...

Fredag formiddag var jeg lige omkring Kolding, da jeg skulle til genoptræning... det gik ok, og hende terapeuten sagde, at jeg skal forberede mig på, at det kommer til at tage lang tid.. jeg nævnte så, at de i Gråsten, havde sagt jeg nok skulle regne med 2-3 måneder, men hun ændrede det til at jeg nok skal regne med 6 måneders genoptræning som minimum...

Jeg tager det nu også som det kommer... der er ikke andet for...

Min far kørte mig så hjem, da han havde noget mad, som vi skulle grille om aftenen... Ham, min mor og min bror kom så herud igen ved 16:30 tiden, og der havde vi tændt op i grillen... Vi havde planlagt en hyggelig grillaften, det går man aldrig galt i byen med...

Vi sad og hyggede os rigtig meget ude på terrassen mens vi spiste, og pludselig var klokken næsten 19, så der måtte vi da hellere lige komme hen i byen..

Der var vildt mange lækre smagsprøver, så det kunne jo ikke være bedre... vi fik både smagt ost, franskbrød, rugbrød, 3 forskellige slags kagemand, røget laks, ærter, adskillige forskellige slags vin (både rødvin, hvidvin, dessertvin, mousserende vin), så der var bestemt noget for alle :)

Kl. 20:30 var det så kommet så vidt, at Klaus og Servants gik på scenen, og det var sandelig noget, der kunne få den ældre generation ud af starthullerne... De spillede nu faktisk også ret godt... de holdt lige en halv times pause fra omkring 21:05, så der gik vi lige hjem og fik en kop kaffe og et stykke
hjemmelavet jordbærtærte... og så gik turen ellers ned og høre musik igen...

Det var en rigtig hyggelig aften, og det gode vejr, var da helt klar medvirkende til at der var så mange mennesker rundt i gaderne... Aftenen sluttede kl. 22, hvor vi så gik hjem i Nørregade igen og fik os en rejemad :)

Mine forældre og bror sov herude ved os om natten, så min bror og Bent sad længe oppe og hyggesnakkede... jeg faldt (selvfølgelig) i søvn på sofaen, men det gjorde heller ikke så meget :)

Nu er den næste begivenhed Crazy Hours, som løber af stablen midt i august :)





søndag den 29. maj 2016

Ugens hurtige (uge 21)

Så er det atter tid til en omgang af de hurtige:
  • Både Bent og jeg har været ramt af en overbelastet fod denne uge, så det er ikke blevet til så meget motion, som vi egentlig gerne ville.
  • Er begyndt at tælle kalorier i denne uge - sådan lidt for sjov skyld, men vægttab vil absolut heller ikke være dårligt.
  • Jeg er startet til genoptræning på Sundhedscenteret i Kolding.
  • Der var Smagens Dag i Vamdrup fredag, og vi var selvfølgelig dernede... Klaus og Servants underholdt nede på Torvet, og det fik de gamle mænd og koner ud i menneskemængden.
  • Vi har nydt solen i haven når den endelig har været fremme.
  • Vi har bagt birkes hele 2 gange i denne uge (det må jo vise de er gode) :)
  • Real Madrid vandt Champions League i fodbold :)

onsdag den 25. maj 2016

Den manglende energi

Jeg er i denne uge startet på den sunde livsstil igen, og det er ensbetydende med NUL sukker... eller det vil sige, jeg må synde en smule i weekenderne, men ikke i hverdagene... Indtil videre har der nu heller ikke været nogen egentlig sukkertrang, men til gengæld er der heller ikke skyggen af noget, der ligner energi....

Jeg er så træt hele tiden... og det gør det så heller ikke bedre, at jeg ikke rigtig sover om natten pga smerter i skulderen... i nat kunne jeg på ingen måde finde ro, så jeg lå vågen indtil klokken var over 6 i morges...der måtte jeg overgive mig og gå ud og tage nogle Panodil (af de lidt stærkere), og så se om jeg kunne falde i søvn... kiggede på uret sidste gang ved 6:28 tiden og så blev jeg vækket af et par hunde, der gerne ville ud kl. 8:05... havde mest lyst til at ignorere dem, men valgte alligevel at stå op og lukke dem ud.. sov så on-off indtil ved 11:30 tiden.... og det kan godt mærkes, at jeg ikke har sovet længere, skal jeg da lige hilse og sige...

I dag er dagen (indtil videre) gået med at slappe af... lige nu sidder vi og ser cykling (Giro de Italia)... vi har fået slået græs, og det er sådan set det hele vi har gidet gøre i dag... sådanne dage skal der også være plads til...

I aften skal vi ned og træne... det var meningen, at vi skulle have været derned i går, men det valgte vi at rykke til i dag, da mit helbred ikke lige var til det i går... og træningen er altså ikke vigtigere end helbredet :)


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...