mandag den 8. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 8

Noget som får mig til at tænke på sommeren.

Nu kan vi ikke ligefrem prale af, at sommeren sidste år var super god, men vi fik da alligevel grillet en del gange (det er ikke vejret, der er det vigtigste, når det kommer til at grille). 


søndag den 7. januar 2018

Ugen der gik - uge 1

2018 er nu allerede en uge gammel. Jeg har igen i år valgt at jeg vil (prøve at) lave "ugen der gik" indlæg igen (ja, den kan glippe indimellem, men jeg prøver at få det skrevet hver uge alligevel).
  • Vi kom godt ind i det nye år. Ingen mistede fingre eller andre kropsdele. 
  • Vi kom til dagen, hvor det var 1 år siden, vi fandt ud af, at vi ventede Silas. 
  • Alt julepynten kom ned, og for dælen, hvor blev det tomt. 
  • Et nyt år = et nyt og spændende kapitel i vores liv. 
  • Silas var ved fotografen - vi venter stadig på at se billederne. 
  • Jeg er kommet videre med "Barnets bog". Der er så mange ting, der skal skrives ind, så må hellere få det gjort lidt løbende. 
  • NFL slutspillet er startet - det er ensbetydende med, at sæsonen nærmer sig sin afslutning. 
  • Mor, Bent, Silas og jeg var i Ikea samtidig med at mor skulle til kontrol på sygehuset. 

Blogchallenge - Året der gik 7

Noget jeg har spist i løbet af året

I dag har jeg valgt at vise et billede af en dessert, jeg fik på sygehuset, da jeg var indlagt efter at have fået Silas. 

Desserten var hvid chokolademousse med blødende mangohjerte, og jeg kan godt love, at det er en af de bedste desserter jeg nogensinde har fået. Den smagte bare SÅ godt. 




lørdag den 6. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 6

Et billede fra min hverdag: 

Fra August og frem har Silas været min hverdag og det at putte med ham og hygge med ham, har uden tvivl været noget af det, tiden er gået allermest med. 


fredag den 5. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 5

Mit favoritbillede fra 2017 er faktisk lidt svært at vælge. Der er så mange gode, men et af dem er dette af Silas. Det var en af de første gange, hvor han virkelig grinte. Billedet er taget i Oktober. 




torsdag den 4. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 4

Et billede jeg synes er smukt: 

Nogle mennesker kan måske ikke helt følge mig her, men jeg har valgt det første billede, jeg tog af Silas, da jeg kom fra opvågning. Jeg havde selvfølgelig set ham på operationsstuen, men der var jeg så bedøvet at jeg ikke fik ret meget med, så da jeg kom op og så ham rigtigt var det simpelthen det smukkeste øjeblik. 


onsdag den 3. januar 2018

Blogchallenge - Året der gik 3

Et billede af mig og den jeg holder af. 


Der er vist ingen tvivl om at dette måtte være et billede af Silas, Bent og jeg. Det er taget juleaften.



Et år er gået

I dag - d. 3. januar - er det et år siden jeg stod med en graviditetstest med de magiske 2 streger. Miraklet var sket, og det, som jeg aldrig havde troet ville ske, var sket. Jeg havde trodset lægernes ord, og var blevet gravid naturligt. 

Jeg kunne slet ikke tro det, og den efterfølgende uge testede jeg i hvert fald et par gange om dagen, og alle tests viste jo de samme 2 streger. 

Det var den bedste gave, jeg kunne få, og nu 1 år senere sidder vi med den lækreste lille dreng på knap 19 uger. Han er et sandt mirakel 💙


Blogchallenge - Året der gik 2

Mit bedste køb til mig selv: 



Nu er jeg ikke typen, der køber særlig meget til mig selv, men i 2017 var nogle af de bedste køb, noget af alt det, der omhandlede Silas. 

Vil faktisk sige, at den 3D scanning vi oplevede i juni, var noget af det bedste vi købte sidste år (og nej det er ikke mit personnummer, der står derpå, men mit mobilnummer). 



