Viser opslag med etiketten Morgenstund. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Morgenstund. Vis alle opslag

torsdag den 20. maj 2021

En af de morgener

hvor man ville ønske man var en blæksprutte med mindst 8 arme. 

Begge drenge ville have tøj på på samme tid. Og mens Silas fik tøj på, ville Niclas absolut have børstet tænder. Og det skulle ikke være om 5 minutter - Nej, det skulle være NU!!! Så måtte hurtigt hjælpe Silas og så ellers ud på badeværelset inden brummeren aka Niclas, fik smurt tandpasta ud over hele badeværelset. Men færdige blev de da, og da vi egentlig var på vej ud af døren (1. gang) opdagede jeg at jeg stadig havde nattøj på. Nå men ind igen, og så måtte jeg lige have tøj på. 

Og så ud i bilen igen, og så var vi klar til at køre. 

Undervejs til Vamdrup faldt Silas i søvn, og da han så vågnede var han ked af det, så ind til siden, ud af bilen og om og trøste ham. Han havde i forvejen haft en lidt træls nat med en del opvågninger, hvor han virkelig var ked af det, men det virkede som om at han var kvikket noget mere op, men åbenbart ikke helt. 

Han sagde så, at han gerne ville have en fridag, og det har han selvfølgelig fået. Han er jo en anelse sensitiv, og tror at det begynder at påvirke ham, at både vi, min bror og mine forældre flyttede indenfor 14 dage, så Silas' trygge rammer forsvandt jo ligesom lidt, og det er den reaktion, som vi tror der er der nu. Så hvis han gerne vil have en fridag, så skal han selvfølgelig det - det skal vi ikke diskutere. Så nu ligger han på sofaen og ser noget på Youtube med en Claas traktor - drengen er helt og aldeles besat af de køretøjer, og når man ikke er helt på toppen, så må man godt se det. 

Her får i lige et billede af vores terrasse, som jeg virkelig glæder mig til at få færdig. Drengene elsker at lege derude allerede nu, men vi skal lige have lavet den helt færdig på et tidspunkt. Men hver ting til sin tid. 

lørdag den 4. april 2020

Morgenstund har guld i mund...

Sådan lyder en linje i en gammel sang, og i dag kunne det egentlig passe godt nok... 

Jeg vågnede ved 7:30 tiden og lå så bare inde i sengen indtil Silas og Niclas vågnede små 10 minutter senere. De var begge i forbavsende godt humør her til morgen, så da de kom op var det med smil og masser af kys til deres mor. Og så er dagen ligesom reddet - kender I det??

I tirsdags åbnede landets genbrugspladser jo igen efter at have været lukkede i knap 3 uger, og det har jo så også sendt Bent på arbejde igen. Mandag og onsdag i denne uge, var han rundt og sætte skilte op, som skal hjælpe borgerne med at opføre sig pænt, når de nu holder i kø og skal ind på pladserne. Det er egentlig lidt utroligt, at man skal fortælle dem om god opførsel i den situation, men altså det skal man åbenbart. 

Torsdag havde han så første reelle vagt, efter genåbningen, så han mødte ind kl. 13 og var hjemme kl. 22. Her i weekenden hedder den så 6-14, så han får da nogle timer de her uger, men det gør heller ikke noget, for pga. lock-downen, så nåede han kun at få 41 timer i marts, så det skader ikke, at der kommer lidt ekstra timer denne måned - og han kan jo lide arbejdet. 

I torsdags skulle Niclas have været til kontrol på børneambulatoriet i Kolding (de obligatoriske kontroller, da han jo er født før uge 32), men tiden blev annulleret pga. denne her Corona. Men hende børnelægen ringede så alligevel, for så kunne vi tage en snak telefonisk, og så kunne hun vurdere, om de skulle se ham, når det hele er overstået. 

Hun var dybt imponeret over, hvor godt han klarer sig, og inden samtalen var slut, havde hun afsluttet ham , for hun er på ingen måde bekymret for ham. Hun siger, at hun på ingen måde tror det bliver noget med ham, og at han nu er 100% på niveau med andre børn på hans alder - altså ikke præmatur fødte børn - og helt ærligt, så gjorde det mig bare pisse stolt. Og F*** janteloven - vi er så pisse seje herhjemme, at vi har formået at få Niclas op på det niveau. 

