3. vægtscanning overstået

I går var vi til den 3. vægtscanning, og målet havde jo egentlig været, at Silas skulle have været oppe og veje 1900 gram i går, men helt så højt lå han ikke... det havde jeg nu egentlig heller ikke regnet med.

Lægen scannede og var helt tilfreds. Alle målinger, som de bruger til at skønne vægten, så helt fine ud og han blev skønnet til at veje 1710 gram, så stadig en lille bandit, men det gør jo ikke noget. Han er min søn under alle omstændigheder, uanset hvad han vejer.

Vi skal dog stadig følges med nogle ekstra scanninger, så vi skal af sted igen d. 23. august. Så må vi se, hvad vægten så siger der ☺

I dag er jeg kommet hen til uge 34+0, og der er nu kun 6 uger til termin. Og fra i dag er jeg nu ikke aktivitetsparat kontanthjælpsmodtager, nej jeg er nu kontanthjælpsmodtager på barsel. Helt underligt at tænke på , men jeg brokker mig ikke.

En god nyhed at starte weekenden på

I går skulle vi til 2. vækstscanning, for at tjekke om Silas tager planmæssigt på.

Vi skulle være der kl. 11, og det var en hurtig omgang..  hun var virkelig dygtig hende lægen, der scannede i går, så efter små 10 minutter var vi ude igen.

Silas følger heldigvis, indtil videre, sin egen vækstkurve, og han blev i går skønnet til omkring 1481 gram - stadig i den lave ende af normalen. Men der er stadig ingen grund til bekymring. For som hun sagde, så er det jo ikke alle kvinder, som føder 4 kilos børn, og med min egen beskedne fødselsvægt i mente, så er chancen altså bare større for at jeg føder børn omkring 3 kg.

Vi har så også en tid til scanning d. 2. august, og der er målet at Silas gerne skal skønnes til at veje omkring 1900 gram.

Vi fik også målt flow i både navlestreng og i et eller andet kar i hjernen, og der ser alt fint ud, så der er ingen problemer med at han får nok nærring. Alt ser helt perfekt ud med min lille baby ❤

Vi hygger os

Der er lidt stille på blog-fronten her på matriklen de her dage... har prioriteret det lidt højere at hygge med manden og ordne lidt småting herhjemme fremfor at sætte mig foran computeren.

Vi har fået samlet barnevognen og fået ordnet lidt flere Silas-relaterede projekter herhjemme, samtidig med at jeg nu endelig har fået taget mig sammen til at tømme en kommode, jeg havde stående oppe på gæsteværelset/kontoret, som egentlig bare indeholdt en masse ting, som skulle sorteres. Det fik jeg så gjort forleden dag, og for dælen, hvor var det en lettelse at få kommoden væk. Ikke at den som sådan stod i vejen, for det gjorde den nu ikke. Men det var bare rart at få den ekstra plads.

Jeg er også blevet færdig med at pakke de kalendergaver ind, som vi allerede nu har fået købt. De står nu fint i forskellige kasser ovenpå, klar til at der stille og roligt kommer flere.

Kan godt mærke, at det stille og roligt rykker nærmere med at Silas kommer til verden. Selv om der stadig er små 9 uger til officiel terminsdato, så nærmer det sig, at vi er klar til at han melder sin ankomst. Altså selvfølgelig mangler vi da stadig et par småting, men det skal vi nok nå, og hvis ikke vi er klar, så bliver vi der sgu nok med tiden. Og når alt kommer til alt, så tror jeg sgu nok at han er bedøvende ligeglad med, om vi er klar eller ej. Han kommer når han kommer.

Nu er der jo også Tour de France, og det er jo tradition herhjemme, at vi ser det. Og det passer jo egentlig meget fint, når jeg nu har en periode, hvor jeg prøver at holde mig lidt i ro. Silas har igennem længere tid ligget med hovedet nedad, hvilket absolut kan mærkes. Jeg føler mig virkelig tung nederst i mave og livmoder, og det giver sindssygt mange smerter, når jeg laver for meget. Det er derfor lige med at finde balancegangen, så jeg kan hjælpe lidt til herhjemme samtidig med at jeg ikke overbelaster mig selv. Og ja, nogle gange får jeg altså bare lavet for meget, og så får jeg simpelthen så ondt at jeg knap kan stå op mens vi fx vasker op efter aftensmad, og det er der altså ikke meget ved. Jeg vil jo heller ikke overbelaste mig selv så meget, så jeg risikerer at fødslen går i gang meget før tid.

Men bortset fra det, så går det fint med maven. Skal til næste vækstscanning på fredag, og vi glæder og til at se, hvor meget vægten skønnes til nu, om han vokser som han skal - eller om der er andre ting at bemærke. Og så kan vi vente på sidste lægeundersøgelse d. 24. juli og næste (indtil videre) vækstscanning d. 2. august. Og ja, så er der jo pludselig ikke længe tilbage... Kan da lige vise et billede af min "lille" mave fra i mandags, hvor jeg var 30+4. Indtil videre, har jeg egentlig været ok heldig... selv om jeg har taget lidt på, så sidder det primært på maven. Resten af kroppen er gået så nogenlunde fri - måske lige med undtagelse af en lille smule på lårerne, men ikke noget jeg brokker mig over. Jeg satser på, at de ekstra kilo kommer væk igen på et eller andet tidspunkt og Silas skal jo have noget at leve af.

