Tabu???

Forleden sad jeg og skrev med en på nettet. Hun søgte svar på nogle spørgsmål angående reagensglasbehandling, og jeg meldte så tilbage, at jeg havde 2 forsøg i bagagen, og hun skrev så at hun havde nogle spørgsmål, og om det var ok hun stillede mig dem i en privat besked. 

Samme pige var flov over, at hende og hendes kæreste skulle i fertilitetsbehandling, så hun var ikke meget for at komme ud med sine spørgsmål til nogen, som måske kendte hende, og jeg rådede hende blandt andet til at finde en eller 2, som hun virkelig stoler på, som hun kan fortælle om det, for det kan være noget af en mundfuld at gå med alene. 

Jeg var selv virkelig flov over, at jeg da for hulen ikke bare kunne blive gravid, men samtidig vidste jeg jo også godt, at der er andre bl.a. i min familie, som har haft problemer, men det hjalp mig bare ikke alligevel. Jeg betroede mig så til et par veninder, og jeg er den dag i dag, virkelig glad for at jeg gjorde det, for selv om jeg selvfølgelig havde Bent at snakke med, så var det rart at have nogle andre at snakke med. Nogen, som ikke i den forstand, var involveret i "projekt baby". For ikke nok med, at alle hormonindsprøjtningerne var hårde for kroppen - både fysisk og psykisk - nej, så var det også hårdt, når det så ikke lykkedes. Og Bent var jo "nødt" til at holde gejsten oppe ved mig, men jeg havde jo også bare brug for at brokke mig over at min "lorte krop da for fanden ikke bare kunne gøre, som den nu en gang er skabt til". 

Ligeledes havde jeg behov for at juble med nogen, da jeg havde de 2 streger ved både Silas og ved Niclas. Min ene veninde havde været med på sidelinien under HELE forløbet - både ved fertilitetsbehandling og hele perioden efter, hvor jeg ALDRIG skulle igennem det igen, når det alligevel ikke ville lykkes - og efterfølgende, hvor jeg alligevel besluttede mig for at tage det sidste forløb (uden det dog nåede dertil, da de 2 magiske streger dukkede op få dage senere på naturlig vis) og under begge graviditeter (hun vidste endda testerne var positive før jeg viste dem til Bent), og jeg er LYKKELIG for, at jeg havde en af betro mig til. 

Jeg lærte undervejs, at jeg ikke skulle være så flov over, at jeg var nødt til at have behandling for ufrivillig barnløshed, for det er mere udbredt end jeg troede det er. Det er stadig - desværre - bare belagt med en slags tabu, at man ikke kan få børn på naturlig vis. Og det er sgu synd, for jeg tror, at det får mange til at tøve lidt med at søge hjælp, når de positive tests udebliver. 

Som jeg tidligere har nævnt, så var det enormt svært for mig, at erkende, at jeg havde brug for hjælp dengang, og der gik knap 4 år, før jeg turde opsøge læge. Men i dag fortæller jeg hellere end gerne min historie, for det er en del af den bagage, jeg slæber rundt på, og det kan man bare ikke rigtig lave om på. 

Ligestilling! .... Eller????

 Forleden på Facebook, så jeg et opslag fra en frustreret far. Det handlede om, at han gentagne gange havde været nødt til at snige sig ind i kvindetoilettet i håb om ikke at blive mødt af en flok fordømmende kvinder. Årsagen var noget så simpelt, som at den stakkels mand var far, og hans ærinde på kvindetoilettet gik i al sin enkelthed ud på, at han bare ville skifte sit barn.

Den stakkels far har nemlig, som mange andre fædre, opdaget, hvor svært det egentlig er at finde et herretoilet i offentligheden, hvor der er puslefaciliteter. 

Og ved I hvad... Jeg har tit snakket med Bent om den samme ting. Nu er vi nogle af dem, som forholdsvis tit slår et smut forbi Ikea, og en af de ting, jeg elsker ved Ikea er, at Bent og jeg kan tage hver vores barn og skifte, for de har nemlig puslebord på herretoilettet, og ved deres restaurant er der et særligt puslerum, hvor man kan gå ind som både mor og far.

Nå men den her stakkels far på Facebook, han havde mødt flere stærkt fordømmende kvinder, som endda havde truet med at hente vagten - og til hvad nytte spørger jeg så. Altså han skal da for pokker bare skifte en ble! Det ville personligt ikke kunne bringe mit pis i kog, og heldigvis var der rigtig mange andre kvinder, som også havde medlidenhed med ham. 

I min optik bør det slet ikke være til diskussion, hvorvidt det skal være muligt for en far at tage sit barn med ind på herretoilettet for at skifte en ble eller vådt tøj. Og hvis der så ikke er et puslebord til rådighed derinde, så burde han ikke føle skam over, at skulle gå ind på kvindetoilettet. Og når det nu endelig skal være, så er det altså også de færreste steder, hvor man direkte kan stå og kigge ind på toiletterne, hvor kvinderne sidder og tisser - jeg har endnu ikke oplevet steder, hvor der ingen døre var i. Og jeg tror altså ikke, at en mand, som skal skifte en lorteble har som topprioritet at kigge ind under dørene for at se, hvem der sidder "på tronen", 

Og hvis vi nu skal være ærlige - hånden på hjertet. Hvor mange kvinder har så ikke brugt herretoilettet, når der har været kø til kvindetoilettet og der ingen har været på herretoilettet. Det tror jeg altså mange har. 

