Viser opslag med etiketten Min dagligdag. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Min dagligdag. Vis alle opslag

mandag den 6. april 2020

Nyder roen

Både i lørdags og i går arbejdede Bent 12 timers vagter, og i dag har han arbejdet kl. 14-21, og hold nu op, hvor er min krop ved at være træt - både fysisk og psykisk. Det energi niveau, som både Silas og Niclas lægger for dagen, er jo simpelthen mere end deres stakkels mor kan følge med til, og samtidig reagerer især Silas voldsomt på, at hans far nu ikke er så meget hjemme, som han var mens genbrugspladserne var lukkede. 

Så en del af dagen, står jeg med en grædende dreng, som går og kalder på sin far. Altså selvfølgelig kører vi da forbi genbrugspladsen, hvis det passer med at Bent lige har 5 minutter til overs til at snakke, men det er altså ikke helt det samme. Men hvad gør man ikke, for at junior kan se sin far ☺

Lige nu glæder jeg mig bare til at Bent er hjemme om et kvarters tid. Selv om han driver mig til vanvid, når han går hjemme for lang tid, så er det alligevel også hårdt, når han nu pludselig er SÅ meget væk. Den næste uge byder da også på en god blanding af både dag- og aftenvagter, så jeg kommer til at stå en del selv med drengene om aftenen, men sådan er det jo også bare. 

Nå nu må jeg hellere lige få hængt vasketøj op inden manden kommer hjem. 

Hav en god aften derude. 

lørdag den 4. april 2020

Morgenstund har guld i mund...

Sådan lyder en linje i en gammel sang, og i dag kunne det egentlig passe godt nok... 

Jeg vågnede ved 7:30 tiden og lå så bare inde i sengen indtil Silas og Niclas vågnede små 10 minutter senere. De var begge i forbavsende godt humør her til morgen, så da de kom op var det med smil og masser af kys til deres mor. Og så er dagen ligesom reddet - kender I det??

I tirsdags åbnede landets genbrugspladser jo igen efter at have været lukkede i knap 3 uger, og det har jo så også sendt Bent på arbejde igen. Mandag og onsdag i denne uge, var han rundt og sætte skilte op, som skal hjælpe borgerne med at opføre sig pænt, når de nu holder i kø og skal ind på pladserne. Det er egentlig lidt utroligt, at man skal fortælle dem om god opførsel i den situation, men altså det skal man åbenbart. 

Torsdag havde han så første reelle vagt, efter genåbningen, så han mødte ind kl. 13 og var hjemme kl. 22. Her i weekenden hedder den så 6-14, så han får da nogle timer de her uger, men det gør heller ikke noget, for pga. lock-downen, så nåede han kun at få 41 timer i marts, så det skader ikke, at der kommer lidt ekstra timer denne måned - og han kan jo lide arbejdet. 

I torsdags skulle Niclas have været til kontrol på børneambulatoriet i Kolding (de obligatoriske kontroller, da han jo er født før uge 32), men tiden blev annulleret pga. denne her Corona. Men hende børnelægen ringede så alligevel, for så kunne vi tage en snak telefonisk, og så kunne hun vurdere, om de skulle se ham, når det hele er overstået. 

Hun var dybt imponeret over, hvor godt han klarer sig, og inden samtalen var slut, havde hun afsluttet ham , for hun er på ingen måde bekymret for ham. Hun siger, at hun på ingen måde tror det bliver noget med ham, og at han nu er 100% på niveau med andre børn på hans alder - altså ikke præmatur fødte børn - og helt ærligt, så gjorde det mig bare pisse stolt. Og F*** janteloven - vi er så pisse seje herhjemme, at vi har formået at få Niclas op på det niveau. 

Det er egentlig forbavsende, så meget man trods alt kan nå herhjemme om morgenen med 2 tumlinger i huset (har lagt vasketøj sammen og sat ny vask over,  har ryddet op på bordet ude i bryggerset, har lavet morgenmad og spist sammen med ungerne, har ryddet op efter deres leg 3 gange allerede plus jeg har vasket de få ting op, som stod i køkkenvasken og også gjort toilettet rent). Og nå ja, jeg har da også nået at snakke i telefonen med både min mor og Bent, så der sker lidt i det lille hjem. 

Der går nogle rygter om mig her i byen, som jeg kun kan grine af. Men i hvert fald, så  gør det, at folk går forbi flere gange om dagen og skuler ind i huset, men de prøver at være så diskrete, så jeg ikke ser dem, men altså helt ærligt, så kan de sgu ikke skjule det. Og jovist er det irriterende, men som sagt, så kan jeg nærmest kun grine af det. Og hvad pokker - de bliver vel trætte af det på et eller andet tidspunkt, når de ikke kan få bevis for deres påstande. 





søndag den 29. marts 2020

Atter sommertid

Det er egentlig lidt ironisk... nu har vi de sidste par uger virkelig haft godt vejr.. altså totalt forårsagtigt, og nu, hvor vi jo så er skiftet til sommertid vender det og bliver mere koldt igen. Altså, hvad sker der lige for det?

Mange forældre brokker sig ofte over de kære børns "manglende fornemmelse" for omstilling mellem sommer- og vintertid, men hey her har i moren, som vågnede totalt frisk kl. 4:38 (og ja, jeg kom først i seng kl. 1 efter sommertid). Lå og vendte og drejede mig inde i sengen og gloede lidt Viaplay, men helt ærligt, så hjalp det ikke en fløjtende fis, så jeg stod op, og jeg sidder lige nu og nyder min 3(!!!!!) kop VARME kaffe. Både Bent og drengene sover som sten endnu, så jeg nyder roen - ja altså, jeg har også allerede gang i at vaske tøj plus jeg har tømt tørretumbler, så lidt praktisk er jeg da alligevel. 

Bent har jo gået hjemme i 3 uger nu, og han er ærlig talt begyndt at blive en anelse rastløs, så glæden var stor, da vi i går læste, at Kommunernes Landsforening nu har givet grønt lys til at landets genbrugspladser må åbne igen - dog med forskellige restriktioner - men altså hey Bent skal atter på arbejde og vi kan få alt det affald væk, der står i sække ude i værkstedet. Hans første vagt er så torsdag fra 13-22, så det bliver dæleme en lang dag. Men sådan er det nu engang bare. Han skal være - og er også - glad for at han bliver brugt nu, hvor han jo "kun" er afløser. 