Blogchallenge - Året der gik 1


Mit første billede fra 2017:

Det første billede jeg tog i 2017, var af noget fyrværkeri der blev fyret af kort efter midnat. Det er lidt meget utydeligt, og jeg forstår egentlig ikke, hvorfor jeg ikke har slettet det. 



Blogchallenge - Året der gik

For nogle år tilbage, lavede Marie en blogchallenge, hvor man hver dag i januar skulle poste et billede fra det forgangne år, passende til nogle emner hun havde skrevet.

Jeg syntes det var en sjov challenge dengang, og jeg faldt lige over billedet af emnerne fra dengang, så jeg har tilladt mig at genbruge det, og køre challengen igennem for 2017.

Jeg har så ændret 2014 til 2017.

Jeg ved godt, vi er et par dage inde i januar, men jeg vil så bare lige komme med de første indlæg de næste par dage :)  

Nytårsaften 2017

Vi er nu allerede et par dage inde i det nye år... Håber I alle havde en rigtig god nytårsaften, og at I kom helskindet ind i det nye år. 

Herhjemme havde vi en stille og rolig aften med mine forældre, min bror og min onkel. 

Vi hyggede os med god mad, pakkespil  og så selvfølgelig Dronningens Nytårstale... der var ikke noget med at drikke en hulens masse... det kan vi ligesom ikke rigtig tillade os med Silas at passe på. 

Vi havde købt nogle små fontæner, som Bent og min bror fyrede af ude på vejen, så stod min mor, Silas og jeg inde i stuen og kiggede ud af vinduerne på det, og Silas var HELT oppe og køre over det. Det var virkelig guld værd at se den lille knægt kigge på fyrværkeri. Han var dog ikke så glad for de store brag det gav, jeg forstår så heller ikke, hvorfor det skal brage så højt. 

Menuen herhjemme stod på: 
Forret: Tarteletter med hjemmelavet høns i asparges. 
Hovedret: Kålpølser, kogeflæsk, hamburgerryg, grønlangkål og brune kartofler.
Dessert: Hjemmelavet citronfromage.
Natmad: Franskbrød med røget laks, røget hellefisk eller rejer.

Kl.00:00 fik vi (selvfølgelig) champagne og hjemmebagt kransekage. Det hører sig ligesom til.

Vi havde denne gang også valgt, at vi ville spille pakkespil til nytår. Vi har gjort det nogle enkelte gange før, men det er langt fra hvert år. Men det hjælper ligesom med til, at tiden går lidt hurtigere - ellers kan aftenen godt blive lang synes jeg.

I skal da ikke snydes for nogle billeder fra vores nytårsaften.







 

søndag den 31. december 2017

Godt nytår


Så nåede vi til årets sidste dag, dagen hvor vi fejrer Nytår. 

Jeg vil derfor ønske alle mine læsere et rigtig godt og lykkebringende nytår. 

Tak fordi I har læst med herinde i det forgangne år. Jeg ved, jeg ikke har fået blogget helt så meget i år, som de foregående år, men i forbindelse med at Silas kom til verden, har tiden altså ikke været den samme som tidligere. Men er glad for, at I har hængt ved. 

Håber I alle får en god aften. På gensyn i blogland i 2018.

Året der gik 2017

Nu er endnu et år ved at gå på hæld, og ganske som de foregående år, vil jeg i år komme med et "Året der gik" indlæg. År 2017 har for vores vedkommende været et af de mest begivenhedsrige i den tid vi har kendt hinanden - nok i stærk konkurrence med 2012, der både bød på konfirmation og bryllup.

Men anyway, så vil jeg sige tak til alle læsere for (igen i år) at have læst med på bloggen og fulgt min hverdag på godt og ondt.

