Viser opslag med etiketten De 4 benede. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten De 4 benede. Vis alle opslag

onsdag den 30. december 2020

Året der gik - 2020

2020 har på mange måder været et underligt år. Her kommer mit traditionelle tilbageblik på det forgangne år: 

Januar:
  • Silas var til kontrol af hans dræn, og alt så fint ud. Vi benyttede os af lejligheden til at få en tid til at få Niclas' øre tjekket - og noget overraskende var beskeden, at også han havde stærkt undertryk på det ene øre samt væske på begge ører (ligesom Silas), så ugen efter måtte han også have dræn i. 
  • Begge drenge trivedes stort i vuggestuen.
  • Bent arbejdede en del, så jeg havde rigtig meget tid for mig selv herhjemme. 
  • Vi besluttede os for at skille os af med vores store reol i stuen og i stedet få et hvidt vitrineskab samt en ny skænk, og det pyntede virkelig meget i stuen. 
Februar: 
  • Bent havde fortsat en masse arbejde, så drengene og jeg fik rigtig hygget os herhjemme. 
  • De første spæde forårstegn viste sig i haven, så vi fik selvfølgelig også brugt en del tid ude i haven. 
  • Silas var ramt en del af forkølelse, så han var ikke så pokkers meget i vuggestue den måned. 
  • De holdt fastelavn ude i vuggestuen og drengene var klædt ud som hhv en ræv og Tigerdyr. 
Marts: 
  • Min bror havde fødselsdag, og selvfølgelig skulle han fejres. 
  • Danmark blev for alvor ramt af Corona-pandemi, og det medførte at vores statsminister lukkede hele landet (derunder offentlige arbejdspladser - også containerpladserne -, dagsinstitutioner, storcentre og meget andet) ned. Ingen vidste, hvornår det ville åbne op igen, så vi kunne bare gå og vente og vente. 
  • Niclas begyndte endelig at gå 100% uden støtte. 
  • På månedens sidste dag genåbnede containerpladserne, og Bent gik en tid i møde, hvor han kom til at arbejde rigtig rigtig meget. 
  • Jeg hyggede mig rigtig meget med drengene herhjemme. Institutionerne var nemlig fortsat lukkede, da vi ramte sidste dag i marts. 
April: 
  • Coronaen herskede stadig i april, men alligevel blev daginstitutionerne åbnet igen d. 17. april. Dog var der lidt strengere retningslinjer, der skulle overholdes. Men drengene var glade, for kunne mærke de havde savnet deres "normale" hverdag (altså så normal, som den nu kunne blive med Corona restriktionerne. 
  • Jeg havde fødselsdag, og den skulle selvfølgelig fejres - Corona til trods. 
  • Påsken kom, men, ligesom med så meget andet dette forår, det var ikke noget, vi gjorde det vilde ud af. 
  • Vi brugte en del timer ude i haven med at hygge os, og Silas og Niclas nød det. 
Maj: 
  • Bent arbejdede en del, så drengene og jeg tilbragte en del timer hjemme ved mine forældre og bror. 
  • Det var ok godt vejr, så vi tilbragte også en del timer med at hygge os ude i haven.
Juni: 
  • Vejret var godt, så drengene og jeg var en del på legepladsen med min mor og min bror. Bent arbejdede, så vi udnyttede chancerne for lidt gratis aftensmad. 
  • Vi fik besked om, at Silas var optaget i specialgruppen i børnehaven med opstart d. 1. august. 
  • Vi måtte en lørdag morgen gå den tunge gang til dyrelægen med Shang og sende ham over regnbuebroen. 10 år gammel blev han, hvilket er meget for en muskelhund.
Juli: 
  • Juli var kun et par dage gammel, da vi måtte afsted til dyrlægen og tage afsked med Bimmer. Det var nok det sværeste, jeg til dato har måtte gøre. Og i dag - knap 6 måneder senere, er jeg stadig ikke kommet over savnet til ham. Jeg mangler ham hver eneste dag, og jeg hører ham og ser ham nærmest dagligt. 
  • Niclas havde fødselsdag, og det blev selvfølgelig fejret.
  • Sommeren kom og drengene fandt stor morskab i at bade i deres badebassin ude i haven. 
  • Jeg blev indlagt på sygehuset med, hvad de formodede var galdesten i de dybe galdegange. Det skulle dog små 3 uger senere vise sig ikke helt at være tilfældet.  
  • Silas og Niclas havde sommerferie. 
August: 
  • Min far havde fødselsdag, og vi var selvfølgelig hjemme og fejre ham. 
  • Den store dag, hvor Silas skulle starte i børnehave kom, og han var så stolt, da vi kom ud i børnehaven om morgenen. Han klarede skiftet så flot, og vi kunne ret hurtigt mærke, at han nu ikke var en af de store, men derimod en af de små, og det gjorde virkelig noget godt for hans udvikling. 
  • Silas blev 3 år, og han fik en fødselsdag med masser af fejring. 
  • Min mor havde fødselsdag, og drengene og jeg var hjemme og fejre hende - Bent var på arbejde. 
September: 
  • Jeg var indlagt igen, og denne gang fandt de ud af, at det ikke var galdesten (har nu altså også fået galdeblæren fjernet i 2018), men derimod en nyresten, der sad og irriterede. Den kom så senere ud naturligt. 
  • Vi hyggede os rigtig meget herhjemme. 
  • Og nød at sommeren varede længe. 
  • Jeg var igennem en neuropsykologisk undersøgelse, hvor jeg endelig fik papir på, hvad den kroniske hjernerystelse har haft af betydning for mig og mit liv. 
Oktober: 
  • Bent havde fødselsdag, og han skulle selvfølgelig fejres - som vi andre også var blevet det. 
  • Bent, Silas, Niclas og jeg var på en miniferie ved Skærbækcenteret. Det var en virkelig hyggelig tur, og vi nød at have en masse kvalitetstid som familie. Det havde vi virkelig trængt til. 
  • Vi fik lavet nogle hjemmelavede julegaver fra drengene til mine forældre og min bror. 
  • Jeg havde været så heldig at vinde 2 fotograferinger og en valgfri digital billedfil ved en fotograf i Odense og hos en i Vejle, så der bar vi også af sted og få taget billeder af drengene. 
November: 
  • Julen startede herhjemme. Dog tog oppyntningen i år noget længere tid end den plejer. Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund havde jeg lidt svært ved at finde julegejsten i år. Den kom dog. 
  • Vi holdt Mortens Aften her ved os i år. Og det var rigtig hyggeligt. 
  • Niclas prøvede for første gang i sit liv at sove hjemme ved mine forældre. Det var så (selvfølgelig) også hans første overnatning overhovedet. Og det gik super. 
  • Mens Niclas var på overnatning, valgte Silas, Bent og jeg at køre en tur til Odense, hvor vi så var i Ikea og så gik vi en tur i Rosengårdscenteret. Inden vi returnerede til det jyske igen, valgte vi at køre en tur ned til min veninde i Faaborg. Det var en rigtig hyggelig dag, og Silas nød virkelig at være helt og aldeles i centrum den dag. Aftenen sluttede af med, at vi tog dynerne ind på sofaen og så en gammel dansk julefilm. Og så var Silas træt. 
  • Det blev 1. advent og vi var på kirkegårdene og ønske min mormor en glædelig jul samt min farmor, farfar og faster. Det skal gøres inden det for alvor kan blive december. 
  • Traditionen tro, holdt vi julehygge sammen med mine forældre og bror 1. søndag i advent. Det er nu altid hyggeligt.  

