Året hvor....

Har tidligere lavet sådan et "året hvor" indlæg, når vi er kommet ind i et nyt år, og i år gør jeg det så igen.

2018 blev året hvor: 

• vi holdt barnedåb for vores første mirakel. 
• vi fandt ud af, at Silas, stik imod alle odds, skulle være storebror. 
• vi oplevede alle vordende forældres mareridt, da fødslen pludselig var i gang, og Niclas kom meget akut til verden - 2 måneder for tidligt. 
• vi for alvor stiftede bekendtskab med ordet "præmatur". 
• jeg gennemførte et meget akut kejsersnit helt alene. 
• jeg ikke helt har fået blogget helt så meget, som jeg gerne ville. 
• sommeren var helt uovertruffen - og jeg tilbragte en stor del af den på neonatal afdelingen på Kolding Sygehus. 
• min mor fyldte 60. 
• jeg traf en beslutning om at blive steriliseret - efter den oplevelse med Niclas' for tidlige fødsel, turde jeg ikke tage flere chancer med endnu en graviditet. 
• jeg blev opereret for galdesten. 

2019 bliver året, hvor:

• Vores 2. Lille mirakel Niclas skal døbes. 
• Silas er startet i Vuggestue. 
• Jeg skal nyde en sommer uden at være gravid. 
• Jeg vil overveje Bloggens fremtid nøje. 
• Vi endelig skal til Skiveren igen. 
• Vi får lavet nogle småting herhjemme, som virkelig pynter. 
• Vi skal fejre endnu en 1 års fødselsdag. 
• Silas og jeg var indlagt små 3 dage på børneafdelingen. 

Der skal selvfølgelig nok ske en masse andre spændende ting, men det tager vi som det kommer. 

Mor er ikke sur.... eller jo hun er.

Den seneste uges tid har jeg ikke kunne logge ind på bloggen, så jeg har ikke rigtig kunne opdatere herinde. 

Derudover er ALLE mine planlagte "julekalenderindlæg" slettet. Af en eller anden grund, blev de første 5 indlæg ikke udgivet planmæssigt, og alle fra nr. 6 og frem er slettet. Og ja, jeg orkede virkelig ikke at skulle til og skrive dem alle om igen, så der blev ikke - som sædvanligt - nogen julekalender herinde i år. 

Måske jeg i stedet laver en form for "challenge" i januar, hvor jeg udgiver mine 31 favoritbilleder fra år 2018. Men nu må vi se... det kommer lidt an på, hvor meget tid jeg har. 

Men ellers flyver tiden jo bare af sted... kan slet ikke forstå, at det allerede er juleaften på mandag. Hvor i alverden er december blevet af??? 

Vi pyntede juletræ i går, og Silas har lidt (who am I kidding) MEGET svært ved at lade flagguirlanderne hænge på træet. Vi har ikke helt så mange af vores gamle kugler på træet i år, og de enkelte kugler vi har på, hænger udenfor børnehøjde - ja sådan er livet med børn *haha*. 

Ellers er vi ved at være godt klar til jul efterhånden. Der mangler lige et par enkelte gaver, men de er på vej, så de skulle gerne ankomme i morgen, så de kan blive pakket ind. Vi mangler så lige at aflevere gaver et par steder, men det er ikke det vilde. Ved snart heller ikke, hvor vi selv skal være henne på mandag, med alle de gaver, som skal være under træet - men sådan er det, når der er kommet børn. 

En ganske produktiv dag

Havde ikke de vilde planer i dag. Vi havde egentlig bare planer om, at vi ville være herhjemme og slappe af og hygge os. 

Vågnede ved 8:30 tiden i morges - begge unger havde sovet længe, hvad skete der lige for det?? Der gik så ikke længe, før både Silas og Niclas vågnede, så først op og skifte den ene og så den anden bagefter. 

Tog så begge unger med ind i stuen og lod Bent ligge lidt længere. Da Bent så kom op, tog jeg Silas med i ABC og handlede ind til aftensmad. Da vi kom hjem igen, var Silas pænt meget træt, men herren ville ikke sove, så Bent vadede stuen tynd med han på armen, og efter små 20 minutters tid sov Silas. Niclas var også faldet i søvn, så Bent og jeg udnyttede situationen og pakkede julegaver ind. Det er ikke helt nemt at gøre det, når Silas render rundt og piller i det hele, så det måtte gøres mens de sov. 