Her kommer en opsummering af mit 2017:

Januar:
  • 2017 var ikke mange dage gammelt, da vi fandt ud af, at jeg var blevet gravid helt naturligt. Vi havde haft lidt mistanke op til nytår, men vi fik først endelig vished efter nytår. Det vakte stor glæde i det lille hjem, men samtidig også overraskelse, når vi nu et eller andet sted havde opgivet håbet efter 2 mislykkede reagensglasforsøg.
  • Min mor blev opereret for livmoderhalskræft d. 10. januar, og vi var (naturligt nok) bekymrede over hvordan det skulle gå. Det gik heldigvis godt.
  • I slutningen af januar var jeg ved læge og få lavet vandrejournal (så var graviditeten ligesom ret sikkert en realitet).
Februar:
  • Graviditetsgenerne begyndte virkelig at vise sit grimme ansigt i februar. Jeg blev ramt af en enorm træthed samtidig med at jeg fik kvalme som aldrig før, og kastede alt op, hvad jeg fik indenbords. Vagtlægen måtte en aften kontaktes, da blodtrykket lå pænt lavt og jeg simpelthen var drænet for al energi og for alle kræfter. Det endte med at jeg fik kvalmestillende piller, som hjalp et par dage, og så var det ligesom det.
  • Min veninde rådede mig så til at prøve et køresygearmbånd, som virkelig havde været guld for hende, da hun var gravid og igennem noget af det samme. Det gjorde virkelig også underværker.
  • Min mor startede kemobehandling på Odense Sygehus. Det var en hård omgang for hende dagene efter første behandling, men hun er sej.
  • I februar var vi også til den første scanning, men jeg var ikke så langt henne, som lægen først havde skrevet, så de kunne ikke se så meget på scanningen, så jeg fik endnu en tid et par uger senere, men det var fantastisk at se baby for første gang.
Marts:
  • Kalenderen sagde forår, men det var nu ikke så meget forår, der var at spore de første marts dage, men forårsblomsterne sprang ud i fuld flor, og der kom knopper på træer og buske.
  • Min lillebror fyldte 30, og selv om han  ikke er til det store festivitas når han har fødselsdag, så var vi alligevel hjemme og fejre ham. Det var super hyggeligt.
  • Vi var d. 9. marts atter til scanning, hvor vi så babys hjerte slå igen og vi hørte hjerteslag for første gang. Det var simpelthen fantastisk.
  • Til scanningen 9. marts fik vi også en lille forhøjet risiko for at barnet havde Downs Syndrom, så jeg blev tilbudt en moderkagebiopsi for at se, om der var noget galt med fosteret eller ej. Det tog vi imod, og d. 13. marts indfandt vi os så på sygehuset for at få lavet moderkagebiopsi. Svaret på den, kom et par dage senere, og det viste sig, at vi ventede os en sund og rask dreng uden skyggen af kromosomfejl, så det var jo helt perfekt. Vi besluttede i samme ombæring, at vores kommende søn skulle hedde Silas Doctor Lund.
  • Min svigermor kom på besøg for første gang i 3 år, og det var faktisk rigtig dejligt at se hende igen. Vi har aftalt, at alt gammelt nag er glemt og hun skal selvfølgelig være en del af sit nye barnebarns liv.
  • Det blev for alvor forår, da vi kom hen mod månedens sidste dage, og det var skønt.
April:
  • April måned kom, og bragte forår og solskin med sig. Det var ensbetydende med, at grillen skulle frem og grillsæsonen indvies.
  • Vi fik gjort terrassen forårsklar med blomster i krukkerne og så begyndte sommerens mareridt med at fjerne svalderkål.
  • Da vi fandt et godt tilbud på en barnevogn, som lige var os, fik vi den købt (det var halv pris, så det var jo for godt et tilbud til at lade gå forbi).