December: 
  • Det blev jo igen i år december - på trods af alt andet, der var sket i løbet af året, så fik ingen lov til at ændre på netop det faktum. 
  • Vi brugte rigtig meget tid på at hygge sammen som familie herhjemme og sammen med mine forældre og min bror. 
  • Både Silas og Niclas havde nogle sygedage i løbet af december, så de blev naturligvis også brugt på hygge i stor stil. 
  • Vi havde en stort antal gaver, der skulle pakkes ind, så det gik der en del tid med - der er noget om det de siger med, at med børn stiger antallet af gaver drastisk. 
  • Jeg kom et skridt nærmere en afklaring med, hvad jeg skal fremadrettet. 
  • Juleaften blev tilbragt hjemme ved mine forældre. Det var nu egentlig helt rart, at jeg ikke skulle piske rundt og få ordnet det hele, så vi kunne holde jul. Det var helt rart, at jeg (selvfølgelig hjalp jeg alligevel til) kunne sætte mig til bordet og slappe lidt mere af, end jeg plejer når vi er herhjemme.
  • Juledagene blev brugt hjemme og hjemme ved mine forældre. Drengene legede med alt deres nye legetøj, og Bent og jeg kunne så passende rydde lidt op i alt det andet legetøj for at se, om der var noget, der skulle væk. 
  • Der udover er vi så småt ved at gøre klar til den nytårsaften, som vi igen i år står for. Det bliver på ingen måder noget vildt - bare hygge med de gamle og min bror. 

lørdag den 11. juli 2020

Et farvel til endnu et familiemedlem

Som I kunne se i mit tidligere indlæg, måtte vi for 2 uger siden sige farvel til vores ene 4benede familiemedlem. Og fandme så, om ikke vi atter måtte gå den tunge gang torsdag i sidste uge - den tunge vej til dyrlægen og sende vores elskede Bimmer over regnbuebroen, så han kunne blive genforenet med Mowgli, Bamse, Bella, Shang og de andre hunde, han har kendt. 

Hvis jeg havde det hårdt dengang med Bella (jeg var selv ved dyrlægen med hende, da Bent var på arbejde) og Shang (havde reddet hans liv, da han blev født), så er det vitterligt ingenting i forhold til den reaktion, der kom da vi skulle af sted med Bimmer. 

Bent skulle på arbejde, så jeg kørte ham på arbejde, fik drengene afleveret i vuggestue (Silas havde også en tid ved ørelægen, så det skulle vi også lige have klaret) og så ringede jeg til min bror, for at spørge, om han ikke nok ville tage med mig, og det ville han heldigvis. Jeg græd som aldrig før den dag, og da det var så vidt, at Bimmer skulle have den sidste sprøjte, kunne jeg simpelthen ikke være derinde længere, så jeg spurgte min bror, om ikke han ville være sød at sidde inde ved Bimmer, for det kunne jeg altså ikke. Og selvfølgelig ville han det. Jeg satte mig ud i bilen, hvor tårerne endnu en gang bare fik frit løb. 

Min bror kom så ud til mig, da det var overstået, og Bimmer havde forladt os med en masse dejlige minder og verden var et dejligt hundehjerte fattigere. Inden min bror blev kørt hjem, kørte vi lige forbi Bent og sagde at han var væk, og at det var gået hurtigt. 

Bimmer blev 11 år, hvilket jo i og for sig er meget for sådan en stor hund, men derfor ville vi jo gerne have beholdt ham endnu længere. Han havde dog efterhånden fremskreden gigt, så der var ikke så meget at stille op, han skulle i hvert fald ikke lide. 

"Hvil i fred Bimmer. 

 Dengang vi fik dig, havde vi lige mistet Mowgli 11 måneder gammel, og jeg var helt og aldeles overbevist om, at vi ikke skulle have en ny hund, men din "far" havde alligevel set dig på nettet og aftalt, at vi skulle op og se dig (uden min viden vel at mærke), og sådan blev det. 

Det var virkelig kærlighed ved 1. blik, da jeg så dig. De store poter og kæmpe ører til den lille hund, var jo ikke til at stå for, og da du rendte efter mig hele tiden, ja så skulle vi jo altså have hund igen. 

Ca 14 dage senere, skulle vi så op og hente dig, og hele vejen hjem i bilen kæmpede du for at komme over og ligge ved mig, så vi måtte holde ind til siden flere gange, så du kunne komme over til mig et par minutter, inden vi så kørte videre sydpå. 