Fik så også bagt en omgang fedtebrød samt lavet dej til lakridssmåkager. Lakridssmåkagedejen skal så stå i køleskabet til i morgen, men nu er den da lavet. 

Har også været i gang med indbydelser til barnedåb. Det er lidt vemodigt at tænke på, at det er sidste barnedåb vi skal holde, men vi er enige om at vi ikke skal have flere børn. 

Bent skal starte i ny praktik i morgen, så der bliver nok at se til med de 2 lømler herhjemme, men det skal nok gå. 

Allerede november

Så er det allerede november... der er kun en måned til 1. december og dermed kun 2 måneder tilbage af det her år... det er jo helt vildt, som tiden går. 

Vi har lige bestilt julekort i dag, så nu skal vi bare vente på de kommer, så vi kan få dem skrevet og sendt ud til familie og venner og glæde dem med en lille julehilsen. Normalt laver jeg jo selv julekort, men i år har der simpelthen ikke været tid til det, så vi valgte at få lavet nogen med billeder af guldklumperne. 

Dagen i dag er blevet brugt på at Niclas var ved kiropraktor, hvor vi fik ros, fordi der allerede er store fremskridt i forhold til i mandags. Hun sagde at det var helt vildt, så meget det allerede havde hjulpet, så vi tror at det nok skal blive rigtig godt. 

Vi har nogle øvelser, som vi skal sørge for at lave med ham hver dag, og det gør vi også, for vi er virkelig interesserede i at hjælpe ham. 

Derudover har jeg ryddet op oppe på 1. sal. Det værelse, som skal være Niclas´ er jo hidtil blevet brugt til opbevaring, så der fik jeg ryddet op og flyttet kasser. Altså, jeg ved godt der er noget tid endnu til at Niclas skal bruge værelset, men vi kunne lige så godt komme lidt i gang deroppe. Det er jo med at udnytte tiden til det, når den lige byder sig (med 2 lømler i huset). Silas kom så op og kiggede mens jeg var deroppe (altså Bent kom op med ham), og så skulle alle hans legesager, som står ovenpå, jo lige kigges igennem og noget af det skulle (selvfølgelig) med nedenunder. Altså, hvad de 2 knægte efterhånden ikke har af legetøj - det er altså ikke småting. 

Vi har jo også allerede en masse julegaver stående oppe ovenpå, og de har stor interesse for Silas (og for min bror, når han er herude). Man kan godt se på mængden og størrelsen af gaver, at vi har fået Niclas og Silas. Men sådan skal de altså også være, når der er børn i huset. 

Man ved man er mor når......

Nu er jeg efterhånden med i en del forældregrupper/baby-børn  grupper og lignende på Facebook, og der dukker jævnligt tråde op, der indledes med: "Man ved man er mor(forælder) når...." og så kommer vi alle med vores kommentarer. 

Jeg synes det kunne være sjovt at lave et sådan indlæg herinde - baseret på mine egne kommentarer omkring det at være forælder.

Så her kommer min "man ved man er mor når....":

• man bruger en halv time midt i den allerbedste film, på at rende hele huset rundt og lede efter den sut, som knægten simpelthen ikke kan sove uden. 
• man efter et par dage med forstoppelse hos barnet, kan juble når der er en lorteble. 
• man kan sidde og kigge forelsket på det lille væsen, som endelig sover efter at have holdt sin mor og far vågne flere timer om natten. 
• man pr. automatik søger børnetøjs- og legetøjsafdelingen i bl.a. Bilka, selv om man egentlig kom derop for at købe noget helt andet. 
• den ene hylde i køkkenskabet er fyldt med sutteflasker, børnekopper og tallerkner. 
• det første, man kigger efter i tilbudsaviserne er om der er bleer på tilbud. 
• man skal være heldig, hvis man har 5 minutter til et bad indimellem. 
• man (inden man skal ud af døren) lige hurtigt tjekker om tøjet har synlige pletter af mad eller babygylp. 
• det at få bare 3 timers sammenhængende søvn føles som en hel luksus.   
• man kan huske, hvilken udsendelse, der sendes på Ramasjang på hvilket tidspunkt. 
• man går og nynner sangene fra Ramasjang Mysteriet når man bl.a. står og laver mad. 

