2. advent

Traditionen tro, var der igen i søndags gaver i min julesok (ja altså herhjemme er det ikke kun hunde og børn, som har julesokker).

Jeg nåede ikke lige at få skrevet det her indlæg i søndags, da vi havde sygt barn, men bedre sent end aldrig.

Min julesok indeholdt igen 2 gaver -  fra Bent og 1 bloggeradventsgave fra Lærke.

Den fra Bent indeholdt bog nr 2 i Calendar Girl serien. Som I måske husker, så fik jeg den første bog 1. advent, så nu ved jeg godt, hvad mine adventsgaver fra min bedre halvdel indeholder - og det brokker jeg mig bestemt ikke over.

Gaven fra Lærke indeholdt 3 søde hjerteformede kagedåser. De passer helt perfekt til vores konfekt, så ja de er allerede kommet i brug.

Det er en mørk og stormfuld morgen...

Ja eller det var i hvert fald mørkt og stormfuldt, da vi stod op i går morges. En stor kontrast til vejret i dag.

Normalt plejer ungerne at vække os ved 6:30 tiden, men af en eller anden grund har de altså sovet længere de sidste par uger. Den ene morgen vågnede Bent kl. 7:50 og da han så sagde godmorgen til mig, blev jeg fuldstændig panisk, da jeg kiggede på uret. Vi plejer nemlig at gå ud til bilen omkring 8:05 og køre ud i vuggestuen, så er Silas og Niclas nemlig derude til at få formiddagsmad ved 8:30 tiden. Men så var det jo bare med at springe ud af sengen og fik ungerne i tøjet og os selv færdige (man kan nå meget på ganske kort tid, vil jeg godt pointere). 

Og da klokken var 8:21 var begge drenge tjekket ind i vuggestuen. Bent skulle først møde kl. 10, så der var jo god tid, da vi så kom hjem igen. Men altså, det giver da en smule stress på lige fra morgenstunden, når man vågner brat op, faktisk næsten på det tidspunkt, hvor man egentlig skulle ud af døren. 

Men ja, derudover er det jo altså blevet december - med alt, hvad det indebærer af ting og sager. Vi julehygger på max blus herhjemme og det er jo så skønt. Silas og Niclas er så sjove i år, hvor de forstår lidt mere af det end de foregående år. De får kalendergaver hver dag, så vi har indført rutine med, at vi åbner gaver og julekalendere, når jeg har hentet dem i vuggestuen. Så er der ikke så meget stress på, og vi kan slappe af med det, så de ikke overgeare for meget. 

Og ja, så vil nogen måske sige, at de ikke har godt af alle de søde sager inden de skal spise, men bare rolig. Vi har 2 plastikkasser stående i køkkenet, og der kommer størstedelen af deres slik i, så de har også ind i det nye år. Og så længe man ikke overdriver, så gør det altså ikke noget, at de har nogle kalendere her i december. 

I går var vi så til julemorgenkaffe ude i vuggestuen. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Når vi har 2 børn derude, så er vi ligesom også nødt til at deltage i sådan nogle ting. Og jeg kan godt sætte en times tid af til at hygge med mine børn - det går det ikke noget fra mig for at gøre. 

Lige nu sover begge drenge formiddagslur, Bent er på arbejde og jeg har lavet æbleskiver til fryseren. Tror efterhånden heller ikke, der kan laves flere julesysler herhjemme nu. Altså jo, jeg mangler lige at pakke lidt julegaver ind, men det gør jeg, når de alle er væk om formiddagen, da det er betydeligt lettere, når jeg er alene hjemme. Og jeg skal såmænd nok nå det hele inden juleaften- det er jeg ret sikker på. 

Jeg er også så heldig, at der allerede er begyndt at dumpe julekort ind i postkassen - og ja vores egne er også sendt. Det plejer vi altid at have gjort inden 1. december, og det var også tilfældet i år. Så nu kan vi egentlig bare læne os tilbage og nyde julen - ja altså, Bent kan også i det omfang, at han kan slappe af, når han har fri. Der er ikke alle mulige ting, som jeg sætter ham i gang med herhjemme. 

Og så synes jeg da ikke I skal snydes for det søskendebillede, som blev taget af drengene ude i vuggestuen for et par måneder siden. Jeg synes simpelthen det er så godt, og jeg er en stolt mor. Tænk, at jeg har været med til at skabe noget så smukt og dejligt. 

1. advent

I dag er det ikke alene 1. december, nej det er også 1.søndag i advent, og det er ensbetydende med gaver til Mette ☺

I morges lå der atter 2 gaver og ventede på mig - en fra Bent og en Bloggeradventsgave fra Lærke. 