Du har altid været en "mor-dreng", og du har altid været der til at "tørre" mine tårer væk, når livet har gjort ondt, men de værste tårer, kunne du ikke fjerne, for det var de tårer, der kom, da du skulle herfra min skat. Du har været den bedste hund, man overhovedet kunne forestille sig, og det var kun en ringe trøst, da dyrlægen forsikrede mig om, at din høje alder var ensbetydende med, at du (og Shang) havde haft en fantastisk liv ved os. 

For fanden Bimmer, hvor jeg savner dig. Du vil aldrig kunne erstattes basse. Håber du har det godt, hvor du er nu, og at du får jagtet en masse katte. Som Allan sagde, så kan der umuligt snige sig en kat ind i hundehimlen, nu hvor du, Shang og Bella er genforenet. 

Hvil i fred min skat, er sikker på vi ses igen "💗

🌟 Bimmer 2009-2020 🌟




onsdag den 1. juli 2020

Ventet - men alligvel uventet

I lørdags kom dagen, vi i bund og grund har ventet på, men aligevel kom den ganske uventet. Dagen, hvor vi måtte gå den tunge vej til dyrlægen og sige farvel til Shang 😢

Jeg savner ham helt sindssygt meget, men det var helt 100% det bedste for ham, så han ikke skulle lide. Til de af jer, som ikke ved det, så er Bimmer (vores anden hund) far til Shang, og Bella (Shangs mor) havde vi også indtil hun blev aflivet for knap 10 år siden, så vi har haft Shang helt fra fødslen, og da han blev født trak han ikke vejret, så jeg pustede liv i ham, og reddede hans liv. Så naturligt nok, var den en endnu sværere beslutning at skulle træffe den om at ende hans liv. 

Men han led de sidste timer, så der var ikke anden "udvej", og selv om det var mega hårdt, så ville det have været endnu mere svært at holde ham i live for egen skyld. Han har været den dejligste hund, så selvfølgelig skulle vi give ham en værdig afsked. Og det fik han. 

Men hold nu op, hvor var lørdagen hård at komme igennem. Jeg sov stort set ikke natten mellem fredag og lørdag, og jeg græd mere eller mindre hele lørdag, så jeg lignede virkelig bare noget, der var løgn. 

"Hvil i fred Shang. 

Jeg ville ønske vi kunne have beholdt dig mange år endnu, men din krop ville ikke mere. Du havde oplevet nok, så det var på tide at sige farvel til dig. 

Mange gange, når jeg har grædt, har du "tørret" tårerne væk fra mine kinder, men den dag, hvor jeg måske havde mere end noget brug for det, da var mine tårer til ære for dig, og du kunne ikke fjerne dem. 

Jeg ved du har det godt nu, og det trøster mig. Men for dælen mors bandit - du er savnet, og ingen vil nogensinde kunne erstatte dig. 

Hav det godt til vi ses igen."

🌟 Shang 2010-2020 🌟




mandag den 6. maj 2019

Stilhed i det lille hjem

Bent startede på arbejde i går, og Silas var hjemme ved mormor og morfar og hygge, så herhjemme var der kun Niclas og jeg. Det var nu også meget hyggeligt... altså selvfølgelig var hundene også hjemme, men de lullede jo bare rundt og nød, at der ikke var en Silas, som jagtede dem rundt *haha*. 

Niclas og jeg var bl.a. ude og gå en tur. Det var jo dejligt vejr, så det var med at udnytte det. Lillemanden fik så også lige en lille lur, og så kunne mor her få lagt de bunker af vasketøj på plads, som lå ude i bryggerset og grinede af mig, hver gang jeg gik forbi. Men nu er det lagt på plads, så nu er der rent bord - indtil næste gang om ikke andet. 

Ved godt, bloggen bliver forsømt en del, men når man har børn, er der altså vigtigere ting ude i den virkelige verden frem for at sidde ved computeren når børnene er vågne, og om aftenen når de sover, ja så sidder moren også selv og halvsover inde i sofaen, så der er der heller ikke alverdens tid til rådighed. Så der bliver blogget, når der er tid til det.

For nu at snakke om noget helt andet, hvad i alverden sker der så for vejret for tiden. Nu havde vi jo lige vænnet os til menneskelige temperaturer og så kom der sgu sne forleden aften. Vi havde godt nok slukket for varmen omkring starten af april, men vi har så måtte tænde igen, for det blev simpelthen for koldt for ungerne, og jeg gider ikke flere syge børn lige nu, så der måtte skrues op igen. Men når det så er sagt, så skulle det gerne vende i løbet af næste uge igen, og så skulle vi gerne få skruet ned indtil efteråret igen.

Men derudover er der fuld fart over feltet herhjemme. Silas er endelig inde i en god rytme med vuggestuen, og om mindre end 1 måned skal Niclas starte i vuggestue (hvor bliver tiden af, kan slet ikke forstå min lille baby allerede er så gammel). Min barsel slutter så d. 27/6, så der er lige små 4 uger til at køre Niclas ind og vænne mig til at skulle aflevere ham hver dag. 




lørdag den 27. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 27

Et billede, jeg har taget og synes godt om: 
Billedet her er taget i maj, hvor vi havde en dag med rigtig dejlig solskin. Bent ordnede have den dag, og Bimmer, Shang og jeg hyggede på græsplænen. Jeg fik taget dette pletskud af Bimmer. 


tirsdag den 23. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 23

Et billede af et dyr: 
Vi plejer at lave is til hundene hver sommer, og det gjorde vi selvfølgelig også sidste år. Her står Bimmer (bagerst) og Shang og venter troligt på at Bent får isene ud til dem. 


onsdag den 17. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 17

Noget, der bringer ferieminderne frem
Det nærmeste, vi kom på ferie sidste år, var de sommerdage, vi tilbragte i haven. Vi var ingen steder overhovedet, så I må nøjes med et havebillede af Bent, som leger med Bimmer og Shang.


fredag den 12. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 12

Et billede af en der gør mig glad: 
På dette billede fra december er de personer, som gør mig allermest glad, samlet - Silas, Bent, Bimmer og Shang. 


søndag den 1. oktober 2017

Fuld fart på i det lille hjem

I torsdags rundede Silas sine første 5 uger, og det blev "fejret" med 5  ugers undersøgelse ved lægen... han tog det nu ganske pænt, og opførte sig eksemplarisk ved ikke at tisse på den søde læge... Han vejer nu på den anden side af 3400 gram, så han tager ganske fint på.. det kan vi så også godt se på hans tøj - han er snart ved at være helt ude af en str. 50 og ovre i en str. 56. 

