1 års fødselsdag

Så blev det dagen, hvor vi kan fejre vores store søns 1 års fødselsdag. 

Tænk det allerede er 1 år siden "min store dreng" kom til verden ved akut kejsersnit. 

Stort tillykke med dagen til verdens dejligste Silas, den største charmetrold jeg endnu har mødt. 

Lige nu ligger fødselsdagsbarnet og sover - det er jo hårdt at stå tidligt op og hygge med morgenmad (rundstykker med Nutella - så pædagogisk er jeg nemlig) og pakke gaver op.

Med hensyn til billedet, så ja vores børn må gerne lege udenfor og blive så beskidte, at man ikke kan se dem for bare skidt - vandet er da opfundet :) 

Vores supermand vil frem i verden

Niclas er nu allerede næsten 6 uger gammel - er han på lørdag - og der er ingen tvivl om, at han vil frem i verden. 

I torsdags blev han afsluttet ved THO (tidligt hjemmeophold) sygeplejerskerne på sygehuset. Han vokser bedre end de havde turde håbe på, så de så ingen grund til at "beholde" os længere, for der er ikke mere de kan hjælpe med. Han vejede på det tidspunkt 2715 gram, og de var rigtig godt tilfredse. 

I mandags var han ved øjenlæge (det er noget han skal, fordi han er født før uge 32, så de skal følge om synsnerven udvikler sig, som den skal). Øjenlægen var ganske godt tilfreds, og hvis alt fortsat er vel om små 2 uger, så bliver han også afsluttet ved øjenlæge. 

I går var han så ved lægen til ugers undersøgelse, og overraskelsen var mere end stor, da han blev lagt på vægten og den viste 3010 gram - det er 295 gram han har taget på siden i torsdags. Ved ikke lige, hvad den dreng har så travlt med, men hvis han fortsætter i det tempo, så bliver han da hurtigt tungere end Silas ☺

Men jeg brokker mig ikke... han havde jo trods alt en del vægt han skulle indhente. Og så længe læger og andet sundhedspersonale ikke er bekymrede eller mener han tager for meget på, så er jeg heller ikke nervøs. 

Man ved man er mor når......

Nu er jeg efterhånden med i en del forældregrupper/baby-børn  grupper og lignende på Facebook, og der dukker jævnligt tråde op, der indledes med: "Man ved man er mor(forælder) når...." og så kommer vi alle med vores kommentarer. 

Jeg synes det kunne være sjovt at lave et sådan indlæg herinde - baseret på mine egne kommentarer omkring det at være forælder.

Så her kommer min "man ved man er mor når....":

• man bruger en halv time midt i den allerbedste film, på at rende hele huset rundt og lede efter den sut, som knægten simpelthen ikke kan sove uden. 
• man efter et par dage med forstoppelse hos barnet, kan juble når der er en lorteble. 
• man kan sidde og kigge forelsket på det lille væsen, som endelig sover efter at have holdt sin mor og far vågne flere timer om natten. 
• man pr. automatik søger børnetøjs- og legetøjsafdelingen i bl.a. Bilka, selv om man egentlig kom derop for at købe noget helt andet. 
• den ene hylde i køkkenskabet er fyldt med sutteflasker, børnekopper og tallerkner. 
• det første, man kigger efter i tilbudsaviserne er om der er bleer på tilbud. 
• man skal være heldig, hvis man har 5 minutter til et bad indimellem. 
• man (inden man skal ud af døren) lige hurtigt tjekker om tøjet har synlige pletter af mad eller babygylp. 
• det at få bare 3 timers sammenhængende søvn føles som en hel luksus.   
• man kan huske, hvilken udsendelse, der sendes på Ramasjang på hvilket tidspunkt. 
• man går og nynner sangene fra Ramasjang Mysteriet når man bl.a. står og laver mad. 

Nu skal det ikke lyde som om, det er et helvede at være mor, for det er det på ingen måde. Men man lærer at påskønne de gange, man kan foretage sig noget uden børn - fx et hurtigt bad, at man kan se et eller andet i fjernsynet som IKKE sendes på Ramasjang ☺

Status på familielivet

Som skrevet i sidste indlæg, så kom Niclas pludselig til verden for lidt over en måned siden. Vi tilbragte lidt over 3 uger på neonatal, og så kom vi altså hjem fra sygehuset for lit over en uge siden Niclas og jeg. Det var så dejligt, da vi fik beskeden om, at vi endelig - efter 24 dage - måtte komme hjem på tidligt hjemmeophold. 