Jeg synes, det er grotesk, at vi i år 2020, hvor vi gør så meget for, at der skal være ligestilling på en lang række områder, som far skal skamme sig over at ville skifte en ble på sit barn, og hvor pusle faciliterer ikke er obligatoriske på herretoiletterne - som de er på dametoiletterne. Altså bevares, man kunne måske inddrage et par toiletter på begge sider, og så lave et par puslerum, som både kan benyttes af mødre og fædre - lidt ligesom mange handicaptoiletter også er til unisex brug. 

Skal - skal ikke

Det kommer næppe bag på mange, at jeg praktisk talt er elendig til at få blogget. Men ja, der er altså bare vigtigere ting at tage sig til, når der er 2 krudtugler i huset. 

Og mine børn kommer altså før bloggen - sådan er det bare. 

Jeg har derfor igennem længere tid gået og tænkt over, hvorvidt jeg skal lukke bloggen ned, når mit domæne skal fornyes til efteråret, eller om jeg skal beholde den lidt endnu. Og jeg er ikke rigtig kommet nærmere en beslutning endnu. 

Jeg er jo glad nok for at have dette frirum, men samtidig synes jeg bare også det er en anelse kedeligt, når jeg måske "kun" får blogget hver 2. eller 3. uge. 

Men ja.... det kan da også være, jeg stille og roligt får mere tid, når først Silas er helt kørt ind i vuggestue - når han altså starter igen -  men nu må vi se. Jeg kan ikke love, jeg får mere tid sådan lige med det samme. 

En tidlig morgen i det lille hjem

Klokken er nu 6:30 og hele huset sover. Altså alle med undtagelse af mig. Jeg vågnede for små 2 timer siden, og kunne ikke sove igen. Lå så bare og ventede på, at Niclas vågnede og skulle spise. Formåede endda at skifte begge unger mens de sov - et eller andet skulle tiden jo gå med. 

Niclas vågnede så først for en times tid siden. Han fik så noget at spise og så lå jeg og puttede med ham indtil han sov - han har haft nogle dage, hvor han har haft svært ved at falde til ro, når han har spist, så jeg valgte at ligge mig med ham, når jeg nu alligevel ikke kunne sove. Og efter små 10 minutter sov knægten tungt, så lige nu sidder jeg med en kop varm kaffe (det sker ikke tit, at jeg når at få min kaffe, mens den er varm) og har lidt mor-tid.

De sidste par dage har været pænt hektiske herhjemme. Der har været et par ting, som virkelig har fyldt i mit hoved og skabt tankemylder. Men det blev heldigvis afsluttet i går, så vi atter kan slappe af.  Tror også det er netop de ting, som har gjort, at jeg har fået minimalt med søvn de senere nætter. Men altså i nat har jeg egentlig sovet ganske godt, så det er fremskridt. 

Senere i dag, skal min mor og jeg i Ikea - en lidt spontan planlagt tur. Der er lige nogle enkelte småting, vi mangler, og så kunne vi jo lige så godt smutte en tur til Odense. Det skal nok blive hyggeligt.

Kan godt mærke, jeg lidt savner den der spontanitet, som godt kan være lidt svær med 2 små børn i huset, men sådan er det nu engang bare - jeg ville på ingen måde undvære mine skønne unger. Så må tingene bare kræve lidt mere planlægning. 

Mandag endnu en gang

Så er det atter mandag.. synes lige det har været mandag sidst, og ikke nok med at det er mandag i dag, så er det også 1. maj.

Kan slet ikke forstå vi allerede har overstået den første tredjedel af 2017, men der er selvfølgelig også sket en del her i huset indtil videre i år, så det er måske ikke så underligt, at tiden bare flyver af sted. Men når det så er sagt, så må sommeren på sin vis gerne gå lidt langsommere, så jeg bare på et eller andet tidspunkt får sat mig ned og bare kan nyde at være gravid (forudsat altså, at der kommer lidt styr på de her bækkensmerter). For indtil videre synes jeg, at jeg har været lidt uheldig med både afsindig kvalme og nu problemer med bækkenet, så det skal snart være, hvis jeg skal nyde det - bare lidt ☺ lå også i går aftes og tænkte på, at det faktisk vil være helt normalt, hvis jeg går i fødsel om ikke en gang 4 måneder (har 4 måneder og 14 dage til termin), og det satte virkelig tiden lidt i perspektiv...puha, jeg skal snart være mor...

Det er på en gang både enormt spændende, men også skræmmende, at det rykker så tæt på nu, for hvad nu hvis jeg ikke magter det (jeg ved godt jeg VIRKELIG fik testet mine forældreevner, mens en hvis frøken boede her, men hende havde jeg jo ikke som barn)... Bent mener, at jeg bliver verdens bedste mor, men det kan han jo sagtens sige, for hvad nu hvis'erne melder sig altså alligevel... Men trøster mig med, at det er normal tankegang hos 1. gangs mødre, og jeg er jo ikke 100% 1. gangs mor, for jeg har jo haft bonusbørn inde i min hverdag i nogle år, og dem kunne jeg da leve med  uden at kvæle dem (naturligvis ikke bogstavligt talt).