Men ja, det skulle jo også gerne gå den vej, altså med at han vokser og tager på..

Nu er næste lægebesøg så, når han er 3 måneder, og der står den på vaccination (tror det gør mere ondt på moren end på Silas)...

I fredags var mor, min bror, Bent, Silas og jeg en tur i Ikea... mor skulle til samtale på OUH, og så kunne vi lige kombinere det med en Ikea tur, for vi skulle over og hente Bents fødselsdagsgave (han har fødselsdag d. 9. oktober). Han havde ønsket sig et nyt sofabord, og der havde vi fundet ønskebordet i Ikea, så vi gik alle sammen og købte det til ham. Samtidig har han så fået nye tallerkner ud til køkkenet, så vi kunne få smidt alle de gamle ud (vi havde 3 slags tallerkner i køkkenet, og ville gerne have nogen, der matchede lidt sammen).

Silas sov stort set gennem hele Ikea turen, så nu kan min dejlige søn prale af, at han i en alder af kun 5 uger overlevede sin første Ikea tur (og det endda med mor og mormor) 😀

I går var mine forældre og bror herude og spise.. vi fik brunkål og havde i det hele taget en rigtig hyggelig aften... de kørte først hjem ved 21:45 tiden, og der var Silas ved at være træt... han er simpelthen så glad for min bror, så når min bror er her, så mener Silas ikke, at tiden skal soves væk, og han får jo også lov til at være vågen, så han kan hygge med min bror... 

Lige nu slår manden græs, mens jeg holder øje med junior (som får sig en lille blunder på sofaen). Hundene ligger også og sover, så der er dømt rigtig søndag i Nørregade.. 






mandag den 14. august 2017

En afslappende weekend

Ja, jeg havde jo planlagt, at der bare skulle slappes af lørdag og søndag, og det blev der jo sådan set også... lørdag fik vi dog lige bagt de brunkager, som vi lavede dejen til i fredags, og ja så spredte duften af jul sig jo hurtigt over hele huset.... så nu glæder jeg mig jo bare endnu mere til jul...

Lørdag aften, mens vi sad og spiste, ringede min mor så og spurgte om vi var hjemme, og ja det var vi jo (nu er vi ikke dem, der farer allermest ud til alverdens ting og sager om aftenen, så de ved jo, vi stort set altid er hjemme, medmindre vi er hjemme ved dem). De var nemlig på vej ud til os, fordi de havde fået nogle ting fra deres genboer til Silas (de har tvillinger på knap 2 år, så der dukker indimellem lidt forskellige ting op under oprydning, som vi så får - og det brokker vi os jo ikke over). Men meningen med at de kom herud, var jo så også at de så kunne få nogle brunkager med hjem.

De var her et par timer, hvor vi bare hyggede os og fik friskbagte brunkager på hjemmebagt franskbrød (ja, det smager hammergodt, så ikke noget med at rynke på næserne). Da de tog hjem, kunne jeg godt mærke, at det ville være et spørgsmål om tid, inden jeg ville falde i søvn - kæft, hvor var jeg træt. Men jeg holdt mig da vågen til at gå med ud med hundene, men derefter gik der heller ikke længe, før jeg lå i min seng.

I går var vi henne ved nogen her i Vamdrup, som havde en tremmeseng, som vi måtte få. Vi har da godt nok nogle i forvejen, men vi vil gerne have en hjem til mine forældre, som ikke fylder så meget, så det var jo perfekt, at vi lige kunne få en ekstra. Vi kender dem ganske fint, dem som vi fik sengen af - mor har nemlig gennem en del år arbejdet sammen med ham manden, så vi snakker jævnligt med dem.

Da vi kom hjem derhenne fra lagde jeg mig lidt på sofaen, for der var plukveerne begyndt igen (dem har jeg døjet rigtig meget med de sidste par uger, og det er sgu lige træls hver gang). Resten af aftenen i går gik egentlig bare med at slappe af og lave ingenting. Kunne godt mærke, at det var tiltrængt med sådan en dag, men det hjalp bare ikke det helt store på plukveerne, for da jeg gik i seng, havde jeg simpelthen så ondt i siden af maven, det føltes nærmest ligesom sidestik, og det fortsatte så natten igennem, og var bestemt ikke blevet bedre da jeg vågnede i morges.

Jeg har som sådan ikke rigtig noget i mod at være gravid, men jeg glæder mig alligevel til Silas kommer ud til os - og selv om jeg selvfølgelig håber han bliver derinde lidt endnu, så håber jeg, at han ikke kommer senere end termin, som i øvrigt er om præcis en måned i dag ☺ 

lørdag den 12. august 2017

En hyggelig bryllupsdag

I går havde vi jo 5års bryllupsdag, og min farmor og farfar kunne fejre deres 73 års bryllupsdag i himlen ❤

Vi havde på forhånd aftalt, at vi ikke ville give hinanden gaver i år, da vi hellere ville købe noget til Silas i stedet, men den havde Bent ikke helt overholdt, så han kom hjem i går med en buket blomster til mig, da han havde været i Brugsen og handle. Og ja, blomster kan en pige vel  aldrig rigtig blive fornærmet over at få - kan hun???

