tirsdag den 24. april 2018

Vellykket MD-skanning

I torsdags var Bent og jeg på sygehuset til MD-skanning af junior i maven - og ja han har allerede fået navn, og det skal jeg nok afsløre. 

Men tilbage til skanningen... jeg havde dagene forinden været ret så nervøs for, om alt var som det skulle være. Jeg havde en følelse af at det næsten ville være for fantastisk, hvis 2 graviditeter bare var lige ud ad landevejen, når vi nu måtte så meget igennem for overhovedet at stå  med en positiv graviditetstest. Men alle mine bekymringer viste sig (heldigvis) at være spild af tid.

Niclas, som vi har valgt sidste skud på stammen skal hedde, er helt igennem sund og rask. Og det blodkar, som Silas manglede, og som var skyld i at han havde mere end svært ved at tage på, ja det mangler Niclas ikke.

Så mor er glad!!! ☺

Han blev skønnet til at veje 249 gram i torsdags, hvor jeg var 18+6, og det var helt efter planen og terminsdatoen ser ud til at holde fint. Jeg vil dog stadig blive fulgt ekstra for at lægerne kan holde øje med hans vægt, og de kan holde øje med om moderkagen fungerer som den skal. Og det brokker jeg mig jo ikke over. Hellere blive fulgt for meget end for lidt. 


lørdag den 14. april 2018

Et år ældre

I går var det min fødselsdag. Jeg fyldte 36 år, og for første gang siden jeg rundede 30, havde jeg det godt med at blive et år ældre. 

Jeg havde en rigtig hyggelig dag. Bent havde været ved bageren efter rundstykker i går morges, så vi sad alle 3 og hyggede os med morgenmad inden Silas og jeg kørte Bent på arbejde. Da vi havde sat Bent af, skulle vi lige hjem og hente en pande ved mine forældre, så vi hyggede os lige en times tid hjemme ved dem, inden turen gik hjem og lave mad. 

Min fætter kiggede så lige forbi i går eftermiddags, fordi han skulle have fat i min bror, og så vidste han jo at mine forældre og min bror kom herud i går eftermiddags, så han ville lige komme forbi. 

Mine forældre og bror tog så Bent med hjem, så da de kom til Vamdrup kunne jeg lige slappe lidt af, fordi der var der jo nogen til lige at kigge efter Silas mens jeg bl.a. lige kom i bad - nogle ting er altså bare ikke lige til at klare, mens der er en lille bandit, der ikke vil hverken sove eller ligge og lege på sit tæppe. 

Silas valgte så lige at give sin mor en god gave i går, da hans første 2 tænder endelig brød frem i går. Vi har i længe gået og ventet på, at det skulle ske, og i går skete det så endelig. 

Vi havde en rigtig hyggelig dag og aften, og da Silas sov omkring ved 22 tiden måtte mor her også kaste håndklædet i ringen og kravle i seng - ja ja, trætheden kan altså pludselig komme snigende. Men jeg havde hygget mig, så pyt med at sengetiden kom lidt tidligt ☺

Overraskende og højst uventet

Ja, de af jer, som er venner med mig på Facebook ved godt, hvad jeg hentyder til med denne overskrift. 

Inden påske fik vi nemlig en pænt stor overraskelse... nemlig at Silas skal være storebror til efteråret!!! Det var på ingen måde ventet - jeg mener, jeg tog minipiller. Og så havde vi selvfølgelig også fået at vide i Odense dengang, at jeg ikke kunne blive gravid  naturligt, så det var lidt af et mirakel med Silas, men ikke større mirakel, end at det nu er sket igen. 

Jeg vil ikke komme mere ind på, hvornår det skal være, for jeg ved ikke, hvem der læser med herinde. Men jeg kan afsløre, at vi til skanning sidste uge fik at vide, jeg var noget længere henne, end lægens første terminsdato antydede. Vi ved så til gengæld også, at det bliver endnu en lille dreng vi får. 

Grundet Silas lave fødselsvægt og evne til at tage på, mens jeg ventede ham, vil jeg blive fulgt ekstra denne gang, så de kan følge ekstra godt med i om alt er, som det skal være. 

