Det er hårdt at blive gammel

Kan godt mærke, at energiniveauet har haft svært ved at komme op siden min fødselsdag. Jeg har simpelthen været så træt, og jeg kan jo ikke lade være med at skyde skylden over på netop det faktum, at jeg er blevet gammel.

Jeg ved jo godt, at det ikke kun skyldes dét, men altså det lyder jo godt, når jeg nu har det skidt med at have rundet 40 år. 

Sad også i morges og tænkte på, at det i dag er hele 25 år siden jeg blev konfirmeret. Det er fandeme vildt at tænke på. Jeg føler det jo slet ikke selv som så mange år, men altså det er det jo så alligevel. 

Hvad nogle ting angår, så ville jeg gerne være tilbage til dengang, mens jeg på andre områder er mere end tilfreds med at være, hvor jeg er i dag. Men altså let's be honest... Dengang var der sgu mange ting, der ikke var så komplicerede, men altså jeg har Silas, Niclas og Bent i dag, og det havde jeg ikke dengang. 

Så alt i alt, må jeg nok bare erkende, at jeg er fyldt 40, og jeg har (forhåbentligt) mange gode år i mig endnu. 

Men når det så er sagt, så ved jeg godt, hvorfor trætheden melder sig på banen. Jeg har fået konstateret en belastningsreaktion ovenpå nogle ting, der er sket i løbet af i år. Det har vækket en masse gamle minder (de knap så gode af slagsen) til live, og det har presset mig max. Så nu skal jeg tage mig lidt af mig selv og få mig selv tilbage på ret kurs igen, og så må jeg se derfra, hvad der skal ske videre. 

Tabu???

Forleden sad jeg og skrev med en på nettet. Hun søgte svar på nogle spørgsmål angående reagensglasbehandling, og jeg meldte så tilbage, at jeg havde 2 forsøg i bagagen, og hun skrev så at hun havde nogle spørgsmål, og om det var ok hun stillede mig dem i en privat besked. 

Samme pige var flov over, at hende og hendes kæreste skulle i fertilitetsbehandling, så hun var ikke meget for at komme ud med sine spørgsmål til nogen, som måske kendte hende, og jeg rådede hende blandt andet til at finde en eller 2, som hun virkelig stoler på, som hun kan fortælle om det, for det kan være noget af en mundfuld at gå med alene. 

Jeg var selv virkelig flov over, at jeg da for hulen ikke bare kunne blive gravid, men samtidig vidste jeg jo også godt, at der er andre bl.a. i min familie, som har haft problemer, men det hjalp mig bare ikke alligevel. Jeg betroede mig så til et par veninder, og jeg er den dag i dag, virkelig glad for at jeg gjorde det, for selv om jeg selvfølgelig havde Bent at snakke med, så var det rart at have nogle andre at snakke med. Nogen, som ikke i den forstand, var involveret i "projekt baby". For ikke nok med, at alle hormonindsprøjtningerne var hårde for kroppen - både fysisk og psykisk - nej, så var det også hårdt, når det så ikke lykkedes. Og Bent var jo "nødt" til at holde gejsten oppe ved mig, men jeg havde jo også bare brug for at brokke mig over at min "lorte krop da for fanden ikke bare kunne gøre, som den nu en gang er skabt til". 

Ligeledes havde jeg behov for at juble med nogen, da jeg havde de 2 streger ved både Silas og ved Niclas. Min ene veninde havde været med på sidelinien under HELE forløbet - både ved fertilitetsbehandling og hele perioden efter, hvor jeg ALDRIG skulle igennem det igen, når det alligevel ikke ville lykkes - og efterfølgende, hvor jeg alligevel besluttede mig for at tage det sidste forløb (uden det dog nåede dertil, da de 2 magiske streger dukkede op få dage senere på naturlig vis) og under begge graviditeter (hun vidste endda testerne var positive før jeg viste dem til Bent), og jeg er LYKKELIG for, at jeg havde en af betro mig til. 

Jeg lærte undervejs, at jeg ikke skulle være så flov over, at jeg var nødt til at have behandling for ufrivillig barnløshed, for det er mere udbredt end jeg troede det er. Det er stadig - desværre - bare belagt med en slags tabu, at man ikke kan få børn på naturlig vis. Og det er sgu synd, for jeg tror, at det får mange til at tøve lidt med at søge hjælp, når de positive tests udebliver. 

Som jeg tidligere har nævnt, så var det enormt svært for mig, at erkende, at jeg havde brug for hjælp dengang, og der gik knap 4 år, før jeg turde opsøge læge. Men i dag fortæller jeg hellere end gerne min historie, for det er en del af den bagage, jeg slæber rundt på, og det kan man bare ikke rigtig lave om på. 

Året der gik - 2020

2020 har på mange måder været et underligt år. Her kommer mit traditionelle tilbageblik på det forgangne år: 

Januar:

• Silas var til kontrol af hans dræn, og alt så fint ud. Vi benyttede os af lejligheden til at få en tid til at få Niclas' øre tjekket - og noget overraskende var beskeden, at også han havde stærkt undertryk på det ene øre samt væske på begge ører (ligesom Silas), så ugen efter måtte han også have dræn i. 
• Begge drenge trivedes stort i vuggestuen.
• Bent arbejdede en del, så jeg havde rigtig meget tid for mig selv herhjemme. 
• Vi besluttede os for at skille os af med vores store reol i stuen og i stedet få et hvidt vitrineskab samt en ny skænk, og det pyntede virkelig meget i stuen. 

Februar: 

• Bent havde fortsat en masse arbejde, så drengene og jeg fik rigtig hygget os herhjemme. 
• De første spæde forårstegn viste sig i haven, så vi fik selvfølgelig også brugt en del tid ude i haven. 
• Silas var ramt en del af forkølelse, så han var ikke så pokkers meget i vuggestue den måned. 
• De holdt fastelavn ude i vuggestuen og drengene var klædt ud som hhv en ræv og Tigerdyr. 

Marts: 

• Min bror havde fødselsdag, og selvfølgelig skulle han fejres. 
• Danmark blev for alvor ramt af Corona-pandemi, og det medførte at vores statsminister lukkede hele landet (derunder offentlige arbejdspladser - også containerpladserne -, dagsinstitutioner, storcentre og meget andet) ned. Ingen vidste, hvornår det ville åbne op igen, så vi kunne bare gå og vente og vente. 
• Niclas begyndte endelig at gå 100% uden støtte. 
• På månedens sidste dag genåbnede containerpladserne, og Bent gik en tid i møde, hvor han kom til at arbejde rigtig rigtig meget. 
• Jeg hyggede mig rigtig meget med drengene herhjemme. Institutionerne var nemlig fortsat lukkede, da vi ramte sidste dag i marts. 