  • Alle Jessicas løgnhistorier indhentede os igen, da vores læge havde været nødt til at lave en skrivelse til kommunen (ikke at de mente, der var grund til bekymring, men de er forpligtet til det når der er et barn involveret). Mødet gik over al forventning, og kommunen lukkede sagen uden yderligere bemærkning, for de var ikke nervøse over at vi skulle have Silas. Endnu en sejr til os - bare utroligt, hvor meget lort, vi har skulle finde os i fra det pigebarn efter hun ikke længere gad have noget med os at gøre.
  • Det blev påske, og skærtorsdag kunne jeg fejre min 35 års fødselsdag. Vi fejrede den herhjemme med mine forældre, min svigermor og hendes mand. Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg er faktisk glad for, at vi har fået kontakt med min svigermor og hendes mand igen.
  • I stedet for de sædvanlige 2 behandlingsdage, skulle mor i april "kun" til kemobehandling én dag, til gengæld skulle hun have begge behandlinger samme dag, så hun tilbragte mere end 9 timer på OUH. Imens var jeg en tur i Faaborg og besøge GiZmo. Det var en rigtig hyggelig dag - venindehygge på højt plan. Savner hende så meget, og savner den hyppige kontakt vi en gang havde. Håber den kommer igen på et tidspunkt. Men uanset hvad, så ved jeg hun altid er der, hvis "lokummet for alvor brænder".
  • April måned bød også på en spontan Ikea tur med min mor. Der fik vi shoppet en masse både til hende og min far, til Bent og jeg og ikke mindst til Silas.
  • Vi begyndte så småt på børneværelset ovenpå, selv om det varer nogle år endnu, før Silas rent faktisk skal bruge det - men det skader jo ikke at være i gang.
  • Den første 14. april (mormors fødselsdag) uden mormor passerede, og det var virkelig en underlig følelse IKKE at skulle ud til hende og have kaffe og et hav af forskellig kage. Men vi vænner os jo nok til det (så godt som man nu kan vænne sig til sådan noget).
  • Vi var til MD-scanning, hvor vi så vores helt perfekte Silas igen. Han var medgørlig og vi fik nogle gode billeder af ham.
  • Jeg var igennem første glukosebelastningstest i graviditeten, og den viste heldigvis at der ikke var nogen form for sukkersyge at spore ved mig.
Maj:
  • Vi fik i maj indrettet soveværelset som kombineret børne- og soveværelse. Med tiden skal Silas selvfølgelig have sit værelse oppe ovenpå, men de første par års tid holder vi ham nedenunder, så vi ikke risikerer at han kommer til skade på trappen.
  • Vi fik styr på alt det sidste babytøj, og fik det første lagt på plads i puslebordet.
  • Mor fik fjernet den ene kemotype i starten af maj, og i slutningen af maj fik hun den sidste kemobehandling.
  • Mødtes med Jeanette og GiZmo i slutningen af maj, hvor de havde lavet den sødeste mor-baby kurv til Silas og jeg.
Juni:
  • Juni gik med en masse sygehus-graviditetsrelateret. Vi var på rundvisning på fødegangen på sygehuset og det var faktisk en rigtig positiv ting.
  • Mor blev erklæret kræftfri og det fejrede vi med en Ikea tur.
  • Mor havde 40 års jubilæum, og det skulle selvfølgelig fejres - det er jo ikke hver dag man oplever det.
  • Vi var til 3D/4D-scanning, og det var virkelig en speciel oplevelse, som vi til enhver tid vil råde andre vordende forældre til at betale for.
