Viser opslag med etiketten Hus og Have. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hus og Have. Vis alle opslag

mandag den 21. marts 2022

Liv i de gamle klude

Ja, der er altså liv endnu... selv om det ikke er meget tid, jeg bruger herinde. Men jeg har jo også krudtuglerne at tage hensyn til. 

Dagene flyver simpelthen af sted, og der er hele tiden et eller andet at lave. 

Jeg var udsat for noget i januar, som virkelig har sat sine spor, og det kæmper jeg virkelig for at komme ovenpå efter. Og nogle dage går det simpelthen bare bedre end andre. 

Lige pt er jeg inde i en periode, hvor jeg måske sover 2-2,5 time om natten, og det dræner mig ekstremt meget for energi. Det gør, at jeg er træt resten af dagen, og den der lur, som jeg burde tage i løbet af dagen (for min egen skyld ikke mindst), den får jeg langt fra altid. Og det gør så, at jeg efterhånden ret ofte falder i søvn, når jeg skal putte Silas om aftenen. Så sover jeg lige ganske kort, og så er jeg oppe igen. Når jeg så går i seng, så kan jeg ikke sove, og så sidder jeg som regel i stuen og kigger ud i luften om natten. 

Derudover har min far fået konstateret blærekræft i sidste uge, og det tænker jeg selvfølgelig også rigtig meget på. Det er ikke noget, jeg lige har lyst til at kommentere så meget på lige  på nuværende tidspunkt. Skal lige have lov til at bearbejde det hele. 

Vi har virkelig nydt det forårsagtige vejr de seneste uger, og vi glæder os efterhånden rigtig meget til at det bliver forår og sommer. Sidste år pakkede vi ved denne tid, og i år nyder vi livet, det bedste sted vi endnu har boet. Vi nyder at vi har vores store terrasse, og drengene bruger mange timer derude allerede nu. Vi fik fyldt nyt sand i deres sandkasse sidste uge, og det er et kæmpe hit. Sandkassen er en af de ting, de virkelig bruger meget tid på. 

Vi har også lavet lidt om inde på drengenes værelse, og det har givet lidt mere plads derinde. Men de leger stadig primært i stuen, og sådan er det altså bare herhjemme. Vi skal gerne kunne være her alle sammen - også Silas og Niclas. 

Jeg har fået en del nye penneveninder siden jul, og det er jeg virkelig glad for. Jeg elsker at skrive breve, og jeg elsker at der indimellem flere gange i ugen ligger breve og venter i postkassen. Og hvem ved, måske brevskriverierne kan give nogle nye venskaber. 

Jeg er bl.a. begyndt at skrive med en, som bor ganske tæt på mine forældre, og hende var jeg til fødselsdag ved d. 12. marts. Og det var faktisk rigtig hyggeligt. Jeg er glad for at jeg tog med, og jeg er glad for at hun inviterede mig. 

Så ja, der sker lidt herhjemme. Vi tager én dag ad gangen, og så følger vi med tiden. 

mandag den 31. maj 2021

Endelig kom den

Altså den danske sommer - eller i hvert fald starten på den. 🌞

Det har da godt nok bare været fantastisk vejr i weekenden, og vi har nydt det i fulde drag. Silas har været på ferie hjemme ved mormor og morfar hele weekenden (sidste gang han sov derhjemme en enkelt nat, aftalte han med mormor, at han skulle sove der 2 nætter næste gang, så sådan blev det), og han har hygget sig helt vildt. Det var i hvert fald en super glad dreng, vi hentede i går, så er ikke i tvivl om, at han har haft en god weekend. 

Vi hentede ham som sagt så i går, og så kunne vi jo lige udnytte chancen og spise aftensmad deroppe. Og det var nu meget hyggeligt. 

Men weekenden er brugt på en hulens masse gåture med Bent og Niclas. Fredag, da Silas var afleveret gik vi en god lang tur, i håbet om at Niclas måske lige kunne blunde en halv times tid, men nej det skete ikke. Men derfor kunne vi jo sagtens gå alligevel. Vi var så lige i Lidl og handle, og så smuttede vi hjem med varerne inden vi fortsatte turen op i storcenteret. Og bare sådan lige til info, så fandt hele storcenteret (det føltes i hvert fald sådan) ud af at jeg var ude og tisse - Niclas råbte det højt ud over det hele 🙈

Da vi havde spist om aftenen valgte vi så lige at smide Niclas i klapvognen og få de sidste skridt ud af dagen, inden der kom ishockey. Det skal så siges, at vi også alle 3 sov tidligt - vi var pænt trætte. 

LØrdag havde vi en aftale med min bror om at han skulle op til os om aftenen, fordi vi skulle se hockey. Men inden da, skulle vi da lige have klaret lidt praktiske ting, så Bent gik en tur på apoteket med Niclas, mens jeg fik vasket gulv i gangen samt pudset vinduer. Skulle så lige hurtigt op og aflevere noget til min mor, og da jeg kom hjem valgte vi at smide Niclas i klapvognen og gå i Bilka og hente bleer. Vejret var jo super, så det var med at nyde det. Vi tændte så op i grillen mens vi ventede på min bror. 

Ishockeykampen var der ikke rigtig så meget positivt at sige om, men vi hyggede os med min bror, og klokken var sgu da over 1 inden han gik hjem. Og der kunne jeg godt mærke, at trætheden var meget tæt på at overmande mig, så der var det bare godnat. 

Alt i alt en rigtig god og hyggelig weekend. Vi har ikke rigtig fået ordnet så meget herhjemme, men omvendt mangler vi også kun forbavsende lidt, så der er ikke så meget at bruge tid på, men det kommer stille og roligt. Vi skal have fundet en skoreol, men skal lige finde en, som jeg lige falder for. Så det bliver på et eller andet tidspunkt. Og det er faktisk også kun sko, der er i den sidste flyttekasse, vi har stående, så det er ikke så slemt. 


onsdag den 19. maj 2021

Stilhed på bloggen

Der har været stille på bloggen den sidste lille måneds tid, og årsagen er ganske enkelt, at vi flyttede d. 30. april, så vi har brugt tid på at pakke, flytte og komme på plads. 