Og hvorom alting er, så er jeg faktisk i dag glad for, at der lige er gået et par år siden Jessica flyttede, før jeg blev gravid, for jeg føler mig mere klar, nu hvor vi har fået hendes sindssyge ideer og handlinger på afstand, og nu hvor folk endelig er begyndt at lade os være i deres kamp for at få hende til at bøde for det lort, hun har lavet for alle andre end sig selv. Nu skal vi bare være en familie på Bent, Silas, hundene og mig, og det har jeg det RIGTIG godt med.

Ved ikke rigtig, om dagen i dag byder på noget spændende.. der er ingen planer i kalenderen, så om det ender med en dag med afslapning eller om vi finder på et eller andet, det må tiden vise... indtil videre vil jeg sætte mig med en kop kakao og slappe af i hvert fald..

Rigtig god mandag til alle ☺

2 måneder tilbage

Da jeg vågnede i morges lå jeg og funderede lidt (det er både godt og skidt at ligge i sin seng og tænke om morgenen) :)

Det er slet ikke til at forstå, at der nu kun er 2 måneder tilbage af år 2016.. Føler lige året er startet, og nu er det sgu snart slut...

Jeg føler ikke rigtig, jeg har opnået særlig meget i det forgangne år, og alligevel har der jo været fart over feltet det meste af året.. jeg har været en hulens masse undersøgelser og behandlingsformer igennem, så nu, hvor jeg ved, at der stort set næsten "kun" er smertehåndteringen tilbage, begynder jeg at slappe af til en hvis grad... der er ikke meget mere, jeg kan gøre....

Vi har lige fået købt den sidste adventsgave til min far i dag sammen med den sidste kalendergave til min bror. Hundenes pakkekalender er også færdig.. jeg mangler  gaver endnu til Bent (hvad sker der lige for, at han er færdig før mig), og så er vi også ved at være færdige :)

Så er det i morgen....

Ja, så er det i morgen jeg skal til Gråsten... jeg glæder mig ikke sådan synderligt meget... men er derimod hamrende nervøs...

Jeg er nervøs for, om de nu kan hjælpe mig.. og hvad sker der, hvis de nu ikke kan hjælpe mig.. Ved godt at de selvfølgelig nok skal kunne gøre ET ELLER ANDET... måske ikke direkte hjælpe mig af med smerterne, men i hvert fald hjælpe mig med at håndtere dem i dagligdagen... Argh.... alle de mange tanker...

Men anyway, så er dagen i dag brugt på at hygge med mand og vovser.. det bliver hårdt at undvære dem... men kommer jo heldigvis allerede hjem første gang på fredag, så det er ikke SÅ mange dage, jeg skal være væk fra dem :)

Mit liv som sygemeldt

Nu har jeg efterhånden gået hjemme med denne her hjernerystelse og følgerne deraf i snart 8 måneder... 8 måneder, hvor der på mange områder er vendt fuldstændig op og ned på mit liv, Bents liv og de fremtidsdrømme, jeg havde mht arbejde... 

Jeg havde sådan set besluttet mig 100% for, at jeg ville tilbage til kontorbranchen og var endda også i gang med at undersøge mulighederne for, hvordan og hvorledes jeg kunne komme i gang igen - enten ved at tage min kontoruddannelse om, eller også ved at opdatere min gamle uddannelse... men så faldt jeg, og nu er det hele lagt på is... 

Ved ikke, hvad fremtiden bringer, og det frustrerer mig... glemsomheden og koncentrationsbesværet gør, at jeg pt ikke aner, hvad jeg skulle kunne se mig selv arbejde indenfor... kan ikke koncentrere mig om noget ret længe ad gangen før jeg mister fokus, så kontorarbejde er ikke en mulighed pt... nok snarere tværtimod - jo, hvis en arbejdsplads kan (og vil) acceptere, at jeg ikke kan arbejde længere end max en time og så derefter holde pause og ligge mig lidt og koble fra... og det tror jeg altså det er de færreste arbejdspladser, der vil gå med til... 

Føler bare jeg sidder herhjemme og laver ingenting... altså, jeg ved godt, at jeg laver det, jeg nu en gang kan holde til af de praktiske ting... men alligevel.... føler mig til besvær, og føler mig som doven et eller andet, som bare går og danderer den dag ud og dag ind... Føler mig som en belastning for ikke at gøre gavn nogen steder...

Håber virkelig snart, der kommer lidt mere ro på mig og mit liv, så jeg ved, hvad jeg har at rette mig efter... altså, jeg ved godt at jeg pt bare skal vente på, at de  her eftervirkninger måske bliver mindre på et eller andet tidspunkt, måske (i værste tilfælde) skal jeg leve med det resten af livet.. Men uanset hvad, så håber jeg at det på et eller andet tidspunkt bliver lettere at leve med... Ellers bliver jeg da skør i hovedet... :) 

Det er et lidt rodet indlæg måske, men jeg havde bare brug for at komme ud med det... 

Hvor bliver tiden af

Vi skriver i dag d. 28. juli... kun et par dage mere og så er vi inde i August... kan slet ikke forstå, hvor tiden bliver af... 

De seneste 3 uger, hvor den har stået på Tour de France herhjemme, er simpelthen fløjet af sted... På søndag starter Bents ferie officielt... eller han har sådan set haft ferie nogle uger allerede, fordi træningscenteret har haft ferielukket, men det er først fra på mandag hans "rigtige" 3 ugers ferie starter... 