Vi skulle dog bare lige igennem en hørescreening inden vi måtte tage hjem tirsdag i sidste uge. Men det gjorde mig heller intet. Han bestod da også hørescreeningen med glans, så han KAN rent faktisk høre (om han så vil, når han bliver lidt ældre, er så en helt anden sag). 

Fordi vi kom hjem på tidligt hjemmeophold, skulle vi jo så også stadig ind på sygehuset til kontrol mandag og torsdag, hvor lillemanden også skulle måles og vejes. Derudover har han været igennem ultralyd af hovedet og tjek hos øjenlæge. 

Og i går blev vi så afsluttet på neonatal. Sygeplejerskerne kunne simpelthen ikke finde noget at beholde os på. Niclas vejer nu 2715 gram, måler 49 cm, bliver fuld ernæret via flaske og ja han er en helt igennem perfekt "lille" dreng. Det eneste han nu mangler, er endnu et par tjek ved øjenlægen på sygehuset. Det første tjek gav ingen grund til bekymring, men fordi han er født før uge 32, så skal han jo lige følges helt frem til terminsdato, men det tager vi også  med. Hellere de fanger, hvis der er noget galt, fremfor han har problemer, som vi først opdager senere. 

Der skal ikke være tvivl om, at det har været en hård omgang, og jeg er mere end glad for, at vi er kommet ud på den anden side - eller ja, vi mangler lige en smule endnu, men allerede nu er vores lille supermand kommet længere, end vi overhovedet havde turde håbe på, da han kom 9 uger før forventet.  

Silas har taget godt imod sin lillebror. Han er selvfølgelig stadig lige lille nok til 100% at forstå, hvad det er der sker, men han tager det så flot alligevel. Han vil dog ikke helt dele sine (mange) tæpper med lillebror, men altså han kan jo kun bruge et ad gangen, så der skulle nok alligevel nok kunne være et enkelt til Niclas ☺

Og ja, synes ikke I skal snydes for et billede af vores andet lille mirakel, så kære læsere, her er vores anden søn. 

En weekend, der på ingen måder blev som forventet

Som de af jer, som følger mig rundt på diverse sociale medier nok har bemærket, så endte vores fredag d. 13. med at blive en af de mest hektiske fredage (+ lørdage) i vores liv. 

Fredag var Bent på arbejde på genbrugspladsen i Vamdrup, og eftersom han skulle have lukkevagt, ville jeg bare hygge mig med Silas derhjemme. Allerede da jeg vågnede fredag morgen, havde jeg konstante smerter i maven - og de blev kun værre jo længere tid der gik. 

Jeg prøvede at ringe til fødegangen et par gange, men kunne ikke få fat i nogen, så jeg valgte at se tiden lidt an. Da vi nåede hen omkring spisetid fredag aften kunne jeg dog ikke holde smerterne ud længere, så jeg ringede igen og denne gang, fik jeg fat i en jordemoder som sagde jeg lige skulle komme ind til tjek. 

Jeg fik med besvær Silas i bilen og så hentede vi Bent og kørte mod Kolding sygehus. På vejen satte vi Silas af ved mine forældre, for ham var der jo ingen grund til at tage med. Vi kom så op på sygehuset, hvor en jordemoder tog imod mig og undersøgte mig. Hun mente ikke, der var nogen grund til panik, for ifølge hende var der “kun” tale om noget muskulært, som ville forsvinde igen ved at jeg lavede nogle udstrækningsøvelser. Plus jeg også fik besked om at spise og drikke rigeligt, fordi min urinprøve viste, at jeg var dehydreret. Nå men vi hentede så Silas og så kørte vi mod Vamdrup igen. Undervejs hjem måtte vi holde nogle pauser, fordi jeg simpelthen fik SÅ ondt, at jeg ikke kunne holde til det. Men hjem kom vi da. 

Vel hjemme fik jeg lidt at spise, men jeg kunne simpelthen ikke klare at spise - smerterne gjorde at jeg fik det endnu mere dårligt, når jeg spiste, så jeg nøjedes med at drikke en masse vand. Da Silas skulle i seng, valgte jeg så at gå med, for jeg havde det seriøst dårligt. Jeg brugte så de næste par timer på jævnligt at rendenog tisse. Ved midnatstid skulle jeg igen op og tisse, og der var det det rene blod, der kom ud, så vi kontaktede fødegangen igen. De ville så til at begynde med have, at jeg selv skulle komme ind, men der måtte jeg så slå i bordet og sige at det skete IKKE, for jeg kunne simpelthen ikke selv køre herind igen. De sendte så en ambulance, som kom ved 00:30 tiden. Ham den ene redder, han sad og snakkede med mig hele vejen ind, og spurgte ind til, om jeg selv troede det kunne være veer. Der måtte jeg jo så være ærlig og sige, at jeg aldrig havde haft veer tidligere, så det vidste jeg ikke. Ham havde dog en anelse om at det var det, og det fortalte han så også jordemoderen, da jeg igen kom ind på fødegangen. 