"Jamen, var I ikke glade for at bo i Vamdrup" vil nogen måske spørge, og jo det var vi - i hvert fald i starten. Men altså, der kom flere og flere hængepartier og så kunne vi simpelthen ikke komme rotteproblemet til livs, så da udlejer satte huset til salg, og vi et eller andet sted følte lidt, at det var vores opgave at stå for alt, vedrørende klargøring til salg, så valgte vi at lede efter noget andet. For det var simpelthen ikke holdbart for os i længden. 

Altså bevares, vi kunne måske nok være blevet boende sommeren over, men nu fik vi bare lige det perfekte rækkehus tilbudt, og så var det altså med at slå til. Ganske vist er det ikke i Vamdrup, men i Kolding, og det er helt perfekt. 

Vi er godt nok gået fra 163 m2 ned til 97m2, Silas og Niclas deler værelse, og vi har ikke helt så stor have, men det generer os på ingen måde. For altså, vi brugte udelukkende en stor del af de 163 m2 til opbevaring af vores rod. Så nu er der ryddet op, og alt det, vi ikke skal bruge, er kørt til genbrug eller smidt på containerpladsen, så vi har kun de ting, som vi rent faktisk bruger, og så er 97 m2 altså udmærket. 

Det er et helt nybygget rækkehus - så nybygget, at selve området kun næsten er helt færdigt. De lagde den sidste asfalt i denne uge, så det må siges, at være nyt. Og ved I hvad - jeg nyder at være den første, der bor i huset. Har aldrig boet i noget helt nyt tidligere, og da det er gennem boligselskab, slipper vi for den med udlejere, som nærmest konstant har bedre ting at tage sig til - og andet at bruge penge på - end at vedligeholde lejemålet. Her ringer vi bare til viceværten og så kommer de og kigger på det i løbet af et par dage. 

Så ja, jeg er glad for at vi er flyttet. Det har givet meget mere ro, og begge drenge sover igennem hver nat. Niclas har ikke sovet igennem siden han var omkring 1 år, så det er ren luksus for mig, at jeg kan sove lidt mere end blot et par timer sammenlagt om natten. Vi har lidt på fornemmelsen, at der har været mere liv i væggene end vi umiddelbart lige har hørt - og dette bakkes op af de fund vi gjorde rundt i huset under nedpakningen - og vi har lidt mistanke om, at det måske er det, der har været medvirkende til at Niclas har sovet virkelig virkelig dårligt om natten. For lad mig sige det på den måde, vi VED der har været rotter i soveværelset - og ikke bare i væggene. Og siden vi flyttede, har der måske været en enkelt nat, hvor han ikke har sovet igennem, så altså et eller andet HAR der jo været galt i Vamdrup. 

Men derudover, så sker der ikke så meget. Dagene flyver af sted, og der har ikke været så meget tid til andet end at pakke ned, flyye, pakke ud og indrette. Men det er jo selvfølgelig også hyggeligt nok på sin vis. Vi er stort set færdige med at indrette vores nye hjem, så nu må det gerne blive sommer, så vi også rigtig kan nyde at være udenfor. 

                                                        

søndag den 11. april 2021

Jeg er her endnu

Ved godt, at bloggen har stået lidt stille nu igen, men der er liv i mig endnu. Der har bare været så mange andre ting, der har krævet min opmærksomhed, så mit online liv har ikke været så pokkers aktivt - sådan er det jo altså bare, når man er mor. 

Men derudover, så har jeg det egentlig ret ok for tiden. Der er selvfølgelig nogle ting, der påvirker min dagligdag, som jeg ikke kan løbe fra, men må jo bare forsøge at få det bedste ud af livet med de diagnoser, der nu engang følger mig. 

Vi har pt nogle projekter i gang, som realiseres indenfor ganske kort tid, så når jeg lige føler for det, skal jeg nok dele med jer. 

Håber I alle havde en god påske. Her blev påsken brugt på hygge og på at hjælpe mine forældre med at pakke og køre flyttekasser - de har solgt deres hus, og har fået noget nyt fra på torsdag, så der har været run på. 

Tirsdag inden påske trodsede jeg angsten på en af de bedst tænkelige måder. Min mor skulle til kontrol på Odense Sygehus (efter hun blev opereret for kræft for små 4 år siden), og hun havde så spurgt, om jeg ikke gad køre med hende, for hun er ikke så glad for at køre turen alene. Og selvfølgelig gad jeg det. Bent og drengene havde alligevel fri, så vi aftalte, at jeg tog Silas med, og så kunne Bent og Niclas hygge sig lidt herhjemme. Vi fik så besked om, at der ville blive leveret nogle pakker til os om tirsdagen, så jeg valgte at tage toget til Kolding sammen med Silas, for så kunne Bent og Niclas komme og hente os, når vi havde været i Odense. Så Silas og jeg tog med toget, og han var simpelthen SÅ stolt den lille mand.  Turen gjorde ham dog så træt, at han hellere ville blive hjemme sammen med min bror fremfor at tage med min mor og jeg til Odense, så sådan blev det. Og da han kom i børnehave i tirsdags fortalte han lystigt om, at han havde været ude og køre tog med mor, så ingen tvivl om at det var det hele værd. 

Jeg har det sgu egentlig sådan lidt svært med at mine forældre skal flytte om små 10 dage (deres møbler bliver flyttet d. 19. april), for altså det er jo mit barndomshjem. Altså bevares, jeg boede et andet sted indtil jeg var 4 år, men det er begrænset, hvad jeg kan huske derfra. Alle mine minder er jo mere eller mindre fra Bekkasinvej - der er selvfølgelig enkelte ting, jeg kan huske fra Tvedvej, men det er dæleme ikke meget. Så det at se hele mit barndomshjem - og drengenes andet hjem (forstå mig ret), har været hårdt, og jeg tror det bliver ligeså hårdt, når nøglerne er afleveret og vi ikke skal derhjem igen. Selvfølgelig skal vi nok skabe en masse nye minder i deres nye hjem, men ja derfor er det stadig lidt svært. 






mandag den 22. februar 2021

Forår i luften

Endnu en uge er omme, og skal da lige love for, at de forårsagtige følelser er kommet til Vamdrup. I fredags kørte vi hjem til mine forældre, da vi havde hentet Silas (min bror havde inviteret os på kage til kaffe, så vi kunne lige så godt køre, da junior var hentet og vi alligevel var klar til at køre), og så var vi derhjemme til vi havde spist aftensmad. Og det var vildt hyggeligt. 