April: 

• Coronaen herskede stadig i april, men alligevel blev daginstitutionerne åbnet igen d. 17. april. Dog var der lidt strengere retningslinjer, der skulle overholdes. Men drengene var glade, for kunne mærke de havde savnet deres "normale" hverdag (altså så normal, som den nu kunne blive med Corona restriktionerne. 
• Jeg havde fødselsdag, og den skulle selvfølgelig fejres - Corona til trods. 
• Påsken kom, men, ligesom med så meget andet dette forår, det var ikke noget, vi gjorde det vilde ud af. 
• Vi brugte en del timer ude i haven med at hygge os, og Silas og Niclas nød det. 

Maj: 

• Bent arbejdede en del, så drengene og jeg tilbragte en del timer hjemme ved mine forældre og bror. 
• Det var ok godt vejr, så vi tilbragte også en del timer med at hygge os ude i haven.

Juni: 

• Vejret var godt, så drengene og jeg var en del på legepladsen med min mor og min bror. Bent arbejdede, så vi udnyttede chancerne for lidt gratis aftensmad. 
• Vi fik besked om, at Silas var optaget i specialgruppen i børnehaven med opstart d. 1. august. 
• Vi måtte en lørdag morgen gå den tunge gang til dyrelægen med Shang og sende ham over regnbuebroen. 10 år gammel blev han, hvilket er meget for en muskelhund.

Juli: 

• Juli var kun et par dage gammel, da vi måtte afsted til dyrlægen og tage afsked med Bimmer. Det var nok det sværeste, jeg til dato har måtte gøre. Og i dag - knap 6 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet over savnet til ham. Jeg mangler ham hver eneste dag, og jeg hører ham og ser ham nærmest dagligt. 
• Niclas havde fødselsdag, og det blev selvfølgelig fejret.
• Sommeren kom og drengene fandt stor morskab i at bade i deres badebassin ude i haven. 
• Jeg blev indlagt på sygehuset med, hvad de formodede var galdesten i de dybe galdegange. Det skulle dog små 3 uger senere vise sig ikke helt at være tilfældet.  
• Silas og Niclas havde sommerferie. 

August: 

• Min far havde fødselsdag, og vi var selvfølgelig hjemme og fejre ham. 
• Den store dag, hvor Silas skulle starte i børnehave kom, og han var så stolt, da vi kom ud i børnehaven om morgenen. Han klarede skiftet så flot, og vi kunne ret hurtigt mærke, at han nu ikke var en af de store, men derimod en af de små, og det gjorde virkelig noget godt for hans udvikling. 
• Silas blev 3 år, og han fik en fødselsdag med masser af fejring. 
• Min mor havde fødselsdag, og drengene og jeg var hjemme og fejre hende - Bent var på arbejde. 

September: 

• Jeg var indlagt igen, og denne gang fandt de ud af, at det ikke var galdesten (har nu altså også fået galdeblæren fjernet i 2018), men derimod en nyresten, der sad og irriterede. Den kom så senere ud naturligt. 
• Vi hyggede os rigtig meget herhjemme. 
• Og nød at sommeren varede længe. 
• Jeg var igennem en neuropsykologisk undersøgelse, hvor jeg endelig fik papir på, hvad den kroniske hjernerystelse har haft af betydning for mig og mit liv. 

Oktober: 

• Bent havde fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres - som vi andre også var blevet det. 
• Bent, Silas, Niclas og jeg var på en miniferie ved Skærbækcenteret. Det var en virkelig hyggelig tur, og vi nød at have en masse kvalitetstid som familie. Det havde vi virkelig trængt til. 
• Vi fik lavet nogle hjemmelavede julegaver fra drengene til mine forældre og min bror. 
• Jeg havde været så heldig at vinde 2 fotograferinger og en valgfri digital billedfil ved en fotograf i Odense og hos en i Vejle, så der bar vi også af sted og få taget billeder af drengene. 

November: 

• Julen startede herhjemme. Dog tog oppyntningen i år noget længere tid end den plejer. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund havde jeg lidt svært ved at finde julegejsten i år. Den kom dog. 
• Vi holdt Mortens Aften her ved os i år. Og det var rigtig hyggeligt. 
• Niclas prøvede for første gang i sit liv at sove hjemme ved mine forældre. Det var så (selvfølgelig) også hans første overnatning overhovedet. Og det gik super. 
• Mens Niclas var på overnatning, valgte Silas, Bent og jeg at køre en tur til Odense, hvor vi så var i Ikea og så gik vi en tur i Rosengårdscenteret. Inden vi returnerede til det jyske igen, valgte vi at køre en tur ned til min veninde i Faaborg. Det var en rigtig hyggelig dag, og Silas nød virkelig at være helt og aldeles i centrum den dag. Aftenen sluttede af med, at vi tog dynerne ind på sofaen og så en gammel dansk julefilm. Og så var Silas træt. 
• Det blev 1. advent og vi var på kirkegårdene og ønske min mormor en glædelig jul samt min farmor, farfar og faster. Det skal gøres inden det for alvor kan blive december. 
• Traditionen tro, holdt vi julehygge sammen med mine forældre og bror 1. søndag i advent. Det er nu altid hyggeligt.  

December: 

• Det blev jo igen i år december - på trods af alt andet, der var sket i løbet af året, så fik ingen lov til at ændre på netop det faktum. 
• Vi brugte rigtig meget tid på at hygge sammen som familie herhjemme og sammen med mine forældre og min bror. 
• Både Silas og Niclas havde nogle sygedage i løbet af december, så de blev naturligvis også brugt på hygge i stor stil. 
• Vi havde en stort antal gaver, der skulle pakkes ind, så det gik der en del tid med - der er noget om det de siger med, at med børn stiger antallet af gaver drastisk. 
• Jeg kom et skridt nærmere en afklaring med, hvad jeg skal fremadrettet. 
• Juleaften blev tilbragt hjemme ved mine forældre. Det var nu egentlig helt rart, at jeg ikke skulle piske rundt og få ordnet det hele, så vi kunne holde jul. Det var helt rart, at jeg (selvfølgelig hjalp jeg alligevel til) kunne sætte mig til bordet og slappe lidt mere af, end jeg plejer når vi er herhjemme.
• Juledagene blev brugt hjemme og hjemme ved mine forældre. Drengene legede med alt deres nye legetøj, og Bent og jeg kunne så passende rydde lidt op i alt det andet legetøj for at se, om der var noget, der skulle væk. 
• Der udover er vi så småt ved at gøre klar til den nytårsaften, som vi igen i år står for. Det bliver på ingen måder noget vildt - bare hygge med de gamle og min bror. 

Ligestilling! .... Eller????

 Forleden på Facebook, så jeg et opslag fra en frustreret far. Det handlede om, at han gentagne gange havde været nødt til at snige sig ind i kvindetoilettet i håb om ikke at blive mødt af en flok fordømmende kvinder. Årsagen var noget så simpelt, som at den stakkels mand var far, og hans ærinde på kvindetoilettet gik i al sin enkelthed ud på, at han bare ville skifte sit barn.