Hende jordemoderen (heldigvis en anden end første gang) undersøgte mig så også, ig jeg fik påny kørt CTG kurve. Den viste at der var veer af en eller anden slags hvert andet-tredje minut. Og der blev så tilkaldt en fødselslæge, som også undersøgte mig og skannede mig indvendigt, og stor var forbløffelsen, da de konstaterede, at jeg var 10 cm åben og godt på vej i fødsel. De ville have givet mig noget vehæmmende medicin, men det kunne på ingen måde nåes, så jeg blev kørt til akut kejsersnit - så akut, at Bent ikke engang nåede at være med til det. Han var her dog, da Niclas blev kørt på neonatal og jeg kom op på opvågning.

Selve kejsersnittet husker jeg ikke ret meget af. Jeg var så langt væk på medicin, og mit blodtryk var virkelig lavt under det meste af forløbet, så jeg sansede ikke ret meget. De fortalte mig, hvad de gjorde, og der sad en sygeplejerske og fortalte at han var født og spurgte om jeg kunne høre ham, men registrerede ikke ret meget af, hvad der skete på opereationsstuen.

Da jeg kom op på opvågning og så Bent, begyndte virkeligheden ligesom stille og roligt at gå op for mig, og jeg indså at jeg NU var mor til 2. Og så var det alligevel lide uvirkeligt, for jeg var jo kun 31+1, så det var jo alt for tidligt for vores lille supermand at være kommet til verden.

Men efter lidt tid på opvågning, hvor både Bent, den vagthavende på opvågning samt jordemoderen, som var til stede under hele kejsersnittet, var rigtig søde til at snakke med mig og spørge ind til, hvordan jeg havde det med det hele, kom jeg endelig op til vores lille mand.

Jeg havde lige kort set ham på operationsstuen, men jeg havde jo på ingen måde registreret, hvor lille og skrøbelig han var. Altså han var super fin - taget i betragtning at han kom 9 uger før ventet, men han var jo så lille. 

Men eftersom dagene er gået, så har vores lille fis simpelthen imponeret lægerne så meget, og han er så fin en lille dreng. Vi er stadig indlagt på neonatal, og Hvornår vi må komme hjem, er stadig lidt usikkert, men vi har en nogenlunde dato fra lægen. Vil dog bare ikke helt sige noget endnu. 

Tiden flyver

Ja så er vi allerede gået ind i juli... synes ellers lige det har været april og min fødselsdag, men det er alligevel snart 3 måneder siden. 

Sidder på sygehuset og får lavet glukosebelastning nu, og eftersom jeg skal vente 2 timer (de er heldigvis snart gået), så kunne jeg jo lige udbytte ventetiden med at få blogget. 

Den ene dag tager simpelthen den anden for tiden, så jeg når ikke halvdelen af de ting, jeg egentlig gerne ville nå, men så længe jeg hygger mig med Silas og Bent (når han er hjemme), så går det jo nok. Det er jo trods alt det vigtigste. 

Har nu kun lidt over 2 måneder tilbage af min graviditet - den sidste for mit vedkommende. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg glæder mig til Niclas er ude ved os. Ikke at jeg som sådan har noget imod at være gravid, men i takt med at Niclas og livmoderen vokser, så trykker det enormt på alt, så mit spiserørsbrok går helt amok og jeg simpelthen kaster op, hver gang jeg har spist eller drukket. Så lige netop på det punkt glæder jeg mig til det er ovre. 

Nu er der jo heller ikke længe til Silas fylder 1 år. Tænk han allerede har beriget vores liv så længe. Jeg synes jo lige, jeg har tilbragt hans første små 2 uger sammen med ham på sygehuset. Men det er alligevel snart 1 år siden. Vi er så småt i gang med at planlægge, hvad der skal ske til hans første fødselsdag - det skal fejres med pomp og pragt. 

Sommer = ferietid

Nu, hvor det jo er sommer, er det vel på sin plads at snakke ferie... det synes jeg i hvert fald, jeg kan se på bl.a. Facebook, hvor folk snakker ferie i stor stil for tiden. 

Vi havde egentlig snakket om, at vi i løbet af sommeren i år, ville leje en campinghytte ved Skiveren Camping, men så kom der en graviditet i vejen, og så måtte ferien udskydes til næste år, for helt ærligt, så orker jeg ikke at være på ferie som højgravid, for så vil ingen af os rigtig få noget ud af at være af sted. Det var Bent heldigvis forstående for, og vi besluttede så, at sommeren i år skal bruges herhjemme i stedet, og så tager vi nordpå næste sommer i stedet.

