mandag den 4. januar 2016

Det er hverdag igen

I går aftes skulle vækkeuret sættes for første gang siden 21. december... og jeg kan godt love jer, at jeg var langt væk i drømmeland, da det ringede... Men op kom vi da, og af sted til Kolding, hvor Bent skulle træne, og jeg jo som bekendt er med, for at opretholde retten til kontanthjælp.. 

Vi kørte dog hjem igen ved 10:15 tiden, da Bent skulle til læge kl. 10:45... fik så lige støvsuget inden jeg faldt i søvn... 

Trætheden er virkelig altoverdøvende for mig for tiden... er lige træt, uanset om jeg sover 3 eller 10 timer om natten... det er virkelig en belastning, men jeg kan bare intet gøre ved det... 

I eftermiddags ringede reumatologen så også lige... jeg skulle jo høre fra ham, når han havde fået svar på alle tidligere undersøgelser, scanninger osv, for at finde ud af, hvad der skal ske videre med mig... og jeg skal til endnu en nerveledningsundersøgelse, så den får jeg så tid til på et tidspunkt.. Der er efterhånden heller ikke ret mange dele af min krop, der ikke er undersøgt... Men hvad gør man ikke for måske at kunne få hjælp til at slippe for de her smerter... 

Synes virkelig den kulde, som pt huserer i Danmark er helt vild... altså det må gerne være koldt, men så kunne der godt være noget sne samtidig... det andet her er jo ikke til at holde ud... man skal jo have alt vinterhalløjet fundet frem, bare for lige at smutte over og handle.. Men så er det altid noget jeg har mine to puttebamser, som hellere end gerne putter med deres mor på sofaen :) 

Håber I alle er kommet godt i gang efter juleferien :) 



Billeder fra min nytårsaften

Lovede jo i går, at vise nogle billeder fra nytårsaften her på matriklen.. og de kommer så her: 

 Min mor havde bagt kransekage. 

 Bordet vi havde dækket. 

 Vi havde købt de flotteste lys.

 Vi havde tændt op i pejsen udenfor

 Tarteletter til forret. 

Så er der serveret. 
 
Nytårsmenuen her i huset. 

 Hjemmelavet citronfromage
 
 Nogen havde hygget sig :)

 Vi nærmer os kl. 00:00





søndag den 3. januar 2016

Året hvor jeg

Sidste år lavede jeg et indlæg, som jeg kaldte "Året hvor jeg...", og jeg har valgt at følge trop i år, og derfor kommer her et 2015/2016 indlæg :)

