Viser opslag med etiketten Fest. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fest. Vis alle opslag

torsdag den 4. august 2022

En travl weekend i vente

 På lørdag skal jeg holde min 40 års fødselsdag for familie og venner, og det glæder jeg mig til. Vi har lejet beboerhuset her, hvor vi bor, og det skal nok blive en hyggelig dag. 

Men det indebærer selvfølgelig også, at vi har TRAVLT i morgen. Det vi nu kan klare i dag, det klarer vi i dag, men vi får nøglen i morgen og så kan vi rigtig komme i gang. 

Vi bliver 29, så det er ikke det vilde, men det skal nok blive godt. Maden og drikkevarer er der styr på. Der mangler kun lige nogle enkelte småting, som først kan købes i morgen. Men det klarer jeg nu også nok. 


fredag den 19. april 2019

Opdatering på tilværelsen

Der er liv her på matriklen endnu, selv om jeg ikke har fået blogget særlig meget den senere tid... Men ja, der har været så meget at se til, og om aftenen når ungerne er faldet i søvn, så er jeg også mere end én gang faldet i søvn på sofaen. 



D. 6. april var vi til guldbryllup. Det var en rigtig god dag, og der er altså noget magisk over at et ægtepar har holdt sammen i tykt og tyndt så mange år. Dagen startede med, at vi alle var inviteret i kirke, hvor guldbrudeparret atter bekræftede at ville leve sammen resten af livet. Bagefter var vi alle på Agerskov Kro og spise, og nøj jeg siger jer, det var noget godt mad, vi fik. Silas havde det ikke særlig godt den dag og sad egentlig bare ved onkel Allan og hang nærmest fra start til slut. Den lille mand havde feber og var virkelig hårdt ramt. 

Vi kørte så til vagtlægen om aftenen, da vi kom hjem, og vi fik at vide, at det "bare" var en virus, som skulle gå i sig selv af sig selv. Og jeg skal altså lige hilse og sige, at det er noget så hårdt at se ham have det dårligt og hoste så meget, at han kaster op over det. Nu er han jo ikke ligefrem den tykkeste i forvejen, så han har jo slet ikke godt af at kaste så meget op. 

I lørdags stod den så endnu en gang på fest. Det var også min fødselsdag, men vi var inviteret til kobberbryllup ved min kusine og hendes mand, og det havde vi så valgt at sige ja til, for fødselsdagen kunne jo sagtens rykkes til dagen efter, og det var jo også bare en almindelig fødselsdag og ikke en rund en af slagsen, og der skulle ikke ske andet end at min bror og mine forældre kom ud til os og spiste. 

Men vi havde så besluttet os for, at vi havde inviteret dem herud til morgenmad lørdag morgen, så kunne vi sidde og hygge lidt inden vi skulle køre til Brande til fest. Bent og ungerne var gået sammen med min bror og mine forældre om at købe gave til mig, og de havde købt en kamera, jeg ønskede mig. Jeg har jo et spejlreflekskamera, men det er lidt stort at slæbe med, hvis vi skal nogen steder, så jeg havde ønsket mig et ganske almindeligt kamera, der ikke fylder så meget. For ja, med børn er det altså praktisk at have et kamera med, når man skal noget (og jeg er ikke den, der altid har min mobil på mig, når vi går ud af døren). 

Nå men, vi skulle være i Brande kl. 13, så vi kørte fra Vamdrup ved 11:30 tiden, for så skulle vi i hvert fald ikke skynde os derop. Vi var da absolut heller ikke hverken de første eller de sidste, som ankom. Inden vi skulle spise, rejste min kusines mand sig op og sagde tillykke med fødselsdagen til mig, og så skulle de alle sammen rejse sig og skåle med mig (mig, som hader at være i centrum), og jeg fik så den flotteste buket blomster af dem. Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg fortryder ikke, at vi tog med. 
Søndag holdt jeg så fødselsdag for mine forældre og min bror. Det var ikke noget vildt, men vi hyggede og grillede (fødselsdagsbarnet bestemmer maden herhjemme). 

Påsken er indtil videre brugt herhjemme, hvor vi har hygget i haven. Silas elsker at være ude, og de har jo efterhånden også SÅ meget legetøj til udendørs brug, så det er jo med at få det brugt. I går var vi også lige en tur i Billigblomst og købe blomster til at plante i krukkerne ude på terrassen, så nu er haven næsten sommerklar. Og nå ja, Silas er blevet klippet, så nu er frisuren lidt mere sommeragtig ☺

søndag den 7. april 2019

Fuld fart over feltet

Vi er allerede en uge inde i april, og det er jo ikke til at følge med. Dagene flyver bare af sted, og vi følger jo bare med. 