Vi har så i stedet aftalt, at vi tager en endagstur i løbet af sommeren, hvor vi regner med at køre en tur til Hjørring og besøge nogen, vi kender, og mens vi alligevel er deroppe, så vil vi også lige runde Skiveren Camping og lure - der kunne jo være sket noget, siden vi var der for 4 år siden. Så vi kommer jo alligevel på en meget minitur, men det gør mig heller ingenting, for det tror jeg bedre, jeg kan holde til.

Jeg er på ingen måder typen, som gider tage til udlandet på ferie - eller jo, jeg ville gerne ud og opleve noget, men jeg gider dælme ikke ligge på en eller anden strand og glane eller ligge ved en eller anden pool og dase en hel dag. Det har aldrig været mig, og det er det absolut heller ikke blevet, efter jeg er blevet mor.

De af jer, som kender mig, ved jo også, at jeg elsker at komme til Skagen på ferie, og har jo også været deroppe en del år efterhånden. Jeg har efterhånden set alt, hvad der er værd at se i området, men jeg elsker at komme rundt og se det hele én gang mere. For nogle år siden, fik Skiveren en indendørs multihal, hvor der er forskellige aktiviteter - bl.a. Airhockey - og der har vi dælme brugt mange timer oppe. Dét er også en form for ferie i min verden. 

Tilbage i 2005 var GiZmo og jeg i telt på Skiveren, og vi var absolut ikke på stranden - der var ikke lige nogen af os, som ville vise os frem dernede. Vi brugte til gengæld meget tid på at hygge os, tage billeder og sidde i opholdsstuen og more os over nogle af de andre gæster. Ikke at vi sådan snakkede med dem, men derfor kan man jo alligevel godt hygge sig sammen. 

Jeg ved godt, at nogle vil se mig som en kedelig ferietype, men vi har jo heldigvis lov til at være forskellige ☺

Hvor bliver tiden dog af?

Synes seriøst dagene går alt for hurtigt for tiden... kan slet ikke følge med, og jeg når ikke halvdelen af de ting, som jeg egentlig gerne ville nå. 

Jeg ved godt, at sådan er det at have børn, men alligevel... jeg ender jo med at blive gammel før tid, hvis det fortsætter sådan her *haha*. 

Om en uge er Silas 10 måneder, og det betyder, der "kun" er lidt over 2 måneder til min guldklump fylder 1 år. Og det skal da selvfølgelig fejres i stor stil - uanset om mor er højgravid eller ej, så skal den førstefødtes første fødselsdag sgu fejres med manér. 

Næste uge skal vi atter til kontrolskanning af Niclas. Det gør mig bestemt ingenting, det er jo altid rart at få set junior en ekstra gang, og vi ved jo, vi får ham at se hver 4. uge. Næste uge igen er der så sidste omgang glukosebelastning samt næste jordemoderbesøg, så der bliver der nok at se til. Det gør så også, at inden vi får set os om, så er det juli.

Denne her weekend er gået med at se en masse sport i fjernsynet. VM i fodbold startede jo i torsdags, så der er blevet set en del fodbold. Derudover har der i går og i dag været Le Mans, og det er der jo lige et par timer endnu (eller 5), så vi ved godt, hvad den står på herhjemme. Silas sover lige nu, så der er en vældig ro i det lille hjem. Han har været hulens aktiv hele morgenen, men nu måtte han altså overgive sig. 

Vi har haft Silas med på legepladsen nogle gange, og det er simpelthen et hit. Han hygger sig helt vildt med at sidde i sandet og lege, og han griner over hele hovedet, når jeg gynger med ham. Elsker simpelthen den knægt, og jeg tager tit mig selv i at tænke: "tænk den vidunderlige skabning er min". Han er simpelthen den største charmetrold, og han formår at charme alt og alle, når vi er nogle steder. For nogle uger siden blev han fotograferet, da der var fotograf i Babysam, og hende fotografen var helt solgt, da Silas smilede til hende - og mor og far kunne jo kun være stolte ☺

Fuld fart over feltet

Ja, jeg ved godt, bloggen atter har fået lov til at "stå" stille i en periode... men lige for tiden har Silas, Bent, og ja også Niclas, altså første prioritet. Der sker så mange ting herhjemme, så tiden flyver bare af sted, så der er ikke så meget blog-tid, som der har været.

Og ja, jeg vidste jo godt, at der med Silas' indtræden i vores liv. ikke ville være særlig meget tid til online livet, men det gør mig heller ikke så meget. Jeg blogger, når jeg har tiden til det.