Den stakkels far har nemlig, som mange andre fædre, opdaget, hvor svært det egentlig er at finde et herretoilet i offentligheden, hvor der er puslefaciliteter. 

Og ved I hvad... Jeg har tit snakket med Bent om den samme ting. Nu er vi nogle af dem, som forholdsvis tit slår et smut forbi Ikea, og en af de ting, jeg elsker ved Ikea er, at Bent og jeg kan tage hver vores barn og skifte, for de har nemlig puslebord på herretoilettet, og ved deres restaurant er der et særligt puslerum, hvor man kan gå ind som både mor og far.

Nå men den her stakkels far på Facebook, han havde mødt flere stærkt fordømmende kvinder, som endda havde truet med at hente vagten - og til hvad nytte spørger jeg så. Altså han skal da for pokker bare skifte en ble! Det ville personligt ikke kunne bringe mit pis i kog, og heldigvis var der rigtig mange andre kvinder, som også havde medlidenhed med ham. 

I min optik bør det slet ikke være til diskussion, hvorvidt det skal være muligt for en far at tage sit barn med ind på herretoilettet for at skifte en ble eller vådt tøj. Og hvis der så ikke er et puslebord til rådighed derinde, så burde han ikke føle skam over, at skulle gå ind på kvindetoilettet. Og når det nu endelig skal være, så er det altså også de færreste steder, hvor man direkte kan stå og kigge ind på toiletterne, hvor kvinderne sidder og tisser - jeg har endnu ikke oplevet steder, hvor der ingen døre var i. Og jeg tror altså ikke, at en mand, som skal skifte en lorteble har som topprioritet at kigge ind under dørene for at se, hvem der sidder "på tronen", 

Og hvis vi nu skal være ærlige - hånden på hjertet. Hvor mange kvinder har så ikke brugt herretoilettet, når der har været kø til kvindetoilettet og der ingen har været på herretoilettet. Det tror jeg altså mange har. 

Jeg synes, det er grotesk, at vi i år 2020, hvor vi gør så meget for, at der skal være ligestilling på en lang række områder, som far skal skamme sig over at ville skifte en ble på sit barn, og hvor pusle faciliterer ikke er obligatoriske på herretoiletterne - som de er på dametoiletterne. Altså bevares, man kunne måske inddrage et par toiletter på begge sider, og så lave et par puslerum, som både kan benyttes af mødre og fædre - lidt ligesom mange handicaptoiletter også er til unisex brug. 

Et sandt smertehelvede

 Forrige fredag måtte jeg atter en tur på sygehuset. ALDRIG i mit 38 årige liv har jeg haft så ondt i maven og om i ryggen, som jeg havde den dag. 

Alverdens scenarier gik igennem hovedet på mig, i mine tanker omkring, hvad det kunne være. Jeg overvejede både en ny omgang galdesten, graviditet udenfor livmoderen og meget andet. 

Bent var på arbejde her i Vamdrup, men skulle så lige til Lunderskov og trykke containere om eftermiddagen. Drengene var hjemme fra institution den dag, så vi havde været hjemme ved mine forældre og ville så hente Bent og køre ham til Lunderskov. Undervejs fra Kolding måtte jeg ringe til Bent - grædende - fordi jeg simpelthen havde så ufatteligt ondt, at jeg ikke kunne holde ud at være til. 

Men vi kom da til Lunderskov, og Bent kørte os så hjem inden han returnerede til containerpladsen her i Vamdrup. Han havde inden da hjulpet mig ind med drengene, og jeg forsikrede ham om, at jeg nok skulle klare mig den halvanden times tid inden han havde fri. Men at jeg nok skulle ringe til vagtlægen. 

Som sagt så gjort. Jeg ringede også til vagtlægen, som var lynhurtig til at afvise mig. Jeg fik fat i den mest inkompetente vagtlæge, jeg nogensinde har snakket med. Jeg hylede af smerte, da jeg snakkede med ham, men han affejede mig med, at det "bare" var hold i lænden, og at jeg skulle tage noget smertestillende, og så ville jeg være på benene igen dagen efter. 

Jeg gjorde, som han sagde, men lige lidt hjalp det. Smerterne forsvandt da ganske vist, men et par timer senere kom de igen for fuld styrke. Og samtidig kunne jeg ikke tisse - som i overhovedet ikke. Selv om jeg kunne mærke, at blæren var fuld, så kunne jeg ikke presse så meget som en dråbe ud. Om aftenen måtte jeg så ringe til vagtlægen igen. Og fandeme om ikke jeg fik fat i samme inkompetente fjols, som om eftermiddagen. Men denne gang indvilligede han dog i at give mig en tid kl. 00:30, for så kunne jeg få noget stærkere smertestillende, end det jeg kunne købe i håndkøb. 

Min bror kom så og kørte mig, for jeg kunne ikke selv køre og drengene sov, så jeg syntes ikke, at de skulle vækkes, for at Bent kunne køre mig. Kom så ind til vagtlægen, som undersøgte mig og valgte at indlægge mig til observation for nyresten (vagtlægen om eftermiddagen havde kort nævnt, at det selvfølgelig kunne være nyresten, men at det var det ikke, for det ramte jo primært mænd). 

Men nå, jeg røg så en tur hen på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, snakkede med en læge og  fik noget morfin og så var det ellers godnat. Jeg vågnede 3-4 gange i løbet af natten, men havde dog ikke så ondt. 

Næste morgen kom der en læge ind og snakkede med mig, og han var ret overbevist om at det kunne være en nyresten. Han afviste at det var hold i lænden, for som han sagde, så tydede mine smerter ikke på at det var noget med lænden, selv om smerterne strålede ned i lænden. Han ville så have mig igennem en CT skanning for at se, om hans formodning var rigtig. Jeg blev så skannet og kunne så bare vente på svar. Det svar kom så en halv times senere - og diagnosen var ganske klar: Jeg havde en nyresten på 0,5 cm. 

Den manglede 1,5 cm i at komme ud på naturlig vis, så i og for sig med at den lå lige på vippen størrelsesmæssigt til, hvornår de anbefaler hjælp til at få den ud, så ville han lade valget være op til mig - om jeg ville se tiden an og lade den komme ud af sig selv, eller om jeg ville en tur til Vejle for at få urologernes hjælp til at få den ud. Jeg valgte det første. Jeg orkede ikke mere sygehus, så jeg ville se om den ikke kom af sig selv indenfor et par dage.  