Det er egentlig forbavsende, så meget man trods alt kan nå herhjemme om morgenen med 2 tumlinger i huset (har lagt vasketøj sammen og sat ny vask over,  har ryddet op på bordet ude i bryggerset, har lavet morgenmad og spist sammen med ungerne, har ryddet op efter deres leg 3 gange allerede plus jeg har vasket de få ting op, som stod i køkkenvasken og også gjort toilettet rent). Og nå ja, jeg har da også nået at snakke i telefonen med både min mor og Bent, så der sker lidt i det lille hjem. 

Der går nogle rygter om mig her i byen, som jeg kun kan grine af. Men i hvert fald, så  gør det, at folk går forbi flere gange om dagen og skuler ind i huset, men de prøver at være så diskrete, så jeg ikke ser dem, men altså helt ærligt, så kan de sgu ikke skjule det. Og jovist er det irriterende, men som sagt, så kan jeg nærmest kun grine af det. Og hvad pokker - de bliver vel trætte af det på et eller andet tidspunkt, når de ikke kan få bevis for deres påstande. 





søndag den 29. marts 2020

Atter sommertid

Det er egentlig lidt ironisk... nu har vi de sidste par uger virkelig haft godt vejr.. altså totalt forårsagtigt, og nu, hvor vi jo så er skiftet til sommertid vender det og bliver mere koldt igen. Altså, hvad sker der lige for det?

Mange forældre brokker sig ofte over de kære børns "manglende fornemmelse" for omstilling mellem sommer- og vintertid, men hey her har i moren, som vågnede totalt frisk kl. 4:38 (og ja, jeg kom først i seng kl. 1 efter sommertid). Lå og vendte og drejede mig inde i sengen og gloede lidt Viaplay, men helt ærligt, så hjalp det ikke en fløjtende fis, så jeg stod op, og jeg sidder lige nu og nyder min 3(!!!!!) kop VARME kaffe. Både Bent og drengene sover som sten endnu, så jeg nyder roen - ja altså, jeg har også allerede gang i at vaske tøj plus jeg har tømt tørretumbler, så lidt praktisk er jeg da alligevel. 

Bent har jo gået hjemme i 3 uger nu, og han er ærlig talt begyndt at blive en anelse rastløs, så glæden var stor, da vi i går læste, at Kommunernes Landsforening nu har givet grønt lys til at landets genbrugspladser må åbne igen - dog med forskellige restriktioner - men altså hey Bent skal atter på arbejde og vi kan få alt det affald væk, der står i sække ude i værkstedet. Hans første vagt er så torsdag fra 13-22, så det bliver dæleme en lang dag. Men sådan er det nu engang bare. Han skal være - og er også - glad for at han bliver brugt nu, hvor han jo "kun" er afløser. 

Og ja, selv om det ganske vist trækker tænder ud at vi alle 4 går hjemme HVER dag, så har Bent og jeg alligevel fået ordnet en masse praktiske ting de seneste uger. Hele huset er mere eller mindre gjort hovedrent, og så er der alle de almindelige dagligdagsgøremål, som jeg trods alt har nydt at have hjælp til - og ved I hvad, der er rent faktisk en bund i vores vasketøjskurv!!!

Vi har allerede grillet 2 gange i den her uge, og det er jo simpelthen en af "sommerens glæder". I går prøvede vi at grille kålpølser, og de blev dæleme gode, så det er ikke sidste gang, vi har gjort det. 

Håber I alle har en fantastisk weekend.   

lørdag den 15. september 2018

En tidlig morgen i det lille hjem

Klokken er nu 6:30 og hele huset sover. Altså alle med undtagelse af mig. Jeg vågnede for små 2 timer siden, og kunne ikke sove igen. Lå så bare og ventede på, at Niclas vågnede og skulle spise. Formåede endda at skifte begge unger mens de sov - et eller andet skulle tiden jo gå med. 