Silas er allerede lidt over 9 måneder, og der er så meget gang i udviklingen. Han begyndte sådan rigtigt at kravle i sidste uge, og nu er han simpelthen overalt. Men jeg elsker ham, og elsker at følge med i hans udvikling. Han har igennem længere tid gerne ville kravle inde i sengen og i sofaen, men det har knebet gevaldigt med at få ham til at kravle på gulvet. Pludselig en aften i sidste uge, begyndte han dog at kravle rundt i stuerne, og så er det gået i fuld fart derudaf siden.

Nu er der heller ikke vildt lang tid til Niclas kommer ud til os.. altså der er selvfølgelig nogle måneder igen (vil ikke komme med en præcis termin, da jeg ikke ønsker alle skal vide noget, før han er født), men det kommer da nærmere og nærmere. 

Det passer mig nu egentlig også ganske fint, for jeg er sgu ærlig talt en smule træt af at være gravid i den her varme. Havde det SÅ fint sidste år, hvor det var stærkt begrænset, hvor meget sommer, vi havde. Og så hjælper det bestemt ikke, at sommeren i år slår de sidste års somre med flere længder. 

Jeg trænger seriøst til et par dage med temperaturer under 20 grader og så en masse regn!!!!

Silas har det også virkelig svært med varmen. Han sover ikke særlig meget om natten, og om dagen er han så pylret, fordi han er overtræt, og så kører den ligesom i ring. Og så oven i det, så er han ved at få tænder, så det gør absolut ikke tingene nemmere. 

Bent er jo i praktik, og han er så småt på vej op i tid, og det kan godt være hårdt indimellem, når Silas har sådan nogle dage, hvor han er ked af det fra vi har kørt Bent på arbejde til vi skal i seng om aftenen. Men jeg kan jo lige så godt vænne mig til det - det bliver nok ikke nemmere med 2 ☺Og slet ikke, når Bent kommer helt op på fuldtid, men det tager vi, som det kommer. 

Mors dag

Ja, jeg ved godt, det var sidste weekend, der var mors dag, men jeg har bare ikke lige fået skrevet indlægget tidligere, så derfor kommer det først nu.

I år var den første rigtige Mors dag for mig... altså bevares, jeg har selvfølgelig fået gaver af Jessica nogle af de tidligere år, men efter alt hvad hun bød os, så kan jeg på ingen måde længere værdsætte de gaver, og de er væk alle sammen. I år var den første gang, jeg fik mors dags gave af MIT eget barn.

Altså, Silas er jo selvfølgelig for lille til selv at gå ud og købe gave til mig, så han har jo logisk nok fået hjælp af sin far ☺men de var begge af sted inde i butikken og købe gaven til mig (ja, jeg kørte dem til Kolding, fordi de skulle i Kop og Kande, og så sendte Bent mig ind i Føtex imens de handlede gave).

Jeg fik Rosendahl Mors dags hjertet fra i år samt den lille Mor Nisse fra Klarborg, så jeg klager bestemt ikke. De gaver betyder så meget for mig. 

Der er liv endnu

Ja, varmen har ikke fået taget livet af mig endnu, selv om det dælme føles sådan indimellem. 

Skal da lige love for, at sommeren har gjort sit indtog i vores lille land... allerede nu, har vi haft flere sommerdage i år, end vi havde hele sidste år. Og så er det altså ikke så underligt, at det er lidt op ad bakke at være gravid. 

Jeg er nu allerede 23+0 - hvor bliver tiden dog af.... der er mindre end 4 måneder til termin... jeg har dog på fornemmelsen, at det ender med kejsersnit inden terminsdato, men det er jo op til lægerne at beslutte det. Næste uge skal vi til næste kontrol, for at sikre at Niclas vokser som han skal - det er fordelen ved at der var nogle vanskeligheder med Silas dengang, at jeg nu bliver fulgt ekstra godt. 

Næste uge runder Silas også 9 måneder. Han er kommet så langt de sidste par ugers tid, og det er virkelig sjovt at følge med i. Han kravler næsten - altså han kommer fint frem, når han ligger i sengen eller inde i sofaen, men det kan godt knibe en anelse indimellem, når han ligger på gulvet, men det skal nok komme lige pludselig. 

Silas er begyndt at spise rugbrød med enten makrelsalat, leverpostej eller kødpølse til frokost. Jeg skærer det ud i små hapsere, og så sidder han enten selv og hygger med at spise, eller også hjælper jeg ham lidt, hvis det er for svært at få stykkerne helt op til munden. Han har også et par gange prøvet at spise med en af sine plastikgafler, og det gik faktisk ret ok - taget i betragtning at det var første gang. 