Gaven fra Bent indeholdt den første af 4 bøger i Calendar Girl serien. Jeg har hørt dem som lydbøger, og har længe ønsket mig dem, og nu har jeg så den første (og mon ikke de andre følger de andre søndage).  

I gaven fra Lærke var der gel-penne i forskellige farver. De er jo helt perfekte, når jeg skriver julekort, breve og andre forskellige ting. 

Håber I alle har haft en rigtig god 1. december/ 1. advent.

Kære farmor

Kære farmor... 

Endnu et år er gået, og det er nu 25 år siden, du tog dit sidste åndedrag. 25 år siden jeg sidst snakkede med dig, og du bad mig passe godt på alle sammen og hjælpe dem til at få det godt. Og farmor, jeg har virkelig gjort mit bedste. 

Den, som engang fandt på det med at "tiden læger alle sår", har tydeligvis aldrig prøvet at miste en person, vedkommende virkelig holdt af. For mit savn til dig er ikke blevet mindre med årene - måske nok snarere tværtimod. 

Jeg besøger ofte kirkegården, og når jeg er alene og der ikke er andre besøgende, så snakker jeg med dig. Jeg savner at kunne sidde og snakke med dig, og jeg ville ønske, jeg kunne dele stort og småt med dig - både de gode ting og de mindre gode ting. 

I dag har Bent og jeg 2 dejlige drenge Silas og Niclas, og jeg ved du ville have elsket dem, og de ville have elsket dig. Da vi pyntede til jul for et par uger siden, sendte jeg dig mange kærlige tanker, mens jeg satte det julepynt frem, som jeg arvede hjemme fra jer. Det er noget af det julepynt, der betyder allermest for mig, og uanset hvordan jeg sorterer i julepynten fra år til år, så er der altså bare visse ting, der SKAL op hvert år. 

Glædelig jul farmor - håber I får en god jul allesammen, hvor end I er. 

Elsker dig og savner dig. 

xx Mette xx

Det sørme - det sandt - december

Så er det allerede blevet december igen, og julen er nu officielt i gang (altså julehumøret har jo været fundet frem LÆNGE herhjemme).

Men nu bliver det altså også lidt mere julet herinde.. altså sådan lidt da... I dag er det ikke kun 1. december, nej det er også 1. advent, så senere kommer der et Bloggeradvents indlæg herinde. 

Indtil da - Rigtig glædelig 1. december og 1. advent 

(billede af vores juletræ fra sidste år)

Et forfærdeligt døgn

Søndag eftermiddag skulle Silas, Niclas, min mor og jeg have været til juletræsfest på min mors arbejde. Det endte dog i stedet med en indlæggelse på Børneafdelingen på Kolding Sygehus.

Lørdag aften kom begge børn i seng, og der var intet galt med nogen af dem. Altså Silas hostede lidt, men ikke noget særligt alarmerende. Om natten vågner jeg ved at jeg skal på toilet, og Niclas begynder så i det samme at brokke sig. Jeg tænkte så, at jeg ville varme en flaske med lidt mælk til ham på vejen, så det gjorde jeg. Da jeg gik ind mod soveværelset det knap  minuts tid senere, var der helt roligt, og jeg nåede lige at tænke, at det da egentlig var ret hurtigt han faldt i søvn igen. Men da jeg kom ind i soveværelset sov han ikke - han var brændende varm og i feberkrampe. Jeg fik ham op af sengen og lagde ham på siden i min seng mens jeg ruskede i Bent, som så også vågnede.

Niclas kom fint ud af krampen igen, og faldt så også i søvn og sov til søndag morgen ved 7 tiden. Bent skulle på arbejde kl. 10, og vi andre skulle køre ved 13 tiden, men eftersom ungerne ikke rigtig kunne finde ro, valgte jeg at begynde at gøre dem klar ved 11 tiden, for de plejer altid at falde i søvn i bilen, så det satsende jeg også på, at de gjorde denne gang. Vi rundede så lige Bent på arbejdet inden, og så kørte vi mod Kolding. Niclas sad og snakkede omme i autostolen, men pludselig blev der roligt, og så kiggede jeg i bakspejlet og han var der i krampe igen.