Nu skal det ikke lyde som om, det er et helvede at være mor, for det er det på ingen måde. Men man lærer at påskønne de gange, man kan foretage sig noget uden børn - fx et hurtigt bad, at man kan se et eller andet i fjernsynet som IKKE sendes på Ramasjang ☺

Status på familielivet

Som skrevet i sidste indlæg, så kom Niclas pludselig til verden for lidt over en måned siden. Vi tilbragte lidt over 3 uger på neonatal, og så kom vi altså hjem fra sygehuset for lit over en uge siden Niclas og jeg. Det var så dejligt, da vi fik beskeden om, at vi endelig - efter 24 dage - måtte komme hjem på tidligt hjemmeophold. 

Vi skulle dog bare lige igennem en hørescreening inden vi måtte tage hjem tirsdag i sidste uge. Men det gjorde mig heller intet. Han bestod da også hørescreeningen med glans, så han KAN rent faktisk høre (om han så vil, når han bliver lidt ældre, er så en helt anden sag). 

Fordi vi kom hjem på tidligt hjemmeophold, skulle vi jo så også stadig ind på sygehuset til kontrol mandag og torsdag, hvor lillemanden også skulle måles og vejes. Derudover har han været igennem ultralyd af hovedet og tjek hos øjenlæge. 

Og i går blev vi så afsluttet på neonatal. Sygeplejerskerne kunne simpelthen ikke finde noget at beholde os på. Niclas vejer nu 2715 gram, måler 49 cm, bliver fuld ernæret via flaske og ja han er en helt igennem perfekt "lille" dreng. Det eneste han nu mangler, er endnu et par tjek ved øjenlægen på sygehuset. Det første tjek gav ingen grund til bekymring, men fordi han er født før uge 32, så skal han jo lige følges helt frem til terminsdato, men det tager vi også  med. Hellere de fanger, hvis der er noget galt, fremfor han har problemer, som vi først opdager senere. 

Der skal ikke være tvivl om, at det har været en hård omgang, og jeg er mere end glad for, at vi er kommet ud på den anden side - eller ja, vi mangler lige en smule endnu, men allerede nu er vores lille supermand kommet længere, end vi overhovedet havde turde håbe på, da han kom 9 uger før forventet.  

Silas har taget godt imod sin lillebror. Han er selvfølgelig stadig lige lille nok til 100% at forstå, hvad det er der sker, men han tager det så flot alligevel. Han vil dog ikke helt dele sine (mange) tæpper med lillebror, men altså han kan jo kun bruge et ad gangen, så der skulle nok alligevel nok kunne være et enkelt til Niclas ☺

Og ja, synes ikke I skal snydes for et billede af vores andet lille mirakel, så kære læsere, her er vores anden søn. 

Tiden flyver

Ja så er vi allerede gået ind i juli... synes ellers lige det har været april og min fødselsdag, men det er alligevel snart 3 måneder siden. 

Sidder på sygehuset og får lavet glukosebelastning nu, og eftersom jeg skal vente 2 timer (de er heldigvis snart gået), så kunne jeg jo lige udbytte ventetiden med at få blogget. 

Den ene dag tager simpelthen den anden for tiden, så jeg når ikke halvdelen af de ting, jeg egentlig gerne ville nå, men så længe jeg hygger mig med Silas og Bent (når han er hjemme), så går det jo nok. Det er jo trods alt det vigtigste. 

Har nu kun lidt over 2 måneder tilbage af min graviditet - den sidste for mit vedkommende. Og jeg skal ærligt indrømme, at jeg glæder mig til Niclas er ude ved os. Ikke at jeg som sådan har noget imod at være gravid, men i takt med at Niclas og livmoderen vokser, så trykker det enormt på alt, så mit spiserørsbrok går helt amok og jeg simpelthen kaster op, hver gang jeg har spist eller drukket. Så lige netop på det punkt glæder jeg mig til det er ovre. 