Niclas vågnede så først for en times tid siden. Han fik så noget at spise og så lå jeg og puttede med ham indtil han sov - han har haft nogle dage, hvor han har haft svært ved at falde til ro, når han har spist, så jeg valgte at ligge mig med ham, når jeg nu alligevel ikke kunne sove. Og efter små 10 minutter sov knægten tungt, så lige nu sidder jeg med en kop varm kaffe (det sker ikke tit, at jeg når at få min kaffe, mens den er varm) og har lidt mor-tid.

De sidste par dage har været pænt hektiske herhjemme. Der har været et par ting, som virkelig har fyldt i mit hoved og skabt tankemylder. Men det blev heldigvis afsluttet i går, så vi atter kan slappe af.  Tror også det er netop de ting, som har gjort, at jeg har fået minimalt med søvn de senere nætter. Men altså i nat har jeg egentlig sovet ganske godt, så det er fremskridt. 

Senere i dag, skal min mor og jeg i Ikea - en lidt spontan planlagt tur. Der er lige nogle enkelte småting, vi mangler, og så kunne vi jo lige så godt smutte en tur til Odense. Det skal nok blive hyggeligt.

Kan godt mærke, jeg lidt savner den der spontanitet, som godt kan være lidt svær med 2 små børn i huset, men sådan er det nu engang bare - jeg ville på ingen måde undvære mine skønne unger. Så må tingene bare kræve lidt mere planlægning. 



søndag den 18. juni 2017

En tidlig søndag morgen

Vågnede allerede før kl. 7 i morges.. havde i forvejen sovet elendigt i nat. Kunne ikke rigtig falde "dybt" nok i søvn, til at jeg følte jeg fik sovet.

Jeg fik en lille morfar på sofaen i går aftes, men ikke mere end små 15 minutter, og så gik jeg ind i min seng, hvor jeg flere gange blundede hen for så at vågne op med et sæt og blunde hen igen. Sådan fortsatte det natten igennem. Har ikke tidligere oplevet, det være så slemt, som det var i nat, og håber sandelig ikke det kommer til at være noget, jeg oplever oftere, for det er dælme ikke særlig sjovt.

Jeg lå så vågen et stykke tid i morges, inden jeg egentlig gad stå op. Prøvede flere gange, om jeg da ikke kunne sove bare en halv eller en hel time længere, men nej det kunne jeg så ikke. Stod så op, gik til bageren efter rundstykker og satte mig foran fjernsynet og tændte for Le Mans (ja et eller andet skulle tiden jo gå med), og Bent og hundene stod så op ved 8:30 tiden.

Dagen i dag skal bare bruges på hygge og total afslapning. Jeg skal tidligt op i morgen og på sygehuset til glukosebelastning, så skal allerede hjemmefra ved 6:35 tiden (og må ikke spise eller drikke fra kl. 23:00 i aften - jøsses en lang nat og morgen i morgen).

Håber I alle har haft en god weekend og får en god søndag ☺

tirsdag den 31. januar 2017

En af de morgener

Vågnede allerede kl. 7 i morges og var egentlig frisk nok... men jeg valgte alligevel at blive liggende lidt længere under dynen, og det endte da så også med at jeg faldt hen igen... vågnede så ved 9 tiden og var sikker på, jeg kom for sent op  (har ingen planer i kalenderen i dag, så ved ikke lige, hvad jeg har drømt, jeg skulle op efter)... sprang nærmest ud af sengen og skyndte mig ud på badeværelset, hvor det gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvorfor jeg skulle være kommet for sent op...

Lukkede så hundene ud og kiggede på kalenderen, hvor felterne under både mit og Bents navn var gabende tomme... men nu var jeg jo altså oppe, så kunne det ikke svare sig, at gå ind og sove videre... så hellere tage en lur senere i dag...

Bent ligger stadig inde i sengen... han er vågen og har været det et stykke tid, men han ligger lige så godt siger han... og så lader jeg ham da bare ligge ☺



fredag den 27. januar 2017

Allerede fredag igen

Kan slet ikke følge med dagene længere.. det er allerede fredag (da jeg vågnede, var jeg ellers sikker på det "kun" var onsdag), og i næste uge skriver vi allerede Februar igen...