Jeg ringede så til vagtlægen, og hun mente heldigvis, at vi skulle komme forbi, for 2x feberkrampe indenfor 12 timer, var alligevel mere, end hvad de synes var godt. Så vi fik en tid kl. 14. Vi kørte så hjem til mine forældre, for Silas skulle jo være et sted, og så kunne vi ellers vente på at klokken nærmede sig 14, så vi kunne komme af sted. Min bror kørte med Niclas og jeg over på sygehuset, hvor Niclas først blev undersøgt af en vagtlæge. Hun vurderede, at han skulle videre til børneafdelingen, så der måtte vi hen bagefter. Da han også var undersøgt der, og en læge havde vurderet, at de gerne lige ville beholde Niclas natten over til observation, når han nu havde haft 2 feberkramper indenfor så kort tid, kom feberkrampe nr. 3 - og den var værre end de 2 foregående. Han fik stesolid, for at komme til sig selv igen, og det lykkedes også, da han havde været i krampe i lidt over 5 minutter. 

Sygeplejerskerne roste mig endda for at være så rolig, mens han var i krampe, for langt de fleste forældre går i panik, når deres barn er i krampe. Men altså, jeg stolede på, at han var i gode hænder, og så længe fagfolkene ikke panikker, så er der heller ingen grund til at jeg skal panikke. 

Men ja, det endte så med, at vi tilbragte søndagen og lidt af mandag på børneafdelingen. Vi blev udskrevet mandag ved 10:30 tiden, og der havde der heldigvis ikke været flere krampeanfald, men nu er mor her godt klædt på til, hvis det sker igen (7-9-13 det ikke gør).

Bent og Silas hentede os inde på sygehuset, og Silas var pænt glad for at se sin lillebror igen. Ja og da også sin mor, men mest lillebror. De 2 har et helt særligt bånd allerede. I går og i dag har Silas så været i vuggestue, mens Niclas hygger herhjemme ved mig. Han er ikke helt på toppen endnu, så jeg vil hellere holde ham hjemme, når jeg har muligheden for det. Der er ingen grund til at sende ham af sted, hvis jeg alligevel skal hente ham efter en times tid. 

International Præmatur Dag

Indtil vi fik Niclas, var ordet Præmatur ikke rigtig noget, jeg som sådan havde stiftet det vilde bekendtskab med. 

Altså, jeg havde hørt det før, men kun fordi, at der i den terminsgruppe, jeg var i med Silas, var nogle børn, som er født meget for tidligt. Men dengang troede jeg jo ikke, det ville ske for mig, og jeg var jo selv gravid med Silas, så jeg spekulerede ærlig talt ikke så meget på det. 

Men da så lille Niclas kom til verden 31+1, åbnede der sig en helt ny verden for mig. Jeg var nu ikke kun forælder, nej jeg var også mor til et præmatur barn, og det indebar, at der pludselig var en masse nyt, jeg (eller rettere vi) skulle lære, for der var mange hensyn at tage. 

Personalet på p3 (neonatal) på Kolding Sygehus, var heldigvis rigtig søde til at råde og vejlede mig, og jeg følte virkelig de klædte mig godt på til opgaven. 

De første dage efter Niclas blev født, var jeg på ingen måde sikker på, at vi fik ham med hjem, og jeg var bange for at knytte mig alt for meget til ham, om end jeg tilbragte al den tid med ham, som jeg nu overhovedet kunne, for hvis han nu skulle dø fra os, så ville jeg have været der for ham. Sådan gik det jo så overhovedet ikke - heldigvis. 

Jeg fandt så også ud af, at d. 17. november er International Præmatur dag. Herhjemme i DK fejres dagen ikke særlig meget, men forskellige steder i udlandet fejrer man "de små mirakler, som er meget små" ved at forskellige offentlige bygninger er "klædt" i lilla - og jeg synes virkelig det er en smuk gestus. 

Her er billede er vores lille præmature dreng på i dag 16 måneder 

Nu det jul... eller ja, næsten da!

Silas har været hjemme stort set hele denne her uge med feber, så vi har hygget os med at pynte til jul. Vi er ikke helt færdige endnu, men det hjælper da på det. 

Det er jo først i år, at Silas sådan rigtig forstår, hvad det er. Altså sidste år var gaverne og alt lys og bling bling interessant, men i år siger han "ho ho ho", når han ser en julemand, så der er da noget, der sidder fast. 

Niclas er helt ovenud begejstret for alt det lys, som vi har over hele huset. Og nå ja, nisserne har da også en hvis interesse, men altså lys og bling bling er altså mere interessant. Nu er det jo bestemt heller ikke fordi, vi mangler nisser og andet julestads, så der er rigeligt at kigge på. 

En eller anden - stop tiden.