1. vækstscanning

I fredags skulle Bent og jeg til 1. vækstscanning af Silas. Som nævnt i et tidligere indlæg mangler Silas et blodkar i navlestrengen, og det kan have betydning for, om han tager nok på i vægt. Så vi blev tilbudt 2 ekstra scanninger, for at sygehuset kunne følge lidt med i, hvordan han vokser.

Vi var så af sted til den 1. vækstscanning i fredags, og det var en lidt uerfaren jordemoder, som scannede (uerfaren på den måde, at hun pga. sygdom og ferie havde fået tildelt et læge program, så hun var lidt langsommere end de læger, som normalt har med vækstscanningerne at gøre). Men det tog vi ikke så nøje, det skulle jo gøres, så vi tog os den tid, det nu end måtte tage.

Til 3D scanningen forrige uge skød de  Silas til at veje omkring 917 gram, mens jordemoderen samme uge skød ham til at veje omkring 1150 gram, så vi var spændte på, hvilken en af udregningerne vi skulle gå efter. Under alle omstændigheder, så ville vægten (uanset hvilken af de 2, der end var den "korrekte"), ligge i den lave ende af normalen, og Silas vil ikke veje 4 kg ved fødslen.

Efter en lille times scanninger på nærmest kryds og tværs i fredags kom resultatet så. De skød vægten til at være 1152 gram, så stadig i den lave ende. De målte så også flowet i navlestrengen, og der er intet, der tyder på, at Silas ikke får næring nok. Hans hjerne fungere fint, mængden af fostervand er helt perfekt, så deres konklusion er, at han simpelthen bare er et lille barn, og at jeg nok bare får små børn. Men eftersom vægten er små 20% under gennemsnit, så vil de gerne lige følge mig lidt ekstra meget - og det tager vi selvfølgelig også i mod.

De mente dog, at den næste scanning, som vi har tid til d. 2. august, er lige lovligt langt nok ude i fremtiden, så de vil gerne lige have mig ind igen om små 14 dage. Så nu venter vi på næste indkaldelse og glæder og over, at vores lille guldklump trods alt vokser og har det godt inde i morens mave. Og at vi så får ham at se lidt oftere, gør os bestemt ingenting.

Nu starter et nyt kapitel

Fik ikke lige blogget så meget sidste uge, for der var virkelig meget at se til, og mine kræfter blev brugt på andet end at sidde ved computeren.

Onsdag var det kommet dertil, at mor skulle til Odense og have svar på scanningen, som skulle afsløre, om hun kunne erklæres kræftfri. Min far kom herud med bilen, da han fik fri tirsdag aften, for så skulle jeg ikke tage toget onsdag morgen (min far er lidt pylret med, at jeg skal tage toget når jeg er gravid). Bent og jeg kørte ham så hjem, og fik så lige en kop kaffe med ham og min mor inden vi kørte hjem og gik i seng.

Onsdag morgen ringede vækkeuret tidligt (vi skulle være i Odense kl. 9:40, og vi skulle jo lige op og have morgenmad og blive færdige og så til Kolding og hente mine forældre. Bent havde sagt han gerne ville med, og det måtte han selvfølgelig gerne.

Vi ankom så til OUH og sad så og ventede lidt (vi slap desværre ikke for ventetid), og da lægen så endelig kom ud og hentede mor, var det med lidt bekymrede sind, vi gik med ind. Men heldigvis sagde lægen, at scanningen så fin ud, og de erklærede hende kræftfri for denne omgang. Det var virkelig en lettelse.

Vi slap dog ikke derfra så nemt, for mor skulle lige have taget en blodprøve, for hun har under hele kemoforløbet virkelig oplevet at blive ekstremt forpustet og have svært ved at trække vejret, så lægerne mistænkte at hun kunne have en blodprop i lungen, så de ville gerne lige tage en blodprøve for en sikkerheds skyld. Hun skulle så vente på sygehuset, til der var svar på blodprøven, så vi udnyttede ventetiden med at få noget at spise i cafeteriet på OUH (taget i betragtning, at det er et sygehus har de noget VIRKELIG god mad derovre).

Da vi havde spist, gik vi over på afdelingen og ventede på at der kom svar på blodprøven. Det kom så små 20 minutter senere. Bent og jeg gik hen og hentede bilen, mens mine forældre gik ind og fik svaret. Blodprøven kunne godt give yderligere mistanke om blodprop, så hun fik en indsprøjtning blodfortyndende medicin og tid til en scanning af lungerne dagen efter. 

Torsdag morgen blev jeg så hentet og så gik turen atter mod Odense. Der var det dog "kun" mor og mig, der kørte. Vi fik overstået scanningen og fik så noget at spise, mens vi ventede på svar. Svaret kom relativt hurtigt, og det var heldigvis ikke en blodprop, så vi blev "løsladt" igen med en besked om, at mor skulle kontakte egen læge for at få lavet en lungefunktionstest, men at lægerne på OUH ikke mente, det var noget alvorligt. De ville måske nærmere tro, at det kan være en reaktion på, at hun har været mindre aktiv i så lang en periode, inden hun blev sygemeldt var hun meget aktiv både med at gå, cykle og være i motionscenter på sit arbejde. Men her det seneste halve års tid har hun jo været meget sengeliggende, så hendes kondi er jo ikke ligefrem den bedste. Men nu ser vi, hvad den lungefunktionstest viser, når hun får den lavet.

