Bloggeradvent anno 2018

(billedet er lavet af GiZmo fra www.giz-blog.dk - er hun ikke bare dygtig)

Ja, præcis som de foregående år, har Jeanette igen i år arrangeret Bloggeradvent, og jeg er naturligvis med igen i år (har som en af de få været med alle år siden det startede). 

Jeg vil derfor lige komme med et lille "lidt om mig og julen" indlæg til brug for Gitte, som skal sende til mig.

Mit navn er jo Mette. Jeg er gift med Bent og mor til Silas ( næsten 15 måneder gammel) og Niclas (4 måneder gammel). Vi er bosiddende i en lille by, der hedder Vamdrup og som ligger små 15 minutters kørsel fra Kolding.

Udover os 4, består husstanden af vores hunde Bimmer og Shang. 

• Jeg ELSKER julen og alle tingene, der hører sig til. 
• Vi har et utal (tror omkring 20) kasser med julepynt. 
• Vores jul er meget klassisk med røde, grønne, guld- og sølvfarver, men der sniger sig også både hvidt, blåt og lilla ind forskellige steder. 
• Vores julepynt består både af nisser, kirker, snemænd og endda også pingviner i alverdens afskygninger - er det julet, kan det bruges.  
• Jeg elsker gammeldags julepynt - er ikke så meget for mere moderne julepynt. Og heldigvis er mange butikker atter begyndt at have julepynt i min stil. Jeg har fx også en del julepynt, som jeg har arvet fra mine bedsteforældre. 
• Hvert år til jul står min mand og jeg og bager minimum 10 forskellige slags julesmåkager. Vi bager både til os selv og til mine forældre.
• Jeg elsker gavepapir til jul, og jeg elsker at pakke vores egne gaver ind i flere forskellige slags papir, så der er lidt forskelligt under træet.
• Vi har et ægte juletræ hvert år, og det er naturligvis pyntet med en blanding af nyt og gammelt. 
• Jeg har en sød tand, når det kommer til julegodter. 
• Jeg er meget traditionstro, når det kommer til julen. Jeg har ført rigtig mange traditioner fra min barndoms jul med ind i mit voksenliv. 
• En af de ting, jeg holder allermest af ved julen er at sidde og skrive julekort. Det er synd, det er blevet så dyrt at sende julekort efterhånden, for det er virkelig en hyggelig tradition synes jeg. 
• Selv om jeg altid har elsker julen, så er den alligevel blevet lidt mere speciel efter vi har fået Silas og Niclas, og jeg vil virkelig gøre mit til, at de, når de bliver voksne, ser tilbage på deres barndoms jul og mindes den med glæde. 

Alt i alt, er der ikke rigtig noget i relation til julen, som jeg ikke kan lide. Julen er for mig lig med hygge med familie og venner. 

Jeg glæder mig til at se, hvad Gitte finder på - og bare rolig Gitte, jeg hører tit, at jeg er utrolig nem at købe gave til, for jeg bliver stort set altid glad for det jeg får ☺

Allerede november

Så er det allerede november... der er kun en måned til 1. december og dermed kun 2 måneder tilbage af det her år... det er jo helt vildt, som tiden går. 

Vi har lige bestilt julekort i dag, så nu skal vi bare vente på de kommer, så vi kan få dem skrevet og sendt ud til familie og venner og glæde dem med en lille julehilsen. Normalt laver jeg jo selv julekort, men i år har der simpelthen ikke været tid til det, så vi valgte at få lavet nogen med billeder af guldklumperne. 

Dagen i dag er blevet brugt på at Niclas var ved kiropraktor, hvor vi fik ros, fordi der allerede er store fremskridt i forhold til i mandags. Hun sagde at det var helt vildt, så meget det allerede havde hjulpet, så vi tror at det nok skal blive rigtig godt. 

Vi har nogle øvelser, som vi skal sørge for at lave med ham hver dag, og det gør vi også, for vi er virkelig interesserede i at hjælpe ham. 

Derudover har jeg ryddet op oppe på 1. sal. Det værelse, som skal være Niclas´ er jo hidtil blevet brugt til opbevaring, så der fik jeg ryddet op og flyttet kasser. Altså, jeg ved godt der er noget tid endnu til at Niclas skal bruge værelset, men vi kunne lige så godt komme lidt i gang deroppe. Det er jo med at udnytte tiden til det, når den lige byder sig (med 2 lømler i huset). Silas kom så op og kiggede mens jeg var deroppe (altså Bent kom op med ham), og så skulle alle hans legesager, som står ovenpå, jo lige kigges igennem og noget af det skulle (selvfølgelig) med nedenunder. Altså, hvad de 2 knægte efterhånden ikke har af legetøj - det er altså ikke småting. 