Han er dog også ved at få flere tænder, og det er virkelig noget, der er hårdt for både Silas, mor og far denne her gang... han sover begrænset om natten (nogle nætter sover han kun 6-7 timer) og så er han pylret og indimellem direkte hysterisk, fordi det gør ondt. Og selvfølgelig er det synd for ham, men det gør dælme også ondt på os andre at se ham sådan. 

Lige nu sover han heldigvis, så mor her kunne komme i bad og lige få blogget lidt.. ved godt, det er meget småt med opdateringer fra mig lige pt, men med livet som mor følger altså bare mindre tid til alt muligt andet... men skal nok prøve at se, om ikke jeg kan få skrevet et par indlæg den næste tid. 

Hav en rigtig god pinse alle sammen. 

Ting du måske ikke vidste

Syntes det var ved at være længe siden jeg sidst lavede sådan et indlæg, så tænkte jeg lige ville lave et igen. 

• Da jeg var lille, ville jeg gerne hedde Soleima (spørg mig ikke, hvor i alverden jeg havde det navn fra, men det ville jeg hellere hedde end Mette). 
• Da jeg var yngre, hadede jeg mit mellemnavn (Doctor). Det var først, da jeg begyndte at arbejde på kontor indenfor international  handel, at jeg begyndte at synes, det at lidt sejt at hedde. 
• Jeg har, siden han første gang deltog i Vild med Dans, været stor fan af Silas Holst, og det er ham Silas er opkaldt efter. 
• Før jeg lærte Bent at kende, afskyede jeg sport i fjernsynet, men nu ser jeg stort set alt sport - selv cykling. 
• Da jeg lærte Bent at kende, spiste jeg aldrig bearnaise sauce, men nu kan jeg godt lide det. 
• Jeg har siden jeg var 12 år været fan af The Kelly Family - og hører dem stadig. 
• Jeg har præsteret at se en gyserfilm, som normalt varede omkring 100 minutter, på sølle 32 minutter  - resten af filmen spolede jeg igennem. 
• Jeg elsker gode gamle danske madretter - og især en del sønderjyske retter. 
• Jeg elsker at læse, men har haft store vanskeligheder med at kunne læse ret meget siden jeg faldt og  slog hovedet tilbage i 2015 (mener jeg det var). 

At være kejserinde

Nu vil nogen måske studse lidt over overskriften på dette indlæg, men det handler om noget så "enkelt" som kejsersnit. 

Kvinder, der får kejsersnit, omtales nemlig som kejserinder. Og jeg er altså dermed også kejserinde ☺

Jeg var en dag med i en større debat på nettet angående kejsersnit. Der var en kvinde, som tydeligt gav udtryk for, at under ingen omstændigheder ville lade sin krop udsætte for et kejsersnit, for det var (i hendes verden) ikke en normal fødsel. 

Det fik mig lidt op i det røde felt (delvist hormonelt betinget). Ja jeg fik kejsersnit, og selvfølgelig havde jeg da håbet at kunne føde naturligt, men havde jeg gjort det, havde vi muligvis ikke haft Silas i dag, og for mig var min kejsersnitfødsel på ingen måde mindre normal end hvis han var kommet ud via almindelig fødsel. 

Der kan være mange årsager til at en graviditet ender med et kejsersnit - enten planlagt eller (som i mit tilfælde) akut - og det vigtigste er sgu da i bund og grund, at babyen bliver født. 

Jeg synes godt, jeg kan læse rundt omkring på diverse gravid-forældre forummer, at det nærmest er et tabu, at føde ved kejsersnit, og det er sgu lidt synd for alle dem, som ender med kejsersnit ved første fødsel, at de nærmest skal føle sig "forkerte", fordi der sidder nogle bedrevidende madammer, som nok skal fortælle, hvor rigtig en almindelig fødsel er. Ingen fødselsmetode er mere normal end andre - det handler om at bringe et barn til verden. 

Jeg fik kejsersnit med Silas, og ja, jeg har et ar, som jeg vil have resten af livet. Jeg ved ikke, om det også bliver kejsersnit næste gang - det vil tiden vise. Jeg er kejserinde og fandens stolt af det!!!

Allerede maj

Så ramte vi 1. maj... officielt den sidste forårsmåned... synes ellers lige vi er kommet ind i 2018, men tiden er lige gået lidt for hurtigt... 

I fredags ramte jeg datoen, hvor jeg er halvvejs gennem graviditeten med Niclas... kan stadig have svært ved at forstå, at jeg er gravid igen. Men den voksende mave og det faktum, at jeg er begyndt at mærke liv, bekræfter jo bare at det er sandt. 