Da vi var færdig på sygehuset i torsdags, valgte vi så at fejre de gode nyheder med en Ikea tur. Vi fik købt en del begge to, og bilen blev fyldt godt op. Jeg fik bl.a. købt et nyt tv-bord og nogle flere lamper, som vi så også har fået sat op, og det pyntede faktisk rigtig meget. Det næste vi så gerne vil have skiftet, er vores sofabord. Det fylder lige vel meget i stuen, så jeg har set et i Ikea, som matcher tv-bordet samt nogle af hylderne, så det har jeg overvejet at give Bent i enten fødselsdagsgave eller julegave. Men nu må vi se.

En hyggelig dag med mor

I går var det dagen, hvor mor skulle til Odense og igennem opfølgningsscanning... vi skal så derover igen d. 28. og have svar på, hvad scanningen viser og om kræften er helt væk. Det er lange 14 dage, men selvfølgelig er det væk, det er vi simpelthen nødt til at tro på, og heldigvis tror mor også selv på det.

Men nå, mor og jeg havde så aftalt, at jeg tog med hende til Odense i går, for så kunne vi jo lige runde Ikea også. Mor havde været så heldig at vinde et gavekort på 200 kr til Ikea, og det brændte jo helt efter at blive brugt, så det måtte vi jo hellere gøre noget ved.

Vi aftalte så, at vi ville i Ikea inden hun skulle på sygehuset (hun er mest frisk om formiddagen, så det ville være det mest praktiske). Så hun kom herud lidt over 8 i går morges og havde rundstykker med, og så sad vi og hyggede os inden vi kørte mod Odense ved 9 tiden.

Vi tog så et par timer i Ikea, hvor vi fik købt lidt forskelligt og fik noget at spise, inden vi kørte mod sygehuset. Mor kom så ind til scanning små 10 minutter før tid (ja, det kan rent faktisk ske på et sygehus), og jeg sad så udenfor og ventede imens hun blev scannet - jeg tager ingen unødige chancer, når jeg er gravid, så jeg læste nogle sladderblade mens jeg ventede.

Selve scanningen tog ikke mere end små 20 minutter, så lidt efter kl. 13, var vi på vej mod Kolding igen. Selvfølgelig var der vejarbejde et par steder på motorvejen (totalt IKKE optimalt for den gravide her med hormoner), men turen gik nu nemt og smertefrit alligevel ☺

Nu har Bent så fået lidt mere arbejde herhjemme, eftersom jeg fik købt nogle flere gallerihylder i Ikea, så de skulle jo gerne op på et tidspunkt. Købte også ny lampe til at hænge over sofabordet. Den matcher den, vi købte for et par måneder siden til at hænge over spisebordet, så nu kommer der lidt mere  samling på det. Glæder mig bare til at vi er helt færdige med alt det, vi gerne vil have ordnet.

Status på graviditeten

I går rundede jeg en af milepælene i graviditeten... i går var nemlig dagen, hvor der "kun" er 100 dage til termin.. og ja, det er en dag man tæller ned til ☺

Det blev så også "fejret" med 2. graviditetsundersøgelse ved lægen... det gik nu ganske nemt og smertefrit.. Vi fik hørt hjertelyd (altid en vidunderlig følelse), blev vejet (vejer 100 gram mindre end ved første undersøgelse i slutningen af januar, så det var udmærket taget i betragtning, at jeg tabte mig så meget et par måneder henne) og så fik jeg tjekket urin (som viste svage tegn på noget infektion, men ikke noget lægen umiddelbart mente der var grund til at behandle, da jeg ellers er helt og aldeles symptomfri.

Jeg måtte i mandags lige en tur omkring vagtlægen, fordi jeg har fået noget eksem på skuldre, henover og under brysterne samt på mave og ryg. Og det blev værre henover weekenden samt det kløede som bare pokker, så jeg måtte overgive mig og tage til vagtlægen. Ham vagtlægen var nu ikke meget bevendt og jeg kunne uden problemer have sparet mig turen derind. Han kiggede lynhurtigt på det og sagde ordret: "Jeg vil gætte på det er noget eksem af en eller anden art, men jeg er ikke sikker. Du får en recept på noget salve som du skal smøre det med. Det er mod infektioner og bakterier, og det er kan være skadeligt, hvis du begynder at spise det".

Jeg valgte så at gå hjem og læse om netop den salve, inden jeg fór på apoteket for at hente det, og der stod at man ikke anbefalede det til gravide. Jeg sagde så til Bent, at jeg lige ville vende den med lægen, når vi nu alligevel skulle derhen i går, og det var vist også en god ting, for hun sagde jeg ikke måtte bruge det, og udskrev i stedet en recept på en anden salve, som man godt måtte bruge som gravid.

Så jeg er da glad for, at jeg ikke bare tog vagtlægens ord for gode varer - i hvert fald lige i denne her situation. Og det salve, som lægen udskrev i går har da for øvrigt også hjulpet rigtig godt allerede.

Næste undersøgelse er d. 22. juni, hvor turen atter går til jordemoder. Alle de aftaler, der kommer i kalenderen når man er gravid, men det er jo trods alt også så hyggeligt ☺

En slem forskrækkelse

I dag skulle vi ind på Kolding Sygehus til rundvisning på Fødegangen, men i morges da vi stod op, stod det hurtigt klart, at jeg nok var nødt til at ringe ind på fødegangen allerede inden.