Ungerne er sådan halvt om halvt kommet sig over deres influenzaer. Eller Silas var egentlig blevet rask, men er så blevet syg igen. Hader simpelthen at se min lille mus så dårlig. 

Vi var til guldbryllup i går, og han havde de virkelig dårligt hele dagen. Han havde feber og kunne slet ikke finde ordentlig ro. Han sad nærmest ved min bror og hang hele dagen - man er vel onkels dreng. Da vi var kommet hjem i går aftes, valgte vi så at ringe til vagtlægen for at få ham tjekket. Han har heldigvis ikke lungebetændelse, som vi ellers kunne have frygtet. Han har simpelthen en virus, så vi skal give ham hans medicin for astmatisk bronkitis hver 4. time fremfor "kun" efter behov. Og så skulle det gerne blive bedre. 

Ja, så det må vi jo gøre. Altså, han fik lov til at sove i nat, fordi han endelig var faldet i søvn og sov godt, så ville jeg altså ikke vække ham. Men dagen igennem i dag har han fået hver 4. time. 

Han har da heldigvis også haft det bedre i dag. Han har da i hvert fald rendt rundt og leget, hvilket han på ingen måde var oplagt til i går. 

Næste weekend er det min fødselsdag, men vi har valgt at bruge dagen på at fejre min kusine og hendes mands kobberbryllup. En fødselsdag kan jo sagtens vente en dag. 

Håber I alle har nydt det gode vejr de sidste par dage.

lørdag den 2. februar 2019

Niclas fik sit navn

I søndags oprandt dagen for Niclas' barnedåb endelig... 


Weekenden op til blev brugt på at ordne de sidste småting og så få hentet nøgle og dækket borde, så det hele var klar til søndag. 

Nu var det jo kun lige knap 1 år siden Silas blev døbt (i mandags var det 1 år siden), så vi havde (heldigvis) gemt alt pynten fra Silas' barnedåb, så det var ikke alverden, vi skulle ud og have fat i. 

Vi var så heldige, at vi først skulle være i kirken kl. 10 søndag, og gudstjenesten startede kl. 10:30, så vi skulle ikke ALT for tidligt op. Men begge unger kom op og fik noget morgenmad - Silas plejer ikke at gide spise særlig meget om morgenen, så vi var lidt nervøse for, om han nåede at spise noget inden vi skulle i kirken. Men det gjorde han, så han var i godt humør, da vi kom hen i kirken. 

De klarede det begge så utrolig godt i kirken. Niclas sov mere eller mindre fra det hele, og Silas faldt også i søvn ved mormor, så der var ikke noget bøvl med dem. 

Selve festen blev også holdt samme sted som vi holdt Silas'. Vi havde dog valgt at få maden ude fra denne gang, men det var bestemt heller ikke dårligt. Vi fik maden fra Jysk Diner, hvor vi tidligere har fået fra, og heller ikke denne gang skuffede det. Det smagte simpelthen bare så godt, og der var udelukkende rosende ord om maden, så helt dårligt kan det jo næppe have været. 

Det var helt overvældende, så mange gaver lillemanden fik, og der var ikke 2 ens, så det var jo helt perfekt. 

Dagen forløb simpelthen lige efter bogen, og vi var hjemme ved 18:30 tiden, og der havde vi 
ryddet alt op deroppe og fået afleveret nøglen. Og vi kan se tilbage på endnu en barnedåb med en masse gode minder, som vi kan dele med Niclas, når han bliver lidt ældre. 



tirsdag den 22. januar 2019

Prøver

Ja, selv om jeg ikke helt kan beslutte, hvad der skal ske med bloggen, så kan jeg jo godt prøve at blive lidt bedre til at blogge... 

Og hvilket tidspunkt er bedre end et som nu, hvor begge unger sover tungt, og manden sidder og ser et eller andet i fjernsynet (som ikke har fanget mig).  Og nu, hvor jeg har pakket barnedåbsgaver fra mine forældre og min bror ind, samt ordnet lidt forskelligt andet til barnedåben ind, så kunne jeg jo lige sætte mig ved computeren et par minutter. 

Vores lille mand skal døbes på søndag. Det skal nok blive en god dag. Vi bliver 46 i alt - jeg er så taknemmelig for at der er så mange, som vil være med til at fejre vores lille guldklump. Eller ja lille er han jo ikke længere. Han rundede 1/2 år i sidste uge og vægten har passeret 7,5 kg, så det går absolut fremad. 