Men ja, så må I altså indstille jer på, at der nok kommer endnu mere babyspam herinde - så kan I jo selv afgøre om I vil læse med til den tid eller ej ☺

søndag den 8. april 2018

Forår i luften

Endelig er foråret kommet til DK, eller det har det jo været et par dage nu, men det gør det jo ikke mindre skønt. 

Vi har haft nogle rigtig hyggelige dage herhjemme de sidste par dage.. Vi har grillet og haft Silas med ude i haven og hygge lidt. Altså selvfølgelig har vi ikke haft ham med ude for lang tid ad gangen, han har stadig en smule forkølelse, som vi gerne skulle have ham af med, så han skal ikke blive mere syg. Men han nyder at være udenfor, så vi prøver at klæde ham godt på og tage ham med lidt ud og kigge ☺

Jeg har jo altså fødselsdag i næste uge - ak ja, allerede et år ældre - og for første gang i mange år, føler jeg rent faktisk, der er noget ved at blive et år ældre. Jeg føler, jeg har oplevet SÅ meget siden min sidste fødselsdag, så i år gør det mig ikke noget at have fødselsdag, heller ikke selv om jeg bliver 36 år. 

Sidder inde i stuen og nyder foråret, mens Silas ligger inde i soveværelset og sover. Han faldt i søvn på sofaen, så vi lagde ham ind i soveværelset, fremfor at lægge ud i barnevognen og risikere at han vågner. Han har været mega træt de sidste par dage, men han har ikke ville sove særlig meget, så det er med at udnytte, når han endelig tager sig en lur. Jeg elsker livet som mor, men det kan være hårdt indimellem, når han konsekvent står op omkring 6:30 om morgenen og så dagen igennem max sover 2 timer sammenlagt. 

Håber I nyder at foråret endelig er kommet til Danmark, og at det ser ud til, det er kommet for at blive ☺

onsdag den 4. april 2018

Påsken vel overstået

Påsken er ovre for i år, og i dag fik vi taget alt påskepynten ned - ja vi pynter også til påske her på matriklen.

Påsken er gået hurtigt. Vi har hygget max, og ja det har været vildt sjovt, at se Silas være så betaget af alle de farver påskepynten har. 

Vi har været hjemme ved mine forældre et par gange i påsken, og de har selvfølgelig også været herude - primært for at besøge deres barnebarn (vi andre er ikke så vigtige efter at Silas kom til - og sådan skal der jo også være). 

I mandags kom foråret så endelig til Vamdrup, og det skulle selvfølgelig fejres med at grillen skulle findes frem, så vi fik traditionen tro indviet grillsæsonen i april (det har vi gjort en del år nu, så hvorfor bryde traditionen i år). Vi havde så inviteret mine forælde ud og spise, og de sagde ikke nej til en omgang grillmad.

Håber I alle har haft en god påske ☺

søndag den 1. april 2018

Tiden går...

...og jeg når ikke halvdelen af det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Vi er inde i en periode, hvor Silas ikke sover mere end et par enkelte lure a 15-20 minutters varighed i løbet af dagen... og det endda selv om han (og jeg) står op omkring kl. 7 om morgenen. Men så får vi da noget ud af dagen, og der er snart ikke den tegnefilm på Cartoon Network, som jeg ikke kan introsangen fra - ja ja, man er vel mor. 

Påsken er allerede næsten slut.. det har været en særdeles begivenhedsrig påske - skal nok senere dele hvorfor, men endnu vil jeg ikke sige for meget.

Vi har hygget herhjemme i påsken og været sammen med familien... rigtig hygge. Vi har ikke rigtig været til noget påskefrokost i år, men det har heller ikke gjort noget. Indimellem er det også rart bare at kunne slappe af og tage det stille og roligt. 

Vi var i Bilka i går, fordi der var 40% rabat på tøj, så vi fik lige købt en hel del til junior. Han er næsten i en str. 68 med alt, så han kunne godt lige trænge til lidt nyt (mente moren), og så fik vi købt lidt i str. 74 også. 

Ellers sker der ikke det vilde her på matriklen. Vi går bare og venter på at foråret gør sin entre, for jeg er ærlig talt ved at være pænt træt af sne og kulde - det er påskeharen der hører hjemme på denne årstid, og ikke snemanden. Men de kloge hoveder inde ved DMI er da heldigvis begyndt at snakke om at foråret er på vej. 




LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...