Nu er der jo heller ikke længe til Silas fylder 1 år. Tænk han allerede har beriget vores liv så længe. Jeg synes jo lige, jeg har tilbragt hans første små 2 uger sammen med ham på sygehuset. Men det er alligevel snart 1 år siden. Vi er så småt i gang med at planlægge, hvad der skal ske til hans første fødselsdag - det skal fejres med pomp og pragt. 

Ting du måske ikke vidste

Syntes det var ved at være længe siden jeg sidst lavede sådan et indlæg, så tænkte jeg lige ville lave et igen. 

• Da jeg var lille, ville jeg gerne hedde Soleima (spørg mig ikke, hvor i alverden jeg havde det navn fra, men det ville jeg hellere hedde end Mette). 
• Da jeg var yngre, hadede jeg mit mellemnavn (Doctor). Det var først, da jeg begyndte at arbejde på kontor indenfor international  handel, at jeg begyndte at synes, det at lidt sejt at hedde. 
• Jeg har, siden han første gang deltog i Vild med Dans, været stor fan af Silas Holst, og det er ham Silas er opkaldt efter. 
• Før jeg lærte Bent at kende, afskyede jeg sport i fjernsynet, men nu ser jeg stort set alt sport - selv cykling. 
• Da jeg lærte Bent at kende, spiste jeg aldrig bearnaise sauce, men nu kan jeg godt lide det. 
• Jeg har siden jeg var 12 år været fan af The Kelly Family - og hører dem stadig. 
• Jeg har præsteret at se en gyserfilm, som normalt varede omkring 100 minutter, på sølle 32 minutter  - resten af filmen spolede jeg igennem. 
• Jeg elsker gode gamle danske madretter - og især en del sønderjyske retter. 
• Jeg elsker at læse, men har haft store vanskeligheder med at kunne læse ret meget siden jeg faldt og  slog hovedet tilbage i 2015 (mener jeg det var). 

At være kejserinde

Nu vil nogen måske studse lidt over overskriften på dette indlæg, men det handler om noget så "enkelt" som kejsersnit. 

Kvinder, der får kejsersnit, omtales nemlig som kejserinder. Og jeg er altså dermed også kejserinde ☺

Jeg var en dag med i en større debat på nettet angående kejsersnit. Der var en kvinde, som tydeligt gav udtryk for, at under ingen omstændigheder ville lade sin krop udsætte for et kejsersnit, for det var (i hendes verden) ikke en normal fødsel. 

Det fik mig lidt op i det røde felt (delvist hormonelt betinget). Ja jeg fik kejsersnit, og selvfølgelig havde jeg da håbet at kunne føde naturligt, men havde jeg gjort det, havde vi muligvis ikke haft Silas i dag, og for mig var min kejsersnitfødsel på ingen måde mindre normal end hvis han var kommet ud via almindelig fødsel. 

Der kan være mange årsager til at en graviditet ender med et kejsersnit - enten planlagt eller (som i mit tilfælde) akut - og det vigtigste er sgu da i bund og grund, at babyen bliver født. 

Jeg synes godt, jeg kan læse rundt omkring på diverse gravid-forældre forummer, at det nærmest er et tabu, at føde ved kejsersnit, og det er sgu lidt synd for alle dem, som ender med kejsersnit ved første fødsel, at de nærmest skal føle sig "forkerte", fordi der sidder nogle bedrevidende madammer, som nok skal fortælle, hvor rigtig en almindelig fødsel er. Ingen fødselsmetode er mere normal end andre - det handler om at bringe et barn til verden. 

Jeg fik kejsersnit med Silas, og ja, jeg har et ar, som jeg vil have resten af livet. Jeg ved ikke, om det også bliver kejsersnit næste gang - det vil tiden vise. Jeg er kejserinde og fandens stolt af det!!!

Allerede maj

Så ramte vi 1. maj... officielt den sidste forårsmåned... synes ellers lige vi er kommet ind i 2018, men tiden er lige gået lidt for hurtigt... 

I fredags ramte jeg datoen, hvor jeg er halvvejs gennem graviditeten med Niclas... kan stadig have svært ved at forstå, at jeg er gravid igen. Men den voksende mave og det faktum, at jeg er begyndt at mærke liv, bekræfter jo bare at det er sandt. 

