Viser opslag med etiketten Julekalender. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Julekalender. Vis alle opslag

lørdag den 9. december 2017

9. december

Dagens tema er: Kreativ jul

Når man kigger rundt i vores julepyntede hjem, så er der en del hjemmelavet julepynt at se. Vi har en del løbere og klokkestrenge, som jeg selv har syet. 

Jeg elsker når man sætter sit personlige præg på både dagligdagsindretningen samt julepyntningen. I min verden gør det det lidt mere hyggelig. 

Her er lidt af mit hjemmefabrikerede julepynt: 











fredag den 8. december 2017

8. december

Dagens ord er: Julebag

I min familie har vi tradition for hjemmelavet julebag. Min mormor og min farmor bagte altid en masse forskellige julesmåkager, da vi var små, og min mor har så fortsat så den tradition. Og ja, det er så også gået videre til mig. 

De senere år, er det Bent og jeg, som har bagt til både os og mine forældre. 

Hvad angår småkagerne, så er vi meget traditionsbundne, og vi bager altså helst de samme år efter år. Det hænder dog, der sniger sig en ny småkage ind i ny og næ, men det er primært de samme, vi bager. 

Selvfølgelig kunne vi da sagtens gå ned til bageren og købe nogle bakker med småkager, men (som med så meget andet) sværger vi til det hjemmebagte. 

Her er de småkager vi plejer at lave til jul:
  • Brunkager
  • Brune fedtkager
  • Jødekager
  • Klejner
  • Vaniljekranse
  • Fedtebrød
  • Pebernødder
  • Kokosmakroner
Så ja, når man guffer lidt i julen, så er det intet under, at vægten måske nok siger lidt mere end godt er... men ja, det smager jo godt det skidt :) 

Her kan I se et billede fra sidste år, hvor vi rigtig var i gang. 




torsdag den 7. december 2017

7. december

Dagens stikord er: Julefilm

Bent og jeg er typerne, som elsker at sidde og se de gode gamle danske film, deriblandt selvfølgelig også de gode gamle julefilm. 

Nogle af favoritterne herhjemme, når det kommer til julefilm, er: 
  • Fars fede juleferie - en klassiker, som man da selvfølgelig skal nå at se i løbet af december. Selv om jeg har set den til bevidstløshed, så hitter den altså alligevel.
  • Julefrokosten (den gode gamle fra 1976 med bl.a. Preben Kaas, Judy Gringer m.fl.) - Uanset hvor mange gange, jeg end har set denne, så er det altså ikke rigtig jul før jeg har set den minimum én gang hvert år.
  • Alene hjemme filmene - disse hører absolut også til blandt de absolutte favoritter. Heldigvis viser de som regel i fjernsynet minds én gang i løbet af december. 
  • Jul i den gamle Købmandsgaard - en af de rigtig gamle julefilm (ja, den er endda sort/hvid), men alligvel en af dem jeg elsker at sidde og se mens jeg spiser hjemmelavede æbleskiver og kigger på de levende lys rundt i huset. 
  • Far til fire Til Julebal i Nisseland - Blandt klassikerne er selvfølgelig også denne Far til Fire film. Den er så sød, og netop "Til Julebal i Nisseland" er en sang, som mange både børn og voksne kan synge. 
Dette er blot nogle af yndlingsfilmene herhjemme... sidste år sad jeg og så en masse forskellige julefilm på Netflix, men det er dog ikke nogen man kan købe på dvd, men der er da helt klart nogle af dem, jeg gerne vil se igen i år til jul. 

onsdag den 6. december 2017

6. december

Dagens stikord er: Julekalender

Jeg har altid elsket at se julekalendere i fjernsynet, men de senere år synes jeg ærlig talt, at de julekalendere, der har været vist, har været "lidt en tynd kop te". 

Altså, selvfølgelig sidder der børn derude, som synes de er gode, men når jeg nu er vokset op med "Jul i Gammelby", "Jul på slottet", "Nissebanden i Grønland" og lignende, så er der altså ikke meget ved de nyere julekalendere... altså, på trods af mine 35 år, så synes jeg altså stadig Pyrus julekalenderene er sjove, men ellers har jeg faktisk ikke set en "ny" julekalender siden de sendte "Ludvig og Julemanden" for 5 år siden. 


Jeg har heldigvis mange af de gode gamle julekalendere på dvd, og ja de kan altså godt ses, selv om det er sommer og 30 grader udenfor, så de bliver selvfølgelig set året rundt. 