Og det gjorde den så heldigvis... I onsdags kom den endelig ud, og smerterne var helt væk. Jeg skal så stadig til en kontrolskanning næste uge, men indtil videre er jeg fri for nogen sten, der ligger og gør ondt. Nu håber jeg så bare (*7-9-13 bank under bordet*), at jeg er én af dem, som ikke får det igen, men helt ærligt, så heldig er jeg sgu nok ikke. 

Og btw, så er det altså sandt, hvad mange siger - nyresten er vitterligt mere smertefuldt end at have veer. 

Tiden går og vi bliver ældre

Jeg kan umuligt være den eneste, som simpelthen føler dagene flyver af sted, uden jeg egentlig føler, jeg når alt det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Altså bevares, jeg er Mor og bruger en hulens masse tid med drengene, men alligevel. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil have ordnet om aftenen, når de sover, men alligevel går jeg hver dag i seng med en følelse af, at der en masse,  jeg ikke har nået. 

Jeg ved godt, drengene er ligeglade med om der ligger en nullermand eller 10 på gulvet, men det er JEG ikke, og JEG ser de s**** nullermænd, hver eneste gang, jeg går forbi dem. Og nu tænker du sikkert "jamen, hvorfor i alverden fjerner hun dem så ikke", og ja jeg ved det faktisk ikke. Eller jo, jeg orker simpelthen ikke altid at finde støvsugeren frem - og er det ikke en legal følelse. En del af hele mit behandlingsforløb er bl.a. at jeg skal "give slip" på nogle ting, så jeg ikke konstant sætter min hjerne og min krop på overarbejde, så det at jeg rent faktisk har nået et punkt, hvor jeg kan vælge at ignorere støvet, ja det er faktisk store sager. 

Og jeg må jo bare erkende, at det altså ikke er muligt at nå det hele, når man har 2 mindre børn. Vasketøjskurven når sjældent et punkt, hvor den er tom, støvet bliver ikke fjernet hver uge, støvsugningen sker ikke hver 2. dag (som jeg gerne ville). Men det gør mig ikke til en dårlig mor, for mine drenge får masser af kærlighed. De sover i rene senge, de får rent tøj på hver dag (Ja, det er ikke tøj de mangler), og vigtigst af alt, så får de mad på bordet hver eneste dag. 

I denne her uge har begge drenge været hjemme, fordi de har været syge, og når der ikke bare er 1 sygt barn,  men 2 syge børn, så er det altså ikke de huslige pligter, der bliver prioriteret allerhøjest. That's life. 

Bent har arbejdet meget i denne her uge, så der har ligget meget pres på mig, men sådan er det jo bare. Næste uge har han (indtil videre) heldigvis lidt flere fridage, så det er jo ikke dårligt. 

Vil slutte med at ønske jer alle en rigtig god søndag.  

En (næsten) normal hverdag igen

I sidste uge åbnede vuggestuen (endelig) op igen, og Silas og Niclas er selvfølgelig af sted nogle timer hver dag. Nu sidder du måske og tænker "sikke en uansvarlig mor, som sender sine børn af sted i disse tider", men altså helt ærligt - Bent er jo ligesom også på arbejde hver dag, så hvis vi skal smittes, så bliver vi det sgu nok under alle omstændigheder, og vi kunne mærke, at især Silas havde behov for at være af sted, så vi udnyttede muligheden og sendte dem i vuggestue. Og når man nu tænker på, at Silas snart skal i børnehave, så er det vel også ok at vi lige benytter chancen for at prøve at få ham lidt mere op på alderssvarende niveau. 

Bent har jo været i gang i snart en måned, og det kan dæleme godt være hårdt med den vagtplan de kører på med for tiden. Bent skifter lidt mellem dag- og aftenvagter, så det er ikke mange timer, vi ser hinanden hver dag. Og det kan jeg altså også godt mærke på Silas indimellem. Heldigvis kan vi lige tage forbi og sige hej eller godnat til ham, og det hjælper trods alt en lille smule. Men glæder mig alligevel til deres vagtplan ser lidt mere "normal" ud igen. 

Det angstbehandlingsforløb, jeg var i gang med, har jo også været lukket ned i lidt over en måned nu, men de begynder heldigvis også så småt at åbne op denne her uge - og jeg glæder mig. Jeg har været yderst presset psykisk den seneste måneds tid, så jeg glæder mig til at komme i gang igen, og forhåbentlig få lidt mere kontrol over tingene igen. Jeg var ellers inde i en rigtig god stime, hvor det gik fint, og hvor jeg ikke følte mig så styret af mine tanker og følelser, men det er der blevet ændret godt og grundigt på, og i dag er jeg mere kontrolleret af mine tanker end jeg kontrollerer dem. Det gør så, at jeg får nogle sygt slemme angstanfald, som skræmmer selv Bent. Så jeg glæder mig til at få samtaler med min behandler igen. Altså vi har ganske vist snakket i telefon sammen den her periode, men det er altså ikke det samme. 

I dag er faktisk første dag i halvanden måneds tid, hvor jeg er helt alene hjemme (ja altså sammen med hundene). Og jeg nyder faktisk roen, selv om det er vildt underligt at der slet ikke er nogen larm fra legetøj eller andet. Og jeg skal vel ikke straffes for at sige, at jeg faktisk nyder lige at have det pusterum for mig selv. Jeg er 100% mor hele dagen, så når jeg lige kan have et par timer for mig selv, så må jeg altså godt det. Senere i dag skal begge banditter til frisør - det er virkelig også tiltrængt. De havde egentlig tid samme uge, som frisørerne blev lukket ned, så det var med at slå til, da vi fandt ud af de åbnede igen. 

Ellers sker der ikke det vilde herhjemme. Solen skinner og vi er udendørs en stor del af tiden. Haven ligner en legeplads, som ville være den bedste dagplejemor værdig, så det er jo så skønt. Det er altså en af goderne ved at have en god have, så længe man har små børn. Og ja de nyder jo at have SÅ meget legetøj, så det er jo perfekt. 

Opdatering fra privaten

Det er nu allerede næsten en hel måned siden, jeg sidst har skrevet herinde, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft tiden til det, men jeg har bare haft valgt at prioritere tiden lidt anderledes. 

Vi har lavet enormt meget sammen som familie, når vi har haft tiden til det, og det har virkelig været godt, kan jeg mærke. 

Nu er det nok næppe en større statshemmelighed, at store dele af Danmark er lukket ned for tiden pga. denne Corona-virus, som er det helt store samtaleemne i medierne, og har været det i snart en måneds tid. En virus, som vi på ingen måde selv er herre over, men som på alle måder er herre over os, og over den frihed vi normalt plejer at have. 

Begge drenge er hjemme (og har været det knap 2 uger nu), fordi vuggestuen er lukket. Eller ja, de er ikke lukket, men kører med stærkt begrænset nødberedskab, så når vi nu alligevel har alle muligheder for at holde dem hjemme, så valgte vi at gøre det. 