Silas fylder også 9 måneder senere på måneden - det er jo heller ikke til at forstå. Og om små 4 måneder +/- er han storebror - den dejligste af slagsen. Jeg elsker virkelig den knægt og alle de sjove stunder han indtil videre har givet os. Han har simpelthen det mest vidunderlige smil og når han griner er det altså svært ikke at grine med - ja enhver mor synes jo, at netop hendes barn er det skønneste, men det er Silas nu altså ☺

Vi er så småt ved at finde ind i en fast putterytme, men det er ikke altid Silas er helt enig i, at det er puttetid... indimellem er det altså mere lokkende at sidde inde i sofaen og putte med mor - og det skal der jo altså også være plads til. Han er meldt ind i vuggestue fra 1. september, men eftersom jeg jo også deromkring er på barsel med Niclas, så har jeg ikke tænkt mig at være helt så striks med, hvornår Silas skal af sted, og hvornår han må have en hyggedag hjemme. 

Vellykket MD-skanning

I torsdags var Bent og jeg på sygehuset til MD-skanning af junior i maven - og ja han har allerede fået navn, og det skal jeg nok afsløre. 

Men tilbage til skanningen... jeg havde dagene forinden været ret så nervøs for, om alt var som det skulle være. Jeg havde en følelse af at det næsten ville være for fantastisk, hvis 2 graviditeter bare var lige ud ad landevejen, når vi nu måtte så meget igennem for overhovedet at stå  med en positiv graviditetstest. Men alle mine bekymringer viste sig (heldigvis) at være spild af tid.

Niclas, som vi har valgt sidste skud på stammen skal hedde, er helt igennem sund og rask. Og det blodkar, som Silas manglede, og som var skyld i at han havde mere end svært ved at tage på, ja det mangler Niclas ikke.

Så mor er glad!!! ☺

Han blev skønnet til at veje 249 gram i torsdags, hvor jeg var 18+6, og det var helt efter planen og terminsdatoen ser ud til at holde fint. Jeg vil dog stadig blive fulgt ekstra for at lægerne kan holde øje med hans vægt, og de kan holde øje med om moderkagen fungerer som den skal. Og det brokker jeg mig jo ikke over. Hellere blive fulgt for meget end for lidt. 

Tiden går...

...og jeg når ikke halvdelen af det, jeg egentlig gerne ville nå. 

Vi er inde i en periode, hvor Silas ikke sover mere end et par enkelte lure a 15-20 minutters varighed i løbet af dagen... og det endda selv om han (og jeg) står op omkring kl. 7 om morgenen. Men så får vi da noget ud af dagen, og der er snart ikke den tegnefilm på Cartoon Network, som jeg ikke kan introsangen fra - ja ja, man er vel mor. 

Påsken er allerede næsten slut.. det har været en særdeles begivenhedsrig påske - skal nok senere dele hvorfor, men endnu vil jeg ikke sige for meget.

Vi har hygget herhjemme i påsken og været sammen med familien... rigtig hygge. Vi har ikke rigtig været til noget påskefrokost i år, men det har heller ikke gjort noget. Indimellem er det også rart bare at kunne slappe af og tage det stille og roligt. 

Vi var i Bilka i går, fordi der var 40% rabat på tøj, så vi fik lige købt en hel del til junior. Han er næsten i en str. 68 med alt, så han kunne godt lige trænge til lidt nyt (mente moren), og så fik vi købt lidt i str. 74 også. 

Ellers sker der ikke det vilde her på matriklen. Vi går bare og venter på at foråret gør sin entre, for jeg er ærlig talt ved at være pænt træt af sne og kulde - det er påskeharen der hører hjemme på denne årstid, og ikke snemanden. Men de kloge hoveder inde ved DMI er da heldigvis begyndt at snakke om at foråret er på vej. 

30 uger i dag

I morges vågnede jeg op til en email, som fortalte at Silas i dag er 30 uger. Kan slet ikke forstå, det allerede er 30 uger siden, jeg lå på Kolding Sygehus og fik beskeden om akut kejsersnit og blot nogle timer senere, lå med den bedste følelse af dem alle - nemlig følelsen af at være blevet mor. 

På lørdag bliver min lille mus 7 måneder.. det er jo slet ikke til at forstå. 