Når det kommer til julekalendere, så er der jo også Quicks skrabejulekalender... sådan en har Bent og jeg hvert år (altså vi har en hver), og vi skraber ét felt hver da, selv om det indimellem kan være svært at vente, når man kun mangler et sølle juletræ (som man jo godt ved ikke kommer) og der stadig er 5 dage til juleaften. Min mor er den type, som under ingen omstændigheder kan have en skrabejulekalender hængende , uden at skrabe den. Den skal skrabes umiddelbart efter hun får den i hænderne, så det kribler i hende for at skrabe vores, når de hænger på køleskabet hvert år :) 



tirsdag den 5. december 2017

5. december

Dagens ord er: Juleønsker

Jeg har efterhånden fået sværere og sværere ved at finde på noget at ønske mig til jul. Men ikke desto mindre, så plejer jeg nu alligevel altid at komme frem med nogle ønsker.

Bent og jeg plejer at ønske os fælles gaver, og det hjælper selvfølgelig lidt på det, at vi kan ønske os noget fælles, for så kan vi tillade os at ønske os lidt dyrere og større ting af fx mine forældre.

Sidste år begyndte vi at ønske os julestel fra Royal Copenhagen (Stjerne riflet jul), og vi fik de første 2 kopper og kagetallerkner af mine forældre og min bror sidste år til jul. Det har vi så ønsket os mere af i år, og lur mig, om ikke vi nok skal få noget af det igen i år.

De sidste par år, har jeg så også ønsket mig sæsoner af Pretty Little Liars af Bent i julegave. Den sidste sæson udkom i september, så den kunne jeg jo passende ønske mig i år. Har en god fornemmelse af, at jeg får den. Men det er jo også noget, jeg virkelig ønsker mig.

For nogle år siden, fik jeg min første Little Things mean a lot engel figur af Bent i julegave, og siden har de også været fast ønske på min ønskeseddel. Jeg har nogle stykker af dem, men jeg kan altid finde plads til flere af dem. De er dog ikke helt så nemme at få fat i, ofte skal de bestilles hjem fra USA, og så koster de jo lige lidt ekstra.

Ting som smykker og gavekort til forskellige butikker kan selvfølgelig også altid bruges, men jeg vil hellere have en gave, som giveren har udvalgt specielt til mig. Det får mig til at føle mig lidt speciel.

mandag den 4. december 2017

4. december

Dagens ord er: En god gammeldags jul.

En god gammeldags jul kan dække over mange ting. Jeg har valgt at det i dette tilfælde bl.a. skal bruges til at beskrive en stor del af den måde, vi holder jul på.

Som jeg nævnte i går, så har vi utrolig mange traditioner herhjemme, og mange af dem er nogle, som er taget med hjemme fra mine forældre. Bent og jeg har utrolig meget gammelt julepynt, og helt ærligt, så er jeg ikke til alt det nymoderne julepynt, som var rigtig meget fremme for bare et par år siden. Det er altså bare ikke lige pynt for mig, og det passer jo så absolut heller ikke ind i vores stil herhjemme.

Jeg har arvet en del julepynt fra mine forældre og bedsteforældre, og jeg holder meget af at gå i genbrugsbutikker og finde lige netop DET julepynt, som passer ind i vores hjem - igen gammeldags julepynt.

Noget af det julepynt, som betyder allermest for mig, er møllen, som jeg arvede fra min farmor og farfar. Den har været vist tidligere her på bloggen i forbindelse med julen, men den kan da vist godt tåle at blive vist igen. Det er noget af det ældste, hvis ikke DET ældste, julepynt vi har. Det stammer helt tilbage fra 2. verdenskrig, hvor mange selv lavede pynten af de ting, man nu havde til rådighed. Den er lavet af en gammel garntrisse, og jeg er meget øm overfor den, for den skulle jo nødig gå i stykker. Nogle vil måske mene, at den ikke rigtig har så meget med jul at gøre, men for mig har den alt med julen at gøre. Den har været en del af min farmor og farfars julepynt i alle de jule, jeg oplevede med dem, og jeg kunne ikke forestille mig, at den ikke skulle stå fremme ved juletid i mit hjem.

Grangrenen bliver som regel skiftet nogle gange december igennem, men det er jo heldigvis en lille ting.

søndag den 3. december 2017

3. december

I dag er dagens ord: Juletraditioner.

I min familie er vi meget traditionsbundne, tingene skal helst være som de plejer at være - også til jul. Her vil jeg fortælle lidt om nogle af vores juletraditioner herhjemme:

- Der er nogle småkager, som bare skal bages til jul, og selv om vi hvert år snakker om, at i år skal vi ikke bage så mange slags, så ender det alligevel med, at vi bager den ene slags efter den anden, for vi er jo vant til at de er der, så de skal jo ikke mangle.

- Det samme gør sig gældende, når vi fx pynter op til jul. Der er noget af vores julepynt, som absolut har faste pladser, og det skal altså helst stå samme sted i år, som det stod sidste år, forrige år og året forinden. Nogle vil måske sige det grænser til OCD, men sådan er det altså bare.