Jeg kan umuligt være den eneste, som efterhånden har svært ved at følge med tiden. Jeg synes virkelig dagene går LIDT for hurtigt efter mit hoved. Jeg mener bare, vi er allerede lidt mere end en uge henne i november - det føles altså ikke som om det er 4 måneder siden, vi var på ferie. Og ja, nu er det snart december. 

Der sker så mange ting herhjemme, og jeg kan slet ikke følge med. Silas fik jo dræn i sidste uge, og hold nu op en forskel vi allerede nu kan mærke på ham. Det er vildt, og jeg er dæleme glad for, at jeg trodsede lægernes ord om, at det var normalt at børn tog sig meget til især det ene øre, hvis de var trætte, og så i stedet bare kontaktede en ørelæge - ville måske bare ønske, jeg havde gjort det længe før. Men man kan jo altid være bagklog. 

Men hvorom alting er, så er det gjort nu. Nu skal vi så bare have ham i gang med at snakke, og det er allerede godt på vej. 

Nu er han så bare ramt af en omgang falsk strubehoste, men det virker heldigvis som om det også er i bedring, så nu håber moren bare, at hun kan få sovet lidt i nat. Pga Silas' hoste, blev det ikke så pokkers meget søvn i nat, så jeg har godt kunne mærke, jeg har været lidt træt i dag, for han har ikke været i vuggestue, og Bent har været på arbejde, så jeg har været på hele dagen. Kan godt mærke, det tærer enormt på energiniveauet, når der er syge børn, og vi ikke rigtig ved, hvordan Bents arbejdsskema ser ud. Han kan blive ringet på arbejde om morgenen. 

Men nu vi snakker om energiniveauet, så lader det til, at jeg endelig har fundet det medicin, som kan få mit blodtryk til at ligge stabilt nede, hvor det helst skal være. Der er så bare den ulempe, at den ene af de piller, jeg får, samtidig giver lavt kalium niveau i blodet, og eftersom mit kalium niveau i forvejen er for lavt, så er det jo bare faldet yderligere. Det resulterer bl.a. i en enormt træthed, som virkelig kan være vanskelig at få bugt med. Men hvis de fjerner den pille, som påvirker kaliummet i negativ retning, så får jeg øget væske i kroppen, og det gider jeg dæleme heller ikke. Så det er sådan lidt pest eller kolera. Men nu prøver jeg at fortsætte lidt endnu, og så er jeg øget i kalium tilskud, så må vi se, om det kan hjælpe. 

Den kære vintertid

I nat var det, som mange af jer nok ved, tidspunktet, hvor vi atter stiller uret en time tilbage og igen er på vintertid. 

Når man har børn, finder man hurtigt ud af, at de fleste af de størrelser, er fuldstændig helt og aldeles ligeglade med om det er sommer- eller vintertid. De vågner præcis, når de har lyst. Det resulterede så i, at Niclas allerede vågnede kl. 5:08, og så kunne moren ellers godt droppe enhver plan om overhovedet at få så meget som 5 minutters søvn mere. Silas var en anelse mere flink, og han sov til kl. 6:15, og så var han vågen. 

Silas er stadig ikke helt på toppen, så jeg krydser virkelig alt, hvad krydses kan, for at han er helt fit for fight til han skal have dræn i på onsdag, for jeg orker snart ikke at han skal gå og bøvle med de ører længere. Det er sgu så synd for ham. Kan virkelig mærke, det generer ham, men vi kan jo bare ikke rigtig gøre noget, før han får dræn i. 

Håber I alle får en rigtig god søndag ☺

Mor er træt

Endnu en gang er begge drenge syge... eller ja, det vil sige Niclas er ved at være rask igen, men Silas skranter stadig - ikke så pokkers smart, når han skal have dræn i på onsdag. Så Silas er hjemme fra vuggestue i dag. Bent er på arbejde, og Niclas er i vuggestue, så jeg hygger mig med Silas. Eller det vil sige, han sover lige nu, så jeg sidder og slapper af - og kigger på de praktiske ting, jeg egentlig burde lave, men som får lov til at vente, så længe han sover. 

Det har dæleme været en hård uge pga. det sygdom. Ingen af drengene har sovet særlig godt om natten ugen igennem, så det er heller ikke blevet til særlig meget søvn for mit vedkommende. Og det kan godt mærkes. 

Heldigvis havde de begge en relativ rolig nat i nat. Altså Niclas hostede nogle gange, hvor han så brokkede sig efterfølgende, fordi han ikke kunne finde sin sut, men altså det er jo til at leve med. Silas var kun vågen en enkelt gang, hvor han til gengæld også var VIRKELIG ulykkelig. Og eftersom Bent jo skulle på arbejde i dag, var det mig der stod op (som sædvanlig, altså den mand hører jo intet, når han snorker om natten *haha*). 