Vi har jo også allerede en masse julegaver stående oppe ovenpå, og de har stor interesse for Silas (og for min bror, når han er herude). Man kan godt se på mængden og størrelsen af gaver, at vi har fået Niclas og Silas. Men sådan skal de altså også være, når der er børn i huset. 

Kiropraktorens magiske hænder

I weekenden syntes jeg, at Niclas var begyndt at blive lidt skæv i hovedet. Sundhedsplejersken havde godt nok nævnt det, men hun mente ikke det var noget, der var specielt kritisk, men altså jeg syntes det var blevet værre, så mandag morgen ringede jeg til en kiropraktor i Kolding, for vi måtte hellere lige få kigget på ham, så vi kunne få afklaret, hvorvidt han havde nogle låsninger nogle steder eller ej. 

Vi kunne heldigvis få en tid mandag formiddag, og det er jeg da kun glad for at vi gjorde. Det viste sig, at Niclas var meget låst i nakken og samtidig havde han skævt og fladt baghoved - netop fordi han ikke så gerne ville ligge på venstre side. 

Hun løsnede lidt op i nakken og så fik vi nogle øvelser med hjem, som vi så skal sørge for at lave flere gange om dagen. Og selv om det "kun" er så få dage siden, så har det allerede hjulpet SÅ meget. Nu kigger han uden problemer til venstre og han virker slet ikke besværet længere, når han skal have hovedet til den side. 

Vi skal så af sted igen i morgen, og jeg glæder mig til at se, hvad hun siger til de åbenlyse fremskridt, der allerede kan ses nu. 

Livet som mor til 2

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg elsker mit liv som mor. Og ja, selvfølgelig har det indimellem været hårdt, men lige så hårdt det til tider kan være, lige så meget elsker jeg det.

For 2 år siden var jeg indstillet på, at vi aldrig fik børn. Jeg havde besluttet, at det 3. og sidste forsøg i reagensglasbehandling, ikke skulle bruges. Og så står jeg her i dag - mor til 2 skønne drenge.

Jeg er med i en del graviditets-, baby-, forældregrupper osv inde på Facebook, og indimellem er der virkelig nogen, hvor det kommer fuldstændig bag på dem, hvad det egentlig indebærer at være forældre.

Synes indimellem jeg får den opfattelse, at nogle piger udelukkende får børn for at få børnepenge og diverse andre ydelser. De tænker bare ikke altid på, at det altså også koster at have børn. Og de indtægter, der er ved børn, opvejer sjældent alle udgifter. 

Altså selvfølgelig er det ikke altid en dans på roser med 2 små børn. Bad er noget, man kan komme i, når og hvis der lige er 2 minutters ro (og ja har mere end én gang måtte tage bad med døren åben, fordi begge unger har sovet).  Varm kaffe er efterhånden et sjældent fænomen - og det samme er varm mad. Vaskemaskinen kører (endnu) ikke hver dag, men når den så kører, så vasker vi gerne 3-4 maskiner tøj på en dag. Fjernsynet kører som oftest på Ramasjang (hvem har fundet på, at sangene fra Ramasjang Mysteriet skal fange så hurtigt???). 

Apropos Ramasjang, så er det dælme dårlig karma, når de pludselig ændrer i programmerne, bare fordi det var ferie i sidste uge... 

Men nå tilbage til mor-livet.... Jeg elsker mine guldklumper, og jeg vil på ingen måde bytte dem med noget i verden. Og når alt kommer til alt, så ville jeg da lyve, hvis jeg påstod, at vi ikke var forberedt på, at der ville blive nok at se til, når vi nu ikke kun havde 1 men 2 små banditter herhjemme. Heldigvis kravler Niclas da ikke endnu, for der er dælme nok at se til med at holde styr på Silas, når han vil rundt i huset. 

Men uanset hvor meget, jeg elsker at have mine 2 sønner, så kommer der altså ikke flere børn herhjemme nu. Vi har de 2, og flere kommer der ikke. Har flere gange hørt den med at vi da skal se om ikke vi kan få en pige, og ved I hvad. Det kommer ikke til at ske. Og hvis vi nu endelig havde haft en idé om at få nr. 3 for at se, om vi kunne få en pige, hvad så, hvis det også var blevet en dreng, skulle vi så have fået nr. 4 også?? Nej vi stopper ved 2. Og når alt kommer til alt, så havde jeg jo indstillet mig på aldrig at få bare 1, så det at vi nu har 2 gør at jeg føler mig ret privilegeret. 

Det er en anelse forvirrende...

... og ja med det mener jeg, sådan som vejret er for tiden. 

Vi har snart november, og i weekenden (og ja da også i går) var der flere her i byen, som rendte rundt med shorts på. Jeg har dog - vejret til trods - valgt at klæde mig (efter årstiden) fornuftigt. For med 2 små børn i huset, så er det ikke lige at være syg, jeg har allermest tid til. 