- En af traditionerne, som vi har er at vi altid julehygger 1. søndag i advent. Vi mødes om eftermiddagen til æbleskiver, gløgg, småkager og andet juleknas. Så sidder vi og hygger os. Vi går så ned på torvet, hvor julemanden ankommer og juletræet bliver tændt. Derefter går vi tilbage til os, hvor vi så spiller pakkespil inden vi slutter aftenen af med lidt godt at spise.

- Juleaften foregår ofte på samme måde år efter år. Vi har været herhjemme ved os de sidste 3 år, og det skal vi også være i år pga Silas. Mine forældre og min bror kommer herud først på eftermiddagen, hvor vi så sidder og hygger med æbleskiver og hele moletjavsen. Min mor, far og jeg plejer så at tage i kirke til julegudstjeneste, mens Bent og min bror hygger herhjemme og holder øje med maden. Når vi så kommer tilbage står den på Disneys Juleshow, mens duften fra køkkenet breder sig i hele huset. Når klokken nærmer sig 18, plejer vi at sætte os til bordet. Der er ikke noget med at haste sig igennem maden, vi tager den tid, som vi nu har lyst til. Når vi alle er mætte, plejer vi at rydde af bordet, få lidt styr på køkkenet og så står den på pakkespil, så vi alle får mulighed for at "slå mave" inden vi skal have risalamande. Det er nu meget hyggeligt, og det gør altså, at der lige bliver plads til en ekstra skefuld.
Når vi har spillet pakkespil og indtaget risalamanden, så plejer vi at gå en lille tur med hundene inden vi åbner gaver. Det behøver ikke være en lang tur, men bare lige det at komme ud og få lidt luft er altså rart.
Når vi så kommer hjem igen, sætter vi os ind i sofaerne og synger et par julesalmer (eller i hvert fald nogle vers fra nogle forskellige sange), inden det er tid til at få gaver. Min bror plejer at få æren af at råbe gaverne op, og det fortsætter han jo nok også med, når nu Silas er der.
Inden aftenen er helt slut og vi alle går i seng engang over midnat, så får vi et stykke rugbrød med hjemmelavet pålæg (sylte, leverpostej, rullepølse) eller and eller steg, som er tilbage fra aftensmaden. Uanset, hvor meget vi end har spist i løbet af dagen, så er der altid plads til et stykke natmad at slutte dagen af med.

- Der er nogle julefilm, som vi simpelthen skal se i løbet af december. Det er både danske og amerikanske julefilm, og det kan altså ikke blive rigtig jul uden at de er set minimum 1 gang. Det gælder fx den gamle "Julefrokosten", "Fars fede juleferie", "Alene hjemme" filmene og en god gammel dansk film "Nøddebo Præstegaard".

lørdag den 2. december 2017

2. december

Dagens ord er: Pakkekalender.

Hvis I har fulgt med herinde de sidste par år, så har I nok opdaget, at jeg får adventsgaver af min kære mand.

Jeg har nu i nogle år også lavet pakkekalender til ham. Han får en gave hver dag december igennem. Det er ikke så store og dyre gaver, men han elsker at stå op om morgenen og sidde og åbne gaver, så jeg holder fast i traditionen med at give ham en lille gave hver morgen.

De sidste par år, har vi valgt at lave pakkekalender til begge hunde. De har hver deres julesok hængende i køkkenet, og hver morgen i december sidder de troligt og venter foran sokken, for de skal jo have deres gave. Mange dage står den på godbidder (så ja, når vi når juleaften, har de godbidder til den næste måned eller længere), men det er nu så hyggeligt at se hundene mens vi åbner deres gaver.

Siden jeg var omkring 16 år, har jeg givet min bror pakkekalender. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg på nogen måde er forpligtet til, men min bror er altid klar til at hjælpe, hvis vi beder om hans hjælp, og han vil aldrig have noget for det, så Bent og jeg laver pakkekalender til ham i stedet for. Og han plejer nu ikke at brokke sig ☺

Sidste år havde min forældre hjulpet os en del året igennem med at stille bil til rådighed, hvis vi skulle noget, så vi besluttede os allerede for i løbet af sommeren sidste år, at vi ville give dem adventsgaver sidste år. På det tidspunkt var vi jo så ikke klar over, at netop de gaver ville sprede så meget glæde for dem i løbet af december, hvor de jo havde meget andet end netop jul at spekulere på (mors kræftforløb og min mormors død og begravelse var bl.a. nogle af de ting, som logisk nok overskyggede lidt af julen derhjemme sidste år). Men i år har vi så valgt at følge op på den tradition ,med adventsgaver til dem. De har simpelthen også givet os så meget til Silas, så vi følte at vi, på den her måde kunne gøre lidt gengæld, og de synes det er så hyggeligt at sidde og åbne gaver hver søndag december igennem.