Silas fylder også 9 måneder senere på måneden - det er jo heller ikke til at forstå. Og om små 4 måneder +/- er han storebror - den dejligste af slagsen. Jeg elsker virkelig den knægt og alle de sjove stunder han indtil videre har givet os. Han har simpelthen det mest vidunderlige smil og når han griner er det altså svært ikke at grine med - ja enhver mor synes jo, at netop hendes barn er det skønneste, men det er Silas nu altså ☺

Vi er så småt ved at finde ind i en fast putterytme, men det er ikke altid Silas er helt enig i, at det er puttetid... indimellem er det altså mere lokkende at sidde inde i sofaen og putte med mor - og det skal der jo altså også være plads til. Han er meldt ind i vuggestue fra 1. september, men eftersom jeg jo også deromkring er på barsel med Niclas, så har jeg ikke tænkt mig at være helt så striks med, hvornår Silas skal af sted, og hvornår han må have en hyggedag hjemme. 

Vellykket MD-skanning

I torsdags var Bent og jeg på sygehuset til MD-skanning af junior i maven - og ja han har allerede fået navn, og det skal jeg nok afsløre. 

Men tilbage til skanningen... jeg havde dagene forinden været ret så nervøs for, om alt var som det skulle være. Jeg havde en følelse af at det næsten ville være for fantastisk, hvis 2 graviditeter bare var lige ud ad landevejen, når vi nu måtte så meget igennem for overhovedet at stå  med en positiv graviditetstest. Men alle mine bekymringer viste sig (heldigvis) at være spild af tid.

Niclas, som vi har valgt sidste skud på stammen skal hedde, er helt igennem sund og rask. Og det blodkar, som Silas manglede, og som var skyld i at han havde mere end svært ved at tage på, ja det mangler Niclas ikke.

Så mor er glad!!! ☺

Han blev skønnet til at veje 249 gram i torsdags, hvor jeg var 18+6, og det var helt efter planen og terminsdatoen ser ud til at holde fint. Jeg vil dog stadig blive fulgt ekstra for at lægerne kan holde øje med hans vægt, og de kan holde øje med om moderkagen fungerer som den skal. Og det brokker jeg mig jo ikke over. Hellere blive fulgt for meget end for lidt. 

Et år ældre

I går var det min fødselsdag. Jeg fyldte 36 år, og for første gang siden jeg rundede 30, havde jeg det godt med at blive et år ældre. 

Jeg havde en rigtig hyggelig dag. Bent havde været ved bageren efter rundstykker i går morges, så vi sad alle 3 og hyggede os med morgenmad inden Silas og jeg kørte Bent på arbejde. Da vi havde sat Bent af, skulle vi lige hjem og hente en pande ved mine forældre, så vi hyggede os lige en times tid hjemme ved dem, inden turen gik hjem og lave mad. 

Min fætter kiggede så lige forbi i går eftermiddags, fordi han skulle have fat i min bror, og så vidste han jo at mine forældre og min bror kom herud i går eftermiddags, så han ville lige komme forbi. 

Mine forældre og bror tog så Bent med hjem, så da de kom til Vamdrup kunne jeg lige slappe lidt af, fordi der var der jo nogen til lige at kigge efter Silas mens jeg bl.a. lige kom i bad - nogle ting er altså bare ikke lige til at klare, mens der er en lille bandit, der ikke vil hverken sove eller ligge og lege på sit tæppe. 

Silas valgte så lige at give sin mor en god gave i går, da hans første 2 tænder endelig brød frem i går. Vi har i længe gået og ventet på, at det skulle ske, og i går skete det så endelig. 

Vi havde en rigtig hyggelig dag og aften, og da Silas sov omkring ved 22 tiden måtte mor her også kaste håndklædet i ringen og kravle i seng - ja ja, trætheden kan altså pludselig komme snigende. Men jeg havde hygget mig, så pyt med at sengetiden kom lidt tidligt ☺

Overraskende og højst uventet

Ja, de af jer, som er venner med mig på Facebook ved godt, hvad jeg hentyder til med denne overskrift. 

Inden påske fik vi nemlig en pænt stor overraskelse... nemlig at Silas skal være storebror til efteråret!!! Det var på ingen måde ventet - jeg mener, jeg tog minipiller. Og så havde vi selvfølgelig også fået at vide i Odense dengang, at jeg ikke kunne blive gravid  naturligt, så det var lidt af et mirakel med Silas, men ikke større mirakel, end at det nu er sket igen. 

Jeg vil ikke komme mere ind på, hvornår det skal være, for jeg ved ikke, hvem der læser med herinde. Men jeg kan afsløre, at vi til skanning sidste uge fik at vide, jeg var noget længere henne, end lægens første terminsdato antydede. Vi ved så til gengæld også, at det bliver endnu en lille dreng vi får. 