Jeg havde nemlig på det tidspunkt ikke mærket Silas siden mandag sidst på eftermiddagen, så jeg så ingen anden udvej end at kontakte fødegangen for lige at blive beroliget. De ville så heldigvis gerne lige have mig ind til tjek, så jeg fik en tid kl. 13:15, for så kunne jeg sagtens nå det inden vi skulle på rundvisning.

Vi tog toget ind, og så hentede min far os og kørte os og så gik turen mod sygehuset. Jordemoderen kom ud og hentede os, og så kom jeg ind på en stue, hvor hun lyttede for at se, om der var hjertelyd og det var der heldigvis. Hun koblede mig så til et apparat, som målte Silas' hjerterytme og som samtidig tjekkede at jeg ikke havde veer. Jeg lå med udstyret koblet til i en halv times tid, og alt så heldigvis fint ud. Silas' hjerterytme var fin og stabil, og mens jeg lå der, begyndte han at møvre rundt - præcis som han plejer - så det var helt perfekt.

Hun målte også blodtryk og det så heldigvis fint ud, så jeg blev sendt hjem igen, efter at være forvisset om at alt var fint. Og det var virkelig en lettelse, for ja gu fanden var jeg bekymret.

Nu håber jeg bare, at de næste 3 måneders tid går helt planmæssigt, og at vi ikke skal have flere af disse utidige ture ind på fødegangen.

Vi tog så over til mine forældre efterfølgende og hentede min mor, som havde fået lov til at komme med på rundvisning. Og det var faktisk rigtig spændende at få den rundvisning.

Bent har så beordret mig til at slappe lidt af (selv om jeg virkelig også prøver på det i forvejen), og så skal jeg tænke på mig selv og lille Silas.

Er det et tabu?... og hvorfor?

For noget tid siden sad jeg og skrev med en på Facebook angående fertilitetsbehandling. Hende og hendes kæreste skal til og i gang med undersøgelser forud for at kunne komme i fertilitetsbehandling, og hun søgte så nogen, som havde erfaring med det.

Der var ikke rigtig nogen, der meldte sig, så jeg skrev at vi havde været i reagensglasbehandling, så hvis jeg kunne hjælpe hende, så måtte hun hellere end gerne skrive til mig. Hun skrev så også, og vi endte med at sidde og skrive lang tid.

Jeg ved, at der i den pågældne gruppe er flere, der har fået hjælp til at blive gravide, og jeg synes ærlig talt, at det er synd at det stadig bliver betragtet som så stort et tabu (selv om der i dag er SÅ mange, som får hjælp til at blive gravide).

Vi var jo selv igennem 2 IVF (reagensglas) forsøg tilbage i 2014, og jeg ved godt, at jeg ikke selv var den allermest højtråbende omkring det, men det var nok mest af alt fordi jeg ikke rigtig kendte så mange, som var igennem det samme som os, så jeg følte ikke rigtig jeg havde det store netværk at trække på, når jeg havde nogle spørgsmål omkring det. Plus jeg, netop fordi det ikke er noget mange snakker højt om, følte at det var pinligt ikke at kunne blive gravid uden hjælp.

Jeg lægger på ingen måde skjul på, at det var enormt hårdt for kroppen, at være igennem de hormonbehandlinger dengang, og det er helt sikkert også derfor, at jeg tøvede med om jeg ville lade min krop gennemgå det sidste forsøg, for gu fanden er det hårdt at stikke sig selv hver dag med hormonindsprøjtninger og nogle dage endda flere gange om dagen pga de forskellige sprøjter man skal tage. Men jeg synes helt klart man skal give det et forsøg eller 2, hvis der ikke er andre muligheder - og det er jo langt fra alle, der reagerer på samme måde når det kommer til behandling.

Da vi havde vores vante gang på fertilitetsklinikken på OUH, så vi rigtig mange forskellige par, som ligesom os selv var i behandling, og det slog mig tit, hvor generte mange af virkede udadtil, selv om vi jo i bund og grund alle var i samme "båd". Vi sad der, fordi jeg på det tidspunkt havde meget tydelig PCOS, som udover problemer med fertiliteten også gjorde, at jeg havde svært ved at tabe mig. Hvorfor de andre sad der, ragede jo ikke mig, men jeg kunne måske godt have lidt på fornemmelsen, at jeg ikke var den eneste PCO/PCOS pige, som sad der.

Da vi selv stod i den situation, at vi skulle til første samtale på OUH havde jeg ligesom slugt den første kamel, som måtte sluges allerede, da jeg skulle snakke med lægen om videre behandling, da vi ikke kunne blive gravide på naturlig vis. Og jeg syntes simpelthen det var SÅ pinligt at ringe til lægen dengang, for det var virkelig et nederlag, at jeg som kvinde ikke kunne blive gravid. Jeg græd mange tårer, for jeg var sådan set godt klar over, at problemet måtte ligge ved mig, eftersom Bent jo havde børn i forvejen. Og jeg tror, at det var den viden, der var medvirkende til at jeg lod der gå så mange år, før jeg tog mod til mig og kontaktede lægen. For der er altså alligevel langt fra selv at være sikker på, at fejlen lå hos mig, og til rent faktisk at få bekræftet, at det altså var sådan landet lå.