Vi vidste, at mine forældre og min bror ville komme herud til kaffe i går aftes, og far havde ønsket pandekager, så det måtte vi jo have. Vi havde så også aftalt, at fordi vi har haft en ret travl uge, så ville vi bruge dagen i går på at gøre rent og få støvsuget, så vi kunne bruge weekenden på at slappe af, og som sagt så gjort.

Da jeg stod op i går, gik jeg i gang med først at lave dej til franskbrød, for mens dejen så stod til hævning, så kunne jeg jo tørre støv af. Bent stod så op nærmest samtidig, så jeg lod lige ham se nyheder mens jeg kastede mig over rengøringen. Fik næsten klaret alt tørren støv af, før franskbrødene skulle formes og endnu en gang stilles til hævning, og der var Bent så også gået i gang med at støve lamper af, samt køre en støvkost rundt i hjørnerne.

Det tog ikke så lang tid at gøre rent, nu hvor vi hjalp hinanden, så der var god tid til også at lave lidt frokost midt i at køkkenet rodede, for nu, hvor vi var i gang, kunne vi jo lige så godt få smidt lysestager samt diverse krukker fra køkkenet en tur i opvaskeren, så de også blev vasket af. Og der i mellemtiden rendte han så også i Brugsen efter blomster til sin kone.

Midt imens vi sad og spiste, blev vi enige om, at vi lige så godt kunne lave en gang brunkagedej (den gravide her, har sukket efter brunkager flere uger nu, og forleden nævnte min bror så også, at nu var det jo snart ved at være ved den tid, at vi plejede at bage de første brunkager). Og så kastede vi os også over det. Derudover fik vi lavet en portion is til fryseren til hundene, så dem blev der også tænkt på.

Da klokken blev knap 14:30 i går eftermiddags havde vi fået ordnet stort set alt - vi manglede faktisk kun pandekagerne til i går aftes. Dem lavede vi så inden vi spiste, så da vi havde spist og vasket op, satte vi os ud til pejsen og slappede af indtil der kom gæster. Vejret var jo helt perfekt, så det var med at nyde det.

Min bror og forældre kom herud ved 19 tiden, og de havde selvfølgelig både gave med til os, samt noget til Silas - de har efterhånden enten tøj eller legetøj med til Silas hver gang de kommer herud, men det brokker vi os nu heller ikke over, for det er jo deres første nevø samt barnebarn, så lad dem endelig købe ☺

De havde købt den flotteste Hortensia til os. De har selv mange stående i haven, og jeg misunder dem HVERT år, når de blomstrer, så det var jo en helt perfekt gave. Den står så lige i en stor urtepotte lige nu, for at samle vand, og en af dagene vil vi så have den plantet ud. Den er bare så flot, og jeg glæder mig til at den bliver rigtig stor - selv om det lige tager et par år.

Da vi var alene igen i går aftes, kunne jeg godt mærke trætheden i kroppen. Jeg havde i løbet af dagen haft nogle plukveer, men det blev da heldigvis ved det, og da jeg lagde mig på sofaen i går aftes, overmandede trætheden mig, men jeg kom da med ud med hundene inden jeg kravlede i seng ved 23:20 tiden, og jeg lå ikke længe, før jeg var i drømmeland.

I dag står den så på at få bagt brunkagerne og ellers bare slappe af. Jeg er kommet så småt i gang med julekalenderen til bloggen, så den regner jeg med, at jeg skal lidt videre med senere, hvis altså jeg ikke får for travlt med at ligge på sofaen og lave ingenting ☺ 


torsdag den 3. august 2017

En ret så aktiv uge

Denne uge har været mere end travl for Bent og jeg.. mandag skulle vi lige hurtigt hjem til mine forældre, og det var egentlig meningen, at det skulle være et hurtigt besøg, men det endte  med at vi spiste derhjemme.

Da vi kom derhjem havde min far og bror været ude og hente et læs granitskærver, som min bror var ved at lægge rundt ved nogle bede ved deres terrasse. Bent hjalp ham så, og mens vi sad og fik kaffe, spurgte min bror så, om ikke vi gad køre med ud og hente endnu et læs skærver, for så kunne vi lige lufte hunde samtidig, og så kunne vi alle spise sammen om aftenen. Men jeg kan også godt sige, vi var trætte, da vi satte os i sofaerne herhjemme mandag aften. Vi havde dog også sagt til min bror, at hvis han skulle have hjælp tirsdag, så skulle han endelig bare ringe, for vi havde ingen planer, så vi kunne godt komme hjem og hjælpe, hvis det blev aktuelt.

Tirsdag morgen ringede min far så, for ham og min bror skulle ud og hente flere skærver, så hvis Bent gad hjælpe med at få dem lagt, så ville de komme her forbi og hente os først, og det ville vi da godt - det havde vi ligesom også sagt allerede mandag. Men altså de kom så forbi og hentede os. I løbet af eftermiddagen kørte min bror og Bent så hjem og luftede hunde og så kom de til Kolding igen, og vi spiste så sammen om aftenen igen inden de kørte os hjem.

I går havde min far fødselsdag, og vi skulle jo til scanning på sygehuset igen, så vi havde allerede på forhånd aftalt, at vi skulle komme hjem til mine forældre, når vi havde været på sygehuset. Min far ringede så allerede i går morges og sagde, at han kom ned og hentede os på banegården, for så kunne vi hente min mor på arbejde og så selv tage bilen over på sygehuset. Da vi kom tilbage fra sygehuset, kørte min mor og mig i storcenteret for at hente smørrebrød til frokost. Vi sad så alle og hyggede os mens vi spiste, og min bror og Bent aftalte så at hente et enkelt læs træflis til mine forældres have. De lokkede så mig til at køre, for så  mente de at jeg lavede lidt fornuftigt, når jeg nu ikke kan holde til ret meget andet. Så vi kørte så af sted efter flis, luftede hunde på vejen og så gik turen hjem til mine forældre igen for at få kaffe og lagkage. Vi fik så tarteletter inden de kørte os hjem, og så stod resten af aftenen ellers på afslapning - og det var satme velfortjent.