Mine forældre har jo solgt huset og skal være ude 1/5, så vi nyder den sidste tid i mit barndomshjem. Uagtet, at det er 15 år siden, jeg flyttede hjemmefra, så er det alligevel en anelse vemodigt, at de om 2 måneder skal flytte, og vi højst sandsynligt aldrig kommer derhjem igen. Men så må vi jo bare sørge for, at skabe en masse nye minder det nye sted - og det tror jeg også godt, vi kan. 

I lørdags var mine forældre og bror så herude og spise, og vejret var jo skønt. Vi havde stort set været ude det meste af dagen, og drengene nød det. Selv om vi ikke skal flytte endnu, så går vi alligevel og ordner en masse praktiske ting - både inden- og udendørs. Kan lige så godt bruge tiden på at sortere ud i det, vi alligevel ved, vi ikke skal have med. Og nu passer det jo fint, at vi kan sortere lidt i ungernes ting ude i haven, mens de render rundt og leger og hygger sig. 

Mine forældre kom jo så herud lørdag eftermiddag, og min bror skulle selvfølgelig lege med Silas ude i haven. Niclas ville hellere putte med først min mor og så derefter min far. Da han så senere skulle putte lidt ved onkel skete uheldet - Niclas faldt i søvn (ikke så uheldigt for os andre, men for Niclas er det noget nær en katastrofe, når nysgerrigheden må sættes til side for en lur). Niclas blev så puttet i sin egen seng, og så skulle Silas have mormor og onkel med på legepladsen. 

Så I kan tro, vi havde 2 meget trætte børn lørdag aften. Man kan i hvert fald godt mærke, de er vant til at være meget ude i hhv. børnehave og vuggestue. Men det er nu også kun dejligt, at de ikke skal underholdes af en skærm hele dagen. 

I går lavede vi ikke det vilde. Vi fik ordnet et par småting herhjemme, men ellers hyggede vi bare med drengene og var ude i haven og lege. Indimellem er det nu altså rart nok at have nogle dage, hvor der absolut ingen planer er. De dage nyder vi i hvert fald enormt meget herhjemme med 2 sensitive børn. 

Håber I andre også har haft en god weekend.  

tirsdag den 26. januar 2021

Gemme og smide ud

Vi er jo gået i gang med at rydde op i gemmerne for at se, hvad vi stadig vil gemme, og hvad der godt kan smides ud. Vi skal ikke flytte lige nu, men det skader jo ikke, at komme i gang, så noget af det, vi måske godt ved, vi ikke kommer til at bruge, kan smides ud. 

Og selv om vi egentlig er gode til at smide ud løbende, så er der alligevel allerede nu røget en del ting. Og det er altså en god følelse at stå med, når man så kan se at stakken med ting, der skal gemmes, den trods alt bliver mindre. 

For (hånden på hjertet) hold nu kæft, hvor får man egentlig gemt meget unødvendigt, når man sådan går gemmerne efter. Og vi er enige om, at vi ikke skal have noget i den størrelse, som vi bor i nu - vi vil gerne have noget, der er lidt mindre. Men mest af alt, kigger vi efter indretningen. For jeg gider ikke have noget, hvor der er så meget spildplads, som vi har nu. 

Og vi vil gerne at drengene kan få 2 værelser - et legeværelse og et de kan sove i. Tror simpelthen ikke, vi får dem til at sove i hver sit værelse, så det er nemmere at gøre det på den måde. Plus de jo også har gud ved hvor meget legetøj, så det vil være alt for besværligt at finde ud af, hvilket legetøj, der skal på hvilket værelse. Så hellere gøre det nemmest for os selv. 

Men nu må vi se, hvor vi ender med at komme hen. Der er jo ikke noget som helst afgjort endnu. Indtil videre, er huset jo "bare" sat til salg. Det er jo ikke solgt endnu. 

onsdag den 28. oktober 2020

Efterårsforberedelser

Når man kigger sig rundt i naturen, er der ingen tvivl om, at det er efterår... men vejret bærer nu ikke det vilde præg af det endnu... altså bevares, det er en anelse køligere end vi måske er vant til, men vi er altså ikke helt nede ved de enkelt cifrede grader om dagen endnu, og om natten er temperaturen da også stadig oppe, hvor det ikke sådan for alvor bliver vildt koldt. 
I dag har jeg været i gang ude i haven. Har fået fjernet en hulens masse blade, der lå i indkørslen. Derudover har jeg fået klippet 2 buske ned, så nu mangler vi kun lige en lille smule mere i haven, og så er haven faktisk ved at være vinterklar. 

Fryseren er også gjort klar med grøntsager, vi har skåret til suppe. Der er altså ikke noget så godt, som hjemmelavet suppe, når det er koldt og blæsende udenfor. Så derfor valgte vi at købe en god portion grøntsager og få det klaret. 

Det er et eller andet sted lidt underligt, at tænke på, hvor grønt det stadig var udendørs, da vi var i Skærbæk sidste uge, og hvor mange blade træerne allerede nu har mistet. Noget af det værste ved de relativt høje temperaturer, er at det næsten bliver for varmt med levende lys tændt om aftenen. At jeg så indimellem sniger min dyne ind på sofaen, det er en anden sag 😊

Sagde også  lige til Bent i går, at det egentlig er lidt vildt at tænke på, at der på lørdag "kun" er 2 måneder tilbage af året. Et år, der på mange måder slet ikke er blevet, som vi havde håbet på mange af os, men som vi alligevel er kommet igennem. 

søndag den 7. juni 2020

Tiden går og vi bliver ældre

Jeg kan umuligt være den eneste, som simpelthen føler dagene flyver af sted, uden jeg egentlig føler, jeg når alt det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Altså bevares, jeg er Mor og bruger en hulens masse tid med drengene, men alligevel. Jeg har så mange ting, jeg gerne vil have ordnet om aftenen, når de sover, men alligevel går jeg hver dag i seng med en følelse af, at der en masse,  jeg ikke har nået. 