  • Vi var i slutningen af måneden til vækstscanning med Silas, og den viste, at han lå ca. 20% under gennemsnitsvægten, så vi blev tilbudt en ny scanning et par uger senere, for at lægerne kunne se, hvorvidt han blev ved med at ligge så meget under, eller om han fulgte sin egen kurve, som så stadig kunne godkendes.
  • Vi fik nyt TV-bord, så vi begyndte stille og roligt at ændre lidt i vores indretning herhjemme.
Juli: 
  • Juli startede med, at jeg fik afsluttet min ret og pligt, så nu kunne jeg gå på barsel med god samvittighed, velvidende at jeg havde optjent min ret til kontanthjælp et år frem.
  • Jeg blev virkelig hårdt ramt af kvalme igen. Denne gang med blodige opkastninger, som skyldtes mit spiserørsbrok samt sarte slimhinder i halsen.
  • Vi kom endelig videre med værelset ovenpå. Det havde fået lov til at stå lidt, da kraftige bækkensmerter begrænsede min adgang op og ned af trapperne.
  • Vi begyndte at se og mærke rigtig meget liv fra Silas, når jeg lå på sofaen om aftenen. Det er noget helt specielt at ligge og se maven bevæge sig i takt med at jeg kunne mærke de små spark og puf inde i maven.
  • Vi var til 2. vækstscanning, og det viste sig heldigvis at Silas fulgte sin egen vækstkurve, så der var ikke noget at bekymre sig om. Han lå stadig mere end 20% under gennemsnit, men lægerne var ikke bekymrede, for jeg vejede selv "kun" 2900 gram, da jeg  blev født, så lægerne mente at jeg nok bare ville få små børn.
  • Vi blev mere og mere klar til Silas' ankomst.
  • Sommeren lod vente på sig, men vi fik ordnet nogle forskellige praktiske ting herhjemme, og vi kom i gang med at kigge lidt på barnedåbsplanlægning.
August:
  • Mine forældre satte i løbet af sommeren deres hus til salg, og i august skulle fotografen så komme og tage billeder, så vi brugte nogle dage på at hjælpe min bror med at ordne have, så det hele kom til at se rigtig godt ud i salgsopstillingen.
  • Min far havde fødselsdag, og vi var selvfølgelig hjemme og fejre ham.
  • Vi var i starten af august til endnu en vægtscanning, hvor Silas blev vurderet til 1710 gram, så det var stadig lige i underkanten, men alle målinger så fine ud, så lægerne var ikke bekymrede.
  • Vi kunne d. 11. august fejre vores 5 års bryllupsdag. Dagen blev fejret stille og roligt herhjemme, hvor vi havde besøg af mine forældre og min bror.
  • Bent, min bror og min far var på ølsmagning og rundvisning på et bryghus i Kolding. De havde en rigtig hyggelig tur, og min mor og jeg hyggede så tilsvarende mens de var af sted.
  • Vi tog et par arbejdsdage herhjemme, hvor vi fik sat walk-innen i stand, og isoleret værkstedet, så det forhåbentlig kommer til at hjælpe godt på varmen til vinter.
  • Der var Crazy Hours i Vamdrup, og selv om jeg havde ondt og det virkelig var en pine at gå, så var vi alligevel henne og kigge i gaderne - det er jo tradition. 
  • Vi var d. 23. august til,  hvad der senere skulle vise sig at være sidste, vægtscanning. Det endte med tid til igangsættelse torsdag d. 24. august. 
  • Torsdag d. 24. august kl. 10:35 kom vores mirakelbaby Silas til verden ved akut kejsersnit. Han vejede 2280 gram og målte 47 cm. Jeg endte med at være indlagt med ham i 13 dage, før alt var helt i orden, og vi dermed var klar til at komme hjem. 
  • Min mor fyldte 59 d. 30. august, så hun valgte at fejre dagen med Bent, Silas, mig og min bror ovre på sygehuset. Min bror og min mor kom over til os og havde medbragt kage. 
September: 