Jeg ved ikke, om tabuet omkring fertilitetsproblemer nogensinde brydes 100%, men jeg håber da helt sikkert, at det med tiden bliver mere "normalt" at snakke om. For alle de kvinder, som sidder derude med fertilitetsproblemer skal bare vide, at de ikke er alene. Der er mange andre i samme situation. Jeg vil hellere end gerne fortælle om mine egne erfaringer og oplevelser, og jeg ligger heller ikke skjul på, at selv om det mislykkedes for os, så er jeg da glad for, at jeg fik muligheden for at prøve at blive gravid på den måde. Men jeg er nu trods alt også glad for, at min krop blev så samarbejdsvillig, at PCOS'en kunne holdes så meget i skak, at en graviditet kunne opnås naturligt.

En tur på Akutafdelingen

Natten til lørdag vågnede jeg ved at det gav ligesom et smæld i venstre lyske. Det gjorde herre nas, men jeg kom da ud på toilet (den kære blære) med stort besvær og så fik jeg mig kæmpet ind i seng igen.

Jeg mærkede så ikke rigtig så meget til det resten af lørdagen, men når jeg gik rundt kunne jeg godt mærke det gjorde pænt ondt.

I går morges, da jeg vågnede var smerterne taget til, så ved middagstid måtte jeg (efter Bent havde lagt massivt pres på mig) overgive mig og ringe til vagtlægen. Fik så en tid kl. 15, så jeg blev færdig og fik mig kæmpet op til toget, så jeg kunne komme til Kolding.

Jeg var i god tid, da jeg kom op til vagtlægen, så jeg fik lov til at sidde og vente plus de så selvfølgelig også var forsinkede, så jeg endte med at sidde knap halvanden time, inden jeg kom ind.

Men nå, vagtlægen undersøgte mig og trykkede mig i lysken, hvor jeg flere gange  var ved at hoppe ned af briksen. Han sendte mig så videre til akutafdelingen til indlæggelse med mistanke om brok. Så jeg fik æren af at henvende mig på akutafdelingen, hvor jeg fik taget blodprøver, blev undersøgt og ultralydsscannet for at se, om der var tale om  lyskebrok. Ham lægen, der undersøgte mig, kunne heldigvis ikke finde et brok, men i stedet har jeg været så heldig at få en fibersprængning i en muskel ved livmoderen, så jeg skal holde mig lidt i ro nu.

Han var rigtig flink ham lægen, og han mente, at nu, hvor ultralydsapparatet alligevel var kørt ind på stuen, så syntes han da lige, at jeg skulle se Silas, så han scannede helt ekstraordinært min mave, så jeg kunne se at guldklumpen har det godt ☺og han var fuld af liv som sædvanlig, så det var en god afslutning på en træls dag.

Men heldigvis er der da ikke noget brok i denne omgang, selv om sådan en fibersprængning jo selvfølgelig også kan være træls nok i sig selv. Jeg skal bare blive bedre til at passe lidt bedre på mig selv.

En god mandag

I går skulle jeg med mine forældre til lægesamtale på OUH i forbindelse med mors kemoforløb. Hun har oplevet nogle gener, som så gjorde, at de ved sidste behandling nedjusterede dosisen af den ene type kemo, for at se om det kunne afhjælpe generne en smule.

Det har det dog ikke gjort, så hun havde fået en tid til samtale i går. Hun var rigtig sød hende lægen, og da hun hørte, at generne stadig var der, besluttede hun at den type kemo, som forårsager generne, bare skulle fjernes helt. Det gjorde så, at mor i går fik sin andensidste behandling, og nu kun har én eneste behandling tilbage og så en scanning, og så skulle hun efter alle planer være afsluttet.

Det var virkelig en lettelse at høre, at de uden så meget som at blinke, bare fjernede den ene behandling. Hun får jævnligt taget blodprøver, og alle blodprøver har været fine og ligesom de ville have dem, så det må jo virke, selv om det kan være en belastning, når det står på. Men nu kan vi da se en ende på forløbet.

Status på graviditeten

Ja, nu er det jo ganske vist lidt over en uge siden jeg var til glukosebelastning, og tidligere i denne uge fik jeg så svaret, og mit blodsukker var helt og aldeles indenfor normalområdet, så der er pt ingen tegn på, at jeg er ved at udvikle graviditetssukkersyge, så det er jo bare perfekt.

Man siger at tallet max må ligge på 9, hvis det skal ligge indenfor normalen, og mit ligger "kun" på 5,9 så der er ingen grund til bekymring endnu... jeg skal så dog godt nok af sted igen d. 19. juni, men nu har jeg jo prøvet det, og ved hvad der skal ske, så det gør det lidt nemmere...

Men derudover rundede jeg endnu en milepæl i graviditeten i går... der var jeg halvvejs, nemlig 20+0. Og det er helt vildt at tænke på, at jeg allerede er halvvejs... føler slet ikke det er så længe siden jeg fik de skønne 2 streger frem på testen, men det er alligevel snart 4 måneder siden.

Kan godt se at maven er vokset en del de sidste par ugers tid.. en lang periode syntes jeg ikke der skete en dyt, men det er der begyndt med nu, skal jeg da lige love for.

I tirsdags fik jeg for første gang akupunktur mod bækkensmerter, og jeg føler faktisk det har hjulpet mig, så håber virkelig det kan give mig en mere tålelig hverdag uden alle de smerter. Selvfølgelig har jeg dage, hvor jeg ikke kan ret meget andet end at ligge enten i sengen eller på sofaen, dage hvor jeg nærmest ikke en gang kan komme op og stå for at komme ud på toilet,  men sådan er det jo bare.

En helt perfekt baby

I torsdags var jeg ikke kun til glukosebelastning, nej jeg var også til MD-scanning (misdannelsesscanning eller gennemscanning, som nogle også kalder den).