Og ja, selv om det ganske vist trækker tænder ud at vi alle 4 går hjemme HVER dag, så har Bent og jeg alligevel fået ordnet en masse praktiske ting de seneste uger. Hele huset er mere eller mindre gjort hovedrent, og så er der alle de almindelige dagligdagsgøremål, som jeg trods alt har nydt at have hjælp til - og ved I hvad, der er rent faktisk en bund i vores vasketøjskurv!!!

Vi har allerede grillet 2 gange i den her uge, og det er jo simpelthen en af "sommerens glæder". I går prøvede vi at grille kålpølser, og de blev dæleme gode, så det er ikke sidste gang, vi har gjort det. 

Håber I alle har en fantastisk weekend.   

mandag den 23. marts 2020

Opdatering fra privaten

Det er nu allerede næsten en hel måned siden, jeg sidst har skrevet herinde, og det er egentlig ikke fordi jeg ikke har haft tiden til det, men jeg har bare haft valgt at prioritere tiden lidt anderledes. 

Vi har lavet enormt meget sammen som familie, når vi har haft tiden til det, og det har virkelig været godt, kan jeg mærke. 

Nu er det nok næppe en større statshemmelighed, at store dele af Danmark er lukket ned for tiden pga. denne Corona-virus, som er det helt store samtaleemne i medierne, og har været det i snart en måneds tid. En virus, som vi på ingen måde selv er herre over, men som på alle måder er herre over os, og over den frihed vi normalt plejer at have. 

Begge drenge er hjemme (og har været det knap 2 uger nu), fordi vuggestuen er lukket. Eller ja, de er ikke lukket, men kører med stærkt begrænset nødberedskab, så når vi nu alligevel har alle muligheder for at holde dem hjemme, så valgte vi at gøre det. 

Bent er også sendt hjem, og har ikke været på arbejde siden mandag i forrige uge. Vi ved ikke, hvor længe hverken han, Silas eller Niclas skal gå hjemme, så vi hygger os, og får ordnet en masse små praktiske ting herhjemme, som vi ellers har skubbet. 

Jeg har også "fri" fra mine angst-samtaler. Kan godt mærke, at jeg virkelig mangler dem. Angsten er virkelig en tro følgesvend lige pt, og jeg oplever mange panikangstanfald, og ja nogle af dem er altså seriøse nok til skræmme mig. 

Ikke i torsdags, men forrige torsdag måtte jeg en tur omkring akutafdelingen på Kolding Sygehus for at få tjekket mit hjerte. Havde voldsomme trykkende smerter i brystkassen, som gik ud i venstre skulder. Derudover var jeg svimmel og havde vejrtrækningsproblemer. Måtte ringe til vagtlægen om eftermiddagen og så blev jeg hentet af en hjerteambulance, som kørte mig til tjek på sygehuset. De kunne dog ikke umiddelbart se, at mit hjerte fejler noget, så jeg kom hjem ved midnatstid igen. Dog kan de ikke udelukke, at der er noget med hjertet, for jeg fik nitroglycerin i ambulancen, og det hjalp på de voldsomme smerter, jeg havde i brystkassen. Jeg jar så indtil videre en tid til videre undersøgelse på hjerteafdelingen på Grinsted Sygehus d. 30. marts, men nu må vi se, om den bliver udskudt. 

Myndighedernes anbefalinger går på, at man nærmest lever helt isoleret, men den overholder vi altså ikke helt herhjemme. Vi ses med mine forældre plus vi går nogle gode ture med drengene. Kan simpelthen ikke håndtere psykisk bare at skulle "bure mig selv inde" herhjemme. Men vi overholder selvfølgelig de hygiejnemæssige restriktioner, som der er sat. Vi har altid håndsprit med, når vi er ude, og vi sørger fx altid for også lige at spritte drengenes hænder af, så de har en chance for at være så nogenlunde bakteriefri, og er en af dem endelig med ude og handle, så får de ikke lov til at pille ved noget, og vi spritter lige vognen af inden de kommer ned og sidde, så vi sørger for at tage vores forholdsregler. 

Men altså helt ærligt, hånden på hjertet, så savner jeg dæleme vores "normale" hverdag. Kan godt mærke, jeg lige mangler det der pusterum, jeg plejer at have, når de alle 3 er ude af huset. Det tætteste jeg kommer på det nu, er hvis den ene af drengene sover, og Bent så tager den anden med ud og gå en tur. Men det er jo altså ikke helt det samme. Men lidt er jo trods alt bedre end ingenting. 





mandag den 24. februar 2020

Livet i overhalingsbanen

Der føler jeg i hvert fald, at mit liv leves lige pt. Der er fuld knald på, og jeg kan ærlig talt godt mærke, at jeg er ved at være godt brugt - både fysisk og psykisk.

Både Silas og Niclas har haft et par dage i sidste uge, hvor de var syge, og det kunne bestemt godt mærkes på energiniveauet. Jeg er simpelthen så træt, når vi først når hen omkring 20 tiden om aftenen.

Tilbage i november startede jeg på et forløb, som skal hjælpe mig med at bearbejde min angst, så jeg med tiden kan komme tilbage til arbejdsmarkedet. Og jeg kan godt sige jer, at det er hård kost. Det er sgu nærmest fuldtidsarbejde at arbejde med sig selv. Men det er nødvendigt.

Derudover har der været mange andre ting, som også har skulle klares. Niclas havde også "besøg" af fysioterapeuten ude i vuggestuen for små 2 uger siden, og jeg fik så meget ros for det arbejde, jeg har lagt i ham. Han er nu så godt som fuldt ud på niveau med andre på hans alder (altså hans "rigtige" alder i forhold til fødselstidspunktet, og ikke den korrigerede i forhold til termin), så jeg er lettet. Han går ikke uden støtte endnu, men det er på ingen måde noget, som der tænder nogle alarmklokker. Han er præcis, som han skal være. Nu skal han bare lige have modet til at slippe når han går.

I fredags havde de fastelavn ude i vuggestuen, og hold nu op, hvor havde vi et bøvl med at finde udklædning til Niclas. Han går jo ikke endnu, så vi skulle finde en dragt, der ikke var for tung, men som samtidig også passede alle andre steder (LÆS: han er lidt bred, så den skulle passe i både længde og bredde). Men mor her måtte så en tur i BabySam efter noget helt andet, og der lykkedes det mig så at finde lige netop TØJET til minimusen. 

Så derfor sendte vi et Tigerdyr og en ræv i vuggestue i fredags, og de havde hygget sig. 