Jeg ved godt, drengene er ligeglade med om der ligger en nullermand eller 10 på gulvet, men det er JEG ikke, og JEG ser de s**** nullermænd, hver eneste gang, jeg går forbi dem. Og nu tænker du sikkert "jamen, hvorfor i alverden fjerner hun dem så ikke", og ja jeg ved det faktisk ikke. Eller jo, jeg orker simpelthen ikke altid at finde støvsugeren frem - og er det ikke en legal følelse. En del af hele mit behandlingsforløb er bl.a. at jeg skal "give slip" på nogle ting, så jeg ikke konstant sætter min hjerne og min krop på overarbejde, så det at jeg rent faktisk har nået et punkt, hvor jeg kan vælge at ignorere støvet, ja det er faktisk store sager. 

Og jeg må jo bare erkende, at det altså ikke er muligt at nå det hele, når man har 2 mindre børn. Vasketøjskurven når sjældent et punkt, hvor den er tom, støvet bliver ikke fjernet hver uge, støvsugningen sker ikke hver 2. dag (som jeg gerne ville). Men det gør mig ikke til en dårlig mor, for mine drenge får masser af kærlighed. De sover i rene senge, de får rent tøj på hver dag (Ja, det er ikke tøj de mangler), og vigtigst af alt, så får de mad på bordet hver eneste dag. 

I denne her uge har begge drenge været hjemme, fordi de har været syge, og når der ikke bare er 1 sygt barn,  men 2 syge børn, så er det altså ikke de huslige pligter, der bliver prioriteret allerhøjest. That's life. 

Bent har arbejdet meget i denne her uge, så der har ligget meget pres på mig, men sådan er det jo bare. Næste uge har han (indtil videre) heldigvis lidt flere fridage, så det er jo ikke dårligt. 

Vil slutte med at ønske jer alle en rigtig god søndag.  

søndag den 31. maj 2020

Livsnyder

Det må vel egentlig siges, at beskrive mig ret godt pt. 

Solen gør altså bare et eller andet godt ved tilværelsen. Bent har haft en del fridage denne uge, så vi har virkelig bare hygget os. Vi har tilbragt en del timer ude i haven, og det er jo også det vi har den til, så det passer jo meget godt 😉

I tirsdags var vi ved ørelæge med Niclas. For en lille måneds tid siden var vi til kontrol af dræn, og det viste sig, at de var meget stoppede og det venstre dræn var ved at ryge ud pga tryk fra væske, der ikke kunne komme igennem drænet. Vi skulle så forsøge os med øredråber, og så skulle han til kontrol i tirsdags, for at se om øredråberne havde virket. Det havde de dog ikke, så vi fik en tid onsdag til at han skulle have skiftet drænene. Så af sted det gik igen onsdag. 

Onsdag havde jeg dog selv en tid på sygehuset, så det blev Bent, som tog af sted med Niclas, men det klarede de nu også helt til ug. Denne gang sov han rigtig godt igennem efter narkosen, så det var en relativt glad Niclas, vi fik hjem. 

Min tid på sygehuset onsdag var på organkirurgisk afdeling. Jeg var inde til forundersøgelse pga mit spiserørsbrok, som atter er begyndt at volde mig store problemer. Og det gik heldigvis som håbet. Jeg skal have lavet 3 yderligere undersøgelser, hvorefter det med 99% sikkerhed ender med operation, og det er jo det, jeg har kæmpet for i så mange år. 

Ham overlægen fortalte også, at min mavesæk sidder for højt, så den trækker sig op i spiserøret, og det er med til at jeg ikke kan klare mig med syredæmpende piller, for de sætter sig "fast" og så hjælper mavesækken med til at skubbe dem op, så jeg kaster dem op. Så piller i kapselform har ikke en effekt på mig. Så han ville undlade at give mig piller, men i stedet få mig hurtigt igennem systemet - altså så hurtigt, som det nu kan lade sig gøre. 

Jeg har så fået en tid til kikkertundersøgelse af spiserøret d. 17. juli, så der er heldigvis ikke SÅ lang ventetid. 

tirsdag den 21. april 2020

En (næsten) normal hverdag igen

I sidste uge åbnede vuggestuen (endelig) op igen, og Silas og Niclas er selvfølgelig af sted nogle timer hver dag. Nu sidder du måske og tænker "sikke en uansvarlig mor, som sender sine børn af sted i disse tider", men altså helt ærligt - Bent er jo ligesom også på arbejde hver dag, så hvis vi skal smittes, så bliver vi det sgu nok under alle omstændigheder, og vi kunne mærke, at især Silas havde behov for at være af sted, så vi udnyttede muligheden og sendte dem i vuggestue. Og når man nu tænker på, at Silas snart skal i børnehave, så er det vel også ok at vi lige benytter chancen for at prøve at få ham lidt mere op på alderssvarende niveau. 


Bent har jo været i gang i snart en måned, og det kan dæleme godt være hårdt med den vagtplan de kører på med for tiden. Bent skifter lidt mellem dag- og aftenvagter, så det er ikke mange timer, vi ser hinanden hver dag. Og det kan jeg altså også godt mærke på Silas indimellem. Heldigvis kan vi lige tage forbi og sige hej eller godnat til ham, og det hjælper trods alt en lille smule. Men glæder mig alligevel til deres vagtplan ser lidt mere "normal" ud igen. 