I går eftermiddags var Silas og jeg ude og lege i haven. Han har jo fået gyngestativ, så vi kunne jo lige bruge en times tid derude sammen med hundene, mens Niclas fik lidt ro til at sove herinde ved Bent. 

Silas elsker simpelthen at være udenfor, og ja når vi har have, så er det jo også bare med at udnytte det. Vi har jo et par gange boet i lejlighed, hvor der ikke har været andet "have" end nogle fælles udendørs arealer, og når vi nu har 2 børn, så er jeg glad for, at vi har vores egen have. 

Når jeg lige nu sidder og kigger ud af vinduet, så er det eneste efterårstegn egentlig, at træerne er begyndt at smide bladene plus at bladene er ved at gå væk fra den grønne farve. Ellers er der ikke rigtig noget, der viser, at vi snart kun har 2 måneder tilbage af året. Hørte også lige i TV2 vejret tidligere, at der i år er sat en del rekorder, hvad angår varmen. Det er jo helt vildt. 

Min stakkels lille mand

Som jeg skrev i mit indlæg i fredags, så havde Niclas været ved lægen og blive vaccineret, og vi troede ikke han blev særlig påvirket af det. 

Men vi tog fejl!!!

Der var ingenting i løbet af formiddagen og heller ikke hen på eftermiddagen. Bent og jeg havde begge unger med ude og gå en god lang tur fredag eftermiddag, og der var intet med Niclas. Han var præcis om han plejer. Da vi havde spist kom mine forældre lige ud med noget, de havde købt til os, og stadig var der ikke noget i vejen med Niclas. Han var måske en anelse varm, men ikke noget, vi tillagde nogen større betydning (temperaturen sagde 37,4, så det var jo ikke noget). 

Da vi sad og så Vild med dans vågnede han op, og han var simpelthen brændende varm. Vi prøvede at tage noget af tøjet af ham og sad og nussede ham, men intet hjalp. Vi tog så lige hans temperatur for en sikkerheds skyld, og da den sagde 39,3 besluttede vi os for at ringe til vagtlægen, for hans almene tilstand var på ingen måde som den plejer at være. 

Vagtlægen ville da også gerne lige have os ind til tjek, så vi måtte skynde os at blive færdige og få Silas op (han var kommet i seng), få Niclas i tøjet, få ringet til mine forældre og høre om Silas måtte komme derhjem og så ellers i bilen og af sted mod Kolding. 

Heldigvis var der ikke noget, som gav vagtlægen grund til bekymring. Han lyttede på Niclas og undersøgte ham, og selv om han virkede meget dvask, så var lægen ikke bekymret. Vi fik besked på, at vi skulle holde lidt ekstra øje med ham om natten og så skulle han gerne få det bedre i løbet af natten eller de tidlige morgentimer. Bent og jeg sad oppe med Niclas indtil ved 3:30 tiden, hvor han allerede virkede til at have fået det bedre, så der mente vi godt, vi kunne kravle under dynerne. 

Silas skulle have været på weekend hjemme ved min bror og mine forældre fra lørdag til søndag, men det blev så fra fredag til søndag i stedet. Vi vidste jo ikke, hvor længe det ville tage på sygehuset og om vi evt. ville blive indlagt, så min mor sagde de bare tog ham allerede fra fredag, så vi kunne koncentrere os 100% om Niclas. 

I går (lørdag) var der så overhovedet ingenting med ham. Han var helt sit normale jeg igen, og der var kun minimal temperaturforhøjelse i forhold til, hvad den normalt ligger på, så det var helt perfekt. 

Nu gruer moren så bare for næste vaccination om et par måneder. Men inden da, så skal Silas lige igennem sin 15 måneders vaccination næste måned - ja sådan er det, når man har fået børn så tæt på hinanden ☺

Tiden går

Det er allerede fredag igen. Synes ellers lige vi har haft weekend, og så er det allerede weekend igen. Tiden flyver virkelig af sted for tiden, og inden vi får set os om skal vi til at skrive 2019.

Der er fuld fart over feltet herhjemme. I mandags var Niclas til hofteskanning. Det skulle han fordi han lå i underkropsposition ved fødslen, så derfor kan hans hofter have taget skade, men det så fint ud det hele, så der var heller ikke noget at komme efter der. Det er så endnu en ting, som vi har fået afsluttet. 

I dag har han så været ved lægen til 3 mdr vaccination, og det tog han sådan set i ret stiv arm. Han græd lidt da han blev stukket, men det er der jo ikke noget at sige til - og det gjorde Silas i øvrigt også. Han har været lidt af en tryghedsnarkoman i dag, og han har ikke rigtig ville sove, men altså det gør jo heller ikke noget. Så er det godt, vi har været 2 til at tage os af begge banditter. 