Silas er stadig ikke helt på toppen. Han har ikke været i vuggestue lidt over 2 uger nu. Vi vil gerne lige have ham lidt mere på højkant, inden vi sender ham af sted. Hans hosten er helt tosset for tiden. og han har indimellem svært ved at trække vejret netop fordi han hoster. I nat måtte jeg tage ham op og tage ham med over i vores seng (ja, så vi sov 2 voksne og 2 børn i vores dobbeltseng, og der var ikke meget plads at give af, vil jeg godt lige sige), og der faldt han hurtigt i søvn, men jeg var ikke i tvivl om at  han trak vejret, for han trak vejret meget tungt. Håber snart han er rask igen, for det her er altså ikke sjovt. Og jeg håber han har det så nogenlunde til barnedåben - ellers bliver det en lang dag, så kryds lige fingre ☺

Og så lige et billede af søndagens midtpunkt... vores lille charmetrold. Han er simpelthen så skøn.  

mandag den 3. september 2018

Alt det fødselsdagshalløj

Sidste fredag fyldte Silas jo 1 år, og han skulle selvfølgelig fejres. På selve fødselsdagen havde vi besøg af mormor, morfar og onkel, som selvfølgelig kom og fik lagkage og boller, og ja Silas fik også sin egen lagkage, som han kunne guffe løs af - selv om det nærmere blev til at lege med, men han hyggede sig, og det er sgu hovedsagen. Han fik nogle gode gaver - bl.a. en kasse Duplo fra Niclas, og dem skulle han jo lege med.

Lørdag eftermiddag holdt vi så fødselsdag for 2 af mine veninder og deres familier. De samme veninder stod fadder til Silas og skal også gøre det til Niclas, så de er en vigtig del af vores "familie". Også her fik Silas nogle rigtig gode gaver, og da dagen var ved at nå sin ende var han pænt træt, men han ville ikke sove. Min bror og min mor kom så lige forbi og hjalp med at spise noget af det sidste lagkage, så min bror fik Silas til at falde i søvn - og knægten var træt, for han sov lige til søndag morgen ved 9 tiden. 

I tordags var det så min mors tur til at fylde år. Hun fyldte 60, så vi skulle selvfølgelig hjem og fejre hende. Hun havde lavet både boller og lagkage - til Silas' store glæde (han elsker mormors mad og hjemmebag), og så skulle vi jo også spise derhjemme. Om aftenen kom flere af min mors søskende, så hun havde en rigtig god dag, og hun blev fejret som hun gerne ville. 


Nu har vi heldigvis en måned uden fejringer af nogen art. Så der skal slappes af her i september - hvilket jeg også trænger til kan jeg mærke. 

Synes da ikke lige I skal snydes for et billede af Silas, som spiser lagkage. Ingen tvivl om at det var et hit. 

onsdag den 7. februar 2018

Barnedåb

Sidste søndag var det endelig så vidt, at vores lille vidunder skulle døbes.

Vi havde lejet et festlokale gennem 3F her i Vamdrup, hvor vi så holdt festen. Vi fik nøglen fredag, så det meste af fredag og lørdag gik med at sætte borde op, dække borde og ordne alt mad klar. Og selv om det var noget af et arbejde, men sådan er det jo, når man gerne vil lave alt sammen selv ☺

Men vi fik da ordnet alt, og da vi kørte fra lokalet lørdag aften, var alt klar og vi skulle bare møde op og gå i gang med at varme mad søndag efter kirke.

Søndag morgen ringede vækkeuret 7:30 - Silas skulle have grød at spise, så det skulle jeg jo lige have lavet. Bent stod op sammen med mig, men Silas sov videre, så ham lod vi sove lidt længere.. han havde været vågen en del gange om natten, så han havde brug for alt den søvn, han kunne få inden.

Han vågnede dog allerede mens vi var ved at lave hans mad, så vi havde god tid til at få spist morgenmad og sidde og hygge os, inden vi skulle til at gøre os færdige.

Vi skulle være i kirken kl. 10, så kl. 9:30 kørte vi hjemmefra, for vi havde lige et par enkelte ting, som vi havde glemt at lægge af oppe i festlokalet, så det kunne vi lige gøre inden vi kørte i kirke. Vi var henne i kirken ved 9:50 tiden, så vi gik ind i kirken, hvor Silas fandt det virkelig spændende at kigge på alle de skinnende ting og sager. Kirketjeneren syntes at Silas var så sød, så vi skulle endelig bare gå rundt og kigge og lade ham mærke på nogle af tingene...

Gæsterne ankom stille og roligt - min bror, mine forældre og mine forældre gamle nabo ankom som de første efter os, for min bror skulle være gudfar og dermed bære Silas. Selve gudstjenesten startede kl. 10:30, og Silas klarede det så flot. Han sad ved Onkel hele tiden og ikke på et eneste tidspunkt græd han. Da han fik vand på hovedet lå han bare og smilte til min bror og præsten og selv præsten kunne jo ikke stå for ham.