2015 blev året hvor:
  • Jeg faldt på glat fortov, og pådrog mig en hjernerystelse, som senere skulle vise sig at volde flere problemer, end først antaget. Det tog næsten 11 måneder at få skaden anerkendt hos den ansvarliges forsikring.
  • Jeg blev bedre til at kommentere på andres blogs. 
  • Jeg sammen med Bent har været i kontakt med politiet en del gange på grund af diverse sedler med trusler i vores postkasse. 
  • Jeg sammen med Bent og vores udlejere besluttede at vores terrasse skulle udvides, så det fik vi gjort sammen med min bror. 
  • Jeg sammen med Bent, min mor og min bror planlagde surprise fødselsdag for min far, som fyldte 60 i august. Bent fyldte 40 i oktober, så vi slog de 2 runde dage sammen og holdte fest i telt i vores have. 
  • Jeg ikke har fået mit største ønske opfyldt. 
  • Jeg tilbragte en stor del af året liggende på sofaen eller i sengen pga eftervirkningerne fra min hjernerystelse. 
  • Jeg var på rundtur rundt i sygehussystemet - med diverse undersøgelser og indlæggelser... Har på den front virkelig fået noget for mine skattepenge. 
  • Jeg fik skrevet 352 indlæg på bloggen (mod 292 i 2014, så der er fremskridt). 
  • Vi har været gode til at hygge os herhjemme og pleje vores ægteskab ovenpå det 2014 vi havde. 
  • Vi kunne fejre vores 3. års bryllupsdag. 
  • Jeg kom i aktivering ved Job og Aktiv i Kolding, og er dermed kommet i kontakt med en psykolog, som måske kan hjælpe mig med nogle værktøjer til at håndtere min angst. 
  • Jeg er blevet bedre til at være i kontakt med mine veninder, selv om jeg ikke har kunne besøge folk så nemt, da vi ingen bil har haft. 
  • Jeg har været gået lidt i stå på vægttabsfronten - der har ikke været lige meget overskud hele året igennem. 
  • Jeg er blevet bedre til at vise Bent jeg elsker ham. 
  • Min selvtillid ikke er blevet forbedret særlig meget. Det faktum, at jeg er blevet mere afhængig af Bent i dagligdagen pga hjernerystelsen, har gjort, at jeg virkelig har følt mig som en belastning i store dele af året. 
  • Jeg har fået ny sagsbehandler på Jobcenteret, og hun er bare så sød hende jeg har nu. 
  • Jeg har været god til at tage mig tid til at sidde og hygge mig med mine kort.
  • Vi holdt julehygge i december, det var rigtig hyggeligt.
  • Vi igen holdt juleaften og nytårsaften herhjemme hos os. Som året før, var det to vellykkede aftener. 
  • Jeg atter var med i Jeanettes #Bloggeradvent.
  •  Jeg arrangerede en hyggelig fødselsdag for min kære mand, den dag han fyldte 40. Havde inviteret hans bedste ven Lars, uden at han havde fundet ud af det. Så jeg er en god kone. 
  • Vi mistede kontakten til min svigerfar, som valgte os fra, da vi ikke længere kunne acceptere at hans kone styrer hans liv. 
  • Jeg fik ny mobil, som dog allerede er ved at give mig grå hår - den lever sit eget liv. 
  • Sommeren var den mest kedelige vejrmæssigt, vi har haft i længe. 

2016 er året hvor: 
  • Jeg håber at mit ønske bliver opfyldt, selv om det kræver lidt. 
  • Vi måske får bil igen.
  • Jeg håber der hurtigt kommer nyt om min erstatning. 
  • Jeg håber det kan hjælpe mig at komme til psykolog. 
  • Vi har nogle planer, som vi håber bliver ført ud i livet. 
  • Jeg nok må indstille mig på, at jeg ikke kommer i fuldtidsarbejde igen - faldet fra sidste år, har gjort mere skade end jeg havde håbet på, så tanken om et fuldtidsarbejde skal jeg droppe. 
  • Jeg gerne vil være helt færdig med de små ufærdige projekter herhjemme. 
  • Jeg håber vi får mere sommer, end vi havde sidste år. 
  • Jeg håber jeg kan være lidt mere social end jeg har været sidste år. 
  • Jeg håber, jeg kan være lidt mere aktiv på bloggen. De lange perioder, hvor bloggen ligger stille, skulle gerne blive færre. 
Det var alt, hvad jeg lige havde i denne omgang.. måske jeg opdaterer 2016 ønskerne i løbet af året... men nu må vi se :)

Hvis I selv laver en lignende liste, så smid gerne et link... kunne være sjovt at læse med :)

Ugens hurtige (uge 53)

Vi er nu kommet ind i et nyt år, så jeg vil selvfølgelig lige komme med den sidste omgang af de hurtige fra den sidste uge af 2015... Jeg regner med, at jeg også her i den nye år vil fortsætte med at komme med de hurtige og opdatere om den forgangne uge hver søndag...