Vores (lille) store dreng

I lørdags var det allerede 10 uger siden Niclas kom til verden. Og i dag havde vi så atter besøg af sundhedsplejersken.

Vi (Bent og jeg) havde gået og snakket om, at vi troede han ville veje omkring 4500 gram, for vi var ikke i tvivl om, at han havde taget på, spørgsmålet var så bare, hvor meget han havde taget på. Men vi blev endnu en gang overraskede over vores lille mirakel. Vægten viste nemlig ikke mindre end 4860 gram fordelt på 54 cm.

Altså, der er jo ikke noget at sige til, at han er ved at være vokset ud af en str. 50 (altså, da vi lå på sygehuset var en str. 44 for stor til ham). Det ender jo med, han indhenter Silas' vægt, hvis han fortsætter på den måde.

Nu er han jo født små 9 uger for tidligt, så på nogle punkter bliver han stadig "kun" set som hvad der aldersmæssigt svarer til termin, så korrigeret er han jo kun lidt over en uge gammel. 

Synes ikke I skal snydes for at se et nyere billede af "bassen". Vores skønne og dejlige "lillebror" - en charmetrold som sin storebror. 

Slut på sommeren

Det kan vist ikke diskuteres, at sommeren nok er slut for i år. Efterårsvejret er da i hvert fald på vej, hvad enten vi vil det eller ej. 

Personligt har jeg nu ikke så meget imod det. Har ganske vist ikke haft det vilde ud af sommeren i år, men lidt har jeg da nydt solen, og jeg satser på, at det bliver lidt ligesom i år næste år (ja man må godt være optimist engang imellem). Om ikke andet, så må sommeren gerne være her den uge vi skal til Skiveren næste år. 

Lige nu skinner solen i Vamdrup, og alligevel hagler det helt vildt. Det er sgu et underligt vejr. 

Silas er heldigvis pænt ligeglad med vejret - han vil bare gerne være ude og lege. Hvis vi ikke lige holder øje 2 minutter og bagdøren er åben, så er han den der er stukket af ud. Og så må mor og far her ud og løbe efter ham, for den lille bandit er dælme hurtigt skulle jeg hilse og sige. Han er også begyndt at gå, så der sker rigtig meget herhjemme.

Billedet er bare fordi Silas er for dejlig. Han er (for det meste) rigtig fotogen, og hvis han er hysterisk, så skal vi bare finde kameraet frem og så smiler han - og ja sådan var jeg også, da jeg var barn, så han har det jo ikke fra fremmede. 

Det er altid godt....

... at have noget at glæde sig til. 

Sådan er der jo et gammelt udtryk, der siger, og i vores tilfælde er det nu meget rigtigt. 

Det var jo egentlig meningen, at vi ville have været en uge til Skiveren i år, men da vi så fandt ud af, jeg var gravid, valgte vi at lade være med at booke en hytte, for ingen kunne jo sige, hvordan jeg ville have det. Og med tanke på, at Niclas jo kom 2 måneder før tid, var det nok meget godt, at vi ikke havde booket en hytte lige netop i år, for så var vi jo alligevel ikke kommet af sted. 

Vi blev dog ret hurtige enige om, at næste sommer VIL vi af sted, og der kommer der ret sikkert ikke en graviditet i vejen - ja det er jeg 100% sikker på.

Så vi har allerede nu booket en hytte på Skiveren Camping næste sommer, og jeg glæder mig. Det bliver så skønt at komme derop igen, og kun endnu bedre af at vi nu skal af sted med vores egne børn. Mine forældre har så også valgt at de vil derop, så vi har booket 2 hytter, for vi kan altså trods alt ikke være i én hytte alle sammen. Hvorvidt min bror så tager med derop, det vil tiden jo vise, men han er jo velkommen, og tror ikke Silas og Niclas vil brokke sig over at have onkel med. 

En tidlig morgen i det lille hjem

Klokken er nu 6:30 og hele huset sover. Altså alle med undtagelse af mig. Jeg vågnede for små 2 timer siden, og kunne ikke sove igen. Lå så bare og ventede på, at Niclas vågnede og skulle spise. Formåede endda at skifte begge unger mens de sov - et eller andet skulle tiden jo gå med. 

Niclas vågnede så først for en times tid siden. Han fik så noget at spise og så lå jeg og puttede med ham indtil han sov - han har haft nogle dage, hvor han har haft svært ved at falde til ro, når han har spist, så jeg valgte at ligge mig med ham, når jeg nu alligevel ikke kunne sove. Og efter små 10 minutter sov knægten tungt, så lige nu sidder jeg med en kop varm kaffe (det sker ikke tit, at jeg når at få min kaffe, mens den er varm) og har lidt mor-tid.