Weekenden er brugt på hygge med familien... i lørdags var vi hjemme ved mine forældre og spise. Der var noget rundvisning oppe på Bents arbejde, så det tog vi med til, og så blev drengene passet hjemme ved mormor, morfar og onkel imens. I går havde vi så inviteret dem alle 3 herud til fastelavnsboller og aftensmad, så da jeg satte mig i sofaen i går aftes og drengene endelig sov, kunne jeg godt mærke trætheden. Har da også sovet som en sten i nat, så jeg må have haft brug for søvnen. 

I dag har vi pt ikke de vilde planer... Bent har, indtil videre, fri, og drengene er kommet ud i vuggestuen, så tror bare vi tager dagen, som den kommer. Jeg ved, jeg skal til lægen i eftermiddag, men det er også det eneste. 




tirsdag den 28. januar 2020

Long time no see

Januar måned er nu næsten allerede omme, og det er virkelig begrænset, hvad jeg har bedrevet online. 

Har haft en del at se til irl, og når drengene så har sovet om aftenen, så har der bare ikke været energi til at tænde computeren. Har været noget så træt om aftenen, og det er sket mere end én gang, at jeg er faldet i søvn på sofaen, mens vi har set film. 

D. 9. januar var Silas til kontrol ved ørelægen. Begge dræn sidder helt fint, og det er intet at bemærke. Vi havde så snakket om, at vi ville få en tid til at få tjekket Niclas' ører - ikke at vi mistænkte, der var noget galt, men bare lige for en sikkerheds skyld, så han ikke risikerede at skulle gå og bøvle med ørerne ligesom Silas - hvis der nu mod forventning var noget.  Vi kunne allerede få en tid mandag ugen efter, og den tog vi selvfølgelig imod. Og vores overraskelse var mere end stor, da det viste sig, at Niclas også havde stærkt undertryk i det ene øre og væske på begge ører - præcis ligesom Silas. Så det endte så med endnu en tur ved ørelægen sidste uge, hvor også Niclas fik dræn i begge ører. Og endnu en gang, er jeg taknemmelig for, at jeg valgte at følge min mavefornemmelse og få minimusens ører tjekket. 

Derudover er der jo bare fuld fart over feltet med alverdens ting. Sidste uge bød bl.a. på 3 lægebesøg, og det trætter altså at skulle være så meget "på" hele tiden. Bent arbejder jo også nærmest hele tiden, så der er jo enormt meget, der hænger på mine skuldre. Plus jeg så selvfølgelig også er efter mig selv, fordi jeg gerne vil holde hjemmet pænt og rent - og jeg må bare indrømme, at jeg altså ikke kan nå det hele, uanset hvor gerne jeg end vil. Jeg skal lære mig selv, at det er ok, hvis jeg ikke støvsuger lige præcis hver 2. dag. Men det er altså svært. 

I november startede jeg jo også i et forløb, som skal hjælpe mig med at håndtere min sociale angst og styrke mit selvværd, og der har jeg pt samtaler én gang om ugen, og ja det hjælper mig, men for fanden det er psykisk hårdt. Der bliver virkelig rodet op i en masse tanker og følelser, som jeg jo egentlig har gjort mit til at holde skjult. Alt det bliver der rippet op i nu, og det sætter et eller andet sted endnu flere tanker i gang. Hvad planen er fremadrettet, vil jeg gerne vente lidt med at udtale mig for meget om, da der først skal snakkes med min sagsbehandler. Men der er nogle ting på "tegnebrættet", som forhåbentlig kan hjælpe mig.

Under hele denne proces, har jeg også fået en kæmpe hjælp fra en helt uventet kant, og det er noget, der stadig overrasker mig en hel del. Men det viser bare, at jeg er kommet lidt videre i forhold til bare for 1 år siden. 

Denne her uge byder heldigvis ikke på nogen planer for mit vedkommende. Altså, jeg har kørt Bent til Kolding i dag til noget kursus, men derudover er der ingen planer, så jeg skal dæleme slappe af - Niclas har 2 kindtænder på vej, så det bliver ikke til så pokkers meget nattesøvn til mor her, så jeg skal nyde, at jeg kan sætte mig med en varm kop kaffe og bare slappe af indtil drengene skal hentes. 

fredag den 8. november 2019

En eller anden - stop tiden.

Jeg kan umuligt være den eneste, som efterhånden har svært ved at følge med tiden. Jeg synes virkelig dagene går LIDT for hurtigt efter mit hoved. Jeg mener bare, vi er allerede lidt mere end en uge henne i november - det føles altså ikke som om det er 4 måneder siden, vi var på ferie. Og ja, nu er det snart december. 

Der sker så mange ting herhjemme, og jeg kan slet ikke følge med. Silas fik jo dræn i sidste uge, og hold nu op en forskel vi allerede nu kan mærke på ham. Det er vildt, og jeg er dæleme glad for, at jeg trodsede lægernes ord om, at det var normalt at børn tog sig meget til især det ene øre, hvis de var trætte, og så i stedet bare kontaktede en ørelæge - ville måske bare ønske, jeg havde gjort det længe før. Men man kan jo altid være bagklog. 

Men hvorom alting er, så er det gjort nu. Nu skal vi så bare have ham i gang med at snakke, og det er allerede godt på vej. 

Nu er han så bare ramt af en omgang falsk strubehoste, men det virker heldigvis som om det også er i bedring, så nu håber moren bare, at hun kan få sovet lidt i nat. Pga Silas' hoste, blev det ikke så pokkers meget søvn i nat, så jeg har godt kunne mærke, jeg har været lidt træt i dag, for han har ikke været i vuggestue, og Bent har været på arbejde, så jeg har været på hele dagen. Kan godt mærke, det tærer enormt på energiniveauet, når der er syge børn, og vi ikke rigtig ved, hvordan Bents arbejdsskema ser ud. Han kan blive ringet på arbejde om morgenen. 

Men nu vi snakker om energiniveauet, så lader det til, at jeg endelig har fundet det medicin, som kan få mit blodtryk til at ligge stabilt nede, hvor det helst skal være. Der er så bare den ulempe, at den ene af de piller, jeg får, samtidig giver lavt kalium niveau i blodet, og eftersom mit kalium niveau i forvejen er for lavt, så er det jo bare faldet yderligere. Det resulterer bl.a. i en enormt træthed, som virkelig kan være vanskelig at få bugt med. Men hvis de fjerner den pille, som påvirker kaliummet i negativ retning, så får jeg øget væske i kroppen, og det gider jeg dæleme heller ikke. Så det er sådan lidt pest eller kolera. Men nu prøver jeg at fortsætte lidt endnu, og så er jeg øget i kalium tilskud, så må vi se, om det kan hjælpe. 

onsdag den 25. september 2019

Den fik mig...