Men her er i hvert fald en hurtig opsummering af den forgangne uge: 
  • Vi gjorde klar til at holde nytårsaften. 
  • Vi lånte vores udlejers ene bil (igen) og kunne derfor komme til Tyskland og hente alt inden nytårsaften, samt komme derned en tur ekstra med min mor. 
  • Vi holdt nytårsaften herhjemme med mine forældre og bror. Det var en rigtig hyggelig aften. 
  • Vi har været ude og køre med hundene og lufte dem steder, de ikke har været i lang tid. 
  • Vi har fået taget julepynten væk, så nu er julen ovre for denne gang.
  • År 2016 er i gang . nye udfordringer venter. 

lørdag den 2. januar 2016

Et nyt år er i gang

Ja, så skriver vi altså 2016... Det har vi jo altså gjort siden i går, men har bare ikke lige været meget online siden torsdag eftermiddag...

Håber I alle havde en god nytårsaften... Vores var rolig og rigtig hyggelig..

Vi var i Bilka en tur torsdag middag, da min mand mente jeg skulle forkæles lidt med nyt tøj... Det endte så med at blive nye leggins, en sort nederdel samt en velourbluse... Det er så sjældent jeg køber noget til mig selv, så jeg brokker mig ikke 😊

I går kørte min far og bror hjem ved 10 tiden, mens min mor blev herude og spiste tarteletter med os.. Vi kørte hende så hjem ved 14 tiden..

Aftenen i går blev brugt på at slappe af og pakke lidt af julepynten væk.. Vil gerne have det hele ned inden vi skal i gang efter juleferien på mandag, så der er jo ikke så mange dage tilbage at jule af i.. Men mon ikke vi nok skal nå det..

En af dagene kommer der nogle billeder fra nytårsaften, men blogger lige fra mobilen, så det må lige blive når jeg kommer på computeren 😊

torsdag den 31. december 2015

På vej mod et nyt år

Så kom årets sidste dag... i morgen når vi vågner, vågner vi op til et nyt år - og nye udfordringer... 2015 har på mange måder været et godt år, men der har også været udfordringer, som jeg helst havde været foruden. 

Jeg ser frem til at et nyt år starter, og håber det bliver året, hvor nogle af mine drømme og ønsker går i opfyldelse... Man har jo altid lov til at håbe... 

Vi skal være herhjemme med mine forældre og min bror i dag... det skal nok blive hyggeligt... 

Vi lånte vores udlejeres bil i går, og så kørte vi en tur til Tyskland og handlede de sidste småting ind til i dag... vi skulle lige have vin og sodavand og så lige et par andre småting, som trods alt er billigere i Tyskland... 

Aftenen igår, da vi kom hjem, gik med at få ordnet så meget som muligt til i dag... vi fik kogt og pillet de små kartoler til brune kartofler, kogt rullepølse (som dog ikke er til i dag), skrællet hvide kartofler, dækket bord, kogt kyllingebryst og lavet citronfromage, og så var jeg godt brugt derefter... 

I morges vågnede jeg kl. 8, men blev dog liggende inde i sengen indtil ved 9 tiden... min varme dyne var simpelthen alt for behagelig :) 

I dag skal vi så have styr på de sidste små ting til i aften... 

Aftenens menu består af:

Forret: Tarteletter med høns i asparges. 
Hovedret: Hamburgerryg, kogeflæsk og kålpølser. Dertil brune og hvide kartofler og grønlangkål. 
Dessert: Hjemmelavet citronfromage. 

Til natmad skal vi have ristet franskbrød med rejer... det plejer vi at få :) Så jeg ser frem mod endnu en aften, hvor jeg spiser ALT for meget... men så er det jo godt, at jeg kan fortsætte min evige kur fra i morgen :) 

Vil til slut ønske jer alle et rigtig godt nytår... .Håber I kommer godt ind i 2016 allesammen.. og på gensyn i blog-land næste år.

 

onsdag den 30. december 2015

Tiden går for hurtigt

Synes tiden er gået alt for hurtigt den sidste uges tid... har ikke rigtig lavet noget vildt.. har siden 1. juledag stort set ikke lavet andet end at ligge herhjemme på sofaen, se diverse film eller genudsendelser i fjernsynet... 