Bortset fra det, så er jeg kommet for vildt i julestemning... har seriøst lyst til at gå op og stille og roligt begynde at grave kasserne med julepynt frem og starte langsomt op med at pynte op... men altså, så siger fornuften jo også, at det kun er oktober nogle dage endnu, så jeg jo egentlig burde vente.. men altså Bent mener godt, jeg kan starte stille og roligt op - og normalt ville jeg jo bare kaste mig over projektet med det samme, men ved ikke lige, hvad der holder mig lidt tilbage nu.  Tænker lidt, jeg prøver at se tiden an til på mandag, og så kan jeg se, om jeg finder en enkelt kasse eller 2 frem (som om jeg kan stoppe der, når jeg først er i gang). 

 

Bloggeradvent anno 2019

Oktober er traditionen tro tiden, hvor Jeanette skyder gang i årets Bloggeradvent - og i år er naturligvis ingen undtagelse. 

Jeg har igen i år valgt at melde mig til, for altså ingen jul uden bloggeradvent ☺

Og selv om december hurtigt bliver lidt presset med 2 børn i huset, så skal der altså også være plads til lidt Mette-tid, og det får jeg så ved at deltage i Bloggeradvent. 

Nu glæder jeg mig bare til at se, hvem jeg skal sende til, så jeg rigtig kan komme i gang med at hygge med det. 

Kort fortalt om Bloggeradvent: 

Der bliver trukket lod om, hvem der skal sende til hvem. Man skal så finde 4 små adventsgaver til omkring 100kr i det hele (og ja, det kan altså være svært ikke at overskride budgettet en smule, men det gør heller ikke noget). Man må gerne sende hjemmelavede ting. 

Hver søndag i advent åbner man så en gave, og skriver et blogindlæg, hvor man viser den ting, man nu har fået og skriver lidt om det. 

Altså, indrømmet, der kan godt gå lidt tid det, og det skal man være forberedt på, hvis man melder sig til, men altså det er bare så super hyggeligt. 

Skulle du have lyst til at se mere om det, så kan du læse Jeanettes indlæg her. 

Tillykke skat

I dag fylder min bedre halvdel 44 år... tænk, da jeg lærte ham at kende, var han lige fyldt 32, så det er efterhånden næsten 12 år, vi har kendt hinanden.

Det er jo slet ikke til at forstå, hvor tiden bliver af. Men i hvert fald, stort tillykke til min mand og faren til mine guldklumper ❤

Så blev det oktober

Mange forbinder oktober med rigtig efterår, og selv om kalenderen allerede sagde efterår, da vi skiftede til september, så er jeg tilbøjelig til at give folk ret. September er på mange måder mere en sommermåned end en egentlig efterårsmåned.

Men nu, hvor vi er i oktober, er butikkerne begyndt med både Halloween- og julepynt, og det er da efterårsagtigt - i min verden i hvert fald.  Vi har ganske vist tændt for varmen herhjemme (dog kun på 1 rundt i huset), men der bliver skruet lidt ekstra op i løbet af den næste uges tid, hvis det bliver så køligt om natten, som vejrudsigterne tyder på.

Det bliver efterhånden hurtigt mørkt om aftenen, hvilket også kan ses på vores forbrug af både elektriske og levende lys. Vi har mange fyrfadslys tændt om aftenen, og det er jo kun så hyggeligt. Og så giver det jo også lige lidt ekstra varme, så det er jo en win win situation.

Jeg har brugt et par aftener i denne uge på at pakke jule- og kalendergaver ind - og der var mange, vil jeg godt lige pointere. Vi giver pakkekalender til begge drenge, til min bror, jeg giver til Bent og han giver adventsgaver til mig, så der var i hvertfald mange gaver at gå i gang med. Nu ligger der så "kun" 5 gaver, der ikke er pakket ind endnu, så det er ikke så galt. Og dem skal jeg nok nå at blive færdig med, inden vi går i gang med at købe næste omgang (der primært er julegaver).

Derudover har vi en ok travl måned i vente. Der skal ske mange ting her i oktober, så vi kommer nok ikke til at kede os. 

Den fik mig...

Efter en periode, hvor både Bent, Silas og Niclas har været syge, var det jo nærmest bare et spørgsmål om tid, før jeg også ville blive nedlagt af mandeinfluenza (ja, altså med 3 mænd i huset er det vel det mest nærliggende at tro, at det er sådan en størrelse, og ikke bare den almindelige influenza, der har nedlagt mig). 