Efter en periode, hvor både Bent, Silas og Niclas har været syge, var det jo nærmest bare et spørgsmål om tid, før jeg også ville blive nedlagt af mandeinfluenza (ja, altså med 3 mænd i huset er det vel det mest nærliggende at tro, at det er sådan en størrelse, og ikke bare den almindelige influenza, der har nedlagt mig). 

Det startede så småt i går med feber og ondt i halsen, og så vidste jeg jo ligesom godt, hvilken vej det gik. Hele aftenen i går frøs jeg helt vildt og kunne ikke få luft igennem næsen. Da jeg så også begyndte at hoste, valgte jeg at "snyde" lidt og tog et par pust af ungernes "astmatisk bronkitis" medicin, og det hjalp sørme. Ikke at jeg har tænkt mig at gøre det ofte, men lige der var det altså en nødløsning. 

I dag har begge drenge heldigvis været raske nok til at komme i vuggestue, så jeg har haft lidt mulighed for at pleje mig selv herhjemme (Bent mødte på arbejde kl. 10). Jeg har så også været ved lægen i dag til blodtrykskontrol, og som jeg selv godt var klar over, så var lægen slet ikke tilfreds. Jeg kunne så heller ikke tåle de piller, som jeg fik ordineret sidst, så det har medført en del opkastninger, så der har jo reelt set heller ikke været nogen rigtig virkning af dem, for jeg har jo nået at kaste pillerne op inden de har virket. Så nu venter jeg på at høre, hvad der skal ske nu. 

mandag den 16. september 2019

Tiden flyver

Er det bare mig, eller går dagene lige lidt for hurtigt for tiden??

Jeg synes lige det har været mandag, og alligevel er det allerede mandag igen. En hel uge er gået, og det er jo ikke fordi, jeg synes, vi har lavet vildt meget i den uge. Ungerne har været i vuggestue, men det er kun i weekenden Bent har været på arbejde, men alligevel er ugen fløjet af sted.

Vi er allerede midt i september, og inden vi ser os om, er det jul. Wait - say what???  Ej men altså, tid er simpelthen bare en anden faktor, når man har børn.

Bent er på arbejde i dag. Han skulle have haft fri, men så ringede en af cheferne i morges, da vi var på vej hjem fra vuggestuen, og spurgte om ikke han kunne møde ind, og som afløser, er det jo med at tage de timer, han nu kan få, så vi kørte hurtigt hjem og hentede hans ting, og så gik turen mod Kolding og sætte ham af, og så hjem igen.

Lige nu sidder jeg og slapper velfortjent af, efter jeg har støvsuget, ordnet vasketøj, gjort mad klar til i aften, gjort lidt rent og ja ryddet lidt op efter lømlerne. Selv om Niclas ikke kravler rigtigt endnu (han har gjort det en enkelt gang, hvor han selv blev overasket over det), så skal jeg dæleme love for, at han kan rode. Det tager ham ikke mange minutter at få stuen til at se ud, som om der er sprunget en bombe derinde. Men det er jo kun godt, at han kan - og så må mor og far bare rydde lidt ekstra op.

Men bortset fra det, så går livet jo bare derudaf med hastige skridt. Den ene dag tager den anden, og jeg får langt fra nået alt det, jeg gerne ville nå - bloggen står alt for meget stille, og jeg har mere end én gang overvejet at lukke den ned, for føler ikke rigtig, jeg har tiden til det - jo når Bent arbejder og ungerne er i vuggestue, så er der indimellem tid til det, men ja, det er jo også der, jeg får ordnet alt muligt husligt samt slappet af, og jeg er altså "kun" alene små 5 timer, når Bent er på arbejde. Men ja, kan ikke rigtig beslutte mig, så indtil videre får den nok lov til at bestå, men med indlæg på de vilkår, jeg også har nu - med at skrive, når jeg har tid/lyst. 

torsdag den 29. august 2019

En weekend i fødselsdagens tegn

I lørdags fyldte vores dejlige basse Silas jo 2 år, så der skulle selvfølgelig holdes fødselsdag i weekenden.
Fredag stod den på fejring i vuggestuen, hvor jeg havde lavet kage til dem. Vi er så heldige, at der ikke er nogen politik, som forbyder de små at have kage med til stuen, når der er fødselsdag. Der var endda så meget dej, da jeg havde lavet den ene kage, at jeg lavede en mere, så der også var til Niclas' stue (kan ikke huske, om jeg har nævnt det, men de går på hver sin stue), og det blev jeg bestemt ikke upopulær af.

Bent og jeg var henne i vuggestuen en lille time, inden vi smuttede igen, så Silas og Niclas kunne hygge sig. Vi kom dog tilbage senere, da Niclas skulle have fysioterapeut i vuggestuen i fredags.

Lørdag var det så bassens fødselsdag. Niclas vågnede tidligt om morgenen, så ham og jeg gik ned til bageren efter rundstykker, så vi kunne hygge, når Silas og Bent også var stået op. Da Niclas og jeg kom hjem, var Silas vågen, og han var i virkelig godt humør.  Han fik så lov til at åbne nogle af gaverne mens han hyggede inde i vores seng (der var MANGE gaver, skal det lige siges).  Han fik så bl.a. en legetøjsrendegraver - som jeg har nævnt tidligere, så er den dreng STOR fan af traktorer, rendegravere osv, så det er der efterhånden meget af herhjemme.

Mens Silas og Bent legede med rendegraver, fik jeg dækket bord, så vi kunne få noget at spise, og Silas kunne åbne flere gaver. Niclas var faldet i søvn (efter at have været vågen siden 5:05, så han fik først rundstykke, da han stod op.  Men Silas hyggede sig helt vildt.

Min bror kom herud ved middagstid og hyggede med os indtil mine forældre kom herud hen mod eftermiddag. Og så fik vi kaffe, boller og lagkager og Silas fik endnu flere gaver - og ja, endnu mere legetøj. Vi havde en rigtig hyggelig dag, og der var en, som var pænt træt om aftenen, da gæsterne var kørt - ja eller det vil sige, der var 2 trætte børn.

Søndag havde vi så inviteret mine 2 veninder, som også stod faddere til begge drenge, sammen med deres mænd og børn til fælles fødselsdag for begge drenge, for eftersom Niclas jo havde fødselsdag i sommerferien, valgte vi at rykke hans fødselsdag lidt, og så fik vi rundet fødselsdagsweekenden af på en god måde. 