Bent og mig har været ude og gå en god lang tur hver dag, men det er så stort set det eneste "fornuftige", jeg har udrettet.. altså vi har fået sat alle vores julegaver på plads, samt ryddet lidt op og fjernet lidt julepynt... Vi plejer normalt først at fjerne vores julepynt Hellig 3 Konger (d. 6. januar), men den falder jo en onsdag i år, og eftersom vi skal i gang i aktivering igen på mandag, så vil jeg gerne have det væk inden da... Så senest i weekenden kommer kasserne ned og julepynten væk til næste jul... 

I  morgen (eller rettere senere i dag) skal vi lige en tur til Kolding og have handlet det sidste ind til på torsdag... Vi skal være herhjemme sammen med mine forældre og bror igen til nytår, så det skal nok blive hyggeligt nok... 

Vi mangler kun lige at købe lidt mere til maden, pynten har vi sørget for... Jeg skal også prøve selv at lave citronfromage fra bunden i år, så det glæder jeg mig til at se, om jeg kan finde ud af :) Ej, jeg plejer nu ikke at have problemer med noget med husblas, så mon ikke det nok skal gå alt sammen... 

Nå, det kunne være jeg snart skulle se og finde min seng... skal jo op i  morgen, så vi kan komme i gang... 

Julegavehøsten 2015

Der har været lidt stille på bloggen de sidste par dage, har simpelthen ikke haft overskud til ret meget andet end at slappe af, og gå nogle lange ture med Bent... men nu vil jeg da lige vise jer, hvad julegaverne til undertegnede gemte på i år... 

Fra Bimmer og Shang: 
 


Fra mine forældre og bror:



 Fra min dejlige mand:

Fra min veninde Mette og hendes familie:







Fra min veninde Rikke og hendes familie:

Fra Jeanette og GiZmo:


 

Året der gik

Nu hvor år 2015 lakker mod enden, er det atter blevet tid til at gøre status over godt og dårligt ved det forgangne år... 

Så her kommer min tilbageblik over år 2015:

Januar:  
- Vi afsluttede retssag mod Jessicas mor angående, hvad der skulle ske med Jessica. Hun vandt bopælsretten samt den halve forældremyndighed. 
- Jeg var så uheldig at falde på et glat fortov. Det viste sig senere, at det gav større gener end den spændingshovedpine lægerne forsøgte at spise mig af med.  
- Jeg valgte at tage en stor beslutning, og fik dermed klippet små 20 cm af mit lange hår... ingen tvivl om at håret havde godt af det.  

Februar: 
-Februar var en del præget af vagtlægebesøg og ture ved egen læge, da følgerne fra mit fald blev værre. 
- 14. februar var det Valentines Dag og jeg endte aftenen med at være indlagt på Vejle Sygehus. Blev udskrevet med en diagnose, som var spændingshovedpine. 
- Jessica og hendes kæreste begyndte at true Bent via Facebook. Vi kontaktede politiet, som dog ikke mente de kunne gøre noget. 

Marts: 
- Min lillebror havde fødselsdag d. 4. marts, så vi var selvfølgelig til fødselsdag hjemme ved ham. 
- Vi skilte os af med alt det sidste af Jessicas, som stod her ved os. Vi fik ikke svar fra hverken hende eller hendes mor angående, hvad vi skulle gøre med det. Så vi valgte at forære noget af det væk, og resten kom på genbrug. 
- Min Bimmer vovse fyldte 6 år.
- Erstatningssagen efter mit fald blev startet i marts. 
- I marts fik jeg konstateret begyndende slidgigt i min højre skulder. 
- Bent stoppede med at ryge i marts. En bedrift, som jeg ikke i min vildeste fantasi havde forestillet mig at han ville gøre. 

April: 
- Jeg havde fødselsdag i april, og har rundet 33 år. 
- Vi holdt en hyggelig familiefødselsdag.  
- Vores vildbasse Shang fyldte 5 år.
- Vi fik malet gæsteværelse ovenpå, og indrettet det som kontor/gæsteværelse. Nu kan man ikke se det tidligere var Jessicas værelse. 
- Vi gjorde klar i haven til at få udvidet terrasse. 
- Jeg var til samtale på neurologisk afdeling på Vejle Sygehus og de ændrede spændingshovedpinediagnosen til postcommotionelt syndrom (eftervirkninger fra svær hjernerystelse). En tilstand, der ikke er nogen behandling mod - skal bare se tiden an og være tålmodig. 