Det angstbehandlingsforløb, jeg var i gang med, har jo også været lukket ned i lidt over en måned nu, men de begynder heldigvis også så småt at åbne op denne her uge - og jeg glæder mig. Jeg har været yderst presset psykisk den seneste måneds tid, så jeg glæder mig til at komme i gang igen, og forhåbentlig få lidt mere kontrol over tingene igen. Jeg var ellers inde i en rigtig god stime, hvor det gik fint, og hvor jeg ikke følte mig så styret af mine tanker og følelser, men det er der blevet ændret godt og grundigt på, og i dag er jeg mere kontrolleret af mine tanker end jeg kontrollerer dem. Det gør så, at jeg får nogle sygt slemme angstanfald, som skræmmer selv Bent. Så jeg glæder mig til at få samtaler med min behandler igen. Altså vi har ganske vist snakket i telefon sammen den her periode, men det er altså ikke det samme. 


I dag er faktisk første dag i halvanden måneds tid, hvor jeg er helt alene hjemme (ja altså sammen med hundene). Og jeg nyder faktisk roen, selv om det er vildt underligt at der slet ikke er nogen larm fra legetøj eller andet. Og jeg skal vel ikke straffes for at sige, at jeg faktisk nyder lige at have det pusterum for mig selv. Jeg er 100% mor hele dagen, så når jeg lige kan have et par timer for mig selv, så må jeg altså godt det. Senere i dag skal begge banditter til frisør - det er virkelig også tiltrængt. De havde egentlig tid samme uge, som frisørerne blev lukket ned, så det var med at slå til, da vi fandt ud af de åbnede igen. 


Ellers sker der ikke det vilde herhjemme. Solen skinner og vi er udendørs en stor del af tiden. Haven ligner en legeplads, som ville være den bedste dagplejemor værdig, så det er jo så skønt. Det er altså en af goderne ved at have en god have, så længe man har små børn. Og ja de nyder jo at have SÅ meget legetøj, så det er jo perfekt. 

lørdag den 4. april 2020

Morgenstund har guld i mund...

Sådan lyder en linje i en gammel sang, og i dag kunne det egentlig passe godt nok... 

Jeg vågnede ved 7:30 tiden og lå så bare inde i sengen indtil Silas og Niclas vågnede små 10 minutter senere. De var begge i forbavsende godt humør her til morgen, så da de kom op var det med smil og masser af kys til deres mor. Og så er dagen ligesom reddet - kender I det??

I tirsdags åbnede landets genbrugspladser jo igen efter at have været lukkede i knap 3 uger, og det har jo så også sendt Bent på arbejde igen. Mandag og onsdag i denne uge, var han rundt og sætte skilte op, som skal hjælpe borgerne med at opføre sig pænt, når de nu holder i kø og skal ind på pladserne. Det er egentlig lidt utroligt, at man skal fortælle dem om god opførsel i den situation, men altså det skal man åbenbart. 

Torsdag havde han så første reelle vagt, efter genåbningen, så han mødte ind kl. 13 og var hjemme kl. 22. Her i weekenden hedder den så 6-14, så han får da nogle timer de her uger, men det gør heller ikke noget, for pga. lock-downen, så nåede han kun at få 41 timer i marts, så det skader ikke, at der kommer lidt ekstra timer denne måned - og han kan jo lide arbejdet. 

I torsdags skulle Niclas have været til kontrol på børneambulatoriet i Kolding (de obligatoriske kontroller, da han jo er født før uge 32), men tiden blev annulleret pga. denne her Corona. Men hende børnelægen ringede så alligevel, for så kunne vi tage en snak telefonisk, og så kunne hun vurdere, om de skulle se ham, når det hele er overstået. 

Hun var dybt imponeret over, hvor godt han klarer sig, og inden samtalen var slut, havde hun afsluttet ham , for hun er på ingen måde bekymret for ham. Hun siger, at hun på ingen måde tror det bliver noget med ham, og at han nu er 100% på niveau med andre børn på hans alder - altså ikke præmatur fødte børn - og helt ærligt, så gjorde det mig bare pisse stolt. Og F*** janteloven - vi er så pisse seje herhjemme, at vi har formået at få Niclas op på det niveau. 

Det er egentlig forbavsende, så meget man trods alt kan nå herhjemme om morgenen med 2 tumlinger i huset (har lagt vasketøj sammen og sat ny vask over,  har ryddet op på bordet ude i bryggerset, har lavet morgenmad og spist sammen med ungerne, har ryddet op efter deres leg 3 gange allerede plus jeg har vasket de få ting op, som stod i køkkenvasken og også gjort toilettet rent). Og nå ja, jeg har da også nået at snakke i telefonen med både min mor og Bent, så der sker lidt i det lille hjem. 

Der går nogle rygter om mig her i byen, som jeg kun kan grine af. Men i hvert fald, så  gør det, at folk går forbi flere gange om dagen og skuler ind i huset, men de prøver at være så diskrete, så jeg ikke ser dem, men altså helt ærligt, så kan de sgu ikke skjule det. Og jovist er det irriterende, men som sagt, så kan jeg nærmest kun grine af det. Og hvad pokker - de bliver vel trætte af det på et eller andet tidspunkt, når de ikke kan få bevis for deres påstande. 





søndag den 29. marts 2020

Atter sommertid

Det er egentlig lidt ironisk... nu har vi de sidste par uger virkelig haft godt vejr.. altså totalt forårsagtigt, og nu, hvor vi jo så er skiftet til sommertid vender det og bliver mere koldt igen. Altså, hvad sker der lige for det?

Mange forældre brokker sig ofte over de kære børns "manglende fornemmelse" for omstilling mellem sommer- og vintertid, men hey her har i moren, som vågnede totalt frisk kl. 4:38 (og ja, jeg kom først i seng kl. 1 efter sommertid). Lå og vendte og drejede mig inde i sengen og gloede lidt Viaplay, men helt ærligt, så hjalp det ikke en fløjtende fis, så jeg stod op, og jeg sidder lige nu og nyder min 3(!!!!!) kop VARME kaffe. Både Bent og drengene sover som sten endnu, så jeg nyder roen - ja altså, jeg har også allerede gang i at vaske tøj plus jeg har tømt tørretumbler, så lidt praktisk er jeg da alligevel. 