Da drengene kom i seng søndag aften, var de godt trætte. Men de havde haft en rigtig god weekend og de var godt mættede af indtryk - og af at lege med alle de ting, de havde fået i gaver. Nu kan moren så bare læne sig tilbage, og slappe lidt af inden Bent har fødselsdag som den næste. 


torsdag den 22. august 2019

Nu er det 3. gang...

... jeg starter op på et nyt indlæg indenfor den seneste uge. De andre er aldrig blevet skrevet og udgivet, så ja, bloggen har igen stået lidt stille. 

Har simpelthen ingen energi haft den senere tid. Er konstant træt, og alligevel sover jeg måske 1,5-2 timer sammenlagt om natten - og det er begyndt at kunne mærkes vil jeg gerne pointere. Har de slemmeste "bivirkninger", hvilket selvfølgelig heller ikke lige just gør det hele nemmere. 

Min blodtryk er stadig heller ikke under kontrol. Jeg er igen blevet ændret i medicin og skal til kontrol om små 14 dage, så må vi se, hvordan det så ser ud nu. Vil ærlig talt snart gerne have, det s**** blodtryk til at stabilisere sig, så jeg slipper for alle de ændringer i medicinen, men ja nu må vi se, hvordan det går. 

Denne her weekend vi kommer til, kommer til at stå i fødselsdagens tegn. I morgen skal Silas holde fødselsdag i vuggestuen. Lørdag fylder Silas 2, og der skal der holdes fødselsdag for mormor, morfar og onkel. Og endelig skal vi på søndag, holde fælles fødselsdag for begge drenge for 2 veninder og deres familier (det er de samme veninder, som har stået fadder til begge drenge, så de skal selvfølgelig til fødselsdag). Så mor her får rigeligt at se til, men det er jo bare så hyggeligt. 

Ellers sker der ikke så meget, der er værd at fortælle om - ikke at mit liv er kedeligt, men altså det handler jo meget om børnene ☺

Håber I alle er klar til, at sommer vender tilbage for en periode... 

fredag den 21. juni 2019

En update på hjemmefronten

Der har simpelthen været fuld fart over feltet de sidste par uger herhjemme, og der er sket så meget. 

 Niclas er stadig rigtig glad for at komme i vuggestue. Han er der dog ikke så mange timer endnu - mellem 1 og 2 timer om dagen - for han bliver lidt for nemt overstimuleret, så vi tager det stadig lidt roligt. 

Begge unger startede denne uge med at være syge, så spørg lige, om jeg har haft nok at se til, for Bent har arbejdet hele denne uge, og han skal dæleme også arbejde i weekenden, så mor her har haft mere end rigeligt at se til. Hvis jeg nogensinde har ment, at det var hårdt med 2 små børn indtil nu, så har det intet været i forhold til denne her uge. Jeg har været vågen gud ved, hvor mange gange om natten og Silas er vågnet ved 5:30 tiden om morgenen, og så er dagen altså lang, når man er alene om det hele... for jeg vil jo også gerne få lavet nogle praktiske ting herhjemme. 

Men derudover, ja så har jeg været så heldig at erhverve mig et forhøjet blodtryk, som jeg er sat i medicinsk behandling for. Så i værste fald, skal jeg tage blodtrykssænkende medicin resten af livet (yeah - eller noget). Altså hallo, mig som altid og jeg mener virkelig ALTID, har haft et flot blodtryk. Selv ikke under nogen af graviditeterne har det været forhøjet, men nu ligger det jo ALT for højt. Var så til samtale på apoteket i dag med en farmaceut, for det tilbyder de, når man starter på sådan en slags medicin. 

Men derudover, så har Bent forkælet mig lidt den senere tid - fordi han synes jeg fortjener det, når jeg tager mig så meget af Silas og Niclas og passer det herhjemme. Jeg fik en stor flot buket blomster i sidste uge, og så har jeg u dag hentet mine nye briller. Jeg har igennem et stykke tid haft lidt svært ved at læse undertekster på fjernsynet, så jeg var af sted i sidste uge og få lavet synstest, og jeg skulle hæves en anelse i styrke - mest af alt pga. min bygningsfejl. Så i dag hentede vi de nye briller, og jeg er SÅ glad for dem. 

Skodaen har da også været en tur på værksted til service og olieskift i dag, så vi har virkelig fået nået en hel del på kort tid i dag. Men nu er den så til gengæld også klar til vi kører nordpå næste måned (og behøver jeg sige, jeg GLÆDER mig). 


fredag den 24. maj 2019

Træt med træt på

De seneste par uger eller 3 har jeg virkelig ikke fået skyggen af meget, der ligner søvn om natten, fordi Silas og Niclas nærmest har været vågne på skift, men alligevel har de sidste 3 nætter virkelig trukket tænder ud. 

Niclas har været snot forkølet det meste af ugen, hvilket har resulteret i, at han ikke rigtig har villet sove om natten, med mindre jeg har siddet inde i sofaen med ham, så det har jeg jo måtte gøre, og det er jo næppe en hemmelighed, at man altså ikke rigtig kan sove, når man sidder op, så det har været en udfordring. 

I går aftes faldt han dog ret hurtigt i søvn, så jeg så frem til måske at kunne få bare lidt mere søvn i nat, end jeg havde fået de foregående nætter. Men jeg blev klogere... Silas hostede nærmest hele natten og kastede op ud over hele sin seng, så jeg måtte i gang med en større rengøring  alt imens jeg prøvede at undgå at vække hverken Niclas, Bent eller Silas (som i mellemtiden faldt i søvn i min seng). Men nå, jeg fik da gjort rent og sat vaskemaskinen i gang. 

Derefter kunne jeg så kravle under dynen igen og prøve at sove, men goddaw da, for det blev ikke til mere end omkring 0,5 times søvn sammenlagt natten igennem - hver gang jeg var lige ved at sove, så vågnede Silas og hostede helt vildt. Et par gange lød det, som om han var ved at kaste op og blive kvalt i det, men der kom ingenting. 

Han kom dog ikke i vuggestue i dag, ville simpelthen ikke sende ham af sted, for han havde det virkelig dårligt i morges. Bent skulle dog på arbejde kl. 10, så vi fik hygget lidt med begge unger inden og nusset Silas lidt ekstra. 

Som dagen skred frem, fik Silas det ikke bedre, så jeg besluttede mig for at kontakte vagtlægen, da de åbnede. Vi skulle så komme derind kl. 17:10, så vi kunne lige nå omkring containerpladsen og sige hej til Bent inden vi kørte hjem og satte Niclas af ved mine forældre. Min bror kørte så Silas og mig over på sygehuset, og så hentede han Bent på arbejde her i Vamdrup inden de begge kom op på sygehuset til os. For ja, vagtlægen mente lige vi skulle runde børnemodtagelsen, så de kunne kigge på Silas. 