Det startede så småt i går med feber og ondt i halsen, og så vidste jeg jo ligesom godt, hvilken vej det gik. Hele aftenen i går frøs jeg helt vildt og kunne ikke få luft igennem næsen. Da jeg så også begyndte at hoste, valgte jeg at "snyde" lidt og tog et par pust af ungernes "astmatisk bronkitis" medicin, og det hjalp sørme. Ikke at jeg har tænkt mig at gøre det ofte, men lige der var det altså en nødløsning. 

I dag har begge drenge heldigvis været raske nok til at komme i vuggestue, så jeg har haft lidt mulighed for at pleje mig selv herhjemme (Bent mødte på arbejde kl. 10). Jeg har så også været ved lægen i dag til blodtrykskontrol, og som jeg selv godt var klar over, så var lægen slet ikke tilfreds. Jeg kunne så heller ikke tåle de piller, som jeg fik ordineret sidst, så det har medført en del opkastninger, så der har jo reelt set heller ikke været nogen rigtig virkning af dem, for jeg har jo nået at kaste pillerne op inden de har virket. Så nu venter jeg på at høre, hvad der skal ske nu. 

En stor dag

I dag er der kommet stort kryds i kalenderen herhjemme. 

I dag var nemlig dagen, hvor Niclas endelig knækkede koden og begyndte at kravle. Han har i noget tid kravlet baglæns, men han har simpelthen ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle flytte hænder og fødder sådan, at han kom fremad. Og det har ikke rigtig irriteret ham, men vi kan virkelig mærke, at han er meget mere fri, nu hvor han kan komme lidt mere frit omkring, 

Men når det så er sagt, så huer det ikke rigtig Silas, at lillebror nu kravler rundt og kan komme til "hans" legetøj. I dag hentede Silas troligt en masse af det legetøj, som Niclas ikke måtte lege med og satte det hen på sofabordet, for der kan lillebror altså trods alt ikke nå op - til stor morskab for moren. 

Billede af banditten ☺

Den perfekte mor

Jeg er nu flere gange på nettet, stødt på udtrykket "Den perfekte mor", og hver gang sidder jeg og tænker "ja, men hvad er den perfekte mor? Hvad er det, der gør en mor perfekt?".

Og ved I hvad, det er i min optik, helt og holdent er definitionsspørgsmål. 

Er man den perfekte mor, fordi ens hjem skinner, og der ikke er så meget som en nullermand at spotte nogle steder. Der bliver serveret hjemmelavet mad hver eneste dag - selvfølgelig af økologiske råvarer. Ens børn har aldrig en plet på tøjet, når de bliver sendt ud af døren. Ja, det er man måske nok, men det er ikke nødvendigvis netop de ting, der skaber en perfekt mor. 

Herhjemme kan der altså godt findes nullermænd rundt omkring, og rengøringen er bestemt ikke en daglig opgave. Mine børn - og jeg selv for den sags skyld - kan godt komme i vuggestue med en enkelt plet på tøjet, for rent tøj 5 minutter før afgang, er altså ikke nødvendigvis ensbetydende med rent tøj 1 minut inden vi skal ud af døren. Ja, vi får indimellem pizza eller McDonalds mad. Mine børn spiser sand, hvis vi sidder ude og leger i sandkassen, og ved I hvad - de har ikke taget skade af det endnu. Og jeg synes bestemt ikke jeg er den perfekte mor - jeg laver også fejl - men jeg gør mit bedste, og det kendetegner - i min verden - en perfekt mor. Mine børn mangler ingenting, og de får al den kærlighed, som jeg kan give dem. Og indimellem er det vigtigere, at hygge sig med dem og ty til en gang mad fra grillen, fremfor at bruge 2 timer i køkkenet på at lave et fint overdådigt måltid. 

Jeg er så træt af, at der er nogle folk derude, som mener at man skal gøre dit, og man skal gøre dat, for at være en perfekt forælder - nej man skal ej. Langt de fleste (og nej, det er ikke alle) gør vitterligt deres bedste for at være en god forælder, og så længe man gør det, så kan andre ikke forlange mere. 