Så er det allerede næste uge vi skal holde fødselsdag... er ved at have styr på alt, så det stresser mig nu ikke... glæder mig til at skulle holde den, og til at overraske far :) 

Han har stadig ikke skyggen af anelse om, at vi holder dobbelt fødselsdag, så det bliver rigtig godt tror (og håber) jeg :)

Har kedet mig lidt de sidste par dage, hvilket har udløst en del rastløshed og tristhed... når jeg keder mig, har jeg den dårlige vane at sidde tænke rigtig meget "hvad nu hvis"... og lige for tiden går tankerne på, hvis jeg nu ikke var faldet, så skulle jeg ikke gå og have det sådan her... 

Ved godt jeg hverken kan gøre fra eller til i netop den situation.. jeg ER faldet, og jeg HAR det dårligt... Jeg SKAL vente på det bliver bedre af sig selv.... That's life...

Men derfor kan jeg jo godt brokke mig over det :) 

Jeg har gået og tænkt i længere tid, over hvad jeg skal give Bent i 40 års fødselsdagsgave... det må gerne være noget lidt specielt, det er jo trods alt hans 40 års fødselsdagsgave... Han får den først, når han har fødselsdag i oktober, men ville jo alligevel gerne have nogenlunde klarhed over, hvad han skal have.. Jeg har helt styr over, hvad han skal have af hundene... Og forleden fandt jeg så også ud af, hvad han skal have af mig... Nu håber jeg så bare, at jeg kan få fat i det, når vi kommer så vidt :) Men ellers har jeg en plan B :) 

Alt for mange tanker i hovedet

Kan godt mærke, at hele erstatningssagen fylder rigtig meget i mit hoved, selv om jeg ikke kan gøre noget som helst lige pt. 

Hvad nu hvis... tankerne fylder meget, og jeg er pænt nervøs for om faldet og hjernerystelsen kommer til at give varrige mén... har ikke fået det bedre, så klart jeg spekulerer på, om det er noget jeg skal gå med resten af livet... ved godt at der ikke kan vurderes varrige mén før efter 1-1,5 år, men nu har jeg jo også gået i snart 6 måneder med det... 

Oveni det er min angst begyndt at vise sig igen... stod i kø i Brugsen i dag (var for en gangs skyld ovre og handle alene) og begyndte at ryste og svede og kunne mærke tårerne presse på... så da jeg havde betalt, var det hurtigt ud af butikken og hjem til Bent og hundene... og så har jeg ellers bare ligget på sofaen i aften.. Hader at have det på den måde... nu har jeg ikke mærket noget videre til det i lang tid, så skal det sgu da heller ikke begynde nu!!!

Psyken kan godt komme på lidt af en prøve når man lider af postcommotionelt syndrom (eftervirkninger fra svær hjernerystelse), så hvis det fortsætter skal jeg have en snak med lægen om det... 

Altså for fanden, hvor ville jeg ønske jeg aldrig var faldet... selv om det er lidt svært at rette på netop den hændelse nu... 

Min advokat har ferie næste uge med, så håber at hun har nyt når hun kommer tilbage... 

Får det da aldrig en ende

Nu har Jessica ikke boet hos os siden juni sidste år, men alligevel volder hun større problemer for os nu, end hun gjorde da hun boede her (på trods af selvmordsforsøg og voldsomt temperament)...

Hun har åbenbart fået ny kæreste (igen), og han er åbenbart enten rockerrelateret eller bandemedlem... og han er begyndt at true Bent og sviner alle til herovre, som gjorde så meget for tøsen, da hun boede her...

Han skrev til Bent på Facebook og truede ham, og sluttede så af med at skrive, at når han en dag havde tid, så ville han komme over og drikke en kop kaffe med Bent og så kunne de gå udenfor og snakke om de ting, han ville snakke med Bent om, for han havde jo undersøgt nogle ting, og fundet ud af at jeg fejler noget, som gør at jeg ikke ville kunne klare den slags... Øh nå tænker jeg så... Jeg fejler sq ikke noget, så ved ikke lige, hvor fanden idioten har den idé fra... måske fra sin lystløgnerkæreste... Men anyway, så ringede vi til politiet, og hvad tror I de fjolser sagde....

At fordi klaphatten havde skrevet, at han ville komme over og drikke en kop kaffe, så kunne de altså ikke se det som en trussel... Jamen lille betjent ved Albertslund Politi, hvis I ikke kan se det som en trussel, så må vi se om I kan gøre det, hvis idioten dukker op herovre og det udvikler sig..

Altså seriøst, er SÅ træt af Jessica, hendes mor og det danske Politi.... det kan da ikke passe, at man i et "velfærdsland" skal gribe til selvtægt... eller nå nej, det må man jo heller ikke, for så bliver man jo straffet...

Det var lige et surt opstød lige her fra morgenstunden... min nattesøvn har alligevel været ødelagt, så hvad pokker... er lidt på krigsstien :)

Men håber I alle får en god dag :)

Min blog = jeg bestemmer, hvad jeg skriver!!!

Fik forleden en besked på Facebook, hvor der var en, som åbenbart følte jeg gik over grænsen ved at skrive på bloggen om alle de problemer Jessica har skabt for os...