Silas har så (igen) fået en luftvejs infektion i de øvre luftveje, og pga. hans astmatiske bronkitis, så bliver det meget værre. Han fik et par masker med medicin på sygehuset, og det hjalp meget på hans vejrtrækning. Vi fik så lov til at tage hjem ved 20 tiden med en åben indlæggelse weekenden over, så kan vi altid komme hurtigt ind, hvis der skulle blive noget i løbet af weekenden - hvilket vi naturligvis ikke håber, der bliver. 

Heldigvis faldt han hurtigt i søvn, da vi kørte hjem fra Kolding, så nu venter vi bare på det passer den anden unge mand at falde i søvn, så vi 2 gamle også kan komme ind og se dyner. Kan godt mærke, at den manglende søvn er begyndt at have sat sine spor - er i hvert fald sikker på, at jeg ikke får nogen problemer med at sove, så længe Silas og Niclas giver deres mor lov i nat. 

Vil ønske jer alle en rigtig god weekend. Her skal weekenden bruges herhjemme på nogle praktiske gøremål, mens Bent er på arbejde. 

fredag den 19. april 2019

Opdatering på tilværelsen

Der er liv her på matriklen endnu, selv om jeg ikke har fået blogget særlig meget den senere tid... Men ja, der har været så meget at se til, og om aftenen når ungerne er faldet i søvn, så er jeg også mere end én gang faldet i søvn på sofaen. 



D. 6. april var vi til guldbryllup. Det var en rigtig god dag, og der er altså noget magisk over at et ægtepar har holdt sammen i tykt og tyndt så mange år. Dagen startede med, at vi alle var inviteret i kirke, hvor guldbrudeparret atter bekræftede at ville leve sammen resten af livet. Bagefter var vi alle på Agerskov Kro og spise, og nøj jeg siger jer, det var noget godt mad, vi fik. Silas havde det ikke særlig godt den dag og sad egentlig bare ved onkel Allan og hang nærmest fra start til slut. Den lille mand havde feber og var virkelig hårdt ramt. 

Vi kørte så til vagtlægen om aftenen, da vi kom hjem, og vi fik at vide, at det "bare" var en virus, som skulle gå i sig selv af sig selv. Og jeg skal altså lige hilse og sige, at det er noget så hårdt at se ham have det dårligt og hoste så meget, at han kaster op over det. Nu er han jo ikke ligefrem den tykkeste i forvejen, så han har jo slet ikke godt af at kaste så meget op. 

I lørdags stod den så endnu en gang på fest. Det var også min fødselsdag, men vi var inviteret til kobberbryllup ved min kusine og hendes mand, og det havde vi så valgt at sige ja til, for fødselsdagen kunne jo sagtens rykkes til dagen efter, og det var jo også bare en almindelig fødselsdag og ikke en rund en af slagsen, og der skulle ikke ske andet end at min bror og mine forældre kom ud til os og spiste. 

Men vi havde så besluttet os for, at vi havde inviteret dem herud til morgenmad lørdag morgen, så kunne vi sidde og hygge lidt inden vi skulle køre til Brande til fest. Bent og ungerne var gået sammen med min bror og mine forældre om at købe gave til mig, og de havde købt en kamera, jeg ønskede mig. Jeg har jo et spejlreflekskamera, men det er lidt stort at slæbe med, hvis vi skal nogen steder, så jeg havde ønsket mig et ganske almindeligt kamera, der ikke fylder så meget. For ja, med børn er det altså praktisk at have et kamera med, når man skal noget (og jeg er ikke den, der altid har min mobil på mig, når vi går ud af døren). 

Nå men, vi skulle være i Brande kl. 13, så vi kørte fra Vamdrup ved 11:30 tiden, for så skulle vi i hvert fald ikke skynde os derop. Vi var da absolut heller ikke hverken de første eller de sidste, som ankom. Inden vi skulle spise, rejste min kusines mand sig op og sagde tillykke med fødselsdagen til mig, og så skulle de alle sammen rejse sig og skåle med mig (mig, som hader at være i centrum), og jeg fik så den flotteste buket blomster af dem. Det var en rigtig hyggelig dag, og jeg fortryder ikke, at vi tog med. 
Søndag holdt jeg så fødselsdag for mine forældre og min bror. Det var ikke noget vildt, men vi hyggede og grillede (fødselsdagsbarnet bestemmer maden herhjemme). 

Påsken er indtil videre brugt herhjemme, hvor vi har hygget i haven. Silas elsker at være ude, og de har jo efterhånden også SÅ meget legetøj til udendørs brug, så det er jo med at få det brugt. I går var vi også lige en tur i Billigblomst og købe blomster til at plante i krukkerne ude på terrassen, så nu er haven næsten sommerklar. Og nå ja, Silas er blevet klippet, så nu er frisuren lidt mere sommeragtig ☺

tirsdag den 19. februar 2019

Lidt Mette-tid

Bent er ude og køre, og begge børn sover... det vil sige, jeg kan sidde og hygge mig og lave noget for mig selv. 

Det er dæleme sjældent det sker, at begge børn sover på samme tid, så jeg har kastet mig over at omdøbe nogen af alle de billeder, jeg har på computeren - og der er mange, vil jeg gerne lige pointere. 

Vi var lige en hurtig tur hjemme ved mine forældre i går. Vi skulle lige hjem og hente noget spartelmasse, som min bror havde lånt af os, og det passede med, at Silas lige kunne få en lille lur i bilen. Han er relativt nem at få til at sove, når vi er ude og køre, så der er ikke meget ballade fra bagsædet - endnu, men det kan jo nå at komme senere hen. 

Sidder og kigger på, at jeg egentlig burde støvsuge og tørre støv af... men ja, kender I ikke det med at man indimellem har godt af at lukke øjnene for de praktiske gøremål, som egentlig burde klares. Og hånden på hjertet, så forsvinder nullermændene nok ikke af sig selv. Og jeg tvivler på, at der kommer en eller anden random fremmed ind af døren og nupper dem. 

Senere i dag skal Bent til teori, så der skal vi også bare være hjemme og hygge mig og ungerne. Indimellem kan dagene godt være lidt lange, når Bent er så meget væk, men altså, så skal jeg jo bare huske, at det er i en begrænset periode, og at det kan give ham kørekort, så han kan få drømmejobbet. 