Bent har jo gået hjemme i 3 uger nu, og han er ærlig talt begyndt at blive en anelse rastløs, så glæden var stor, da vi i går læste, at Kommunernes Landsforening nu har givet grønt lys til at landets genbrugspladser må åbne igen - dog med forskellige restriktioner - men altså hey Bent skal atter på arbejde og vi kan få alt det affald væk, der står i sække ude i værkstedet. Hans første vagt er så torsdag fra 13-22, så det bliver dæleme en lang dag. Men sådan er det nu engang bare. Han skal være - og er også - glad for at han bliver brugt nu, hvor han jo "kun" er afløser. 

Og ja, selv om det ganske vist trækker tænder ud at vi alle 4 går hjemme HVER dag, så har Bent og jeg alligevel fået ordnet en masse praktiske ting de seneste uger. Hele huset er mere eller mindre gjort hovedrent, og så er der alle de almindelige dagligdagsgøremål, som jeg trods alt har nydt at have hjælp til - og ved I hvad, der er rent faktisk en bund i vores vasketøjskurv!!!

Vi har allerede grillet 2 gange i den her uge, og det er jo simpelthen en af "sommerens glæder". I går prøvede vi at grille kålpølser, og de blev dæleme gode, så det er ikke sidste gang, vi har gjort det. 

Håber I alle har en fantastisk weekend.   

mandag den 23. marts 2020

Opdatering fra privaten

Det er nu allerede næsten en hel måned siden, jeg sidst har skrevet herinde, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft tiden til det, men jeg har bare haft valgt at prioritere tiden lidt anderledes. 

Vi har lavet enormt meget sammen som familie, når vi har haft tiden til det, og det har virkelig været godt, kan jeg mærke. 

Nu er det nok næppe en større statshemmelighed, at store dele af Danmark er lukket ned for tiden pga. denne Corona-virus, som er det helt store samtaleemne i medierne, og har været det i snart en måneds tid. En virus, som vi på ingen måde selv er herre over, men som på alle måder er herre over os, og over den frihed vi normalt plejer at have. 

Begge drenge er hjemme (og har været det knap 2 uger nu), fordi vuggestuen er lukket. Eller ja, de er ikke lukket, men kører med stærkt begrænset nødberedskab, så når vi nu alligevel har alle muligheder for at holde dem hjemme, så valgte vi at gøre det. 

Bent er også sendt hjem, og har ikke været på arbejde siden mandag i forrige uge. Vi ved ikke, hvor længe hverken han, Silas eller Niclas skal gå hjemme, så vi hygger os, og får ordnet en masse små praktiske ting herhjemme, som vi ellers har skubbet. 

Jeg har også "fri" fra mine angst-samtaler. Kan godt mærke, at jeg virkelig mangler dem. Angsten er virkelig en tro følgesvend lige pt, og jeg oplever mange panikangstanfald, og ja nogle af dem er altså seriøse nok til skræmme mig. 

Ikke i torsdags, men forrige torsdag måtte jeg en tur omkring akutafdelingen på Kolding Sygehus for at få tjekket mit hjerte. Havde voldsomme trykkende smerter i brystkassen, som gik ud i venstre skulder. Derudover var jeg svimmel og havde vejrtrækningsproblemer. Måtte ringe til vagtlægen om eftermiddagen og så blev jeg hentet af en hjerteambulance, som kørte mig til tjek på sygehuset. De kunne dog ikke umiddelbart se, at mit hjerte fejler noget, så jeg kom hjem ved midnatstid igen. Dog kan de ikke udelukke, at der er noget med hjertet, for jeg fik nitroglycerin i ambulancen, og det hjalp på de voldsomme smerter, jeg havde i brystkassen. Jeg jar så indtil videre en tid til videre undersøgelse på hjerteafdelingen på Grinsted Sygehus d. 30. marts, men nu må vi se, om den bliver udskudt. 

Myndighedernes anbefalinger går på, at man nærmest lever helt isoleret, men den overholder vi altså ikke helt herhjemme. Vi ses med mine forældre plus vi går nogle gode ture med drengene. Kan simpelthen ikke håndtere psykisk bare at skulle "bure mig selv inde" herhjemme. Men vi overholder selvfølgelig de hygiejnemæssige restriktioner, som der er sat. Vi har altid håndsprit med, når vi er ude, og vi sørger fx altid for også lige at spritte drengenes hænder af, så de har en chance for at være så nogenlunde bakteriefri, og er en af dem endelig med ude og handle, så får de ikke lov til at pille ved noget, og vi spritter lige vognen af inden de kommer ned og sidde, så vi sørger for at tage vores forholdsregler. 

Men altså helt ærligt, hånden på hjertet, så savner jeg dæleme vores "normale" hverdag. Kan godt mærke, jeg lige mangler det der pusterum, jeg plejer at have, når de alle 3 er ude af huset. Det tætteste jeg kommer på det nu, er hvis den ene af drengene sover, og Bent så tager den anden med ud og gå en tur. Men det er jo altså ikke helt det samme. Men lidt er jo trods alt bedre end ingenting. 





tirsdag den 28. maj 2019

En ny uge venter

Så er en ny uge allerede i gang... føler virkelig dagene bare flyver af sted, uden jeg når halvdelen af det, jeg egentlig gerne vil nå.
Efter vores pitstop på sygehuset forleden, er det egentlig gået så nogenlunde med Silas. Han har hoster en del, så hans medicin er været ret så nødvendig weekenden igennem, og det har da kunne tage en del af hosten, men ikke alt det hele. Nu skal han så bare blive 100% rask igen min lille mand. Jeg hader virkelig, når en af de små pus er syge, og hvis jeg kunne, så tog jeg gerne noget af deres sygdom, når de er hårdest ramt. 