Jeg var, naturligt nok, en anelse nervøs, for hvad nu, hvis der var noget galt, eller hvis nu hjertet ikke slog længere... men alt var i den skønneste orden, og der lå 236 gram og 18,9 cm lækker lille baby-boy og hyggede sig i maven. Der var kun én eneste lille bemærkning, og det er, at der kun er et blodkar i navlestrengen, og det er der han får næringen fra. Det ene der er, er dog så stort, at det kompenserer for, at der mangler er, men vi får alligevel 2 ekstra scanninger i henholdsvis uge 30 og 34, for at være sikre på, at han tager på, som han skal. Men jordemoderen sagde han havde en rigtig fin størrelse efter terminsdatoen, så hun var nu ikke bekymret.

Det var simpelthen fantastisk at se med på skærmen under scanningen, og Silas var meget medgørlig. Undervejs kunne vi dog ikke lade være med at grine. Han lå lige så fint og hyggede sig, da jordemoderen skubbede lidt til ham, og så løftede han pegefingeren, som om han lige ville pointere, at hun altså forstyrrede ham. Det var simpelthen dagens grin.

Vi fik nogle fine billeder med hjem, og man kan virkelig se den store udvikling, der sker fra gang til gang. Der vokser jo for pokker et helt liv inde i mig ❤

Glukosebelastning

Så kom den frygtede dag endelig - dagen, hvor jeg skulle have den frygtede glukosebelastning. Har virkelig ikke set frem til det. Har hørt adskillige skrækhistorier om det, så jeg har virkelig gruet for hvordan det ville blive. 

Jeg skulle møde kl. 7:30 og sidde og hvile et kvarters tid før jeg skulle ind og drikke et glas ulækkert sukkervand. Og så skal jeg sidde og vente 2 timer før jeg skal have taget en blodprøve. 

Jeg skulle stille fastende, og det var bestemt ikke lige lykken for den gravide her.. jeg er jo sulten når jeg står op, så nu, hvor jeg ikke har spist siden ved 22:30 tiden i går aftes, er sulten bestemt begyndt at melde sig. 

Jeg sidder på sygehuset nu og venter og kors, hvor er jeg da træt... det er så kedeligt at sidde og vente og vente og vente lidt mere endnu. Men det skal nu nok gå altsammen satser jeg da på. 

En hyggelig påske

Ja, nu er påsken jo snart ved at være slut, og det har været en hyggelig én af slagsen... i torsdags var det min fødselsdag, og dagen startede med at Bent og jeg fik morgenmad mens jeg åbnede gaver.

Fik  en bluse og 2 bøger af Bent og hundene. Bøgerne havde jeg ønsket mig og blusen var jeg helt vild med, ja min mand er dygtig til at købe tøj til mig ☺

Vi havde inviteret mine forældre og min svigermor samt hendes mand herud til eftermiddagskaffe og aftensmad, så onsdagen var blevet brugt på at bage og forberede så meget som muligt af maden, så vi ikke havde så meget at spekulere på torsdag.

Men nå, gæsterne var inviteret til kl. 14:30, og min svigermor og hendes mand var de første, som ankom. Mine forældre kom kort efter, og så kunne jeg åbne gaver mens kaffen blev færdig.

Jeg fik en blender af svigermor og hendes mand (vores gamle blender stod af sidste efterår, og sådan en er jo god at have når lille Silas kommer til verden). Af mine forældre og bror fik jeg et tørrestativ (vi havde i forvejen kun et paraplytørrestativ stående ude i haven, og havde derfor ønsket mig et til at have indenfor), penge og en box me 10 Dirch Passer film, så det var jo rigtig gode gaver.

Dagen forløb helt perfekt, og først ved 20 tiden om aftenen var vi alene igen, og der var vi begge godt trætte. Men jeg havde haft en rigtig god dag, og det er jo hovedsagen.

Fredag havde vi inviteret mine forældre herud til rester, fordi de alligevel skulle komme ud med bilen, da jeg skulle køre min mor til Odense til kemobehandling i går, og vi skulle afsted fra Kolding ved 6 tiden, så min far mente, jeg lige så godt kunne få bilen, så jeg slap for at skulle med toget så tidligt om morgenen.

Men fredag eftermiddag, da mine forældre kom herud kørte min mor og jeg på kirkegården med en blomst til min mormor. Hun kunne være fyldt 83 år i fredags, så selvfølgelig skulle hun da have en blomst, nu hvor vi jo ikke kunne køre forbi hende til en kop kaffe. Vi kørte så lige forbi, hvor hun boede og det giver et stik i hjertet hver gang,  jeg kører forbi og alle hendes ting ikke længere er der, og man ikke kan se hende sidde i stuen i hendes kørestol. Nogle ting skal man altså vænne sig til, selv om det svært.

Om aftenen, da vi kørte til Kolding med mine forældre, var vi lige omkring kirkegården, hvor min farmor, farfar og faster ligger. Min farmor ville have haft fødselsdag senere på måneden, så vi kunne lige så godt lige få ordnet det med det samme.

I går morges ringede vækkeuret så kl. 5, og det var bestemt ikke fordi lysten var særlig stor til at stå op, men jeg havde aftalt, at jeg skulle en tur til Faaborg og besøge GiZmo, når jeg havde fået mor installeret på OUH.