Bent er også sendt hjem, og har ikke været på arbejde siden mandag i forrige uge. Vi ved ikke, hvor længe hverken han, Silas eller Niclas skal gå hjemme, så vi hygger os, og får ordnet en masse små praktiske ting herhjemme, som vi ellers har skubbet. 

Jeg har også "fri" fra mine angst-samtaler. Kan godt mærke, at jeg virkelig mangler dem. Angsten er virkelig en tro følgesvend lige pt, og jeg oplever mange panikangstanfald, og ja nogle af dem er altså seriøse nok til skræmme mig. 

Ikke i torsdags, men forrige torsdag måtte jeg en tur omkring akutafdelingen på Kolding Sygehus for at få tjekket mit hjerte. Havde voldsomme trykkende smerter i brystkassen, som gik ud i venstre skulder. Derudover var jeg svimmel og havde vejrtrækningsproblemer. Måtte ringe til vagtlægen om eftermiddagen og så blev jeg hentet af en hjerteambulance, som kørte mig til tjek på sygehuset. De kunne dog ikke umiddelbart se, at mit hjerte fejler noget, så jeg kom hjem ved midnatstid igen. Dog kan de ikke udelukke, at der er noget med hjertet, for jeg fik nitroglycerin i ambulancen, og det hjalp på de voldsomme smerter, jeg havde i brystkassen. Jeg jar så indtil videre en tid til videre undersøgelse på hjerteafdelingen på Grinsted Sygehus d. 30. marts, men nu må vi se, om den bliver udskudt. 

Myndighedernes anbefalinger går på, at man nærmest lever helt isoleret, men den overholder vi altså ikke helt herhjemme. Vi ses med mine forældre plus vi går nogle gode ture med drengene. Kan simpelthen ikke håndtere psykisk bare at skulle "bure mig selv inde" herhjemme. Men vi overholder selvfølgelig de hygiejnemæssige restriktioner, som der er sat. Vi har altid håndsprit med, når vi er ude, og vi sørger fx altid for også lige at spritte drengenes hænder af, så de har en chance for at være så nogenlunde bakteriefri, og er en af dem endelig med ude og handle, så får de ikke lov til at pille ved noget, og vi spritter lige vognen af inden de kommer ned og sidde, så vi sørger for at tage vores forholdsregler. 

Men altså helt ærligt, hånden på hjertet, så savner jeg dæleme vores "normale" hverdag. Kan godt mærke, jeg lige mangler det der pusterum, jeg plejer at have, når de alle 3 er ude af huset. Det tætteste jeg kommer på det nu, er hvis den ene af drengene sover, og Bent så tager den anden med ud og gå en tur. Men det er jo altså ikke helt det samme. Men lidt er jo trods alt bedre end ingenting. 

Kære farmor

Kære farmor... 

Endnu et år er gået, og det er nu 25 år siden, du tog dit sidste åndedrag. 25 år siden jeg sidst snakkede med dig, og du bad mig passe godt på alle sammen og hjælpe dem til at få det godt. Og farmor, jeg har virkelig gjort mit bedste. 

Den, som engang fandt på det med at "tiden læger alle sår", har tydeligvis aldrig prøvet at miste en person, vedkommende virkelig holdt af. For mit savn til dig er ikke blevet mindre med årene - måske nok snarere tværtimod. 

Jeg besøger ofte kirkegården, og når jeg er alene og der ikke er andre besøgende, så snakker jeg med dig. Jeg savner at kunne sidde og snakke med dig, og jeg ville ønske, jeg kunne dele stort og småt med dig - både de gode ting og de mindre gode ting. 

I dag har Bent og jeg 2 dejlige drenge Silas og Niclas, og jeg ved du ville have elsket dem, og de ville have elsket dig. Da vi pyntede til jul for et par uger siden, sendte jeg dig mange kærlige tanker, mens jeg satte det julepynt frem, som jeg arvede hjemme fra jer. Det er noget af det julepynt, der betyder allermest for mig, og uanset hvordan jeg sorterer i julepynten fra år til år, så er der altså bare visse ting, der SKAL op hvert år. 

Glædelig jul farmor - håber I får en god jul allesammen, hvor end I er. 

Elsker dig og savner dig. 

xx Mette xx

Så blev det oktober

Mange forbinder oktober med rigtig efterår, og selv om kalenderen allerede sagde efterår, da vi skiftede til september, så er jeg tilbøjelig til at give folk ret. September er på mange måder mere en sommermåned end en egentlig efterårsmåned.

Men nu, hvor vi er i oktober, er butikkerne begyndt med både Halloween- og julepynt, og det er da efterårsagtigt - i min verden i hvert fald.  Vi har ganske vist tændt for varmen herhjemme (dog kun på 1 rundt i huset), men der bliver skruet lidt ekstra op i løbet af den næste uges tid, hvis det bliver så køligt om natten, som vejrudsigterne tyder på.

Det bliver efterhånden hurtigt mørkt om aftenen, hvilket også kan ses på vores forbrug af både elektriske og levende lys. Vi har mange fyrfadslys tændt om aftenen, og det er jo kun så hyggeligt. Og så giver det jo også lige lidt ekstra varme, så det er jo en win win situation.

Jeg har brugt et par aftener i denne uge på at pakke jule- og kalendergaver ind - og der var mange, vil jeg godt lige pointere. Vi giver pakkekalender til begge drenge, til min bror, jeg giver til Bent og han giver adventsgaver til mig, så der var i hvertfald mange gaver at gå i gang med. Nu ligger der så "kun" 5 gaver, der ikke er pakket ind endnu, så det er ikke så galt. Og dem skal jeg nok nå at blive færdig med, inden vi går i gang med at købe næste omgang (der primært er julegaver).

Derudover har vi en ok travl måned i vente. Der skal ske mange ting her i oktober, så vi kommer nok ikke til at kede os. 

Den fik mig...

Efter en periode, hvor både Bent, Silas og Niclas har været syge, var det jo nærmest bare et spørgsmål om tid, før jeg også ville blive nedlagt af mandeinfluenza (ja, altså med 3 mænd i huset er det vel det mest nærliggende at tro, at det er sådan en størrelse, og ikke bare den almindelige influenza, der har nedlagt mig). 

Det startede så småt i går med feber og ondt i halsen, og så vidste jeg jo ligesom godt, hvilken vej det gik. Hele aftenen i går frøs jeg helt vildt og kunne ikke få luft igennem næsen. Da jeg så også begyndte at hoste, valgte jeg at "snyde" lidt og tog et par pust af ungernes "astmatisk bronkitis" medicin, og det hjalp sørme. Ikke at jeg har tænkt mig at gøre det ofte, men lige der var det altså en nødløsning. 