Derudover er weekenden brugt på hygge med ungerne... Bent har arbejdet både torsdag, fredag, lørdag og søndag, så jeg har brugt tiden med børnene. Lørdag var vi hjemme ved mine forældre og spise. Min mor hentede Silas, Niclas og jeg, fordi Bent havde bilen på arbejde. Vi var så lige omkring containerpladsen, så Silas kunne sige hej til sin far. Vi fik så lige kigget i genbrugscontaineren, og fik da også lige lidt med hjem - der er altså visse fordele ved at være gift med en, der arbejder på en genbrugsplads. Silas og Niclas nyder da især også godt af, at deres far får mange rigtig gode ting med hjem - de har efterhånden "erobret" det meste af stuerne til deres legetøj, men sådan er det jo, når de endnu er for små til at bruge deres værelser på 1. sal. 

Håber I alle får en rigtig dejlig uge. 


fredag den 19. april 2019

Opdatering på tilværelsen

Der er liv her på matriklen endnu, selv om jeg ikke har fået blogget særlig meget den senere tid... Men ja, der har været så meget at se til, og om aftenen når ungerne er faldet i søvn, så er jeg også mere end én gang faldet i søvn på sofaen. 



D. 6. april var vi til guldbryllup. Det var en rigtig god dag, og der er altså noget magisk over at et ægtepar har holdt sammen i tykt og tyndt så mange år. Dagen startede med, at vi alle var inviteret i kirke, hvor guldbrudeparret atter bekræftede at ville leve sammen resten af livet. Bagefter var vi alle på Agerskov Kro og spise, og nøj jeg siger jer, det var noget godt mad, vi fik. Silas havde det ikke særlig godt den dag og sad egentlig bare ved onkel Allan og hang nærmest fra start til slut. Den lille mand havde feber og var virkelig hårdt ramt. 

Vi kørte så til vagtlægen om aftenen, da vi kom hjem, og vi fik at vide, at det "bare" var en virus, som skulle gå i sig selv af sig selv. Og jeg skal altså lige hilse og sige, at det er noget så hårdt at se ham have det dårligt og hoste så meget, at han kaster op over det. Nu er han jo ikke ligefrem den tykkeste i forvejen, så han har jo slet ikke godt af at kaste så meget op. 

I lørdags stod den så endnu en gang på fest. Det var også min fødselsdag, men vi var inviteret til kobberbryllup ved min kusine og hendes mand, og det havde vi så valgt at sige ja til, for fødselsdagen kunne jo sagtens rykkes til dagen efter, og det var jo også bare en almindelig fødselsdag og ikke en rund en af slagsen, og der skulle ikke ske andet end at min bror og mine forældre kom ud til os og spiste. 

Men vi havde så besluttet os for, at vi havde inviteret dem herud til morgenmad lørdag morgen, så kunne vi sidde og hygge lidt inden vi skulle køre til Brande til fest. Bent og ungerne var gået sammen med min bror og mine forældre om at købe gave til mig, og de havde købt en kamera, jeg ønskede mig. Jeg har jo et spejlreflekskamera, men det er lidt stort at slæbe med, hvis vi skal nogen steder, så jeg havde ønsket mig et ganske almindeligt kamera, der ikke fylder så meget. For ja, med børn er det altså praktisk at have et kamera med, når man skal noget (og jeg er ikke den, der altid har min mobil på mig, når vi går ud af døren). 

Nå men, vi skulle være i Brande kl. 13, så vi kørte fra Vamdrup ved 11:30 tiden, for så skulle vi i hvert fald ikke skynde os derop. Vi var da absolut heller ikke hverken de første eller de sidste, som ankom. Inden vi skulle spise, rejste min kusines mand sig op og sagde tillykke med fødselsdagen til mig, og så skulle de alle sammen rejse sig og skåle med mig (mig, som hader at være i centrum), og jeg fik så den flotteste buket blomster af dem. Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg fortryder ikke, at vi tog med. 
Søndag holdt jeg så fødselsdag for mine forældre og min bror. Det var ikke noget vildt, men vi hyggede og grillede (fødselsdagsbarnet bestemmer maden herhjemme). 

Påsken er indtil videre brugt herhjemme, hvor vi har hygget i haven. Silas elsker at være ude, og de har jo efterhånden også SÅ meget legetøj til udendørs brug, så det er jo med at få det brugt. I går var vi også lige en tur i Billigblomst og købe blomster til at plante i krukkerne ude på terrassen, så nu er haven næsten sommerklar. Og nå ja, Silas er blevet klippet, så nu er frisuren lidt mere sommeragtig ☺

tirsdag den 19. februar 2019

Lidt Mette-tid

Bent er ude og køre, og begge børn sover... det vil sige, jeg kan sidde og hygge mig og lave noget for mig selv. 

Det er dæleme sjældent det sker, at begge børn sover på samme tid, så jeg har kastet mig over at omdøbe nogen af alle de billeder, jeg har på computeren - og der er mange, vil jeg gerne lige pointere. 

Vi var lige en hurtig tur hjemme ved mine forældre i går. Vi skulle lige hjem og hente noget spartelmasse, som min bror havde lånt af os, og det passede med, at Silas lige kunne få en lille lur i bilen. Han er relativt nem at få til at sove, når vi er ude og køre, så der er ikke meget ballade fra bagsædet - endnu, men det kan jo nå at komme senere hen. 

Sidder og kigger på, at jeg egentlig burde støvsuge og tørre støv af... men ja, kender I ikke det med at man indimellem har godt af at lukke øjnene for de praktiske gøremål, som egentlig burde klares. Og hånden på hjertet, så forsvinder nullermændene nok ikke af sig selv. Og jeg tvivler på, at der kommer en eller anden random fremmed ind af døren og nupper dem. 

Senere i dag skal Bent til teori, så der skal vi også bare være hjemme og hygge mig og ungerne. Indimellem kan dagene godt være lidt lange, når Bent er så meget væk, men altså, så skal jeg jo bare huske, at det er i en begrænset periode, og at det kan give ham kørekort, så han kan få drømmejobbet. 

Og ja, jeg hygger mig jo alligevel med banditterne om aftenen, så det gør mig intet at være selv hjemme med dem. Og så har jeg nogen til at se lidt julekalender med mig (ja, det ser vi altså selv om det er februar - Silas elsker Pyrus, så det er jo skønt). 

