International Præmatur Dag

Indtil vi fik Niclas, var ordet Præmatur ikke rigtig noget, jeg som sådan havde stiftet det vilde bekendtskab med. 

Altså, jeg havde hørt det før, men kun fordi, at der i den terminsgruppe, jeg var i med Silas, var nogle børn, som er født meget for tidligt. Men dengang troede jeg jo ikke, det ville ske for mig, og jeg var jo selv gravid med Silas, så jeg spekulerede ærlig talt ikke så meget på det. 

Men da så lille Niclas kom til verden 31+1, åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg var nu ikke kun forælder, nej jeg var også mor til et præmatur barn, og det indebar, at der pludselig var en masse nyt, jeg (eller rettere vi) skulle lære, for der var mange hensyn at tage. 

Personalet på p3 (neonatal) på Kolding Sygehus, var heldigvis rigtig søde til at råde og vejlede mig, og jeg følte virkelig de klædte mig godt på til opgaven. 

De første dage efter Niclas blev født, var jeg på ingen måde sikker på, at vi fik ham med hjem, og jeg var bange for at knytte mig alt for meget til ham, om end jeg tilbragte al den tid med ham, som jeg nu overhovedet kunne, for hvis han nu skulle dø fra os, så ville jeg have været der for ham. Sådan gik det jo så overhovedet ikke - heldigvis. 

Jeg fandt så også ud af, at d. 17. november er International Præmatur dag. Herhjemme i DK fejres dagen ikke særlig meget, men forskellige steder i udlandet fejrer man "de små mirakler, som er meget små" ved at forskellige offentlige bygninger er "klædt" i lilla - og jeg synes virkelig det er en smuk gestus. 

Her er billede er vores lille præmature dreng på i dag 16 måneder