Det var super dejligt at se GiZmo igen. Så hende sidst i oktober, hvor jeg havde en hyggedag med hende og Jeanette i Odense, men inden havde jeg ikke set hende i mere end 3 år, så det var jo perfekt at vi lige kunne ses inden junior kommer til verden senere på året. Vi hyggede os rigtig meget, og fik sladret om alverdens ting (som kvinder jo altså gør). Vi har altid så meget at snakke om, når vi endelig ses. Hun er uden tvivl én af de veninder, der betyder allermest for mig, også derfor det er så trist, at vi ikke ses mere end vi gør.

Kl. 16 var jeg så retur på OUH, hvor mor næsten lige havde fået den sidste pose kemo sat på, så der gik en lille time inden vi kunne komme derfra igen, så ved 18:15 tiden landede vi i Kolding igen, og der kunne jeg godt mærke, at jeg var MEGET træt, men jeg skulle jo altså lige til Vamdrup igen inden jeg for alvor kunne slappe af, så min far kørte mig hjem. Bent og jeg havde aftalt, at vi ville hente en pizza til aftensmad, for jeg orkede ikke at lave noget, og vi vidste jo ikke, hvornår jeg præcis ville være hjemme, så jeg syntes ikke Bent skulle stå og vente med maden. Faldt så i søvn på sofaen i går aftes, og kl. 2:30 i nat måtte jeg så hellere luske ind i min egen seng, hvor jeg da også hurtigt faldt i søvn - det er der jo heller ikke noget galt i, når jeg havde været oppe kl. 5 om morgenen.

Men jeg havde en rigtig god dag i går, og ville ikke have undværet den for noget, så blæse være med at vækkeuret ringede tidligt, og jeg havde en del køreren i går.

I dag sov vi længe, og der var ingen planer i kalenderen, så vi har bare slappet af, og det samme bliver tilfældet i morgen.

Håber I alle har haft en rigtig god påske 🐰

Et par dage på langs

Havde egentlig lovet mig selv, at jeg ville få blogget lidt mere i denne uge, men har nærmest ligget på sofaen siden mandag.

I torsdags var vi jo til Nakkefoldsscanning, og risikovurderingen var let forhøjet ved de kromosomer, der viser Downs syndrom, så jeg skulle igennem yderligere undersøgelse for at afklare om junior havde Downs eller ej.

Jeg var derfor i mandags inde på Kolding Sygehus for at få lavet en moderkagebiopsi, og for pokker hvor gjorde det ondt, da de stak nålen med i maven. Jeg fik så ordre på at holde mig i ro resten af dagen, og så var det op til mig selv at mærke efter, hvordan jeg havde det i går mht om jeg måtte lave noget eller ej. Mandag aften begyndte jeg at få virkelig ondt - og jeg mener virkelig ondt i maven. Jeg havde fået at vide på sygehuset, at jeg godt kunne begynde at bløde lidt og at jeg godt kunne få ondt i maven, men at det  ikke var farligt med mindre at jeg begyndte at bløde meget. Blodet holdt sig dog væk, så jeg måtte nøjes med smerter. Tog så et par Panodil inden jeg gik i seng, og det hjalp mig til at falde i søvn. Vågnede så godt nok 50 gange i løbet af natten, fordi det gjorde ondt hver gang jeg skulle vende mig.

I går morges da jeg vågnede, gjorde det en smule ondt, men slet ikke i samme grad som mandag aften, så jeg stod op og tog den lidt med ro, for at prøve at modvirke at smerterne skulle vende tilbage. I går eftermiddags var jeg henne og få akupunktur, og da jeg kom hjem begyndte det at spænde og nive i maven. Og så måtte jeg holde sofaen resten af dagen.

Får så svar i dag på, hvad undersøgelsen siger. Derudover får vi så også at vide, hvilket køn det bliver. Normalt ville vi først få at vide til scanning om en lille måned, hvis man altså kan se det der, men denne undersøgelse kan vise kønnet, da de også analyserer kønskromosomerne, og selvfølgelig vil vi gerne vide hvad det bliver 😀

En uge ude i virkeligheden

Har nu ikke blogget hele denne uge... der har simpelthen ikke været overskud til det... der er sket alt for meget på den private front, og jeg har været alt for træt til overhovedet at overveje at tænde for min computer.

De fleste aftener har jeg sovet på sofaen fra omkring kl. 21 og indtil jeg en gang er vågnet og er gået ind i min seng i stedet..

Mine forældre har været ude ved os et par gange i denne her uge, og de har da også været ude og spise ved os i dag... min far kom ud med en svinekam forleden, som de så inviterede sig selv herud og spise i aften... og netop dét siger man jo ikke nej til ☺

I torsdags startede min mor sit kemoforløb på Odense sygehus. Min bror og min far kørte med hende derover i torsdags, og så var jeg med hende i går... jeg satte hende af på sygehuset og fulgte hende op på afdelingen, og så kørte jeg en tur ud til min veninde Stina. Hende har jeg ikke set i snart 5 år, men vi snakker jævnligt i telefon sammen, så det var skønt at sidde en hel formiddag og sludre med hende.

Bent har i denne uge været rigtig aktiv herhjemme med at male endevægge i stuerne samt i køkkenet... vi havde jo egentlig malet dem sidste år, men det var kun med en glans 5 maling, og vi ville gerne have dem malet i en glans 10 i stedet, så nu gik han altså i gang... han mente han lige så godt kunne gøre det, når jeg alligevel er så træt og sover meget, og når jeg så også var med på sygehuset en hel dag... og det brokker jeg mig nu altså ikke over.