I dag har begge drenge heldigvis været raske nok til at komme i vuggestue, så jeg har haft lidt mulighed for at pleje mig selv herhjemme (Bent mødte på arbejde kl. 10). Jeg har så også været ved lægen i dag til blodtrykskontrol, og som jeg selv godt var klar over, så var lægen slet ikke tilfreds. Jeg kunne så heller ikke tåle de piller, som jeg fik ordineret sidst, så det har medført en del opkastninger, så der har jo reelt set heller ikke været nogen rigtig virkning af dem, for jeg har jo nået at kaste pillerne op inden de har virket. Så nu venter jeg på at høre, hvad der skal ske nu. 

En update på hjemmefronten

Der har simpelthen været fuld fart over feltet de sidste par uger herhjemme, og der er sket så meget. 

 Niclas er stadig rigtig glad for at komme i vuggestue. Han er der dog ikke så mange timer endnu - mellem 1 og 2 timer om dagen - for han bliver lidt for nemt overstimuleret, så vi tager det stadig lidt roligt. 

Begge unger startede denne uge med at være syge, så spørg lige, om jeg har haft nok at se til, for Bent har arbejdet hele denne uge, og han skal dæleme også arbejde i weekenden, så mor her har haft mere end rigeligt at se til. Hvis jeg nogensinde har ment, at det var hårdt med 2 små børn indtil nu, så har det intet været i forhold til denne her uge. Jeg har været vågen gud ved, hvor mange gange om natten og Silas er vågnet ved 5:30 tiden om morgenen, og så er dagen altså lang, når man er alene om det hele... for jeg vil jo også gerne få lavet nogle praktiske ting herhjemme. 

Men derudover, ja så har jeg været så heldig at erhverve mig et forhøjet blodtryk, som jeg er sat i medicinsk behandling for. Så i værste fald, skal jeg tage blodtrykssænkende medicin resten af livet (yeah - eller noget). Altså hallo, mig som altid og jeg mener virkelig ALTID, har haft et flot blodtryk. Selv ikke under nogen af graviditeterne har det været forhøjet, men nu ligger det jo ALT for højt. Var så til samtale på apoteket i dag med en farmaceut, for det tilbyder de, når man starter på sådan en slags medicin. 

Men derudover, så har Bent forkælet mig lidt den senere tid - fordi han synes jeg fortjener det, når jeg tager mig så meget af Silas og Niclas og passer det herhjemme. Jeg fik en stor flot buket blomster i sidste uge, og så har jeg u dag hentet mine nye briller. Jeg har igennem et stykke tid haft lidt svært ved at læse undertekster på fjernsynet, så jeg var af sted i sidste uge og få lavet synstest, og jeg skulle hæves en anelse i styrke - mest af alt pga. min bygningsfejl. Så i dag hentede vi de nye briller, og jeg er SÅ glad for dem. 

Skodaen har da også været en tur på værksted til service og olieskift i dag, så vi har virkelig fået nået en hel del på kort tid i dag. Men nu er den så til gengæld også klar til vi kører nordpå næste måned (og behøver jeg sige, jeg GLÆDER mig). 

Alle de billeder

Jeg har altid været typen, som gerne ville tage billeder... jeg er så til gengæld ikke den, som selv springer frem, når der skal tages billeder af mig selv, men kan godt lide selv at tage en masse billeder (hvilket man også godt kan se, når man kigger på antallet af billeder, jeg gemmer på Onedrive).

Før vi fik Silas og Niclas var det ikke unormalt, at jeg på en almindelig måned tog et sted mellem 80 og 120 billeder (selvfølgelig flere, hvis vi var meget ude eller hvis vi var til noget, og tog også flere dengang vi havde en hvis person boende hos os), men efter vi har fået børn, så er antallet af billeder steget markant. Alle sagde til mig, at jeg nok skulle få taget endnu flere billeder, når der kom børn, og hvor havde de dog ret. Jeg plejer at lægge billederne ind på computeren og omdøbe dem inden de lægges ind på Onedrive, men efter Silas og Niclas kom til, så har tiden til sådan lige at få dem omdøbt så hurtigt, som jeg gerne ville, altså ikke været der, og det gør så, at jeg i perioder kan bruge mange aftener på at sidde og omdøbe billeder - og sådan en periode er jeg i pt. 

Jeg er blevet noget overrasket over, hvor mange billeder jeg egentlig tager. Tror ikke rigtig jeg har taget mindre end 300 billeder OM MÅNEDEN!!!!!! siden de 2 lømler er kommet ind i vores liv. Jeg er langt om længe kommet så langt, at jeg er færdig med at omdøbe alle billeder fra 2018, så nu mangler jeg bare resten. Og det skal så også lige siges, at jeg også har slettet nogle billeder indimellem, for kors mand, hvor er der da nogle åndsvage billeder indimellem. Der er så også en del, som enten Silas eller Niclas har taget, hvor man ikke rigtig kan se noget på og ja de fylder jo også på mobilen indtil de bliver slettet. 

2 vuggestuebørn

Ja, i mandags var det altså så vidt, at Niclas skulle starte i vuggestue. Jeg havde virkelig frygtet den dag, fordi jeg lider lidt af en form for separationsangst, når det kommer til Niclas. 

Men det gik faktisk ret ok, så jeg er virkelig stolt af mig selv. Både Bent og jeg tog med hen i vuggestuen (det er samme vuggestue, som Silas går i, så de bliver afleveret samtidig om morgenen), og fik afleveret Silas inde på sin stue, og så gik vi ind på den anden stue, hvor Niclas skal være. Vi var derhenne en lille times tid, og så kunne vi godt mærke, at Niclas var ved at være træt. Han faldt også i søvn, da vi kom hjem. 

Niclas virker lige så glad for at være derhenne, som Silas er, så det er jo bare perfekt. Han var selv derhenne omkring 20 minutter torsdag, og i går var han der omkring 3 kvarter. Og ja, jeg ville da lyve, hvis jeg sagde jeg ikke savner ham, når han er væk. I mine øjne er han jo stadig min lille for tidligt fødte bandit. Samme følelse har jeg slet ikke haft med Silas, men ok han gik jo også hjemme ved mig til han var 16,5 måned, og Niclas er jo "kun" knap 11 måneder (knap 9 korrigeret), så der er jo også en væsentlig forskel der. 

Men når det så er sagt, så har jeg den bedste mavefornemmelse, når vi afleverer. Jeg er så glad for, at vi valgte netop den vuggestue til begge børn. Ja, Niclas kræver lidt mere, fordi han er for tidligt født, men det virker de til at have helt styr på derude, så det er virkelig betryggende. Nu skal vi bare have ham helt med, så han også snart kan kravle -det er sådan set det eneste, vi gerne vil prøve at opnå helt inden han bliver 1 år næste måned. Men om det så lader sig gøre, det er jo lige det. 

Så skal der stemmes igen

Som mange nok har opdaget, så er det snart igen tid til at tage stilling og sætte kryds på stemmesedlerne til hhv. Europaparlaments- samt Folketingsvalg.