I år har vi jo så også skulle købe gaver til Silas. Vi valgte at han, på trods af, at han ikke er så gammel, selvfølgelig ikke skulle snydes, men han har jo ingen anelse om, hvad jul og gaver er, så vi har valgt at give ham adventsgaver, og så kan vi gå over til gaver hver dag, når han bliver l
idt større. Det har ikke været svært at finde gaver til ham, og vi var faktisk færdige med ham som den første.

Jeg har jo så også siden opstarten i 2013 været med i Jeanettes Blogger Advent. Det går i al sin enkelthed ud på, at vi bloggere kan melde os til inden en given dato. Der bliver så trukket lod om, hvem vi skal sende 4 adventsgaver til, og vi modtager jo så også hver især 4 gaver fra en anden blogger. Det er super hyggeligt og jeg glæder mig hvert år - både til at se, hvad vedkommende, jeg får fra har fundet på, men også til at skrive blogindlæg om mine gaver og se, hvad alle andre deltagere har fået.

fredag den 1. december 2017

1. december

Så er det allerede blevet 1. december igen. Det er helt vildt, at endnu et år næsten er omme. Et år, der har givet os den største gave i form af Silas. 

Vi har altid elsket julen herhjemme, men nu hvor Silas er her, er det jo bare ekstra hyggeligt... ikke at der er så meget, vi skal gøre anderledes her på matriklen, men alligevel er julen jo lidt anderledes med børn.

Jeg har i år valgt at skrive 24 jule-stikord ned på et stykke papir (med lidt hjælp fra Bent og en veninde) og hver dag vil jeg så udvælge et af ordene, og fortælle om mine egne minder, traditioner eller lignende ud fra netop det ord.

I dag er ordet: Kravlenisser.

Vi har rigtig mange kravlenisser herhjemme. Nogle af mine forældres venner havde en gang kravlenisser hængende på alle deres køkkenskabe, og netop den ting "flyttede" så med ind i mine forældres køkken, og ja det er så også en tradition, der er flyttet med mig, da jeg flyttede i min egen lejlighed. Jeg synes det er så hyggeligt, at der er nisser på alle køkkenskabe.

Vi har nogle specielle kravlenisser til køkkenet, og nu har vi jo et pænt stort køkken, så det har betydet, at vi har været nødt til at finde lidt flere med tiden. Men op det skal de altså!! Bent plejer at pådrage sig tjansen med at pynte køkkenlåger, og han siger i hvert fald, han hygger sig med det, så det vælger jeg selvfølgelig at tro på.

Mener det var sidste år, vi talte vores kravlenisser i stuerne, og så vidt jeg husker, var der omkring 100 stk fordelt i vores 2 stuer. Synes de er lidt hyggelige, og når de så kommer ned, når vi pynter til nytår, så bliver der godt nok tomt. Men sådan er det jo, når man godt kan lide at gå jule-amok ☺


lørdag den 12. august 2017

En hyggelig bryllupsdag

I går havde vi jo 5års bryllupsdag, og min farmor og farfar kunne fejre deres 73 års bryllupsdag i himlen ❤

Vi havde på forhånd aftalt, at vi ikke ville give hinanden gaver i år, da vi hellere ville købe noget til Silas i stedet, men den havde Bent ikke helt overholdt, så han kom hjem i går med en buket blomster til mig, da han havde været i Brugsen og handle. Og ja, blomster kan en pige vel  aldrig rigtig blive fornærmet over at få - kan hun???

Vi vidste, at mine forældre og min bror ville komme herud til kaffe i går aftes, og far havde ønsket pandekager, så det måtte vi jo have. Vi havde så også aftalt, at fordi vi har haft en ret travl uge, så ville vi bruge dagen i går på at gøre rent og få støvsuget, så vi kunne bruge weekenden på at slappe af, og som sagt så gjort.

Da jeg stod op i går, gik jeg i gang med først at lave dej til franskbrød, for mens dejen så stod til hævning, så kunne jeg jo tørre støv af. Bent stod så op nærmest samtidig, så jeg lod lige ham se nyheder mens jeg kastede mig over rengøringen. Fik næsten klaret alt tørren støv af, før franskbrødene skulle formes og endnu en gang stilles til hævning, og der var Bent så også gået i gang med at støve lamper af, samt køre en støvkost rundt i hjørnerne.

Det tog ikke så lang tid at gøre rent, nu hvor vi hjalp hinanden, så der var god tid til også at lave lidt frokost midt i at køkkenet rodede, for nu, hvor vi var i gang, kunne vi jo lige så godt få smidt lysestager samt diverse krukker fra køkkenet en tur i opvaskeren, så de også blev vasket af. Og der i mellemtiden rendte han så også i Brugsen efter blomster til sin kone.