De sidste par dage har været pænt hektiske herhjemme. Der har været et par ting, som virkelig har fyldt i mit hoved og skabt tankemylder. Men det blev heldigvis afsluttet i går, så vi atter kan slappe af.  Tror også det er netop de ting, som har gjort, at jeg har fået minimalt med søvn de senere nætter. Men altså i nat har jeg egentlig sovet ganske godt, så det er fremskridt. 

Senere i dag, skal min mor og jeg i Ikea - en lidt spontan planlagt tur. Der er lige nogle enkelte småting, vi mangler, og så kunne vi jo lige så godt smutte en tur til Odense. Det skal nok blive hyggeligt.

Kan godt mærke, jeg lidt savner den der spontanitet, som godt kan være lidt svær med 2 små børn i huset, men sådan er det nu engang bare - jeg ville på ingen måde undvære mine skønne unger. Så må tingene bare kræve lidt mere planlægning. 

Julen sig nærmer

Det er blevet september og  efteråret er over os... Vild med dans startede i sidste uge, NFL sæsonen er startet, og i går startede den danske ishockeyliga op - altså What's not to like??

Men ja, det betyder så også, at Jeanettes Bloggeradvent snart skydes i gang for i år. Jeg har været med alle de foregående år, så selvfølgelig skal jeg også være med igen i år. Det er så hyggeligt det med at skulle ud og købe 4 adventsgaver til en anden, og jeg ser altid frem til de 4 adventssøndage, for at se hvad en anden har fundet på til mig. 

Men altså, skulle du sidde og have lyst til at deltage i Bloggeradvent, så hold øje med Jeanettes blog, hvor der på et tidspunkt kommer mere information. 

Vores store drenge

Nu, hvor Silas er fyldt 1 år skulle han jo også til 1 års undersøgelse ved lægen. Det gik nu egentlig ganske fint - på trods af han er ekstremt pylret, da der er ikke færre end 6 tænder på vej. 

Han måler 76 cm og vejer 9 kg. Det lyder måske af lidt, vil nogen mene, men han var jo altså også kun 47 cm og vejede 2280 ved fødslen, så han har jo hele tiden haft noget at indhente. Og han kommer tættere og tættere på gennemsnittet ved både længde og vægt, så både læge og mor var ganske godt tilfreds. 

Selve vaccinationen tog han egentlig i stiv arm. Han græd lidt - hvem ville ikke det - men da det så var overstået og man kunne sidde og putte ved mor, så var alt jo fint igen. Vi har så fundet ud af, han har noget astmatisk bronkitis, så han er begyndt at få en maske og medicin mod det. Det er ikke altid et hit, men hans alder taget i betragtning, så klarer han det nu flot, når han skal have det. 

I sidste uge var Niclas også en tur ved øjenlæge. Alt så stadig helt perfekt ud, så han er nu også afsluttet ved øjenlæge. Nu har vi bare en hofteskanning samt kontroller på børneambulatoriet tilbage - det er sgu da ret godt klaret af en lille mand, født 9 uger for tidligt.  Blev også ringet op af en af lægerne fra neonatal i sidste uge. Han ville bare lige høre, om jeg havde fået svar på den skanning Niclas fik lavet af hovedet for nogle uger siden, for han havde nemlig lige fået skriftligt svar, og så ville han lige ringe til mig. Vores lille mands hoved var helt som det skulle være, så ingen problemer der. Nu har han kun en hofteskanning samt kontrol på børneambulatoriet tilbage (fordi han er født før uge 32). 

Sundhedsplejersken var også forbi for første gang ved Niclas i denne uge, og mor her fik et jævnt stort chok, da vægten viste 3960 gram - ikke så sært min "lille" baby har basunkinder og dobbelthage ☺ men sundhedsplejersken var ganske godt tilfreds, så jeg kan jo heller ikke være andet. Han vokser jo som han skal den lille mand. 

Alt det fødselsdagshalløj

Sidste fredag fyldte Silas jo 1 år, og han skulle selvfølgelig fejres. På selve fødselsdagen havde vi besøg af mormor, morfar og onkel, som selvfølgelig kom og fik lagkage og boller, og ja Silas fik også sin egen lagkage, som han kunne guffe løs af - selv om det nærmere blev til at lege med, men han hyggede sig, og det er sgu hovedsagen. Han fik nogle gode gaver - bl.a. en kasse Duplo fra Niclas, og dem skulle han jo lege med.

Lørdag eftermiddag holdt vi så fødselsdag for 2 af mine veninder og deres familier. De samme veninder stod fadder til Silas og skal også gøre det til Niclas, så de er en vigtig del af vores "familie". Også her fik Silas nogle rigtig gode gaver, og da dagen var ved at nå sin ende var han pænt træt, men han ville ikke sove. Min bror og min mor kom så lige forbi og hjalp med at spise noget af det sidste lagkage, så min bror fik Silas til at falde i søvn - og knægten var træt, for han sov lige til søndag morgen ved 9 tiden. 