Vedkommende (som så enten har blokeret mig efterfølgende eller slettet sin profil igen, da vedkommende kun optræder som "Facebook bruger") mente jeg var uansvarlig og hjerteløs... vedkommende mente jeg havde godt af, at Jessica havde fravalgt os, for når jeg kunne udlevere hende på den måde, så fortjente jeg ikke hendes kærlighed.. Vedkommende mente jeg var en psykopatisk kælling, som kun var interesseret i at få medlidenhed..

Og til det kan jeg da kun svare, at vedkommende selvfølgelig har ret til at have den holdning.. men jeg bestemmer nu en gang selv, hvad jeg skriver herinde... jeg skriver ikke noget, som jeg ikke vil stå inde for, hvis jeg senere bliver konfronteret med det... Jeg ønsker ikke nogen form for medlidenhed..

Jeg er ikke engang Jessicas mor, så i princippet kan jeg tillade mig at sige, hvad jeg vil... og det er der ingen, der skal komme og blande sig i... Alligevel holder jeg meget tilbage, og jeg kan mærke jeg har behov for at komme ud med nogle af de frustrationer der stadigvæk ligger og ulmer...

Min blog = mit fristed på nettet... og et sted jeg kan skrive nogle ting, jeg har behov for at komme ud med...

Oprydning

Vil på forhånd advare, at dette indlæg måske vil støde nogen, og nogen vil måske kalde os kolde og kyniske, men det er noget vi har haft behov for at gøre...

Imellem jul og nytår ryddede jeg op i nogle af alle Jessicas kasser, som stod ovenpå.. vi har henvendt os til hendes mor for at høre hvordan og hvorledes vi skulle gøre med tingene, men der er intet svar kommet overhovedet... hun har INTET bedt om at få over, og eftersom hun har været derovre i mere end et halvt år, så gad vi efterhånden ikke have det hele stående og fylde længere, så vi sorterede i det og solgte noget af det... og en del er røget til genbrug...

Billederne, som vi har haft hængende af hende i stuen er også pillet ned...

Vi har direkte fået at vide fra Jessica at vi skal fucke ud af hendes liv, og lade hende leve sit liv som hun har lyst til.. for nu har hun endelig fået et ordentligt liv,  og hun ønsker ikke vi er en del af det...

Og når det er hendes holdning, så kan jeg ærlig talt ikke se, hvorfor jeg skal spilde noget plads i mit hjem på hende... det er hun, i mine øjne, satme ikke værd... ikke når hun behandler os på den måde efter alt, hvad vi, og især jeg har gjort for hende...

Der er ikke mange, der ved det, men tilbage i 2009 var Jessica indvolveret i en pædofilsag... under en ferie hos sin mormor og morfar havde morfaren bedt hende om at tage nogle nøgenbilleder af sig selv, når hun kom hjem og så sende dem via mobilen til ham... Jessica gjorde som hun blev bedt om, men grundet ualmindelige store ekstraregninger, kunne hun ikke sende MMS fra sin telefon, så hun lod billederne ligge på sin telefon...

Jeg opdagede dem så tilfældigt en dag, hvor jeg skulle låne hendes telefon, og vi konfronterede hende så med det... hun blev hysterisk og ville ikke ud med, hvem der havde bedt hende om det... for vi var godt klar over at hun var nøje instrueret... Vi kunne ikke få noget ud af hende, så vi kontaktede hendes mor, som lovede at hun ville tage en snak med Jessica, når hun den efterfølgende weekend skulle over til hende... da weekenden var omme og Jessica igen var hjemme ved os, spurgte vi ind til weekenden og spurgte igen ind til det med billederne... hun gik fuldstændig amok, og sagde at hun havde fortalt sin mor, hvem det var, så vi kunne jo bare spørge hende... det gjorde Bent så... moren benægtede dog ethvert kendskab til noget som helst (hun har diagnosen Lystløgner og vi kan høre på hende, når hun lyver, og det var tydeligt at det gjorde hun her).. vi valgte så at tage fat i Jessicas lærer, for denne her sag kunne vi ikke længere stå alene med.. Jessica kom så til nogle samtaler med en AKT terapeut, men heller ikke hun kunne få noget ud af Jessica... I  mellemtiden var vi nærmest begyndt at mistænke alle mænd, som kom hjemme ved os, og det pinte os, at hun ikke bare ville sige, hvem det var...

En aften, hvor vi sad og så fjernsyn derhjemme kom Jessica ned til os, og sagde at hun gerne ville fortælle hvem det var, der stod bag.. hun sagde så at det var hendes morfar, og da vi sagde hvorfor hun ikke bare havde fortalt det noget før, var hendes svar at hun havde sagt det til sin mor, men at moren havde givet hende gaver, for IKKE at fortælle noget til os, da det ikke ragede os, hvem der havde bedt Jessica tage billederne...

Så startede sag ved politiet og det hele, og vi blev bedt om at holde Jessica fra hendes mor og alle, som i det hele taget havde kontakt med hendes mor...

Under hele sagen var det mig, som sad og holdt Jessica i hånden og mig, som sad og trøstede hende når hun ikke kunne sove, fordi hun var bange for om hendes mor eller morfar kom efter hende...