Og ja, jeg hygger mig jo alligevel med banditterne om aftenen, så det gør mig intet at være selv hjemme med dem. Og så har jeg nogen til at se lidt julekalender med mig (ja, det ser vi altså selv om det er februar - Silas elsker Pyrus, så det er jo skønt). 

I får lige et billede fra i weekenden, hvor vejret jo var vidunderligt. Der havde vi begge unger med ude og lege i haven. Niclas hyggede sig gevaldigt med at ligge på sansegyngen, og Silas var over hele haven. Det er en af de helt store fordele ved at have egen have - vi skal ikke ned på legepladsen, hver gang vi vil hygge os med ungerne. Selvfølgelig kan vi godt besøge nogle af alle legepladserne i byen, men vi kan også gå lige ud i haven.
 

mandag den 21. januar 2019

Året hvor....

Har tidligere lavet sådan et "året hvor" indlæg, når vi er kommet ind i et nyt år, og i år gør jeg det så igen.

2018 blev året hvor: 
  • vi holdt barnedåb for vores første mirakel. 
  • vi fandt ud af, at Silas, stik imod alle odds, skulle være storebror. 
  • vi oplevede alle vordende forældres mareridt, da fødslen pludselig var i gang, og Niclas kom meget akut til verden - 2 måneder for tidligt. 
  • vi for alvor stiftede bekendtskab med ordet "præmatur". 
  • jeg gennemførte et meget akut kejsersnit helt alene. 
  • jeg ikke helt har fået blogget helt så meget, som jeg gerne ville. 
  • sommeren var helt uovertruffen - og jeg tilbragte en stor del af den på neonatal afdelingen på Kolding Sygehus. 
  • min mor fyldte 60. 
  • jeg traf en beslutning om at blive steriliseret - efter den oplevelse med Niclas' for tidlige fødsel, turde jeg ikke tage flere chancer med endnu en graviditet. 
  • jeg blev opereret for galdesten. 
2019 bliver året, hvor:
  • Vores 2. Lille mirakel Niclas skal døbes. 
  • Silas er startet i Vuggestue. 
  • Jeg skal nyde en sommer uden at være gravid. 
  • Jeg vil overveje Bloggens fremtid nøje. 
  • Vi endelig skal til Skiveren igen. 
  • Vi får lavet nogle småting herhjemme, som virkelig pynter. 
  • Vi skal fejre endnu en 1 års fødselsdag. 
  • Silas og jeg var indlagt små 3 dage på børneafdelingen. 
Der skal selvfølgelig nok ske en masse andre spændende ting, men det tager vi som det kommer. 

torsdag den 10. januar 2019

2019

Ja, 2019 er allerede lidt over en uge gammel, men det er første gang i år, jeg får blogget. 

Håber I alle havde en rigtig god jule- og nytårsaften. Her på matriklen forløb begge ganske udmærket. 

Vi fik en masse god mad og en masse gode julegaver, så på det punkt, kan vi ikke brokke os. Og selskabet var også helt i top. 

Nytårsaften forløb stille og roligt - som det nu engang gør med 2 små børn i huset, og da vi passerede midnat kunne vi se tilbage på endnu et begivenhedsrigt år. 

2019 startede med at Silas begyndte i vuggestue onsdag i sidste uge, og det gik simpelthen over al forventning. Han faldt godt til allerede den første dag, og anden dag han var der, gik jeg en lille tur, så han selv kunne prøve at være der. Han var der så alene små 20 minutter inden jeg kom og hentede ham, og han havde simpelthen hygget sig så meget. 

Fredag morgen var jeg så til åbningsfest i Silvan i Kolding. Jeg stod op kl 5, for at komme ind og stå i kø, så jeg kunne få fat i 9 ltr vægmaling til 10 kr (mente det var det værd, at stå tidligt op og stå i kø, for at spare penge på netop maling, for det skulle vi bruge til den ene væg i stuen). Mødtes så med min bror derinde, for der var også lige et par ting, han skulle have. Vi fik så også både kaffe og rundstykker mens vi ventede, og ja eftersom der kun stod 3 før os, da vi ankom deroppe kl. 5:45, så fik vi altså også de kø tilbud, vi skulle have. 

Da jeg kom hjem fik jeg lavet morgenmad til Silas, og da jeg så gik ind og ville vække ham, besluttede jeg ret hurtigt, at han ikke skulle af sted. Hans næse løb, han hostede som en gal og havde feber. Weekenden gik så med at min lille mus var syg, og vi troede så egentlig han var i bedring, men mandag ændrede den opfattelse sig så. 

Mandag morgen, da Silas vågnede, var han helt bleg og han havde næsten 39 i feber. Jeg tog ham så med ind i stuen, hvor han bare sad ved mig og hang. Han ville ikke spise og drikke, uanset hvad vi så end tilbød ham. Han bare græd og græd og hans pande brændte. Jeg ringede så til lægen for at få en akuttid, og fik så en tid kl. 14:15, men skulle selvfølgelig ringe, hvis det blev værre. 

Omkring ved 13:25 tiden var jeg så nødt til at ringe til lægen, for hans almene tilstand var forværret og han sad bare og kiggede ud i luften og seriøst hev efter vejret. Lægen tog ham så ind med det samme. Hun kiggede på ham og sendte os så videre til børneafdelingen, hvor han kom hele den store tur igennem. 

Da vi kom ind på børneafdelingen, blev vi modtaget af en sygeplejerske, som straks monterede en SAT-måler og inden vi fik set os om, var han under mistanke for meningitis, som jo så også medførte, at min lille mus skulle have taget en rygmarvsprøve. Og da den var taget smækkede fælden, og vi skulle være isolerede i minimum 24 timer. Og jeg kan love jer, det var lange 24 timer. 

Men tirsdag ved 17:30 tiden fik vi så beskeden, at vi ikke længere var isolerede. De havde udelukket det var meningitis, det var heller ikke rs virus eller lungebetændelse. Men vi skulle alligevel lige blive der indtil i går, hvor Silas lige skulle have taget blodprøver, for at være helt sikre på, at alle værdier stadig lå, hvor de skulle. 

I går morges fik han så taget blodprøver, og vi fik gjort os færdige og kom hen og fik noget at spise, og så fik Silas også lige brugt lidt energi på at lege med de forskellige legesager inden vi gik tilbage til stuen. Vi sad så og så lidt Ramasjang, inden sygeplejersken og en læge kom ind og meddelte, at blodprøverne så fine ud, så vi måtte udskrives. Det var simpelthen den bedste nyhed. Min bror hentede os så ovre på sygehuset, og så gik turen hjem til Bent og Niclas. 