Grundet Silas lave fødselsvægt og evne til at tage på, mens jeg ventede ham, vil jeg blive fulgt ekstra denne gang, så de kan følge ekstra godt med i om alt er, som det skal være. 

Men ja, så må I altså indstille jer på, at der nok kommer endnu mere babyspam herinde - så kan I jo selv afgøre om I vil læse med til den tid eller ej ☺

Forår i luften

Endelig er foråret kommet til DK, eller det har det jo været et par dage nu, men det gør det jo ikke mindre skønt. 

Vi har haft nogle rigtig hyggelige dage herhjemme de sidste par dage.. Vi har grillet og haft Silas med ude i haven og hygge lidt. Altså selvfølgelig har vi ikke haft ham med ude for lang tid ad gangen, han har stadig en smule forkølelse, som vi gerne skulle have ham af med, så han skal ikke blive mere syg. Men han nyder at være udenfor, så vi prøver at klæde ham godt på og tage ham med lidt ud og kigge ☺

Jeg har jo altså fødselsdag i næste uge - ak ja, allerede et år ældre - og for første gang i mange år, føler jeg rent faktisk, der er noget ved at blive et år ældre. Jeg føler, jeg har oplevet SÅ meget siden min sidste fødselsdag, så i år gør det mig ikke noget at have fødselsdag, heller ikke selv om jeg bliver 36 år. 

Sidder inde i stuen og nyder foråret, mens Silas ligger inde i soveværelset og sover. Han faldt i søvn på sofaen, så vi lagde ham ind i soveværelset, fremfor at lægge ud i barnevognen og risikere at han vågner. Han har været mega træt de sidste par dage, men han har ikke ville sove særlig meget, så det er med at udnytte, når han endelig tager sig en lur. Jeg elsker livet som mor, men det kan være hårdt indimellem, når han konsekvent står op omkring 6:30 om morgenen og så dagen igennem max sover 2 timer sammenlagt. 

Håber I nyder at foråret endelig er kommet til Danmark, og at det ser ud til, det er kommet for at blive ☺

Påsken vel overstået

Påsken er ovre for i år, og i dag fik vi taget alt påskepynten ned - ja vi pynter også til påske her på matriklen.

Påsken er gået hurtigt. Vi har hygget max, og ja det har været vildt sjovt, at se Silas være så betaget af alle de farver påskepynten har. 

Vi har været hjemme ved mine forældre et par gange i påsken, og de har selvfølgelig også været herude - primært for at besøge deres barnebarn (vi andre er ikke så vigtige efter at Silas kom til - og sådan skal der jo også være). 

I mandags kom foråret så endelig til Vamdrup, og det skulle selvfølgelig fejres med at grillen skulle findes frem, så vi fik traditionen tro indviet grillsæsonen i april (det har vi gjort en del år nu, så hvorfor bryde traditionen i år). Vi havde så inviteret mine forælde ud og spise, og de sagde ikke nej til en omgang grillmad.

Håber I alle har haft en god påske ☺

Tiden går...

...og jeg når ikke halvdelen af det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Vi er inde i en periode, hvor Silas ikke sover mere end et par enkelte lure a 15-20 minutters varighed i løbet af dagen... og det endda selv om han (og jeg) står op omkring kl. 7 om morgenen. Men så får vi da noget ud af dagen, og der er snart ikke den tegnefilm på Cartoon Network, som jeg ikke kan introsangen fra - ja ja, man er vel mor. 

Påsken er allerede næsten slut.. det har været en særdeles begivenhedsrig påske - skal nok senere dele hvorfor, men endnu vil jeg ikke sige for meget.

Vi har hygget herhjemme i påsken og været sammen med familien... rigtig hygge. Vi har ikke rigtig været til noget påskefrokost i år, men det har heller ikke gjort noget. Indimellem er det også rart bare at kunne slappe af og tage det stille og roligt. 

Vi var i Bilka i går, fordi der var 40% rabat på tøj, så vi fik lige købt en hel del til junior. Han er næsten i en str. 68 med alt, så han kunne godt lige trænge til lidt nyt (mente moren), og så fik vi købt lidt i str. 74 også. 

Ellers sker der ikke det vilde her på matriklen. Vi går bare og venter på at foråret gør sin entre, for jeg er ærlig talt ved at være pænt træt af sne og kulde - det er påskeharen der hører hjemme på denne årstid, og ikke snemanden. Men de kloge hoveder inde ved DMI er da heldigvis begyndt at snakke om at foråret er på vej.