Jeg er en af dem, som havde håbet på, at vores statsminister havde udskrevet valg, så vi kunne få de  valg overstået på én gang, men sådan gik det jo altså ikke. Så i stedet må vi til stemmeurnerne  gange med små 14 dages mellemrum.

Og ja, jeg ER én af dem, som agter at stemme begge gange. Jeg kunne selvfølgelig lade være og udelukkende fokusere på dét valg, som jeg mener er vigtigst (Folketingsvalget), men det gør jeg ikke. Jeg er nemlig af den mening, at jeg vil have lov til at brokke mig, hvis valget ikke går helt, som jeg gerne ville have det til, og hvis de valgte politikere træffer beslutninger, som jeg på ingen måde kan forholde mig til. Og ja, derfor mener jeg, at jeg er nødt til at gå hen og stemme, for hvis jeg ikke i det mindste prøver at ændre på tingene, så kan jeg ikke tillade mig at brokke mig.

Og jeg ved godt, at der sikkert sidder mange med en anden holdning, og den skal de da også have lov til at have. Det her er bare min holdning.

Når det så er sagt, så er der ikke et af de opstillede partier, som jeg er 100% enig med. Så derfor vælger jeg ud fra hvilket parti, jeg er overvældende enig med samt basseret på, at den politiker, jeg stemmer på er fra lokalområdet og han altid er god for en snak, når man ser ham i bybilledet. Så uanset hvad de forskellige politikere kommer med af løfter for at kapre stemmer, så ved jeg godt, hvor krydset skal sættes. 

Det skrevne sprog er nemt at misforstå

Det er ingen hemmelighed, at de sociale medier efterhånden har gjort et ret så stort indtog i de fleste menneskers liv.

I takt med det, er cyber mobning også blevet langt mere udbredt end tidligere. Nu er jeg selv en af de mange, som har profiler diverse steder, og uden sammenligning er Facebook et af de steder, hvor der er allermest mobning og had mod andre.

For noget tid siden var der i en af grupperne, jeg er med, en diskussion i gang (det skal siges den foregik på et helt sobert niveau og folk kunne formå at skrive pænt til hinanden - på trods af uenigheder). Der var så 2 "nye", som begyndte at blande sig i diskussionen, og fordi den ene var en smule ordblind og måske fik sig formuleret lidt uheldigt (på en måde som nemt kunne misforstås), så var det som om en stor del af de andre nærmest vendte sig mod den ene person.

Vedkommende fik dog så med megen besvær forklaret sig ud af kniben og fik os guidet ind på den måde, som h*n egentlig fra starten havde ment.

Og det fik mig til at tænke over, hvor nemt det egentlig er at misforstå ord, når de bliver skrevet. Blot det, at trykket måske bliver lagt forkert i en sætning, kan jo få hele sætningen til at fremstå anderledes end det egentlig var meningen. Og det er i nogle tilfælde netop dét, der skaber unødvendig hakken på hinanden.

Fx er der i en af de lokale køb- og salgsgrupper én, som jævnligt sætter nogle ting til salg. H*n er dog svært ordblind, og dermed kommer salgsopslagene ofte til at se ud som om, at h*n søger den pågældende ting fremfor at sælge den. Og man kan virkelig mærke at h*n bliver sur, når der så er nogle, som kommenterer på den med at de har den pågældende ting til salg, for det er jo ikke det h*n mener. Nu sidder I måske og tænker, hvorfor jeg så ikke venligt gør vedkommende opmærksom på fejlen, men vedkommende kan i forvejen ikke lide mig af flere årsager, så det vil rent og skært ses som en provokation, hvis jeg gør det.

Man kan godt se nogle gange, når der bliver skrevet tvetydige ting, så er der nogle mennesker der simpelthen VIL misforstå alt. Jeg har der personligt sådan, at hvis der er noget, hvor jeg virkelig er i tvivl om meningen, så undlader jeg hellere at kommentere, fremfor at indlede en længere diskussion. Har ofte set, at folk selv flere uger senere kan køre i samme spor og virkelig køre hetz på en anden, som måske har fået skrevet noget forkert. 

Jeg skrev selv en gang en kommentar til en, hvis mor havde fået kræft og fordi jeg skrev noget i retningen af at jeg føler med dig og så en eller anden emoji (kan ikke huske, hvilken en) og det blev så anset som om at jeg nærmest sad og lagde an på vedkommende. Øh nej, jeg er ligesom gift, og selv hvis jeg ikke var, så ville jeg sgu da aldrig sidde og lægge an på nogen som helst, jeg ikke kender i en tilfældig fb gruppe. Han forstod heldigvis godt selv, hvad jeg mente, og for ham var jeg bare en, som udtrykte min medfølelse. 

Siden da, tænker jeg meget over, hvordan jeg formulerer mig, for gider simpelthen ikke unødige misforståelser.  

Stilhed i det lille hjem

Bent startede på arbejde i går, og Silas var hjemme ved mormor og morfar og hygge, så herhjemme var der kun Niclas og jeg. Det var nu også meget hyggeligt... altså selvfølgelig var hundene også hjemme, men de lullede jo bare rundt og nød, at der ikke var en Silas, som jagtede dem rundt *haha*. 

Niclas og jeg var bl.a. ude og gå en tur. Det var jo dejligt vejr, så det var med at udnytte det. Lillemanden fik så også lige en lille lur, og så kunne mor her få lagt de bunker af vasketøj på plads, som lå ude i bryggerset og grinede af mig, hver gang jeg gik forbi. Men nu er det lagt på plads, så nu er der rent bord - indtil næste gang om ikke andet. 

Ved godt, bloggen bliver forsømt en del, men når man har børn, er der altså vigtigere ting ude i den virkelige verden frem for at sidde ved computeren når børnene er vågne, og om aftenen når de sover, ja så sidder moren også selv og halvsover inde i sofaen, så der er der heller ikke alverdens tid til rådighed. Så der bliver blogget, når der er tid til det.

For nu at snakke om noget helt andet, hvad i alverden sker der så for vejret for tiden. Nu havde vi jo lige vænnet os til menneskelige temperaturer og så kom der sgu sne forleden aften. Vi havde godt nok slukket for varmen omkring starten af april, men vi har så måtte tænde igen, for det blev simpelthen for koldt for ungerne, og jeg gider ikke flere syge børn lige nu, så der måtte skrues op igen. Men når det så er sagt, så skulle det gerne vende i løbet af næste uge igen, og så skulle vi gerne få skruet ned indtil efteråret igen.

Men derudover er der fuld fart over feltet herhjemme. Silas er endelig inde i en god rytme med vuggestuen, og om mindre end 1 måned skal Niclas starte i vuggestue (hvor bliver tiden af, kan slet ikke forstå min lille baby allerede er så gammel). Min barsel slutter så d. 27/6, så der er lige små 4 uger til at køre Niclas ind og vænne mig til at skulle aflevere ham hver dag. 