Der har altså også bare været meget her i januar, så det er jo et eller andet sted logisk nok, at tiden flyver af sted...

I næste uge er det også allerede 3 uger siden, mor blev opereret... det er slet ikke til at forstå... men hun har det godt, og kommer sig fint, og så kan vi vel ikke klage... vi har også fået en dato til opstart af kemo, så det er også på plads.. hun skal starte op d. 9. og 10. februar, så der er "heldigvis" ikke så længe til.

Mine forældre og bror var herude i går.. det var rigtig hyggeligt, og mens vi ventede på hjemmesygeplejersken (de kommer hver aften og giver mor en indsprøjtning med blodfortyndende medicin), sad min mor, min bror og jeg og spillede kort... vi fik så overtalt Bent til at være med, og det havde vi sgu meget morskab ud af ☺

Solen skinner i dag, og jeg nød virkelig at slå øjnene op her til morgen og se solens stråler (ja ja, indimellem er det de små gratis glæder i livet, der giver smil på læben), og ja det er da skønt udenfor, selv om det var en anelse koldt, da jeg stod op med hundene kl. 9.

 I dag skal vi en tur til Tyskland med min bror... der var nogle ting, mine forældre skulle have handlet, og så spurgte min bror, om ikke vi gad køre med, og det kan vi jo lige så godt... så går der da lidt tid med det ☺

Håber I alle får en rigtig god weekend... vil se, om jeg ikke kan få blogget lidt mere i weekenden, men der er bare lige et par ting, som gør, at overskuddet ikke lige er der særlig meget... men mere om det på et andet tidspunkt ☺

lørdag den 7. januar 2017

En morgen under dynen

Det er lørdag, og ikke nok med det... det er en pisse kold og regnvåd lørdag, så lysten til at lave det vilde er bestemt ikke til stede i dag...

Jeg vågnede ved 9 tiden, men syntes ikke rigtig jeg gad stå op, så jeg blev liggende under den varme dyne indtil hundene reagerede på, at jeg var vågen...

Ved 9:30 tiden blev der plantet en kold hundesnude på min næse, så kunne jeg jo lige så godt stå op og lukke dem ud... får ikke fred før om morgenen alligevel ☺ 

Fik så noget morgenmad, mens jeg sad og så film på Netflix (ja ja, jeg må gerne...), og hundene lagde sig sgu bare ind og sov videre..  her står man pænt op for deres skyld, og så sniger de sig bare ind og sover videre mens mor bare må stå op... pokkers til hunde *hehe*... ej, så slemt er det nu heller ikke, jeg kunne jo også bare gå ind i seng igen ☺

Nu har jeg så taget min dyne med ind i sofaen og sidder og omdøber billeder på computeren... er seriøst en skovl til det, så mangler næsten at omdøbe hele sidste år (UPS), og eftersom et nyt år - med forhåbentlig mange nye billeder er startet, ja så må jeg vel hellere komme i gang ☺

I dag skal jeg absolut ikke lave en dyt, udover at  ligge på sofaen og putte under dynen... sådanne dage må man gerne have indimellem, og det er sgu længe siden, jeg sidst har haft sådan en dag... og det er så planlagt til i dag ☺

Håber I alle har haft en god første uge i 2017 indtil videre...

torsdag den 8. december 2016

Godmorgen :)

Jeg gik tidligt i seng i går.. efter den her uge, er jeg fuldstændig færdig oppe i hovedet, så da hundene havde fået deres aftentur i går, besluttede jeg mig for, at jeg lige så godt kunne gå i seng, for jeg havde svært ved at holde øjnene åbne...

Vågnede så 4 eller 5 gange natten igennem, sidste gang 7:45, og eftersom vækkeuret skulle ringe kl. 8, ja så kunne jeg jo lige så godt stå op.. skal til læge her kl. 9, så jeg skulle jo op under alle omstændigheder..

Lige nu sidder jeg ude i køkkenet med vores julelys tændt i vinduet... det er så hyggeligt og beroligende synes jeg... Bimmer ligger ved siden af mig og snorker og Shang har lagt sig ind til Bent, og så snorker de ellers om kap...