  • Silas og jeg blev udskrevet fra sygehuset onsdag d. 6. september efter 13 dages indlæggelse. Det var skønt at komme hjem, og jeg havde virkelig været savnet af Bimmer og Shang. 
  • Vi fandt egentlig ret hurtigt ind i en hverdag herhjemme, selv om det selvfølgelig var noget andet end at være indlagt. 
  • 5 dage efter udskrivelsen var sundhedsplejersken forbi første gang, og hun var ganske godt tilfreds. Han havde da nået en vægt på 2700 gram og en længde på 50 cm, og det viste jo bare at amningen fungerede upåklageligt. 
  • Vi fik fundet en dato til barnedåb, så den kunne vi også komme i gang med at planlægge.
  • På dagen, hvor jeg egentlig havde termin, kunne vi nyde Silas, som nu allerede var 3 uger. Jeg havde stadig lidt svært ved at forstå, at jeg nu havde været mor i 3 uger. 
  • Silas overlevede sin første Ikea tur sammen med mig, Bent, min mor og min bror.
Oktober: 
  • Silas og jeg måtte tilbringe en nat på børneafdelingen på Kolding Sygehus. Silas var blevet syg, men lægerne kunne ikke finde en forklaring, så vi var indlagt til observation. 
  • Bent havde fødselsdag og vi fejrede det stille og roligt herhjemme med mine forældre og min bror. Vi var alle gået sammen om at købe gave til ham - han fik et nyt sofabord og nye tallerkner til køkkenet (det havde han ønsket sig, så det er derfor han fik det). 
  • Vi hyggede rigtig meget herhjemme og samtidig begyndte vi at tyvstarte med at pynte op til jul - til stor glæde for Silas, som elsker alt med lys i. 
  • Vi fik købt næsten alle de sidste julegaver og pakket dem ind.
  • Der var Lysfest i Vamdrup, hvor vi samlede ind til Kræftens Bekæmpelse. 
November: 
  • Mine forældre havde 38 års bryllupsdag. 
  • Vi fik pyntet op - til stor glæde for Silas. 
  • Det var Mortens aften, og vi tilbragte en hyggelig aften herhjemme. 
  • Vi fik sendt alle indbydelser til barnedåben, som finder sted næste år (vil ikke offentliggøre datoen herinde, da der er nogle fjolser, som ikke skal vide datoen, som læser med). 
December: 
  • Det begyndte ret hurtigt at vælte ind med svar til barnedåben. 
  • Jeg var til julebanko med min mor. 
  • Vi havde gæster til en mini-julefrokost d. 2. december - rigtig hyggeligt. 
  • Der var julemesse i hallen den første weekend i december, og min mor, Silas, Bent og jeg var selvfølgelig oppe og kigge. Silas mødte julemanden for første gang, og det gik faktisk rigtig godt. 
  • Juletræet blev tændt d. 3. december, og traditionen tro var vi selvfølgelig nede på Torvet og se, da det skete. 
  • Vi var i Hjørring og hente vores nye bil - en lang tur, men den var det hele værd. 
  • Silas var i Babysam og blive fotograferet. 
  • Jeg deltog atter i Jeanettes #Bloggeradvent.
  • Det blev juleaften. En dag, som vi fejrede med manér herhjemme. Vi hyggede fra morgen til sen aften, og det var simpelthen så skønt at se Silas åbne sin gave fra onkel Allan - nemlig en Bodil Kjer elefant. Dem, som siger at små børn ikke har noget ud af julen, de skulle have oplevet Silas. Jeg vil til enhver tid påstå, at de er helt forkert på den - Silas fik i DÉN grad noget ud af julen. 
  • Vi var 1. juledag hjemme ved mine forældre, hvor også 2 af mine onkler meldte deres ankomst med deres samlevere. Det var super hyggeligt, og Silas charmede sig jo i bedste Silas stil også totalt ind på dem.
  • Vi mangler nu bare at få afholdt Nytårsaften, og så venter et nyt spændende år forude. 