Alle er perfekte på hver deres måde - det uanset om du vejer 50 eller 100 kg, om du 

afleverer dit barn iført joggingtøj, eller om du afleverer dit barn iført en krigsmaling, som burde være en bytur værdig. Jeg lider selv af social angst, og samtidig har jeg en selvtillid, der kan ligge i hullet på en 1 krone, og jeg har virkelig tit følt mig som en fiasko, fordi jeg ikke lever op til det glansbillede, man ofte ser rundt på nettet af folk, som for nyligt er blevet forældre. Jeg snakkede endda også med en af sygeplejerskerne om det, da jeg havde fået Niclas og lå på neonatal. Jeg havde ikke sovet mere end 2 timer om natten, og brød grædende sammen overfor sygeplejersken, fordi det simpelthen bare blev for meget det hele. Hun sad længe og snakkede med mig, og hun fik mig til at forstå, at jeg VAR en god mor, for jeg var der for mit barn, og når Silas var på besøg, havde jeg også overskud til at være der for ham, så han ikke følte sig glemt. Jeg passede selv Niclas, og fik kun hjælp, når sonden skulle skiftes - alt andet klarede jeg selv. Og meget mod min vilje, tog sygeplejerskerne Niclas over på deres kontor om natten, så jeg kunne få noget søvn, for det mente de var af største nødvendighed for mig. 

Og selv om selvtilliden stadig på ingen måder er i top, så vil jeg alligevel tillade mig at sige, at jeg er den perfekte mor for mine børn. 

Man ved man er mor når.....

Synes det er på tide med en ny omgang "Man ved, man er mor når...", så håber I vil hygge jer med at læse med - mange mødre kan sikkert relatere til nogle af dem ☺

•  man jubler over at have fået mere end 3 timers søvn på en hel nat. 
• man fælder en lille tåre over at noget af det tøj i små størrelser, bliver pakket væk, for ikke at komme i brug igen. 
•  man bliver stolt af de 2-3 streger, som en af ungerne har sat på et stykke papir - og man i øvrigt husker at rose dem og fortælle, hvor dygtige de er til at tegne. 
• man kigger i kalenderen og ord som "sommerfest i vuggestuen", "bedsteforældredag osv figurerer. 
• en af de store poster i budgettet er bleer, og man i samme ombæring priser sig lykkelig over at drengene bruger samme størrelse i bleer. 
• man inden man skal støvsuge, lige skal bruge x antal minutter på at rydde gulvene for legetøj og forskellige andre ting.
• man flere gange om dagen, må på suttejagt rundt i huset (vi burde efterhånden have fundet alle gemmesteder, men nej, vi kan stadig blive overraskede, når Silas pludselig står med 3 sutter). 
• man er på vej ud af døren, kigger på sit tøj og tænker "nå ja, den ene plet lægger folk ikke mærke til, og der kommer nok flere inden dagen er slut alligevel". 
• man, når man træt ligger sig under dynen, mærker et eller anden, der mistænkeligt minder om legetøj enten under puden eller et eller andet sted under dynen (biler og duplo er ikke så spændende at ligge på, vil jeg godt lige pointere). 
• man kigger i køkkenskabet og plastictallerkner samt plastikkopper i alle afskygninger fylder en pæn stor del af skabet. 
• man, som noget af det første, stiler mod børnetøjsafdelingen i Bilka, Føtex, H&M og lignende. 

Tiden flyver

Er det bare mig, eller går dagene lige lidt for hurtigt for tiden??

Jeg synes lige det har været mandag, og alligevel er det allerede mandag igen. En hel uge er gået, og det er jo ikke fordi, jeg synes, vi har lavet vildt meget i den uge. Ungerne har været i vuggestue, men det er kun i weekenden Bent har været på arbejde, men alligevel er ugen fløjet af sted.

Vi er allerede midt i september, og inden vi ser os om, er det jul. Wait - say what???  Ej men altså, tid er simpelthen bare en anden faktor, når man har børn.

Bent er på arbejde i dag. Han skulle have haft fri, men så ringede en af cheferne i morges, da vi var på vej hjem fra vuggestuen, og spurgte om ikke han kunne møde ind, og som afløser, er det jo med at tage de timer, han nu kan få, så vi kørte hurtigt hjem og hentede hans ting, og så gik turen mod Kolding og sætte ham af, og så hjem igen.

Lige nu sidder jeg og slapper velfortjent af, efter jeg har støvsuget, ordnet vasketøj, gjort mad klar til i aften, gjort lidt rent og ja ryddet lidt op efter lømlerne. Selv om Niclas ikke kravler rigtigt endnu (han har gjort det en enkelt gang, hvor han selv blev overasket over det), så skal jeg dæleme love for, at han kan rode. Det tager ham ikke mange minutter at få stuen til at se ud, som om der er sprunget en bombe derinde. Men det er jo kun godt, at han kan - og så må mor og far bare rydde lidt ekstra op.