Udover lægebesøg har jeg ikke rigtig nogen planer i dag, og det er skønt at kunne sidde og slappe af for en gangs skyld, og ikke skulle knokle for at nå en masse... altså, jeg har lige en enkelt julegave, der skal pakkes ind, men det er da også det ☺om jeg så finder på et eller andet, der lige skal laves, det må tiden jo vise...

I weekenden kommer mine forældre og bror herud, og så skal vi hen og købe juletræ... min far har tilbudt at betale, og det skulle han ikke sige 2 gange da... det skal selvfølgelig ikke pyntes endnu, men det skal da hjem og stå på terrassen til senest næste weekend... vi plejer at pynte juletræ omkring 17. december, så mon ikke også det bliver tilfældet i år ☺




torsdag den 6. oktober 2016

Tidlig morgen

Gab... det var tidligt, da vækkeuret ringede for en lille times tid siden.. men op skulle jeg jo, og jeg sidder nu i toget mod Kolding... skal til Odense med min far (for forhåbentlig sidste gang i denne omgang), også må jeg jo bare tidligt ud af fjerene og hoppe på toget..

Der er godt nok mange mennesker med toget på den her tid af dagen, men det er jo klart med alle dem, som skal til Kolding på arbejde eller i skole... 

Nå men håber I får en god dag derude i det ganske danske land :) 

lørdag den 24. september 2016

Weekend endnu en gang

Synes lige det har været weekend, og så er det sgu allerede lørdag igen.... tiden flyver bare af sted, og selv om jeg ikke rigtig føler, jeg får udrettet en dyt herhjemme, så sker der jo trods alt en lille smule alligevel...

Jeg havde sat vækkeuret i går, men vågnede en time inden det ringede, og så kunne jeg jo lige så godt stå op... Var ikke til skulderhold, da jeg simpelthen havde for ondt i maven.

Havde en aftale med vores udlejers kone, men hun blev lidt forsinket, så jeg kunne lige få ordnet et par småting inden hun kom... og på trods af (stadig) sindssyge mavesmerter, så fik jeg da fejet gulvet ude i bryggerset og i køkkenet..

I går eftermiddags fik Bent slået græsset, mens jeg fik sorteret lidt i vores film og fik sat nogle flere ind... vores genbrug havde nemlig et "Fyld-en-pose-med-film for 25 kr tilbud, så der kom lige nogle med hjem :) De har jo truet med, at der kommer regn og blæst i næste uge, så vi måtte hellere få slået græsset inden, så er der da én gang mindre, det skal slåes i år.

Vi hjalp så hinanden med at få støvsuget, så vi derefter kunne holde 100% weekend... Jeg ville gerne kunne klare lidt flere af de huslige opgaver, men ja, skulderen volder mig ekstremt mange problemer for tiden, og nu også maven samtidig, så det er jo ren elendighed... kan det da for fanden ikke bare snart blive bedre..

Aftenen i går blev brugt på hver vores sofa med en omgang Vild med dans... Jeg var godt nok en anelse skuffet over, at det var netop dét par, som skulle forlade studiet i går, men jeg kan jo ikke gøre så meget ved det.. det er jo en konkurrence :)

I dag har jeg ikke nogen planer, udover at mine forældre kommer herud engang over middag, så jeg har sat mig godt tilrette i sofaen og slapper af mens Bent og hundene sover.... de her morgener med lidt Mette-tid gør mig godt rent mentalt :)


lørdag den 3. september 2016

Godmorgen herfra...

Det er efterhånden blevet en hel vane (om den så er god eller dårlig kan man jo diskutere), at jeg vågner FØR kl. 8 om morgenen... kan sove lige så godt, og *PLING*, omkring kl. 8 er jeg lysvågen... ja altså, ok, nu er jeg de sidste par uger altså også gået tidligt i seng, så det har selvfølgelig også noget med sagen at gøre...