torsdag den 28. december 2017

Nyder et par "fridage"

I går og i dag har vi valgt at tage et par velfortjente "fridage"... altså ikke fridage som i at vi ikke laver noget, men fridage i den forstand, at vi bare har valgt at være herhjemme og hygge os, os 3. 

Kan godt mærke, at julen var lidt hårdere i år, end den plejer at være, fordi vi også har haft Silas at tænke på - men vil på INGEN måde have undværet ham. Tingene bliver bare ordnet i en anden rækkefølge og i et andet tempo, end vi har været vant til. Sådan er det at have børn. 

I fredags var vi med mine forældre henne ved mors moster og onkel og ønske dem glædelig jul. Det plejer Bent og jeg at være hvert år, og i år ville mine forældre så gerne med, og det var rigtig hyggeligt. 

I lørdags havde vi først besøg af vores udlejere om formiddagen. Om eftermiddagen kørte vi så ned til en veninde og hendes familie og byttede julegaver. Så hjem og have noget at spise. Derefter gik vi over til genboerne med en blomst og ønskede dem god jul inden vi gik hen til en anden veninde og hendes familie med julegaver. Vi var først hjemme ved 22 tiden om aftenen, hvor der så lige skulle ordnes nogle ting til søndag, og klokken nåede at blive omkring 1 inden jeg lå under min dyne. 

Søndag var er så også run på fra morgen til aften. 

Mandag kørte mine forældre hjem ved middagstid, og om aftenen var vi så hjemme ved dem og spise rester sammen med 2 onkler og deres samlevere. 

Tirsdag havde vi besøg af vores udlejer, som kom med et nyt komfur til os. Om eftermiddagen var vi så lige hurtigt hjemme ved mine forældre. 

Siden har vi så bare været hjemme. Kan godt mærke, at det har vi haft behov for. Har været ret meget i søvnunderskud, så det at vi har kunne sove længe (i det omfang Silas har tilladt det) har været skønt. 

Nu skal vi så bare have nytåret overstået, og så kan vi slappe lidt af inden det for alvor går løs med det sidste planlægning til barnedåben. Eller slappe af og slappe af, det er nu nok så meget sagt. Næste uge bliver ret travl, så det er nok begrænset, hvor meget vi får slappet af. 

Julegavehøsten anno 2017

Præcis som de foregående år, var julegavehøsten også i år over al forventning... hverken Bent, Silas eller jeg klager... og ingen gaver skal byttes, så det er jo helt perfekt. 

Her er hvad jeg/vi fik (det er udelukkende mine gaver samt de gaver Bent og jeg fik fælles, der er nævnt her): 

Af min bror og mine forældre fik vi: 

2 stk Royal Copenhagen Stjerneriflet krus

2 stk Royal Copenhagen stjerneriflet tallerkner

1 Royal Copenhagen stjerneriflet skål 

Georg Jensen juleklokke med "2017" indgraveret (året hvor vi fik vores guldklump)

Af Bent fik jeg: 

Sæson 7 (sidste sæson) af Pretty Little liars

Bluray boks med "Skønheden og Udyret" og "Askepot"

Den mellemste Kähler vase med perlemor

Af Silas, Bimmer og Shang fik jeg: 

Endnu en engel til min "Little things mean a lot" samling. Den forestiller en gravid, og den ønskede jeg mig allerede, da jeg ventede Silas. 

Af Mette og Jens + unger (min veninde + familie) fik vi/jeg: 

En lækker bodybutter med granatæble (hvilket jeg elsker)

Vi havde ønsket os en ny elkedel, og det fik vi. 

Af Silas fik vi: 

En kalender for 2018

Af Rikke og Simon + unger (en anden veninde + familie) fik vi: 

2 små Christiansfeld stjerner












Juleaften

Det er nu 3. juledag - ja det er jeg altså vant til at sige om d. 27. december. Juleaften er allerede nogle dage væk, og nytåret venter lige om hjørnet. 

Håber I alle havde en rigtig god og hyggelig juleaften. Herhjemme var det en helt igennem fantastisk aften. 

Silas og jeg vågnede tidligt om morgenen. Jeg stod så op og Silas fik lidt at spise inden han atter overgav sig til drømmeland. Bent stod op ved 9 tiden, og der var jeg allerede godt i gang. Mine forældre skulle komme til frokost, så der var nok at gå i gang med. Ej, vi havde fået ordnet en del allerede lørdag aften, men maden kunne vi jo ikke rigtig lave så meget af. 

Der var lidt stress på, for Silas ville ikke helt sove søndag formiddag, men så var han jo bare med mor og far i køkkenet. Vi hørte julemusik og gik og hyggede os. Mine forældre og bror kom herud ved 12:15 tiden, og så tog de Silas, mens mor her kunne få ordnet alt det sidste, så vi kunne komme til bordet. 

Vi fik en god julefrokostagtig frokost, hvor der ikke manglede noget. Alle blev mætte, og det var den perfekte start på juleaften. 