Har altid, når andre har sagt at tiden ændrer sig når man får børn, tænkt at det var godt med dem, men nu må jeg så erkende, at de havde ret. Tid ER virkelig en anden faktor, når man har sådan en lille størrelse i huset. 

Jeg er jo med i en terminsgruppe på facebook, og det er sjovt at følge med i udviklingen af alle de små, som vi har fulgt fra de lå i maverne og ja nærmest kun var en positiv graviditetstest endnu. Når man ser alle de skønne børn, så er det sjovt at se, hvor forskellige steder de egentlig er i deres motoriske udvikling. 

Silas er ikke helt begyndt at kravle endnu, men han begynder at lægge an til det, og han bliver så sur, når han ikke helt kan få arme og ben til at samarbejde. Men altså hallo lille mand, det skal nok komme, når du blot fortsætter med at øve dig. 

Min barsel slutter jo om små 4 måneder, og jeg kan godt mærke jeg er begyndt at blive lidt nervøs over, hvad der skal ske, når jeg "skal i gang" igen. Siger til mig selv, at det skal jeg ikke bekymre mig om nu, men det er nu altså lidt svært. 

Allerede fredag igen

Så er det allerede fredag igen.. synes virkelig dagene flyver af sted for tiden... om 14 dage er det allerede påske. 

Silas er heldigvis næsten helt rask igen, så der er fuld gang i ham herhjemme. Han er ved at begynde så småt på at lægge lidt an til at skulle kravle på et eller andet tidspunkt - hvor er min lille baby blevet af - men han kan endnu ikke helt knække koden til at flytte arm og ben på samme tid, og han bliver noget så sur indimellem, når det ikke lige vil som han vil. 

Sad forleden og kiggede billeder på computeren (hvor jeg har ALLE billeder fra både kamera og mobil), og man kan godt se at antallet af taget billeder eksploderede, da Silas kom til verden. Altså, jeg har jo altid godt kunne lide at tage billeder, men det månedlige antal billeder er godt nok doblet op mere end 2 eller 3 gange siden vi fik ham. Og sådan skal det jo bare være - sådan er det altså at få børn. 

Det er helt vildt at tænke på, at der nu "kun er lidt over 4 måneder tilbage af min barsel.. hvad der skal ske bagefter, det ved jeg ikke endnu. Kommer tilbage til "min gamle" sagsbehandler, og så må vi se, hvad vi finder ud af. Men indtil da skal jeg bare nyde tiden herhjemme med banditten ☺

Nyder et par "fridage"

I går og i dag har vi valgt at tage et par velfortjente "fridage"... altså ikke fridage som i at vi ikke laver noget, men fridage i den forstand, at vi bare har valgt at være herhjemme og hygge os, os 3. 

Kan godt mærke, at julen var lidt hårdere i år, end den plejer at være, fordi vi også har haft Silas at tænke på - men vil på INGEN måde have undværet ham. Tingene bliver bare ordnet i en anden rækkefølge og i et andet tempo, end vi har været vant til. Sådan er det at have børn. 

I fredags var vi med mine forældre henne ved mors moster og onkel og ønske dem glædelig jul. Det plejer Bent og jeg at være hvert år, og i år ville mine forældre så gerne med, og det var rigtig hyggeligt. 

I lørdags havde vi først besøg af vores udlejere om formiddagen. Om eftermiddagen kørte vi så ned til en veninde og hendes familie og byttede julegaver. Så hjem og have noget at spise. Derefter gik vi over til genboerne med en blomst og ønskede dem god jul inden vi gik hen til en anden veninde og hendes familie med julegaver. Vi var først hjemme ved 22 tiden om aftenen, hvor der så lige skulle ordnes nogle ting til søndag, og klokken nåede at blive omkring 1 inden jeg lå under min dyne. 

Søndag var er så også run på fra morgen til aften. 

Mandag kørte mine forældre hjem ved middagstid, og om aftenen var vi så hjemme ved dem og spise rester sammen med 2 onkler og deres samlevere. 

Tirsdag havde vi besøg af vores udlejer, som kom med et nyt komfur til os. Om eftermiddagen var vi så lige hurtigt hjemme ved mine forældre. 