Midt imens vi sad og spiste, blev vi enige om, at vi lige så godt kunne lave en gang brunkagedej (den gravide her, har sukket efter brunkager flere uger nu, og forleden nævnte min bror så også, at nu var det jo snart ved at være ved den tid, at vi plejede at bage de første brunkager). Og så kastede vi os også over det. Derudover fik vi lavet en portion is til fryseren til hundene, så dem blev der også tænkt på.

Da klokken blev knap 14:30 i går eftermiddags havde vi fået ordnet stort set alt - vi manglede faktisk kun pandekagerne til i går aftes. Dem lavede vi så inden vi spiste, så da vi havde spist og vasket op, satte vi os ud til pejsen og slappede af indtil der kom gæster. Vejret var jo helt perfekt, så det var med at nyde det.

Min bror og forældre kom herud ved 19 tiden, og de havde selvfølgelig både gave med til os, samt noget til Silas - de har efterhånden enten tøj eller legetøj med til Silas hver gang de kommer herud, men det brokker vi os nu heller ikke over, for det er jo deres første nevø samt barnebarn, så lad dem endelig købe ☺

De havde købt den flotteste Hortensia til os. De har selv mange stående i haven, og jeg misunder dem HVERT år, når de blomstrer, så det var jo en helt perfekt gave. Den står så lige i en stor urtepotte lige nu, for at samle vand, og en af dagene vil vi så have den plantet ud. Den er bare så flot, og jeg glæder mig til at den bliver rigtig stor - selv om det lige tager et par år.

Da vi var alene igen i går aftes, kunne jeg godt mærke trætheden i kroppen. Jeg havde i løbet af dagen haft nogle plukveer, men det blev da heldigvis ved det, og da jeg lagde mig på sofaen i går aftes, overmandede trætheden mig, men jeg kom da med ud med hundene inden jeg kravlede i seng ved 23:20 tiden, og jeg lå ikke længe, før jeg var i drømmeland.

I dag står den så på at få bagt brunkagerne og ellers bare slappe af. Jeg er kommet så småt i gang med julekalenderen til bloggen, så den regner jeg med, at jeg skal lidt videre med senere, hvis altså jeg ikke får for travlt med at ligge på sofaen og lave ingenting ☺ 


tirsdag den 6. juni 2017

I virkelig god tid - og det er vist kun godt.....

Ved godt, at vi kun lige er gået ind i juni måned, men eftersom jeg jo givetvis får nok at se til senere på året, så er jeg allerede nu gået i gang med at brainstorme lidt omkring, hvordan julen skal være på bloggen i år...

Og indtil videre er jeg (for at sige det ærligt) ikke kommet en hujende fis videre, end da jeg startede... er simpelthen totalt og aldeles idéforladt.

SÅ, hvis der er nogen af jer, som har nogle idéer til, hvad jeg kan fylde dagene ud med af indlæg til december, så hit me ☺

lørdag den 24. december 2016

24. december

Så blev det d. 24. december. En glædens dag for rigtig mange mennesker. Jeg elsker juleaften, men samtidig er det også en lidt øv dag, for nu er alle juleforberedelserne på vej den anden vej, og i morgen er der ikke mere jeg kan gå og julehygge med... Så er der bare nytåret tilbage.

Men anyway, så håber jeg I alle er klar til i aften. At ingen mangler noget (og hvis I gør, så har enkelte butikker jo åbent i dag også).

(billedet er fra juleaften sidste år)


Jeg ønsker jer en rigtig god juleaften med dem, I nu skal tilbringe aftenen med. Håber I alle får den perfekte aften, og at gaverne under træerne indeholder nogle brugbare ting.

Jeg skal tilbringe aftenen med mine forældre, min bror, min dejlige mand og vores lige så dejlige vovser - udsigt til den perfekte jul for mit vedkommende.

Vi er stort set klar, maden skal bare laves.

Rigtig glædelig jul.

Kærlig hilsen
Mette

fredag den 23. december 2016

23. december

I dag er det dagen før dagen... det er lillejuleaften, og i morgen er det dagen, mange børn og barnlige sjæle har ventet på...

I dag har jeg valgt at vise nogle billeder er alle vores julegaver... vi har fået alle mine forældres gaver herud, og vi har fået byttet julegaver med venner og veninder... så nu er alle gaver endelig kommet under træet, og taget i betragtning, at vi "kun" er 5 mennesker og 2 hunde, er der satme mange gaver....

Men det er nu meget hyggeligt at sidde og kigge ind på træet, mens der ligger bjerge af gaver rundt omkring..





onsdag den 21. december 2016

21. december

Der er nok ikke mange, som ikke har prøvet at deltage i en eller anden konkurrence.. enten på nettet eller irl..