Det tog en lille time i kirken og derefter fik vi så taget lidt billeder, mens størstedelen af gæsterne kørte op i festlokalet. Mine forældre var kørt op i festlokalet, så min mor kunne begynde at varme maden. Vi var selv oppe i festlokalet ved 11:45 tiden og så var det ellers i gang med at få alt maden anrettet.

Vi havde valgt at lave buffet med alverdens forskelligt mad, så der var noget for enhver smag. Alle gæsterne var inviteret til kl. 12:30, og mens vi fik styr på det sidste mad, så blev gæsterne sat i gang med en lille leg. Inde i min terminsgruppe var der én der havde lavet et stykke papir, hvor man skulle gætte, hvordan Silas er og ser ud, når han bliver 18. Jeg syntes det var så god en ide, at jeg valgte selv at bruge den til Silas' barnedåb. Og efter, hvad jeg kunne høre, så syntes folk det var et sjovt "indslag".

Festen forløb lige efter bogen. Folk var glade, der var god stemning og ja vi hyggede os. Gæsterne brød stille og roligt op, og vi fik gjort rent inden vi afleverede nøglerne og kørte hjem. Vi var herhjemme kl. 19:45, godt brugte efter en helt vidunderlig dag.

Silas havde simpelthen fået så mange gode gaver, så vi brugte lige lidt tid om aftenen på at beundre alle de fine ting. 

torsdag den 11. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 11


Som den opmærksomme måske har opdaget, så mangler der emner ved både d. 11. og d. 22. Dette blev allerede opdaget, da den kørte i 2014. Marie bestemte derfor, at emnet ved d. 11. skulle være: billede fra en fest:

Jeg var ikke til nogen sådan decideret fest i 2017 - og holdt da heller ikke rigtig nogen. Men det, der kommer tættest på, må være dette billede af den lækreste lagkage, vi fik til min mors 40 års jubilæum i juni. 




onsdag den 3. januar 2018

Nytårsaften 2017

Vi er nu allerede et par dage inde i det nye år... Håber I alle havde en rigtig god nytårsaften, og at I kom helskindet ind i det nye år. 

Herhjemme havde vi en stille og rolig aften med mine forældre, min bror og min onkel. 

Vi hyggede os med god mad, pakkespil  og så selvfølgelig Dronningens Nytårstale... der var ikke noget med at drikke en hulens masse... det kan vi ligesom ikke rigtig tillade os med Silas at passe på. 

Vi havde købt nogle små fontæner, som Bent og min bror fyrede af ude på vejen, så stod min mor, Silas og jeg inde i stuen og kiggede ud af vinduerne på det, og Silas var HELT oppe og køre over det. Det var virkelig guld værd at se den lille knægt kigge på fyrværkeri. Han var dog ikke så glad for de store brag det gav, jeg forstår så heller ikke, hvorfor det skal brage så højt. 

Menuen herhjemme stod på: 
Forret: Tarteletter med hjemmelavet høns i asparges. 
Hovedret: Kålpølser, kogeflæsk, hamburgerryg, grønlangkål og brune kartofler.
Dessert: Hjemmelavet citronfromage.
Natmad: Franskbrød med røget laks, røget hellefisk eller rejer.

Kl.00:00 fik vi (selvfølgelig) champagne og hjemmebagt kransekage. Det hører sig ligesom til.

Vi havde denne gang også valgt, at vi ville spille pakkespil til nytår. Vi har gjort det nogle enkelte gange før, men det er langt fra hvert år. Men det hjælper ligesom med til, at tiden går lidt hurtigere - ellers kan aftenen godt blive lang synes jeg.

I skal da ikke snydes for nogle billeder fra vores nytårsaften.







 

onsdag den 19. august 2015

En tidlig morgenstund

...eller ja, det er jo nok ikke så tidlig længere... men jeg vågnede i hvert fald tidligt i morges... allerede kl. 6:15, men lagde mig dog ret hurtigt om på siden og sov videre... lige i dag var humøret slet ikke til at stå tidligt op... 

Stod så op for en lille halv times tid siden... det vil sige ved 9 tiden... manden og hundene sover stadig, så jeg har spist morgenmad og fået min morgenkaffe, og nu vil jeg sidde lidt og slappe af... gik en god lang tur med hundene i går aftes - det havde både de og jeg godt af :) følte jeg kunne overskue det, og så længe jeg har min telefon med, når jeg går, så kan jeg altid få fat i Bent, hvis der sker noget..