Mine forældre og jeg tog i kirke til julegudstjeneste kl. 14, og så passede Bent og min bror Silas, hundene og maden. Vi var hjemme igen ved 15 tiden, hvor vi så satte og til at nyde en kop gløgg og spiste lidt guf. 

Kl. 15:50 var det tid til den ultimative juleaftenstradition - nemlig Disneys juleshow. Da det var slut gik Bent, min bror og jeg i køkkenet og gik i gang med maden. Det er altid så hyggeligt at stå i køkkenet med dem. 

Vi satte os til bordet ved 18:30 tiden - når der er små børn (eller et lille barn), så er det altså dem, der afgør rækkefølgen tingene foregår i. Silas skulle jo altså have noget at spise, inden vi andre kunne sætte os til bordet. Og så faldt han i søvn, så vi andre kunne sidde og nyde den gode mad i ro og mag. Tror vi sad ved bordet i en times tid, hvor vi snakkede, grinte og bare hyggede os. 

Silas vågnede inden vi skulle spille pakkespil, så han hjalp min bror med at slå og  han prøvede ihærdigt at hjælpe onkel med at pakke gaverne op. Det var simpelthen så skønt at se den lille mand sidde og bikse med gavebåndet - og jo mere bånd og skinnende indpakning, jo bedre. Det bliver rigtig sjovt, når han bliver gammel nok til selv at være med. 

Da alle pakkerne var fordelt og æggeuret havde ringet, var det tid til risalamanden. For en gangs skyld var det MIG, som fik mandlen (det er heller ikke sket i 15 år eller sådan noget). Vi havde købt en hemmelig mandelgave i Kop og Kande, og den indeholdt 3  små Kähler vaser, så det var jo absolut ikke en dårlig gave.

Da vi havde ryddet af bordet og sat alt i opvaskemaskinen, var det tid til at synge nogle julesalmer inden gaverne skulle uddeles - og der var MANGE gaver. Min bror plejer at have fornøjelsen af at råbe gaver op, men i år startede jeg med at give min bror 2 gaver fra Silas, for det var nogen, som jeg vidste ville røre ham rigtig meget. Og jeg fik ret. 

Men nå, der var jo, som nævnt, mange gaver, så det tog os næsten en time at få alle gaver delt ud. Den allerstørste oplevelse gavemæssigt var, da Silas åbnede gaven fra sin onkel. Eller ja, han hjalp med at åbne den... han fik nemlig Bodil Kjer elefanten, og jeg kan godt sige jer, det var et HIT!!!! Han var helt oppe og køre over den elefant, og den skulle kysses og krammes og snablen skulle der "bides" i. Det var simpelthen så skønt at se. 

Aftenen sluttede af med, at vi sad og hyggede med et par kopper kaffe inden min mor og min far kravlede til køjs. Silas og jeg fulgte trop kort efter og en gang i løbet af natten kom Bent og min bror også op ovenpå. 

Vi havde den dejligste juleaften, og der er ingen tvivl om at Silas også hyggede sig. I skal da ikke snydes for nogle billeder fra vores juleaften. 












tirsdag den 26. december 2017

4. adventsgave fra Bent

I søndags var det ikke alene juleaften, det var også 4. søndag i advent. Og derfor lå der selvfølgelig også en adventsgave i sokken fra Bent ❤

Det var en flot indpakket gave, og allerede fra jeg skrev dato på, har jeg gået og funderet over, hvad det mon kunne være. Men jeg gættede selvfølgelig ikke rigtigt. 

Indholdet var noget, jeg havde ønsket mig, og noget jeg samler på (eller vi samler på). 

Det var nemlig årets juleornamenter fra Georg Jensen. Vi plejer at give mine forældre dem i julegave hvert år, og indimellem har jeg så også selv fået dem. I år fik jeg dem så i adventsgave. 

Jeg har fået så mange skønne ting i adventsgave i år, og det er da ærgeligt, at der på søndag ikke er en gave til mig, men så er der jo altså bare noget at glæde mig til næste år. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...