Det er mig, som har skullet hjælpe Jessica op, HVER gang hendes mor har svigtet, og det ikke lige har passet hende at være mor for pigen (og det er ikke kun sket 3-4 gange, nok nærmere det 10-15 dobbelte i de år, jeg har været en del af Jessicas liv)... og jeg aner virkelig ikke, hvad der foregår i pigens hoved... hvis der ærlig talt foregår ret meget...

Og så er det her bare takken... Jeg har gjort mere for hende end hendes mor nogensinde har gjort... så sent som i maj sidste år skrev hendes mor direkte til hende, at hun ikke længere så sig selv som værende Jessicas mor, så Jessica skulle ikke gå og sige, at hun var hendes datter, for det var hun ikke. Moren ville aldrig se Jessica for sine øjne igen. Men det holdt ikke længe...

Jessica er endda begyndt at tage kontakt til flere af Bents ex'er, og de kan bestemt ikke lide mig.. fik en henvendelse på FB forleden, hvor der blev hentydet til nogle ting, som kun Jessica ved om mig... så hvis ikke hun selv har skrevet den, så har hun haft munden lidt for meget åben...

Så jeg har en grund til at pakke alle minder om Jessica ned, hun er ikke længere en del af mit liv... ja hun er Bents datter, men dermed ikke sagt hun er en del af vores liv... det har hun selv valgt ikke at være...

Årets næstsidste dag

I dag er det næstsidste dag i 2014... et år, der er gået ufatteligt hurtigt, og hvor vi har oplevet utrolig mange op- og nedture...

Jeg kom i dag til at tænke på, at vi for et år siden var ved at flytte ind og 100% indrette vores hjem, det hjem, der skulle rumme vores lille familie... i dag har Bent og jeg dækket op til en nytårsaften i vores hjem... en nytårsaften uden Jessica.... og jeg har nydt det...

Jeg har nydt det sidste halve års tid... og jeg er i dag nået til det punkt, hvor jeg kan sige jeg savner ikke Jessica, og jeg vil aldrig turde lukke hende ind i mit liv igen.. så stærk er jeg trods alt blevet...  jeg er udmærket klar over, at mange vil sige: "jamen hun er jo kun et barn... hun har det ikke nemt" osv... Men helt ærligt, så er jeg ligeglad... hun ved sq udmærket, hvad det er for noget lort hun render og laver, og hun skal ikke ødelægge mit liv mere end hun allerede har været ved at gøre!!!

I en alder af 32 (snart 33) må det være på tide, at jeg begynder nyde livet 100%.. det er vist ikke for meget at ønske...

Men når det så er sagt, så glæder jeg mig til et nyt år begynder... jeg starter ganske vist året på penicillin, men sådan er det... Havde vagtlægen ude i går, da min feber efter næsten 5 dage stadig ikke ville falde... vagtlægen ordinerede penicillin uden at tøve, da han mærkede, hvor varm jeg var over hele kroppen, så jeg ved hvad jeg skal indtage de næste 10 dage... så er det da heldigt, jeg ikke havde planlagt at drikke noget særligt i morgen... dog skal jeg altså have et glas Verdi kl. 24 - det er der ingen, der får lov til at tage fra mig :)

Har i dag fået pakket et par kasser julepynt væk, for at gøre plads til lidt nytårspynt... nu når vi skal være hjemme, så må der godt gøres lidt ud af det...

Men der er stadig meget julepynt oppe herhjemme... men det får lov til at blive oppe indtil weekenden, før kommer det ikke ned... vores juletræ står også stadig i stuen... Normalt har vi julepynten oppe indtil Hellig Tre Kongersdag, men i år kommer det ned lidt før :) det gør nok heller ikke noget...

Nå, vil have lavet citronfromagen og stillet den ud i værkstedet :)

22. december

Det kommer næppe som nogen overraskelse, at jeg elsker jul... 

Men hvad er det egentlig som gør julen så fantastisk speciel i forhold til alle andre tider af året... 

Netop det spørgsmål har jeg tit tænkt på.. og for mig, er der mange ting, som gør julen speciel... og det handler i min verden langt fra kun om at modtage gaver..

Da jeg var yngre, var pakkekalender og julegaver det ABSOLUTTE højdepunkt, men jo ældre jeg er blevet jo mere er jeg gået væk fra den med gaverne... jeg elsker mere at give gaver end at modtage dem, selv om det da selvfølgelig ikke er dårligt, at man denne ene gang om året kan tillade sig at ønske sig lidt mere end til fødselsdag. 

Jeg elsker den med at mange har tendens til at gøre lidt mere for sine medmennesker, men hvor er den kærlighed til andre i dagligdagen... omkring juletid hører man ofte gademusikanter, men hvor er de henne til dagligt?? Det er jo ikke kun til jul, de kan gøre brug af deres til tider tydelige talenter... altså nu ved jeg godt, at nogle af dem nærmest kun kan spille julesange, men når de er så dygtige til det, burde de da også kunne lære andre melodier... 

Butikkerne tjener styrtende på at sælge diverse dekorationsmaterialer op til jul, men kunne man måske forestille sig, at man også købte noget til fx. påske... man kan jo købe påskepynt på lige fod med julepynt, men til påske ser man ikke så mange dekorationer med lys i...

Vi sender julekort ud og ønsker venner, bekendte og familie en glædelig jul, men man kunne vel i teorien også nemt gøre det samme, og så ønske dem en god påske... 