Både Bent og hundene ligger og sover (og snorker om kap) endnu, så der er helt stille i huset... men jeg brokker mig nu ikke... morgener som disse nyder jeg faktisk... dem har mit hoved rigtig godt af - kan ikke rigtig håndtere for meget larm, og snorken hører ikke helt under for meget larm kategorien :)

onsdag den 31. august 2016

Morgenstund har guld i mund

I hvert fald den morgen, hvor det ligesom i dag er pengedag :)

Vågnede før kl. 8 (det er efterhånden blevet en vane), og lå så lidt inde under dynen... vi gik en god lang gåtur med hundene sent i går aftes, så de var pænt trætte - både i går aftes og her til morgen... Kaldte ganske vist på dem begge to, da jeg ville lukke dem ud i haven, men ikke en dyt skete der... de åbnede øjnene, løftede hovederne og kiggede på mig, men lagde sig så begge to ned igen - som om de ville sige: "Niks mor, du kan lige tro det er løgn det der" - og så sov de videre...

Jeg kom så i tøjet, for ville lige smutte ned efter et rundstykke, og det blev så lige til en hurtig indsamlingsrunde i Pokémon GO (vi har 3 PokéStops sådan lige her omkring torvet), inden jeg vendte næsen mod matriklen her igen...

Da jeg åbnede døren herhjemme igen, var der stadig ingen hunde, der ville ud... men fik dem da alligevel til at reagere ved at skramle lidt med bagerposen, og da de så alligevel var ude i køkkenet, kunne de jo lige så godt lige bevæge sig udenfor... og straks de kom ind, var Shang væk igen... Han havde jo så indtaget min seng ved siden af Bent, for han mente bestemt ikke, det var tid til at stå op endnu... ak ja, de kære hunde... Bimmer ligger så ved siden af mig nu og snorker, når han altså ikke lige skal holde øje med, om mit rundstykke ganske uprovokeret forlader tallerkenen...

Lige nu venter jeg så bare på at kaffemaskinen får brygget min morgenkaffe færdig... har drukket en kop kamillete, så nu må det være på sin plads med en kop god sort kaffe :)

Senere skal jeg lige over og have handlet, og så spurgte min kære mor, om vi ville med til Tyskland senere, og det kunne vi da godt.. Så dagen i dag skal også nok blive brugt :)

lørdag den 11. juni 2016

En tidlig lørdag morgen

Vågnede ved 7:30 tiden i dag (ja nogen vil måske mene, det ikke er tidligt, men for mig ER det tidligt en lørdag), og kunne ikke falde i søvn igen... så stod op og lukkede hundene ud...

Satte mig så inde i stuen, men syntes ikke rigtig jeg kunne få tiden til at gå, så jeg besluttede mig for at gå en tur... vejret er jo skønt i dag, så det kunne jeg jo lige så godt udnytte... så på med kondiskoene og ud i det dejlige vejr... fik gået lidt over 3 km, så det er jo ganske udmærket..

Jeg ville egentlig gerne begynde at løbe lidt, men det må jeg ikke for fysioterapeuten... særligt mit ene fodled er ramt meget af hypermobilitet, så jeg vrikker nemt om på foden, så løb er ikke tilrådeligt for mig... nå men, så må jeg jo bare gå i stedet for...

Jeg kunne selvfølgelig cykle, men det er bare ikke helt godt lige pt, hvor jeg døjer med svimmelhed, så må nøjes med nogle gåture lige for tiden... og det er jo altså trods alt heller ikke det værste :)

torsdag den 3. september 2015

En helt almindelig dag

Jeg gik tidligt i seng i går aftes - før midnat... og det resulterede så i, at jeg vågnede før kl. 6 i morges.. og kunne så ikke sove længere.. bare så typisk... men anyway, lagde mig så ind på sofaen og så lidt Gilmore Girls indtil kl. 6, hvor jeg gik til bageren efter rundstykker.. Der er jo faktisk et pænt stort udvalg, når man kommer ind til bageren 2 minutter efter åbningstid *griner* 
 
Gik så hjem og tændte for Gilmore Girls igen, mens jeg hyggede mig med min morgenkaffe og rundstykker... 
 
