lørdag den 23. marts 2019

En lang nat

Det er næppe nogen hemmelighed, at den senere tid har budt på syge børn på skift herhjemme. Og bedst, som vi troede, at nu var det slut, så blev vi klogere. 

Silas var i mandags endelig blevet rask nok til at kunne komme i vuggestue igen, så han kom af sted. Og han var der så hver dag. Torsdag, da vi hentede ham, kom den ene af pædagogerne og sagde, han var faldet og havde fået en lille bule i panden, men hun havde ville trøste ham, og der ville han lege videre. Så hun havde ikke lagt mere i det. 

Vi kørte så hjem, hvor en træt Silas blev puttet til lur. Da han vågnede, virkede han som han plejer om end også meget træt. Vi kørte så lige hurtigt til Kolding, fordi der var nogle ting, som vi lige skulle have handlet. Mens vi var i Kolding, var der heller intet.

Da vi kom hjem, legede Bent og Silas lidt ude i sandkassen, og så skal jeg ellers love for Silas kastede op. Jeg fik ham så ind og fik ham i noget rent tøj, mens Bent ringede til vagtlægen. Vi skulle så komme derind en times tid senere, og eftersom Niclas (endelig) var faldet i søvn, så tog jeg selv af sted med Silas. 

Inde på skadestuen nåede han lige at kaste op endnu en gang, inden vi kom ind (lidt praktisk nok, når det nu endelig skulle være, for det gjorde, så vi kom før ind end vi egentlig skulle). Han blev så undersøgt, og han havde en lettere hjernerystelse, men ikke noget, vi skulle gøre det helt store ud af. Så vi kørte mod Vamdrup igen. Inden vi nåede Vamdrup igen, havde Silas også lige nået at kaste op ud over sit tæppe og sit tøj i bilen, så allerede dér gruede jeg lidt for, hvad vi havde i vente. Men nå, vi kom hjem og han fik (igen) rent tøj på. Han ville ingen aftensmad have, så da han selv begyndte at give tegn til, at han gerne ville ind i seng, prøvede vi at lægge ham ind. Han kunne dog ikke rigtig finde ro, så det tog lige nogle timer, før han havde så meget ro i kroppen, at han kunne sove.

Han sov dog "kun" små 4 timer sammenlagt, og Bent og jeg var oppe flere gange og kigge til ham - hans tremmeseng står stadig i soveværelset. Vi havde dog aftalt, at han blev hjemme fra vuggestuen i går, så han lige kunne få ro til at komme sig helt. 

Han havde det da heldigvis også meget bedre i går. Men fandeme om ikke drengen er blevet forkølet igen... så nu starter hele turen forfra med feber og hele baduljen. Så jeg har sovet 3 timer i nat, og ja er allerede stået op - tror det bliver en lang dag. 

Nå men godmorgen alle sammen, håber I har sovet lidt bedre end mig ☺

onsdag den 13. marts 2019

Vil snart gerne have 2 raske børn

Den seneste halvanden uges tid har ungerne mere eller mindre været syge på skift herhjemme. Det startede med Silas, som tog turen med feber og en forkølelse, der ikke sådan lige er til at få bugt med. 

Så kom Niclas så også lige ind fra sidelinjen med en forkølelse, som jeg er glad for, jeg er endnu er sluppet for. 

Niclas' øjne løber i vand, næsen er stoppet og han prøver at hoste for at få løsnet noget af det, der sidder i halsen og irriterer ham. Årh altså mit lille pus. 

Silas er heldigvis i bedring, men han hoster stadig og man kan høre, han har meget slim i halsen, som ikke kan komme op. Han hoster og hoster, men lige meget hjælper det. Han får kamillete til at lindre det, og det kan altså godt bruges (der er jo lidt sukker i) plus vi også har investeret i noget hostesaft (vi har fået godkendelse på at han godt må få det), så nu håber vi snart han er rask. 


fredag den 8. marts 2019

En lille mand, som vil frem i verden

I fredags havde vi besøg af sundhedsplejersken til Niclas. Han bliver fulgt lidt ekstra, fordi han jo er født for tidligt.


Sundhedsplejersken havde en fysioterapeut med (igen standard, fordi han er født før uge 32), og vi fik så nogle forskellige øvelser, som vi skal lave med ham. Han er ganske fint med motorisk, så det er egentlig bare for at styrke hans motorik, vi skal lave de øvelser. Han har stadig en lille tendens til at dreje hovedet lidt for meget til højre, når han kigger, så der skal vi lige være obs på at "tvinge" ham til at dreje det mere til venstre - altså "tvinge" forstået på den måde, at vi skal prøve at tage bamser, bøger, billeder eller andet og holde til venstre for ham, så han automatisk vil dreje hovedet til den side. Og det fungerer faktisk også rigtig godt. 


I det hele taget virker han som om, han er ganske fint tilfreds med, at vi skal lave de forskellige øvelser. Så det er jo positivt. Næste uge er han allerede 8 måneder gammel - kan altså slet ikke følge med længere. Jeg mener, han er jo næsten lige blevet født. 

Han vejer nu 8,3 kg og måler 69,5 cm, så det er jo helt perfekt. 


Men altså, Silas er jo også 18 måneder, så selvfølgelig bliver Niclas også ældre. 

tirsdag den 5. marts 2019

Fastelavn er mit navn...

i fredags var der fastelavn henne i Silas' vuggestue, og selvfølgelig skulle knægten klædes ud. Nu er Silas jo ikke den største, og på trods af sin alder, bruger han "kun" str. 80 (svarende til 9-12 måneder) i tøj, så jeg ville ikke gå ud og ofre en bondegård på fastelavnstøj, for der er ikke nogen chance for, at Niclas kan passe det næste år. Så vi var i diverse genbrugsbutikker for at se, om vi kunne finde noget. 
Det var dog en større opgave, end vi lige havde regnet med. Altså, det var nemt nok at finde noget til piger (prinsesser osv.), men til drenge, var det næsten umuligt at finde noget. Men det lykkedes.

Han endte med at blive den sødeste lille Care Bear, og selvfølgelig synes alle jo, at netop deres barn er det sødeste, og jeg er ingen undtagelse. 

Han var dog lidt sløj plus sundhedsplejersken kom forbi til Niclas, så Silas var kun i vuggestuen en lille time, og så hentede jeg ham igen, men han var med til fastelavn, og det er hovedsagen. 

søndag den 3. marts 2019

18 måneder

I søndags blev Silas 18 måneder.... jeg mener ALLEREDE 18 måneder - hvor i alverden er min lille baby blevet af.

Nu er han jo en stor fræk tumling, som virkelig kan holde sin far og mor beskæftigede. Han er over alt - og i alt. Og sådan skal børn jo være i den alder.

Han er simpelthen den bedste storebror for Niclas. Han er så kærlig, og vil dele alt med Niclas - selv sin sut (og det er altså store sager). Og Niclas gør alt, hvad han kan for at følge med i, hvad storebror laver af ballade. De 2 skal nok blive partners in crime, når de bliver lidt ældre. 


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...