Et liv med kronisk hjernerystelse

Dette indlæg er skrevet, for måske at kunne give andre et indblik i min hverdag efter jeg pådrog mig en hjernerystelse sidste år - en hjernerystelse, som jeg ikke kom mig over... Jeg er derfor i dag diagnotiseret med Postcommotionelt syndrom (også kendt som kronisk hjernerystelse eller langvarig hjernerystelse)...

Jeg møder i hverdagen ofte uforstående blikke, når jeg nævner, at jeg har kronisk hjernerystelse, og jeg kan jo ikke rigtig bebrejde folk, for jeg anede sgu heller ikke selv, der var noget, der hed sådan før jeg fik det at vide på neurologisk afdeling sidste år...

Når man hører om folk, der har haft hjernerystelse, hører man (synes jeg) altid, at det er væk indenfor kort tid, men sådan er virkeligheden desværre ikke altid.

Mine nuværende gener er:

• Hukommelsesbesvær - jeg glemmer alt, hvad jeg ikke skriver ned. Jeg er nødt til at have papirblokke liggende rundt omkring, for at kunne skrive ned, hvis jeg kommer i tanke om noget. Jeg kan gå i gang med at fortælle noget, for så at snakke om noget helt andet, hvis jeg ikke får fuldført mine sætninger. Og hvis jeg så bliver spurgt, hvad jeg var ved at fortælle først, så kan jeg ikke huske det. Jeg skriver alle aftaler (både mine egne og Bents ned i 3 forskellige kalendere, for så er der en chance for, at jeg ser det).
• Koncentrationsbesvær - jeg kan ikke koncentrere mig særlig længe om noget. Hvis vi sidder og ser film, så mister jeg hurtigt interessen for det, for jeg kan ikke fokusere særlig længe på det (har fx også taget 4 dage om at skrive dette indlæg). Af selvsamme årsag, ser vi rigtig mange danske film for tiden, for dem skal jeg ikke på samme måde koncentrere mig om. Jeg kan ikke overskue, hvis der er for mange mennesker, der snakker omkring mig. Alle stemmerne forvirrer mig, og gør jeg lukker mig ind i min egen lille verden.
• Konstant hovedpine - jeg går konstant rundt med hovedpine, dog er smerterne ikke altid lige slemme. Har dog minimum et par gange om ugen så slem hovedpine, at INTET hjælper, og så skal man ikke snakke til mig. Jeg skal allerhelst ligge i et koldt mørkt rum, hvor der er totalt ro, bare lyden af min egen vejrtrækning kan være nok til, at det føles som om mit hoved eksploderer. Ting såsom at se fjernsyn, kigge på en computerskærm osv forværrer hovedpinen, så det foregår i et absolut minimum for mit vedkommende. 
• Svimmelhed - en af de ting, jeg også døjer med endnu. Jeg er i perioder nødt til at have hjælp fra Bent til simple ting som at gå på toilettet, komme i bad osv. Jeg kan vågne om natten og ikke engang være i stand til at komme op af sengen.
• Træthed og søvnbesvær - jeg er nærmest træt 24/7, men det sker alligevel tit, at jeg ikke kan sove mere end max 2 timer på et helt døgn... Jeg kan ligge mig for at prøve at få en lille lur, men kan ikke finde ro... nogle gange vågner jeg ganske kort efter jeg er faldet i søvn og har ondt i nakke og skulder, og så kan jeg ikke finde en måde at sove på. Andre dage kan jeg sove hele tiden. Jeg har fået at vide, at hvis jeg kan mærke jeg er træt, så skal jeg stoppe det, jeg er i gang med og ligge mig ind. For min krop har brug for ro.

Så ja, det er muligt man ikke kan se på mig, jeg er syg... men jeg døjer med så meget i dagligdagen.. jeg er ikke doven, men kan ikke overkomme ret meget uden at jeg bliver enormt træt..

Mit liv er vendt 180 grader efter jeg faldt... mange af de ting, jeg har kunne gøre før, dem kan jeg ikke længere udføre, og jeg kan aldrig vide, hvad morgendagen bringer - hvordan jeg har det... har svært ved at lave aftaler, for jeg ved, at jeg mange gange må aflyse i sidste øjeblik...

Håber det måske kan give et lille indblik i min hverdag med kroniske - ikke synlige - gener...