Denne her uge har jeg haft ekstremt meget væske i kroppen, det er så slemt, at mine fingre spænder helt vildt. Og jeg ved jo godt, at det er en helt normal graviditetsgene, men ja, derfor må jeg stadig synes det er træls (på godt jysk). Men der er max 8 uger til Silas er ude ved os, så det er jo til at holde ud - trods alt.

tirsdag den 20. juni 2017

40 års jubilæum

I dag har vi været hjemme ved mine forældre... min mor har nemlig 40 års jubilæum i dag. 40 år - det er jo helt vildt.

Hun er selv rigtig stolt af at have været på samme arbejdsplads i så mange år, og det kan jeg sandelig også godt forstå, for det er sgu da lidt af en bedrift, og der er ikke mange, som opnår det.

Vi havde sammen med min far og bror købt en guldhalskæde og et hjertevedhæng. Hun havde tidligere en kæde lidt magen til, men den blev stjålet, da de havde indbrud for nogle år tilbage, så da hun ønskede sig det, blev vi enige om, at det var det hun skulle have.



Hun har så også fået nogle blomster samt en rigtig flot "dekoration" med blomster og 2 flasker champagne fra sin Danfoss. Derudover fik hun også en pengegave plus hun bliver fejret, når hun er klar til det på arbejdspladsen. Hun magtede ikke, at der skulle holdes noget lige i dag, og det er der jo ikke noget at sige til, jeg kan sgu godt forstå, at hun gerne lige vil være lidt mere ovenpå, end hun er nu.

Vi var så derhjemme og få kaffe i eftermiddags. Min mor havde lavet både lagkage og bagt boller, så det var rigtig hyggeligt. De kørte os så hjem ved 17 tiden, vi skulle jo hjem til hundene (de havde været hjemme siden ved 13 tiden, og det er længe nok i den her varme). Vi valgte så at hente mad på grillen i dag, det skulle være nemt i dag.

Lige nu sidder vi i hver vores sofa og slapper af. Silas sparker lystigt inde i maven, så det er jo perfekt.

søndag den 28. maj 2017

Ren sommerstemning

Har ikke rigtig fået blogget denne uge... vejret har været for godt, og når vi endelig har sat og indenfor om aftenen, så har jeg været så træt, at jeg har nuppet en morfar på sofaen, så ja sådan er det altså bare ☺

Men ja, der har virkelig været ren sommerstemning i Vamdrup denne her uge, og vi har været rigtig meget udendørs... Bent satte min solvogn ud midt i ugen, og den er da også blevet brugt, selv om jeg primært har ligget med benene ude i solen og resten af kroppen i skygge (at være gravid harmonerer ikke altid lige godt med for meget varme) ☺

I går rundede vi 27 grader på terrassen, og kors det var varmt... det var jo simpelthen ikke til at holde ud... altså vi har en stor parasol, som dækker en stor del af den nye terrasse, og klokken var ikke mere end 10, da den blev slået op, for at skabe bare et enkelt sted med en smule skygge... Bimmer har sin hule inde bag ved nogle syrener, hvor han har gravet et stort hul, som udvides i takt med at han får det for varmt, så han køler sig jo fint ned. Shang har det som sådan egentlig fint med at ligge ude i solen (det havde hans mor Bella også), så længe han bare kan gå til en skål med koldt vand, så har han det udmærket.

Vi fik da også lige slået græsset i går... det trængte, så inden solen blev for heftig, tog vi os sammen og slog den... Bent gjorde det meste af arbejdet, og jeg overtog så lige, da han skulle have en drikkepause - selv om jeg er gravid er det jo ikke ensbetydende med, at jeg ikke kan hjælpe lidt til, så længe jeg ikke løfter tungt, må jeg gerne hjælpe med lidt af det huslige.

Vi har grillet en del denne her uge, og det smager jo skønt... i går var mine forældre herude og spise, og selvfølgelig skulle vi grille og vi sad så ude på terrassen og spiste - det er faktisk første gang vi har siddet og spist på terrassen i år, men det er jo nok ikke sidste gang ☺Da mine forældre var kørt i går aftes, tændte vi hurtigt op i pejsen og sad lidt ude ved den, inden vi satte os ind. Jeg var pænt træt i går, så omkring kl. 21 sagde jeg til Bent, at jeg hellere måtte komme i bad inden jeg faldt i søvn... havde skiftet sengetøj i går, så jeg gad ikke lige have rester af solcreme overalt i sengen, så et bad gjorde underværker.. Klokken var dog ikke midnat før jeg alligevel havde sagt godnat, men det er jo også acceptabelt.

For et par uger siden fik vi ryddet grundigt op oppe ovenpå. Vi har jo 3 værelser deroppe, og det ene er kontor/gæsteværelse, et bliver brugt som opbevaring og det sidste er vi ved at lave til Silas' værelse. Vi havde simpelthen fået så meget skrammel samlet sammen inde i opbevaringsværelset, så jeg besluttede mig for, at det skulle sorteres og så skulle der meget væk. Vi fik da også fyldt en hel trailer(!!!) med alt muligt, som skulle på genbrugen, så jeg var pænt stolt af mig selv, da der var 5 kasser plus en masse løst til genbrugen, plus der så også yderligere var tømt 4 kasser med ting, som bare skulle smides ud.

Det er klart, at vi lige nu har en masse stående til Silas rundt omkring, men altså hallo, det er sgu også mere vigtigt end en masse ragelse, som har ligget i den samme kasse i flere år uden at blive taget frem ☺Hvilket minder mig om, at jeg lige skal have fundet en kande i den ene kasse, som min mor gerne vil have....

Nå men jeg vil smutte igen og få ordnet det sidste af Silas' tøj, som ligger og flyder på spisebordet... håber I alle kan holde til varmen og ikke smelter helt væk ☺


mandag den 15. maj 2017

Den mest fantastiske morgen

Efter jeg er kommet så tilpas langt hen i graviditeten, at jeg mere eller mindre faktisk mærker Silas mosle rundt i maven hver dag, så er det ikke unormalt, at jeg vågner om morgenen ved at han har en fest af den anden verden inde i maven....