I tordags var det så min mors tur til at fylde år. Hun fyldte 60, så vi skulle selvfølgelig hjem og fejre hende. Hun havde lavet både boller og lagkage - til Silas' store glæde (han elsker mormors mad og hjemmebag), og så skulle vi jo også spise derhjemme. Om aftenen kom flere af min mors søskende, så hun havde en rigtig god dag, og hun blev fejret som hun gerne ville. 

Nu har vi heldigvis en måned uden fejringer af nogen art. Så der skal slappes af her i september - hvilket jeg også trænger til kan jeg mærke. 

Synes da ikke lige I skal snydes for et billede af Silas, som spiser lagkage. Ingen tvivl om at det var et hit. 

1 års fødselsdag

Så blev det dagen, hvor vi kan fejre vores store søns 1 års fødselsdag. 

Tænk det allerede er 1 år siden "min store dreng" kom til verden ved akut kejsersnit. 

Stort tillykke med dagen til verdens dejligste Silas, den største charmetrold jeg endnu har mødt. 

Lige nu ligger fødselsdagsbarnet og sover - det er jo hårdt at stå tidligt op og hygge med morgenmad (rundstykker med Nutella - så pædagogisk er jeg nemlig) og pakke gaver op.

Med hensyn til billedet, så ja vores børn må gerne lege udenfor og blive så beskidte, at man ikke kan se dem for bare skidt - vandet er da opfundet :) 

Vores supermand vil frem i verden

Niclas er nu allerede næsten 6 uger gammel - er han på lørdag - og der er ingen tvivl om, at han vil frem i verden. 

I torsdags blev han afsluttet ved THO (tidligt hjemmeophold) sygeplejerskerne på sygehuset. Han vokser bedre end de havde turde håbe på, så de så ingen grund til at "beholde" os længere, for der er ikke mere de kan hjælpe med. Han vejede på det tidspunkt 2715 gram, og de var rigtig godt tilfredse. 

I mandags var han ved øjenlæge (det er noget han skal, fordi han er født før uge 32, så de skal følge om synsnerven udvikler sig, som den skal). Øjenlægen var ganske godt tilfreds, og hvis alt fortsat er vel om små 2 uger, så bliver han også afsluttet ved øjenlæge. 

I går var han så ved lægen til ugers undersøgelse, og overraskelsen var mere end stor, da han blev lagt på vægten og den viste 3010 gram - det er 295 gram han har taget på siden i torsdags. Ved ikke lige, hvad den dreng har så travlt med, men hvis han fortsætter i det tempo, så bliver han da hurtigt tungere end Silas ☺

Men jeg brokker mig ikke... han havde jo trods alt en del vægt han skulle indhente. Og så længe læger og andet sundhedspersonale ikke er bekymrede eller mener han tager for meget på, så er jeg heller ikke nervøs. 

Man ved man er mor når......

Nu er jeg efterhånden med i en del forældregrupper/baby-børn  grupper og lignende på Facebook, og der dukker jævnligt tråde op, der indledes med: "Man ved man er mor(forælder) når...." og så kommer vi alle med vores kommentarer. 

Jeg synes det kunne være sjovt at lave et sådan indlæg herinde - baseret på mine egne kommentarer omkring det at være forælder.

Så her kommer min "man ved man er mor når....":

• man bruger en halv time midt i den allerbedste film, på at rende hele huset rundt og lede efter den sut, som knægten simpelthen ikke kan sove uden. 
• man efter et par dage med forstoppelse hos barnet, kan juble når der er en lorteble. 
• man kan sidde og kigge forelsket på det lille væsen, som endelig sover efter at have holdt sin mor og far vågne flere timer om natten. 
• man pr. automatik søger børnetøjs- og legetøjsafdelingen i bl.a. Bilka, selv om man egentlig kom derop for at købe noget helt andet. 
• den ene hylde i køkkenskabet er fyldt med sutteflasker, børnekopper og tallerkner. 
• det første, man kigger efter i tilbudsaviserne er om der er bleer på tilbud. 
• man skal være heldig, hvis man har 5 minutter til et bad indimellem. 
• man (inden man skal ud af døren) lige hurtigt tjekker om tøjet har synlige pletter af mad eller babygylp. 
• det at få bare 3 timers sammenhængende søvn føles som en hel luksus.   
• man kan huske, hvilken udsendelse, der sendes på Ramasjang på hvilket tidspunkt. 
• man går og nynner sangene fra Ramasjang Mysteriet når man bl.a. står og laver mad. 