I får lige et billede fra i weekenden, hvor vejret jo var vidunderligt. Der havde vi begge unger med ude og lege i haven. Niclas hyggede sig gevaldigt med at ligge på sansegyngen, og Silas var over hele haven. Det er en af de helt store fordele ved at have egen have - vi skal ikke ned på legepladsen, hver gang vi vil hygge os med ungerne. Selvfølgelig kan vi godt besøge nogle af alle legepladserne i byen, men vi kan også gå lige ud i haven.
 

mandag den 10. december 2018

3. december

Dagens billede er af vores dejlige charmetrold Silas.

Billedet er taget en dag, hvor han iført fuld mundering var med ude i haven og lege. Han var meget optaget af sit gyngestativ, så vi satte gyngen op og så kunne han komme ud og gynge. 

torsdag den 1. november 2018

Allerede november

Så er det allerede november... der er kun en måned til 1. december og dermed kun 2 måneder tilbage af det her år... det er jo helt vildt, som tiden går. 

Vi har lige bestilt julekort i dag, så nu skal vi bare vente på de kommer, så vi kan få dem skrevet og sendt ud til familie og venner og glæde dem med en lille julehilsen. Normalt laver jeg jo selv julekort, men i år har der simpelthen ikke været tid til det, så vi valgte at få lavet nogen med billeder af guldklumperne. 

Dagen i dag er blevet brugt på at Niclas var ved kiropraktor, hvor vi fik ros, fordi der allerede er store fremskridt i forhold til i mandags. Hun sagde at det var helt vildt, så meget det allerede havde hjulpet, så vi tror at det nok skal blive rigtig godt. 

Vi har nogle øvelser, som vi skal sørge for at lave med ham hver dag, og det gør vi også, for vi er virkelig interesserede i at hjælpe ham. 

Derudover har jeg ryddet op oppe på 1. sal. Det værelse, som skal være Niclas´ er jo hidtil blevet brugt til opbevaring, så der fik jeg ryddet op og flyttet kasser. Altså, jeg ved godt der er noget tid endnu til at Niclas skal bruge værelset, men vi kunne lige så godt komme lidt i gang deroppe. Det er jo med at udnytte tiden til det, når den lige byder sig (med 2 lømler i huset). Silas kom så op og kiggede mens jeg var deroppe (altså Bent kom op med ham), og så skulle alle hans legesager, som står ovenpå, jo lige kigges igennem og noget af det skulle (selvfølgelig) med nedenunder. Altså, hvad de 2 knægte efterhånden ikke har af legetøj - det er altså ikke småting. 

Vi har jo også allerede en masse julegaver stående oppe ovenpå, og de har stor interesse for Silas (og for min bror, når han er herude). Man kan godt se på mængden og størrelsen af gaver, at vi har fået Niclas og Silas. Men sådan skal de altså også være, når der er børn i huset. 


tirsdag den 16. oktober 2018

Det er en anelse forvirrende...

... og ja med det mener jeg, sådan som vejret er for tiden. 

Vi har snart november, og i weekenden (og ja da også i går) var der flere her i byen, som rendte rundt med shorts på. Jeg har dog - vejret til trods - valgt at klæde mig (efter årstiden) fornuftigt. For med 2 små børn i huset, så er det ikke lige at være syg, jeg har allermest tid til. 

I går eftermiddags var Silas og jeg ude og lege i haven. Han har jo fået gyngestativ, så vi kunne jo lige bruge en times tid derude sammen med hundene, mens Niclas fik lidt ro til at sove herinde ved Bent. 

Silas elsker simpelthen at være udenfor, og ja når vi har have, så er det jo også bare med at udnytte det. Vi har jo et par gange boet i lejlighed, hvor der ikke har været andet "have" end nogle fælles udendørs arealer, og når vi nu har 2 børn, så er jeg glad for, at vi har vores egen have. 

Når jeg lige nu sidder og kigger ud af vinduet, så er det eneste efterårstegn egentlig, at træerne er begyndt at smide bladene plus at bladene er ved at gå væk fra den grønne farve. Ellers er der ikke rigtig noget, der viser, at vi snart kun har 2 måneder tilbage af året. Hørte også lige i TV2 vejret tidligere, at der i år er sat en del rekorder, hvad angår varmen. Det er jo helt vildt. 





søndag den 8. april 2018

Forår i luften

Endelig er foråret kommet til DK, eller det har det jo været et par dage nu, men det gør det jo ikke mindre skønt. 

Vi har haft nogle rigtig hyggelige dage herhjemme de sidste par dage.. Vi har grillet og haft Silas med ude i haven og hygge lidt. Altså selvfølgelig har vi ikke haft ham med ude for lang tid ad gangen, han har stadig en smule forkølelse, som vi gerne skulle have ham af med, så han skal ikke blive mere syg. Men han nyder at være udenfor, så vi prøver at klæde ham godt på og tage ham med lidt ud og kigge ☺

Jeg har jo altså fødselsdag i næste uge - ak ja, allerede et år ældre - og for første gang i mange år, føler jeg rent faktisk, der er noget ved at blive et år ældre. Jeg føler, jeg har oplevet SÅ meget siden min sidste fødselsdag, så i år gør det mig ikke noget at have fødselsdag, heller ikke selv om jeg bliver 36 år. 

Sidder inde i stuen og nyder foråret, mens Silas ligger inde i soveværelset og sover. Han faldt i søvn på sofaen, så vi lagde ham ind i soveværelset, fremfor at lægge ud i barnevognen og risikere at han vågner. Han har været mega træt de sidste par dage, men han har ikke ville sove særlig meget, så det er med at udnytte, når han endelig tager sig en lur. Jeg elsker livet som mor, men det kan være hårdt indimellem, når han konsekvent står op omkring 6:30 om morgenen og så dagen igennem max sover 2 timer sammenlagt. 

Håber I nyder at foråret endelig er kommet til Danmark, og at det ser ud til, det er kommet for at blive ☺

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...