Jeg er begyndt at glæde mig rigtig meget til jul.. glæder mig til at bage, til at hygge og til at pynte op... har de sidste par uger shoppet julegaver og kalendergaver på Ebay... I år skal vi købe gaver til ikke mindre end 4 pakkekalendere - til Bent, til min bror og så en til begge hunde :) Så der er nok at gå i krig med... er heldigvis godt i gang, så skal nok nå det inden vi når december... 

Vores venindes datter Josephine på snart 3, er helt vild med tegnefilmen Frost (som så mange andre piger på den alder), og eftersom man på Ebay kan få en masse godter, som man ikke kan købe herhjemme, så har vi naturligvis fundet julegave/julegaver til hende derinde.. Storebroren er helt vild med Lego, så han er skam nem nok at købe til :) Ja, når man ikke selv har nogen børn at forkæle, er det godt, at nogle af de bedste veninder har :) 

Sidder og overvejer, om jeg skulle få gjort rent i dag, eller om jeg skal vente... burde egentlig gøre det i dag... i morgen får jeg nok ikke tid, der kommer min veninde Sanne nemlig ved 9 tiden og hygger (det er vores udlejers kone), og i  morgen middag skal jeg lige hurtigt til en samtale. Så i morgen eftermiddag er der nok ikke det vilde overskud...

På mandag skal Bent starte med at træne igen efter en lang sommerferie... han glæder sig til at komme i gang igen, og jeg glæder mig også lidt til at få mine hyggeformiddage igen... ikke at jeg ikke har nydt at have ham hjemme den seneste måned, hvor jeg virkelig har haft det dårligt, men kan mærke på ham, at han er begyndt at blive rastløs... 

Synes lige jeg vil vise jer, hvordan jeg egentlig havde pyntet op til fars og Bents 100 års fødselsdag forrrige weeked :) 
Havde printet billeder ud, lamineret dem og hængt dem rundt i teltet.

Lidt flere billeder.

Billeder.
Vi havde 3 borde med lilla løber.

Og 3 borde med blå

De fik en masse gode gaver begge 2 :)
  


 

tirsdag den 11. august 2015

Ugens hurtige (uge 32)

Et par dage forsinket kommer her de hurtige fra sidste uge... har ikke rigtig orket det før i dag, men her er de: 
  • Var en tur nede ved vores udlejere. 
  • Fik gjort hele huset hovedrent.
  • Holdt den bedste fødselsdag i lørdags. 
  • Far blev SÅ overrasket. 
  • Vi fik ros for festen. 
  • Min svigerfar var på besøg. 
  • Brugte søndagen på at lade op - er stadig træt i dag, hvor vi skriver tirsdag. 
 

mandag den 10. august 2015

En travl weekend overstået

Ja, så fik vi holdt fødselsdag i lørdags... og det gik rigtig godt... 

Det har på mange måder været en rigtig god, men også enormt travl weekend... fredag startede ud med at min mor kom herud ved 9:15 tiden, hvor vi fik morgenmad sammen inden vi satte projekt hovedrengøring blev skudt i gang... 

Hele huset blev rengjort fra a-z og i alle kroge... det var nu en anelse hårdt. fordi det var så varmt...  men det blev da gjort... 

Ved 16 tiden ankom min svigerfar, som inden han kom herud, havde været omkring Kolding og tage min far og min bror med herud, for så kunne vi allesammen spise sammen om aftenen... det var rigtig hyggeligt :) 

Om aftenen, da mine forældre og bror var kørt hjem, fik vi pyntet op inde i teltet med billeder og andet jeg havde lavet... 

Lørdag morgen vågnede jeg kl. 5:50 og kunne ikke falde i søvn igen... besluttede mig så for, at stå op og gå en tur med hundene... Da vi havde været ude og gå, gik jeg hjem og så lidt Pretty Little Liars inden min svigerfar stod op og gik efter morgenbrød... inden vi spiste fik jeg også lige lavet en gang tunmousse til forret om aftenen... 

Min mor nåede så også at komme ud med nogle småkager hun havde bagt, inden jeg kom så langt, som til at sætte mig til bordet... 

Men jeg fik da spist noget morgenmad... 

Derefter stod den på at lave kartoffelsalat og få bagt flutes... alt skal helst være hjemmelavet når det er mig.. 

Vi skulle have mad på grillen til aften, så over middag, kørte min svigerfar til Kolding for at besøge sin bror på plejehjem, og Bent tændte op i grillen mens jeg lagde mig på sofaen, for at se, om jeg kunne sove bare en halv time... det kunne jeg dog ikke, så jeg kunne lige så godt hjælpe Bent... 

Vi nåede det hele inden gæsterne begyndte at komme ved 16:30 tiden... 