Og ja, det er da så hyggeligt at ligge inde i sengen om morgenen og putte med hundene mens Bent snorker ved siden af, og Silas knokler rundt inde i maven.

Glæder mig så meget til jeg kan begynde at mærke ham udenpå maven... der går nok lige et par ugers tid inden det sker, men så længe jeg kan mærke ham inde i maven, så er jeg godt tilfreds, og så ved jeg, at der er liv.



lørdag den 6. maj 2017

Forår over Vamdrup

Vågnede ved 8 tiden første gang i morges, men syntes det var lidt gråt udenfor, så da jeg havde været på toilet (den pokkers graviditetsblære) og hundene havde været ude, så kravlede jeg ind under min dejlig varme dyne igen.. kunne dog ikke falde i søvn, så jeg lå og så Pretty Little Liars (med lyder skruet ned, for Bent sov jo endnu).

Ved 10 tiden begyndte Bent så at røre på sig (vi har for vane at blive liggende i sengen, selv om vi er vågne, bare for at drille hundene). Og den opfangede Bimmer jo med det samme, så han skulle da op og putte med mig (i håb om at Bent så også ville kæle ham).

Min mor ringede så, fordi vi skulle ud til min onkel og kigge på et par babysenge, som vi måtte få gratis (og det kan man jo ikke sige nej til). Min onkel kommer så forbi med dem en dag, så det var jo ikke dårligt.

I eftermiddag har Bent så været i haven og plantet lidt ud i nogle krukker, vi har fået af mine forældre. Vi havde nogle gamle krukker, hvor den ene var gået i stykker, så da min mor købte nye, fik vi nogle af deres gamle.

Bent spurgte så, om jeg ville med ud og gå en tur, og vejret var jo fint til det, så vi gik en tur gennem skoven og ned langs Kongeåen. Var godt nok nødt til at holde nogle pauser undervejs, men fik da gået små 3 km, og det er jeg egentlig ganske godt tilfreds med, taget i betragtning at jeg VIRKELIG har haft ondt i bækkenet. Men en gåtur hjalp lidt, og så ved jeg også, at jeg ikke skal noget i aften, så der kan jeg slappe lidt af igen.

Aftensmaden har "bare" stået på rugbrød i dag. Ingen af os var særlig sultne, så vi nuppede en gang rugbrød. Det smager nu altså også udmærket.

Synes lige, jeg vil vise jer et billede af nogle af alle de syrener, vi har i haven. De er så flotte nu, hvor de er grønne og godt på vej til at springe ud.


mandag den 1. maj 2017

Mandag endnu en gang

Så er det atter mandag.. synes lige det har været mandag sidst, og ikke nok med at det er mandag i dag, så er det også 1. maj.

Kan slet ikke forstå vi allerede har overstået den første tredjedel af 2017, men der er selvfølgelig også sket en del her i huset indtil videre i år, så det er måske ikke så underligt, at tiden bare flyver af sted. Men når det så er sagt, så må sommeren på sin vis gerne gå lidt langsommere, så jeg bare på et eller andet tidspunkt får sat mig ned og bare kan nyde at være gravid (forudsat altså, at der kommer lidt styr på de her bækkensmerter). For indtil videre synes jeg, at jeg har været lidt uheldig med både afsindig kvalme og nu problemer med bækkenet, så det skal snart være, hvis jeg skal nyde det - bare lidt ☺ lå også i går aftes og tænkte på, at det faktisk vil være helt normalt, hvis jeg går i fødsel om ikke en gang 4 måneder (har 4 måneder og 14 dage til termin), og det satte virkelig tiden lidt i perspektiv...puha, jeg skal snart være mor...

Det er på en gang både enormt spændende, men også skræmmende, at det rykker så tæt på nu, for hvad nu hvis jeg ikke magter det (jeg ved godt jeg VIRKELIG fik testet mine forældreevner, mens en hvis frøken boede her, men hende havde jeg jo ikke som barn)... Bent mener, at jeg bliver verdens bedste mor, men det kan han jo sagtens sige, for hvad nu hvis'erne melder sig altså alligevel... Men trøster mig med, at det er normal tankegang hos 1. gangs mødre, og jeg er jo ikke 100% 1. gangs mor, for jeg har jo haft bonusbørn inde i min hverdag i nogle år, og dem kunne jeg da leve med  uden at kvæle dem (naturligvis ikke bogstavligt talt).

Og hvorom alting er, så er jeg faktisk i dag glad for, at der lige er gået et par år siden Jessica flyttede, før jeg blev gravid, for jeg føler mig mere klar, nu hvor vi har fået hendes sindssyge ideer og handlinger på afstand, og nu hvor folk endelig er begyndt at lade os være i deres kamp for at få hende til at bøde for det lort, hun har lavet for alle andre end sig selv. Nu skal vi bare være en familie på Bent, Silas, hundene og mig, og det har jeg det RIGTIG godt med.

Ved ikke rigtig, om dagen i dag byder på noget spændende.. der er ingen planer i kalenderen, så om det ender med en dag med afslapning eller om vi finder på et eller andet, det må tiden vise... indtil videre vil jeg sætte mig med en kop kakao og slappe af i hvert fald..

Rigtig god mandag til alle ☺



fredag den 28. april 2017

En spontan Ikea tur

I mandags vågnede jeg (som sædvanlig ved 8 tiden), og efter hundene havde været ude lagde vi os ind i sengen igen, hvor jeg så lå og tjekkede Facebook, Min mave osv (ja ja, man kan jo lige så godt udnytte de vågne morgentimer til at tjekke "nyheder"), og så ringede min mor... hun ville høre om jeg havde nogle planer for mandagen, og det havde jeg så ikke, så hun ville høre om ikke jeg ville med en tur i Ikea, for hun havde en god dag, og havde lyst til at tage i Ikea, og det skulle hun jo altså ikke spørge om 2 gange, for jeg havde lige en puslepude, jeg gerne ville over og købe.