Ergo, jeg er ikke helt på det rene med, hvorfor netop julen er så speciel... Men jeg elsker julen alligevel, og ville ikke undvære den for noget i verden :) 

Så er det i gang...

I dag var Bent og jeg til møde hos advokaten, som skal repræsentere Bent under retssagen mod Mia... og jeg har sjældent mødt mere behageligt menneske... fuld af sympati, og han ville under ingen omstændigheder hoppe på, hvad der kommer fra Jessica og hendes mors side... han ville have historien fra enden til anden fra VORES side... og han indrømmede at han hverken kunne finde hoved eller hale i de ting, som morens advokat har skrevet på foranledning af sin klient, som det så fint hedder i fagsprog...

Men nu er hele sagen ligesom sat i gang, og så må vi se hvad det ender med... vi har gjort klart overfor advokaten, hvad vi håber at få ud af det, og så må vi se, hvad der sker... Advokaten vil i hvert fald 100% tale vores sag - og som han sagde, så er det en spændende sag, når den ene part er diagnotiseret lystløgner...

Derudover har vi været hjemme ved mine forældre i dag, og det var faktisk rigtig hyggeligt... vi rundede lige kirkegården, og jeg fik sagt god jul til min farmor og farfar... ja kald mig bare tosset, men jeg kan fornemme deres tilstedeværelse, når vi er på kirkegården med en lille ting, og jeg snakker nogengange til dem, når jeg er alene deroppe... det er en måde for mig at bearbejde det på, og jeg tager hjem med lettet hjerte.

I aften snakkede jeg næsten en time i telefonen med min veninde, vores udlejers kone... hun er virkelig guld værd, og hun lytter altid, når jeg har behov for at snakke.... og lige netop hende og hele familien har fulgt os tæt de sidste 3,5 år, siden vi flyttede ind i lejligheden overfor... og de kender hele vores historie, så hende kan jeg altid ringe til, hvis jeg har brug for det....

Det er helt skønt at høre, hvor glade folk er blevet for de små julehilsner vi har sendt ud... der kommer flere og flere tilkendegivelser på, hvor glade folk er blevet for dem... og det er jo skønt :) det gør det hele værd at sende dem :)

Nu skal vi kun sove 3 gange mere inden vi skal til København :) og jeg glæder mig virkelig meget... det er længe siden jeg har glædet mig så meget til noget, som jeg glæder mig til denne her tur...

Nå, nu vil jeg lige smide mig lidt på sofaen og slå hjernen fra inden jeg skal i seng... tror jeg kommer til at sove godt i nat...

I mit hoved...

Jeg sidder lige nu i køkkenet og kigger ud af vinduet mens tankerne får lov til at køre lidt... det gør jeg af og til om morgenen eller formiddagen, hvis Bent ikke er stået op endnu... Det er en god måde for mig at få afløb for nogen ting på...

Noget af det, der optager min hjerne for tiden har været alt det med min mormor.. jeg ved godt hun ikke er ung længere, og selvfølgelig lever hun ikke evigt... men min hjerne kunne slet ikke forlige sig med tanken om, at det måske var nu hun skulle herfra...

Som nogen ved, så vil jeg gerne blive mor... og tanken om at det måske aldrig sker, er noget der uanset hvad og hvordan og hvorledes jeg vender og drejer det, er noget der optager mig mere end jeg selv lige går og tror... jeg prøver at slå mig til tåls med at sker det, så sker det - sker det ikke, så sker det ikke... MEN det er altså ikke altid hjernen accepterer det...

Alt det her med Jessica, begynder stille og roligt at aftage lidt i mine tanker... altså jeg kan ikke lade være med at tænke på den kommende retssag og sådan noget, men jeg spekulerer ikke så meget over det, som jeg har gjort.. det må gå, som det nu går... jeg gider ikke bruge tid og kræfter på hende, for det har hun vist sig ikke at have gjort sig fortjent til.... Det der sårer mig mest, er at se hvor ondt det gør på Bent... han har mange søvnløse nætter pga hende... Han opgav i sin tid alt for at kunne give hende et ordentligt liv, og han har gang på gang tilsidesat sig selv for hendes skyld.. så han har ikke fortjent det her... men der er nok ikke så meget jeg lige her og nu kan gøre for at ændre på det, så
det hjælper ikke at gå og blive gråhåret af det - må bare tage en dag af gangen og så håbe på det bedste (hvad det så end viser sig at være)...

Ser frem til en dag på sofaen

Vågnede kl. 8 efter små 5,5 timers søvn, og har så ondt i halsen i dag at jeg knap nok kan synke, så eftersom vejret ikke tillader ret meget i dag, har jeg besluttet mig for at dagen skal tilbringes på sofaen med et tæppe... og så skal jeg nok også have kigget lidt på julekortene... Må jo nok hellere komme videre, ved jo jeg skal skrive en del, så der er nok at gå i gang med :)

Synes nu også godt selv jeg kan tillade mig at tage en slapper i dag... fik malet fordør i går, så nu er der ikke rigtig mere vi kan lave udenfor ved huset... altså, der er lige de to andre døre, men det er ved at være for koldt til at male i hvis det skal nå at tørre ordentligt inden der evt kommer frost.

Herinde mangler vi at få gæsteværelset og gangen ovenpå færdige, og så har vi lige et par enkelte lofter der mangler en gang maling, men det er da også det :) og så har vi et færdigt hus...