Jeg har i år været med i et utal af julekalenderkonkurrencer på facebook, men har endnu ikke haft heldet med at vinde i nogen af dem.. men om ikke andet, så er det da hyggeligt at deltage, og der er jo mange deltagende, så chancen for rent faktisk at vinde, den er jo ikke så stor... men jeg prøver jo alligevel troligt hvert år..

I starten af december havde SuperBrugsen her i Vamdrup et opslag på deres facebook side, hvor de fortalte, at de udloddede 20 julekurve til en samlet værdi af 500 kroner - én hver dag fra 3. december og frem til 23. december.

Hver gang man har handlet har man fået et lod med et nummer på, og dagen efter kl. 10 er der blevet trukket lod blandt alle lodder fra den foregående dag... der er rigtig mange handlende i SuperBrugsen hver dag, så jeg regnede med, t man skulle være mere end ualmindelig heldig, hvis man skulle vinde... men i sidste uge var heldet sgu med mig (os) og vi vandt... jeg kunne slet ikke tro det, da jeg så nummeret og måtte lige dobbelttjekke, så jeg var HELT sikker.. men den var god nok...

Vi fik denne lækre kurv med en masse skønne julemadvarer... slik, småkager, sennep., salt, marmelade, juleøl, æblemost, servietter og flere andre ting...


Jeg synes virkelig det er en god gestus at "give" andre mennesker en lille ekstra julegave på den måde... og de ansatte har jo ingen chance for at kontrollere, hvem der får hvilket lod, så det er jo helt og aldeles tilfældigt, hvem der bliver de heldige...

Det skal så også siges, at vi har handlet en del ovre i Brugsen, netop for at få lodderne... altså vi har ikke handlet mere eller anderledes end vi ellers ville have gjort, men vi har da af og til lige gået de 30 meter længere, så vi har handlet i Brugsen i stedet for Fakta, hvis vi fx har skulle købe mælk eller lignende... det kunne vi jo lige så godt, og jo flere gange man handlede, jo flere lodder fik man, og jo flere chancer var der jo også for at vinde ☺

Det gjorde helt sikkert lige min december bedre, og det er absolut ikke sidste år jeg har deltaget i alverdens forskellige julekonkurrencer ☺

tirsdag den 20. december 2016

20. december

Så blev det d. 20. december... Der er kun 4 dage til dagen, mange af os har set frem til...

Jeg har i dag valgt at vise nogle billeder af vores juletræ i år... vi har igen i år købt juletræet her i Vamdrup, og vi har fået et rigtig flot træ, hvor der var plads til alt vores flotte juletræspynt ☺

Her var jeg ved at pynte det.

Så blev det pyntet.

Synes selv vores træ er SÅ flot.

mandag den 19. december 2016

19. december

Så er det blevet 19. december, og det er tid til endnu en opskrift.

I dag vil jeg komme med den opskrift, vi bruger til vaniljekranse.

Vaniljekranse:

Det skal du bruge:
250 g. hvedemel
125 g. sukker
Kornene fra 1 vaniljestang
200 g. smør eller margarine
1 æggeblomme
100 g. finthakkede mandler

Sådan gør du:
Bland alle ingredienser i en skål og smuldr fedtstoffet heri. Ælt dejen sammen med let hånd.

Læg dejen koldt en times  tid, inden den formes.

Sæt en stjerneform i en kødhakker eller brug en småkagesprøjte og kør dejen igennem. Form de 6-8 cm stænger til kranse og sæt dem på en bageplade med bagepapir.

Bages 6-8 minutter i en 200 grader forvarmet ovn (varmluft 180 grader)






søndag den 18. december 2016

18. december

Så er det tid til nogle af mine yndlings danske julesange:

MC Einers  - Jul-Det cool er simpelthen den ultimative klassiker, når det kommer til julesange.

Når det kommer til danske julesange, må Stig Rossen nævnes. Her er det "En stjerne skinner i nat" fra hans juleturne i 2009.

Endnu en klassiker er "Børn og voksne i kærlig krans". Den er igennem tiderne udgivet af mange forskellige, men her er den med Stig Rossen.

 Nu tændes tusind julelys er også en af favoritterne herhjemme. Vi hører den oftest med Stig Rossen (no surprise), men her er den med Simone Egeriis (som jeg i øvrigt havde fornøjelsen af at høre sammen med Stig Rossen sidste år).



lørdag den 17. december 2016

17. december

I dag har jeg valgt at lave en "Julens A-Å". Jeg har tidligere lavet lignende indlæg omkring mig selv, så jeg syntes det kunne være sjovt at lave en om julen, nu hvor der atter er julekalender på bloggen.