Nu skal det ikke lyde som om, det er et helvede at være mor, for det er det på ingen måde. Men man lærer at påskønne de gange, man kan foretage sig noget uden børn - fx et hurtigt bad, at man kan se et eller andet i fjernsynet som IKKE sendes på Ramasjang ☺

Status på familielivet

Som skrevet i sidste indlæg, så kom Niclas pludselig til verden for lidt over en måned siden. Vi tilbragte lidt over 3 uger på neonatal, og så kom vi altså hjem fra sygehuset for lit over en uge siden Niclas og jeg. Det var så dejligt, da vi fik beskeden om, at vi endelig - efter 24 dage - måtte komme hjem på tidligt hjemmeophold. 

Vi skulle dog bare lige igennem en hørescreening inden vi måtte tage hjem tirsdag i sidste uge. Men det gjorde mig heller intet. Han bestod da også hørescreeningen med glans, så han KAN rent faktisk høre (om han så vil, når han bliver lidt ældre, er så en helt anden sag). 

Fordi vi kom hjem på tidligt hjemmeophold, skulle vi jo så også stadig ind på sygehuset til kontrol mandag og torsdag, hvor lillemanden også skulle måles og vejes. Derudover har han været igennem ultralyd af hovedet og tjek hos øjenlæge. 

Og i går blev vi så afsluttet på neonatal. Sygeplejerskerne kunne simpelthen ikke finde noget at beholde os på. Niclas vejer nu 2715 gram, måler 49 cm, bliver fuld ernæret via flaske og ja han er en helt igennem perfekt "lille" dreng. Det eneste han nu mangler, er endnu et par tjek ved øjenlægen på sygehuset. Det første tjek gav ingen grund til bekymring, men fordi han er født før uge 32, så skal han jo lige følges helt frem til terminsdato, men det tager vi også  med. Hellere de fanger, hvis der er noget galt, fremfor han har problemer, som vi først opdager senere. 

Der skal ikke være tvivl om, at det har været en hård omgang, og jeg er mere end glad for, at vi er kommet ud på den anden side - eller ja, vi mangler lige en smule endnu, men allerede nu er vores lille supermand kommet længere, end vi overhovedet havde turde håbe på, da han kom 9 uger før forventet.  

Silas har taget godt imod sin lillebror. Han er selvfølgelig stadig lige lille nok til 100% at forstå, hvad det er der sker, men han tager det så flot alligevel. Han vil dog ikke helt dele sine (mange) tæpper med lillebror, men altså han kan jo kun bruge et ad gangen, så der skulle nok alligevel nok kunne være et enkelt til Niclas ☺

Og ja, synes ikke I skal snydes for et billede af vores andet lille mirakel, så kære læsere, her er vores anden søn. 

En weekend, der på ingen måder blev som forventet

Som de af jer, som følger mig rundt på diverse sociale medier nok har bemærket, så endte vores fredag d. 13. med at blive en af de mest hektiske fredage (+ lørdage) i vores liv. 

Fredag var Bent på arbejde på genbrugspladsen i Vamdrup, og eftersom han skulle have lukkevagt, ville jeg bare hygge mig med Silas derhjemme. Allerede da jeg vågnede fredag morgen, havde jeg konstante smerter i maven - og de blev kun værre jo længere tid der gik. 

Jeg prøvede at ringe til fødegangen et par gange, men kunne ikke få fat i nogen, så jeg valgte at se tiden lidt an. Da vi nåede hen omkring spisetid fredag aften kunne jeg dog ikke holde smerterne ud længere, så jeg ringede igen og denne gang, fik jeg fat i en jordemoder som sagde jeg lige skulle komme ind til tjek. 

Jeg fik med besvær Silas i bilen og så hentede vi Bent og kørte mod Kolding sygehus. På vejen satte vi Silas af ved mine forældre, for ham var der jo ingen grund til at tage med. Vi kom så op på sygehuset, hvor en jordemoder tog imod mig og undersøgte mig. Hun mente ikke, der var nogen grund til panik, for ifølge hende var der “kun” tale om noget muskulært, som ville forsvinde igen ved at jeg lavede nogle udstrækningsøvelser. Plus jeg også fik besked om at spise og drikke rigeligt, fordi min urinprøve viste, at jeg var dehydreret. Nå men vi hentede så Silas og så kørte vi mod Vamdrup igen. Undervejs hjem måtte vi holde nogle pauser, fordi jeg simpelthen fik SÅ ondt, at jeg ikke kunne holde til det. Men hjem kom vi da. 