Lige nu føler jeg mig egentlig ok frisk, men har også sovet knap halvanden time på sofaen her til aften, plus jeg næsten sov til middag i dag... eller rettere, jeg var oppe ved 9 tiden, luftede hunde, gik til bageren, fik noget morgenmad og lagde mig så under dynen igen... det var egentlig kun meningen, at jeg ville ligge lidt og bare slappe af, men faldt sgu i søvn... ak ja, det kan jo smutte det skidt ☺

Allerede februar

Tænk, det allerede er februar... synes virkelig januar måned er fløjet af sted... føler lige det har været nytår, og det er allerede næsten 5 uger siden...

Der har været sket så meget herhjemme i januar, så det er jo et eller andet sted logisk nok, at tiden er gået så hurtigt.. der har hele tiden været et eller andet på programmet, og det er ikke fordi jeg brokker mig, men håber da at der bliver lidt mere "slappe-af" tid den næste måneds tid... men nu må vi se...

I næste uge starter mor op med kemo, så det bliver jo delvist en hård nok periode, vi skal igennem... hun skal derover 2 på hinanden følgende dage, og så skal der gå 3 uger, og så skal hun igen derover 2 dage, og sådan fortsætter vi indtil der har været 6 behandlinger...

Det bliver en hård tid for hende, men vi må bare alle støtte hende, og være der for hende... og så kommer vi nok alle igennem det.. nu er vi da kommet så langt, så selvfølgelig kan vi også klare det sidste her 💖

Indtil videre, er der ikke de vilde planer i kalenderen her i februar.. noget mindfullness og så skal jeg køre med mor til Odense i næste uge til en gang kemo, men det gør jeg nu også gerne.... jeg har lavet en aftale med en veninde de timer, mor er på sygehuset, så jeg ikke skal sidde i et venteværelse og kukkelure næsten 5 timer.

Men om ikke andet, så havde jeg selvfølgelig nok skulle finde på et eller andet og foretage mig, men det er nu lidt hyggeligere at have nogen at snakke med.

Der er hemmeligheder under opsejling herhjemme, og jeg glæder mig til at kunne indvie jer i, hvad der sker... men ja, det hænger bl.a. også lidt sammen med mit periodevise fravær på bloggen... men har overvejet lidt, måske at skrive et par planlagte indlæg i løbet af weekenden, så der sker lidt mere herinde... men ja, jeg er jyde, og jeg rider ikke altid samme dag, som jeg sadler... så om det sker, det kan jeg ikke garantere ☺

Allerede fredag igen

Kan slet ikke følge med dagene længere.. det er allerede fredag (da jeg vågnede, var jeg ellers sikker på det "kun" var onsdag), og i næste uge skriver vi allerede Februar igen...

Der har altså også bare været meget her i januar, så det er jo et eller andet sted logisk nok, at tiden flyver af sted...

I næste uge er det også allerede 3 uger siden, mor blev opereret... det er slet ikke til at forstå... men hun har det godt, og kommer sig fint, og så kan vi vel ikke klage... vi har også fået en dato til opstart af kemo, så det er også på plads.. hun skal starte op d. 9. og 10. februar, så der er "heldigvis" ikke så længe til.

Mine forældre og bror var herude i går.. det var rigtig hyggeligt, og mens vi ventede på hjemmesygeplejersken (de kommer hver aften og giver mor en indsprøjtning med blodfortyndende medicin), sad min mor, min bror og jeg og spillede kort... vi fik så overtalt Bent til at være med, og det havde vi sgu meget morskab ud af ☺

Solen skinner i dag, og jeg nød virkelig at slå øjnene op her til morgen og se solens stråler (ja ja, indimellem er det de små gratis glæder i livet, der giver smil på læben), og ja det er da skønt udenfor, selv om det var en anelse koldt, da jeg stod op med hundene kl. 9.

 I dag skal vi en tur til Tyskland med min bror... der var nogle ting, mine forældre skulle have handlet, og så spurgte min bror, om ikke vi gad køre med, og det kan vi jo lige så godt... så går der da lidt tid med det ☺

Håber I alle får en rigtig god weekend... vil se, om jeg ikke kan få blogget lidt mere i weekenden, men der er bare lige et par ting, som gør, at overskuddet ikke lige er der særlig meget... men mere om det på et andet tidspunkt ☺

Ser positivt på det

Jeg var med mine forældre og bror i Odense i går, hvor mor skulle til opfølgende samtale efter operationen.

Og de var rigtig godt tilfredse med resultatet... altså selvfølgelig skal vi vente på, at hun skal igennem en omgang kemo, da der som tidligere nævnt, var noget kræft i en af de lymfer, de fjernede. MEN, de havde allerede på forhånd på scanningsbilleder set, at der var noget med den lymfe, og derfor fjernede de den... så det var ikke noget "nyt" overraskende for lægerne, at der var noget i den.

Og de er ret sikre på, at de har fået alt ud, men derfor vil de alligevel være på den sikre side, og lade hende gennemgå en kemobehandling. Men det tager vi som det kommer...

Bare det at vi fik at vide, at de var godt tilfredse, og at vi fik svar på nogle af de spørgsmål, som vi havde, det hjalp rigtig meget.

De har virkelig været søde på OUH, både overfor mor, men også overfor os som pårørende, og de har hellere end gerne ville svare på vores spørgsmål, så vi har virkelig været super tilfredse med forløbet.