Mine forældre, bror og gæster fra Hjørring ankom ved 17:15 tiden, og jeg skal love for far blev overrasket... han havde ikke haft den fjerneste anelse... Han blev rørt og vi fik ros for det store arbejde vi havde lagt i dagen. 

Aftenen gik helt perfekt, og da de sidste gæster tog hjem ved 00:30 tiden brugte vi en times tid på at rydde op og få køkkenet gjort pænt igen... 

Det var en rigtig god aften, og Bent og far fik en god fest og en masse gode gaver.... De sange, vi havde lavet til dem faldt i god jord... og jeg holdt tale for dem begge, og den til Bent rørte alle gæster  (og sandelig også mig selv)... 

I går skulle teltet så pilles ned, og mine forældre, bror og dem fra Hjørring kom herud til middag, så kunne vi alle spise rester sammen inden min svigerfar kørte mod sjælland og Mie og Flemming skulle mod Hjørring... Vi har fået så meget ros for festen og maden, så det kunne jo ikke have været bedre...

Endnu en gang har jeg overgået mig selv med det med at have gæster :) Og endnu en gang har jeg overrasket mig selv over, hvad jeg egentlig har af evner :) 

Kan dog godt mærke, at jeg stadig er rigtig træt efter i lørdags... men nu går der heldigvis også lang tid inden vi atter skal holde noget :) Så nu kan jeg slappe af :) 

torsdag den 6. august 2015

En super effektiv dag

I går eftermiddags fik vi sat telt op i haven til på lørdag... vi fik så også sat borde og stole op, så de stod som de skal... 

I morges vågnede jeg så kl. 6:40 (ja ok, faldt så også i søvn før kl. 22 i går aftes), og da jeg ikke kunne falde i søvn igen, kunne jeg lige så godt stå op.. fik så ordnet lidt vasketøj og vasket op inden manden stod op ved 9:30 tiden... 

Efter min kære mand havde fået sin morgenkaffe gik jeg over i Brugsen og handlede nogle af de sidste ting vi skal bruge på lørdag... og så gik vi ellers i gang herhjemme.. vi fik lagt duge og løbere på alle borde, og vi fik flyttet alt vi skal bruge til bordene ud i teltet.. 

Bent gik så i gang med at pudse vinduer, og jeg fik ordnet de sange, jeg har lavet til Bent og far.. jeg fik også printet en de billeder ud, som vi skal bruge til selve oppyntningen... tror det bliver rigtig godt :) 

Mine forældre kom så også lige herud for at være nysgerrige - de har ferie, så de har været herude jævnligt denne her uge, men det gør heller ikke noget... det er jo bare så hyggeligt :) 

Da de var kørt hjem, fik jeg så bagt cupcakes til på lørdag... har prøvet at lave nogen med frysetørrede rabarber... håber de er blevet gode :) 

Vi blev enige om, at vi ikke rigtig orkede at lave noget vildt til aftensmad, så det blev en gang rugbrød med bl.a medister og æg... indimellem er sådan noget rugbrød altså ikke at kimse af :) og i Lagkagehuset herude får man som regel en lille pakke rugbrød med 4 stykker (2 stykker af 2 forskellige slags) med når man handler derovre, så vi fik lige smagt noget nyt brød i dag :) 

Da vi havde spist, blev vi enige om at vi ville gå en lille tur... det blev så til en tur på lidt over en time... så det kan vist god godkendes :) 

Kan godt mærke, at trætheden er ved at melde sig.. i morgen får vi en travl dag... min mor kommer herud i morgen formiddag og hjælper med at få hele huset rengjort (hun tilbød det selv, så det skal hun da have lov til), og derudover skal vi have ordnet en helveds masse til lørdag og så kommer min svigerfar også herover i morgen.. i morgen aften spiser vi så allesammen herude (både mine forældre, min bror, min svigerfar og os) og så skal teltet pyntes i morgen aften, så er jeg fri for det lørdag.. for der skal der nok blive mere end rigeligt at se til... 

Ved ikke lige, hvor meget - hvis overhovedet - jeg får blogget i weekenden... men ellers må I have en rigtig god weekend allesammen :)

tirsdag den 4. august 2015

Tålmodighed er en dyd

I lørdags fortalte Bent mig, at han har bestilt en lille ting til mig, som tak for det store arbejde jeg har gjort med at arrangere fødselsdag... Han fortalte også, at det er sæson 5 af Pretty Little Liars, han har bestilt til mig... og det brokker jeg mig bestemt ikke over... det er simpelthen GUDE-serien... 

Den er afsendt i går, så jeg modtager den i løbet af ugen... så min tålmodighed er lidt på en prøve, kan jeg godt sige jer.. jeg GLÆDER mig til at modtage den.. vidste godt den skulle udkomme på DVD engang i juli, men havde planer om at ønske mig den til jul... men Bent mente altså, at jeg skulle have den inden... 