Maj:
- Vi fik lagt vores nye (ekstra) terrasse. Det blev rigtig godt og den er brugt flittigt.
- Der var Eurovision Song Contest, hvor det absolut ikke var den rigtige der vandt (i min verden altså). Bevares, vindersangen var da god, men der var en anden, der var bedre. Men igen, der går politik i det. 
- Super Brugsen her i Vamdrup afhold Gourmet aften, hvor der som sædvanlig var smagsprøver på en masse lækkert. 
- Der var Smagens Dag herude, hvor årets Vamdrup Vin blev præsenteret. Fede Finn og Funny Boys underholdt på torvet. 

Juni: 
- I juni var det Sankt Hans, og vi var henne ved spejderne og se bål. 
- Vi fik skrevet og sendt indbydelser til fars og Bents fælles fødselsdag (stadig uden at far havde opdaget noget).
- Der var Folketingsvalg, hvor blå blok (desværre) kom til magten.

Juli: 
- Vi var til guldbryllup ved mors moster og onkel. 
- Vi havde en masse dejlige sommeraftener. 
- Måneden blev brugt på at ordne en masse til fødselsdagen. Der var en del, som der skulle være styr på inden måneden var omme, så det var bare om at sætte i gang :)   

August: 
- Far fyldte 60 d. 2. august og vi holdt lidt fødselsdag for ham herude ved os. 
- Vi holdt 100 års fødselsdag d. 8. august. En rigtig hyggelig dag, og far havde ikke haft den mindste anelse, så vi tog røven fuldstændig på ham. 
- Der blev holdt Crazy Hours her i byen. 
- Fars moster døde og skulle begraves. 
- Vi havde 3 års bryllupsdag - en dag, der blev fejret stille og roligt herhjemme. 

September:
- Humøret begyndte at dale i takt med, at jeg stadig ikke havde nogen afklaring på, hvorvidt Tryg ville anerkende at jeg skulle have erstatning for mit fald. 
- Jeg begyndte at få akupunktur for at afhjælpe smerterne i nakke  og hoved efter faldet i januar. Dette hjalp dog ikke.
- Jeg meldte mig til Bloggertræf i Odense i oktober. 

Oktober: 
- Jeg blev henvist til reumatolog... næste skridt i jagten på at få et bedre helbred. 
- Stadig ikke noget nyt fra Tryg.
- Bent fyldte 40... jeg havde arrangeret en hyggeaften herhjemme med mine forældre, min bror og Bents bedste ven Lars. Det var super hyggeligt og Bent havde en perfekt dag. 
- Jeg begyndte i denne måned at komme med Bent til Kolding når han skulle ind og træne. Ikke fordi jeg selv skulle deltage i træningen, men simpelthen for at komme lidt ud... Og det hjalp rigtig meget på humøret. 

November: 
- Mine forældre havde 36 års bryllupsdag. 
- Julen startede herhjemme. 
- Jeg var med min mor til julebanko, og jeg vandt en æggekoger. 
- Det var Mortens Aften, og vi havde mine forældre og min bror herude og spise - and, flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål osv. Rigtig hyggeligt. 
- Jeg begyndte til reumatolog.  
- Årets første sne dalede fint og gjorde haven hvid en lørdag i slutningen af november. Det var dog kort - dagen efter var sneen væk igen.