Men bortset fra det, så går livet jo bare derudaf med hastige skridt. Den ene dag tager den anden, og jeg får langt fra nået alt det, jeg gerne ville nå - bloggen står alt for meget stille, og jeg har mere end én gang overvejet at lukke den ned, for føler ikke rigtig, jeg har tiden til det - jo når Bent arbejder og ungerne er i vuggestue, så er der indimellem tid til det, men ja, det er jo også der, jeg får ordnet alt muligt husligt samt slappet af, og jeg er altså "kun" alene små 5 timer, når Bent er på arbejde. Men ja, kan ikke rigtig beslutte mig, så indtil videre får den nok lov til at bestå, men med indlæg på de vilkår, jeg også har nu - med at skrive, når jeg har tid/lyst. 

Det rigtige valg

Jeg er mere end én gang blevet spurgt, hvorfor vi valgte vuggestue frem for dagpleje til Silas og Niclas, når der nu har været en del fokus på manglende omsorg fra pædagogerne i vuggestuerne, og en del af svaret er, at det føltes som det rigtige for os.

Vi snakkede med et par dagplejere til at starte med, for jeg var overbevist om, at det var netop DEN vej, vi skulle gå. Men vi ændrede alligevel mening. Ikke, at jeg ikke følte dagpleje var en god løsning, men det var bare ikke den helt rigtige for os.

Silas er en relativ stille dreng, og jeg var lidt nervøs for, om han ville isolere sig lidt i en dagpleje, hvor der måske "kun" var mellem  og  andre børn end ham, og hvor det måske ikke nødvendigvis var børn på alder med ham.

Vi snakkede som sagt med et par forskellige dagplejere, og der var ingen af dem, som 100% overbeviste mig om, at det var det rigtige for mit barn. Altså selvfølgelig lød det da rigtig tiltalende, og jeg vil på ingen måde tale negativt om dagplejere, men følte bare ikke det var det rigtige for os.

Vi havde så også forskellige muligheder, da vi havde besluttet os for vuggestue, og vi valgte så Børnehuset Broen her i Vamdrup. Der er vuggestue og børnehave under samme tag og den skole, hvor børnene skal gå fra 0.-3. klasse ligger lige umiddelbart i forlængelse af, så det hele er samlet, og der bliver derfor ikke så mange skift rundt til alle mulige forskellige steder, og de gør meget ud af, at de børn, som er på alder med hinanden, også kommer til at følges af. Fx er der 4 eller 5 børn, som er født omkring august, hvor Silas også er født, og de vil så nok komme til at følges videre fra vuggestuen. Derudover er de garanteret en plads i børnehaven, når de er skrevet op til vuggestuen, og det syntes vi var et kæmpe plus, og så skal de så ikke ud og møde en masse nye børn, når de kommer i børnehaven, for mange af dem, kender de jo allerede fra vuggestuen.

Ved Niclas var vi også meget i tvivl om, hvad vi skulle vælge, for han var jo født for tidligt, og da vi skulle skrive ham op, vidste vi jo ikke, hvordan hans udvikling ville blive, og om han ville være mærket af at være præmatur. Men vi tog chancen og skrev ham op i samme vuggestue som Silas, for så havde vi da i det mindste en plads til ham, og vi kunne jo altid ændre det, hvis det blev aktuelt.

Heldigvis viste det sig, at vores lille fighter var i stand til at klare det hele, og han klarer sig bare så fint i vuggestuen. Begge drenge er glade for at gå der, og hvis de endelig er lidt kede af det om morgenen, så har jeg stadig en god mavefornemmelse, når jeg går derfra, for jeg VED at pædagogerne tager sig godt af mine børn. Selv Niclas, som er en anelse bagud motorisk, tager de sig så godt af, og de hjælper på alle måder med de øvelser, som fysioterapeuten har givet os. Pædagogerne hjælper på alle de måder, de overhovedet kan. Og er der noget vi er i tvivl om, skal vi endelig bare komme og spørge. Pædagogerne har altid tid til at opdatere om dagens hændelser, når vi henter drengene.

Så jeg er helt 100% sikker på, at det valg vi traf ved at sende vores børn i vuggestue, er det helt rigtige. Jeg siger ikke, at det ikke også ville have vist sig, at være det rigtige at sende dem i dagpleje, og man skal helt sikkert gøre, hvad man selv føler for. Og det er jo tilladt at skifte, hvis man vælger det ene og senere finder ud af, at det er et helt forkert valg ☺