Bent stod op kl. 9 da vækkeuret ringede... han skulle til Kolding i dag til samtale med sin kontaktperson.... så han tog toget her for små 10 minutter siden, så nu er det Mette tid herhjemme... har ikke rigtig noget praktisk, der skal laves i dag, så jeg kan bare hygge mig... 
 
Hundene ligger og slapper af, og jeg sidder her med computeren... har overvejet at begynde at sortere lidt i alle de gaver, vi har liggende ovenpå, men indtil videre er det "kun" blevet ved overvejelserne... jeg når det jo nok... der er da lidt tid til december endnu :) 
 
Kan godt mærke frustrationerne, over at bare sidde herhjemme og ikke kunne klare ret meget, de bliver større og større... jeg keder mig bravt nogle dage, men der er bare ikke så meget at gøre ved det.. er nødt til at vente og håbe på der sker bedringer når jeg kommer i gang med akupunkturen næste uge... har ikke de store forventninger, kun forhåbninger om, at det bliver bedre... Ellers ved jeg virkelig snart ikke, hvad jeg skal stille op længere... 
 
Har prøvet at skære lidt til kort i går, men det blev ikke til så meget, for kunne ikke rigtig holde til at skære særlig lang tid før nakken begyndte at lave problemer... men lidt har jo også ret :) 
 

onsdag den 19. august 2015

En tidlig morgenstund

...eller ja, det er jo nok ikke så tidlig længere... men jeg vågnede i hvert fald tidligt i morges... allerede kl. 6:15, men lagde mig dog ret hurtigt om på siden og sov videre... lige i dag var humøret slet ikke til at stå tidligt op... 

Stod så op for en lille halv times tid siden... det vil sige ved 9 tiden... manden og hundene sover stadig, så jeg har spist morgenmad og fået min morgenkaffe, og nu vil jeg sidde lidt og slappe af... gik en god lang tur med hundene i går aftes - det havde både de og jeg godt af :) følte jeg kunne overskue det, og så længe jeg har min telefon med, når jeg går, så kan jeg altid få fat i Bent, hvis der sker noget..

Jeg er begyndt at glæde mig rigtig meget til jul.. glæder mig til at bage, til at hygge og til at pynte op... har de sidste par uger shoppet julegaver og kalendergaver på Ebay... I år skal vi købe gaver til ikke mindre end 4 pakkekalendere - til Bent, til min bror og så en til begge hunde :) Så der er nok at gå i krig med... er heldigvis godt i gang, så skal nok nå det inden vi når december... 

Vores venindes datter Josephine på snart 3, er helt vild med tegnefilmen Frost (som så mange andre piger på den alder), og eftersom man på Ebay kan få en masse godter, som man ikke kan købe herhjemme, så har vi naturligvis fundet julegave/julegaver til hende derinde.. Storebroren er helt vild med Lego, så han er skam nem nok at købe til :) Ja, når man ikke selv har nogen børn at forkæle, er det godt, at nogle af de bedste veninder har :) 

Sidder og overvejer, om jeg skulle få gjort rent i dag, eller om jeg skal vente... burde egentlig gøre det i dag... i morgen får jeg nok ikke tid, der kommer min veninde Sanne nemlig ved 9 tiden og hygger (det er vores udlejers kone), og i  morgen middag skal jeg lige hurtigt til en samtale. Så i morgen eftermiddag er der nok ikke det vilde overskud...

På mandag skal Bent starte med at træne igen efter en lang sommerferie... han glæder sig til at komme i gang igen, og jeg glæder mig også lidt til at få mine hyggeformiddage igen... ikke at jeg ikke har nydt at have ham hjemme den seneste måned, hvor jeg virkelig har haft det dårligt, men kan mærke på ham, at han er begyndt at blive rastløs... 

Synes lige jeg vil vise jer, hvordan jeg egentlig havde pyntet op til fars og Bents 100 års fødselsdag forrrige weeked :) 
Havde printet billeder ud, lamineret dem og hængt dem rundt i teltet.

Lidt flere billeder.

Billeder.
Vi havde 3 borde med lilla løber.

