Sådan føles mit liv i hvert fald pt. Hele huset har været ramt af sygdom på skift de sidste snart 5 uger, og jeg orker virkelig snart ikke mere. Har slet ikke nået halvdelen af det, jeg gerne ville have nået, men altså jeg har bare ikke haft andre muligheder.
Og som en ekstra "bonus" er jeg også ramt af astma igen - efter jeg ikke har mærket noget til det i små 20 år. Så nu hedder det astma medicin de næste 6 uger indtil jeg skal have lavet pusteprøve. Så må vi se, hvad den viser.
Drengene er i børnehave hver dag, og Bent er på arbejde, så jeg nyder at have formiddagen fri til at være MIG. Jeg kan godt mærke, at det seneste års tid har været mere stressende og udfordrende for mig, end det har været godt, og kroppen har i den grad sagt fra, så nu skal jeg finde tilbage til et acceptabelt niveau. For det her, er bestemt kun skadeligt for mig, og mine senfølger fra hjernerystelsen for snart 7 år siden, er vendt tilbage for fuld skrue, så det er mildest talt noget l***.
Heldigvis har jeg stadig min behandler og mentor med på sidelinjen (i hvert fald et par måneder endnu). Kommer virkelig til at savne hende. Hun har simpelthen været en større støtte for mig de seneste 2 år end noget andet menneske, og hun har hjulpet mig igennem en rigtig svær periode i mit liv.
Men jeg skal jo på et eller andet tidspunkt ud og stå på egne ben, og så må vi se, hvad fremtiden bringer. Lige nu har jeg bare brug for roen omkring mig, så jeg er pt ikke i praktik, da det blev for hårdt og udfordrende for mig. Men jeg skal jo afklares på et eller andet tidspunkt.
Ved godt, vi kun skriver midt oktober, men jeg er allerede ved at være i julestemning. Nu skal vi jo pynte op et helt nyt sted i år, og det bliver spændende. Jeg glæder mig allerede sindssygt meget, og ja traditionen tro, så starter vi allerede om små 14 dage, så der er heldigvis ikke så lang tid til 😀
Jeg er ude og gå en tur næsten hver morgen, når jeg kommer hjem, efter at have kørt Bent og drengene af sted, og det er så flot her omkring, hvor vi bor, nu hvor efterårsfarverne kommer frem overalt. Vi bor under 500 meter fra skoven, og der er så flot at gå den vej nu her. Det er endnu en af de ting, jeg elsker ved at bo her kontra hvor vi boede i Vamdrup. I det hele taget, så savner jeg ikke Vamdrup. Jeg har ikke fortrudt, at vi flyttede.
Men derfor håber jeg alligevel, at 2022 bliver en anelse mere roligt - ment på den måde, at jeg ikke håber der sker helt så mange forandringer i hverdagen, som der er sket i år. Det har næsten været for meget af det gode (men også kun næsten).
Til slut får I lige et billede her fra området, vi bor i. Synes nu altså det er et lækkert område.