Hun kom så ud og hentede mig og så gik turen til Odense... vi tog os god tid til at gå og kigge, det er jo også begrænset, hvor hurtigt jeg kan komme rundt, men så må vi jo bare holde de pauser, der nu er nødvendige.

Da vi havde været hele møbelsektionen igennem og fundet lidt forskelligt, som vi skulle have med hjem, ville min mor give frokost, og det skulle hun da have lov til... vi valgte så en gang marineret laks med kartoffelsalat og ærter, og det smagte pragtfuldt.

Så kom vi så til alle de rigtig spændende ting, og denne gang var da ingen undtagelse... jeg fik fyldt en del ting i vognen, og min mor ligeså.

Jeg fik bl.a. købt 4 gallerihylder, som vi ville bruge til billederne på vores hundevæg... vi har en væg med billeder af vores vovser (både dem, vi har nu plus dem, som vi savner), og dem satte vi så op tirsdag (tror jeg det var). Og det er faktisk blevet rigtig godt. Nu skal vi så bare have fat i nogle flere, så vi kan få ændret lidt rundt i stuerne. Og mor har da lige et par gange mere med kemo, så jeg har da en chance for at komme over og hente dem ☺

Fik da selvfølgelig også købt både puslepude og betræk dertil + lidt forskelligt andet til Silas. Og så fik jeg også nogle æbleduftlys med hjem. Så jeg havde en helt fin tur derover, og bagagerummet på bilen var da også godt fyldt op ☺


søndag den 12. marts 2017

Duften af forår

I går morges, da jeg vågnede og lukkede hundene ud, var der det lækreste solskin udenfor, og allerede der, kunne jeg mærke at der var betydelig mere energi til stede, end der har været længe - sådan en graviditet kan tære noget så grusomt på energien, skulle jeg hilse og sige.

Jeg åbnede et par vinduer i stuen og fik ryddet lidt op... Bent sov endnu, og Bimmer og Shang lagde sig hurtigt til rette i soveværelset igen, da de havde været ude, så det var jo lidt begrænset, hvor meget jeg som sådan kunne ordne...

Men da Bent stod op skete der ting og sager på matriklen.. vi fik skiftet sengetøj, sat vasketøj over, støvsuget og ryddet lidt op i haven (visne blade og skidt, som naboen smider ind gennem hækken blev samlet sammen og smidt ud).

Bent pudsede vinduer forleden,  så der er sket meget herhjemme de sidste par dage... da vi nåede hen omkring kl. 14:30 ville Bent ud og gå, men jeg kunne godt mærke, at jeg havde brug for at slappe lidt af, så jeg lagde mig på sofaen og fik en lur, mens han ikke var hjemme... da han så kom tilbage igen, besluttede vi at vi lige ville en tur hen i ABC og handle, og vejret var jo godt, så vi gik en lidt længere tur...

Da vi atter landede i Nørregade var der 2 hunde, som hoppede rundt og var glade, så vi aftalte hurtigt at tage dem over bag banegården, hvor der er et område, hvor de kan løbe frit (ja, det tør vi godt, for vi har styr på dem, og de bliver ikke sluppet, hvis der er andre mennesker eller dyr derovre). Der gik vi så et kvarters tid, hvor der skulle snuses til ALT, og jeg mener virkelig ALT, men de hyggede sig og var godt trætte, da kom hjem 🐕

I går aftes havde vi besøg af vores udlejers kone og deres ene datter... det var nu meget hyggeligt ☺ vi fik indbydelse til udlejernes mellemste datters konfirmation d. 30. april, så der skal maven vises lidt frem ☺

Håber I alle har haft en rigtig god weekend indtil videre.. sidder og venter på at min mor kommer og henter mig.. vi skal nemlig til noget mor-barn bazar, og senere i dag skal vi ud til min fætter og hans kæreste og hente noget min mor har købt ved min fætters kæreste. Og så går den søndag jo også hurtigt.

lørdag den 11. februar 2017

En uge ude i virkeligheden

Har nu ikke blogget hele denne uge... der har simpelthen ikke været overskud til det... der er sket alt for meget på den private front, og jeg har været alt for træt til overhovedet at overveje at tænde for min computer.

De fleste aftener har jeg sovet på sofaen fra omkring kl. 21 og indtil jeg en gang er vågnet og er gået ind i min seng i stedet..

Mine forældre har været ude ved os et par gange i denne her uge, og de har da også været ude og spise ved os i dag... min far kom ud med en svinekam forleden, som de så inviterede sig selv herud og spise i aften... og netop dét siger man jo ikke nej til ☺

I torsdags startede min mor sit kemoforløb på Odense sygehus. Min bror og min far kørte med hende derover i torsdags, og så var jeg med hende i går... jeg satte hende af på sygehuset og fulgte hende op på afdelingen, og så kørte jeg en tur ud til min veninde Stina. Hende har jeg ikke set i snart 5 år, men vi snakker jævnligt i telefon sammen, så det var skønt at sidde en hel formiddag og sludre med hende.

Bent har i denne uge været rigtig aktiv herhjemme med at male endevægge i stuerne samt i køkkenet... vi havde jo egentlig malet dem sidste år, men det var kun med en glans 5 maling, og vi ville gerne have dem malet i en glans 10 i stedet, så nu gik han altså i gang... han mente han lige så godt kunne gøre det, når jeg alligevel er så træt og sover meget, og når jeg så også var med på sygehuset en hel dag... og det brokker jeg mig nu altså ikke over.

Lige nu føler jeg mig egentlig ok frisk, men har også sovet knap halvanden time på sofaen her til aften, plus jeg næsten sov til middag i dag... eller rettere, jeg var oppe ved 9 tiden, luftede hunde, gik til bageren, fik noget morgenmad og lagde mig så under dynen igen... det var egentlig kun meningen, at jeg ville ligge lidt og bare slappe af, men faldt sgu i søvn... ak ja, det kan jo smutte det skidt ☺


LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...