Og 3 borde med blå

De fik en masse gode gaver begge 2 :)
  


 

onsdag den 1. juli 2015

Sol og sommer

I går morges vågnede jeg før kl. 7.... ville egentlig gerne sove videre, men solen stod lige på soveværelsesvinduet og skabte en varme så jeg ikke kunne sove videre... 

Stod så op og gik en tur over i Lagkagehuset, som åbnede i Vamdrup igår... købte noget morgenmad, gik i brugsen og købte en kalender og så gik turen hjem igen :) Gik i gang med at få kalenderen opdateret med diverse aftaler, fødselsdage osv. 

Bent indfandt sig i køkkenet ved 9 tiden og så fik vi noget at spise og gik udenfor og sad og snakkede lidt... vi gik så over i vores bøger/legetøjsforretning, som havde sidste åbningsdag i går, for at se om de havde nogle tilbud vi ikke kunne leve uden.. Vi fik da også købt lidt forskelligt - bl.a også noget karton, som jeg både kan bruge til kort og som ellers skal bruges til oppyntning til fødselsdagen næste måned... 

Undervejs hjem blev vi enige om, at vi ville tage en tur til Kolding og gå og kigge lidt... så op og på toget og til Kolding... Vejret var jo helt vildt skønt, så vi gik rundt og kiggede lidt, gik i Føtex og købte noget koldt at drikke og så satte vi os ned til åen og snakkede... Vi sad der små 45 minutter inden vi gik videre.. Vi gik så lige omkring Slots Isen, hvor jeg ikke kunne modstå fristelsen til at få en is, og så satte vi os om til Slotssøen, for vi havde lige knap en time inden næste tog gik, så vi tog det bare stille og roligt... 

Fik ikke rigtig købt så meget i Kolding, men et par sko og en lille gave til min far blev det da til... Men det var nu også mere for hyggens skyld vi gjorde det... for at have lidt kvalitetstid sammen :)

Fik mig så lige en lille morfar i går eftermiddags og så hentede vi mad på pizzaiaet til aftensmad... Jeg fik et flûte med kylling og bacon, og Bent fik en durum :) Hele aftenen i går sad vi ude foran pejsen, og så vi også lige lavet lidt i haven indimellem  også :) Satte mig i sofaen og tændte for fjernsynet da klokken blev 22:20, og det var faktisk første gang i går at vores fjernsyn overhovedet var tændt :) 

Så dog ikke mere end en lille time og så var jeg den, der var på vej i seng.. alt den friske luft havde gjort mig træt, så det var enten at sove på sofaen eller gå i seng... og jeg valgte så det sidste :) 

Har så sovet fantastisk godt indtil jeg vågnede kl. 7:30... var ellers kommet ind i en rytme med at sove længe,  men det er der ved at blive ændret på igen, så nu er jeg tidligt oppe om morgenen igen.. det gør mig nu heller ikke noget, for så får jeg da lavet lidt :) 

Bent har fri fra træning de næste 3 uger, fordi træningscenteret er ferielukket, så vi har nogle projekter herhjemme, som vi gerne vil have lavet.. Og så passer det jo fint, at have "kun" skal af sted om torsdagen til undervisning :) For så er der da en chance for at vi når det hele inden fødselsdagen :) 

mandag den 23. marts 2015

What a beautiful morning

Bent er af sted i dag, så vækkeuret var sat til kl. 7, men vi vågnede omkring tyve i 7, og så stod Bent op... jeg slog vækkeuret fra og vendte mig om på den anden side (lyder egentlig meget fair - gør det ikke???) :) 

Jeg stod så op ti i 8 og fulgte Bent til toget (så sød en kone jeg er)... og nu sidder jeg og nyder en kop kaffe og ser "Pretty Little Liars" :)og hundene ligger fint og snorker... jamen det er da hygge på højt plan... eller i hvert fald hygge...

Denne her uge har vi stort set ingen planer, udover Bents kurser og træning... jeg skal INGENTING, og jeg må ærligt indrømme, at jeg ser frem til det... håber det kan give mig lidt mere ro, så hovedpinen måske kan holdes lidt nede... men tror det er ønsketænkning...

Håber I alle har haft en god weekend :)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...