Så her kommer min "Julens A-Å":

Advent: Vi markerer altid advent ved at have en adventskrans, som vi selv binder og pynter. Jeg får som regel adventsgaver af Bent og ligeledes deltager jeg i bloggeradvent.

Bloggeradvent: Som navnet nok siger, så er det en speciel ting os bloggere imellem. Jeanette startede det for 4 år siden, og jeg er en af dem, som har været med hvert år. Det går ud på, at man tilmelder sig, og så bliver der trukket lod, så man skal sende 4 adventsgaver til en anden blogger. Ligeledes får  man 4 gaver fra en anden blogger. Hver adventsøndag skal man så åbne en gave og skrive et blogindlæg om gaven.

Christmas time, misteltoe and wine: En julesang med Cliff Richard, som vi begge godt kan lide herhjemme. Det er nok nærmere en ballade, men den er god alligevel.

Dannebrog: Som en gammel dansk tradition (især brugt i det sønderjyske) har vi naturligvis ranker med vores smukke flag Dannebrog hængende på vores juletræ.

Engle: Engle er en af de faste bestandele af julepynten - både i vores hjem samt i mange andres hjem. I nogle hjem, sidder der en engel i toppen af juletræet. Vi har også en engel på vores juletræ, dog ikke i toppen. Det er en engel, jeg har arvet fra min farmor og farfar.

Fars fede juleferie: En julefilm, som vi simpelthen SKAL se herhjemme når det er jul. Uanset hvor mange gange, vi end har set den, så griner vi stadig af den.

Gaver: En af de ting, vi ikke kommer udenom ved julen, er jo unægtelig gaver. Gaver i alle afskygninger. Store, små, bløde, hårde, ja you name it. Jeg elsker at give gaver, elsker at pakke dem ind og gøre dem hyggelige at se på for modtageren.

Hygge: Hygge er nok et af de ord, der beskriver vores december allermest. Vi elsker at hygge om hinanden julen igennem. Og jeg mener hygge lige fra hygge med at lave dekorationer, pynte op, bage et ton småkager, købe gaver, lave julekort og skrive dem og til hyggen i at pynte juletræ, holde en juleaften og nytårsaften uden stress.

Ingen stress: Vi forsøger så vidt muligt på at få lavet så mange juleforberedelser som muligt INDEN december, for så slipper vi for at skulle stresse rundt i december og kæmpe for at få ordnet det hele.

Julekalender: En af de ting, jeg elsker allermest ved julen er faktisk julekalendere. Både vores traditionelle skrabekalendere (som vi alt for sjældent vinder på), men også de julekalendere, som de viser i fjernsynet. Det er ikke altid, jeg lige får set afsnittene, men mange af de "gamle" har jeg på DVD, så dem kan jeg jo altid se. Men jeg prøver nu alligevel at se så mange afsnit som muligt på den "rigtige" dag.

Under J kunne jeg også have skrevet Julekort: Vi sender altid hjemmelavede håndskrevne julekort til familie og venner. Det hører ligesom julen til, og jeg elsker at få julekort retur. Det varmer så dejligt at nogen har tænkt på os.

Kirke: Normalt er jeg absolut ikke kirkegænger (kommer der kun, når jeg har et ærinde der), men juleaften synes jeg det hører sig til. Og nu er Vamdrup Kirke lidt ala hvad man vil kalde en landsbykirke, så det er så hyggeligt derhenne til jul. Vores præst gør noget ud af juleprædiken, så den ikke bliver kedelig at høre på.

Lys: Lys er en af de ting, jeg virkelig elsker ved julen... lyskæder, levende lys, you name it...

Marcipan: Marcipan er fast ingrediens, når vi skal lave konfekt herhjemme.. Min kære mand har en stor svaghed for marcipan, så der skal være rigeligt af det.

Nisser: Ja, det siger måske nok sig selv, at jeg forbinder ordet Nisser med jul.. nisser i alle afskygninger findes der stort set overalt herhjemme. Og jeg synes det er hyggeligt :)

Opskrifter: Vi har mange gamle opskrifter, som vi bruger, når vi bager til jul herhjemme. Nogle af dem er fra nogle af vores kogebøge, mens andre er nogle, der er gået i arv i min familie.

Pebernødder: Vi bager altid en stor stak pebernødder herhjemme. Og der bliver spist en del mens vi går og bager (wonder why). Der var et år, hvor vi havde glemt at bage pebernødder, og det var først, da vi kom hen til juleaften, og min lillebror kommenterede det, at vi opdagede det.

Q: Øh, tror jeg melder pas på denne...

Rudolf: Tror ordet siger nok i sig selv...

Stjerner: Stjerner er selvfølgelig også at finde i vores julepynt. Vi har nogle af de rigtig gammeldags stjerner til lys, og jeg synes de er så hyggelige at sidde og kigge på.