Vel hjemme fik jeg lidt at spise, men jeg kunne simpelthen ikke klare at spise - smerterne gjorde at jeg fik det endnu mere dårligt, når jeg spiste, så jeg nøjedes med at drikke en masse vand. Da Silas skulle i seng, valgte jeg så at gå med, for jeg havde det seriøst dårligt. Jeg brugte så de næste par timer på jævnligt at rendenog tisse. Ved midnatstid skulle jeg igen op og tisse, og der var det det rene blod, der kom ud, så vi kontaktede fødegangen igen. De ville så til at begynde med have, at jeg selv skulle komme ind, men der måtte jeg så slå i bordet og sige at det skete IKKE, for jeg kunne simpelthen ikke selv køre herind igen. De sendte så en ambulance, som kom ved 00:30 tiden. Ham den ene redder, han sad og snakkede med mig hele vejen ind, og spurgte ind til, om jeg selv troede det kunne være veer. Der måtte jeg jo så være ærlig og sige, at jeg aldrig havde haft veer tidligere, så det vidste jeg ikke. Ham havde dog en anelse om at det var det, og det fortalte han så også jordemoderen, da jeg igen kom ind på fødegangen. 

Hende jordemoderen (heldigvis en anden end første gang) undersøgte mig så også, ig jeg fik påny kørt CTG kurve. Den viste at der var veer af en eller anden slags hvert andet-tredje minut. Og der blev så tilkaldt en fødselslæge, som også undersøgte mig og skannede mig indvendigt, og stor var forbløffelsen, da de konstaterede, at jeg var 10 cm åben og godt på vej i fødsel. De ville have givet mig noget vehæmmende medicin, men det kunne på ingen måde nåes, så jeg blev kørt til akut kejsersnit - så akut, at Bent ikke engang nåede at være med til det. Han var her dog, da Niclas blev kørt på neonatal og jeg kom op på opvågning.

Selve kejsersnittet husker jeg ikke ret meget af. Jeg var så langt væk på medicin, og mit blodtryk var virkelig lavt under det meste af forløbet, så jeg sansede ikke ret meget. De fortalte mig, hvad de gjorde, og der sad en sygeplejerske og fortalte at han var født og spurgte om jeg kunne høre ham, men registrerede ikke ret meget af, hvad der skete på opereationsstuen.

Da jeg kom op på opvågning og så Bent, begyndte virkeligheden ligesom stille og roligt at gå op for mig, og jeg indså at jeg NU var mor til 2. Og så var det alligevel lide uvirkeligt, for jeg var jo kun 31+1, så det var jo alt for tidligt for vores lille supermand at være kommet til verden.

Men efter lidt tid på opvågning, hvor både Bent, den vagthavende på opvågning samt jordemoderen, som var til stede under hele kejsersnittet, var rigtig søde til at snakke med mig og spørge ind til, hvordan jeg havde det med det hele, kom jeg endelig op til vores lille mand.

Jeg havde lige kort set ham på operationsstuen, men jeg havde jo på ingen måde registreret, hvor lille og skrøbelig han var. Altså han var super fin - taget i betragtning at han kom 9 uger før ventet, men han var jo så lille. 

Men eftersom dagene er gået, så har vores lille fis simpelthen imponeret lægerne så meget, og han er så fin en lille dreng. Vi er stadig indlagt på neonatal, og Hvornår vi må komme hjem, er stadig lidt usikkert, men vi har en nogenlunde dato fra lægen. Vil dog bare ikke helt sige noget endnu. 

Tiden flyver

Ja så er vi allerede gået ind i juli... synes ellers lige det har været april og min fødselsdag, men det er alligevel snart 3 måneder siden. 

Sidder på sygehuset og får lavet glukosebelastning nu, og eftersom jeg skal vente 2 timer (de er heldigvis snart gået), så kunne jeg jo lige udbytte ventetiden med at få blogget. 

Den ene dag tager simpelthen den anden for tiden, så jeg når ikke halvdelen af de ting, jeg egentlig gerne ville nå, men så længe jeg hygger mig med Silas og Bent (når han er hjemme), så går det jo nok. Det er jo trods alt det vigtigste. 

Har nu kun lidt over 2 måneder tilbage af min graviditet - den sidste for mit vedkommende. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg glæder mig til Niclas er ude ved os. Ikke at jeg som sådan har noget imod at være gravid, men i takt med at Niclas og livmoderen vokser, så trykker det enormt på alt, så mit spiserørsbrok går helt amok og jeg simpelthen kaster op, hver gang jeg har spist eller drukket. Så lige netop på det punkt glæder jeg mig til det er ovre. 

Nu er der jo heller ikke længe til Silas fylder 1 år. Tænk han allerede har beriget vores liv så længe. Jeg synes jo lige, jeg har tilbragt hans første små 2 uger sammen med ham på sygehuset. Men det er alligevel snart 1 år siden. Vi er så småt i gang med at planlægge, hvad der skal ske til hans første fødselsdag - det skal fejres med pomp og pragt.