Jeg må nok indrømme, at det har været skønt at få tankerne væk fra alt det bøvl med Jessica... Det har virkelig været en prøvelse at komme igennem det indtil videre, og vi ved at der forude venter en retssag, og vi agter at køre den hele vejen... Der er nogen, som mener vi er for hårde ved at køre den så langt, men der ligger mere bag end folk lige ved, så vi gør det for at Jessica kan få alt den nødvendige hjælp - og den har vi ingen mulighed for selv at yde, og det har hendes mor så sandelig heller ikke. Så hun vil have bedst af at komme under professionel behandling.

Det er hårdt at se den mand jeg elsker, bliver psykisk kørt ned af sit eget barn... Han vil altid erkende, hvordan han har det, og jeg prøver virkelig at støtte ham og hjælpe ham så godt som jeg overhovedet kan... men det er bare svært... Føler virkelig hun har taget røven så godt og grundigt på os, som man overhovedet kunne forestille sig... Og jeg håber bare så meget hele den lortesag snart kan blive afsluttet, så vi kan prøve at få et normalt liv igen... Uden at hverdagene skal gå med at snakke advokat, retssag, love osv.

Nå, tror jeg vil snuppe mig en kop varm kakao og putte mig under tæppet :)

Tanker fra morgenstunden

ADVARSEL - HUDLØST ÆRLIGT INDLÆG!!!!!!


Vågnede kl. tidligt i dag... hvilket vil sige før kl. 8... gad dog ikke lette luksuslegemet fra sengen, så jeg blev liggende indtil ved 8:30 tiden...

Efter alt det, der er sket med Jessica har både Bent og jeg store søvnproblemer... Bent har svært ved at falde i søvn om aftenen/natten, og jeg har svært ved at sove om morgenen... indimellem sover jeg så heller ikke helt så godt om natten, men det bliver da bedre :)

Jeg spekulerer meget på, om vi har fejlet.. ved godt at alt det her med hende slet ikke kan falde tilbage på os på nogen måde... det er trods alt ikke os, der beder hende om at gå og lyve hele tiden, og der er ingen der har troet på os, når vi har sagt vi tror hun har arvet noget af sin mors sygdom (hun har det som psykisk lidelse at være lystløgner)... Men alt tyder desværre på at hun selv tror 100% på alle de løgne hun går og siger.. og nu er problemerne så steget hende til hovedet, fordi hun ikke kan gennemskue alle sine egne løgne... vi har virkelig gjort alt for at få hende til at sige sandheden, men det hjælper så ikke når moren konstant viser hende at det er helt ok at lyve...

Selv alt det vi har på skrift fra moren benægter hun.... så det er fandme ikke nemt...

Jeg spekluerer på om jeg kunne/skulle have gjort noget anderledes.. og i  så fald, hvad jeg kunne have gjort... men jeg aner det virkelig ikke... jeg føler jeg har gjort alt for hende... været den moderrolle, som hendes mor ikke har udfyldt... været der for hende HVER eneste gang hendes mor ikke har gidet have noget med hende at gøre (og det er altstå flere end hvad der kan tælles på 2 hænder)... selv da hun var udsat for pædofili for nogle år siden, var det mig der stod sammen med hende og Bent på politistationen, moren havde bedt hende holde mund overfor os, med hvem det var der stod bag.... Selv dengang smed jeg alt og blev sygemeldt fra aktivering for at kunne være der for hende...

Og så er det her takken... hun går og lyver om hvad der foregår herhjemme, for at hun skal se ud som om hun har det så hårdt... Hun udstiller både Bent og mig på en måde, som ingen af os fortjener...

Hun har gået og sagt til flere i byen, at Bent slår hende, og det har han aldrig gjort - uanset hvad hun end har sagt eller gjort så tager han den altid verbalt... Hun har aldrig kunne fremvise nogen mærker fra slag, og da kommunen konfronterede hende med, hvorfor hun gik og sagde det, så var svaret at hun gjorde det for at få opmærksomhed.... Men i en lille by rygtes ting altså hurtigt, og hun har selvfølgelig ikke selv fortalt at alle hendes beskyldninger var løgne for  at få opmærksomhed, så det lider vi også under...

Hun aner virkelig ikke, hvad hendes ord er ved at gøre... hun har brug for professionel hjælp... og så hjælper det fandme ikke at en eller anden latterlig læge på børnepsykiatrisk afdeling står og siger at hun bare er en teenager, der har det svært....

NEJ.... hun er ganske vist teenager, men der er sq ting, der ligger dybere end at hun bare har det svært... selvmordsforsøg, hun skærer i sig selv. hun lyver og sætter andre i dårligt lys - bare for at få opmærksomhed, hun stjæler (og andre ting, jeg ikke vil nævne her) og det er sværere for hende at sige sandheden fremfor at lyve... selv sine veninder lyver hun for, problemet er så bare at nogle af de veninder snakker sammen, så hun bliver jo konfronteret med det, når hun har sagt forskellige ting til forskellige mennesker... Og i hendes tilfælde er sandheden MEGET ilde hørt..

Skriver ikke på nogen måde dette indlæg for at få opmærksomhed eller medlidenhed... jeg skriver det for at komme af med nogle tanker.... Det er meget at gå med i mit lille hoved...