Troldegren: Vi har 2 troldegrene hængende - én i køkkenet og én i stuen. Der hænger vi små juleornamenter på, og så spreder de hygge julen igennem. De hænger der ganske vist hele året, men det er mest til jul og påske, der hænger noget derpå.

Uroer: Vi har nogle Georg Jensen uroer, som vi har hængende i vinduerne. Jeg er stor fan af Georg Jensen julepynt.

Valnødder: Selv om jeg personligt ikke er den store nøddespiser, så har vi altid en skål stående med nødder til jul. Mine forældre og Bent elsker at sidde og guffe nødder, så det skal de selvfølgelig have lov til.

Www: Som blogger, er det jo oplagt at lave en form for julekalender eller nogle julede indlæg af den ene eller den anden slags. Jeg ved, at nogle af jer laver julekalendere, og jeg elsker at sidde og tjekke blogs ud december igennem og komme lidt mere (kan det lade sig gøre??) i julestemning.


X-mas: En af Bent's og mine forældre foretrukne juleøl (godt vi handler i Tyskland).

Yndlingsjulepynt: Jeg har faktisk  ikke noget decideret yndlingsjulepynt. Jeg kan lide alt det pynt vi har. Selvfølgelig er der noget af det, der har en større betydning end andet, men sådan i det store hele, så kan jeg jo lide det hele.

Z: Endnu en af dem, jeg må melde pas på.

Æbleskiver: Noget, vi absolut ikke kan gå en jul igennem uden at spise et utal af gange. Vi bager selv vores æbleskiver i en god gammeldags æbleskivepande, da vi ikke bryder os særlig meget om dem, man køber - de er for fede efter min mening.

Ønsker: December er jo lig med gaver, og derfor kommer den uundgåelige altid - at finde på julegaveønsker. Vi plejer at skrive ned i løbet af året, hvis vi kommer i tanke om noget vi ønsker os, og så sige det til folk hvis de spørger. Så slipper vi for bøvlet med at finde på en masse ønsker, når vi rammer december.

Åbne gaver: Jeg elsker at sidde og se andre åbne de gaver, jeg har købt til dem. Jeg elsker at se glæden i andres øjne, når de åbner gaver.

fredag den 16. december 2016

16. december

I dag vil jeg svare på et par spørgsmål, som jeg har fået nogle forskellige til at stille mig:

Hvordan ser en helt almindelig december dag ud for dig?
Puha, en helt almindelig december dag er på mange områder ikke anderledes end en hvilken som helst dag resten af året. Og så er den jo alligevel. Jeg sidder i køkkenet med kalenderlyset tændt om morgenen, mens jeg nyder min morgenmad. Dagen igennem hygger vi bare, og om aftenen sidder vi og hygger med lidt småkager og/eller konfekt mens vi ser julekalender.

Hvornår starter julen for dig?
Nu er jeg en af dem, som kommer tidligt i julestemning.. jeg kan faktisk allerede i januar/februar måned begynde at glæde mig til december. Så jeg kunne faktisk have jul hele året rundt *griner*. Jeg er ikke typen, der stresser over julen, når vi når hen til 1. december. På det tidspunkt er vi allerede næsten færdige med alt til jul, så jeg bruger meget december på virkelig at hygge.

Hvor meget julepynt har du?
*haha*, det kan nok ikke overraske nogen, at jeg har virkelig meget julepynt. Jeg tror nok, vi har 12 store plastikkasser med julepynt plus 2 til juletræet... og bare rolig, det er ikke alle der er lige fyldte.

Hvad er dit bedste barndomsjuleminde?
Uha, det var en af de sværere... jeg kan faktisk ikke rigtig vælge ét specifikt minde fremfor andre. Jeg har så mange gode minder fra mine barndomsjule, så jeg synes det vil være umuligt at udvælge ét specifikt.

Hvad er dit værste barndomsjuleminde?
Det må uden tvivl være det faktum, at min farmor døde d. 1. december 1994. Det lagde på mange måder en dæmper på min jul det år. Jeg var på det tidspunkt 12 år, så jeg vidste jo godt, hvad døden indebar, og det år var jeg virkelig på nippet til at droppe ALT, der havde med julen at gøre.

Hvad er for dig det hyggeligste ved julen?
Altså, jeg elsker jo julen, og jeg synes virkelig julen er en hyggelig højtid i sig selv... jeg elsker at gå nogle ture og kigge på julebelysning, og jeg elsker at gå og kigge på julepynt i butikkerne. Det er hygge for mig. Derudover skal jeg selvfølgelig også nævne at skrive julekort, at stå og bage med Bent, vores #BloggerAdvent tradition og ja, bare det at hygge...




LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...