Opdatering på tilværelsen

Der er liv her på matriklen endnu, selv om jeg ikke har fået blogget særlig meget den senere tid... Men ja, der har været så meget at se til, og om aftenen når ungerne er faldet i søvn, så er jeg også mere end én gang faldet i søvn på sofaen. 

D. 6. april var vi til guldbryllup. Det var en rigtig god dag, og der er altså noget magisk over at et ægtepar har holdt sammen i tykt og tyndt så mange år. Dagen startede med, at vi alle var inviteret i kirke, hvor guldbrudeparret atter bekræftede at ville leve sammen resten af livet. Bagefter var vi alle på Agerskov Kro og spise, og nøj jeg siger jer, det var noget godt mad, vi fik. Silas havde det ikke særlig godt den dag og sad egentlig bare ved onkel Allan og hang nærmest fra start til slut. Den lille mand havde feber og var virkelig hårdt ramt. 

Vi kørte så til vagtlægen om aftenen, da vi kom hjem, og vi fik at vide, at det "bare" var en virus, som skulle gå i sig selv af sig selv. Og jeg skal altså lige hilse og sige, at det er noget så hårdt at se ham have det dårligt og hoste så meget, at han kaster op over det. Nu er han jo ikke ligefrem den tykkeste i forvejen, så han har jo slet ikke godt af at kaste så meget op. 

I lørdags stod den så endnu en gang på fest. Det var også min fødselsdag, men vi var inviteret til kobberbryllup ved min kusine og hendes mand, og det havde vi så valgt at sige ja til, for fødselsdagen kunne jo sagtens rykkes til dagen efter, og det var jo også bare en almindelig fødselsdag og ikke en rund en af slagsen, og der skulle ikke ske andet end at min bror og mine forældre kom ud til os og spiste. 

Men vi havde så besluttet os for, at vi havde inviteret dem herud til morgenmad lørdag morgen, så kunne vi sidde og hygge lidt inden vi skulle køre til Brande til fest. Bent og ungerne var gået sammen med min bror og mine forældre om at købe gave til mig, og de havde købt en kamera, jeg ønskede mig. Jeg har jo et spejlreflekskamera, men det er lidt stort at slæbe med, hvis vi skal nogen steder, så jeg havde ønsket mig et ganske almindeligt kamera, der ikke fylder så meget. For ja, med børn er det altså praktisk at have et kamera med, når man skal noget (og jeg er ikke den, der altid har min mobil på mig, når vi går ud af døren). 

Nå men, vi skulle være i Brande kl. 13, så vi kørte fra Vamdrup ved 11:30 tiden, for så skulle vi i hvert fald ikke skynde os derop. Vi var da absolut heller ikke hverken de første eller de sidste, som ankom. Inden vi skulle spise, rejste min kusines mand sig op og sagde tillykke med fødselsdagen til mig, og så skulle de alle sammen rejse sig og skåle med mig (mig, som hader at være i centrum), og jeg fik så den flotteste buket blomster af dem. Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg fortryder ikke, at vi tog med. 

Søndag holdt jeg så fødselsdag for mine forældre og min bror. Det var ikke noget vildt, men vi hyggede og grillede (fødselsdagsbarnet bestemmer maden herhjemme). 

Påsken er indtil videre brugt herhjemme, hvor vi har hygget i haven. Silas elsker at være ude, og de har jo efterhånden også SÅ meget legetøj til udendørs brug, så det er jo med at få det brugt. I går var vi også lige en tur i Billigblomst og købe blomster til at plante i krukkerne ude på terrassen, så nu er haven næsten sommerklar. Og nå ja, Silas er blevet klippet, så nu er frisuren lidt mere sommeragtig ☺

Fastelavn er mit navn...

i fredags var der fastelavn henne i Silas' vuggestue, og selvfølgelig skulle knægten klædes ud. Nu er Silas jo ikke den største, og på trods af sin alder, bruger han "kun" str. 80 (svarende til 9-12 måneder) i tøj, så jeg ville ikke gå ud og ofre en bondegård på fastelavnstøj, for der er ikke nogen chance for, at Niclas kan passe det næste år. Så vi var i diverse genbrugsbutikker for at se, om vi kunne finde noget. 

Det var dog en større opgave, end vi lige havde regnet med. Altså, det var nemt nok at finde noget til piger (prinsesser osv.), men til drenge, var det næsten umuligt at finde noget. Men det lykkedes.

Han endte med at blive den sødeste lille Care Bear, og selvfølgelig synes alle jo, at netop deres barn er det sødeste, og jeg er ingen undtagelse. 

Han var dog lidt sløj plus sundhedsplejersken kom forbi til Niclas, så Silas var kun i vuggestuen en lille time, og så hentede jeg ham igen, men han var med til fastelavn, og det er hovedsagen. 

Prøver

Ja, selv om jeg ikke helt kan beslutte, hvad der skal ske med bloggen, så kan jeg jo godt prøve at blive lidt bedre til at blogge... 

Og hvilket tidspunkt er bedre end et som nu, hvor begge unger sover tungt, og manden sidder og ser et eller andet i fjernsynet (som ikke har fanget mig).  Og nu, hvor jeg har pakket barnedåbsgaver fra mine forældre og min bror ind, samt ordnet lidt forskelligt andet til barnedåben ind, så kunne jeg jo lige sætte mig ved computeren et par minutter. 

Vores lille mand skal døbes på søndag. Det skal nok blive en god dag. Vi bliver 46 i alt - jeg er så taknemmelig for at der er så mange, som vil være med til at fejre vores lille guldklump. Eller ja lille er han jo ikke længere. Han rundede 1/2 år i sidste uge og vægten har passeret 7,5 kg, så det går absolut fremad. 

Silas er stadig ikke helt på toppen. Han har ikke været i vuggestue lidt over 2 uger nu. Vi vil gerne lige have ham lidt mere på højkant, inden vi sender ham af sted. Hans hosten er helt tosset for tiden. og han har indimellem svært ved at trække vejret netop fordi han hoster. I nat måtte jeg tage ham op og tage ham med over i vores seng (ja, så vi sov 2 voksne og 2 børn i vores dobbeltseng, og der var ikke meget plads at give af, vil jeg godt lige sige), og der faldt han hurtigt i søvn, men jeg var ikke i tvivl om at  han trak vejret, for han trak vejret meget tungt. Håber snart han er rask igen, for det her er altså ikke sjovt. Og jeg håber han har det så nogenlunde til barnedåben - ellers bliver det en lang dag, så kryds lige fingre ☺

Og så lige et billede af søndagens midtpunkt... vores lille charmetrold. Han er simpelthen så skøn.