December: 
- Vi fik i starten af måneden ordnet den sidste julegave, så vi kunne bruge tiden frem til jul til at hygge. 
- Vi var til forsinket fødselsdag ved min faster. 
- Vi holdt julehygge herhjemme for mine forældre, min moster og onkel samt 2 fætre. 
- Jeg fik langt om længe besked om, at Tryg havde anerkendt erstatningspligten i min personskadesag. 
- Vi var igen i år til Stig Rossen julekoncert. 
- Vi havde et par problemer herhjemme, som vi dog klarede os igennem.. tror efterhånden ikke, der er noget, der kan ødelægge vores ægteskab. 
- Vi holdt en rigtig hyggelig juleaften med alt,  hvad dertil hører. 
- Jeg var igen i år med til #BloggerAdvent.




fredag den 25. december 2015

En uventet overraskelse

Onsdag mens vi lavede aftensmad ringede det pludselig på døren, og da jeg åbnede stod der et bud med den smukkeste buket blomster fra min veninde og hendes familie... 

Det rørte mig virkelig meget. Uventede gaver er altid så dejlige at få <3


Kalendergave 24. december

I går morges fik jeg årets sidste kalendergave fra min mand... Jeg havde selv været med ude og købe den, men havde glemt alt om, hvad der var i den... 

Men her er så indholdet af den :) 




3 små stykker juletræspynt fra Rosendahl... synes simpelthen de er så søde...

Juleaften vel overstået

Ja, det er nok næppe den store hemmelighed, at det var juleaften i går... Vi skulle være herhjemme igen i år sammen med mine forældre og min bror... min far kørte dog tidligt hjem, da han skulle på arbejde i morges, men min mor og bror sov herude... 

Men anyway, så stod tidligt op i går morges.. kunne ikke sove fordi jeg havde for mange tanker i hovedet.. Min mor ringede så og sagde jeg blev hentet ved 10 tiden... vi skulle nemlig ned til min onkel og tante.. min tante ligger på sygehuset og prøver at komme sig ovenpå en hjerneblødning og efterfølgende operation, så hun havde fået lov til at komme hjem et par timer i går formiddags, og så havde hendes 2 piger og min onkel arrangeret en form for "juleaften" for hende i går formiddags, og der var vi så inviteret, fordi vi snakker så meget med dem... 

Det var super hyggeligt, og min tante blev bare så glad over at vi var der... Vi var i Vamdrup igen ved 13:15 tiden, hvor min mor satte mig af og kørte til Kolding igen for at hente min far fra arbejde... 

Ved 15 tiden kom de så alle 3 herud, og så fik vi æbleskiver og hyggede os, inden jeg tog med mine forældre i kirke kl. 16.

Da vi kom hjem igen var Bent og min bror i fuld gang med maden, så jeg hjalp jo bare til, så vi alle 3 kunne stå i køkkenet og hygge os... 

Vi fik så traditionel julemad: and, flæskesteg, brune og hvide kartofler, rødkål og en total lækker sovs... Derefter spillede vi pakkespil (jeg fik 2 gaver og Bent 1) inden vi fik ris a la mande... Bent var så heldig at få mandlen - vi snakkede forleden om, at det snart måtte være en af os, som fik mandlen, for ingen af os har fået den i de år, vi har kendt hinanden :) Og så fik Bent den sgu :) 

Vi åbnede så gaver ved 21 tiden efter vi havde sunget et par julesange... Vi var jo nødt til at være færdige, så far kunne komme hjem i seng i ordentlig tid... 

Da han var kørt hjem sad min mor og jeg og spillede kort og hyggede os, mens Bent og min bror så film... Bent havde fået en film i julegave, som de begge gerne ville se, så det fik de så lov til... 

Aftenen sluttede traditionen tro af med, at vi fik et stykke rugbrød og en irish coffee inden vi min mor og jeg gik i seng ved 1:30 tiden... der gik dog lidt tid inden jeg faldt i søvn... 

Vi fik SÅ mange rigtig gode gaver, så det kunne jo ikke være bedre.. De ligger allesammen under juletræet nu, men når jeg pakker dem væk, så skal jeg nok tage nogle billeder af de ting, vi har fået... 

Håber I alle har haft en rigtig god juleaften samt 1. juledag. Vil slutte af med at smide nogle billeder op fra min juleaften: 













LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...