Siden har vi så bare været hjemme. Kan godt mærke, at det har vi haft behov for. Har været ret meget i søvnunderskud, så det at vi har kunne sove længe (i det omfang Silas har tilladt det) har været skønt. 

Nu skal vi så bare have nytåret overstået, og så kan vi slappe lidt af inden det for alvor går løs med det sidste planlægning til barnedåben. Eller slappe af og slappe af, det er nu nok så meget sagt. Næste uge bliver ret travl, så det er nok begrænset, hvor meget vi får slappet af. 

Snart kun en måned tilbage af året...

Ja, der er snart kun en måned tilbage af 2017... helt ufatteligt... jeg føler seriøst lige året er startet, og så er det allerede snart så vidt, at året er slut... det er jo slet ikke til at forstå...

Altså selvfølgelig er der sket meget i vores liv i årets løb, så det er selvfølgellig ikke så underligt, at det er gået hurtigt. Jeg har de sidste par dage siddet og skrevet et "Året der gik" indlæg, som bliver udgivet sidst i december, og jeg er på den ene side lidt overrasket over, hvor meget vi har oplevet i år, men en stor del af året er jo gået med graviditet osv.

På onsdag skal Silas til lægen til 3 måneders vaccine, og på fredag er min lille mus allerede 3 måneder ☺💙 det er jo helt vildt... der sker bare så meget med ham, og man kan virkelig se udviklingen. Fx er han begyndt at smile og grine rigtig meget, og om morgenen når vi ligger inde i sengen og hygger, så ligger vi og rækker tunge, og knægten har en hel fest med det, så det er jo herligt.

Alt julepynten er kommet op herhjemme, og vi er i gang med at bage småkager... det er jo med at udnytte de timer, hvor Silas sover, til at få lavet nogle af de praktiske juleforberedelsesting, som vi ved kommer før eller siden.. 

En hyggelig dag

I dag har jeg været med min mor en tur i Odense... vi skulle nemlig i Ikea og købe nogle hylder til at sætte billeder på... 

Spurgte så min mor om vi ikke skulle tage derover, og den var hun heldigvis med på. 

Vi var så heldige, at vi kom til at køre i kø derover ad, så vi kørte af motorvejen og tog den gamle vej i stedet, men det var snart lige så håbløst, hvad angår trafikken... Men vi kom da frem og fik da også handlet det, som vi nu skulle... altså der var nogle ting, som vi skulle have, som var udsolgt, men langt det meste fik vi da. 

Da vi var færdige i Ikea, besluttede vi os for hurtigt at gå en tur i Bilka og kigge - vi kunne jo lige så godt udnytte tiden, når vi nu var derovre. Vi fik lige handlet et par ting, og så kørte vi mod Vamdrup igen. Og fandme om ikke, vi kom til at køre i kø stort set hele vejen fra vi kom på motorvejen ved Odense og hele vejen til Nørre Åby - vil godt pointere, at jeg ikke har noget imod at der er en smule kø, men at køre i kø i så lang tid, det er sgu ikke lige mig. 

Men hjem kom vi da... vi fik så lige en tallerken suppe, da vi kom hjem og så kørte min mor og bror mod Kolding igen.. nu skal vi så bare have hylderne op og hænge i morgen, så vi kan få en masse billeder af skønne Silas op og stå på dem.

En hyggelig weekend

Det er allerede mandag igen.. kan slet ikke følge med i dagene, de flyver af sted, og jeg når ikke alt det, jeg egentlig gerne ville... men ja, sådan er det jo altså bare - Silas er nu engang vigtigst. 

I lørdasgs var Bent til 40 års fødsesldag/herrefrokost ved vores udlejer. Min mor passede Silas, mens jeg kørte Bent til fest. Derefter kørte jeg så hjem igen og hentede min mor og Silas... vi havde nemlig aftalt, at vi kørte med hjem til mine forældre, og så kunne vi (nok nærmere jeg) spise med derhjemme.