Jeg har de seneste dage siddet og lavet en del kort... både en del almindelig kort og en del julekort... Lige pludselig går tiden, og med mit hoved, så er det med at udnytte de gode dage, når de er der.. eller måske nok nærmere udnytte de gode timer... 

Har også shoppet en del på ebay den seneste uges tid... vi vil i år lave en julekalender til hundene, hvor de hver får en lille gave hver dag... og for at det ikke skal være godbidder hele tiden, kigger jeg godt på ebay... og jeg har da allerede fået købt 3 gaver til dem hver derinde... så dem venter vi også på...

I går eftermiddags var vi en tur nede ved vores udlejere og hente træ og hygge lidt.. det er altså ikke hver dag, man hører om lejer/udlejer forhold, der er så godt, som det vi har med Sanne og Allan... Det er simpelthen guld :) Vi hygger os altid sammen med dem,  og de er da også inviteret med til fødselsdagen på lørdag... 

Har en idé om, at jeg næste uge vil til og så småt kigge lidt på julen her på bloggen... ved ikke helt endnu, hvad jeg vil lave til jul.. om jeg vil lave en december challenge eller om jeg laver en anden form for julekalender... men tror i hvert fald snart jeg vil til og i gang med at kigge lidt på det... 


tirsdag den 28. juli 2015

Hvor bliver tiden af

Vi skriver i dag d. 28. juli... kun et par dage mere og så er vi inde i August... kan slet ikke forstå, hvor tiden bliver af... 

De seneste 3 uger, hvor den har stået på Tour de France herhjemme, er simpelthen fløjet af sted... På søndag starter Bents ferie officielt... eller han har sådan set haft ferie nogle uger allerede, fordi træningscenteret har haft ferielukket, men det er først fra på mandag hans "rigtige" 3 ugers ferie starter... 

Så er det allerede næste uge vi skal holde fødselsdag... er ved at have styr på alt, så det stresser mig nu ikke... glæder mig til at skulle holde den, og til at overraske far :) 

Han har stadig ikke skyggen af anelse om, at vi holder dobbelt fødselsdag, så det bliver rigtig godt tror (og håber) jeg :)

Har kedet mig lidt de sidste par dage, hvilket har udløst en del rastløshed og tristhed... når jeg keder mig, har jeg den dårlige vane at sidde tænke rigtig meget "hvad nu hvis"... og lige for tiden går tankerne på, hvis jeg nu ikke var faldet, så skulle jeg ikke gå og have det sådan her... 

Ved godt jeg hverken kan gøre fra eller til i netop den situation.. jeg ER faldet, og jeg HAR det dårligt... Jeg SKAL vente på det bliver bedre af sig selv.... That's life...

Men derfor kan jeg jo godt brokke mig over det :) 

Jeg har gået og tænkt i længere tid, over hvad jeg skal give Bent i 40 års fødselsdagsgave... det må gerne være noget lidt specielt, det er jo trods alt hans 40 års fødselsdagsgave... Han får den først, når han har fødselsdag i oktober, men ville jo alligevel gerne have nogenlunde klarhed over, hvad han skal have.. Jeg har helt styr over, hvad han skal have af hundene... Og forleden fandt jeg så også ud af, hvad han skal have af mig... Nu håber jeg så bare, at jeg kan få fat i det, når vi kommer så vidt :) Men ellers har jeg en plan B :) 




søndag den 12. juli 2015

En dejlig weekend ved at være omme

Vi har nu søndag, og jeg har ikke været på computeren siden fredag morgen, hvor jeg kun lige hurtigt var på for at svare på en mail, jeg havde fået... 

I fredags var jo dagen, hvor vi skulle til guldbryllup ved min mors moster og onkel... vi skulle være i forsamlingshuset kl. 12. 

Det var en rigtig hyggelig fest, og vi fik nok noget af de lækreste at spise... til forret fik vi røget lakseroulade, noget kogt torsk på skovbund med forskelligt grønt og andet tilbehør. 

Hovedretten var glaseret skinke, fyldt kyllingebryst, rosa oksefilet med nye krydrede kartofler, flødekartofler, salat, forskelligt brød med 4 slags hjemmelavet smør. 

Kaffen og desserten blev slået sammen og dertil fik vi 9 forskellige slags lagkage, småkager, gode råd (en sønderjysk kagespecialitet), kransekage og chokolade. 

Skrub af maden bestod af pølser med brød (guldbrudgommen elsker pølser, dette skulle selvfølgelig ind i menuen på en eller anden måde). 