Silas er stadig ikke helt på toppen. Han har stadig feber, han hoster og er stadig ikke helt sikker på benene. Men vi har da også en åben indlæggelse gældende til mandag morgen kl. 8, så nu må vi se, hvordan det går henover weekenden. Har været så bekymret for, om Silas fejlede noget alvorligt og helt ærligt, så gjorde det mere ondt på moren end på Silas (er jeg sikker på), da han skulle have taget rygmarvsprøve. 

Men nu skal han bare ovenpå igen. 

Håber I alle er kommet godt ind i 2019. 

torsdag den 1. november 2018

Allerede november

Så er det allerede november... der er kun en måned til 1. december og dermed kun 2 måneder tilbage af det her år... det er jo helt vildt, som tiden går. 

Vi har lige bestilt julekort i dag, så nu skal vi bare vente på de kommer, så vi kan få dem skrevet og sendt ud til familie og venner og glæde dem med en lille julehilsen. Normalt laver jeg jo selv julekort, men i år har der simpelthen ikke været tid til det, så vi valgte at få lavet nogen med billeder af guldklumperne. 

Dagen i dag er blevet brugt på at Niclas var ved kiropraktor, hvor vi fik ros, fordi der allerede er store fremskridt i forhold til i mandags. Hun sagde at det var helt vildt, så meget det allerede havde hjulpet, så vi tror at det nok skal blive rigtig godt. 

Vi har nogle øvelser, som vi skal sørge for at lave med ham hver dag, og det gør vi også, for vi er virkelig interesserede i at hjælpe ham. 

Derudover har jeg ryddet op oppe på 1. sal. Det værelse, som skal være Niclas´ er jo hidtil blevet brugt til opbevaring, så der fik jeg ryddet op og flyttet kasser. Altså, jeg ved godt der er noget tid endnu til at Niclas skal bruge værelset, men vi kunne lige så godt komme lidt i gang deroppe. Det er jo med at udnytte tiden til det, når den lige byder sig (med 2 lømler i huset). Silas kom så op og kiggede mens jeg var deroppe (altså Bent kom op med ham), og så skulle alle hans legesager, som står ovenpå, jo lige kigges igennem og noget af det skulle (selvfølgelig) med nedenunder. Altså, hvad de 2 knægte efterhånden ikke har af legetøj - det er altså ikke småting. 

Vi har jo også allerede en masse julegaver stående oppe ovenpå, og de har stor interesse for Silas (og for min bror, når han er herude). Man kan godt se på mængden og størrelsen af gaver, at vi har fået Niclas og Silas. Men sådan skal de altså også være, når der er børn i huset. 


tirsdag den 16. oktober 2018

Det er en anelse forvirrende...

... og ja med det mener jeg, sådan som vejret er for tiden. 

Vi har snart november, og i weekenden (og ja da også i går) var der flere her i byen, som rendte rundt med shorts på. Jeg har dog - vejret til trods - valgt at klæde mig (efter årstiden) fornuftigt. For med 2 små børn i huset, så er det ikke lige at være syg, jeg har allermest tid til. 

I går eftermiddags var Silas og jeg ude og lege i haven. Han har jo fået gyngestativ, så vi kunne jo lige bruge en times tid derude sammen med hundene, mens Niclas fik lidt ro til at sove herinde ved Bent. 

Silas elsker simpelthen at være udenfor, og ja når vi har have, så er det jo også bare med at udnytte det. Vi har jo et par gange boet i lejlighed, hvor der ikke har været andet "have" end nogle fælles udendørs arealer, og når vi nu har 2 børn, så er jeg glad for, at vi har vores egen have. 

Når jeg lige nu sidder og kigger ud af vinduet, så er det eneste efterårstegn egentlig, at træerne er begyndt at smide bladene plus at bladene er ved at gå væk fra den grønne farve. Ellers er der ikke rigtig noget, der viser, at vi snart kun har 2 måneder tilbage af året. Hørte også lige i TV2 vejret tidligere, at der i år er sat en del rekorder, hvad angår varmen. Det er jo helt vildt. 





fredag den 17. august 2018

Status på familielivet

Som skrevet i sidste indlæg, så kom Niclas pludselig til verden for lidt over en måned siden. Vi tilbragte lidt over 3 uger på neonatal, og så kom vi altså hjem fra sygehuset for lit over en uge siden Niclas og jeg. Det var så dejligt, da vi fik beskeden om, at vi endelig - efter 24 dage - måtte komme hjem på tidligt hjemmeophold. 

Vi skulle dog bare lige igennem en hørescreening inden vi måtte tage hjem tirsdag i sidste uge. Men det gjorde mig heller intet. Han bestod da også hørescreeningen med glans, så han KAN rent faktisk høre (om han så vil, når han bliver lidt ældre, er så en helt anden sag). 

Fordi vi kom hjem på tidligt hjemmeophold, skulle vi jo så også stadig ind på sygehuset til kontrol mandag og torsdag, hvor lillemanden også skulle måles og vejes. Derudover har han været igennem ultralyd af hovedet og tjek hos øjenlæge. 

Og i går blev vi så afsluttet på neonatal. Sygeplejerskerne kunne simpelthen ikke finde noget at beholde os på. Niclas vejer nu 2715 gram, måler 49 cm, bliver fuld ernæret via flaske og ja han er en helt igennem perfekt "lille" dreng. Det eneste han nu mangler, er endnu et par tjek ved øjenlægen på sygehuset. Det første tjek gav ingen grund til bekymring, men fordi han er født før uge 32, så skal han jo lige følges helt frem til terminsdato, men det tager vi også  med. Hellere de fanger, hvis der er noget galt, fremfor han har problemer, som vi først opdager senere. 

Der skal ikke være tvivl om, at det har været en hård omgang, og jeg er mere end glad for, at vi er kommet ud på den anden side - eller ja, vi mangler lige en smule endnu, men allerede nu er vores lille supermand kommet længere, end vi overhovedet havde turde håbe på, da han kom 9 uger før forventet.  

Silas har taget godt imod sin lillebror. Han er selvfølgelig stadig lige lille nok til 100% at forstå, hvad det er der sker, men han tager det så flot alligevel. Han vil dog ikke helt dele sine (mange) tæpper med lillebror, men altså han kan jo kun bruge et ad gangen, så der skulle nok alligevel nok kunne være et enkelt til Niclas ☺
Og ja, synes ikke I skal snydes for et billede af vores andet lille mirakel, så kære læsere, her er vores anden søn. 

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...