Vi hyggede os så om eftermiddagen, og da vi så skulle spise begyndte Silas at gylpe helt vildt samtidig med at hans vejrtrækning var meget rallende og han nærmest hev efter vejret indimellem. Jeg ringede så til vagtlægen, som heldigvis gerne ville se ham, og de havde så en tid en time senere. Min bror tog med mig derover (Bent var jo stadig til fødselsdag), og lægen kom så frem til, at Silas spiser forkert - han synker simpelthen ikke maden ordentligt, og dermed fremkaldes opkastreflekserne som får ham til at gylpe. Nu har jeg jo selv det forbandede spiserørsbrok, så måske han også kommer til at døje med det. Vi fik at vide, at vi skulle prøve at snakke med enten læge eller sundhedsplejerske, hvis det fortsatte og han begyndte at tabe sig af det.

Vi kørte så direkte ned og hentede Bent og så gik turen hjem og slappe af - det trætter  når ens lille baby ikke har det godt, og dermed ikke sover helt som han burde.

I går var der (heldigvis) rigtig meget sport i fjernsynet, så dagen stod på afslapning og sport. Det må man godt indimellem, og Silas fik heldigvis sovet rigtig godt i går, så det var jo helt perfekt.  

2 måneder

I går var det d. 24. oktober - der var i går 2 måneder til juleaften og det var i går 2 måneder siden Silas kom til verden. 

Synes det er helt vildt, han allerede har rundet 2 måneder - det føles jo som i går, at han blev født. 

Vi havde besøg af sundhedsplejersken i mandags, og hun var - som sædvanlig - godt tilfreds. Silas er nu 58 cm lang og vejer 4520 gram (mod 47 cm og 2280 gram ved fødslen), så han vokser godt. De andre gange, han er blevet målt og vejet, har han ligget lige lidt under normalen, men fra 5 ugers undersøgelsen og frem til i mandags har han virkelig taget revanche og nu ligger han lige over den nederste kurve i vækstskemaet, så mor her er stolt af sin "lille" mus.

 Vi er begyndt at have mere og mere glæde af Silas, når han er vågen. Han er begyndt at være meget mere bevidst om, hvad der sker rundt om ham, og han spilder absolut ikke sin tid med at sove. Han er begyndt at "snakke" meget, og når vi snakker med ham, så kan man se han prøver at efterligne de ting, vi siger og gør. Han er altså bare dejlig. 

Synes lige, I skal se et billede af ham - taget i går. 

10 år

I går var det, som bekendt 20. oktober... det var dermed også dagen, hvor det var nøjagtig 10 år siden, jeg deltog i mit livs første chatfest - den chatfest, hvor jeg mødte den mand, som jeg senere hen skulle blive gift med og som skulle være far til min (hidtil) eneste barn... 

Glemmer aldrig den aften... jeg var hamrende genert og var pisse nervøs for at tage med (set i bagspejlet var min angst nok allerede begyndt dengang, uden at jeg dog havde nogen som helst anelse om det). 

Bent var dengang sammen med en anden pige, men da jeg så ham første gang, var der noget ved ham, der fangede mig med det samme... men som sagt var han sammen med en anden, som også var en af brugerne på komogvind, så jeg opgav egentlig allerede på forhånd nogensinde at komme til at lære ham at kende, på andet end venskabeligt plan. 

Han har så fortalt, at han også allerede den aften faldt for mig, men at han jo heller ikke kunne tillade sig at gøre mere ved det. Men vi begyndte så stille og roligt at skrive  mere sammen i chatten inde på komogvind - dog ikke som andet end venner, og jeg skrev også med hans kæreste. 

En aften fortalte han så, at de var gået fra hinanden, men at jeg ikke måtte sige noget til nogen, for han ville ikke lige have det ud endnu. Jeg havde det sådan lidt blandet med det, for på den ene side, var jeg bange for om det var min skyld, og på den anden side var jeg jo (indrømmet) også glad for det. Bent forsikrede mig dog om at det udelukkende var interne stridigheder og uenighed omkring forskellige ting mellem dem, der havde ødelagt deres forhold. 

1. december samme år, var vi så begge med til en julefrokost hos et par fra komogvind, og der begyndte tingene mellem os så småt at udvikle sig... dog var vi stadig kun venner... det varede dog kun indtil 2. juledag 2007, hvor vi besluttede at erkende at vi var sammen... 

Og selv om vi har været midlertidig fra hinanden et par gange, så er vi jo gift i dag og forældre til den dejligste dreng... så jeg er glad for, at jeg valgte at tage med til chatfest dengang tilbage i 2007.