Vi var omkring 90 mennesker og det var en helt igennem pragtfuld fest... 

Guldbrudeparret havde sørget for noget underholdning, som fik alle gæster til at skrige af grin. Det var simpelthen noget af det sjoveste jeg nogensinde har oplevet. Selv min gamle mormor på 81 sad og grinede, så tårerne trillede. 

I går kom mine forældre så herud, og så gik vi alle 4 hen til guldbrudeparret og sagde tak for sidst og tak for en god fest. 



tirsdag den 16. juni 2015

En dag ude af samfundet

I dag har jeg haft en dag, hvor jeg har været meldt helt og holdent ud af samfundet... jeg har med andre ord tilbragt næsten hele dagen på sofaen under min dyne... har simpelthen været så træt, som man nærmest overhovedet kan være og har i det hele taget haft en rigtig øv dag. 

Eller det vil sige, Bent og jeg har selvfølgelig været ude og gå vores daglige tur.. vi skulle over og købe frimærker og smide indbydelser i postkassen, og så gik vi lige halvanden times tid bagefter.. 

Da vi så kom hjem, lagde jeg mig lidt på sofaen - og faldt i søvn... vågnede så da vi skulle spise... og sidder allerede nu og venter på klokken bliver nok til at jeg kan gå i seng... 

Inden da, skal vi dog lige rundt og aflevere et par indbydelser til nogle her i byen... så der går nok lige et par timer endnu inden klokken bliver sengetid... og så kan jeg jo lige så godt lige bruge lidt tid på bloggen.. har et par idéer til nogle planlagte indlæg, jeg gerne vil have skrevet, men hvornår jeg lige når det, det ved jeg så ikke lige helt... 

I næste måned skal vi til guldbryllup, og der har vi så selvfølgelig lavet en lille sang... den har jeg så også fået ordnet sangskjuler til :) lidt har jeg da fået nået herhjemme, selv om jeg har gemt mig lidt væk...  

torsdag den 28. maj 2015

Afslapning i det lille hjem

Bent er i Kolding i dag, så jeg ville da udnytte lejligheden og få blogget lidt... eller i hvert fald prøve at få blogget lidt... så må vi se, hvor meget det bliver til :) 

Jeg ligger dog lige på sofaen og ser lidt Matador :) hovedet er ikke helt i top i dag, så jeg prøver at koble lidt af og se om det hjælper... 

Jeg er bagud med at læse blogs, men det er der jo ikke noget at gøre ved... man kan jo ikke nå det hele... men jeg prøver sådan stille og roligt at indhente noget af det forsømte... 

Vi er jo også i gang med at arrangere Bents 40 års fødselsdag, så det går der også lidt tid med, men det går da fremad... der er en del, der skal være styr på, så jeg har den ene liste efter den anden liggende rundt omkring... er nødt til at have papirer liggende flere steder, ellers glemmer jeg tingene når jeg lige har dem i hovedet... 

Så er der da også udskrevet valg i Danmark... nu står de næste 3 uger på valgkamp, inden krydset skal sættes d. 18. juni... jeg ved godt, hvad jeg stemmer... Gør du??

 

søndag den 11. januar 2015

Blog Challenge 11. januar

Et billede fra en fest... 

Nu er jeg ikke den store festabe, og der har ikke været særlig mange fester i vores liv i det forgangne år... tror faktisk det eneste man som sådan kan kalde fest, var min mormors 80 års fødselsdag i april. 



Vi fik det lækreste pølsebord til frokost til min mormors 80 års fødselsdag... der manglede ikke noget... 
Billedet er fra april 2014


onsdag den 15. oktober 2014

10 ting jeg glæder mig til


Som overskriften siger, så vil jeg fortælle 10 ting jeg glæder mig til:

  1. Jeg glæder mig til at vi skal holde familiefødselsdag for Bent på lørdag. 
  2. Jeg glæder mig til at se, hvad Bent har bestilt til mig i julegave (jeg er kun meget lidt nysgerrig).
  3. Jeg glæder mig til, at vi skal holde både juleaften og nytårsaften her hos os i år. 
  4. Jeg glæder mig til, at mine forældre skal have deres julegaver i år. Nogle af de gaver, de får i år er nogle meget personlige gaver.
  5. Jeg glæder mig til, at sagen mod Jessica og hendes mor er afsluttet i retten. 
  6. Jeg glæder mig til, at jeg finder ind i en mere stabil soverytme igen. 
  7. Jeg glæder mig til 1. december
  8. Jeg glæder mig til at nyde haven igen næste år. 
  9. Jeg glæder mig til at skulle gøre hele hytten juleklar. 
  10. Jeg glæder mig til at få min hjemmelavede tunmousse på lørdag :) 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...